Browse Category

Julen varer lige til påske

Det er hvidt herude…

2. februar. Det er kyndelmisse.

De få danskere, der kender ordet kyndelmisse, forbinder det vist mest med et par linier i en sang, som de lærte i skolen engang for alt for længe siden:

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude.

Det er hvidt derude (instawebgram.com)
Det er hvidt herude… (instawebgram.com)

Linierne er fra Steen Steensen Blichers digt Trækfuglene fra 1838, som Thomas Laub satte musik til i 1914.

Kyndelmisse, som kirkeligt set kaldes for Mariæ renselsesdag, markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det er en mindefest for Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter hans fødsel. Ifølge Det gamle testamente (3. Mosebog, kapitel 12) var en kvinde uren 40 dage efter en drengs fødsel, 80 dage efter en piges. Når denne tid var vel overstået, da skulle hun i Templet ofre et lam og en due – eller hvis hun var fattig, et par duer -, hvorefter hun af præsten blev erklæret for ren. Den nybagte moder blev med andre ord udelukket i hele 40 eller 80 dage fra det kirkelige fællesskab på grund af noget så naturligt som en fødsel.

Barthélemy Parrocel (1595-1660) - Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)
Barthélemy Parrocel (1595-1660): Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)

Nu skulle man så tro, at denne regel blev sløjfet i 1536 med reformationens indførelse i Danmark, men det var ingenlunde så. Først en kirkeforordning i 1754 ændrede dette. Det er dog svært at skille sig af med indgroede vaner, og helt op imod 1900-tallet blev nybagte mødre af præsten budt velkommen tilbage til kirken.

Lysene indvies
Lysene indvies. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555

Kyndelmisse er en katolsk lys- eller kærtefest, hvor de lys, der skal bruges i hjem og kirke de næste år, indvies. I hjemmet blev lysene brugt for eksempel ved barsel eller alvorlig sygdom. Kirkens lys er et sindbillede på Frelseren, Verdens Lys. Den katolske fest kan spores tilbage til 500-tallet.

Kyndelmisse er sammensat af kyndel, et oldnordisk ord afledt af det latinske ord candela, der betyder lys, og misse, en fordanskning af det latinske ord missa for messe eller gudstjeneste. Kyndelmisse betyder altså ordret ‘gudstjeneste for lys’.

Kyndelmisses mange lys (gadekrydset.dk)
Kyndelmisses mange lys (gadekrydset.dk)

Som så mange katolske helligdage har også kyndelmisse rødder i en folkelig tradition. Den 2. februar er fra gammel tid blevet opfattet som årets koldeste dag. Det er Midvinter. Kyndelmisse ligger midt imellem 1. november (første vinterdag) og 1. maj (første forårsdag).

Mange folkelige traditioner var knyttet til kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre sult. Når de tre af vinterens seks måneder var gået, skulle bonden helst have halvdelen af sit vinterfoder tilbage; denne tradition nævnes allerede af Henrik Gerner i 1670.

Det var forbudt at lade rokken gå eller at spinde kyndelmisseaften. I Verninge ved Odense så nogle engang ned på dette regelsæt og spandt lystigt løs, men så viste en kvindeskikkelse sig for de formastelige syndere. Kvinden rakte en gloende hånd frem imod dem, mens hun sagde:

Her ser I, hvad jeg i Helvede vandt,

Fordi jeg Kyndelmisseaften spandt.

Som mærkedag for midvinteren var det yndet at tage varsler af vejret på kyndelmissedag: Hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Et andet udsagn: Lige så lang tid lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal hun græde efter voldermisse (1.maj).

Mad og højtid hører for os uløseligt sammen. Måltidet var en vigtig del af den folkelige kyndelmissetradition. Der blev afholdt kjørmesgilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin, eller stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse.

Pandekager til kyndelmisse (natmus.dk)
Pandekager til kyndelmisse (natmus.dk)

Kyndelmisses pandekager, til sikring af en god byghøst, er en fynsk specialitet, der herfra spredte sig til resten af landet.

Ligesom ved andre mærkedage var der også ideer om, hvilke spiser der med fordel skulle nydes til kyndelmisse. Nogle mente, at flæsk stoppede rygsmerter. Andre, at resterne af julebrødet modvirkede såvel hovedpine som hugormebid.

Kært barn har mange navne. Kyndelmissedag er også blevet kaldt kertemessedag, kærmessedag og kjørmesdag. Udtrykket kjørmesdag kender vi fra Jeppe Aakjærs digt Sneflokke kommer vrimlende, som netop slutter med og nu kom kjørmes-knud. Både Jeppe Aakjærs kjørmes-knud og Steen Steensens Blichers kyndelmisse-knude betegner sne og frost.

Struensee, ansvarlig for halveringen af vore helligdage (eremit.dk)
Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret (eremit.dk)

Christian VII’s personlige rådgiver Johann Friedrich Struensee er blevet beskyldt for mangt og meget i tidens løb, således også den største reform af den danske festkalender, som nogensinde har fundet sted. Reformen blev udtænkt i danske Kancelli, og Struensees rolle var derfor minimal: Han accepterede reformen, og han fik kongen til at underskrive den.

10 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), kyndelmisse-Mariæ renselsesdag (2/2), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hansdag (24/6), Mariæ Besøgelsesdag (2/7), Mikkelsdag (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) og tredje juledag (27/12). Ydermere blev to helligdage henlagt til søndage: Mariæ bebudelsesdag (25/3, flyttet til 5. søndag i fasten) og Taksigelsesdagen for afslutningen på Københavns brand i 1728 (flyttet til søndag efter den 23. oktober).

Hvorfor foretog man dog en sådan massakre på de danske helligdage? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af lovteksten: ere deslige Dage dog meere blevne anvendte til Lediggang, og andre deraf flydende Laster, end til en sand og alvorlig Guds Dyrkelse. Med andre ord: Vi danskere brugte helligdagene mere til druk og hor end til from andagt og bøn.

Den moderne kyndelmisse (mygind-by.dk)
Den moderne kyndelmisse (mygind-by.dk)

Selv om kyndelmisse blev afskaffet som officiel helligdag herhjemme i 1770, markerer flere og flere kirker alligevel dagen – enten 2. februar, aftenen før eller søndagen efter. Man holder gudstjeneste som en lysfest for den Kristus, der sagde Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørke.

Hvidt og koldt overalt (alazep.blogspot.com)
hvidt forneden, hvidt foroven (alazep.blogspot.com)

Med kyndelmisse er halvdelen af vinteren gået, og nu venter vi alle på foråret! Det gjorde Steen Steensen Blicher vist også. I sidste vers skriver han nemlig det, som de fleste af os savner såre meget, mens vi døjer med vinterens kulde og frost:

Inderlig jeg længes,

efter Vaar, men Vint’ren strænges;

atter Vinden om til Nord!

Kom, Sydvest, som Frosten tvinger,

kom med dine Taagevinger!

kom og løs den bundne Jord!

Nu venter vi så blot på foråret (aok.dk)
kom og løs den bundne Jord! (aok.dk)

 

Nytaarsaften 1899

I 1884 udkom første nummer af det prægtige julehæfte Børnenes Juleroser, der for mig står som selve indbegrebet af alle danske julehæfter. Hæftet blev hurtigt en salgssucces. En af årsagerne hertil var, at udgiveren Ernst Bojesen valgte at bruge de bedste danske børnebogsforfattere og tegnere.

Meget afgørende for udviklingen af Børnenes Juleroser var ydermere, at ingen ringere end selveste Johan Krohn, forfatteren til Peters Jul, blev ansat som redaktør. Oplag på over 10.000 eksemplarer var ikke usædvanligt. Børnenes Juleroser fortsatte helt frem til 1930.

En af de bedste danske illustratorer var Alfred Schmidt (1858-1938). Han tegnede i mange år for Børnenes Juleroser. Han var en skarp satirisk tegner, der med en spids pen evnede at indfange morsomme situationer, som gjorde ham elsket over det ganske land. Han tegnede meget gerne næsten moderne tegneserier i striber.

Til hæftet Børnenes Juleroser 1899 tegnede han Aarhundredet skydes ud. En Historie i otte Billeder.

De otte herlige tegninger herunder viser, hvor galt det kan gå, når to forvorpne knægte ganske tankeløst går i gang med at skyde nytåret ind – eller det gamle århundrede ud, som Alfred Schmidt kaldte det.

scene 1

scene 2

scene 3

scene 4

scene 5

scene 6a

scene 7

scene 8

 

Til slut en løftet pegefinger til bedstefar og de to drenge og hunden Svip: Tænk jer nu grundigt om, og pas så godt på jer selv i aften!

 

Happy New Year! (facebook.com)
Happy New Year! (Facebook.com)

Godt Nytår til alle!

 

Julerosen

De fleste af vore prydhaver er ved juletid sandt at sige ikke noget blomstrende syn. Mange buske står frysende uden deres sædvanlige bladpragt. For længe siden har jeg klippet stænglerne med de små, blå drenge af mine lavendelbuske. Nej, haven ved juletid er ikke det bedste, jeg ved.

Julerose og sne (dailyflower.yakolh.com)
Julerose og sne (dailyflower.yakolh.com)

Og dog er der lysglimt hist og her i den dystre vinterhave. En lille flok af planter har fået en helt særlig plads i vort danske juleunivers. Det skyldes, at de faktisk spreder glæde ved at blomstre netop her i vintermørket. Deres blomster giver minder om svundne sommerdage, men erindrer os samtidigt om, at andre blomster i haven blot venter på lidt mere sol og varme for at vågne op til dåd.

Julerosen er ubetinget en af mine favoritter i december måned. Der står den uden at kere sig om kulde og frost med sine fine, hvide blomster. Julerosen er en flerårig plante med læderagtige blade og 15-30 cm høje stængler med ofte hængende blomster. Min julerose har hvide blomster, men blomsterne kan alt efter art også være grønlige og rødlige.

Julerosen er en gammel kending i de danske haver. Navnet julerose blev givet til planten allerede i middelalderen, netop fordi den blomstrer ved juletid. Planten var meget yndet først som lægeplante, senere som prydplante.

En ægte lægeplante
En ægte lægeplante

Lægeplante, ja. Julerosen, der på latin hedder noget så flot som Helleborus niger, er nemlig en gammel lægeplante. Planten blev grundet rodens glimrende egenskaber dyrket som sådan i alle danske apotekerhaver. Vender man sig mod de gamle danske farmakopeer og lægebøger er der nærmest ingen ende på de dårligdomme, som julerosens rod virkede imod.

Julerosens rod blev således brugt imod for eksempel bugvattersot, epilepsi, fnat, gigt, gulsot, hjertebesvær, hududslet, hysteri, hård mave, kløe, koldfeber, nervøse lidelser i endetarm og kønsdele, parasitter, skab, skurv, spedalskhed og utøj. Læg dertil, at den pulveriserede rod fremmede afføring, galde, mavesaft, menstruation, opkast og urin.

I den helt nye interaktive formidling af apoteket og apotekerhaven i Den Gamle By er julerosen en af de lægeplanter, hvorom skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen og Den Gamle Bys gartnere så herligt levende beretter.

Skuffe til den pulveriserede rod fra julerosen. Fra Enhjørningens apotek på Christianshavn
Skuffe til juleroserod (Rad: Ellebor: Nigr: = Radix Hellebori nigri). Skuffen var, som signaturerne antyder, tvedelt, så der også var plads til fennikelrod (Rad: Foeniculi = Radix Foeniculi). Fra Enhjørningens apotek på Christianshavn, ca. 1723

Om den virksomme juleroserod træffer man ofte på sætninger som den efterfølgende i de gamle lægebøger:

Og med Velsignelse bruges til at opløse og ved Stolgang udføre al sej Slim og Orm af Maven og alle Lemmer.

Julerosens folkelige navn er nyserod, da den tørrede og pulveriserede rod blev brugt som nysepulver, der skulle være i stand til at rense hjernen.

Når alt dette er sagt om rodens vidunderlige egenskaber, skal man dog ingenlunde forglemme, at julerosens rod i sandhed er meget giftig. Mit råd er derfor: Nyd synet af planten, men brug ikke roden.

I den lune vindueskarm skuer katten ud over det kolde landskab.
I den lune vindueskarm skuer katten ud over det kolde landskab. Ved dens side står urtepotten med en julerose

Som motiv er julerosen blevet flittigt brugt i det danske juleunivers. Julerosen optræder for eksempel som en del af motivet på Bing & Grøndahls juleplatte fra 1908 og Den Kongelige Porcellainsfabriks juleplatte fra 1970. Den optræder ligeledes på de danske julemærker, se blot mærkerne fra 1904, 1909, 1911 og 1984, eller 1910 som herunder. Bing & Grøndahl lod i 1936 et helt stel med navnet Julerose fremstille. Det er af hvidt porcelæn med den velkendte dybe og blå farve, alt dekoreret med juleroser.

Julekort afsendt de, 23. december 1910 fra Vejle
Julekort afsendt den 23. december 1910 fra Vejle

Og så kommer vi vel slet ikke uden om den gamle og meget smukke julesalme En rose så jeg skyde. Salmens rose forbindes i dag oftest med en julerose – og ikke en ægte rose.

Salmen fra omkring 1600 er egentligt en af de tyske Mariaviser, sange til jomfru Maria, som både beskriver og lovpriser den hellige jomfrus dyder og fremtræden. Den tyske tekst er oversat til dansk så sent som i 1920 af Thomas Laub.

I første vers finder vi således ordene

Den rose spired’ frem

midt i den kolde vinter.

Juleinspektøren takker for året 2014

Så er det endnu en gang blevet Helligtrekongers dag, den 6. januar.

Den sidste julemad er forhåbentligt nu blevet fortæret. Store Byttedag med biler og mennesker i kø har vi lagt bag os. Træet er blevet plyndret og smidt ud. Julens genstande er blevet pakket ned i kasser og stuvet af vejen i forskellige klædeskabe og loftsrum. Støvsugeren har slugt de sidste grannåle. Lyset i den sidste juledekoration er brændt ned. Måske man er lidt overtroisk, når man lader en enkelt kravlenisse blive siddende?

Juleinspektøren bærer julen ud
Juleinspektøren bærer julen ud.

Som jeg skrev her på bloggen 6. januar 2014, er det lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg er enig med forfatteren til Peters Jul, Johan Krohn, der i førsteudgaven 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

I tusindvis af gæster har siden startet på julesæsonen fredag 14. november 2014 besøgt Den Gamle By for at se den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974, juleudstillingerne i Julehuset og årets store særudstilling om Danmarks Radios TV-julekalendere – eller for blot for at gå en tur rundt i de hyggelige, små gader og gyder. En stor og varm tak af hele mit hjerte til hver og en af jer!

Julen 2014 er forbi – eller som H. C. Andersen meget rammende formulerede det for godt 170 år siden i den underskønne, lille historie fra 1844 om Grantræet: Drengene legede i Gaarden, og den Mindste havde paa Brystet Guldstjernen, som Træet havde baaret sin lykkeligste Aften; nu var den forbi, og Træet var forbi og Historien med; forbi, forbi, og det blive alle Historier!

forbi, forbi, og det bliver alle historier! (hcandersen-homepage.dk)
forbi, forbi, og det blive alle Historier! (hcandersen-homepage.dk).

For fastelavn er imellem

Forklædt som ko, ca. 1960.

Vi kender alle den gamle julesang Nu er det jul igen. Ifølge sangen varer julen lige til påske, men det er ikke sandt. I varianter af denne sang ender et af versene med for fastelavn er imellem eller med der imellem har vi faste.

Ordet fastelavn er et middelalderligt, plattysk ord Vastel-Avent, som burde være fordansket til fasteaften, aftenen før fasten. Det blev altså til fastelavn. Hvornår man fejrer fastelavn, afhænger af påsken. Fastelavnssøndag falder altid syv uger før påskesøndag, der siden år 325 har været første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det var en gammel tradition fra år 600, at man fastede 40 dage som optakt til påsken.

Både fastelavnsaften og i dagene op til fasten spiste man ekstra godt for at ruste sig til den kommende faste. Fastelavn udviklede sig hurtigt fra at være en enkelt aften, hvor man fik lidt ekstra godt at spise, til et regulært orgie, hvor man smovsede og festede igennem i flere dage.

Efter reformationen blev fasten i katolsk forstand afskaffet, men helt op i 1800-tallet bevarede fasten sit præg af bods- og andagtstid. Fastelavn forblev en folkelig skik.

Fastelavn er optakt til påsken, ligesom advent er optakt til julen. Fastelavn indgår derfor som en fast del af kirkeåret, men er ikke i sig selv en bibelsk højtid. Alligevel er fastelavnssøndag en helligdag i Folkekirken. Fastelavn er indgangen til fastetiden, og fasten kender vi fra både det gamle og det nye testamente. Meningen er, at mennesket skal forberede sjæl og krop til at tage imod påskens budskab.

Tøndeslagning, 1937 (Lars Møller: Da vi var børn, 1, 1925-1940).

Der var stor forskel mellem den kirkelige og den folkelige tradition. Fastelavn var for menigmand festen før fasten. Fastelavn har mistet sit religiøse islæt. Påske, Pinse og Kristi Himmelfartsdag er for de fleste blot fridage og ikke så meget helligdage. De færreste tænker over, hvad dagene går ud på, og hvorfor de hedder, som de gør.

Blåfrosne børn på Stevns, 1955 (Lars Møller: Da vi var børn, 2, 1950-1965).

Fastelavn er for os lig med udklædte børn, raslebøsser, fastelavnsris og tøndeslagning. Mange nutidige traditioner omkring fastelavn har rødder tilbage til middelalderen. Fastelavn opfattes i dag som en harmløs fest. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden var det en voksenfest, der i dens løjer kun blev overgået af julestuernes lege.

Christian V’s Danske Lov 1683, sjette bog, kapitel fire.

I Danske lov fra 1683 forbydes fastelavnsløben strengt. Forbuddet blev flere gange indskærpet af myndighederne. Således igen i 1735, da Christian VI med sin helligdags-forordning forsøgte af få bugt med folkets fester. Kun den bemærkelsesværdige fastelavnsløben fik lovgivningen stoppet, de andre fastelavnsløjer fortsatte.

Præsterne bakkede op. I 1736 advarede den pietistiske præst Erich Pontoppidan især mod fastelavnsløben, hvor pigerne kun iført den bare særk og med udslået hår løb om kamp med karlene hen over markerne. Det var, efter Pontoppidans opfattelse, syndens lokkemad, som djævelen brugte til at kildre den smagløse almues gane med.

Allerede i 1660 måtte en karl i Lyngby sammen med ti kvindfolk stå åbenbar skrifte, fordi han 11. februar havde løbet væddeløb med dem og vundet en tønde øl. Det anstødelige lå dog ikke i kvindernes påklædning (eller mangel på samme), men i at de havde løbet om kap på selvsamme dag, der blev holdt takkefest i anledning af årsdagen for Stormen på København.

Men hvilke fastelavnslege var stat og kirke egentlig op imod?

At ride fastelavn (Illustreret Tidende 1882).

Fastelavnsmandag var den største dag i bondesamfundets fastelavn. At ride fastelavn var tidligere den mest almindelige skik. De unge mænd var i stiveste puds og hestene pyntede med kulørte bånd og bjælder. Rytterne red rundt til sognets gårde, hvor de blev beværtet med brændevin og æbleskiver en masse, mens de samlede penge og mad ind til fastelavnsgildet, som alle beboere blev indbudt til. En festlig skik – men ikke for dem, som optoget ikke besøgte. Om aftenen var der fest, hvor ungdommen dansede og gantedes til den lyse morgen.

Gifte folk deltog ikke i dette fastelavnsridt. De løb i stedet fastelavn, hvilket vil sige, at de klædte sig ud og gik på visit hos venner og bekendte for at lave sjov med dem. Her blev alle godt trakteret, især med flydende varer, og værtsparret skulle så forsøge at genkende gæsterne.

Det var denne tradition, Christian V udtrykkeligt forbød i sin Danske Lov, men hvorfor nu lige præcis den?

Fastelavnsmasker er slet ikke en nymodens opfindelse. Olaus Magnus, 1555.

Man klædte sig ud! Olaus Magnus skrev i 1555 om den forargelige brug af masker Sådanne ting foregår især ved fastelavnsfesternes tid, hvor alle og enhver finder det herligt – alt efter sin stilling – at spille gal på sin egen måde.

Blandt de mere besynderlige forklædninger var, at mænd iførte sig kvindedragt og omvendt. Kirken var rasende over dette, da mandstøj på en kvinde og vice versa ifølge 5. Mosebog var Herren en vederstyggelighed. At en forklædning som kvinde ikke automatisk medførte forglemmelse af sædvanlig mandhaftighed, viste Niels Hansen i 1633 i Helsingør, da han stod anklaget for Fastelavns søndag, da han var omklædt udi kvindeklæder, at have på gaden med dragen kniv skamferet tvende karle samt sønderskåret byskriverens klæder på hans ryg.

Forklædningen som nar var meget populær. En sidste, og i Tyskland meget yndet forklædning var at optræde med maske, og ikke andet! Skikken kendes ikke i Danmark, men da den var så populær i Tyskland, kan den meget vel have været både kendt og brugt her i landet.

Enhver med maske på ansås for berettiget til at trænge ind i et hvilket som helst hus. Hele denne fastelavnsløben havde yderst mislige sider. Alle grænser var ophævet, hjemmene åbne, mænd i kvindedragt, kvinder i mandsdragt, alle mere eller mindre berusede. Det måtte nødvendigvis gå galt. Såvel i Norden som i Tyskland blev der ideligt klaget over den utroskab og drukkenskab og allehånde narrestreger, som denne fastelavnsløben udklækkede.

Allerede i 1500-tallet blev det forbudt præster at løbe fastelavn, og i 1595 ramte forbuddet de københavnske studenter. Al fastelavnsløben blev forbudt både i 1629, 1636, 1643 og i 1683. Forbuddet virkede. Inden år 1700 var fastelavnsløben ophørt langt de fleste steder.

Der stikkes til stråmanden (Illustreret Tidende 1860).

At stikke til stråmand var for jævne danskere en fastelavnsfornøjelse, der latterliggjorde fyrster og herremænd, idet ridderturneringer jo oprindeligt netop var deres forret. Her blev en figur, lavet af halm og iklædt noget gammelt tøj anbragt på en stang. De udklædte ryttere skulle så med en stang eller et spyd stikke til stråmanden.

Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1862).

Fra Holland kommer skikken med at slå katten af tønden. I dag kendes traditionen, så vidt jeg ved, kun fra Danmark og Skåne.

Der har ikke altid kun været slik og frugter i tønden. I starten brugte man en levende sort kat. Man har forsøgt at forklare den levende kat med, at man ville fordrive mørket og det onde, symboliseret ved katten. Den stakkels kat skulle være syndebuk og jages ud af landsbyen. Nogle steder skulle katten endda dræbes, pryglet til døde af børn med kæppe, når den forvirret tumlede ud af den ituslåede tønde. Allerede omkring 1840 stoppede drabet på katten, men stadig i 1880-erne kunne man opleve tøndeslagning med en levende kat. Med tiden blev det heldigvis almindeligt at bruge en død kat eller en figur lavet af strå og gamle klude i tønden. Senere blev der malet et billede af en kat på tønders yderside. Først i nyere tid er tøndens indhold blevet spiseligt.

Traditionen med at slå katten af tønden holdes stadig i hævd. Den foregår fastelavnssøndag i boligkvarterer og bebyggelser, fastelavnsmandag i daginstitutionerne, og de fleste børn er også stadig udklædte.

At slå potte, ca. 1780.

En anden og meget gammel fastelavnsskik gik ud på, at man med bind for øjnene skulle ituslå en potte, der lå på jorden. Under potten havde man så nedgravet en hane, så kun hovedet ragede op.

Gåserenden, 1680.

Gåserenden var en meget yndet skik. Ryttere red uden saddel og tøjler frem mod en gås ophængt levende i benene i en snor i en sådan højde, at rytterne kun med besvær kunne nå den. Rytterne skulle så forsøge at knibe hovedet af gåsen. Det skulle ikke være alt for let, så gåsen havde fået smurt halsen ind i sæbe eller fedt. På Amager varede denne tradition ved til 1733, andre steder fortsatte den til op i 1800-tallet. Stakkels gås! Overlevede den både Mortensaften og juleaften, kunne den blive levende statist i fastelavnsløjerne. På Ringkøbing-egnen var det i slutningen af 1800-tallet stadig brugt som fastelavnslystighed, at man skulle løbe en hane ind og vride dens hoved om, hvilket var besværligt, da det var indsmurt i sæbe.

Fastelavnsris har været kendt i Danmark siden 1700-tallet og har flere symbolske betydninger. Det er et strafferedskab. Visse fromme familiefædre havde efter reformationen den skik at prygle deres børn med ris på selveste Langfredag. Formålet var, rent fysisk, at minde poderne om Jesu lidelser.

Fruen rises op, ca. 1780.

Fastelavnsriset er også et sindbillede på frugtbarhed. I 1715 omtales det, at ungkarle og jomfruer bød hinanden godmorgen ved at rise op og strø aske på hinanden. Når man slog hinanden med ris, fyldt med bristefærdige knopper, overførte man den spirende frugtbarhed til den person, der blev riset. Også husdyrene kunne blive riset for at sikre deres frugtbarhed det kommende år. Symbolsk frugtbarhed, ja, men også jordisk frugtbarhed! I en fastelavnsvise fra 1783 siges det uforblommet af en pige, der riser karlen op:

Frisk herop, min lille glut, bollerne er varme.

Du har her en yndig snut, som i dine arme

sove vil ret hjertelig og dig elske inderlig.

Boller gerne gives hen, boller gerne tages

I Adresseavisen 9. februar 1768 falbydes fastelavnsris med ordene: Fastelavnsris, meget propre og ikke af den almindelige slags, er til købs for 2 Mark stykket i Store Fiolstræde, 10. dør på højre hånd fra Skidenstræde. Et ikke almindeligt ris? Måske det kunne være et trebenet ris, som vi kender det fra H. C. Andersens eventyr om Den lille Idas blomster fra 1835?

Fastelavnsboller.

Fastelavnsbollerne stammer sandsynligvis fra Tyskland, hvor man i 1600-tallet kaldte dem for Heisswecken eller Heetwege. I Sønderjylland blev navnet Heetwege ganske naturligt omdannet til Hedvig, der i århundreder har været områdets betegnelse for fastelavnsboller.

Det er madtraditionerne, der har sat deres præg på dagenes navne. Søndag og mandag blev til flæskesøndag og –mandag, fordi man på disse to dage fyldte sig med alt godt fra grisen. Et gammelt ordsprog har ligefrem Hvo som ikke æder godt med flæsk i disse to dage, han får ryg-ve det ganske år!

Fastelavnsmandag hed i 1500-tallet noget ganske andet, nemlig blå mandag, der var årets eneste hverdag, hvor håndværkerne havde fri – eller som Pontoppidan skrev i 1736 da fornemmelig håndværkerne i byerne efter hjemlige sviregilder ved højlys dag sværme og løbe grassat, bedrukne og beladte, for ikke at sige baglastede. Kirkernes altre og billeder blev tildækket med et blåviolet klæde (der har givet dagen navn), så ikke kun kroppen, men også øjnene, skulle faste i fastetiden. På tysk anvendes blå mandag som betegnelse for en pjækkedag, hvor det i Danmark er navnet på andendagen efter konfirmationen.

Tirsdag blev til hvide tirsdag, fordi man indtog varme mælkeretter og æggesøbe med hvedebrød eller hvedeboller (den såkaldte bollemælk). Æggesøben blev lavet af æggeblommer, sukker, hvedemel, øl og mælk, og blev regnet for en stor delikatesse. Hvedebrød, altså det fine, hvide brød, var til langt op i 1900-tallet forbeholdt særlige lejligheder. Sukker var også dyrt og æg sjældne om vinteren, så der var tale om en lækkerbisken.

Askeonsdag startede fasten. Alle skulle møde op i kirken med aske i hår og ansigt. Skikken blev senere ændret til, at sognepræsten dyppede en finger i aske og tegnede et kors i panden på hver kirkegænger, mens han lavmælt sagde Menneske! Kom i hu, at du selv er aske og atter skal blive til aske! På denne dag fik man syndsforladelse. Aske er et symbol på ydmyghed og menneskets dødelighed.  Asken skulle helst stamme fra afbrændte palmegrene fra det forgangne års fejring af palmesøndag, men i Danmark måtte man nøjes med almindelig aske. Askekorset blev afskaffet ved reformationen i 1536, men navnet askeonsdag levede videre.

Fastelavn skulle slutte askeonsdag – men sådan gik det selvfølgelig ikke altid. Mange steder fortsatte festlighederne helt til om søndagen, ja endnu længere. I 1533 vidnede fire oldinge på tinge i Ebeltoft, at det, så længe de og deres fædre kunne huske, havde været skik i byen at fejre fastelavn fra flæskesøndag og samfulde otte dage frem. Man kaldte det her og andre steder ‘Den gale uge’.

Fastelavn er som en blandet landhandel. Tager man udgangspunkt i tidspunktet for fastelavn, har den forbindelse til kristendommen, da den er den sidste aften inden den 40 dages lange faste, optakten til påsken.

Fastelavn, som vi kender den i dag, har ikke meget kristendom over sig, men har baggrund i hedenske traditioner forbundet med naturfænomener, folketro, overtro og vantro. Fastelavn symboliserer skiftet mellem vinterens mørke og forårets lys, et Farvel til det gamle og et Velkommen til det nye år og liv.

Ved fastelavnsfesten blev der vendt op og ned på mange ting, således kunne ganske almindelige folk blive både ‘kattekonge’ og ‘kattedronning’. Man klædte sig ud og lavede forskellige løjer. Alligevel skulle man passe lidt på med løjerne.

Helt galt gik det en udklædt fastelavnsnar omkring Udby i 1850’erne. Han mødte nemlig indremissionæren Vilhelm Beck, der ville besøge sin broder. Fastelavnsnarren skræmte Becks hest, men Beck satte hesten imod narren, greb sin ridepisk og bankede ham til han brølende trillede om på vejen, som Vilhelm Beck skriver i sine erindringer.

Den største forskel på nutidens afdæmpede fastelavn, der mest markeres i børnefamilierne, og så fortidens fastelavn, fejret af børn og især voksne, er fortidens markante forskel på hverdag og fest. Fastelavn var som et frikvarter fra en streng social rangorden, som man kun yderst sjældent kunne bryde med.

Tøndeslagning (Illustreret Tidende 1860).

I ‘Den gale uge’ var de daglige problemer med at skaffe brød på bordet afløst, hvis man da havde råd, af en overflod af fed mad, som man ellers kun kendte til fra julens sulebord. Man klædte sig ud, slog gækken løs, festede og morede sig, og for en kort stund var det tilladt at gøre grin med autoriteterne – som børnene gør herover.

40 dages faste venter.

Fastelavn var for menigmand et hedensk slaraffenland – efterfulgt af 40 dages kristen faste.

Farvel og tak!

Det er i dag den 6. januar. Helligtrekongers dag. Dermed er julen slut for denne gang. Det er lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg har det som Johan Krohn, der i førsteudgaven af Peters Jul i 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.

Jeg holder meget af at beskæftige mig med den danske juls historie. Der er noget fascinerende over at fundere på, hvorfor vi er, som vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør.

En stor og varm tak til alle jer, der har været en tur forbi bloggen for at se og/eller læse de forskellige indlæg. Og tak for kommentarerne!

Ligeledes skal der herfra lyde en stor og helhjertet tak til de tusinder af gæster, der siden åbningen af julen 16. november 2013 har besøgt Den Gamle By for at se både den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974 og årets store jule-særudstilling i Julehuset. Tak til jer alle!

2014 byder på store udfordringer. Nye spændende projekter, hvoraf kun et fåtal har det fjerneste med julen at gøre, venter forude. Alligevel tror jeg, at jeg næppe kan holde min jule-pen i ro. Sandsynligvis vender jeg tilbage med et indlæg i ny og næ. Der er stadig mange aspekter ved den danske jul, der fortjener et ord eller to med på vejen.

Overskriften på dette sidste indlæg burde således nok ikke have været Farvel og tak!, men snarere…

På gensyn!

Juleinspektøren takker pænt af for denne gang…

 

Saa er Julen til Ende

I dag står nytårsaften for mange som den endelige afslutning på julen. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden fortsatte julefestlighederne ind i det nye år. Der blev festet igennem. I ældre tid sluttede julen først 5. januar om aftenen, helligtrekongers aften.

Stage med tre lys. Peters Jul, udgivet 1866.

I Peters Jul hedder det om afslutningen på julen:

See, nu er da Julen strax forbi,

Det er Helligtrekongersaften!

Saa ender den rare Jul, men vi

Er glade, at vi har havt den.

Tre Lys har vi tændte, tænk engang,

For Kongerne, de som bragte

Jesusbarnet en Julepresent;

Vi veed det, for Faer har sagt det.

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Helligtrekongerslys.

Et ægte helligtrekongerslys havde tre grene og én stamme. Hvor de tre grene forenede sig med stammen, var der ofte anbragt en lille krudtladning. Når de brændende væger nåede krudtet, eksploderede det. Lyset gik ud – og julen var slut!

Helligtrekonger i Ravenna, Basilica Sant’ Apollinare Nuovo, 526 e.v.t.

Navnet helligtrekonger viser hen til de vise mænd fra Østerland, der kom for at tilbede det nyfødte Jesus-barn. Antallet af vise mænd fremgår intetsteds i bibelen. De medbragte guld, røgelse og myrra (og ikke guld, ragelse og myrekryb, som børnehavebørn med fryd synger i dag), og derfor mente man i oldtiden, at tre gaver måtte være ensbetydende med tre mænd. Ej heller nævner bibelen, at de tre vise mænd skulle være konger. Her er der både en bibelsk og en folkelig forklaring. I Salmernes bog kapitel 72 vers 11 hedder det: Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham. I den folkelige opfattelse kunne man ikke forestille sig, at vise mænd eller magere eller stjernetydere ville komme ud fra Østerland, nej det måtte da være konger, der kom for at tilbede kongernes konge.

I Danmarks katolske fortid havde fejringen af de hellige tre konger stor betydning. Vigtigst var et fakkeloptog ført an af præster efterfulgt af en stjernebærer med en høj stang med en påsat stjerne, mens udklædte mennesker afsluttede optoget, der endte i kirken, hvor der var både krybbespil og stjernemesse.

Et folkeligt helligtrekongers optog. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Efter reformationen i 1536 blev de katolske skikke kasseret – men ikke helt glemt. Fattige, skolebørn og studerende kunne gå syngende fra hus til hus i by og på land for at tjene en skilling.

Christen Dalsgaard: De Hellige Trekonger besøger et Jysk Bondehjem, 1862.

Med tiden udartede helligtrekonger sig til en folkelig fest, der mange steder gik aldeles over gevind. Der blev drukket og bandet og horet og uddelt øretæver, når optogets deltagere turede rundt. Det blev Kirke og Stat for meget. I 1770 kom Struensees helligdagsforordning, der med et pennestrøg fjernede både tredje juledag og helligtrekongers dag som helligdage. Begrundelsen var den simple, at disse to dage mere blev anvendt til lediggang med dertil hørende flydende og kødelige laster end til from og alvorlig gudsdyrkelse.

I vor tid er markeringen af helligtrekonger som julens afslutning så godt som forsvundet. Enkelte steder lader man det pyntede juletræ stå frem til helligtrekongers aften. Andre kender stadig til de tre lys, som nævnes i Peters Jul. Helligtrekonger er dog aldrig helt gået i glemmebogen. Selv i vor verdslige kalender anno 2014 står der Helligtrekonger ved den 6. januar.

Initialer og årstal skrevet med kridt på indgangsdøren.

I juleevangeliet nævnes de vise mænds navne slet ikke. Først langt senere fik de af kirkemænd navnene Caspar, Melchior og Balthasar. I mange katolske lande vil man, oftest i landsbyer, se bogstaverne C M B flankeret af to tal skrevet med kridt på eller over indgangsdøren. Bogstaverne viser hen til de tre vise mænds initialer, men de tre bogstaver står også for bønnen Christus Mansionem Benedicat (Kristus velsigne dette hus).

Vær velkommen…

Nytårsaften er for venner, ganske som juleaften er for familien. Denne kendsgerning har indflydelse på mangt og meget, såsom borddækning og bordpynt samt menu- og vinkort.

Mange mødes nytårsaften lidt før kl. 18, så man kan nå at høre Dronningens nytårstale. Traditionen med regentens direkte TV-nytårstale til folket stammer tilbage til 1959. I Dronningens nytårstale får vi danskere som regel lige et par ord med på vejen. Det næsten forventer vi – og tak for det!

Traditionen siger, at man nytårsaften bør spise torsk. Det er egentligt et levn fra middelalderens romersk-katolske regelsæt. Fisk hører fasten til – og nytår ligger midt i fasteperioden. Her blev der ikke fortæret kød fra dyr.

Ovndampet torsk med sennepssauce

Torsk er i sandhed en traditionel lækkerbisken. Med tiden er tøjlerne dog blevet lidt mere slappe nytårsaften. Menuen kan varieres alt efter forgodtbefindende og smag. Det er tilladt at servere næsten hvad som helst. Jeg er da sikker på, at selv et velforsynet spansk tapasbord nok skal blive mødt med anerkendende blikke nytårsaften.

Nytårsbordet er som regel dækket festligt op med serpentinere og bordbomber, papnæser og skralder.

Genstande til bordets pynt.

I vor tid fejrer vi årsskiftet med et festfyrværkeri skabt af raketter og batterier, sole og bordbombere. Men hvad skal nu al den ballade til for? Jo, vi larmer nytårsaften for at bortjage onde ånder – og det har vi gjort siden middelalderen.

Årets sidste aften var tidligere en farefyldt aften. Her på overgangen mellem det gamle og det nye år huserede alle slags troldtøj. Larm i form af fyrværkeri, bøsseskud og rumlepotter var ondt afværgende. Overalt blev der lavet ballade. En yndet skik var at knuse lerpotter, gerne askefyldte, på fremmede husdøre. Man lavede gavtyvestreger med hinanden. Man skød det gamle år bort eller det nye år ind! Hvad der i 1800-tallet var et forsøg på at holde troldtøj væk, er i dag mange steder endt som ren vandalisme.

Potte på dør. Illustreret Tidende 1886.

H. C. Andersen har i sit forfatterskab et par gange berørt forskellige nytårstraditioner. I den lille fortælling Årets historie, udgivet i 1852, skrev han blandt andet ‘Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind’, sagde en lille forfrossen spurv, ‘de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk!’

Ægte ‘kinesere’ – en saga blot.

Både fyrværkeri og potter på døren er også omtalt i Peters Jul, der er for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Nei, hvor det buldrer derude! Hør, Der kom en Potte paa Karens Dør… På Gaden knalder det Skud ved Skud; Nu skyde Drengene Aaret ud.

Når det er blevet midnat, og det nye år er begyndt, forlader mange det i starten så veldækkede bord.

Nytårsbordet sidst på aftenen.

Det er blevet tid til at høre den traditionelle nytårssang Vær velkommen, Herrens år i fjernsynet. Herefter drager man ud på vej eller altan for med champagne og fyrværkeri at fejre det nye års komme.

Champagne er for mange en fast nytårstradition.

I øvrigt er det vel værd at bemærke, at det nye år starter ved det første slag, som Københavns rådhusklokker slår klokken 24 natten mellem den 31. december og den 1. januar. Københavns rådhus begyndte allerede at ringe det nye år ind den 1. januar 1900.

Velkommen til år 2014!

For mig er der her i 2013 kun tilbage at sige: Godt nytår til jer alle!

 

Unge pige, lad os lege skjul

 

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.