Browse Author

Jens Ingvordsen

Juleinspektør i Den Gamle By

Ingen maatte gaae med Rommelpot…

Når man ved juletid kommer forbi Pyramidesalen på førstesalen i borgmestergården, ser man straks tønden med den gode julebryg solidt anbragt på kisten i baggrunden og julebukken stå midt på gulvet.

Julebukken og rumlepotten i Borgmestergårdens Pyramidesal
Julebukken og rumlepotten i borgmestergårdens Pyramidesal

Det er Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue fra 1724, der har givet inspiration til dette interiør. Julestuen foregår hos den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft. Jeronimus vil ikke tillade, at der bliver holdt julestue i hans hjem, da han finder denne skik både uanstændig og usmagelig. Man behøver blot at nærlæse scene 7 for at få Jeronimus’ mening om de absolut ikke kedelige julestuer, der op til cirka 1800 fandt sted overalt i by og på land i juledagene.

Jeronimus siger her:

Gid jeg havde en Daler

for hver Piges Jomfruedom

der er gaaet af Stabelen

ved saadanne Lejligheder.

Men hvad er det for en mærkelig krukke, der står på gulvet til højre for julebukken? Det er såmænd en rumlepotte, en slags folkeligt musikinstrument kendt siden middelalderen over det ganske Europa.

Nærbillede af rumlepotten
Nærbillede af rumlepotten

Rumlepotten er i al sin enkelthed blot en lerpotte. Pottens åbning er lukket med en stramtsiddende membran af tørret svineblære eller gedeskind. I skindet er lavet et hul i midten, hvorigennem der er stukket en gåsefjer eller en pind. Ved at føre fjeren eller pinden op og ned, eller ved at gnide på fjeren/pinden med fugtige fingre sætter man skindet i vibration. Der opstår så en hul og dump, brummende og rumlende, helt særpræget lyd.

Oliemaleri dateret 1629 af den nederlandske maler Jan Miense Molenaer
Oliemaleri dateret 1629 af den nederlandske maler Jan Miense Molenaer

Man formoder, at rumlepotten egentligt er en nederlandsk opdagelse. Herfra spredte skikken sig ud i Europa.

Rumlepotte i brug. Kalkmaleri fra slutningen af 1400-tallet i Härkeberga kirke ved Enköping, malet af den tysk-svenske maler Albertus Pictor
Rumlepotte i brug. Kalkmaleri fra slutningen af 1400-tallet i Härkeberga kirke ved Enköping, malet af den tysk-svenske maler Albertus Pictor

Larmen fra rumlepotten, men også fra knaldfyrværkeri og geværskud, mente man tidligere kunne uddrive onde ånder fra husstanden. Ikke mange tænker på, at det er selv samme ide, der ligger bag de raketter og batterier, som nogle af os i dag indkøber i dyre domme for blot at tænde dem nytårsaften. En som regel uskadelig nytårsskik med en alvorlig baggrund.

Over hele Danmark blev rumlepotten før i tiden anvendt af både udklædte og sminkede børn, der nytårsaften gik fra hus til hus og larmede med rumlepotten, mens de sang Rumlepotvisen. På den måde kunne man erhverve sig både æbleskiver og nødder og andre godter.

Den sønderjyske rumlepotvise kendes i flere varianter. Her er en af dem:

Fru, fru, lok e døe op!
Æ rummelpot vil ind.
De kom æ skib fra Holland.
De hav så goj en vind.
Styrmand vil vi prise
Kaptajnene vil vi hejse
sæt æ sejl op i æ top
å gi mæ naue i æ rummelpot.

Hallo – hallo en æffelkagh elle to
å ven den æ få lille
så gi mæ to for jen.

Gravering udført 1851 af de spanske brødre Rouargue
Gravering udført 1851 af de spanske brødre Rouargue

Denne brug af rumlepotten er stadig en brugt skik i det dansk-tyske grænseland. Også i både Holland (rommelpot) og Spanien (zamboma) er og har rumlepotten været et meget populært instrument.

Fra Rasmus Nyerup: Efterretninger om Kong Friderik den Tredie og de mærkværdigste i Danmark og Norge under hans Regjering indtrufne Begivenheder; Kjøbenhavn 1817
Fra Rasmus Nyerup: Efterretninger om Kong Friderik den Tredie og de mærkværdigste i Danmark og Norge under hans Regjering indtrufne Begivenheder; Kjøbenhavn 1817

Også i hovedstaden har rumlepotten været flittigt brugt. Måske larmede den lidt for meget i de hellige juledage? I al fald blev det selveste juleaften 1668 forbudt at gå rundt med rumlepotter i byens gader. En plakat udstedt af byens præsident, borgmestre og rådmænd blev ganske enkelt opslået på alle hjørner i byen med et forbud mod rumlepotter, julebukke eller noget usømmeligt, hånligt spil.

Den lille troldmand

At have en museumsgenstand, der blev givet som julegave et ganske bestemt år, hører til sjældenhederne. Når man tilmed så nogenlunde ved, hvem der var giver, og hvem der var modtager, kan det næsten ikke blive bedre.

I foråret 1991 modtog Den Gamle By som gave en stor samling af især drengelegetøj. Giveren var Karl Mey, født 1924 i Husum lige syd for grænsen og død 1991 i København. Samlingens mere end 7.000 stykker legetøj er fra årene mellem cirka 1870 og 1960. Hovedvægten er dog lagt på mekanisk legetøj fra perioden mellem 1900 og 1940, af nogle kaldet det mekaniske legetøjs guldalder. Men der er så sandelig også mange andre rare sager imellem.

Den lille troldmand
Tryllespillet Troldmanden

Det tog flere år at få denne samling behørigt registreret og dokumenteret. Først i efteråret 1996 var man nået så vidt, at Den Gamle Bys legetøjsmuseum kunne åbne for offentligheden. Hele stueetagen i legetøjsmuseet rummer udpluk fra Karl Meys store samling.

Mekanisk legetøj, ja, men der var også mængder af puslespil, udklipsark, glasplader til laterna magica, opstillingsfigurer, konstruktionssæt og dukkehusmøbler… samt to tryllespil.

Især det ene tryllespil vakte min interesse, da jeg i 1995 var i færd med at registrere det. Det ligger i en meget fin æske af karton, som måler 28 x 21,5 cm. Forsiden af æsken er forsynet med en herlig farvelagt tegning af en stående dreng bag et bord. På bordet ligger en række tryllegenstande. Tilskuerne til den lille troldmands show, seks børn, ses med ryggen til. Spillet er fremstillet i Tyskland, men et firmanavn er desværre ikke angivet.

Det perfekt bevarede indhold af tryllespillet Den lille troldmand
Det perfekt bevarede indhold af tryllespillet

Teksten på tryllespillet er trykt med sort på tre forskellige sprog: Der ZAUBERER, The CONJURER, og L’ESCAMOTEUR, altså Troldmanden.

Indlagt i æsken er flere forskellige trylleremedier, som Den lille troldmand kan underholde sine gæster med. Dertil kommer en grundig vejledning over brugen af de forskellige remedier.

Sådan bruger den lille troldmand æskens indhold
Sådan bruger den lille troldmand æskens indhold

Det er ikke så meget det velbevarede indhold eller den fine æske, der gør dette tryllespil til noget helt særligt. Nej, på indersiden af låget er der med blåt blæk skrevet Unseren lieben Otto, der Zauberer, von seinen Grosseltern, Husum Weihnachten 1905

Påskriften leverer for det første en fin datering på spillet. Det kan af gode grunde ikke være yngre end 1905. For det andet får vi at vide, at spillet er givet juleaften i Husum som gave til Otto fra hans bedsteforældre. Desværre ved vi ikke, hvem bedsteforældrene var, eller hvor gammel Otto var i julen 1905.

Man kan derimod roligt gå ud fra, at den lille Otto har moret sig i alle juledagene med at øve sig i de forskellige tryllenumre, som indholdet giver mulighed for. Familie, gæster og venner er sikkert allesammen mere eller mindre blevet tvangsindlagt til at overvære den lille troldmands færdigheder.

Jeg ved ikke, hvornår Otto blev født. Men hans dødsår kender vi, nemlig 1915. Under den sekundære påskrift i blæk er der med blyant tilføjet sætningen So jung gefallen 1915 bei Verdun in Frankreich. Otto delte dermed skæbne med omkring 9,7 millioner soldater og 6,8 millioner civile under Første Verdenskrig.

En dejlig lille julegave, hvis sekundære påskrifter sætter julens budskab om Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag! (Lukas 2, 14, version 1911) i et tankevækkende perspektiv.

Nissekongens Hule

Så kom dagen, som alle vi juleelskere har ventet på i et helt år! Det er i dag den første december – og vi er klar til at åbne den første låge i årets julekalender. Julekalenderen, som jeg i år har valgt til at dække denne dato på julebloggen, så første gang dagens lys i 1943.

Nissekongens Hule er en herlig julekalender
Nissekongens Hule er en herlig julekalender

Det er med vilje, at jeg bruger udtrykket ’første gang’. Kalenderen her er nemlig en evighedskalender. På grund af et drejehjul med de for alle julekalendere så vigtige 24 tal kan evighedskalenderen genbruges fra år til år. Evighedskalendere er en meget brugervenlig og økonomisk form for julekalender. Denne slags kalender var meget udbredt i 1940’erne og i 1950’erne.

På forsiden af denne evighedskalender er en sneklædt gravhøj i en granskov. Indgangen til gravhøjen er dækket med kalenderens eneste oplukkelige låge, der er mærket med kalenderens titel NISSEKONGENS HULE.

Julekalenderen Nissekongens Hule er en tidlig form for interaktiv kalender. Indlagt i kalenderen er en cirkulær papskive, der kan drejes rundt og rundt. Drejehjulet anes langs julekalenderens lodrette højre side.

Her er drejehjulet ført frem til den 3. december
Her er drejehjulet ført frem til den 3. december

Når man dag for dag flytter drejehjulet lidt frem, sker der flere forskellige ting. Til venstre for indgangen til højen er en stolpe med notesblok med en udstansning, hvor tallet fra drejehjulet kommer frem og angiver datoen. Et stykke oppe på højen sidder en hare, der i et udskåret felt kommer med forskellige udsagn, efterhånden som man drejer hjulet. På toppen af gravhøjen er en stendysse med en udstansning. Her kommer de forskellige motiver frem, der er trykt på drejehjulet. Motiverne er nisser, der udfører en eller anden handling, som ofte passer til harens udsagn. Ofte, men ikke altid! Tredje december siger haren således Hvad ønsker du dig til Jul? Motivet viser ikke, som forventet, en nisse med en ønskeseddel, men derimod en forvorpen nisse, der af al kraft kaster en snebold i nakken på en agtværdig seniornisse.

Tekst og det sammenhørende billede er ikke uden humør. Den 13. december er teksten ved haren således Nu gælder det om at være artig, hvor den tilhørende tegning viser en uartig nisse, der netop har haft fingrene nede i syltetøjskrukken og nu er i færd med at slikke på fingrene.

På gravhøjen står til venstre en oplukkelig postkasse, lavet af sammenflikkede brædder, med teksten BREVKASSE TIL ØNSKESEDLER.

Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekealenderen
Firmaets monogram og serienummer på bagsiden af julekalenderen. Nederst er den metalring, der holder drejehjulet på plads

På bagsiden er evighedskalenderen mærket med LLI (i monogramforn) København Nr. 3211. Dermed får vi at vide, at kalenderen er fremstillet af bog- og kunsttrykfirmaet L. Levison Junior i København og bærer serienummeret 3211. Dette firma var i begyndelsen af 1930’erne, sammen med firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag i København, ansvarlig for indførelsen og udbredelsen af julekalendere i Danmark. Vi kender også udsalgsprisen på kalenderen, da der med blyant er skrevet 1,25 i nederste højre hjørne. Kunstneren bag tegningen er ukendt, da der ikke er angivet en kunstnersignatur.

Del af bagsidens sekundære påskrift
Del af bagsidens sekundære påskrift

På bagsiden er også to senere påførte tekster med <giverens navn> 4a Nr. 12 10 Aar. samt årstallet 1944.

Kalenderen kan derfor dateres til 1944. Men faktisk udkom Nissekongens Hule som alt nævnt allerede i 1943. Kalenderen er nemlig både omtalt og afbildet i firmaet Levisons Heimdal Posten 1943. Her er ordene fra omtalen i 1943:

Omtalen af Nissekongens Hule i firmaet L. Levison Juniors tidsskrift Heimdal Posten i 1943
Firmaet L. Levison Juniors ord om Nissekongens Hule 1943 i tidsskriftet Heimdal Posten

Kalenderen her må være blevet genoptrykt i mindst et par år, da giveren fik denne til julen 1944. Det var ingenlunde noget særsyn, at populære julekalendere senere blev genoptrykt.

Jeg ved godt, at man aldrig må tage forskud på glæderne. Alligevel kan jeg ikke dy mig. Her er, hvad der sker, når drejehjulet er nået frem til den 24. december, og gravhøjens låge er lukket op.

Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nisedronningen omgivet af glade nisser er klar til helt store julefest
Et smugkig ind i selve gravhøjen, hvor nissekongen og nissedronningen omgivet af glade nisser er klar til den helt store julefest

Historien om julens historie i Den Gamle By

Lørdag den 18. november åbnede Julen 2017 i Den Gamle By. På omkring 60 forskellige steder på museet kan besøgende traditionen tro se udstillingen om den danske juls historie. Udstillingskavalkaden fører i dag museets gæster igennem julens historie fra 1625 og frem til 1974. Kort fortalt er sigtet med kavalkaden, at belyse hvornår og hvordan de enkelte elementer i den moderne danske jul er opstået.

Jeg brugte lige før udtrykket ’traditionen tro’. Julen er traditionernes holdeplads. Der er et eller andet beroligende ved traditioner. Jo mere verden omkring os forandres (og det i et stadigt accelererende tempo), desto mere er det en lise for sind og sjæl at gribe fat i velkendte traditioner. Der må helst ikke ændres noget. Julen skal være, som den altid har været.

Det kan vist ikke udtrykkes bedre eller mere tydeligt, end Peter Faber gjorde det omkring 1850 i sangen Julestemning, der i dag bedst kendes under navnet Sikken voldsom trængsel og alarm:

Drej kun Universet helt omkring,

Vend kun op og ned paa alle Ting,

Jorden med, thi den er falsk og hul,

Rör blot ikke ved min gamle Jul.

Men hvornår opstod egentligt traditionen i Den Gamle By med at pynte særlige juletableauer fra forskellige tidsperioder?

Det første tableau kom til i 1951

Det hele startede såre beskedent i 1951. I museets beretning for dette år nævnes det således ganske kort, at man i tiden mellem jul og nytår 1951 tog borgmestergårdens 1848-stue i brug til en lille særudstilling. Her viste museet et pyntet juletræ, som det kunne have set ud for 100 år siden. Årsberetningen fortsætter På denne tid var juletræet endnu en nyhed, og perioden ligger ikke længere tilbage, end at det var muligt at give et troværdigt billede af en borgerlig stue med julens udsmykning.

Dette juletræ pyntet som omkring 1850 blev med tiden en fast tradition i borgmestergårdens 1848-stue. Træet, der er pyntet op efter anvisningerne i Peter Fabers udødelige julesang Højt fra træets grønne top, har siden 1951 haft sin faste plads på dette sted.

Tableau baseret på en akvarel af fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814
Det andet tableau kom til i 1966. Arrangementet er baseret på en akvarel af søsteren til fru Thomasine Gyllembourg. Opstillingen stod i stuen i Bredgade 38 i København 1814

Først 15 år senere, i 1966, får det følgeskab af et andet julearrangement. Museets årsberetning 1966 har herom følgende bemærkninger Endelig må nævnes en – i omfang beskeden, men såre interessant – fornyelse, et tillæg til museets gennem mange år elskede juletræ i ”1848-stuen”. Dette juletræ er så velkendt, at det må og skal være det samme fra år til år; men museet havde på grundlag af nogle små akvareller fra omkring 1820 arrangeret en juletræsopstilling af fem små graner på et bord dækket med et grønt tæppe. På bordet stod kandelabre og skåle med frugter og nødder. En sådan opstilling er vistnok aldrig blevet behandlet i den for øvrigt ret sparsomme litteratur om dansk juletræstradition – sikkert fordi den aldrig har fået varig betydning. Opstillingen er i al beskedenhed et lille kulturhistorisk eksperiment, der illustrerer de første forsøg på at skabe en borgerlig ramme omkring julefesten.

Denne opstilling er gentaget efter en akvarel fra 1814, der viser salen i fru Gyllembourgs hjem i Bredgade i København. Efter i mange år at have stået i borgmestergårdens empirestue blev opstillingen omkring 2007/08 flyttet til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården.

Det tredje tableau kom til i 1972: Juletræet i købmandsgårdens sal

Et tredje juletræ kom til i 1972. Her blev der i købmandsgårdens sal vist et juletræ fra omkring 1870. Træet var pyntet efter en illustration i 2. udgaven 1870 af Peters Jul. Den dag i dag står Peters Jul-træet i denne sal. Kun et enkelt år manglede træet i købmandsgårdens sal. I 1980 var hele købmandsgården lukket ned på grund af energibesparelser, og træet var da anbragt i det daværende tekstilmuseum, der dette år tillige virkede som legetøjsmuseum.

Juletræet anno 1929 hos cykelsmeden

Den helt store satsning på julens historie blev indledt i 1997. Juleudstillingen blev fremover i langt højere grad tænkt som én langstrakt skildring af, hvordan man i de forskellige sociale lag holdt jul i tiden mellem 1625 og 1929 .

I 1997 blev der lavet små julesærudstillinger i:

  • 1625 Renæssancesengekammeret i borgmestergården
  • 1723 Pyramidesalen i borgmestergården
  • 1797 Louis Seize-stuen i borgmestergården
  • 1809 Granhytten i empiresovekammeret i borgmestergården
  • 1814 Fru Gyllembourg i borgmestergårdens empiresal (omkring 2007/08 overflyttet til Jakob Kjellerups stue i Aalborggården)
  • 1848 Peter Faber i borgmestergårdens 1848-stue
  • 1864 Peters Jul i købmandsgården i syv rum. Træets pynt blev nu koblet sammen med 1. udgaven af Peters Jul, skrevet 1863 og udgivet 1866
  • 1895 Skræddermesterens stue i Svendborghuset
  • 1919 Frk. Wahlstrøms stue i Lemvighuset
  • 1929 Cykelsmedens stue i Viborghuset

Det nye store tiltag faldt i publikums smag. Besøgstallet voksede med omkring 50%. I alt kom cirka 21.000 gæster forbi museet i december måned.

Året efter, i 1998, blev yderligere fem interiører tilknyttet julekavalkaden. Flere af dem var planlagt til julen 1997 (1811, 1840 og 1849), men de nåede ikke at blive færdige:

  • 1810 En holstensk skipperfamilie i Sønderborghuset (sløjfet ved indretningen af Schous Sæbehus, åbnet 2010).
  • 1811 En statsembedsmand af holstensk afstamning i Aalborggården, 1. sal, (omkring 2007/08 overflyttet til borgmestergårdens empirestuen).
  • 1840 Skomagerens stue i Lille Rosengården
  • 1849 Skolen
  • 1850 Farverens stue
Det noget særprægede juletableau anno 1797 i Aabenraahuset
Det noget særprægede juletableau anno 1795 i Aabenraahuset

Et par nye juleinteriører så dagens lys i 1999 eller mere sandsynligt i 2000:

  • 1795 Huset fra Aabenraa (sløjfet ved indretningen af Musæum 1927, åbnet 2008)
  • 1805 Kamma Rahbæk i Aalborggården, 1. sal (senere flyttet ned i stueetagen sammesteds)
  • 1841 Den lille pige med svovlstikkerne i Lille Rosengården
  • 1885 Gæs hos Bageren

I takt med skabelsen af både et 1927- og et 1974-kvarter i Den Gamle By er antallet af særlige juleinteriører vokset kraftigt. Udstillingslisten for i år omfatter 69 potentielle steder til en belysning af den danske juls historie. Byggearbejder og restaureringsopgaver vil dog medføre, at ikke alle 69 lokaliteter bliver taget i anvendelse.

Det bør retfærdigvis også nævnes, at der igennem årene hist og her midlertidigt har været opstillet pyntede juletræer på forskellige steder på museets område. Det først kendte eksempel er et juletræ med pynt fra tiden ca. 1880-90, der til julens særudstilling i 1957 var opstillet i Aarhus mølles sal. I julen 1971 stod et festligt pyntet juletræ fra ca. 1900 i Helsingør Theaters foyer. Samme sted var i 1997 opstillet to juletræer pyntet som anno 1930 og 1940.

Julens historie i Den Gamle By er traditionernes holdeplads. Juletræet i borgmestergårdens 1848-stue var det første træ i kavalkaden af museets juletræer – og det er selvfølgelig på sin rette plads igen i år.

 

 

 

Fatter Jul holder Indtog

Så er julen atter over os. I dag slår Den Gamle By dørene op for den traditionsrige julekavalkade, der viser, hvordan vi danskere har fejret jul de sidste 350 år. Der er pyntet op mere end 60 forskellige steder i byens eksteriører og interiører. Alt er holdt så historisk korrekt som muligt.

Den Gamle By er Danmarks Købstadmuseum. Museets huse og interiører dokumenterer for nutiden, hvordan købstadens mennesker, såvel høj som lav, boede og indrettede sig i perioden cirka 1625-1974. Derfor rummer museet også en enestående mulighed for at invitere dets gæster indenfor til julefesten, som den formede sig igennem disse 350 år. I løbet af denne periode ændrede den danske julefest karakter: Fra bondesamfundets sulebord over de festlige julestuer til borgerskabets juletræsfest og gaveregn. De enkelte udstillinger i museumsbyens huse er udformet som små øjebliksbilleder, hvor tiden er sat i stå, og vi, som tilskuere, træder direkte ind midt i juleforberedelserne, under festen, eller når beboerne netop er gået i seng.

Kort fortalt er det sigtet med Den Gamle Bys julekavalkade, at belyse hvordan og hvornår de enkelte elementer i den moderne danske juletradition er opstået. Men det har været lige så væsentligt for museet at skildre den julefest, der gik forud, og som var grundlaget for, at guldalderens borgerskab kunne reformere juleskikkene, så de svarede til deres livsform.

Fatter Jul holder Indtog, tegnet 1903 af Louis Moe. Bemærk at kusken har englevinger, mens kanen trækkes af to grise og to katte. Forrideren sidder på en gås

Museets historiske rammer sætter imidlertid også en naturlig grænse for, hvor langt tilbage i tiden man kan belyse julens rødder. Julen opstod jo ikke for 350 år siden. Den er langt ældre. Gennem hele den kristne periode og endnu tidligere var der forskellige former for julehøjtid. Man mangler imidlertid et detaljeret kendskab til, hvordan en almindelig julefest normalt forløb. Derfor starter historien om den danske jul i Den Gamle By i begyndelsen af 1600-tallet.

Forskningen, der ligger til grund for udstillingskavalkaden, afslører, at den danske jul har gennemlevet tre hovedfaser: Det overdådige julebord, hvis aner fortaber sig i forhistorien, julestuerne, som havde deres storhedstid omkring år 1660-1750, og juletræsjulen, der blev skabt af købstædernes dannede borgerskab i perioden cirka 1810-1850.

Julekavalkaden er meget afslørende. Ved en gennemgang af de forskellige tableauer viser det sig meget hurtigt, at 16- og 1700-tallets juleskikke set med vore dages øjne så godt som intet har med ægte julestemning at gøre. Der er ikke antydning af ægte julestads eller pyntede juletræer med barnet i fokus. Julefesten foregik med det overdådige julebord som centrum.

1723-juletableauet i Borgmestergårdens pyramidesal er baseret på Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue udgivet 1724. Og man spørger sig selv: Hvor blev julen dog af?
1723-juletableauet i borgmestergårdens pyramidesal er baseret på Ludvig Holbergs eventyrlige komedie Julestue udgivet 1724. Og man spørger sig selv: Hvor mon julen er henne?

Den rigtige juletræsjul er historisk set ikke ældre end knap 200 år. I årene 1810 til 1850 skabte dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med fokus lagt på børnene omkring det festligt pyntede juletræ. Enevældens afskaffelse i 1848 var med til at cementere denne borgerskabets tradition. Før i tiden rettede man ind efter konge og adel, men efter 1848 stod borgerskabet som rollemodel for hele landet. Derfor blev det også borgerskabets jul, der med tiden blev landsdækkende.

Den borgerlige juleidyl var og er en sær blanding af kristendom, nationalfølelse og kernefamilie, som hovedsageligt det københavnske borgerskabs kunstnere skabte efter sejren i 1850 og nederlaget i 1864. Sejr og nederlag gik op i en højere nationalromantisk enhed, og blev transformeret til noget unikt dansk.

Takket være borgerskabets interesser for julen (som årets fikspunkt) og borgerskabets dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt), fandt den danske jul sin endelige form.

For meget and eller gås?

I aften er det Mortens aften – og jeg glæder mig.

Så er gåsestegen parat
Gåsen er stegt, og bordets glæder venter

Følger man de gamle traditioner, bør vi alle spise ande- eller gåsesteg i aften. Vi kan dermed let komme til at sætte lidt mere til livs, end godt er. Det kan sagtens give problemer med fordøjelsen. Det er der dog råd for. Her er en række meget fornuftige regler, der kan være med til at undgå slige problemer, hvis man glæder sig meget til ande- eller gåsesteg.

Sundhedstidende 1778
Sundhedstidende 1778

De gode råd har jeg hentet fra Sundhedstidende, indeholdende fattelige Oplysninger og nyttige Efterretninger om Livs og Helbreds Farer og Redningsmidler. I tidsskriftets nummer 19, som udkom onsdag den 11. november 1778, står følgende at læse og ihukomme:

Hvad skal den giøre som har ei kunnet imodstaae den Lyst til at spise Andesteg eller Gaasesteg, og nu frygter at faae Ondt deraf?

Mangfoldige Personer, endogsaa af dem som have læst deres Epictet og holde sig selv for praktiske Philosopher, have ei Sindsstyrke nok til at kunne lugte disse Retter uden at nyde dem. Overalt troer man at være kommen meget langt i en god Diæt, naar man er bleven Mester af sine Øine og sin Tunge: men man glemmer at Næsen alt for ofte forfører de øvrige Sandser. Lad den Siel, som boer i Ganen, hundred Gange forsværge Kaffe: naar den, som sidder paa Udkik i Næsen, fornemmer den fortryllende Lugt, saa maae den Anden bryde sit Løfte. Løgsaucer spises aabenbart allene for Næsens Skyld.

Men foruden disse Forførere, som boe i os alle, har Middelstanden at stride med den gamle Slange – Levemaaden. Dette tyranniske Dyr vil at den, som beværter os, anseer os som forsultede, skibbrudne eller nødlidende Folk, der yderligen trænge til et got Maaltid, eller som umættelige Slughalse, dem han har veddet at kunne fylde: at han bestandigen lader som han frygtede at tabe Veddemaalet: at Giæsterne lade sig villigen stoppe som Kapuner og æde sig en Helsot for at hædre Kokkepigen.

Ingen Under da at mangen én af mine Læsere paa denne Tiid sukker:

Video meliora proboque.

Deteriora sequor

 

Naar de bare ville give Sandhed den Ære og tilstaae deres Skrøbelighed; saa skal jeg ei heller nægte dem mit ringe Raad, imod denne Skrøbeligheds onde Følger.

Meget mindre har man at frygte af Gaasesteg og Andesteeg i henseende til Fordøielsen, naar man iagttager følgende Poster.

  1. Aldrig burde man spise slige Retter om Aftenen.
  1. Ved de feede og seie Stykker bør man ei røre.
  1. Den brune Smørsauce giør tit allene den Skade, som vi sætte paa Kiødets Regning.
  1. Den feede, tunge, deiagtige Fyldning forværrer ogsaa det Onde. Æbler og Svedsker derimod ere tienlige.
  1. Overalt ere slige deiagtige Spiser i Følgeskab med disse Slags Steg skadelige. De ligge længe i Maven, de løses aldrig ret op og de forøge en paafølgende Kolik, for saavidt de stoppe og hindre en fri og hastig Udkastelse. Butterdei og saadan Steg kunne forvolde en dødelig Mavepine.
  1. Opblæsende Retter, saasom Kaal, Roer, Kartøfler, graa Ærter, burde aldrig ledsage And og Gaasesteg. Røde Beder ere de bedste Følgesvenne.
  1. Rød Viin maae være meget god for ei at skade: bedre er det at den bliver borte. Hviidt Øl, og især engelsk Øl, blæser op. Gandske koldt Vand kan komme det Feede til at styrknes. En slurk Brændeviin skal styrke Maven, men ofte forøger den Flauheden. En Koppe Kaffe oven paa Maaltidet er en god Mavemedicin.
  1. Sennep er langt fra at være saa tienlig til at kryde denne rørige Steg, som Peber.
  1. Nogle Timer efter Maaltidet at tage en Theeskee fuld Polychrestsalt med Theevand uden Melk har jeg funden af stor Nytte, til at forekomme Brækning og Kolik efter alle saadanne Slags Spiser.

For en god ordens skyld skal jeg måske lige nævne, at det latinske citat selvfølgelig er hentet fra Ovids bog Metamorphoser, hvad ingen vel kan være i tvivl om i disse oplyste tider. I dansk oversættelse betyder det: Jeg ser og godkender det for mig tjenlige – men følger det for mig skadelige.

Polychrestsalt er et nu obsolet lægemiddel og skal være noget i retning af kaliumsulfat dannet ved en fusion af natronsalpeter og svovl.

Med disse ord fra 1778 in mente burde vi alle være godt rustede til aftenens med længsel ventede måltid.

Velbekomme!

Det er jul, i hvad vi gør…

Titlen på dette blogindlæg er hentet fra Erich Pontoppidans lille og meget mærkelige bog Everriculum fermenti veteris. Bogen udkom i 1736, og blev udgivet i 1923 på dansk under titlen Fejekost til at udfeje den gamle Surdejg.

I bogen svinger Pontoppidan for alvor svøben over almuens overtro. Pontoppidan raser mod misbrug af helligdagene til julestuer og julelege, hvor de grueligste skarnsstykker ganske enkelt undskyldes med hint efter Pontoppidans mening så afskyelige ordsprog: Det er jul, i hvad vi gør.

Sidste år havde jeg på dette tidspunkt allerede haft fat i julebloggen adskillige gange. I år er jeg alvorligt bange for, at julebloggen bliver noget tynd. Det skyldes ingenlunde mangel på interesse, kun mangel på tid.

Det kommer lidt bag på mig, at 1. december allerede er så langt væk nu. Tænk at have en juleblog – og så ikke være i stand til at præsentere årets udvalgte julekalender! Det er lidt flovt!

Samtidigt med, at vi alle har så rygende travlt med julen 2016 i Den Gamle By, presser to andre projekter sig på for alvor. Begge projekter bliver afsluttet i begyndelsen af februar 2017. Og begge projekter hænger uløseligt sammen. Skal jeg beskrive de to projekter med ét ord, kan jeg nøjes med at skrive ordet: Smykkeskrinet.

Tilbage i november 2013 købte Den Gamle By en enestående samling danske smykker af ægteparret Marion og Jörg Schwandt i Berlin. Samlingens knap 1000 smykker leverer et bredt og repræsentativt overblik over dansk smykkekunst igennem hele det 20. århundrede. Samlingen dokumenterer de væsentlige stilretninger, de stilskabende tekniske fornyelser og de anerkendte højdepunkterne i udviklingen. Og den inddrager ikke alene de helt store og kendte navne, men hele viften af smykkekunstnere, som i kraft af samlingens omfang er repræsenteret med et bredt udsnit af værker. Omkring 150 danske sølvsmede og designere belyses. Alle bidrog de med deres smykker til at gøre Danmark og dansk brugskunst verdensberømt.

Gennembrudt, let hammerslået broche af sølv med stiliseret bladværk og blomster med syv grønne rundslebne agater og en rundslebet matrix-chrysopras. Designet af Kay Bojesen og fremstillet af P. Ørsnes Enke & Søn i Aalborg 1910-15. Fotograf: Henrik Bjerg.
Gennembrudt, let hammerslået broche af sølv med stiliseret bladværk og blomster med tolv grønne rundslebne agater og i midten en rundslebet matrix-chrysopras. Designet af Kay Bojesen og fremstillet af P. Ørsnes Enke & Søn i Aalborg 1910-15. Bredde 5,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Hele samlingen bliver udstillet i et sikret, underjordisk udstillingsrum. På samme tid udkommer der et bogværk om den store samling. Både udstilling og bog har siden februar 2016 taget det meste af min tid. På samme måde som et barn glæder sig til juleaften, glæder jeg mig til udstillingen åbner for publikum den 8. februar 2017.

Vor skønne jul kan jeg dog slet ikke glemme. Og arbejdet med Smykkeskrinet gør det da også umuligt!

Således er det da ganske fornøjeligt at sidde og arbejde med kataloget over smykkesamlingen. Og lige med et! Som smykke katalognummer 494 dukker denne broche op:

Forgyldt broche af sterlingsølv. Designet af Erik Ellegaard Frederiksen og fremstillet af firmaet Hofjuveler A. Michelsen i København 1978-79
Forgyldt broche af sterlingsølv indlagt med motiver i emalje. Bredde 4,2 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Brochen er designet af Erik Ellegaard Frederiksen og fremstillet 1978-79 af firmaet Hofjuveler A. Michelsen i København. Motivet vil være de fleste juleglade mennesker velkendt. Garnnisserne genkender vi både fra firmaets juleske 1957 og det officielle julemærke 1978.

Selvom tiden skrider hastigt fremad, og korrekturlæsningen på både den danske og den engelske version af bogen af og til forekommer som et mareridt, så dufter det alligevel lidt af gran – hvis man da kan sige det på den måde!

Det er hvidt herude…

2. februar. Det er kyndelmisse.

De få danskere, der kender ordet kyndelmisse, forbinder det vist mest med et par linier i en sang, som de lærte i skolen engang for alt for længe siden:

Det er hvidt herude,

kyndelmisse slår sin knude.

Det er hvidt derude (instawebgram.com)
Det er hvidt herude… (instawebgram.com)

Linierne er fra Steen Steensen Blichers digt Trækfuglene fra 1838, som Thomas Laub satte musik til i 1914.

Kyndelmisse, som kirkeligt set kaldes for Mariæ renselsesdag, markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det er en mindefest for Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter hans fødsel. Ifølge Det gamle testamente (3. Mosebog, kapitel 12) var en kvinde uren 40 dage efter en drengs fødsel, 80 dage efter en piges. Når denne tid var vel overstået, da skulle hun i Templet ofre et lam og en due – eller hvis hun var fattig, et par duer -, hvorefter hun af præsten blev erklæret for ren. Den nybagte moder blev med andre ord udelukket i hele 40 eller 80 dage fra det kirkelige fællesskab på grund af noget så naturligt som en fødsel.

Barthélemy Parrocel (1595-1660) - Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)
Barthélemy Parrocel (1595-1660): Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (commons.wikipedia.org)

Nu skulle man så tro, at denne regel blev sløjfet i 1536 med reformationens indførelse i Danmark, men det var ingenlunde så. Først en kirkeforordning i 1754 ændrede dette. Det er dog svært at skille sig af med indgroede vaner, og helt op imod 1900-tallet blev nybagte mødre af præsten budt velkommen tilbage til kirken.

Lysene indvies
Lysene indvies. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555

Kyndelmisse er en katolsk lys- eller kærtefest, hvor de lys, der skal bruges i hjem og kirke de næste år, indvies. I hjemmet blev lysene brugt for eksempel ved barsel eller alvorlig sygdom. Kirkens lys er et sindbillede på Frelseren, Verdens Lys. Den katolske fest kan spores tilbage til 500-tallet.

Kyndelmisse er sammensat af kyndel, et oldnordisk ord afledt af det latinske ord candela, der betyder lys, og misse, en fordanskning af det latinske ord missa for messe eller gudstjeneste. Kyndelmisse betyder altså ordret ‘gudstjeneste for lys’.

Kyndelmisses mange lys (gadekrydset.dk)
Kyndelmisses mange lys (gadekrydset.dk)

Som så mange katolske helligdage har også kyndelmisse rødder i en folkelig tradition. Den 2. februar er fra gammel tid blevet opfattet som årets koldeste dag. Det er Midvinter. Kyndelmisse ligger midt imellem 1. november (første vinterdag) og 1. maj (første forårsdag).

Mange folkelige traditioner var knyttet til kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre sult. Når de tre af vinterens seks måneder var gået, skulle bonden helst have halvdelen af sit vinterfoder tilbage; denne tradition nævnes allerede af Henrik Gerner i 1670.

Det var forbudt at lade rokken gå eller at spinde kyndelmisseaften. I Verninge ved Odense så nogle engang ned på dette regelsæt og spandt lystigt løs, men så viste en kvindeskikkelse sig for de formastelige syndere. Kvinden rakte en gloende hånd frem imod dem, mens hun sagde:

Her ser I, hvad jeg i Helvede vandt,

Fordi jeg Kyndelmisseaften spandt.

Som mærkedag for midvinteren var det yndet at tage varsler af vejret på kyndelmissedag: Hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Et andet udsagn: Lige så lang tid lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal hun græde efter voldermisse (1.maj).

Mad og højtid hører for os uløseligt sammen. Måltidet var en vigtig del af den folkelige kyndelmissetradition. Der blev afholdt kjørmesgilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin, eller stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse.

Pandekager til kyndelmisse (natmus.dk)
Pandekager til kyndelmisse (natmus.dk)

Kyndelmisses pandekager, til sikring af en god byghøst, er en fynsk specialitet, der herfra spredte sig til resten af landet.

Ligesom ved andre mærkedage var der også ideer om, hvilke spiser der med fordel skulle nydes til kyndelmisse. Nogle mente, at flæsk stoppede rygsmerter. Andre, at resterne af julebrødet modvirkede såvel hovedpine som hugormebid.

Kært barn har mange navne. Kyndelmissedag er også blevet kaldt kertemessedag, kærmessedag og kjørmesdag. Udtrykket kjørmesdag kender vi fra Jeppe Aakjærs digt Sneflokke kommer vrimlende, som netop slutter med og nu kom kjørmes-knud. Både Jeppe Aakjærs kjørmes-knud og Steen Steensens Blichers kyndelmisse-knude betegner sne og frost.

Struensee, ansvarlig for halveringen af vore helligdage (eremit.dk)
Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret (eremit.dk)

Christian VII’s personlige rådgiver Johann Friedrich Struensee er blevet beskyldt for mangt og meget i tidens løb, således også den største reform af den danske festkalender, som nogensinde har fundet sted. Reformen blev udtænkt i danske Kancelli, og Struensees rolle var derfor minimal: Han accepterede reformen, og han fik kongen til at underskrive den.

10 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), kyndelmisse-Mariæ renselsesdag (2/2), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hansdag (24/6), Mariæ Besøgelsesdag (2/7), Mikkelsdag (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) og tredje juledag (27/12). Ydermere blev to helligdage henlagt til søndage: Mariæ bebudelsesdag (25/3, flyttet til 5. søndag i fasten) og Taksigelsesdagen for afslutningen på Københavns brand i 1728 (flyttet til søndag efter den 23. oktober).

Hvorfor foretog man dog en sådan massakre på de danske helligdage? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af lovteksten: ere deslige Dage dog meere blevne anvendte til Lediggang, og andre deraf flydende Laster, end til en sand og alvorlig Guds Dyrkelse. Med andre ord: Vi danskere brugte helligdagene mere til druk og hor end til from andagt og bøn.

Den moderne kyndelmisse (mygind-by.dk)
Den moderne kyndelmisse (mygind-by.dk)

Selv om kyndelmisse blev afskaffet som officiel helligdag herhjemme i 1770, markerer flere og flere kirker alligevel dagen – enten 2. februar, aftenen før eller søndagen efter. Man holder gudstjeneste som en lysfest for den Kristus, der sagde Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørke.

Hvidt og koldt overalt (alazep.blogspot.com)
hvidt forneden, hvidt foroven (alazep.blogspot.com)

Med kyndelmisse er halvdelen af vinteren gået, og nu venter vi alle på foråret! Det gjorde Steen Steensen Blicher vist også. I sidste vers skriver han nemlig det, som de fleste af os savner såre meget, mens vi døjer med vinterens kulde og frost:

Inderlig jeg længes,

efter Vaar, men Vint’ren strænges;

atter Vinden om til Nord!

Kom, Sydvest, som Frosten tvinger,

kom med dine Taagevinger!

kom og løs den bundne Jord!

Nu venter vi så blot på foråret (aok.dk)
kom og løs den bundne Jord! (aok.dk)

 

Tak for denne gang!

I går aftes var det Helligtrekongers aften. Den sidste aften i denne jul. I Peters Jul fra 1863 hedder det om denne aften:

Her sidde vi ved det lille Bord

Og see, hvor Lysene brænde;

Naar de er slukkede, siger Moer,

At saa er Julen til Ende.

Det er en gammel skik at tænde stearinlys på denne aften, gerne et trearmet Helligtrekongers lys – som børnene gør det herunder i Peters Jul. Hermed markerer man julens afslutning.

Illustrationen til det afsluttende kapitel af Peters Jul
Illustrationen til det afsluttende kapitel i førsteudgaven af Peters Jul

I dag er det så Helligtrekongers dag – 6. januar.

Julesæsonen i Den Gamle By er slut for denne gang. Det har været en dejlig jul, selv om vejret ofte drillede i weekenderne! I tusindvis af gæster har siden starten på julen den 13. november været forbi museet for at se de forskellige juleudstillinger, der hele tiden vokser sig større, den nye julebutik og det nye julemuseum, eller Jul på Torvet. Andre har nydt at spadserer rundt i de gamle og i de nye gader, foretage små juleindkøb, spise en vaniljekrans eller få et varmt glas glögg. Af hele mit hjerte: Tusind tak til jer alle!

Julen er en meget vigtig sæson for Den Gamle By. En stor gruppe medarbejdere fra museets forskellige afdelinger har ydet en dedikeret indsats for at give vore mange gæster så god en oplevelse som muligt. For nogle år siden formulerede min direktør, Thomas Bloch Ravn, det således: Kaffen skal være god, toiletterne skal være rene – og så gør det da i øvrigt ikke noget, hvis der også er noget spændende at se på!  Det er mit håb, at vi også i år har efterlevet disse for enhver seværdighed så vigtige tre punkter.

Øjebliksbillede fra Ågade
Øjebliksbillede fra Ågade

At være juleinspektør og dermed være med helt fremme i det store apparat, som julen faktisk er, kan kun gøre mig ydmyg. Det er for mig at se en yderst vigtig opgave, at være med til at sikre at over 150.000 gæster på seks uger føler sig velkomne og sat i fokus. Vi prøver på at gøre tilbuddene i julesæsonen så varierede som muligt, at sprede oplevelserne ud over forskellige kvarterer i Den Gamle By og samtidigt også at sprede de forskellige oplevelser ud på alle ugens syv dage. Det er ikke altid let, men jeg håber, vore besøgende har været tilfredse med julesæsonen 2015.

Min opgave som juleinspektør er dog slet ikke koncentreret omkring julen alene. Alle årets højtider er sådan set indbefattet i jobbeskrivelsen, så ret beset burde min titel være noget så uskønt som Højtidsinspektør! Sidste år greb jeg fat i den danske fastelavn. Og hvis jeg ikke kan holde mig fra tasterne, kommer der antageligt et lille indlæg om den danske kyndelmisse…

Forude venter et nyt og spændende år med mange forskelligartede arbejdsopgaver, men jeg håber inderligt, vi ses igen til november!

Når alt jul er skrællet bort, ser juleinspektøren faktisk sådan ud!
Sådan ser juleinspektøren faktisk ud, når al julepynten er blevet fjernet! (geocaching.com)

 

Nytaarsaften 1899

I 1884 udkom første nummer af det prægtige julehæfte Børnenes Juleroser, der for mig står som selve indbegrebet af alle danske julehæfter. Hæftet blev hurtigt en salgssucces. En af årsagerne hertil var, at udgiveren Ernst Bojesen valgte at bruge de bedste danske børnebogsforfattere og tegnere.

Meget afgørende for udviklingen af Børnenes Juleroser var ydermere, at ingen ringere end selveste Johan Krohn, forfatteren til Peters Jul, blev ansat som redaktør. Oplag på over 10.000 eksemplarer var ikke usædvanligt. Børnenes Juleroser fortsatte helt frem til 1930.

En af de bedste danske illustratorer var Alfred Schmidt (1858-1938). Han tegnede i mange år for Børnenes Juleroser. Han var en skarp satirisk tegner, der med en spids pen evnede at indfange morsomme situationer, som gjorde ham elsket over det ganske land. Han tegnede meget gerne næsten moderne tegneserier i striber.

Til hæftet Børnenes Juleroser 1899 tegnede han Aarhundredet skydes ud. En Historie i otte Billeder.

De otte herlige tegninger herunder viser, hvor galt det kan gå, når to forvorpne knægte ganske tankeløst går i gang med at skyde nytåret ind – eller det gamle århundrede ud, som Alfred Schmidt kaldte det.

scene 1

scene 2

scene 3

scene 4

scene 5

scene 6a

scene 7

scene 8

 

Til slut en løftet pegefinger til bedstefar og de to drenge og hunden Svip: Tænk jer nu grundigt om, og pas så godt på jer selv i aften!

 

Happy New Year! (facebook.com)
Happy New Year! (Facebook.com)

Godt Nytår til alle!