Ingen jul uden – gløgg

Ingen jul uden gløgg og æbleskiver

Gløgg er ret beset blot en krydret og sødet, opvarmet vin. Traditionen med vor moderne danske julegløgg er hentet fra Sverige i sidste halvdel af 1940’erne. Den moderne danske udgave af gløgg er en kombination af den svenske glögg, den tyske glühwein og den franske brulot. Jeg kan ikke forestille mig en jul uden gløgg og æbleskiver, men begge dele må meget gerne være hjemmelavede!

Ordet gløgg er afledt af glödgad, altså en afglødet eller afbrændt drik, hvor de fleste om ikke alle procenter er forsvundet. Gløgg hænger uløseligt sammen med de andre varme drikke, som toddy, grogg og lignende, der i 1800-tallet var så populære blandt det bedre borgerskab.

I det kolde Skandinavien har man drukket den varme, krydrede vin, lige så længe som man har kendt til vin. Krydret vin var meget yndet af den svenske nationalhelt Gustav Vasa (død 1560), hvilket gjorde drikken meget populær i Sverige. Gustav Vasas foretrukne kryddervin var en rødvin sødet med både honning og sukker samt tilsat krydderier som ingefær, kanel, kardemomme og nelliker.

Gløgg

Jeg har fundet et par opskrifter på en god julegløgg, som jeg længe har drømt om at prøve at lave. Om jeg når det til jul, er ingenlunde sikkert. Men her er opskrifterne i al fald. Og husk lige: Gløgg skal være rygende varm, men må endelig ikke koge!

Opskriften på Svensk bondeglögg er hentet fra Sven Holm: Farmacevtens Juleknas, 1945, side 26. Bogen udkom i den første fredsjul siden 1939, og det var ingenlunde sikkert, at man til denne gløgg kunne købe rigtige rosiner og mandler!

Svensk bondeglögg:

I en Gryde gives en Flaske Bayersk Øl et Opkog med en Haandfuld Rosiner (gerne Erstatnings) og en Haandfuld smuttede Mandler (Nøddekerner) samt et Par Stumper Appelsin- eller Citronskal eller syltet Pomeransskal. I dette varme Opkog blandes en Teskefuld Kanel (erstatning) eller bedst et Stykke hel Kanel, samt en Halvflaske dansk Cognak og en Helflaske Portvin (ogsaa dansk). Alt varmes til ca. 60 Grader, d.v.s. godt varm, og serveres straks. Den er for Viderekomne.

Kirsten Hüttemeier lavede til julen 1946 et lille hæfte med titlen: Lidt lækkert til Jul. Opskriften på den berømte svenske juleglögg er sakset fra side 30.

Den berømte svenske Juleglögg:

Har De en Gang fejret Nytaar i Sverige, har De ogsaa uden Tvivl stiftet Bekendtskab med den berømte – Glögg! Glögg drikkes varm, og den smager vidunderligt, – men den er ikke for ”Begyndere”, den er lumsk, – saa er De forberedt, – men bliv alligevel ikke bange, den er god! 1 Pilsner, 260 g Sukker, ½ Flaske Akvavit, 1 Flaske Rødvin (dansk), ½ Flaske Portvin (dansk), 100 g smuttede Mandler, Rosiner, Kanel, Nelliker, Vanille. Øl og Sukker varmes, men det maa ikke koge. Vinen, Snapsen og Krydderierne blandes i, og det hele varmes op til Kogepunktet. Lige før Glöggen hældes op i Terrinen, blandes de smuttede Mandler i, og disse kan være grofthakkede eller skaarne i Strimler. Glöggen drikkes varm, – men som sagt med Maade.

Dorthea Hansen 1884 001

Dorthea Hansens kogebog indeholder både madopskrifter og praktiske råd for husmødre.

Også i Danmark har man før i tiden nydt en kold eller varm krydret rødvin. I 1884 kom 4. oplag af Dorthea Hansens populær kogebog, nemlig Kogebog for Husmødre af Bondestanden, Indeholdende henved 400 letfattelige Anvisninger.  På side 133-34 er en opskrift på en afbrændt rødvin. Bemærk, at rødvinen i denne opskrift skal koge! Afbrændingen medfører, at det alkoholiske indhold er væk. I opskriften herunder signaler parenteserne, at en meget sulten mus har spist dele af siden.

Afbrændt Rødvin:

1 Pot Rødvin sættes paa Ilden med ½ Lod Kanel og nogle faa Nelliker. Naar det koger, antændes det, og naar det er afbrændt, hældes 1 P(und) kogt Vand til, hvori er opløst ½ Pd. hvidt Su(kker.) Den drikkes varm eller kold, ligesom man vil. (Naar den er) kold, fyldes den paa Flasker og er en behagelig Drik for Damer.

Denne form for kryddervin kan føres flere tusind år tilbage i tiden. Allerede de gamle romere nød krydret vin med største velbehag. Her er en opskrift på Vinum Conditum paradoxum (Overraskende krydret vin) i en modificeret udgave fra en kogebog med titlen De Re Coquinaria, tilskrevet den romerske forfatter Marcus Gavius Apicius (død 42 e.Kr.).

Den krydrede romerske vin laves stadig (images-vivino.com)

Den krydrede romerske vin laves stadig (images-vivino.com).

I en gryde hældes ½ l retsina og ½ kg honning. Opvarm for svag varme, mens du rører rundt i gryden. Tilsæt 60 gram sorte peberkorn, 8 udstenede dadler, 1 teskefuld anis, 1 knivspids safran. Tilsæt dernæst så mange laurbærblade, at overfladen er dækket. Varm op, til væske begynder at småkoge. Tag af varmen. Gentag denne proces 10-15 gange. Herefter sies og afkøles væsken. Blandes med 3½ liter retsina. Hvis vinen er blevet for kraftigt smagende, kan den enten opblandes med lidt vand eller tilsættes glødende trækul.

Skriv et svar