Månedsarkiv: december 2013

Vær velkommen…

Den af

Nytårsaften er for venner, ganske som juleaften er for familien. Denne kendsgerning har indflydelse på mangt og meget, såsom borddækning og bordpynt samt menu- og vinkort.

Mange mødes nytårsaften lidt før kl. 18, så man kan nå at høre Dronningens nytårstale. Traditionen med regentens direkte TV-nytårstale til folket stammer tilbage til 1959. I Dronningens nytårstale får vi danskere som regel lige et par ord med på vejen. Det næsten forventer vi – og tak for det!

Traditionen siger, at man nytårsaften bør spise torsk. Det er egentligt et levn fra middelalderens romersk-katolske regelsæt. Fisk hører fasten til – og nytår ligger midt i fasteperioden. Her blev der ikke fortæret kød fra dyr.

Ovndampet torsk med sennepssauce

Torsk er i sandhed en traditionel lækkerbisken. Med tiden er tøjlerne dog blevet lidt mere slappe nytårsaften. Menuen kan varieres alt efter forgodtbefindende og smag. Det er tilladt at servere næsten hvad som helst. Jeg er da sikker på, at selv et velforsynet spansk tapasbord nok skal blive mødt med anerkendende blikke nytårsaften.

Nytårsbordet er som regel dækket festligt op med serpentinere og bordbomber, papnæser og skralder.

Genstande til bordets pynt

I vor tid fejrer vi årsskiftet med et festfyrværkeri skabt af raketter og batterier, sole og bordbombere. Men hvad skal nu al den ballade til for? Jo, vi larmer nytårsaften for at bortjage onde ånder – og det har vi gjort siden middelalderen.

Årets sidste aften var tidligere en farefyldt aften. Her på overgangen mellem det gamle og det nye år huserede alle slags troldtøj. Larm i form af fyrværkeri, bøsseskud og rumlepotter var ondt afværgende. Overalt blev der lavet ballade. En yndet skik var at knuse lerpotter, gerne askefyldte, på fremmede husdøre. Man lavede gavtyvestreger med hinanden. Man skød det gamle år bort eller det nye år ind! Hvad der i 1800-tallet var et forsøg på at holde troldtøj væk, er i dag mange steder endt som ren vandalisme.

Potte på dør. Illustreret Tidende 1886.

H. C. Andersen har i sit forfatterskab et par gange berørt forskellige nytårstraditioner. I den lille fortælling Årets historie, udgivet i 1852, skrev han blandt andet ‘Ja, der løb nu menneskene om og skød nytår ind’, sagde en lille forfrossen spurv, ‘de slog potter på døre og var rent ellevilde af glæde over at nu gik det gamle år væk!’

Ægte ‘kinesere’ – en saga blot.

Både fyrværkeri og potter på døren er også omtalt i Peters Jul, der er for julen, hvad Emma Gad er for takt og tone. Nei, hvor det buldrer derude! Hør, Der kom en Potte paa Karens Dør… På Gaden knalder det Skud ved Skud; Nu skyde Drengene Aaret ud.

Når det er blevet midnat, og det nye år er begyndt, forlader mange det i starten så veldækkede bord.

Nytårsbordet sidst på aftenen.

Det er blevet tid til at høre den traditionelle nytårssang Vær velkommen, Herrens år i fjernsynet. Herefter drager man ud på vej eller altan for med champagne og fyrværkeri at fejre det nye års komme.

Champagne er for mange en fast nytårstradition.

I øvrigt er det vel værd at bemærke, at det nye år starter ved det første slag, som Københavns rådhusklokker slår klokken 24 natten mellem den 31. december og den 1. januar. Københavns rådhus begyndte allerede at ringe det nye år ind den 1. januar 1900.

Velkommen til år 2014!

For mig er der her i 2013 kun tilbage at sige: Godt nytår til jer alle!

 

Unge pige, lad os lege skjul

Den af

 

Julefrokostens fristelser #1.

Mange familier arrangerer julefrokost i disse dage, og alt efter temperament kan man være så heldig eller uheldig at nå både tre og fire julefrokoster imellem jul og nytår hos diverse familiemedlemmer.

Julefrokosten er en ægte dansk tradition, der dog ikke er særlig gammel. Det hele startede under Besættelsen med firmajulefrokosten. Ideen var den enkle, at man på sin arbejdsplads mødtes til en gang fællesspisning, hvor man hyggede sig på tværs af faggrænserne og ønskede hinanden Glædelig jul, inden man drog hver til sit for at fejre julen i familiens skød. Den fælles spisning før juleferien styrkede sammenholdet både indenfor og udenfor murene, men gav efterfølgende tit både kollegiale og familiære tømmermænd. Springet til familiejulefrokosten er ikke langt. Allerede i 1950’erne er såvel firma- som familiejulefrokosten blevet en fast tradition.

Den traditionelle julefrokost i dag viser, hvor inspirationen til frokostbordet egentligt stammer fra. Flertallet af de produkter og retter, der i dag serveres, var i århundreder resultatet af den sædvanlige slagtning i Slagtemåneden, altså november, hvor julegrisen blev slagtet og lavet til lækkerier. Det allerbedste kød blev taget fra til julehøjtiden. Det allerbedste var ensbetydende med det fedeste.

Af lækkerier bliver der i dag sædvanligvis serveret forskellige slags sild, panerede rødspættefileter, lun leverpostej, lun flæskesteg, mørbradbøffer med løg, frikadeller, æbleflæsk, surrib, sylte, forskellige slags pølser og pålæg, remoulade, peberrodsflødeskum, agurkesalat, krydderfedt, sky, italiensk salat, skinkesalat, skaldyrssalat, kyllingesalat, frugtsalat og diverse oste. Alt behørigt skyllet ned med vand, sodavand, julebryg og snaps. Det hele kan købes i supermarkedet, men en julefrokost bringer tit den gode kok op i de fleste af os. Hvad er en julefrokost uden fruens stegte sild, farmors sylte og svigermors frugtsalat?

Julefrokostens fristelser #2

Julefrokostens forløber er julestuen, der har dybe rødder tilbage til middelalderen. En af de ældste omtaler af en julestue er fra 1563, hvor den fynske biskop Niels Jespersen visiterede Fuglse herred på Lolland. Biskoppen nævner i sin visitatsberetning: Høje fester er udi stor vanbrug med verdslig bestilling, frådseri og drukkenskab om juleaften og den ganske julehøjtid med juleleg og andet ugudeligt væsen. Hvad enten vi vil indrømme det eller ej, så hører mængder af mad og drikke og andet ugudeligt væsen uløseligt til det danske juleunivers. Her kan jeg slet ikke lade være med at citere biskop Erich Pontoppidan, der i 1736 knyttede følgende ord til julestuerne: Det var den muntreste årstid, da alt var fuldt af dans og lystighed; man havde ret til helt at give vellysterne tøjlen, og det var en forseelse ikke at svømme i floder af stærkt øl og flommefedt; thi man troede i gamle dage, at jo mere umådeholdent man i julefesten gjorde sin vom til gode, des frugtbarere et år blev man lyksaliggjort med.

Julestuens højtid ligger i perioden 1600-1800. Man begyndte oftest først anden juledag, men så blev man også ved lige til helligtrekongers aften. Festen blev holdt på skift hver anden eller tredje aften og nat hele juletiden. Der var rigeligt med især øl og snaps, mad og kortspil til de ældre, mens de unge morede sig dans og små mere eller mindre uanstændige julelege i julestuerne. Hvad der kunne være følgerne af en julestue, kan læses i et bryllupsdigt fra 1701: Og før der kan råbes: Et barn i min sæk, da, om ret jeg mindes, går mødommen væk. Maden betød mindre end legene. Til gengæld drak man tæt. Tønden med julebrygget blev sat ind i stuen til fri afbenyttelse. Det gik ofte galt! Fæstebonden Christen Andersen i Nørre Tulstrup sogn noterede tredje juledag 1786 således i sin dagbog: Lå mest og var gildesyg, thi vi drak for meget.

Julefrokostens fristelser #3.

At lege Julelege betød, at man underholdt sig selv og hinanden med sange, lege eller små komedier. Mere end 130 forskellige julelege kendes. Julelegene kunne være ret vovede. Og hvis man i dag synes, at man mangler en god undskyldning for at opføre sig anderledes i højtiden, skal man blot gribe fat i Johan Ludvig Heibergs komedie Julespøg og Nytårsløjer fra 1816. Heri lader han ingen ringere end ærkeenglen Gabriel sige: Det jul og nytår er, nu har lystighed sit spil; enhver har lov at gøre sig så gal som han vil.

En populær juleleg var At nippe strå, hvor man kun med læberne skulle forsøge at fange et lille halmstrå, som modparten holdt mellem læberne. Legen blev leget på den måde, at de deltagende personer stillede sig skiftevis karl og pige ud på gulvet i en lang række. Alle holdt ved et langt reb. Den første i rækken holdt halmstrået imellem læberne. Mens alle deltagerne trak frem og tilbage i rebet, skulle person nummer to forsøge – kun med læberne – at fange halmstrået holdt af person nummer et. Legen sluttede, når halmstrået var nået hele rækken igennem.

Julefrokostens fristelser #4. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.

Når man legede Huelegen, dansede karlene i kreds rundt om pigerne, der sang verset:

Pigerne ride i Sandet, alt saa trøstelig,

hold paa mig, jeg slaar paa dig.

Hold paa mig saa trøstelig,

Til min Hue falder af.

Når første vers var slut, sloges karlene og pigerne på skrømt om huerne. Når alle huerne var blevet revet af, begyndte dansen og sangen på ny, men nu handlede pigernes vers om et af de andre klædningsstykker. Sidste linie i et par af versene lød: Til mit skørt falder af, og Til mine strømper falder af. Så står det ellers enhver frit for at fundere på, hvordan og hvornår denne Hueleg egentligt sluttede!

En leg hed Trille julekage, Bage brød eller Ælte dej. Her blev en karl og en pige af det øvrige selskab fanget og lagt sammen på et bord, hvorefter de andre deltagere æltede dem sammen, bogstaveligt, fysisk og seksuelt. Som det blev skrevet i 1825: Det kan jo ikke nægtes, at somme julelege var usømmelige, f. eks. den eksercits, at karle og piger det ene par efter det andet kyssedes liggende på bordet. Denne leg var vistnok i højeste grad uanstændig.

Juleleg og kys hører uløseligt sammen: Jeg vil deres kyssen ej nævne engang, som ellers i julestuen nok går i svang, som det hedder i bryllupsdigtet fra 1701. Julelegen At falde i brønden er en slags panteleg, hvor pantet skal indløses med kys. En karl bliver dømt til at falde i brønden, hvorefter han straks falder om på gulvet og foregiver, at han er faldet i brønden. Han bliver spurgt om, hvor mange alen han ligger nede. Efter at have svaret på dette spørgsmål, bliver han spurgt om, hvem der skal hjælpe ham op. Den pige, hvis navn han nævner, skal hjælpe ham op og give ham lige så mange kys, som antallet af de alen, han er faldet ned.

Julefrokostens fristelser #5

Adskillige af de mange julelege havde et klart erotisk islæt. Det fremgår særdeles tydeligt hos Ludvig Holberg, som i 1724 offentliggjorde komedien Jule-Stue. I komedien lader han den vrisne borgmester Jeronimus i Ebeltoft udtale: Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er gået af stabelen ved sådanne lejligheder.

Herefter burde yderligere ord om de gamle julestuer være aldeles overflødig!

Kirken var en arg modstander af disse julestuer med deres små julelege, som fandt sted på højtidsdage. Om julestuen sagde kirken anklagende, at den medførte både drukkenskab og løsagtighed, hor og ufortræd, og at den forførte deltagerne til drik, spil, sværmen, banden og letfærdig dans.

Kirke og Stat kæmpede altså imod folkets julestuer. Men det var ikke kun folket, som legede lystigt i juledagene. Også hoffet tog del i løjerne. Christian IV opstillede 19. juni 1632 hele 18 anklagepunkter i skilsmissesagen mod sin hustru til venstre Kirsten Munk, som hun blot skulle besvare med et ja eller et nej. Spørgsmål to lød: Om hun ikke dansede, legede jul og gjorde sig lystig med Riin: (der menes Pfalzgreven af Rhin, grev Otto Ludwig af Salm) og andre, mens vi lå for fjenden og blev skudt udi armen? Ja eller nej, Kirsten Munk!

Men allerede tre år før havde Christian IV i sin forordning af 27. marts 1629 bekendtgjort, at al forargelig leg i løbet af julen forbydes strengt og bør straffes alvorligt. Hele tiden måtte øvrigheden dog indskærpe forbuddet.

Trods gentagne forbud levede julestuerne videre til langt op i 1800-tallet i store dele af samfundet. Den senere telegrafdirektør Peter Faber skrev i julesangen Julestemning (i dag bedre kendt som Sikken voldsom trængsel og alarm), der er fra efter 1850, således:

Men om aft’nen er der fint kalas.

Gud velsigne den, som først opfandt

Det at lege jul og give pant.

Unge pige, lad os lege skjul,

Giv mig kun et kys, det er jo jul

Den meget lovlydige og dannede Peter Faber var altså fuldt fortrolig med julestuerne og deres indhold mere end 200 år efter, at de første gang blev forbudt. Mange har den mening, at de gamle julestuers sande arvtager vist kun kan være de mange firma- og familiejulefrokoster landet over – med deres utal af fristelser!

Julefrokostens fristelser #6.

 

Rundt om træet med mere

Den af

 

Engel som toppynt. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Vor måde at fejre jul på er fyldt med symboler. Nogle let forståelige, andre sværere at tolke. Julefesten fremstår i dag som en skønsom blanding af hedenske, kristne og nationale symboler med børnene samlet omkring det festligt pyntede juletræ som centrum.

På klippearket mødes hedenske, kristne og nationale symboler. Klippeark vedlagt ‘Børnenes Julegave’ 1911.

Hedensk – kristen – national? På kræmmerhuset eller kurven kan eksempelvis nissen være vist. Han er en ren hedensk figur, og blev først forvandlet til en julenisse i midten af 1800-tallet. Stjernen i træets top er et kristent symbol, der viser hen til Betlehemsstjernen. Træets flag og tromme er nationale symboler og resultatet af den stærke fædrelandsfølelse, der greb landet i forbindelse med Tre-årskrigen 1848-50 og krigen i 1864. I forbindelse med afstemningen 1920 om Sønderjyllands tilhørsforhold og igen efter Befrielsen 1945 gik en national vækkelse atter over landet, så mængder af dannebrogsflag prydede træet og dannede mode. Kongens og statens Dannebrog blev nu også kolonihavens flag.

Adventskrans holdt i vore nationale kulører.

Mange af vore faste juletraditioner har udenlandske, og især tyske rødder. Vi har taget traditionerne til os, omformet dem og tilpasset dem, så de passer til vor danske jul. Det gælder for eksempel adventskransen. De fire lys markerer de fire adventssøndage, hvor ordet advent i øvrigt er afledt af Adventus Domini, der betyder Herrens komme. Kransen blev omkring 1920 indført på Askov Højskole i Sønderjylland. I 1940, hvor man rykkede sammen om de få tændte lys i det store, altomfavnende mørke, bragte Billedbladet en skildring af julehyggen i kongefamilien. Bladet viste et fotografi af kongefamiliens adventskrans på et flygel. Inden juleaften dét år havde mange gode danske familier en adventskrans – selvom kransen var en ægte tysk tradition. Dronning Alexandrine havde bragt skikken med sig fra sin hjemstavn Mecklenburg-Schwerin.

Traditionelt er adventskransen holdt i de danske farver med røde bånd og hvide lys. Der er ingen faste regler for antallet af bånd. Julemærket 1946 viser en adventskrans ophængt i tre bånd, hvilket gør det let at finde balancen, men som ikke harmonerer for godt med de fire lys. Fire bånd passer symmetrisk bedre til antallet af lys, men til gengæld er balancepunktet sværere at ramme. Båndene kan også være lilla, den katolske kirkes bodsfarve, ganske som advent er kirkeårets bodstid, hvor mennesket har lejlighed til at bekende dets synder inden den store glædesfest.

Betlehemsstjernen.

Kigger vi på det traditionelle danske juletræ, vil den meste toppynt symboliserer frugtbarhed, altså Jesu fødsel. Toppynt på de fleste danske juletræer er en stjerne, Betlehemsstjernen, der stod over stalden, hvor Jesusbarnet kom til verden. Den ældste toppynt er dog en engel, den engel, der bebudede Jesu fødsel for jomfru Maria eller forkyndte budskabet for markens hyrder. Også en stork kan pryde træets top, fordi storken som bekendt kom med de små børn.

Stjernekasterne peger tillige i retning af Betlehemsstjernen.

En hyldest til jomfrufødslen.

En helt anden form for kristen julepynt til at hænge på træet er æbler, fremstillet af papmache, farvet glas eller som her plastik. Æbler er også et symbol på frugtbarhed. De spillede en central rolle i en middelalderlig legende om Jesu fødsel: Af from ærbødighed for jomfrufødslen både blomstrede og satte alle æbletræer frugt i løbet af denne ene hellige nat. Derfor var æbler en meget yndet pynt på de tidlige juletræer.

Jakobsstigen forbinder himmel og jord.

Visse steder kan man endnu se en Jakobsstige pryde juletræet. Danmarks ældst bevarede stykke julepynt af papir er netop en sådan Jakobsstige. Den er klippet af premierløjtnant Tønne Bloch (1793-1837) i Århus og forestiller en stige med fem håndtegnede engle udklippet af flere sammenlimede ark papir. Jakobsstigen nævnes i Biblen i forbindelse med patriarken Jakob i 1. Mosebog 28, 11-12: I drømme så han en stige, der stod på jorden; den nåede helt op til himlen, og Guds engle gik op og gik ned ad stigen. Stigen symboliserer menneskets drøm og håb om et liv efter døden.

En ægte dansk jule-specialitet: Det flettede hjerte.

Uundværligt på ethvert juletræ er det flettede julehjerte. Som hovedregel er hjerterne holdt i vore nationale farver. Det røde hjerte kan dog også hænge sammen med det flammende hjerte, der i den katolske verden de sidste 500 år har været det autoriserede symbol på Jesu kærlighed og lidelse.

Engle udstanset af karton er stadig meget brugt som juletræspynt. Vi er så fortrolige med engle som et kristent symbol, at de ikke behøver nærmere omtale her.

De mange lys, der hører julen til, er et udpræget kristent symbol. Mange steder i Bibelen hører vi om lys, men intetsteds så klart som i Johannesevangeliet, kapitel 8, vers 12: Atter talte Jesus til dem og sagde: Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Lysene på juletræet er i dag hvide eller røde. Sådan har det ikke altid været. Da juletræsskikken kom fra Tyskland til Danmark i begyndelse af 1800-tallet, var lysene røde, hvide og blå. De tre kulører er nemlig hertugdømmet Holstens farver.

Den romersk-katolske julekrybbe har vundet fodfæste i den danske jul.

I borgerskabets stuer begyndte de små julekrybber at dukke op i 1890’erne. Det er egentligt en ren katolsk skik, men når de små figurer nu passede så godt ind i klunketidens stuer? Julekrybberne er så småt ved at tilkæmpe sig en blivende plads på den danske julescene.

At fejre jul har de sidste 1000 år været ensbetydende med at fejre Kristi fødsel. Før da var jul lig med midvinters drikkegilder i midten af januar; men vikingerne flyttede jul til 22. december. Man fejrede her i Skandinavien, at et nyt år var på vej, at alt gik mod lysere tider.

Det ældste ved julen er selve ordet jul. Det nævnes omkring år 900 i en beretning om slaget i Hafrsfjorden 872, hvor Harald Hårfager samlede sig Norge:

Ude (dvs. ude på havet) vil han drikke jul,

Den højtstræbende fyrste,

Om han skal kunne ene herske;

Ude vil han øve Frøjs leg.

Som ung fik han lede ved ildhygge

Og ved at sidde inde,

Ved den varme kvindestue

Og ved de dunfyldte vanter.

‘Ude vil han drikke jul’…

Harald Hårfager ville altså drikke jul på havet, fordi han allerede som ung fik lede ved ildhygge, ved den varme kvindestue og ved de dunfyldte vanter. Underligt nok, da det netop er nogle af de ting, som vi i dag forbinder med en hyggelig jul!

Man drak jul! Med en skål bad man guderne Njord, Frøj og Jølner, alias Jule-Odin, om et godt, nyt år. Især Jølner er nok en skål værd. Ganske vist havde han ikke ligefrem opfundet øllet. Det havde Jætten Suttung, men Jølner stjal opskriften og gav den til menneskeheden. Hvor ordet jul er den ældste af vore juletraditioner, er julebryg den ældst kendte julegave.

Jule-hvidtøl blev introduceret i 1896.

I den norske kong Hakon den Godes lov fra midten af 900-tallet var det ligefrem et krav, at julen skulle vare lige så længe, som det øl rakte, der kunne brygges af én skæppe malt. Har man kendt magen? Julens længde afhang af, hvor meget øl der var tilbage i tønden!

Da Danmark blev kristnet, drak man i stedet på selveste juleaften Jomfru Marias skål, men efter reformationen rettede man skålen til Gud. Traditionen med denne rituelle Guds skål varede ved til langt op i 1800-tallet. Når vi løfter glasset juleaften eller ved frokostbordet de næste par dage og ønsker hinanden Glædelig Jul!, eller når vi synger med på Dalton og deres Julesang fra 2009: De drak julen ind de drak julen ud med humør og dobbeltsyn, følger vi således en tradition med mindst 1100 år bag sig.

Siden Danmark blev kristnet, har vi fejret Kristi fødsel den 24. december om aftenen, selvom jomfrufødslen jo ifølge traditionen først fandt sted dagen efter. Sådan er det i Danmark. Når noget skal fejres, sker det aftenen før selve dagen. Tænk blot på Skt. Hans aften og Mortensaften!

Den danske jul, som vi fejrer den i dagens Danmark, er og bliver en sær blanding af hedenskab, kristendom og nationalfølelse.

Glædelig jul!

Mavernes fest

Den af

Julen er den periode i hele året, hvor vi frem for alt dykker ned i vort indre, ned i de nedarvede traditioner, for at finde ’den gode, gamle jul’ frem. Vi griber tilbage til vor barndoms jul, som vore forældre fejrede den. Og de lærte at fejre julen af deres forældre.

Og alligevel ligner vor jul ikke helt vor barndoms jul. Julen er i stadig udvikling. Mængden af juletraditioner er mere eller mindre ens, men sammensætningen kan varieres alt efter smag. Vi er jo ikke blot kulturbærere, vi er tillige ægte kulturskabere! Når to mennesker flytter sammen og skal til at fejre deres første jul i fællesskab, mødes to forskellige familietraditioner – og nye opstår. I dette krydsfelt indgås der kompromis på kompromis: Jeg plejer at få andesteg juleaften, men hvis du hellere vil have flæskesteg, så er det i orden – men så vil jeg altså også have flagguirlander på juletræet, som du ellers er stærk modstander af.

Julebord i Købmandsgården 1864.

Julen består af lige dele hygge og mad. De to begreber er for mange danskere uadskillelige. Julen er blevet kaldt hjerternes fest, men den er i lige så grad mavernes fest.

Den 24. december var der stadig enkelte ting, der skulle gøres ude og inde. Samtlige husdyr på land og i by fik rigeligt med foder til den hellige julenat. Lænkehunden fik lov at komme ind i stuen (hvor den senere på aftenen ville blive budt smagsprøver af bordets glæder). Køer blev gnedet om tænderne med salt og sod, så ikke trolddom skulle få magt over dem. Der blev tegnet ondt afværgende kors i alle korndynger på lofterne. Udendørs redskaber blev sat under tag, så ikke Jerusalems skomager, der bragte goldheden med sig, skulle kunne finde en rasteplads på dem. Først når alt var ordnet udenfor og indenfor, var det tid at blive vasket og klædt om. Man bænkede sig ved langbordet (med lysedug på i dagens anledning) i den varme stue, skumringen faldt på, og juleklokkernes kimen varslede julefred.

Tapas, tortillas og thaimad er sjældne gæster på de danske spiseborde juleaften. Dertil er vi alt for traditionsbundne. Når familien Danmark går til bords i morgen aften, vil den traditionelle hovedmenu bestå enten af gås, and, kalkun eller flæskesteg. Garnituren dertil er dog næsten altid den samme: Sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Dertil kommer risengrød til forret eller ris á l’amande til dessert.

Den traditionelle julegås

Hovedingrediensen i den traditionelle julemenu

Hovedmenuen er altså gås, and, kalkun eller flæskesteg, ledsaget af sukkerbrunede kartofler, hvide kartofler og rødkål. Men hvornår fandt de enkelte dele i denne menu deres plads på det danske julebord?

Rødkål (wikipedia.commons)

Rødkålen er den sidst ankomne af de klassikere, der samlet set udgør vore dages traditionelle julemenu. Den sødede rødkål optræder første gang i en kogebog fra 1888 under den pompøse titel: Chou rouge á la danoise. Først i Fru Constantins kogebog fra 1902 finder vi en genkendelig opskrift på den ’rigtige’ rødkål.

Fra begyndelsen af 1890’erne blev den hvide, kogte kartoffel serveret på julebordet. Godt nok havde man siden 1750’erne kendt kartoflen, men den blev anset som uegnet til menneskeføde. I løbet af første halvdel af 1800-tallet blev den så hverdagskost på landet. Da kartofler hører til den giftige natskyggefamilie, udvandede man indtil udgangen af 1800-tallet altid de skrællede kartofler i vand mindst et døgn, før de skulle tilberedes. Kartoflerne afløste de grå og gule ærter, som siden middelalderen sammen med brødet havde været faste ledsagere til den varme mad. Kartofler var billige, gav et stort udbytte, og kunne derfor mætte mange.

Siden middelalderen var den stegte gås blevet serveret med grønlangkål og sukkerbrunede kastanjer. Fattigfolk fandt mellem 1820 og 1850 på at lave sukkerbrunede kartofler i stedet for kastanjer. Den brunede kartoffel, en ganske uundværlig ingrediens i vor julemenu, er ret beset kun en billig erstatning for sukkerbrunede kastanjer. Derfor har de skrællede kartofler, som vi indkøber i glas til efterfølgende sukkerbruning, en størrelse som kastanjer.

Gåsen var helt tilbage i middelalderen en af de typiske afgifter, som bønderne skulle betale til kloster, adel og konge. Som decideret julemad kom gåsen først på bordet i første halvdel af 1800-tallet, da den fortrænge flæskestegen fra borgerskabets højbord. Kun det bedre borgerskab havde råd til at spise gås juleaften. Resten af befolkningen ville spise and (kaldet fattigmandsgås) eller flæskesteg. Gåsens størrelse passede perfekt til borgernes husstand. Dertil kom, at den kunne købes på torvet.

På vej til bageren?

Længe efter at støbejernskomfuret med indbygget ovn ca. 1850-70 havde vundet fodfæste i danske køkkener, fortsatte man med at sende julegåsen til bageren. De fleste gæs var for store til komfurets ovn.

Stegt and har som en slags erstatning været på julebordet lige så længe, som man har spist gås. Bonden spiste kun sjældent gås. For ham var gæs ensbetydende med rede penge. Han solgte i begyndelsen af november unggæssene til købstædernes oplandsbønder, som lod dem gå på stubmarkerne indtil december, hvor de blev drevet ind til markedet i købstaden. Dengang som nu var og er julegås en alt for stor mundfuld i de mange små familier rundt om i landet. Dette hører sammen med ændringen i den enkelte husstand, hvor tyende og tjenestefolk med tiden i antal blev stærkt formindsket. Siden 2. Verdenskrig er andesteg for alvor derfor rykket ind på julens menukort.

Sukkerbrunede kartofler og grønlangkål (wikipedia.commons)

Efter nederlaget i 1864 rettede mange blikket mod vest, mod England. Herfra hentede man i slutningen af 1800-tallet det tredje stykke fjerkræ, som vi med velbehag sætter til livs juleaften: Kalkunen.

Flæskesteg (John Krogh – wikipedia.commons)

Det ferske grisekød har været ægte julemad for de fleste danske, siden vi begyndte at fejre jul. Der blev ofte serveret både flæskesteg og friskkogt skinke, samt medisterpølse og blodpølse juleaften. Grisen blev hos det bedre borgerskabet som nævnt udkonkurreret af gåsen, der i 1800-tallet stod som selve borgerjulens madsymbol. Den gode flæskesteg forsvinder nok aldrig fra det danske julebord, selvom den i mange tilfælde nu blot serveres skiveskåret og lun til en af helligdagenes mange julefrokoster.

I begyndelsen af 1600-tallet var grønlangkål og søbekål enerådende som tilbehør på julebordet. Også hvidkålen kom ind i det danske køkken i 1600-tallet. En særlig julekål baseret på hvidkål blev lavet i Slesvig-Holsten og i dele af Østjylland. Man vred ganske enkelt vandet ud af den kogte hvidkål, hakkede den fint, og stuvede den i fløde og smør krydret med muskat og salt.

Den gode sild

Den gode sild

I 1520, hen imod slutningen af middelalderen, ved man, hvad der blev serveret juleaften hos en af samfundets spidser, biskop Hans Brask i Linköping. Han serverede juleaften dette år en menu bestående blandt andet af røget laks, stegt sild, stegt ål med sennep, stokfisk, kogt skånsk saltsild, stegt saltsild, fyldt kogt sild, lange med olie, finsk gedde, stegt karpe, gedde med kryddersauce, helleflynder i fad samt æbler og nødder til dessert. I den katolske tid var fisk en fastespise. De marinerede sild og fiskefileterne, klassikere ved vore julefrokoster i juledagene, samt nytårstorsken, er de sidste kulinariske minder fra det juleaftensmåltid, der i middelalderen markerede afslutningen på julefasten.

Risengrød (wikipedia.commons)

Grød har været på danskernes julebord, siden man begyndte at fejre julen. Julemaden hos daglejeren, den mindre velstillede håndværker og bonden var som oftest grød. Grød har den store fordel, at den er billig at lave, og at den mætter ganske betragteligt. Hvor man før til højtiderne havde kogt grød af byg, havre eller rug i mælk, begyndte det bedre borgerskab tidligt i 1800-tallet at tillave julegrøden af dyre, importerede ris og skjule en mandel deri. Ris og mandler var for mange i by og på land ren luksus, som kun de færreste havde råd til. Ris kom først til Danmark lige efter år 1600. Det var noget lettere at skaffe mandler, der blev hentet ved Middelhavets kyster. Mandler var dog stadig et særsyn hos købmanden indtil sidste halvdel af 1800-tallet.

Ris á l’mande (Malene Thyssen – wikipedia.commons)

Først kort før år 1900 blev det normalt overalt at bruge ris til julegrøden. Da først almindelige mennesker begyndte at spiste risengrød juleaften, blev der pludselig status i at få ris á l’amande, en ægte dansk julespecialitet trods det franske navn, i stedet for – i al fald i begyndelsen. Hvor risengrød nydes som forret, opfattede man nu ris á l’amande som en dessert.

Den heldige finder af mandlen, mandelkongen eller mandeldronningen, fik som belønning lov til for eksempel at kysse en af det andet køn blandt selskabet – og det endda midt på munden. I dag er belønningen ganske anderledes, noget spiseligt som en lyserød marcipangris, eller noget læseligt som et af julens mange særhæfter.

Når julemaden var fortæret, kom så den højtidelige stund, hvor børnene for første gang fik lov at se det strålende juletræ. Før 1890’erne hang gaverne uindpakket på træets grene. Da pynten efterhånden fyldte det ganske træ, måtte gaverne altså ned under træet. Senere på aften blev der spillet kort, ludo og matador, gættet antal pebernødder med mere til fælles hygge, mens de mange hænder hentede den ene godte efter den anden fra godteskålene. Det var god skik at lade både brød og øl stå natten over på bordet.

Den form for jul, som mange danskere higer efter hvert år i december, er faktisk næppe ældre end mands minde. Det er nemlig dén jul, med dens blanding af tradition, hygge, familiesammenhold og snevejr, som vi alle mener at kunne huske fra vor egen barndom.

Julen er det tidspunkt på året, hvor familien Danmark vender ryggen til hverdagen, glemmer alt om denne verdens fortrædeligheder, og finder (hvis vi da kan) den gode julestemning frem. Juleaften bliver fejret på næsten samme måde overalt i landet. Takket være ugeblade og infrastrukturen i almindelighed og TV i særdeleshed er der i 1900-tallet sket en ensretning af den danske jul.

Ensretningen af dansk julekultur.

Når vi her i det globaliserede og fortravlede 21. århundrede higer efter ’jul som i de gode, gamle dage’, med hele dens fortættede atmosfære af juletraditioner, ja så er denne attråværdige jul, den rigtige juletræsjul, historisk set ikke ældre end knap 200 år. Udgangspunktet for vor moderne danske jul er midten af 1800-tallet – belyst på bedste vis i Peter Fabers udødelige lejlighedsvise Højt fra træets grønne top, skrevet i 1847/48. Netop det tidspunkt, hvor den danske jul, takket være borgerskabets interesse for julen (som årets fikspunkt) og dyrkelsen af familien (som livets fikspunkt) fandt sin endelige form.

Glædelig jul til alle!

 

Den lange rejse…

Den af

Den glade gavegiver 10 dage før jul. Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

Vi ved alle, hvordan han ser, julemanden, den glade gavegiver: En gammel bedstefar med et stort, hvidt skæg, tyk rød frakke kantet med hvid pels, et stort sort bælte spændt i det yderste hul, store sorte kanestøvler – og en sæk med gaver over skulderen.

Julemanden er i virkeligheden identisk med den katolske helgen Nikolaus – eller Hellig Nikolaj, som han kom til at hedde på dansk. Og den lange rejse for at finde julemandens rødder begynder i Lilleasien, i byen Myra i det nuværende Tyrkiet.

En mand ved navn Nikolaus var i første halvdel af 300-tallet efter Kristi fødsel biskop i byen Myra (nu Demre) i provinsen Lykien i Lilleasien. Han skal være født omkring år 270. Han døde 6. december 347. I kalenderen er den 6. december derfor Dagen for Hellig Nikolaj.

Sankt Nikolaus

Det er, hvad man så nogenlunde ved om biskop Nikolaus. Et par hundrede år efter hans død blev der skrevet en beretning om hans liv. Vi får at vide, at han var en meget hellig mand, god og hjælpsom mod alle, og at der udgik en særegen kraft fra ham.

Han var så hellig, at han, da han blev døbt, rejste sig op for at komme tættere på Gud. Han overholdt fastereglerne, han spiste altså intet, selv når han lå ved sin moders bryst. I sandhed et specielt barn!

Som biskop sejlede han til det store kirkemøde i byen Nikæa i år 325. Undervejs rejste en vældig storm sig, der var ved at sende skibet til havsens bund. De skrækslagne søfolk tiggede Nikolaus om at bede for deres frelse. Han gjorde det – og miraklet skete. Stormen lagde sig straks, og alle kom frelst i land. Der er ikke noget at sige til, at Hellig Nikolaj senere blev alle søfolks beskytter og værnehelgen.

Hellig Nikolaj var også alle jomfruers beskytter og trøster. Engang var en nabo til Nikolaus gået fallit. Den nu ludfattige nabo påtænkte af ren og skær nød at sælge sine tre unge døtre til byens bordel. Tre nætter i træk listede Nikolaus sig da til uset at kaste en lille pung med guld ind ad naboens vinduer. Dermed frelste han de unge piger fra en grum skæbne. Disse gavmilde gaver knytter en forbindelse mellem Hellig Nikolaj og julemanden.

Hellig Nikolaj frelser naboens tre døtre fra bordellet.

Han blev begravet i Myra. Efter hans død valfartede mange mennesker til hans grav, hvor der skete talløse mirakler. De mange besøgende gav autoritet til kirken og klingende mønt til byen – men vakte også stor brødnid.

Sankt Nikolaus’ grav i Myra.

En italiensk købmand fra havnebyen Bari i det sydlige Italien sendte i 1087 et skib med 47 svært bevæbnede italienere til byen Myra, hvor de på bedste sørøvermaner stjal Hellig Nikolajs jordiske rester. De gravede ham simpelthen op og sejlede knoglerne hjem til Bari. De fik dog ikke alle knogler med, så den dag i dag har både Myra og Bari knogler fra Hellig Nikolaj.

Hvert år holdes der to store fester i Basilica di San Nicola i Bari. Den 9. maj, hvor man mindes sørøvertogtet til Myra 9. maj 1087, og den 6. december, Hellig Nikolajs dødsdag. Rygter vil vide, at der siver vellugtende olier ud fra Nikolajs sarkofag. Olien har en helbredende kraft, og sælges til pilgrimme under navnet Nikolaus manna.

Også nødstedte børn kunne med fordel sende bønner til Hellig Nikolaj. Baggrunden herfor er en historie fra Frankrig, hvor tre skoleelever 6. december var gået ud i byen for at tigge skolepenge til næste skoleår. De kom ind på et værtshus. Krofatter var ingenlunde af den blide type, så i stedet for at give drengene en skilling slagtede han de tre knægte og stoppede dem ned i tønden til det salte svinekød. Syv år senere, på Hellig Nikolaj-dag, den 6. december, kom en gæst forbi og bestilte dagens menu. Krofatter gik ned i kælderen for at finde noget saltkød til gæsten – men til sin store overraskelse fandt han de tre skoledrenge siddende på salttønden, mens de skrålede en sang til ære for Hellig Nikolaj. Nikolaj havde slået til igen! Og fortællingen om de tre parterede skoleelever, der alligevel var hele, gjorde snart Nikolaj til en kraftfuld skytshelgen for middelalderens skoleelever.

De tre skolebørn, kalkmaleri i Sankt Nikolaj kirke i Vigersted.

Det viser lidt om den hellige mands moralske spændvidde, at han var skytshelgen for alle søfolk, jomfruer, prostituerede og skolebørn i hele verden.

Han var så populær en helgen, at mere end 2.000 kirker i Europa omkring år 1500 var indviet til hans ære. Alene i Danmark var antallet omkring 75.

Den romersk-katolske kirke har dog vendt Hellig Nikolaj ryggen. Man havde svært ved at acceptere en helgen på over 100 kilo, der mellem venner blev kaldt Santa, kørte i luftkane, klatrede op og ned gennem skorstene, og kun svarede ‘HO-HO-HOO’, når han blev spurgt om noget. I 1969 blev han derfor frataget sin hellighed af den romerske pave. Den 6. december er ikke længere officielt Dagen for Hellig Nikolaj.

Ordet Nicolaus er græsk og betyder Sejrherre. Navnet går igen i en lang række nutidige danske fornavne: Claes, Claus, Nicolas, Niclas,  Nick, Niels, Nikolaj eller Nis, men også i efternavne som Clausen, Nicolaisen og — Nissen!

Når Sankt Nikolaus i USA er blevet til Santa Claus, skyldes det hollandske indvandrere, der i 1626 sejlede til det nye land og grundlagde byen Ny Amsterdam (i dag nok bedre kendt under navnet New York). Som alle indvandrere gør, tog også hollænderne nogle traditioner med. De kom med skib, så Sankt Nikolaus rejste selvfølgelig med dem.

Andre indvandrere i USA lærte ham at kende og i det babelske tungemål talt i den nye verden blev han til Santa Claus. Han blev faktisk så godt integreret i det nye land, at han i dag er skytshelgen for byen New York.

I 1822 skrev den amerikanske professor Clement Clarke Moore, hvis kone var af hollandsk afstamning, juledigtet ‘A Visit from St. Nicolaus’ (i dag bedre kendt som ‘’Twas the Night before Christmas’) til sine børn. Julenat kunne han ikke sove, fordi han hørte underlige lyde på taget af huset. Han så efter, og opdagede en lille tyk mand, der ankom i en slæde, trukket af otte rensdyr (det niende rensdyr, Rudolf med den røde tud, blev først spændt for kanen i 1939).

‘Twas the night before Christmas, digt af Clement Clarke Moore.

Hans påklædning var lædertøj, han havde en rød næse, og hans mave hoppede, når han lo. Han kravlede ned i skorstenen med en sæk fuld af julegaver. Digtet blev udgivet i 1844, og blev meget hurtigt folkeeje i hele USA.

Santa Claus blev i 1900-tallets første halvdel reeksporteret til Europa, hvor han smeltede sammen med den engelske Father Christmas, den russiske Fader Frost og den tyske, protestantiske Der Weihnachtsmann, der i 1880’erne havde ’besejret’ den anden tyske, og katolske julemand, Herr Winter.

Julemanden i Peters Jul fra 1863 hedder Den gamle jul, har hverken rensdyr eller gaver, ej heller kravler han ned igennem skorstenen. Han går rundt i byens gader i kappe og kanestøvler for at aflevere juletræet og den ægte julestemning, men kun hvis børnene har været artige.

Den gamle jul, fra Peters Jul 1866.

Nogen vil mene, at Coca-Cola har opfundet vor gode ’danske’ julemand med den store mave, de smilende øjne og det store hvide skæg. Han kan nemlig takke Coca-Cola i almindelighed og reklametegneren Haddon Sundblom i særdeleshed for sin rød/hvide dragt og hue. Læskedrik-firmaet har siden 1931 hvert år i december brugt den rød/hvide julemand som kampagnefigur.

Coca- Colas version af Sancta Claus

Egentligt bør æren for julemandens udseende nok tilskrives den amerikanske tegner Thomas Nast, født i det tyske Bayern, der fra 1863 fremstillede en række tegninger af julemænd til forskellige magasiner. Eneste vigtige forskel de to julemands-udgaver imellem er, at Coca-Colas julemand sværger til colaflasken, hvor Thomas Nasts julemand i stedet foretrækker kridtpiben.

Santa Claus ifølge Thomas Nast.

En anden stærk påvirkning af vor danske julemands udseende kom med Walt Disneys tegnefilm Santa’s Workshop fra 1932, hvor julemanden for første gang afslørede, at han også var i stand til at sige noget (‘HO-HO-HOO!’). Ja, han kan da vist ikke sige andet, kan han?

Vor elskede julemand har altså en baggrund som katolsk biskop i Tyrkiet, men har ydermere dybe rødder i både Holland, USA, England, Frankrig, Tyskland, Rusland og Danmark. Han kendes fra talløse hæfter og bøger, film og tegnefilm. Selvom julemanden følger med den teknologiske udvikling, forbliver han dog den samme glade gavegiver.

Julemanden følger med tiden… Julekalender fra slutningen af 1940’erne.

 

 

Jomfruen og sømanden

Den af
Luciaoptog (Malene Thyssen - Wikipedia Commons)

Luciaoptog (Malene Thyssen – Wikipedia Commons)

I dag, den 13. december, vil det myldre med Luciaoptog i snart sagt alle daginstitutioner, skoler, plejehjem og kirker i Danmark. Hvem var denne Lucia, hvor stammer traditionen med optoget fra, er Santa Lucia i den velkendte sang nu også en pige, og hvad har Lucia egentligt med julen at gøre?

Julekalender fra begyndelsen af 1960’erne.

Lad det være sagt med det samme. Den moderne Lucia har ret beset intet med jul at gøre. Navnet Lucia er afledt af det latinske ord for lys, lux. Den 13. december er ifølge den julianske kalender tillige årets korteste dag. Siden år 1700 har vi her i Danmark fulgt den gregorianske kalender, hvor årets korteste dag falder på datoen den 21. december. Det er årets mørkeste tid, hvor vi alle med længsel venter på lysere tider. Derfor fejrer vi dagen med en lysfest.

Den 13. december er tillige en romersk-katolsk mindedag for den kristne jomfru Lucia, der 21 år gammel og usædvanlig from led martyrdøden 13. december 304, da hun først nægtede at gifte sig, og dernæst nægtede at arbejde på et bordel.

Santa Lucias kendetegn i billedkunsten er en lille skål med et par øjne.

Om den fromme Lucia findes der et væld af legender. En af dem beretter, at en bejler var så verliebt i Lucias øjne, at hun rev øjnene ud og gav ham dem med ordene Hvis du er så vild med mine øjne, så tag dem da! På mirakuløs vis fik hun derefter synet tilbage. Alene af den grund er hun da også blevet skytshelgen for alle blinde.

Lucia i Västergötland, 1848.

Svenskerne har især i de vestlige dele af landet fejret Lucianatten siden 1600-tallet. Traditionen byder, at gårdens unge piger med tændte lys anbragt i håret vækker alle med kaffe og de specielle Luciabrød, en slags safranboller med to rosiner som øjne, i den kulsorte nat. Det var rart at få lidt ekstra mad og drikke her på årets længste nat.

Luciabrød med rosiner ser fristende ud. Det appetitlige fordufter, når man betænker, de efterligner Santa Lucias udrevne øjne.

Den svenske skik er blevet til med kraftig tysk inspiration, hvor en ung pige, under navnet Christkindlein, altså den lille Jesusbarn, med lys i håret gik fra hjem til hjem og uddelte gode gaver om aftenen 12. december. Her kommer julen for første og eneste gang ind i historien om Lucia.

Christkindlein, det lille Jesusbarn.

I 1927 arrangerede den italienskfødte svenske journalist Guido Valentin ved avisen Stockholms Dagblad et udendørs Luciaoptog i Stockholms gader. Optoget var en regulær skønhedskonkurrence. For at gøre hele begivenheden mere interessant digtede han nye vers til en gammel italiensk sømandssang. I 1944 arrangerede ugebladet Weekend en skønhedskonkurrence i National Scala i København, hvor vinderen blev kåret som Luciabrud. Også dette optog var en regelret skønhedskonkurrence. Vi skal helt frem til 1960’erne, før Luciaoptoget bliver en udpræget indendørs børneaktivitet i skoler og daginstitutioner.

Den forreste pige i optoget kaldes Luciabruden. Hun efterfølges af børn, der to og to bærer lys i hænderne. Mens deltagerne afsynger sangen om Santa Lucia, skrider optoget langsomt frem. Den danske version af sangen har fået titlen ‘Nu bæres lyset frem’ og er oversat af digteren Alex Garff.

Det er værd at bemærke, at den Santa Lucia, som nævnes i den oprindelige sang, slet ikke er den hellige Lucia, men derimod det lille fiskerleje Borgo Santa Lucia i Napolibugten.

Borgo Santa Lucia ved Napolibugten og med Vesuv i baggrunden.

Borgo Santa Lucia ved Napolibugten og med Vesuv i baggrunden.

I dag er fiskerlejet blevet aldeles opslugt af millionbyen Napoli. Sømandens sang er ret beset en opfordring til at sejle en tur ud på Napolibugten for bedre at kunne nyde den kølige aftenbrise.

Borgo Santa Lucia, 1865.

Sømandens sang blev oversat fra neapolitansk til italiensk i 1849 af Teodoro Cottrau. Det var den første neapolitanske sang, der blev oversat til italiensk under il Risorgimento, den politiske og sociale proces der førte til, at forskellige italienske stater blev forenet til kongeriget Italien.

Selv en påklædningsdukke kunne blive Luciabrud.

 

Fjern – synet er pyntet med watt

Den af

I mange hjem med børn står der ved juletid et hjemmelavet nisselandskab i vindueskarmen, på buffeten eller sofabordet, på reolen eller hylden.

Nisselandskab anno 1955.

Et ægte nisselandskab bør indeholde vat, en landsbykirke, et par huse, nogle grangrene, en spejlsø, en bakke – samt selvfølgelig masser af nisser i keramik, chenille, træ eller vat.

Traditionens alder er uvis, men kan føres tilbage til midten af 1920’erne. I Vore Damers Jul 1926 er vist et primitivt nisselandskab – under navnet Borddekoration. Inspirationen til denne borddekoration kan stamme flere steder fra. Butikkernes vinduesudstillinger med store nisselandskaber greb om sig i 1920’erne, hvor den ene butik rent ud sagt konkurrerede med den anden om at skabe gadens, kvarterets eller byens bedste vinduesudstilling. Samtidig begyndte den romersk-katolske julekrybbe at vinde indpas i Danmark, formidlet blandt andet af Familie Journalen der første gang udgav klippeark med julekrybber i 1921.

Borddekoration i Vore Damers Jul 1926.

Omkring 1930 var den fagre, nye verden nået ud til de fleste små hjem i Danmark, og radioen blev hele familiens store samlingspunkt. Her var god plads til et nisselandskab. Velvidende at TV ikke altid fortæller sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden, er det vel alligevel værd at fremhæve 12. afsnit af klassikeren Matador, der bl.a. beretter om julen 1936. I et kortvarigt glimt ser man hos grisehandler Oluf Larsen ved siden af divanen et lille bord med et klassisk nisselandskab med vat, kirke, spejlsø og naturligvis en masse nisser.

I 1950’erne fik nisselandskabet plads på radioens efterfølger og stuens nye pragtmøbel af teaktræ, det store fjernsynsapparat. Efter i godt et halvt århundrede trofast at have stået her til pynt på stuens pryd er de hjemmelavede nisselandskaber ved fladskærmens opkomst blevet deporteret til vindueskarmen eller sofabordet. Ak ja, sic transit gloria mundi.

Stort nisselandskab anbragt på dagligstuens buffet. Ukendt fotograf, 1950’erne.

Ikke kun fjernsynet bød på rige muligheder for opbygning af imponerede nisselandskaber. Også stuens diverse gemmemøbler indbød nærmest til at blive brugt som understøtte for nisselandskaber lavet af kreative forældre – eventuelt i samarbejde med børnene.

Juletræet hentes hjem.

I dag laver mange børn selv deres nisselandskab. Før var det ofte forældrene, som om aftenen lavede landskabet, så det til børnenes dejlige overraskelse pludselig en skønne morgen stod der – og varslede julens komme!

Risengrøden er klar.

Familien er samlet fra nær og fjern-

synet er pyntet med watt

Shu-bi-dua: Den himmelblå, 1980.

Den første låge

Den af

Så blev det da langt om længe den 1. december! I dag skal vi åbne den første låge i årets julekalender!

For børn og barnlige sjæle i dagens Danmark er julekalenderen bare én af forberedelserne til den med længsel ventede aften, juleaften. Julekalenderen er i dag en fasttømret tradition; men den er faktisk en af de nyere traditioner i den danske juls historie. Den træder først ind på den danske julescene i 1930. Som ved så mange andre af vore juletraditioner er også denne direkte importeret fra Tyskland.

Gerhard Langs julekalender fra 1908 i genoptryk.

Verdens ældste, massefremstillede julekalender Im Lande des Christkinds blev udgivet i 1908 af den tyske forlægger Gerhard Lang (1881-1974). Det var ikke en lågekalender, men en klippekalender. Kalenderen bestod af 24 nummererede felter, hvert felt med et lille vers, trykt på et stykke tykt karton. Et tyndere stykke karton med 24 farvelagte billeder fulgte med. Tegningerne, lavet af Richard Ernst Kepler, viser Jesusbarnet og engle, der laver legetøj, bager og maler, samt diverse stykker legetøj. Hver dag fra 1. december skulle man forsigtigt klippe en af tegningerne ud og lime på kalenderen. Derved dækkede man selvfølgelig for de små vers; heldigvis er versene også trykt på bagsiden af kalenderen.

Gerhard Lang hentede inspirationen til denne julekalender fra barndomshjemmet, en præstebolig i Maulbronn. I 1885 eller 1886 syede hans moder 24 indpakkede småkager fast på et stykke karton. Hver dag op til jul fik den lille Gerhard så lov til at klippe en pakke løs og spise en småkage.

Er dette verdens første trykte julekalender? Udgivet i Hamburg 1902.

Men er denne Im Lande des Christkinds nu også verdens ældste industrielt fremstillede kalender? Meningerne herom er delte. Nogle hævder hårdnakket, at der blev udgivet en julekalender i Hamburg så tidligt som i 1902. Denne julekalender havde form som et urskive med 12 tal, hvor man ved hjælp af en drejbar viser angav den korrekte dato. I 2006 fik jeg tilsendt et par billeder af denne kalender, men uheldigvis har jeg ikke haft mulighed for at undersøge den nærmere.

To danske julekalenderen fra 1930 gør krav på at være Danmarks ældste julekalender.

Julekalender ca. 1930

Den første hedder Børnenes Jule-Kalender. Det er en datokalender, hvor man hver dag rykker et blad forsynet med farvelagte tegninger og tre små julevers af. Teksten er skrevet af forfatteren Aage Hermann, mens illustrationerne er tegnet af Hedvig Collin. Begge var de kendte fra 1920’ernes børnelitteratur. Aage Hermanns tekst er sød, til tider måske lidt sødladen. Hedvig Collins streg er let genkendelig, hvis man bare én gang før har set et af hendes signerede julekort. Den kan ikke dateres nærmere end til ca. 1930.

Julekalenderen blev i 2006 genoptrykt af Den Gamle By, og kan købes i Museumsbutikken for 48,- kr.

Lågekalender fra 1933.

Den anden kalender hedder Børnenes Julekalender. Det er en lågekalender, der traditionelt er blevet dateret til ca. 1930. Det er kendetegnende for de ældste lågekalendere, at lågerne har forskellig form. På mange lågekalendere fra 1930’erne er motiverne bag lågerne udpræget sydtyske. Motiverne på denne kalender er dog rendyrket dansk jule-idyl: Skrivning af julekort, sidste skoledag, indkøb af juletræ, fletning af julehjerter samt julepyntede butikker og gader. Kun motivet bag lågen til 1. december viser hen til julens centrale tema: Englen bebuder Jesusbarnets fødsel for hyrderne på marken. Motiverne skal efter sigende være tegnet af Ejnar Vindfeldt (1905-53). Kalenderen er udgivet af forlaget P. Haase & Søn i København. Med små typer fremgår det tillige, at den er trykt hos Recato A/S i København.

Den sidste oplysning er guld værd. Chr. Cato’s litografiske Etablissement blev grundlagt i 1869. Det blev i 1933 omdannet til et aktieselskab og skiftede da navn til Recato A/S. Denne kalender kan derfor tidligst dateres til 1933!

De første danske julekalendere, som regel trykt af firmaet I. Chr. Olsens Kunstforlag eller L. Levison Junior i København, gør opmærksom på, at de er trykt i Danmark. Kaster man blot ét blik på selve hovedmotivet, emmer alt her dog sædvanligvis af sydtysk idyl: Sneklædte bjerge og bindingsværkshuse, dværge og den særlige tyske nisse (das Wichtelmännchen) og de små motiver bag lågerne. De første danske julekalendere er direkte kopier af tyske julekalendere. Selv den dag i dag er mange danske julekalendere i deres formsprog en blanding af brødrene Grimm og Walt Disney.

Hjemmelavet pakkekalender fra 1955.

De første pakkekalendere, enten købt færdiglavede eller hjemmefremstillede, stammer fra tiden lige efter 2. Verdenskrig. Pakkekalenderen bliver i dag også fremstillet til voksne. Den voksne pakkekalender vil typisk indeholde 24 forskellige øl eller 24 forskellige stykker chokolade. Det moderne danske samfundsmønster spiller en rolle her. Mange forretninger sælger således eksklusive pakkekalendere til enlige. Den danske single-kultur er ved at skabe en ny juletradition!

En nyskabelse i julekalender-universet! Skrabekalender fra 1994.

I 1994 introducerede Dansk Tipstjeneste et helt nyt begreb i det danske juleunivers: En skrabekalender. Har man skrabet sig frem til bestemte symbolkombinationer, er der gevinst. Præmiestørrelsen varierede fra 20 kr. (for tre stjernesymboler) til 1.000.000 kr. (for 10 juletræssymboler). Succesen var enorm, og ikke uden grund. Tænk, hvis man vandt en hel million kroner, og så på selve juleaftensdag (- eller måske et par dage før, hvis man sådan skraber lidt i utide)! Alle ved vi jo, at Julen varer længe, koster mange penge.

Indenfor de seneste år er der i takt med den teknologiske udvikling kommet vidt forskellige former for elektroniske julekalendere til, der henvender sig både til børn og voksne.

Selvom julekalenderen i dag i højeste grad således følger med tiden, er den dog stadig blot en primitiv tidsmåler, hvis eneste praktiske formål er at tælle dagene frem til juleaften.