Plantearvesorter og levende kulturarv

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

I marts havde jeg fornøjelsen af at være Den Gamle Bys udsendte til ’Frøsamlernes’ årsmøde. Med mig havde jeg en ønskeseddel fra gartnerformanden, et ubesvaret spørgsmål samt poser og bøtter med frø avlet og samlet i Den Gamle By – til at bytte med.

Ønskeseddel: Ærtesorterne ‘Engelsk sabel’ og ‘Prins Albert’, gamle bønnesorter, artiskok, gamle grønkålssorter, gammelt dansk køkkengræskar…

Spørgsmålet jeg søgte svar på var: “Hvad er snitkål – og er det noget vi kan få fat i?”

Spørgsmålet var affødt af en omtale af passende planter til kantning af køkkenhavens forskellige kvarterer i J.L. Mansas Havekatekismus fra 1843. Et afsnit jeg havde fundet, fordi vi overvejer også at kante med andet end salvie i Købmandsgårdens køkkenhave.

Første Kapitel: “Almindelige Regler om en Kiøkkenhaves Anlæg, Inddeling og Besaaning” § 15, hvor Mansa fortæller at blandt andet ‘Snitkaal’ kan anvendes til kantning.

’Frøsamlerne’ er en forening, der indsamler, afprøver og udveksler frø og planter af det vi kalder ’plantearvesorter’ (engelsk: heirloom).  Målet er, at få de gamle sorter tilbage i handelen, give almindelige mennesker adgang til dem og derved sikre, at der også er frø til de kommende generationer. Strategien er altså en anden end den vi ser hos diverse genbanker, hvor frø bliver gemt væk og lagt på frost. En løsning, der ville svare til, at vi gemte huse og genstande under beskyttede forhold på magasiner i stedet for at lade dem opføre og leve videre i Den Gamle By.

Ganske som i vores egen Gartnerafdeling arbejder Frøsamlerne altså for at finde gamle sorter af nytteplanter og prydplanter, udbrede kendskabet til dem, og dyrke dem, for derigennem at bevare dem for eftertiden.

Går vi godt og vel 450 år tilbage var det at avle og samle frø en selvfølgelig del af det at dyrke sin have.

“Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Have i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis” af Urtegaards-Mand Hans Raszmussøn Block, 1647

 

Det tiende Capitel: “Om Kiøcken Urter, aff hvilcke, somme brugis Roden til Spise, somme Urten selff, somme Frøet, oc somme Fructen” s. 87 i Horticultura Danica

Som det fremgår af den gode Urtemands tekst, var gulerødder, roer, pastinakker, radisser, ræddiker, røde og hvide løg, sukkerrødder, beder og asparges almindeligt kendte grøntsager i 1647. Han bemærker at frøene disse planter sætter første år ikke dur, men man må lade planten overvintre og først høste frø andet år.

Går vi et par hundrede år frem og konsulterer Bentziens bog om “Kjøkkenhaven” fra 1858, kan vi se at frøavl ikke længere var en selvfølge, medmindre man havde en meget stor have. I stedet købte mange haveejere  frø hos tidens handelsgartnerier, der havde et endog meget stort udvalg af forskellige sorter.

§3: “Frøavl af de vigtigste Kjøkkenurter” fra Bentziens bog “Kjøkkenhaven” 1858

Fortsætter vi lidt længere op i tiden, til mellemkrigsårene, nævnes frøavl stort set ikke i havebøgerne. Og hvordan kan det nu være? Jo, frø kunne købes til rimelige priser og udvalget var stadig relativt stort. Men industrialiseringen havde også fat i jordbruget og gartnerierne. Produktionerne blev stadig større og mere specialiserede og efterspurgte frø, der gav et ensartet udbytte, der blev klar til høst på samme tid. Denne udvikling kom til at betyde, at jeg i dag ikke længere kan gå ned på min lokale planteskole med huskesedlen fra min gartnerformand – og de kan nok heller ikke svare på hvad snitkål er…

Men blandt frøsamlerne på Brenderup Højskole fandt jeg hvad jeg søgte – og mere til…

Øverst fra venstre: Sukkerært ‘Engelsk Sabel’, stangbønne ‘Borlotto’, Grønt køkkengræskar og ært ‘Prins Albert’
Nederst fra venstre: Pibeløg, Spinatranke og Sibirisk kål

Sandelig om ikke, der også var en, der kunne fortælle mig, at snitkål er en hurtigvoksende bladkål, der kan høstes flere gange i løbet af sæsonen – og sorten ‘Bremer Scheerkohl’ kan den dag idag købes i Tyskland.

Ud over frø og svar kom jeg også hjem med rodknolde, planter, ny viden og gamle historier fra vores fælles grønne kulturarv. Hvis jeg havde været i tvivl før jeg tog afsted, så ved jeg nu med sikkerhed, at Frøsamlere elsker frø!

Altså, sådan virkelig ELSKER FRØ – sådan i helt oprindelig betydning elsker frø:

  • elsker norrønt elska af en rod med betydningen ‘nære, opdyrke’
  • frø norrønt frjó, frœ, gotisk fraiwaf en indoeuropæisk rod med betydningen ’sprede’

Vinter og vår

Gartnerne har også deres arbejde at passe vinter og vår. Museet har potteplanter rundt om i vinduerne, og de skal selvfølgelig vandes og passes hele året. Der er mange vinduer i Den Gamle By og derfor også mange potteplanter, så det tager sin tid at komme hele vejen rundt.
Men alle gartnerne kan jo ikke gå rundt og vande blomster hele dagen og hele ugen igennem, og hvad er der så at lave, når sneen falder og dækker jorden, mens tagene bliver hvide?

 

Sneen falder over byen og Borgmestergårdens have

Når det sker, er det faktisk deres arbejde at rydde sne og strø grus, så man ikke glider og falder på brostenene. Men der kan også være en del arbejde med beskæring og oprydning rundt omkring; det er dejligt, at buske og træer trives, men de kan brede sig så meget, at det bliver nødvendigt at holde dem i ave. Den slags havearbejde kan udføres om vinteren, også mens der ligger sne.

Frank og Mikkel beskærer buske og rydder op i Frk. Wahlstrøms have

Gartneriet Bernsdorff har to drivhuse, det mindste: formeringsdrivhuset, med salg af potteplanter og blomsterfrø, og det større: paradedrivhuset med udstillingen ’Oldemors Potteplanter’. Plantesalget og udstillingen åbner en af de første dage i maj og lukker sidst i september. En stor del af udstillings-planterne fra det store drivhus flyttes over i det lille, hvor de så står om vinteren i en passende temperatur, og hvor det også er lettere at passe dem. Andre planter kan overvintre i det store drivhus, hvor temperaturen ikke kommer under 5 grader. Når solen skinner, kan det blive noget varmt, men udsvinget giver ikke de store problemer.

 

Paradedrivhuset en dag i marts

En del af planterne fra paradedrivhuset, bliver nu også flyttet af en helt anden grund: Der skal gøres plads til julesalg. I den tid, museet viser juleudstillinger, kan man her købe mange forskellige varer så som: frugt, nødder, potteplanter, juledekorationer, gran og kviste af mistelten og andet godt, som et handelsgartneri ville have haft i årene før 1900. Der er også åbent for salg i weekenderne, så weekend-salget er en del af gartnernes arbejde i vinterhalvåret.
Om foråret og sommeren kan der blive meget varmt i drivhusene, og derfor bliver de kalket – den hvide farve afviser noget af lyset og dermed varmen. I år har Gitte Røn, museets gartnerformand, allerede været i gang med at kalke. Vejret var godt, og vi snakkede lidt om, hvor dejligt det var, at solen skinnede fra en blå himmel. 5 minutter efter øsede det ned, og efter et øjeblik begyndte bygen for alvor at tromme mod ruderne, regnen var blandet med hagl. Arbejdet var afbrudt, og den friske kalk blev vasket væk. Så dagen efter blev der kalket igen, og sådan kan en gartner få lidt ekstra arbejde på denne tid af året.
I det lille drivhus skal potteplanterne vandes og passes vinteren igennem, de skal ikke bare holdes med vand, men også nippes og klippes, så de holder sig pæne og fri for sygdomme.

 

Gitte nipper og klipper

Her i marts begynder et arbejde ud over den almindelige vanding og pasning af blomsterne. Planter skal pottes om, og der skal sættes stiklinger til nye potteplanter. Desuden skal det kontrolleres, om der er gået lus eller andre udyr i alt det grønne.

 

Gitte arbejder i det lille drivhus en martsdag

 

Der pottes om

 

Potteplanterne bliver undersøgt for lus

Det er svært at undgå det, men udyrene kan heldigvis bekæmpes med nogle små rovinsekter, som ikke gør skade – bortset fra, at de gør skade på lusene, og hvem de nu ellers slår ned på.

 

Biologisk bekæmpelse. Der er leveret bladlussnyltehvepse med posten, de kommer som en blanding af kokoner og voksne snyltehvepse. Der ses kokoner, sammen med noget granulat. Det drysses ud på bladene.

 

Her ses en kokon, som der snart kommer en levende bladlussnyltehveps ud af. De lever af bladlus, og lægger æg i bladlusene, så der igen udvikles kokoner.

 

Her ser man benene af snyltehvepsen, der snart kommer frem, klar til at spise bladlusene.

Og endelig skal vi da ikke glemme, at hvis man er så heldig at få et kig ind i drivhusene på denne årstid, kan der være smukke blomster, selv om der ikke er så mange af dem.

 

Duftgeranien Clorinda, der er en af de første til at blomstre. Bladene dufter frugtagtigt.

Erantis og vintergæk er vinterblomster, der kan klare sig i sne og frost. I marts dukker krokus op, og der kan også dukke nogle martsvioler op. De sidste er selvfølgelig vilde, men hvis vi er heldige, står der en klynge et sted i byen.

 

Et kig ned i en hvid krokus

 

En klynge martsvioler i solskinnet

Og så kan vi begynde at glæde os til andre blomster. Sidste år, da sommer- og høstblomsterne var visne, blev jorden ryddet, og der blev lagt blomsterløg. Nu har tulipaner, påske- og pinseliljer for længst stukket bladene op af jorden, og så kan vi se forventningsfuldt på dem, indtil blomsterne springer ud.

 

Mon ikke det bliver smukt, når tulipanerne står i blomst?

 

Og vi kan glæde os til både påske- og pinseliljer

Området mellem drivhusene er inddelt i bænke, og når man ser ud over dem, ses det tydeligt, at vi ikke er nået ret langt hen på året endnu, selv om der er lidt grønt rundt omkring. I baggrunden ligger der nogle trærammer til nye drivbænke.

 

Et udsnit af gartneriet i marts

Gartnerne vil anlægge varmebænke, ligesom de gjorde sidste år, dvs. drivbænke hvor jorden er varmere end den omgivende jord. Det opnås ved, at man under jorddækket har et lag plantemateriale, eventuelt også staldgødning; her i Den Gamle By vil det sige hestemøg. Så kan man opnå en kraftig kompostering og dermed varmeudvikling.

 

Hestemøg til tre varmebænke. Det stammer fra hestestalden i Købmandsgården

Da der blev anlagt varmebænke sidste år, lagde gartnerne først et tykt lag visne blade på jorden og stampede dem sammen, så de ikke lå for løst.

 

Et tykt lag visne blade til kompostering

 

Bladene trampes sammen, så de ikke ligger for løst

Oven på de visne blade blev der lagt hestemøg, og så blev trærammerne eller selve bænkene anbragt øverst. I bænkene blev der spredt et lag jord, og så kunne man vente på, at temperaturen steg. Det varede naturligvis nogle dage, før processen kom i gang, så da det havde været frost natten efter anlæggelsen af vamebænkene, så de ikke spor varme ud.

 

Der er lagt et lag møg over bladene, drivbænkene er lagt på, og der fyldes jord i dem

 

I begyndelsen er varmebænkene kolde

Og endelig skal det nævnes, at en af gartnerne også er historiker. Om vinteren tilbringer han en del af sin tid med at studere handelsgartneriernes historie og samler viden med henblik på forandringer og fornyelser i Gartneriet Bernsdorff, f.eks. interesserer han sig for, hvordan man anlagde varmebænke. Senere på året kan man somme tider træffe ham i det lille drivhus, hvor han sælger honning og potteplanter.

 

Laurits sælger blomster i formeringsdrivhuset en sommerdag

 

Det spæde forår i Handelsgartneriet Bernstorff

Om vinteren ligger gartneriet i dvale, ligesom bierne sover i deres stader. Det kan være smukt, når det hele er dækket af sne, og man kan spekulere på, hvordan det mon vil tage sig ud til sommer, men så længe det er vinter, sker der rigtignok ikke meget – i hvert fald ikke meget, vi kan se, for under jorden er der trods alt liv, der ligger løg og knolde og venter på at lade stængler med blade og blomster skyde op af den kolde jord.

Et gartneri i dvale og tre stille bistader

Der bliver også arbejdet inde i drivhusene, gartnerne passer drivhusplanterne, så de kommer velbeholdne gennem vinteren, og der er planter at udstille og planter at tage stiklinger af til foråret, men det arbejde ser man ikke meget til, hvis man går en tur gennem gartneriet.
Når vi kommer til begyndelsen af marts, er sneen som regel smeltet, men endnu er der ikke så meget at se; der er noget gråt, bortset fra at en staude står stedsegrøn – og ugræsset naturligvis grønnes.

 

En grå martsdag

Der er ganske vist lidt erantis, nogle vintergækker og nogle krokus, men de sidste har ikke rigtig foldet sig ud endnu. En bi kan måske finde lidt i de sidste erantis og vintergækker, men der er ikke alverden at komme efter, så trafikken ud og ind af bistaderne er stærkt begrænset.

En tillukket krokus

 

En bi vender hjem fra ekspedition

Under mere sydlige himmelstrøg vokser krokus vildt. I Alperne kan man finde hvide og violette krokus; midt på sommeren kan de stå og blomstre højt oppe i bjergene nogle få meter fra bjergtoppenes sne, som på den årstid er tøsne. De violette og hvide havekrokus er forædlede udgaver af de alpine, mens de gule krokus stammer fra Balkan og Lilleasien.

En gul krokus er til at få øje på

Når krokus åbner sig, har de absolut biernes interesse, så bliver der livligt ved bistaderne, og blomsterne får besøg.

Krokus på spring

 

Åben og gæstfri krokus

 

En klynge krokus får besøg

Når bierne sover vintersøvn, er deres stofskifte meget lavt, men når de vågner op og kommer ud at flyve, trænger de til at tømme tarmen, og det sætter sit præg på de hvide bistader, der pludselig bliver fulde af brune pletter.

Trafik ved bistadet en forårsdag

Det er ikke særlig pynteligt, men den livlige trafik viser, at nu er der blomster rundt omkring, for nu kan bierne trods alt finde mere end næsten afblomstrede vintergækker og erantis at gøre sig til gode med. Der er selvfølgelig ikke tale om en større blomsterrigdom, men krokus er smukke, og sammen med de hyggelig bier er de et tegn på, at nu er det endelig blevet forår, og nu bliver dagene længere, så det for alvor kan mærkes. Nu må vi vente og se, hvad der dukker op af jorden i den kommende tid.

I fuldt flor

Den Gamle By – stedet hvor en spade ikke bare er en spade

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

”Vi skal have gravet køkkenhaverne – Astrid, vil du ikke undersøge, hvordan man kunne have gjort det?”

Nogenlunde sådan lød opfordringen fra min formand, Gitte Røn en formiddag sidst i januar, da jeg var vendt tilbage til min elevplads i Den Gamle Bys Gartnerafdeling efter mit første skoleforløb på Beder Gartnerskole. Og selvfølgelig ville jeg det…

Det krævede ikke mange opslag og megen læsning i bibliotekets samling af gamle havebøger og gartnerfaglig litteratur fra det 18. til det 20. århundrede før det gik op for mig; at det at grave – det er ikke bare noget, man gør. Og det der med at kalde en spade for en spade – det er heller ikke noget, vi bruger i Den Gamle By.

Hvordan man gravede, og hvad man gravede med, afhang ikke blot af jordens beskaffenhed men også af den gravendes stand og køn. På landet kom det sig måske ikke så nøje, men i købstæderne, spillede den sociale orden en anden og mere fremtrædende rolle.

Vores skolelærer ville således kunne have vintergravet sin køkkenhave, når jorden var tjenlig – dvs. ikke frossen og tilpas fugtig. Han kunne meget vel have fået sine elever til at hjælpe med arbejdet, og han ville have kulegravet således, at ”… det underste Jordlag fra en vis Dybde bringes øverst, for at blive forbedret og frugtbargjort ved Hjælp af Gjødning under Solens og Luftens Indvirkning”, som F. I. Chr. Jensen formulerede det på side 64 i ”Havebog: En grundig Vejledning i Frugt-, Blomster-, og Kjøkkenhavedyrkningen samt Driveriet” fra 1856. Og læreren ville nok bare have kaldt en spade for en spade…

Hos købmandens derimod var det utænkeligt, at herren eller fruen skulle give sig i kast med at grave. Om jorden var tjenlig, var heller ikke så afgørende, når man som dem havde folk til at gøre arbejdet: ”… selv om Man skal lade Arbeideren bruge Hakken til det første Spademaal, maa Man dog foretrække dette fremfor at lade være at vintergrave sin Kjøkkenhave”, skriver J. A. Bentzien på side 25 i ”Kjøkkenhaven” fra 1858.

Vintergravning i Købmandsgårdens køkkenhave

Passager som denne vidner om, at arbejdslønnen var så relativt lav, at man ikke bekymrede sig nævneværdigt om, hvorvidt frosten forlængede arbejdstiden. Til vintergravningen anbefaledes det, at man bad sin arbejder benytte den største spade (til en veludstyret 1800-tals køkkenhave hørte spader i flere størrelser, tilpasset forskellige typer gravearbejde) for at sikre, at jorden kom til at ligge i store og kantede klumper, så frosten kunne skørne jorden så dybt som muligt.

Ved samme lejlighed var det tilrådeligt at gøde sin jord ved at tilføre delvist omsat organisk materiale. Om det var delvist omsat dyremøg, latrinindhold, køkkenaffald, gadeskarn, tang, formuldede blade eller en blanding afhang i høj grad af, hvad man kunne skaffe inde i byerne. Man gødede i øvrigt ikke hele sin have på en gang. Gødningen fulgte det firedelte sædskifte, således at det just gødede kvarter, skulle huse de mest kvælstofkrævende vækster.

Køkkenhaven bag Købmandsgården er i år bl.a. gødet med delvist formuldet tang

At man i 1864 næppe ville antræffe en gravende dame, fremgår af det følgende: Gravning [… er…] lidet passende for smaae, fint byggede Hænder og Fødder; en Dame vil vel derfor heller ikke let forledes til at prøve sine Kræfter derpaa…” skrev J. A. Bentzien på side 5 i ”Havebog for Damer” fra 1859.

For damernes vedkommende gjorde korsettet det selvfølgelig heller ikke nemmere… Havde man nu været en af borgerskabets enker eller ugifte døtre, var der da heller ikke noget i vejen for, at man fik en pige, en arbejdende kvinde, eller en gammel kone til at påtage sig det mere strabadserende havearbejde. Så det var altså ikke kønnet og hændernes beskedne størrelse alene, men i høj grad også ens sociale status, der afgjorde om man kunne udføre gravearbejde i en købstadshave. Særligt for kvinder i randen af borgerskabet var denne form for adfærdsmæssige markører vigtige. En rigtig dame kunne således ingenlunde befatte sig med gravning – mens piger, kvinder og koner fra lavere sociale lag kunne.

Anderlede forholder det sig imidlertid, når vi går gennem lågen mellem Købmandens køkkenhave og Frk. Wahlstrøms: Vi går fra 1864 til 1927, fra en tid hvor damer forventedes aldrig så meget som at røre end spade, til en tid hvor en selvstændig, ugift kvinde som Frk. Wahlstrøm meget vel kunne grave sin have med en såkaldt damespade. Damespaden er tilpasset kvindens fysik og er derfor knap så stor, tung og grov, som det vi sædvanligvis kalder en spade. Meget havde ændret sig – ikke mindst pga. Første Verdenskrig, hvor kvinderne havde været nødt til at påtage sig mændenes arbejdsopgaver, mens de var ved fronten, for at holde civilsamfundet i gang. Man havde opdaget, at damer og spader ikke er uforenlige størrelser, at en spade ikke bare er en spade – men også meget vel kan være en damespade.

Frk. Wahlstrøms køkkenhave graves med damespade

 

Jorden skørnes udmærket af frosten – også selvom den er gravet af en dame!

I C. Matthiesens bog ”Haven” fra 1919, kan man da også læse i afsnittet: ”Hvem skal passe Haven?”, at: ”… grovere Arbejder, som gravning, kan en Kvinde udføre lige saa godt – ofte bedre – end en Mand, og selv Frugttræernes Pleje kan med Tryghed overlades hende. Havebrug og Kvinder er som skabte for hinanden!”

Det er vi et par stykker i Gartnerafdelingen, der er tilbøjelige til at give ham ret i!

Pige/dame/kvinde… Det kommer vidst ud på et i 2017 – så længe værktøjet er i orden!

 

Blidelslilje og Vinterblomme

Blidelslilje er en blomst, der har navn efter blidel, den anden måned i året. Ifølge Moths ordbog fra tiden omkring 1700 har måneden sit navn, fordi dagen er blevet længere, ’og mand stunder til sommer, hvorved folk blides’. Måneden kunne også kaldes blidemåned. Blidelslilje hedder også februarlilje, martslilje og martsblomst – den blomstrer i både februar og marts. Andre navne er snebryder, sneklokke, hvidklokke og snegæk, og så nærmer vi os det mere kendte sommergæk og endelig det navn, vi bruger i dag: vintergæk. ’Min vintergæk og sommernar til påske du skal blive’ hedder det i et gækkebrev i Ole Bole ABC fra 1927, og vintergækken bliver beskrevet som en lille engel med kjortel hvid og kappe grøn.

 

Kjortel hvid og kappe grøn…
… temmelig våd kjortel og kappe

Vintergækkerne hører til de få blomster, der dukker op om vinteren ligesom juleroser og erantis. De kan spire frem af den kolde jord allerede før jul, og selv om der kommer frost og sne, tager det ikke livet af dem. Spirerne holder sig bare i ro, indtil det bliver lysere i løbet af blidemåned.

 

Sommergækker i Frk. Wahlstrøms græsplæne

Det fortælles, at da Adam og Eva blev uddrevet fra Edens have, kom de til mørke og kulde, og Eva satte sig på den kolde jord og græd. Men en engel viste sig for hende, fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det. Vanddråben faldt til jorden og en hvid blomst voksede frem. Vintergækken var skabt, og Eva blev trøstet og fattede håb.

Februarliljer. Til trøst for Eva og også for os andre

Vintergækker er også blevet kaldt Vor Frues Klokker og Kyndelmisseblomst. Kyndelmisse, 2. februar, ligger 40 dage efter jul, dvs. efter Jesus fødsel; 40 dage efter en fødsel, kunne en kvinde indfinde sig i templet til en rituel renselse, og kyndelmisse er netop det tidspunkt, hvor det fortælles, at jomfru Marie kom til templet for at fremstille barnet og selv blive renset. Og somme tider blomstrer vintergækkerne allerede på den tid.

Vintergækker formerer sig ved at sætte sideløg, men de formerer sig også ved frø; somme tider dukker der vintergækker op, hvor man ikke venter det, så er frøene blevet transporteret rundt af myrerne.

Vintergækker er heldigvis flinke til at formere sig

Eva sad på den kolde jord og græd. Det gør vi måske ikke ligefrem, men vi vil gerne opmuntres midt om vinteren, og både vintergæk og vinterblomme kommer netop som opmuntringer – vinterblomme er et andet navn for erantis. Vi ser dem som tegn på, at vi ikke skal blive hængende i vinterens mørke og kulde, men vi kan også slet og ret glæde os over de smukke blomster. Det ene udelukker jo ikke det andet, jeg tror, de fleste både er glade for blomsternes skønhed og ser dem som tidlige og opmuntrende forårstegn.

For tiden blomstrer både vintergæk og erantis; hvor langt de er nået, hvor meget de er sprunget ud, kommer an på, hvor de står, om de står lidt lunt og får godt med sol, eller om de mest står i skygge. I Den Gamle By har vi Vor Frues Klokker eller blidelsliljer mange steder, og det samme gælder vinterblomme. De fleste får ikke ret megen sol, så de blomstrer lidt sent, men så kan vi til gengæld nyde synet af dem, når de er ved at være afblomstret andre steder.

En klynge våde erantis

Erantis er knoldplanter, og de kan brede sig ved frøformering, så de først på året danner et dækkende tæppe over større områder i haven.

De kan lyse op i haven på en fugtig gråvejrsdag.

Smuk forårsbebuder
Sammenfoldede blomster venter på sol
Runde gule blomster i alt det grønne

 

Vinterblommer på rad
Stikker de hovederne sammen?

Og erantis kan næsten gløde på en februardag med sol.

Blomster i modlys
Det virker, som om blomsterne selv lyser
Varsel om sommer, håb om frodighed

Skrevet af Lorents Larsen