Browse Category

Blomster

Stokrose – rose på stok – Althaea rosea

Den ældste kendte omtale af stokrosen findes i Henrik Smids bog :”Een skøn loestelig ny urtegaard.” fra 1546. Samt i en række havebøger i 17-1800-tallet. Altså en skattet haveplante, som der også er stor interesse for i dag, og mon ikke også vi forbinder den med den romantiske og idylliske historietid på guldalderens malerier og senere i Morten Korch filmene. Det danske navn er også noget specielt, stokrose, men meningen er jo god nok, da det virkelig er nogle rosenlignende blomster, på en gevaldig stok.

Humlebi i stokrose


Lige nu er stokroserne her i Den Gamle By på sit højeste, også i bogstaveligste forstand, meget høje, 2,50 m er ikke sjældent, og derfor sælger vi også rigtig mange frø som vi høstede sidste år. Vi bliver nødt til at sælge dem som blandede farver, da bierne har været inde og rode rundt i alle blomsterne, og derved blandet generne for bl.a. blomstens farver.

Vores tavle med frøposer til salg

 

Pose med stokrosefrø

 

Det er bedst at så frøene af de toårige planter på denne tid af året i en potte eller bakke. Så kan man have dem i vindueskarmen eller et drivhus, hvor temperaturen kan holdes på mindst 20 grader. Det gælder bl.a. stokrose, fingerbøl, akeleje, kongelys og mange andre, som først blomstrer andet år. Ved at så dem nu, og plante dem ud her i efteråret, springer man en vækstsæson over, og de vil som regel blomstre den kommende sommer.

Nyspirede planter i frøkassen
Fire-fem planter sættes i en urtepotte
De nye frøplanter i urtepotter

 

Hvis de bliver sået til foråret, blomstrer de først sommeren efter. Men hvis man sår stokrose indendørs og holder dem tilpas fugtige, vil de i løbet af 14 dage spire. Derefter skal de hærdes af, inden de bliver for ranglede. Sæt bakken eller potten udenfor i let skygge en uges tid eller to. Derefter kan de små planter plantes ud i haven, et lidt beskyttet sted, så de når at sende rødder ud i jorden, inden vinter. Husk at vande lige når de bliver plantet ud.

God fornøjelse med blomsterpragten næste sommer.

 

Sundhed, sygdom og lægeplanter

Før i tiden blev medicin først og fremmest udvundet af planter. I dag kan man undre sig over den betydning, en stor del af medicinen blev tillagt, for udtræk fra mange af lægeplanterne mentes at kunne kurere stort set hvad som helst. I andre tilfælde har forventningerne været mere realistiske.
Nogle lægeplanter kunne samles i naturen, og langt op i 1900-tallet hørte det med til uddannelsen som farmaceut at samle planter, bestemme dem og sætte dem ind i et herbarium. Ellers dyrkede man selv lægeplanterne i de urtehaver, der før i tiden hørte til apotekerne. I Den Gamle By findes der en apotekerhave bag byens apotek, så man i løbet af sommeren kan se 91 forskellige lægeplanter, f.eks. brændenælder, citronmelisse, salvie, morgenfruer og rabarber for at nævne nogle i flæng.
Nogle planter skulle tørres og stødes, andre skulle hakkes eller snittes, hvorefter man kunne udtrække de stoffer, som med rette eller urette blev tillagt helbredende virkning. I nogle tilfælde kogte man plantedelene i vand, i andre tilfælde lavede man et udtræk ved at lægge dem i vin eller alkohol. Findelingen af planterne skete ved håndkraft, man brugte knive og mortere eller et skæreapparat, specielt konstrueret til at snitte lægeurter; men i anden halvdel af 1800-tallet blev apotekerne efterhånden udstyret med en ny form for trækkraft, nemlig dampmaskinen, og laboratorierne blev udstyret med nye apparater til at hakke og male urterne. Desuden var laboratorierne udstyret med dampkedler, dels til sterilisering af forbindsstoffer, dels med andre formål, som det kan være svært for lægmand at gennemskue. Dampmaskinerne gik af brug igen i løbet af 1900-tallets første årtier, efterhånden som elektriciteten vandt frem.
Omkring 1870 indførte apotekerne brugen af receptkuverter, som recepterne blev lagt i, når medicinen blev udleveret, og kunden fik sin recept tilbage; det var almindeligt, at man kunne få udleveret medicin på den samme recept flere gange. En del ældre receptkuverter er dekoreret med billeder, der viser noget af apotekets interiør. Øjensynlig har apotekernes officiner, salgslokaler, ikke ændret sig stort fra 1700 og frem til engang omkring 1940, bortset fra, at man fik nye lyskilder, først petroleumslamper og senere elektrisk lys.

Fra 1968 og nogle årtier frem blev der trykt nogle serier af receptkuverter med billeder af urter eller af apotekernes udstyr, f.eks. et skæreapparat til findeling af lægeurter.

 

Receptkuvert fra Randers Løve Apotek med billede af et skæreapparat til findeling af tørrede urter.

 

Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. N. C. Müller var apoteker fra 1885 til 1906, så kuverten må stamme fra den tid.

 

Receptkuvert fra Kolding Løve Apotek. Billede af kuvertens bagside.
Receptkuvert fra Skælskør Apotek med et udsnit af laboratoriet. Kuverten kan dateres til perioden 1911 – 1933.

Medicinen blev opbevaret i krukker af træ eller porcelæn eller i flasker. Noget stod på lageret, men der var også hylder fyldt med krukker og bøtter i officinet. I Den Gamle By er officinet indrettet, som det kunne se ud midt i 1700-tallet, men det er ikke meget forskelligt fra de officiner vi kender fra nogle af receptkuverterne, f.eks. en fra Sindal Apotek.

Sindal Apotek 1903-1924. Apotekeren er åbenbart i gang med at blande et medikament, mens kunderne venter. Apoteket åbnede 1893.

Der findes et større udvalg af lægebøger med anvisning på anvendelsen af de forskellige lægeurter. De ældste danske lægebøger er skrevet af Henrik Harpestreng, som var læge og kannik i Roskilde. Henrik Harpestreng har skrevet på både latin og dansk. Han døde 1244. Efter 1500 bliver lægebøgerne mere almindelige, i hvert fald er der bevaret flere. Andreas Agerbech, som levede 1701 til 1770 var præst og læge. 1764 udgav han ’Den filosofiske Apothekers Historie’; på titelbladet hedder det, at bogen ’giør enhver til sin egen Læge, i det den giver en tilforladelig Efterretning om alle de Species, jeg har sammensat alle mine Recepter af.’ Bogen kan være underholdende, men det må stærkt frarådes at benytte recepterne, for nogle medikamenter er virkningsløse, andre er direkte skadelige. Men den viser noget om, hvilke egenskaber man tidligere har tillagt forskellige planter, og hvordan medicinen forventedes at virke. F.eks. nævner Agerbech om flere af planterne, at de udrenser ’det sure blod’, dvs. at man slipper af med ophobede giftstoffer. Det sker i sveden eller urinen, evt. også i afføringen. I det sidste tilfælde skriver han diskret, at giften uddrives ’ved Stoelgang’, altså når man benytter en natstol, dvs. toiletstol.

Her følger nogle eksempler på lægeplanter med beskrivelse af fortidens anvendelse af dem. Planterne findes i Den Gamle Bys apotekerhave.

Baldrian

Læge-baldrian.

Læge-baldrian eller Valeriana officinalis er en flerårig plante, der bliver 50-100 cm høj. Blomsterne er hvide eller svagt rødviolette og samlet i skærme. Udtræk af plantens rod er i dag et naturlægemiddel mod uro og søvnbesvær. Tidligere blev den også anvendt mod hysteri og forrådnelse. Blomster og blade blev brugt mod øjensygdomme, bylder, sår og åndenød. Desuden har planten været brugt som elskovsmiddel, hvad man kan undre sig over, dens beroligende og søvnfremmende virkning taget i betragtning.

I Andreas Agerbechs ’Den filosofiske Apothekers Historie’ kan man bl.a. læse følgende om baldrian: VALERIANA, Baldrian, voxer best i Engene, og kand derfra flyttes ind i Haugen, men der maae den vel indhegnes for Kattene; thi om der var ikkuns een Kat i Byen, saa skulde den søge Leye og Natstoel i Valeriana, derfor kaldes den og Katte=Urt. Den har, naar den er frisk, en stærk gennemtrængende, ækelig, skarp, aromatisk Lugt; men en balsamisk Olieagtig slimig Smag. Bestaaer altsaa af en flygtig balsamisk Gummøes salt Saft og skarp Resina; kand altsaa opløse det suure Blod i alle ædle Karr, drive dets Gift ud ved Urin og Sveed, ja undertiden og ved Stoelgang. At katte benytter planten til natstol (toiletstol), må siges at være et meget diskret udtryk for, at de forretter deres nødtørft. Gummøs betyder gummiagtig eller klæbrig, og resina er harpiks eller en harpikslignende masse.

Agerbech hævder også, at baldrian kan anvendes mod epilepsi og fortæller udførligt, hvordan han har kureret en fattig kone for den faldende syge (epilepsi) ved først at give hende en ormekur (resultatet bliver nøje skildret) og derefter behandle hende med baldrian. Kuren virkede, men et års tid senere stod hun og vaskede tøj ved en å, hun blev svimmel ved synet af det strømmende vand og faldt i åen og druknede, ’hvilket var hende spaaet længe forhen. See! nu kand andre forsøge dette ringe Raad paa de Fattige o. s. v.’
Citronmelisse
Melissa officinalis, citronmelisse eller hjertensfryd.

Citronmelisse.

I dag kan man købe naturmedicin med både baldrian og citronmelisse; medicinen skal virke beroligende og søvnfremmende. Ellers dyrkes citronmelisse som prydplante og krydderurt, men tidligere har man tillagt den så mange gavnlige virkninger, at man kan undre sig over, hvorfor man i det hele taget har brugt andre lægemidler; i hvert fald var Andreas Agerbech ikke i tvivl om dens helbredende virkninger. Han skriver i 1764, at ’Melissa, Hiertensfryd, har man største Aarsag til med hiertens Glæde at plante i sin Hauge; thi det er den beste Urt, nogen kand ønske sig for Hovedet, for Hiertet, for Maven og for Moderen og for Nerverne, den smager angenem, aromatisk, bitter; den har en balsamisk, giennemtrængende, liflig, Citronagtig Lugt.’ Hvis man udtrækker de virksomme stoffer rigtigt, kan man opnå ’den største Hjertefrydende Drik, som der kand laves af Urter til en Malankolisk Hypocondrist’, og det gælder især, hvis man tilsætter liljekonval.

Agerbech tillægger nemlig liljekonval stor medicinsk virkning. I virkeligheden er planten særdeles giftig, bl.a. kan den påvirke hjerterytmen, så eksperimenter må stærkt frarådes. Tilsyneladende har Agerbech ikke kendt til plantens giftighed, for han anser blandingen af udtræk fra den og citronmelisse for at have gavnlig virkning på en forbløffende række dårligdomme. Den ’glæder Hiertet, giver Nerverne Lebens=Geister, o. s. v.’ Når de virksomme stoffer i melissen udtrækkes med en spiritus, som først er brugt til udtræk af liljekonval, så bliver melissen ’overmaade Hiertefrydendes, og Hierne= saa vel som Nervebalsamerendes, følgelig er fortreffelig mod Gigt, Hierteklemmelse, Podagra, svag Hukommelse, Svimmel, Slag, faldende Syge, Vinde, Moderstigelse, Urinens Forstoppelse, Hielper vældig i Fødsels=Nød og udrenser alting efter Fødselen, som jeg sneese Gange har erfaret tidt med Forundring, naar jeg har givet det.’

Moderen er livmoderen, og begrebet Moderstigelse skyldes en forestilling om, at livmoderen kan bevæge sig og stige for højt op i kroppen. Fødsels-nød er veer.

Salvie

Salvie.

Salvie blev ligesom citronmelisse anset for at være et universalmiddel. Andreas Agerbech hævder, at den især er nyttig mod ’suurt Blod, hvormed Giften altid følger, hvilket den opløser og ved Sveed fornemmelig udfører af alle ædle Karr.’ Det skulle medføre, at den er gavnlig mod alskens dårligdom. Det er et af flere eksempler på Agerbechs interesse for, om de forskellige urter kan opløse den gift, der efter hans mening gør blodet surt. Når giften var opløst, mente han, den blev udskilt i sved, urin eller afføring. Salvie kan styrke slappe muskler og nerver, en slap tunge, befæste tænderne og afvise mundsvamp. Desuden fordriver den mælken, når den lægges på brysterne – påstår Agerbech; jeg synes nu, man skal nøjes med at bruge den som krydderurt.

 

Jomfru Maries planter

Fortidens lægeverden består heldigvis ikke kun af Andreas Agerbech og hans lægebøger. Man anvendte flere lægeplanter end planterne i Den filosofiske Apothekers Historie. Nogle planter blev i legenderne knyttet til jomfru Marie, det gælder også morgenfrue og digitalis. Begge dele findes i museets apotekerhave. Man kan måske betvivle legendernes oplysninger, men de er i hvert fald mere poetiske end Agerbechs beskrivelser af planterne og deres effekt.

Morgenfrue Vor Fruesblomst, Marieblomst og på norsk Marieguld er andre navne for morgenfruen. En legende fortæller, at Marie og Josef blev overfaldet af røvere, der ville stjæle Maries pengepung, men pengene blev forvandlet til morgenfruer, så røverne fortsatte deres tur uden udbytte, og Marie beholdt sine penge.

Morgenfrue, i baggrunden salvie.

 

Morgenfrue.

Morgenfrue er blevet brugt udvortes som et sårhelende middel, indvortes som sveddrivende og krampestillende middel. Den bruges stadig til behandling af nogle hudsygdomme, fordi den virker helende og holder huden smidig. Desuden er blomsterne blevet brugt til forfalskning af safran og til farvning af smør og ost. Den kan tilsættes forskellige retter, dels som krydderi, dels for at give farve.

 

Fingerbøl – digitalis

Digitalis eller fingerbøl.

 

Jomfru Marie sad og syede. Så tabte hun sit fingerbøl, og hvor det ramte jorden, voksede der en plante frem, en toårig plante som andet år får en høj og kraftig stængel, tæt besat med smukke blomster, der ligner fingerbøl. En smuk plante når den blomstrer, men også giftig.

 

Planten indeholder et stof, der kan anvendes som lægemiddel mod hjertebesvær, men man skal ikke selv forsøge sig med at udvinde og dosere det, for resultatet kan blive meget anderledes end det ønskede, man kan få kvalme, opkastninger, diarré og hjertesvigt, altså det stik modsatte af den ønskede effekt. Til alt held er det risikofrit at nyde synet af de smukke blomster. I Den Gamle Bys findes almindelig fingerbøl eller Digitalis purpurea i Apotekerhaven, hvor man kan se den i blomst sidst i juni og først i juli.

 

Det var så et lille udvalg af tidligere tiders lægeplanter. Man kan undre sig over deres anvendelse i fortiden, man kan i mange tilfælde nyde synet af dem og i nogle tilfælde smagen, men det vil være meget uforsigtigt, hvis man selv forsøger at kurere sygdomme med dem. I dag prøver de fleste at holde helbredet ved lige på anden vis, i hvert fald, hvis alvorlig sygdom truer. Man kan spørge, om lægeplanterne og kendskabet til dem så har mistet enhver betydning. Det synes jeg ikke, for velsmag, skønhed, kendskab til fortiden og forundring over den kan alt sammen bidrage til et rigere liv.

 

Handelsgartneriet er åbnet for salg !!!

1. maj blev der åbnet for salg i det lille formerings-drivhus fra 1880erne. Her sælges mange forskellige historiske potteplanter med vægt på pelargonier, specielt duftpelargonier og -geranier, hvoraf rosengeranien, også kaldet ørepineplante, er den mest kendte. Men også dufte som pebermynte, appelsin og citron er repræsenteret. På salgsbordene er der også væddeløber, bladkaktus, paletblad, de 12 apostle, stuegran, missionærplante, præstehavre, jødeskæg og mange andre sjove planter.

Mikkel er en af de gartnere, der stiller op i 1880er tøj og er klar til at fortælle og sælge planter.

Åbningstiden er fra kl. 12 til 16 alle dage, og i børnenes sommerferie med 2 timer ekstra til kl. 18.

På bordet udenfor sælges der krydderurt og lægeplanter fra Apotekerhaven. Også lidt sommerblomster og gamle sorter af grøntsagsplanter sælges. Eksempelvis palmekål, jordbærspinat, kardon, vinterportulak, vintersar, salvie, kinesisk purløg, mynte og fransk syre.

Vi har allerede haft en del besøgende i gartneriet, blandt andet kommer gåse-parret jævnligt på besøg.

Gasen listede sig ind i det store drivhus, sikkert for at beundre de mange flotte moder-planter, som vi tager stiklinger fra til salg og til at pryde de mange vinduskarme i Den Gamle By.

Og til sidst listede gasen ud igen, efter at han lige havde dyppet næbbet i vandkanden.

Vi glæder os til at få besøg af dig!

Husk havedage i Den Gamle By Kristi Himmelfartesferien d. 25.-26.-27. og 28. maj. Se nærmere på hjemmesiden.

Blidelslilje og Vinterblomme

Blidelslilje er en blomst, der har navn efter blidel, den anden måned i året. Ifølge Moths ordbog fra tiden omkring 1700 har måneden sit navn, fordi dagen er blevet længere, ’og mand stunder til sommer, hvorved folk blides’. Måneden kunne også kaldes blidemåned. Blidelslilje hedder også februarlilje, martslilje og martsblomst – den blomstrer i både februar og marts. Andre navne er snebryder, sneklokke, hvidklokke og snegæk, og så nærmer vi os det mere kendte sommergæk og endelig det navn, vi bruger i dag: vintergæk. ’Min vintergæk og sommernar til påske du skal blive’ hedder det i et gækkebrev i Ole Bole ABC fra 1927, og vintergækken bliver beskrevet som en lille engel med kjortel hvid og kappe grøn.

 

Kjortel hvid og kappe grøn…
… temmelig våd kjortel og kappe

Vintergækkerne hører til de få blomster, der dukker op om vinteren ligesom juleroser og erantis. De kan spire frem af den kolde jord allerede før jul, og selv om der kommer frost og sne, tager det ikke livet af dem. Spirerne holder sig bare i ro, indtil det bliver lysere i løbet af blidemåned.

 

Sommergækker i Frk. Wahlstrøms græsplæne

Det fortælles, at da Adam og Eva blev uddrevet fra Edens have, kom de til mørke og kulde, og Eva satte sig på den kolde jord og græd. Men en engel viste sig for hende, fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det. Vanddråben faldt til jorden og en hvid blomst voksede frem. Vintergækken var skabt, og Eva blev trøstet og fattede håb.

Februarliljer. Til trøst for Eva og også for os andre

Vintergækker er også blevet kaldt Vor Frues Klokker og Kyndelmisseblomst. Kyndelmisse, 2. februar, ligger 40 dage efter jul, dvs. efter Jesus fødsel; 40 dage efter en fødsel, kunne en kvinde indfinde sig i templet til en rituel renselse, og kyndelmisse er netop det tidspunkt, hvor det fortælles, at jomfru Marie kom til templet for at fremstille barnet og selv blive renset. Og somme tider blomstrer vintergækkerne allerede på den tid.

Vintergækker formerer sig ved at sætte sideløg, men de formerer sig også ved frø; somme tider dukker der vintergækker op, hvor man ikke venter det, så er frøene blevet transporteret rundt af myrerne.

Vintergækker er heldigvis flinke til at formere sig

Eva sad på den kolde jord og græd. Det gør vi måske ikke ligefrem, men vi vil gerne opmuntres midt om vinteren, og både vintergæk og vinterblomme kommer netop som opmuntringer – vinterblomme er et andet navn for erantis. Vi ser dem som tegn på, at vi ikke skal blive hængende i vinterens mørke og kulde, men vi kan også slet og ret glæde os over de smukke blomster. Det ene udelukker jo ikke det andet, jeg tror, de fleste både er glade for blomsternes skønhed og ser dem som tidlige og opmuntrende forårstegn.

For tiden blomstrer både vintergæk og erantis; hvor langt de er nået, hvor meget de er sprunget ud, kommer an på, hvor de står, om de står lidt lunt og får godt med sol, eller om de mest står i skygge. I Den Gamle By har vi Vor Frues Klokker eller blidelsliljer mange steder, og det samme gælder vinterblomme. De fleste får ikke ret megen sol, så de blomstrer lidt sent, men så kan vi til gengæld nyde synet af dem, når de er ved at være afblomstret andre steder.

En klynge våde erantis

Erantis er knoldplanter, og de kan brede sig ved frøformering, så de først på året danner et dækkende tæppe over større områder i haven.

De kan lyse op i haven på en fugtig gråvejrsdag.

Smuk forårsbebuder
Sammenfoldede blomster venter på sol
Runde gule blomster i alt det grønne

 

Vinterblommer på rad
Stikker de hovederne sammen?

Og erantis kan næsten gløde på en februardag med sol.

Blomster i modlys
Det virker, som om blomsterne selv lyser
Varsel om sommer, håb om frodighed

Skrevet af Lorents Larsen

Abeskræk på piedestalen

Nu begynder skolernes vinterferie snart (uge 7 og 8), og så åbner 1927-hjemmet i Den Gamle Bys hus fra Havbogade i Sønderborg. Derfor har gartner Mikkel Thoft Madsen sat en ny og tidstypisk potteplante ind på piedestalen.

Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.
Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.

Den nye potteplante hører til abeskræk-slægten, som alle har større eller mindre nåle. Dens botaniske navn er Araucaria excelsa eller Araucaria heterophylla, og den er i familie med abetræet med de store, brede nåle, som mange sikkert kender fra villahaver rundt omkring i Danmark. Potteplanten har det danske navn Stuegran, selv om den ikke er i familie med vores almindelige grantræer.

I Jens Nielsen Risums lille bog Stueplanter udgivet i 1911 er der mange nyttige råd og forklaringer. Da han skrev den, havde han været overgartner i Zoologisk Have i København i 11 år. Han var en flittig skribent både med selvstændige bøger, artikler i fagtidsskrifter og med ugentlige haveråd i dagbladet Politiken og i ugebladet Hjemmet. Den unge husmor i 1927-hjemmet har måske fulgt med i hans artikler og gode råd, når hun skulle passe sin nye plante. Risum fortæller, at planten kommer fra øen Norfolk ved Ny-Zeeland, nu ville vi skrive New Zealand; men det gjorde man ikke i 1911. Han fortsætter med at fortælle, at den dyrkes som potteplante hos os; men at den i sin hjemstavn kan blive et træ på henved 100 alens højde. En alen svarer til 0,6277 meter, så et træ på over 60 meters højde. I 1911 blev stuegran ikke opformeret i Danmark; men blev indført fra specialgartnerier i Belgien.

 

Abeskræk på piedestalen.
Abeskræk på piedestalen.

Risum skriver, at Araucaria skal hvile om vinteren helst på en stuetemperatur på 5-6 grader og sparsom vanding, så måske får den unge husmor svært ved at holde liv i sin stuegran. – Vi får se.

Tak til Ringsted Arkiv - Museum Vestsjælland.
Tak til Ringsted Arkiv – Museum Vestsjælland.

Da jeg for 10 år siden indsamlede billeder fra alle landets lokalarkiver til Den Gamle Bys arbejde med boliginteriører fra 1927, var et af mine absolutte yndlingsbilleder et foto med nummer B-3241 fra Ringsted Arkiv. Billedet er optaget i jernbaneportør Ricard Larsens og hustru Christianes beskedne hjem i en kælderlejlighed i Sct. Knudsgade. I sofaen sidder døtrene Ebba og Margrethe med store sløjfer i håret og ser lidt betuttede ud, lille Egon sidder på mors skød i sin fine drengekjole. Christiane har en fin, hvid krave på i dagens anledning – det var en stor ting at få besøg af fotografen – og Ricard poserer med sin lange pibe med porcelænshovedet. Tilfældigvis så jeg på billedet i en anden anledning, da vi havde besluttet, at den unge husmor skulle have sin stuegran. – Og se blot der: på piedestalen i hjørnet står der sandelig en abeskræk.

Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.
Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.

Da vi ledte efter andre billeder af Araucaria på historiske boliginteriører, fandt vi også en potteplante i vindueskarmen yderst til højre på herregården Moesgård. I Jesper Laursens bog Herregårdsbilleder (2010) havde den stor lighed med stuegran; men da jeg fik billede i en højere opløsning, blev vi i tvivl; men inspirerende er interiøret under alle omstændigheder at studere. – God fornøjelse i Den Gamle Bys Havbogade i vinterferien.

 

 

  • 1
  • 2