Om Tove Engelhardt Mathiassen

Museumsinspektør i Den Gamle By

Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
Allerede
i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl

 

 

 

Royale Rabalderbuketter

Med Hendes Majetæt Dronningens tilladelse kan udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, ses i Møntmestergården og i Gallerierne frem til 9. september 2018. Dronningen ser munter ud på billedet fra udstillingsåbningen 27. marts. Jeg vil fortælle hvorfor i dette indlæg på havebloggen, fordi gartnerformand Gitte Røn spiller en væsentlig rolle.

Dronningen ser på buketter i udstillingen. Den lavendelblå silkekjole er syet af Verner Enquist med broderi og design efter forlæg af Dronningen. Foto: Asger Christiansen.

For mit vedkommende startede arbejdet i 2015. Undervejs i udviklingen af udstillingen kom jeg til at tænke på, at Dronningen altid er omgivet af blomster. Gitte Røn ville heldigvis gerne være med til opgaven, så sammen dykkede vi ned i kataloger over kunstige blomster, som i dag produceres til perfektion. Planen var at sætte små møbler og blomstervaser fra Den Gamle Bys samlinger ind i montrerne i Møntmestergården. Det hele skulle være afpasset i farver, så alt gik op i en flot helhed.

 

Gitte tog et billede på sit kontor, da alle de skønne blomster var kommet ind på museet i vinteren 2017. Foto: Gitte Røn.

I velkomstrummet i Møntmestergården står Dronningens gule dragt i silkedamask med minkkanter. Den danske designer Jørgen Bender syede kjolen i dens første udgave i 1973, efter dens anden omsyning i 1986 blev den delt i nederdel, bluse og jakke og brugt til nytårskuren fra 1987 til 1997. Først havde jeg ønsket mig en buket med gule roser til det rum, fordi de ville understøtte de gule nuancer i dragten. En del af mit arbejde var naturligvis at læse relevant baggrundslitteratur og se mange forskellige portrætudsendelser om Dronningen på TV, og jeg opdagede, at Dronningen ikke bryder sig om gule roser. Gitte og jeg måtte derfor revidere den planlagte buket. Den kom i stedet til at bestå af gule mimoser og magnoliagrene i en høj gulvvase fra samlingerne.

De gule mimoser og magnoliagrene fremhæver den gule farve i Dronningens dragt anvendt til nytårskur frem til 1997. Foto: Asger Christiansen.

Da de første journalister og fotografer fik et preview i udstillingen, inden den åbnede for publikum 28. marts, valgte de fleste at tage billeder i det rum, der er det mest romantiske af alle. Her står tre kjoler, som Dronningen har båret til bryllupper i den kongelige familie. To Jørgen Bender kjoler og Mogens Eriksen-kjolen fra Kronprinsparrets bryllup i 2004. Til den buket valgte vi lyserøde roser, blomstrende kirsebærgrene, lathyrus og flotte prydløg, der kunne give højde på buketten.

Den romantiske buket sammen med Jørgen Bender kjolen, der blev båret første gang i 1998 og også til den engelske Dronning Elizabeths 50-års regeringsjubilæum i 2002. Foto: Asger Christiansen.

I nogle af TV-udsendelserne fortalte Dronningen om de kongelige slotte. I den udsendelse, der handlede om Marselisborg, kørte Dronningen og hofdamen, fru Ane Vibeke Foss, i en golfvogn ud til rosenhaven for at plukke blomster. Bagefter skabte Dronningen er stor blomsterdekoration og sagde: ”Jeg elsker rabalderbuketter!” Det udsagn var Gitte og jeg meget inspirerede af. Til Fugleloftssalen valgte vi derfor lavendelblå hortensia, chrysanthemum i to nuancer og mørke bordeaux magnoliagrene. I den store udstillingsmontre i Fugleloftssalen var der flere farvenuancer på spil. Rummets farver skulle understøtte og fremhæve kjolernes eksklusive materialer og flotte skrædderkunst, og helheden af buket, bord og vase skulle binde det hele sammen. I montren kan man se en Jørgen Bender-kjole af magentafarvet kniplingsstof, kjolen af purpurfarvet silkefløjl fra 25 års regeringsjubilæet og to kjoler fra 60 års fødselsdagen i år 2000. Uffe Franks tylsdrøm i mørkeblåt, plisseret tyl og Verner Enquists smukke lavendelblå kjole med broderi efter Dronningens forlæg.

Da Dronningen så udstillingen, fortalte jeg, at vi var inspireret af TV-udsendelsen fra Marselisborg Slot og udtalelsen om rabalderbuketter, og sagde: ”Vi har skabt en rabalderbuket til Dem, Deres Majestæt.” Foto: Asger Christiansen.

 Læs om Uffe Frank-kjolen her: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/07/05/kongelige-kastesting/

 

 

Abeskræk på piedestalen

Nu begynder skolernes vinterferie snart (uge 7 og 8), og så åbner 1927-hjemmet i Den Gamle Bys hus fra Havbogade i Sønderborg. Derfor har gartner Mikkel Thoft Madsen sat en ny og tidstypisk potteplante ind på piedestalen.

Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.

Stuegran i sin fine urtepotteskjuler på vej ind på piedestalen.

Den nye potteplante hører til abeskræk-slægten, som alle har større eller mindre nåle. Dens botaniske navn er Araucaria excelsa eller Araucaria heterophylla, og den er i familie med abetræet med de store, brede nåle, som mange sikkert kender fra villahaver rundt omkring i Danmark. Potteplanten har det danske navn Stuegran, selv om den ikke er i familie med vores almindelige grantræer.

I Jens Nielsen Risums lille bog Stueplanter udgivet i 1911 er der mange nyttige råd og forklaringer. Da han skrev den, havde han været overgartner i Zoologisk Have i København i 11 år. Han var en flittig skribent både med selvstændige bøger, artikler i fagtidsskrifter og med ugentlige haveråd i dagbladet Politiken og i ugebladet Hjemmet. Den unge husmor i 1927-hjemmet har måske fulgt med i hans artikler og gode råd, når hun skulle passe sin nye plante. Risum fortæller, at planten kommer fra øen Norfolk ved Ny-Zeeland, nu ville vi skrive New Zealand; men det gjorde man ikke i 1911. Han fortsætter med at fortælle, at den dyrkes som potteplante hos os; men at den i sin hjemstavn kan blive et træ på henved 100 alens højde. En alen svarer til 0,6277 meter, så et træ på over 60 meters højde. I 1911 blev stuegran ikke opformeret i Danmark; men blev indført fra specialgartnerier i Belgien.

 

Abeskræk på piedestalen.

Abeskræk på piedestalen.

Risum skriver, at Araucaria skal hvile om vinteren helst på en stuetemperatur på 5-6 grader og sparsom vanding, så måske får den unge husmor svært ved at holde liv i sin stuegran. – Vi får se.

Tak til Ringsted Arkiv - Museum Vestsjælland.

Tak til Ringsted Arkiv – Museum Vestsjælland.

Da jeg for 10 år siden indsamlede billeder fra alle landets lokalarkiver til Den Gamle Bys arbejde med boliginteriører fra 1927, var et af mine absolutte yndlingsbilleder et foto med nummer B-3241 fra Ringsted Arkiv. Billedet er optaget i jernbaneportør Ricard Larsens og hustru Christianes beskedne hjem i en kælderlejlighed i Sct. Knudsgade. I sofaen sidder døtrene Ebba og Margrethe med store sløjfer i håret og ser lidt betuttede ud, lille Egon sidder på mors skød i sin fine drengekjole. Christiane har en fin, hvid krave på i dagens anledning – det var en stor ting at få besøg af fotografen – og Ricard poserer med sin lange pibe med porcelænshovedet. Tilfældigvis så jeg på billedet i en anden anledning, da vi havde besluttet, at den unge husmor skulle have sin stuegran. – Og se blot der: på piedestalen i hjørnet står der sandelig en abeskræk.

Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.

Tak til Jesper Laursen og Louise Hilmar, Moesgård.

Da vi ledte efter andre billeder af Araucaria på historiske boliginteriører, fandt vi også en potteplante i vindueskarmen yderst til højre på herregården Moesgård. I Jesper Laursens bog Herregårdsbilleder (2010) havde den stor lighed med stuegran; men da jeg fik billede i en højere opløsning, blev vi i tvivl; men inspirerende er interiøret under alle omstændigheder at studere. – God fornøjelse i Den Gamle Bys Havbogade i vinterferien.

 

 

En midt 1800tals-have anlagt i 2012

I øjeblikket forbereder jeg et foredrag om anlægningen af tre af Den Gamle Bys haver, så derfor gennemser jeg et stort billedmateriale for at finde de helt rigtige billeder. Den Gamle Bys frivillige hjælper Asger Christiansen har for nogle år siden scannet en stor mængde fotografiske glasplader, og se hvad jeg fandt i dag!! Et spændende vinterbillede af Kerteminde Skole fra 1942. Hvor heldig kan man være? Huset var blevet genrejst i Den Gamle By i 1935, og nu her i 1942 var der byggearbejde i gang for at gøre klar til købmandsgården. Bagved ser man de røde boligblokke, der blev bygget på den anden side af Viborgvej i 1930.

Scannet fotografisk glasplade fra 1942.

Scannet fotografisk glasplade fra 1942.

Billedet herunder viser Kerteminde Skole i 2011, før vi udviklede den nye have. Stakittet afgrænser købmandsgårdens prydhave fra Kerteminde Skoles område.

 

SONY DSC

Da havestien bag om byen blev anlagt bag Kerteminde Skole i 2012, blev der behov for nytænkning af skolelærerens område ved Kerteminde skole. Tidligere var den kun en smal sti bag om skolen; men nu kunne vi regne med mere færdsel den vej. Den Gamle Bys gartnerformand Gitte Røn og jeg samarbejdede derfor om at nytænke området med en ny have ved Kerteminde Skole, således at vi der kunne fortælle om haven ved en byskole i midten af 1800tallet. Det var interessant at dykke ned i litteraturen og se, hvordan skolelærerne havde brugt skoleeleverne som gratis arbejdskraft til anlægs- og lugearbejdet i deres private have. Lærer Jørgen Henrik Nielsen ved Sdr. Højrup Skole skriver for eksempel i 1823 om anlægsarbejdet:

”Denne Jordvold har jeg vel ikke selv opført; men alt Følgende er enten gjort ganske af mig selv, eller blot ved mine Skolebørns Hjelp i deres Fritimer.” (Citat fra Aage Conradsen og Jacob Bang Jensen, 1981).

Og man kan se, at det blandt andet drejer sig om udjævning af en bakke ved gravning morgen og aften. Plus at lærer og børn kørte jorden væk på trillebør til en anden del af haven, der skulle planeres. Når man tænker på, at trillebøre på den tid var fremstillet af træ og temmelig tunge, ville man i dag nok ikke overveje at lade børn tage del i den slags arbejde. Samtidig var skolelærerne foregangsmænd, der underviste i podning af frugttræer. Sdr. Højrup Skole lå på landet; men citatet her kan alligevel fortælle os noget, om lærernes rolle i lokalsamfundene:

”Min Hensigt med mit Arbeide har været og er, at ville vise Bondestanden, hvilken Nytte en vel anlagt og veligeholdt Hauge kan foreskaffe, for derved om muligt, at give denne Stand mere Lyst til Haugedyrkning end i Almindelig[hed] haves her i Egnen.”

På grund af det skrånende terræn bag Kerteminde Skole var det nødvendigt at anlægge bede som terrasser med trækanter til at holde på jorden. Desuden valgte vi at anlægge en indhegnet have til grønsager højre for skolebygningen, og vi fik plantet frugttræer og bærbuske. Det ser bedre og bedre ud år for år; men vi har opdaget, at gæsterne er tilbøjelige til kun at opfatte den lille indhegnede urtehave som skolelærerens have, selv om den altså også ligger bagved, så vi flytter sikkert rundt på havens skilt til efteråret.

Her er et dejligt sommerbillede, hvor man kan se, hvordan haven i terrasser bag skolen er kantet af monbretia. Emil Jensen fortalte nemlig om Rude Skoles have:

”Havens skønhed, smukt anlagt i romantisk, engelsk stil med snoede grusgange mellem de store græsplæner, hvor de højstammede frugttræer og de geometrisk formede blomsterbede med gamle planter som f. eks. Montbretia og Iris, gav haven en særlig karakter”. (Fra Kvangård til Humlekule, nr. 20, 1990).

montbretia

Se også:

http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/2013/05/02/rappe-rabarber-2/

og

http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/2013/06/10/skolelaererens-sveskeblommer-og-stikkelsbaer/

 

Ideer til tilbehør til julefrokosterne

 

For tiden er der en trend med selv at tilberede sin mad som ‘slowfood’ i stedet for at købe alting færdigt. Jeg vil her gerne give lidt (tidskrævende) inspiration til hjemmelavet tilbehør til en god julefrokost efter et besøg i Den Gamle Bys mange juleudstillinger. Ideerne stammer fra Stephan Nyelands bog ”Køkkenhavedyrkning samt Køkkenurternes Opbevaring og Anvendelse” fra 1896. Nyeland grundlagde i 1875 Vilvorde Havebrugsskole i Charlottenlund. Her uddannede han flere generationer af gartnere frem til 1905. Skolen havde stor søgning både fra Norge og Danmark, og Nyeland underviste de unge gartnere i bedre kostvaner og mere brug af frugt og grøntsager.

Tallerkensmækker fra købmandsgårdens have.

Tallerkensmækker fra købmandsgårdens have.

I købmandsgårdens nyttehave 1864 dyrker vi mange forskellige køkkenurter. Denne her kender de fleste som tallerkensmækker; men i 1896 havde den også et andet navn. Stephan Nyeland brugte nemlig betegnelsen ’Bærkarse’. Det er ikke så underligt, fordi han giver anvisninger til, hvordan man kan bruge plantens grønne bær. Alle, der har smagt dem, vil sikkert også nikke genkendende til en karseagtig smag. Om den høje type ‘Tropæolum majus’ og frugternes opbevaring skriver Nyeland, at man skal høste de grønne og fuldt udviklede frugter og lægge dem i saltlage i 24 timer. Så skal de skylles godt og overhældes med en meget varm kryddereddike. Efter otte dage skal eddiken have endnu et opkog og hældes over frugterne, som nu er på glas. Han fortsætter: ”Glassene, hvori Frugterne skal opbevares, tilbindes derpaa, saasnart de ere afkølede. De have en meget behagelig krydret Smag og anvendes til Ragout og Saucer.” – Så mon ikke han har tænkt på oksebryst og den slags kødtyper? Det vil jeg tro. – I langt nyere bøger har jeg set syltede tallerkensmækkere sammenlignet med kapers.

Havesyre er en anden køkkenurt, som man kan se i købmandsgården køkkenhave.

Havesyre, som den ser ud i maj måned.

Havesyre, som den ser ud i maj måned.

Nyeland skriver, at man med held kan stuve syre, eller man kan koge bladene, passere dem gennem en sigte og bruge dem til suppe. Ideen med suppe af syre er helt ny i 1896, kan jeg læse ud af hans ordvalg. Derudover beskriver Nyeland saltning af syre og henkogningen. Det er henkogningen, som jeg vil fortælle jer om. Nyeland skriver: ”Syre henkoges nemt om Efteraaret, naar man kan vente, at Frosten vil ødelægge dem. De samles, Ribberne pilles af Bladene, og disse koges med Vand og lidt Salt, derpaa hakkes de, om fornødent, fyldes i Krukker og trykkes fast i disse. Krukkerne maa være godt opvarmede. Naar de ere fyldte til en god Fingersbredde fra Kanten, overhældes de med smeltet Smør eller Fedt.” – Funktionen af fedtlaget var at forhindre iltning af den henkogte syre. Hvis der kom ilt til, ville den blive fordærvet. Før fryseren var det nødvendigt med mange forskellige metoder til at bevare fødevarerne. – Nyeland skriver ikke, hvad den henkogte havesyre ville egne sig til; men jeg vil tro, at den kunne være passende til røget kød.

God fornøjelse og velbekomme.