Browse Author

Gitte Kidmose Røn

Gartnerformand

HAVER, HATTE OG HÅNDSKREVNE OPSKRIFTER

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

Jeg har været så heldig, at få lov at husere i Frk. Wahlstrøms hus og have dette forår. Da det blev tid at så, var spørgsmålet, hvad ville Frk. Hedvig Wahlstrøm mon have sået og sat i sin køkkenhave? Hun var selvstændig næringsdrivende og køkkenhaven ganske lille – og dermed tilsvarende lidet arbejdskrævende. Hatte var trods alt vigtigere end havebrug.

Den sparsomme plads har næppe været brugt på kartofler, tænkte jeg… Nok snarere bær og grøntsager, der kunne tilføre maden et lille ekstra raffinement – som når Frk. Wahlstrøm pyntede hatte efter tidens mode, tænkte jeg videre… Jeg savnede dog belæg for mine formodninger om forretningskvinders foretrukne udvalg af køkkenurter i en dansk købstad i 1920’erne.

En regnvåd formiddag fik jeg fornemmelsen af at Hedvigs hus måske kunne fortælle mig noget, så jeg gik på opdagelse i Lemvighusets gemmer. Og ganske rigtigt. På loftet, oppe under taget fandt jeg til min store glæde Frk. Wahlstrøms samling af håndskrevne opskrifter. Sandelig om ikke de bekræftede min formodning om, at kød og kartofler blev suppleret med bær og grøntsager i Hedvigs køkken.

Frk. Wahlstrøms håndskrevne opskrifter

I Frk. Wahlstrøms notesbøger fandt jeg blandt andet denne anvisning i hvordan man opbevarer ærter.

Opskrift på opbevaring af ærter fra Fru Brun

De pillede ærter skulle trække med salt og sukker i 24 timer, hvorefter væden blev siet fra og ærterne blev fyldt på flasker. Når flaskerne var proppet og forseglet med paraffin, kunne de gemmes koldt og mørkt i spisekammeret. Tilsyneladende fik ærterne også selskab af asier på hylderne i modistens spisekammer.

Tante Karolines gode Asier
Frk. Wahlstrøms asier

Til Tante Karolines Asier skulle der også bruges gul sennep – så det skulle der selvfølgelig også findes plads til i den lille køkkenhave, hvor jeg også såede forskellige bladbeder, rødbeder, lidt gulerødder, bønner, pibeløg og andet godt.

Spinat i opbagt sauce – bladbeder kan tilberedes ligeså.
Diverse beder i Hedvigs have
Rødbeder i peberrodssauce – god til frikadeller.

Notesbøgerne vidner om at grøntsagerne blandt andet blev stuvet hos Wahlstrøms – men mon ikke de af til blot blev vendt i smør som C. Matthiesen anbefalede i sin bog “Haven” fra 1919:

“Haven” af C. Matthiesen, s. 24

I skrivende stund har jeg netop luget mellem rækkerne og spist sommerens første jordbær fra planterne, der omkranser Hedvigs køkkenhave. Mon ikke Hedvig gjorde præcis som jeg dengang for 90 år siden i 1927: Plukkede de første jordbær en varm junidag og spiste dem stående i køkkenhaven, mens solen varmede hendes nakke?

 

Handelsgartneriet er åbnet for salg !!!

1. maj blev der åbnet for salg i det lille formerings-drivhus fra 1880erne. Her sælges mange forskellige historiske potteplanter med vægt på pelargonier, specielt duftpelargonier og -geranier, hvoraf rosengeranien, også kaldet ørepineplante, er den mest kendte. Men også dufte som pebermynte, appelsin og citron er repræsenteret. På salgsbordene er der også væddeløber, bladkaktus, paletblad, de 12 apostle, stuegran, missionærplante, præstehavre, jødeskæg og mange andre sjove planter.

Mikkel er en af de gartnere, der stiller op i 1880er tøj og er klar til at fortælle og sælge planter.

Åbningstiden er fra kl. 12 til 16 alle dage, og i børnenes sommerferie med 2 timer ekstra til kl. 18.

På bordet udenfor sælges der krydderurt og lægeplanter fra Apotekerhaven. Også lidt sommerblomster og gamle sorter af grøntsagsplanter sælges. Eksempelvis palmekål, jordbærspinat, kardon, vinterportulak, vintersar, salvie, kinesisk purløg, mynte og fransk syre.

Vi har allerede haft en del besøgende i gartneriet, blandt andet kommer gåse-parret jævnligt på besøg.

Gasen listede sig ind i det store drivhus, sikkert for at beundre de mange flotte moder-planter, som vi tager stiklinger fra til salg og til at pryde de mange vinduskarme i Den Gamle By.

Og til sidst listede gasen ud igen, efter at han lige havde dyppet næbbet i vandkanden.

Vi glæder os til at få besøg af dig!

Husk havedage i Den Gamle By Kristi Himmelfartesferien d. 25.-26.-27. og 28. maj. Se nærmere på hjemmesiden.

Plantearvesorter og levende kulturarv

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

I marts havde jeg fornøjelsen af at være Den Gamle Bys udsendte til ’Frøsamlernes’ årsmøde. Med mig havde jeg en ønskeseddel fra gartnerformanden, et ubesvaret spørgsmål samt poser og bøtter med frø avlet og samlet i Den Gamle By – til at bytte med.

Ønskeseddel: Ærtesorterne ‘Engelsk sabel’ og ‘Prins Albert’, gamle bønnesorter, artiskok, gamle grønkålssorter, gammelt dansk køkkengræskar…

Spørgsmålet jeg søgte svar på var: “Hvad er snitkål – og er det noget vi kan få fat i?”

Spørgsmålet var affødt af en omtale af passende planter til kantning af køkkenhavens forskellige kvarterer i J.L. Mansas Havekatekismus fra 1843. Et afsnit jeg havde fundet, fordi vi overvejer også at kante med andet end salvie i Købmandsgårdens køkkenhave.

Første Kapitel: “Almindelige Regler om en Kiøkkenhaves Anlæg, Inddeling og Besaaning” § 15, hvor Mansa fortæller at blandt andet ‘Snitkaal’ kan anvendes til kantning.

’Frøsamlerne’ er en forening, der indsamler, afprøver og udveksler frø og planter af det vi kalder ’plantearvesorter’ (engelsk: heirloom).  Målet er, at få de gamle sorter tilbage i handelen, give almindelige mennesker adgang til dem og derved sikre, at der også er frø til de kommende generationer. Strategien er altså en anden end den vi ser hos diverse genbanker, hvor frø bliver gemt væk og lagt på frost. En løsning, der ville svare til, at vi gemte huse og genstande under beskyttede forhold på magasiner i stedet for at lade dem opføre og leve videre i Den Gamle By.

Ganske som i vores egen Gartnerafdeling arbejder Frøsamlerne altså for at finde gamle sorter af nytteplanter og prydplanter, udbrede kendskabet til dem, og dyrke dem, for derigennem at bevare dem for eftertiden.

Går vi godt og vel 450 år tilbage var det at avle og samle frø en selvfølgelig del af det at dyrke sin have.

“Hvorledis en zirlig oc nyttig Urte-Have i Dannemarck kand anrettis, beprydis oc ved Mact holdis” af Urtegaards-Mand Hans Raszmussøn Block, 1647

 

Det tiende Capitel: “Om Kiøcken Urter, aff hvilcke, somme brugis Roden til Spise, somme Urten selff, somme Frøet, oc somme Fructen” s. 87 i Horticultura Danica

Som det fremgår af den gode Urtemands tekst, var gulerødder, roer, pastinakker, radisser, ræddiker, røde og hvide løg, sukkerrødder, beder og asparges almindeligt kendte grøntsager i 1647. Han bemærker at frøene disse planter sætter første år ikke dur, men man må lade planten overvintre og først høste frø andet år.

Går vi et par hundrede år frem og konsulterer Bentziens bog om “Kjøkkenhaven” fra 1858, kan vi se at frøavl ikke længere var en selvfølge, medmindre man havde en meget stor have. I stedet købte mange haveejere  frø hos tidens handelsgartnerier, der havde et endog meget stort udvalg af forskellige sorter.

§3: “Frøavl af de vigtigste Kjøkkenurter” fra Bentziens bog “Kjøkkenhaven” 1858

Fortsætter vi lidt længere op i tiden, til mellemkrigsårene, nævnes frøavl stort set ikke i havebøgerne. Og hvordan kan det nu være? Jo, frø kunne købes til rimelige priser og udvalget var stadig relativt stort. Men industrialiseringen havde også fat i jordbruget og gartnerierne. Produktionerne blev stadig større og mere specialiserede og efterspurgte frø, der gav et ensartet udbytte, der blev klar til høst på samme tid. Denne udvikling kom til at betyde, at jeg i dag ikke længere kan gå ned på min lokale planteskole med huskesedlen fra min gartnerformand – og de kan nok heller ikke svare på hvad snitkål er…

Men blandt frøsamlerne på Brenderup Højskole fandt jeg hvad jeg søgte – og mere til…

Øverst fra venstre: Sukkerært ‘Engelsk Sabel’, stangbønne ‘Borlotto’, Grønt køkkengræskar og ært ‘Prins Albert’
Nederst fra venstre: Pibeløg, Spinatranke og Sibirisk kål

Sandelig om ikke, der også var en, der kunne fortælle mig, at snitkål er en hurtigvoksende bladkål, der kan høstes flere gange i løbet af sæsonen – og sorten ‘Bremer Scheerkohl’ kan den dag idag købes i Tyskland.

Ud over frø og svar kom jeg også hjem med rodknolde, planter, ny viden og gamle historier fra vores fælles grønne kulturarv. Hvis jeg havde været i tvivl før jeg tog afsted, så ved jeg nu med sikkerhed, at Frøsamlere elsker frø!

Altså, sådan virkelig ELSKER FRØ – sådan i helt oprindelig betydning elsker frø:

  • elsker norrønt elska af en rod med betydningen ‘nære, opdyrke’
  • frø norrønt frjó, frœ, gotisk fraiwaf en indoeuropæisk rod med betydningen ’sprede’

Den Gamle By – stedet hvor en spade ikke bare er en spade

Skrevet af gartnerelev, Astrid Steffensen

”Vi skal have gravet køkkenhaverne – Astrid, vil du ikke undersøge, hvordan man kunne have gjort det?”

Nogenlunde sådan lød opfordringen fra min formand, Gitte Røn en formiddag sidst i januar, da jeg var vendt tilbage til min elevplads i Den Gamle Bys Gartnerafdeling efter mit første skoleforløb på Beder Gartnerskole. Og selvfølgelig ville jeg det…

Det krævede ikke mange opslag og megen læsning i bibliotekets samling af gamle havebøger og gartnerfaglig litteratur fra det 18. til det 20. århundrede før det gik op for mig; at det at grave – det er ikke bare noget, man gør. Og det der med at kalde en spade for en spade – det er heller ikke noget, vi bruger i Den Gamle By.

Hvordan man gravede, og hvad man gravede med, afhang ikke blot af jordens beskaffenhed men også af den gravendes stand og køn. På landet kom det sig måske ikke så nøje, men i købstæderne, spillede den sociale orden en anden og mere fremtrædende rolle.

Vores skolelærer ville således kunne have vintergravet sin køkkenhave, når jorden var tjenlig – dvs. ikke frossen og tilpas fugtig. Han kunne meget vel have fået sine elever til at hjælpe med arbejdet, og han ville have kulegravet således, at ”… det underste Jordlag fra en vis Dybde bringes øverst, for at blive forbedret og frugtbargjort ved Hjælp af Gjødning under Solens og Luftens Indvirkning”, som F. I. Chr. Jensen formulerede det på side 64 i ”Havebog: En grundig Vejledning i Frugt-, Blomster-, og Kjøkkenhavedyrkningen samt Driveriet” fra 1856. Og læreren ville nok bare have kaldt en spade for en spade…

Hos købmandens derimod var det utænkeligt, at herren eller fruen skulle give sig i kast med at grave. Om jorden var tjenlig, var heller ikke så afgørende, når man som dem havde folk til at gøre arbejdet: ”… selv om Man skal lade Arbeideren bruge Hakken til det første Spademaal, maa Man dog foretrække dette fremfor at lade være at vintergrave sin Kjøkkenhave”, skriver J. A. Bentzien på side 25 i ”Kjøkkenhaven” fra 1858.

Vintergravning i Købmandsgårdens køkkenhave

Passager som denne vidner om, at arbejdslønnen var så relativt lav, at man ikke bekymrede sig nævneværdigt om, hvorvidt frosten forlængede arbejdstiden. Til vintergravningen anbefaledes det, at man bad sin arbejder benytte den største spade (til en veludstyret 1800-tals køkkenhave hørte spader i flere størrelser, tilpasset forskellige typer gravearbejde) for at sikre, at jorden kom til at ligge i store og kantede klumper, så frosten kunne skørne jorden så dybt som muligt.

Ved samme lejlighed var det tilrådeligt at gøde sin jord ved at tilføre delvist omsat organisk materiale. Om det var delvist omsat dyremøg, latrinindhold, køkkenaffald, gadeskarn, tang, formuldede blade eller en blanding afhang i høj grad af, hvad man kunne skaffe inde i byerne. Man gødede i øvrigt ikke hele sin have på en gang. Gødningen fulgte det firedelte sædskifte, således at det just gødede kvarter, skulle huse de mest kvælstofkrævende vækster.

Køkkenhaven bag Købmandsgården er i år bl.a. gødet med delvist formuldet tang

At man i 1864 næppe ville antræffe en gravende dame, fremgår af det følgende: Gravning [… er…] lidet passende for smaae, fint byggede Hænder og Fødder; en Dame vil vel derfor heller ikke let forledes til at prøve sine Kræfter derpaa…” skrev J. A. Bentzien på side 5 i ”Havebog for Damer” fra 1859.

For damernes vedkommende gjorde korsettet det selvfølgelig heller ikke nemmere… Havde man nu været en af borgerskabets enker eller ugifte døtre, var der da heller ikke noget i vejen for, at man fik en pige, en arbejdende kvinde, eller en gammel kone til at påtage sig det mere strabadserende havearbejde. Så det var altså ikke kønnet og hændernes beskedne størrelse alene, men i høj grad også ens sociale status, der afgjorde om man kunne udføre gravearbejde i en købstadshave. Særligt for kvinder i randen af borgerskabet var denne form for adfærdsmæssige markører vigtige. En rigtig dame kunne således ingenlunde befatte sig med gravning – mens piger, kvinder og koner fra lavere sociale lag kunne.

Anderlede forholder det sig imidlertid, når vi går gennem lågen mellem Købmandens køkkenhave og Frk. Wahlstrøms: Vi går fra 1864 til 1927, fra en tid hvor damer forventedes aldrig så meget som at røre end spade, til en tid hvor en selvstændig, ugift kvinde som Frk. Wahlstrøm meget vel kunne grave sin have med en såkaldt damespade. Damespaden er tilpasset kvindens fysik og er derfor knap så stor, tung og grov, som det vi sædvanligvis kalder en spade. Meget havde ændret sig – ikke mindst pga. Første Verdenskrig, hvor kvinderne havde været nødt til at påtage sig mændenes arbejdsopgaver, mens de var ved fronten, for at holde civilsamfundet i gang. Man havde opdaget, at damer og spader ikke er uforenlige størrelser, at en spade ikke bare er en spade – men også meget vel kan være en damespade.

Frk. Wahlstrøms køkkenhave graves med damespade

 

Jorden skørnes udmærket af frosten – også selvom den er gravet af en dame!

I C. Matthiesens bog ”Haven” fra 1919, kan man da også læse i afsnittet: ”Hvem skal passe Haven?”, at: ”… grovere Arbejder, som gravning, kan en Kvinde udføre lige saa godt – ofte bedre – end en Mand, og selv Frugttræernes Pleje kan med Tryghed overlades hende. Havebrug og Kvinder er som skabte for hinanden!”

Det er vi et par stykker i Gartnerafdelingen, der er tilbøjelige til at give ham ret i!

Pige/dame/kvinde… Det kommer vidst ud på et i 2017 – så længe værktøjet er i orden!

 

Blidelslilje og Vinterblomme

Blidelslilje er en blomst, der har navn efter blidel, den anden måned i året. Ifølge Moths ordbog fra tiden omkring 1700 har måneden sit navn, fordi dagen er blevet længere, ’og mand stunder til sommer, hvorved folk blides’. Måneden kunne også kaldes blidemåned. Blidelslilje hedder også februarlilje, martslilje og martsblomst – den blomstrer i både februar og marts. Andre navne er snebryder, sneklokke, hvidklokke og snegæk, og så nærmer vi os det mere kendte sommergæk og endelig det navn, vi bruger i dag: vintergæk. ’Min vintergæk og sommernar til påske du skal blive’ hedder det i et gækkebrev i Ole Bole ABC fra 1927, og vintergækken bliver beskrevet som en lille engel med kjortel hvid og kappe grøn.

 

Kjortel hvid og kappe grøn…
… temmelig våd kjortel og kappe

Vintergækkerne hører til de få blomster, der dukker op om vinteren ligesom juleroser og erantis. De kan spire frem af den kolde jord allerede før jul, og selv om der kommer frost og sne, tager det ikke livet af dem. Spirerne holder sig bare i ro, indtil det bliver lysere i løbet af blidemåned.

 

Sommergækker i Frk. Wahlstrøms græsplæne

Det fortælles, at da Adam og Eva blev uddrevet fra Edens have, kom de til mørke og kulde, og Eva satte sig på den kolde jord og græd. Men en engel viste sig for hende, fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det. Vanddråben faldt til jorden og en hvid blomst voksede frem. Vintergækken var skabt, og Eva blev trøstet og fattede håb.

Februarliljer. Til trøst for Eva og også for os andre

Vintergækker er også blevet kaldt Vor Frues Klokker og Kyndelmisseblomst. Kyndelmisse, 2. februar, ligger 40 dage efter jul, dvs. efter Jesus fødsel; 40 dage efter en fødsel, kunne en kvinde indfinde sig i templet til en rituel renselse, og kyndelmisse er netop det tidspunkt, hvor det fortælles, at jomfru Marie kom til templet for at fremstille barnet og selv blive renset. Og somme tider blomstrer vintergækkerne allerede på den tid.

Vintergækker formerer sig ved at sætte sideløg, men de formerer sig også ved frø; somme tider dukker der vintergækker op, hvor man ikke venter det, så er frøene blevet transporteret rundt af myrerne.

Vintergækker er heldigvis flinke til at formere sig

Eva sad på den kolde jord og græd. Det gør vi måske ikke ligefrem, men vi vil gerne opmuntres midt om vinteren, og både vintergæk og vinterblomme kommer netop som opmuntringer – vinterblomme er et andet navn for erantis. Vi ser dem som tegn på, at vi ikke skal blive hængende i vinterens mørke og kulde, men vi kan også slet og ret glæde os over de smukke blomster. Det ene udelukker jo ikke det andet, jeg tror, de fleste både er glade for blomsternes skønhed og ser dem som tidlige og opmuntrende forårstegn.

For tiden blomstrer både vintergæk og erantis; hvor langt de er nået, hvor meget de er sprunget ud, kommer an på, hvor de står, om de står lidt lunt og får godt med sol, eller om de mest står i skygge. I Den Gamle By har vi Vor Frues Klokker eller blidelsliljer mange steder, og det samme gælder vinterblomme. De fleste får ikke ret megen sol, så de blomstrer lidt sent, men så kan vi til gengæld nyde synet af dem, når de er ved at være afblomstret andre steder.

En klynge våde erantis

Erantis er knoldplanter, og de kan brede sig ved frøformering, så de først på året danner et dækkende tæppe over større områder i haven.

De kan lyse op i haven på en fugtig gråvejrsdag.

Smuk forårsbebuder
Sammenfoldede blomster venter på sol
Runde gule blomster i alt det grønne

 

Vinterblommer på rad
Stikker de hovederne sammen?

Og erantis kan næsten gløde på en februardag med sol.

Blomster i modlys
Det virker, som om blomsterne selv lyser
Varsel om sommer, håb om frodighed

Skrevet af Lorents Larsen