Fiskelugtende læderslanger, gældsfængsel og frøpirateri

Thea Windfeldt Rahner har været i praktik i Den Gamle By fra museologiske studier ved Aarhus Universitet og har skrevet dette blogindlæg med glimt af haveslangens kulturhistorie.

Jeg vidste ikke, at man havde haveslanger i 1880’erne. Selvom jeg har svært ved at forestille mig en gummihaveslange i 1888, så står den alligevel dér så tydeligt på græsplænen på fotografiet. Der er vist ikke noget at tage fejl af. Billedet optræder i bogen Aarhus Flashback og viser, hvordan kendte steder i Aarhus så ud før og i dag.

Men hvornår opfandt man egentlig haveslangen? Og var det almindeligt på det tidspunkt at have én til at vande sin græsplæne eller sine kål med? Undersøgelsen tog mig på en rejse til Holland, over Atlanten, til Sydøstasien og tilbage igen. Den indebar, for blot at nævne et par eksempler: et nedbrændt rådhus, frøpirateri og en dybt forgældet opfinder.

Hav- og haveudsigt fra Jægergården, hvor en haveslange og en cykel muligvis er ligeså opstillede som familiemedlemmerne. Jægergaarden lå på hjørnet af M.P. Bruuns Gade og Jægergårdsgade, som den har lagt navn til.

Rådhuset brænder!
Allerede
i 1600-tallet var man ret interesseret i at opfinde en slange, der var vandtæt og kunne klare højt tryk. Ikke til at vande sin urtegård med, men til at slukke de mange brande, der hærgede byerne. I 1652 brændte Amsterdams rådhus. Man prøvede efter bedste evne at slukke branden med tidens teknologi: spande, stiger og lange stokke. Stokkene var til for til at vælte de brændende mure, før de gjorde det af sig selv. Men det var helt umuligt og rådhuset brændte ned, kun bevaret på de mange tegninger og tryk af begivenheden.

Da Amsterdams rådhus brændte i 1652, havde man kun spande, stiger og stokke til slukningsarbejdet. En brandslange ville måske have været mere effektiv.

Brandslukning med spande er bare ikke ligeså smart, som hvis man under tryk kan skyde en vandstråle 20 meter op i luften – eller endnu bedre: hvis man kan transportere vandet i slanger og angribe ilden fra flere sider.

I Toldboden i Den Gamle By finder man nogle smukke brandspande af læder. Udenpå er de malet røde og indvendigt er de tætnet med beg.

Maleren opfinder brandslangen
Jan van der Heyden (1637-1712) havde set den håbløse kamp mod flammerne under branden på Amsterdams rådhus, da han var 15 år gammel, og i 1672 revolutionerede hans opfindelse af brandsprøjten brandslukningsteknologien. Det var netop vandslangerne, der var det nye og smarte.  Han udgav sidenhen en hel bog (Brandspuitenboek, 1690, brandsprøjtebogen) om sin opfindelse  – fuld af detaljerede illustrationer.

Tidligere havde man haft teknologi til at sprøjte vand ud under tryk, opfundet af Hans Hautsch (1595-1670) i 1650, men da der ikke hørte nogen slange til, skulle maskineriet stå farligt tæt på branden for at nytte noget. Samtidig havde den en vandbeholder, der manuelt skulle fyldes med vand fra spande.

Jan van der Heyden har her lavet en illustration af sin egen smarte brandsprøjte (til højre) med tilhørende slanger; både én til at suge vand op fra kanalen og én til at skyde vand på ilden. Den er tydeligvis meget mere fleksibel end Hautschs vandpumpe (til venstre).

Jan van der Heyden har illustreret en vellykket brandslukning udført med de fleksible brandslanger. Skyer af vanddamp står over sæbefabrikken og den nederste del af illustrationen viser hvor vandpumperne skal placeres.

Læderslanger og fiskeolie
Jan van der Heyden var, udover opfinder, også en kendt maler i Holland. Derfor kunne han selv illustrere hvor smart hans nye opfindelse var – og hvor meget mindre smart Hans Hautschs slangeløse vandpumpe var.

Vandslangen, der hørte til Heydens system, var lavet af læder, der var syet sammen. Læderet var stærkt og vandtæt, men tungt og svært at vedligeholde. Og det kunne stadig ske, at vandslangen på grund af tryk sprak midt i en brandslukning…

En væsentlig forbedring af slangen kom først i starten af 1800-tallet. Et par amerikanske brandmænd fra Philadelphia fandt på at nitte læderslangen sammen i stedet for at sy den, hvilket holdt en del bedre. Det overvandt dog ikke problemet med vedligeholdelsen af læderet. De amerikanske brandmænd skulle stadig først tømme slangen for vand efter endt brug og smøre den med fedt eller fiskeolie. Det må have lugtet rimelig fælt!

Garvet gummi på fallittens rand
Gummi fremstilles af den flydende latex – gummitræets mælkesaft – som det ’bløder’, når man skærer dybe snit i barken. Træerne skal være minimum seks år gamle, før man kan tappe gummi og man kan fortsætte tapningen i ca. 25 år, hvis man vel at mærke er forsigtig. Skær man for dybe snit i barken og tapper for intensivt, dør træet. Gummi i sin uforarbejdede form har den ulempe, at det bliver klistret, når det er varmt og skørt og sprækker, når det er koldt.

Vi skal helt op til 1839, før gummi kommer på tale til fremstilling af vandslanger og dæk. Opfinderen Charles Goodyear havde på fornemmelsen, at man kunne forarbejde gummiet til at hærde og samtidig forblive smidigt, ligesom man kan garve læder til at blive blødt. Han opdagede ved et af sine mere eller mindre tilfældige forsøg, at en blanding af gummi og svovl kan gøre gummiet modstandsdygtig over for varme og kulde.

Det tog ham mange år og endnu flere penge at finpudse det, der kom til at hedde ”vulkanisering” af gummi. Faktisk kostede det ham så mange penge, at han blev fængslet for gæld. På det tidspunkt var gældsfængsel en almindelig procedure for at få skyldneren eller dennes familie til at betale gælden. Ved sin død i 1860 efterlod Charles Goodyear sin kone og sine børn med over 200.000$ i banklån og ubetalte regninger.

Goodrichs gummisucces
En mere succesfuld mand med et meget enslydende navn, Dr. Benjamin Franklin Goodrich, skabte ti år senere en strålende forretning baseret på det vulkaniserede gummi. Goodrich oprettede den første gummifabrik i Akron, Ohio i 1870, hvis første produkt blev en gummislange! (Og vi er tilbage på sporet af historien!)

Flere hundrede gummifirmaer skød op i Akron i de følgende tiår. De producerede blandt andet bildæk til den boomende bilindustri.

Postkort med B. F. Goodrich Rubber Company fra 1930-1945 siger lidt om, hvor god en forretning produktionen af gummiprodukter var.

Selvom Goodyears gummieksperimenter aldrig indbragte ham selv nogen penge, blev et stort gummiselskab opkaldt efter ham i 1890. Goodyear Tire And Rubber Co. producerede primært bildæk. På det tidspunkt var der hundredvis af gummiselskaber i Akron.

Men hvor kom alt gummiet fra? I 1874 blev der skrevet rapporter om de døende gummitræer i Amazonjunglen. Gummitræerne kunne ikke producere nok gummi til at følge med den stigende efterspørgsel.

Frøpiraten
Det havde briten Henry Wickham en plan for. I 1876 smuglede han i titusindvis af gummifrø fra Brasilien til England. Frø der siden blev sejlet til europæiske kolonier som Sri Lanka, Malaysia og Indonesien. Hans biopirateri kom til at vende op og ned på gummiindustrien. Indtil da havde man kun kunnet dyrke gummitræer i Brasiliens regnskov, hvor træerne havde mange naturlige fjender som skimmel og diverse skadedyr. I Sydøstasien kunne man derimod roligt plante gummitræerne tæt i plantager, og udbyttet var imponerende. De fleste havde opgivet at konkurrere med de asiatiske gummiplantager, indtil Henry Ford, ophavsmanden til samlebåndsproduktionen af biler, besluttede sig for at søsætte et vanvittigt projekt.

Den knap så dygtige botaniker Henry Ford
I 1920’erne startede Henry Ford sin egen gummiplantage i Brasilien – det var en hel landsby under navnet Fordlândia, med squaredance og sygesikring for de brasilianske arbejdere. Da Henry Ford producerede biler, var han bekymret for ikke selv at have kontrol over de råmaterialer, der gik til produktionen. I dette tilfælde bekymrede det europæiske gummi-kartel ham. Henry Ford var ingeniør – ikke botaniker eller gartner. Det gjorde ikke den store forskel for ham, for han havde alligevel aldrig givet så meget for ekspertviden. Det gik nu hverken værre eller bedre end, at gummitræerne ikke trivedes i tætte rækker i den brasilianske regnskov. De var konstant plagede af skadedyr og skimmel. Henry Ford opgav ikke sin amerikanske drøm om en ”Midwestern town” midt i Amazonjunglen før 1945. Det var mildest talt en fiasko.

(Se, læs, lyt mere på https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/)

’Comet’, ’Water Witch’ og ’Flexcilla Garden Hose’
Selvom gummiproduktionen eksploderer i slutningen af 1800-tallet, og man har fundet på en måde at lave det til holdbare dæk og vandslanger på, er det så ensbetydende med, at de danske gartnere dropper vandkander og vandvogne til fordel for den nye teknologi?

Tilbage til fotografiet af familien på den nyvandede græsplæne. Jeg kan i hvert fald slå fast, at gummivandslangen var opfundet i 1888 og at mine øjne ikke bedrager mig. Er det mon blot en tilfældighed, at gartneren har glemt vandslangen efter at have vandet, eller er det netop meningen, at vandslangen skal vises frem på billedet som et statussymbol?

I de amerikanske frøkataloger fra samme tid bliver vandslangerne solgt under navne som ”Comet” og ”Water Witch”(det gør de forresten stadigvæk!), og det er svært at se forskel på vandingssystemer og kunstfærdige springvand. ”Flexzilla Garden Hose” står på listen over bedste haveslanger i 2018 i The New York Magazine med kommentaren: ”This brand has survived my husband, water pressure, animals, southern heat, etc.”

I et amerikansk frøkatalog fra 1899 kan man finde sprinklere med navne som “The Comet”, “Common Sense” og “Water Witch”. De er næsten mere kunstfærdige end springvand!

Overtog gummislangen handelsgartneriet?
I Nordisk Illustreret havebrugsleksikon fra 1920, 50 år efter gummislangens opfindelse, kan man læse sig til, at de også på dette tidspunkt er en investering, og at man til handelsgartnere stadigvæk anbefaler vandingssystemer af jernrør til vanding af store arealer (Skinners System se billede) eller simpelthen vandkander til mindre havebrug og drivhusdyrkning. ”I Handelsgartnerier anvender man, for at spare paa de dyre Gummislanger, almindelige Vandrør af Jærn, som paaskrues Opstanderne og lægges ovenpaa Jorden saa nær som muligt det Sted, man vil vande.” (s. 510) Og senere slås det fast at, ”Vandkande er et i Haver uundværligt Redskab.”(s. 510)

Derfor var vandslangen på Jægergårdens græsplæne højst sandsynligt et statussymbol. Det har i hvert fald ikke været nogen billig vare i Danmark på det tidspunkt. Selvom gummivandslangen blev opfundet omkring 1870 og jeg kan finde den på et fotografi fra 1888, er det nok de færreste handelsgartnere eller haveejere, der har smidt vandkanderne og spænet ud for at investere i dyre gummihaveslanger.

Skinners System var et populært vandingssystem af jernrør. Det var den økonomiske løsning for mange handelsgartnere.

Vandkander og store overarme i Den Gamle By
Her ender min rejse og jeg er tilbage i Den Gamle By, hvor gartnerne stadig går til den med håndkraft og vandkander. Vandkanderne egner sig godt til vanding i drivhusene, fordi man kan vande potterne individuelt og lettere kan styre hvor meget vand den enkelte plante får. De mange forskellige planter, der vokser i Den Gamle Bys drivhuse, har forskellige behov for vand og pleje og derfor er vandkander her det perfekte redskab. Uden for drivhuset kan det dog blive et meget tidskrævende arbejde at vande med vandkander. Det blev til mange kander vand og store overarme under sidste sommers tørre hede. Men i princippet havde det været muligt for et velhavende slotsgartneri at vande med gummislanger i 1885.

 

Gartner Astrid i Den Gamle By vander Pelargonier i paradedrivhuset.

 

Kilder:

Baker, Emma and Hare, Rebecca, Rubber Tires, Omaha in the Anthropocene. Hentet 4. April 2019 fra http://steppingintothemap.com/anthropocene/items/show/24.

Bhatia, Kabir (d. 7. marts, 2019) Why Did Rubber Come To Akron, WOSU Public Media, besøgt d. 3.04.19 på https://radio.wosu.org/post/why-did-rubber-come-akron#stream/0

Haurum, Gunnar, brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It%2c_teknik_og_naturvidenskab/Teknik/Brandv%C3%A6sen_og_ildebrande/brandmateriel

Helweg, L. (1920-21), Nordisk Illustreret Havebrugsleksikon 2. Bind, G. E. C. Gads forlag, København, s. 509-510

Hvilsted, Søren, vulkanisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/vulkanisering

Hvilsted, Søren og Johansen, Hans Chr., gummi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Kunststoffer,_polymerkemi,_plast_og_gummi/gummi

Mathiassen, Tove Engelhardt og Connie Jantzen (2011) Aarhus Flashback. Klematis, side 44-47

Panati, Charles (2016), Panati’s Extraordinary Origins of Everyday Things, Chartwell Books, Secaucus, New Jersey, USA, s. 164-166

Master Dutch painter revolutionised fire-fighting, Dutch News, d. 26. februar, 2014

https://www.dutchnews.nl/features/2014/02/master_dutch_painter_revolutio/

Redaktørerne (11. September, 2018), The Best Garden Hoses on Amazon, According to Hyperenthusiastic Reviewers, New York Magazine, The Strategist, Hentet d. 4. April 2019 fra: http://nymag.com/strategist/article/best-garden-hose.html)

Podcastserien 99% invisible’s afsnit om Fordlândia, 03.06.2018: https://99percentinvisible.org/episode/fordlandia/

http://www.nycfiremuseum.org/

Illustrationer af Jan de Baen og Jan van der Heyden hentet fra: https://www.rijksmuseum.nl

 

 

 

Skriv et svar