Det er forår!

Overskriftens oplysning er næppe en nyhed eller overraskelse for nogen, men at det blevet forår, bliver nu engang fortalt nogle gange hvert år, og så kan jeg jo også fortælle det. Blidelslilje og vinterblomme, bedre kendt som vintergæk og erantis, har allerede haft deres tid sidst på vinteren, men nu er forårsblomsterne væltet frem og blomstrer, så det er en fryd. I fredags gik jeg en tur gennem nogle af museets haver for at se på dem. Jeg begyndte i Frk. Wahlstrøms have nederst i Den Gamle By og fortsatte op gennem Købmandsgårdens køkkenhave og prydhave, hvorefter jeg sluttede med at gå over i Handelsgartneriet Bernstorff. Her følger en stribe af de billeder, jeg tog undervejs. Mit hovedindtryk nu, hvor jeg tænker tilbage på min havetur, er snepryd, de små blå og hvide blomster, fordi de har bredt sig og for øjeblikket står tæt i haverne, men som det fremgår af billederne, var der rigtignok også andet at se på.

Snepryd hos Frk. Wahlstrøm; et bed er for tiden dækket af de små flittige blomster

Et af frøkenens frugttræer står i plænen og er omgivet af et ganske lille, rundt bed, hvor violerne blomstrer og dufter

En tulipan står op ad hækken. En gammel sort, hårdfør og tidligt blomstrende

Et kig ind i den samme blomst

Rundt om blomstrer hyacinter i forskellige farver, som det ses, er der også hvide

I Købmandsgårdens køkkenhave er der ikke mange køkkenurter at komme efter lige nu; til gengæld er der et hav af SNEPRYD!  Og sådan et hav kan nok sætte humøret i vejret.

I Købmandsgårdens prydhave er der minsandten også snepryd og desuden skilla – de ligner snepryd, men er helt blå. Og der er påskeliljer i blomst. Det er der selvfølgelig også nede hos Frk. Wahlstrøm, men nu kan vi se på købmandens påskeliljer i stedet for frøkenens

Dværgpåskeliljer langs Stien bag om Byen

En krukke med stedmoderblomster i gartneriet…

… og en krukke med dværgpåskeliljer

Selvfølgelig er der også hyacinter i gartneriet

Flere hyacinter. For neden og meget utydeligt i baggrunden nogle tidlige perlehyacinter

På gartneriets udendørs borde er der sat blomstrende potteplanter frem. Hvad denne hedder, ved jeg ikke, men det var en fornøjelse at se den

På arbejdsbordet var der pyntet op med stedmoderblomster i små potter

Da jeg kom på arbejde om morgenen, gik jeg gennem gartneriet. Da stod der en potteplante her.

Nu lå den dér.

Sådan, fotografen har gjort sig nyttig, men hvor længe potteplanten blev stående, hvor den skulle, ved jeg ikke, for det var en blæsende dag

Det store drivhus var åbent, så jeg gik en tur derind og fandt clivia i blomst

Alpevioler med et væld af blomster

Hvad den hedder, ved jeg ikke, men den jo er lige smuk for det

Kyholm lilje…

… eller Kyholms tazet. Den har navn efter den lille ø Kyholm øst for Samsø

I fredags var gartneriets tidligste tulipaner ganske småt begyndt at blomstre, og jeg tænkte på, at nu får vi snart et hav af tulipaner at se på.

Tidlige tulipaner

Da jeg lagde vejen om ad gartneriet i dag, var hele rækken fuld af store gule knopper, større og mere gule end på billedet, men de pegede ikke længere opad, men vandret – vi havde lidt frost i nat, og stilkene havde bøjet sig. Jeg mødte Gitte Gartner, og hun fortalte, at i morges lå de helt ned. Da jeg så dem lidt over middag, var de i virkeligheden ved at rejse sig, selv om knopperne og den største del af stilkene stadig pegede vandret. Nu ser jeg med forventning frem til, de kommer på højkant, så vi kan se en stribe gule tulipaner i blomst.

Selvfølgelig er der også ganske almindelige påskeliljer i gartneriet, og jeg vil slutte med et par af dem, for jeg synes, de er så smukke.

Nu er det virkelig forår, påskeliljerne blomstrer!

Skriv et svar