Gode råd om æblemost fra 1876

ÆblerHer i efterårets ruskevejr er det sæson for fremstilling af æblemost.

Gartner C. Galschiøt på Ledreborg udgav i 1876 sin Vejledning i Havebrug for Mindre Jordbrugere og her kan man få råd og vejledning om mange spændende emner blandt andet om most af æbler og pærer. Dengang som nu skal frugten først plukkes, og så skal man opbevare den køligt og tørt indtil den er eftermodnet.

SONY DSC

Galschøit anbefaler, at man bruger frugter, som er ”rige paa Saft af en syrlig-sød, helst lidt sammensnærpende krydret Smag.” Han anbefaler ikke bestemte frugtsorter, der har de egenskaber; men han giver en grundig anvisning på fremgangsmåden. Den videregiver jeg hermed, hvis nogen skulle få lyst til at eksperimentere med 1800tallets metoder i hjemmeproduktionen. Med andre ord det gamle nordiske køkken.

For det første skal man anskaffe eller selv hugge et dybt trug af en udhulet træstamme. Så begynd i god tid med forberedelserne. I truget skal man støde frugten. Galschøit skriver ikke, hvad man skal bruge til at støde med; men mon ikke et solidt stykke træ vil være egnet? Denne bløde masse af stødt frugt skal nu stå i 12-24 timer. Han skriver ikke, at den skal dækkes til, så der må være rig basis for vildgæring. Frugtmassen skal fyldes på en pose af groft lærred. Posens funktion er at si de faste frugtdele fra saften. Galschøit forklarer: ”Dette sker ved at lægge Posen paa et tyndt Lag Rughalm i et Trug, som maa være forsynet med et Afløbshul. Posens Størrelse maa rette sig efter Trugets, for at den ikke skal briste under Presningen. Paa Posen anbringes en Træklods, og paa denne presses med en Stang, der med den ene Ende stikkes ind i et Hul i Væggen eller i en Ring, medens man presser den anden Ende nedad.”

??????????

Saften skal nu hvile i 24 timer og dernæst skal den hældes på en træanker, der før har været brugt til most eller vin. Nu skal saften gære, så i virkeligheden er det cider, som Galschøit skriver om, og ikke det vi forstår ved æblemost. Hvis cideren er for sur, skal man tilsætte sukker kogt med vand. Til endnu mere velsmag anbefaler Galschøit til slut: ”Varmer man Mosten forinden man hælder den paa Ankret og tilsætter lidt fransk Brændevin ( 1 Pot til 20 Potter), samt lader den ligge i et halvt Aar forinden Aftapningen, bliver den stærkere og mere lig Vin.”

 

God fornøjelse.

 

 

 

Skriv et svar