Fire unge blev kollektivister i Den Gamle By

2014 har været et aktivt år for Den Gamle By. Der er åbnet nye butikker i vores 1974 kvarter og nye udstillinger om musikken i Aarhus og tøjet i 70’erne er det også blevet til. Vi har haft en hyggelig og travl julesæson med en julekalenderudstilling lavet sammen med DR og mange glade gæster på museet. Og i november fik vi en stor generøs donation på 135 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, der sikre at vi kan færdigøre 70’er kvarteret og lave en 2014 gade og en ny indgangsbygning, som vender ned mod Cereskrydset.

Der har været meget at glæde sig over og gode projekter at tænke tilbage på. Et lidt anderles projekt blev gennemført i slutningen af april og begyndelsen af maj. Der havde vi inviteret fire uge mennesker til at bo i vores 70’er kollektiv. Det projekt kom der en del presseomtale ud af, men vi nåede dengang ikke at dele det her på bloggen, det vil jeg gerne råde bod på nu. Jeg tænker, at dette indlæg om en solrig uge i foråret også ville være et godt tilbageblik her i den mørke december efter at julen er overstået, og vi nu venter længselsfuldt på de lysere dage.

ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

I ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

Pusterum i 70’erne

På pladespilleren snurrer en LP med Beatles for fuld drøn, duften fra gårsdagens madlavning – farspindsvin med grøntsager – hænger stadig i luften, og farvestrålende 70’ertøj er slængt på gulvet i små bunker. I fællesrummet i Den Gamle Bys kollektiv fra 1974 sidder Nana. Hun bor en uge i kollektivet sammen med sine tre venner Lene, Christian og Christian Budde, men lige nu er hun alene hjemme.

Jeg skulle egentlig lave lektier nu, men jeg har valgt bare at sidde og kede mig lidt. Normalt ville jeg tænde for fjernsynet og føle, at jeg var i gang med noget. Nu har jeg strikket lidt for at føle, jeg lavede noget, siger hun.

Nana på sit 1974-værelse

Nana på sit 1974-kollektiv.

Unge giver liv til museet

Afsnittet herover er et billede på, hvordan fire unge gav liv til en museumslejlighed i Den Gamle By. I en uge fra den 28. april til den 4. maj 2014 lod vi nemlig fire almindelige studerende hjælpe os med at få kollektivet til at virke så troværdigt og hjemligt som muligt.

De fire venner først i tyverne levede i en uge som i 1974. Med batikfarvning, 1. maj demonstration, fællespisning og husmøder. Drejeskivetelefon, LP’er, politisk litteratur i ølkassereolerne og fjernsyn med én kanal. Og naturligvis uden moderne elektronik som mobiltelefoner, bærbare pc’er og ipads, når de var hjemme i kollektivet.

Det begyndte med en efterlysning

At bebo i et museumsinteriør og frivilligt at lade sig underlægge sig en anden tids vaner og teknologi er ikke noget museer normalt beder sine gæster om. Derfor var vi også meget spændte på, om der overhovedet var nogen, som ville melde sig til projektet. Vi søgte fire studerende, som var i begyndelsen af tyverne, ligesom de oprindelige beboere i kollektivet var i 1974, så vi sendte en efterlysning ud gennem medierne og vores egen hjemmeside og facebook. Og vores bekymring blev snart gjort til skamme. Ansøgningerne tikkede ind i mailboxen fra 200 personer, som var friske på en uge i 1974.

Udvælgelsen var svær, for der var mange gode ansøgere og kreative ansøgninger. Men efter samtaler med fem grupper, valgte vi Nana, Christian, Lene og Christian Budde, som kendte hinanden fra deres kollegium.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Kollektivet er blevet boet til

Vi på museet har brugt erfaringerne fra projektet til at forbedre vores formidling i kollektivet. Vi har fået gjort udstillingen i lejligheden mere troværdig. Allerede morgenen efter, at de unge var flyttet ind, var der en hjemlig stemning, en anden lugt og tøj, opvask, bøger og plader andre steder, end vi fra museet havde forestillet os, at det ville være naturligt. Selvom de kollegaer, der har indrettet kollektivet er rigtigt dygtige, analytiske og kreative, er de ikke studerende først i tyverne, som levede i lejligheden i en uge. Det er noget andet, når man rent faktisk bor et sted, og det giver alt andet lige et mere troværdigt hjem.

Nogle af de ændringer, som er sket i kollektivet, er, at der nu står ølkasser i køkkenet, sofaen i Oves værelse er redt op til en overnattende gæst, der står opvask til tørre i opvaskestativet i køkkenet. Og så lavede Nana og Christian et nyt arrangement af ølkasser til pladespiller og plader, som passede bedre ind, og nu står i fællesrummet, som de forlod det.

1974-anlægget.

1974-anlægget.

En række af genstandene i kollektivet havde særlig betydning for de unge i deres uge som 1974-kollektivister. Det viser noget om de store forskelle for dem i deres 1974-hverdag sammenlignet med deres 2014-hverdag, og det giver os et godt fingerpeg om hvilke ting, vi kan fremhæve i vores udstilling, som kan fortælle en større historie om disse forskelle.

En af de ting, som kollektivisterne var glade for var 70’er-tøjet, og de islandske sweatre deltes alle fire om. De fandt dem dog temmeligt kradsende.

– De må have haft hård hud over hele kroppen dengang, som Budde bemærkede.

Projektet gav os nye måder at formidle

De fire, som boede i kollektivet, fik en helt unik historieformidling.

  • Vi fik et realistisk hverdagsbillede af, hvordan det var at leve i 70’erne, siger Nana.
  • Jeg er blevet endnu mere interesseret i 70’erne. Jeg er ikke så glad for at læse om historie, men at opleve den og være i den som i denne uge, vækker min interesse, siger Lene.

Også vores gæster uden for kollektivet fik en anderledes oplevelse og historieformidling ud af det. Mange fulgte beboerne tæt via facebook og blog.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

Hver dag lavede Den gamle By en opdatering på museet facebook side om kollektivisternes liv. I vores formidling af projektet ville vi også gerne have materiale og tanker direkte fra kollektivisterne uden os som mellemmænd. Vi bad dem derfor om at skrive dagbog, enten i hånden eller på skrivemaskine. De fik også et analogt 70’er-kamera, så de kunne tage deres egne billeder i løbet af ugen. Dagbøger og fotos lagde vi på tumblr-bloggen kollektivetdengamleby.tumblr.com

I weekenden bød Lene, Christian, Nana og Budde indenfor i kollektivet. Gæsterne spurgte især om, hvordan det havde været at leve en uge uden mobiltelefon, men mange fortalte også om deres egen ungdom i 70’erne. Det førte til samtaler blandt unge og gamle om, hvordan vi lever vores liv i dag sammenlignet med dengang.

Vi er meget glade for, at vi som museum kan skabe rammerne om sådanne møder mellem generationerne, hvor erfaringer og historier bliver udvekslet, og hvor vores måde at leve på dengang og nu giver grobund for debat.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Projektet har givet os som museum meget viden, som vi kan bruge i vores formidling af kollektivet. Selvfølgelig bruger vi erfaringerne fra de unge i samspil med de oprindelige kollektivisters erindringer og med respekt for deres historie. Alt i alt var det en uge vi med glæde tænker tilbage på og som gav masser af inspiration til vores videre arbejde. Og heldigvis fik de fire kollektivister også meget ud af deres tid i 1974.

I kan læse mere her: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

DR Tværs lavede en lille film om at leve en uge uden en mobil. Den kan ses her: http://vimeo.com/94844334
Billederne i filmen er bl.a. fra deres 70’erfest i kollektivet.

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Den Gamle Bys farver. Sådan finder vi frem til dem…

Noget af det, der adskiller husene i Den Gamle By fra husene udenfor, er de mange forskellige farver.

Et af de stærkeste sanseindtryk, de fleste gæster oplever i Den Gamle By, er de stærke farver. I Den Gamle By står husene med de farver, som de har haft i gamle tider: Rød, kraftigt gul, grøn, lys rød, hvid, sort og brun. Ofte sat sammen i kontrastfulde mønstre.

Men hvordan vælger vi, hvilke farver bygningerne skal have?

En af de vigtigste måder at finde frem til farven er ved at undersøge de gamle farvelag, der som regel findes på byggematerialerne. Her følger et lille eksempel på, hvordan en gavlbeklædning finder sin farve…

 

Fra rød til grøn og tilbage igen.

For tiden opføres en bygning inde i baggården bag Tårnborg i den moderne bydel. Dette baghus er hjemtaget fra Horsens, hvor det blev opført ad flere omgang i 1906 og 1911. I efteråret 2013 undersøgte jeg vinduernes farver, og jeg fandt frem til, at de i 1974 var grønne. 1974 er det år, vi viser i den del af det moderne kvarter, og derfor besluttede vi, at vinduerne igen skal males grønne.

I december var det så den fine bræddebeklædning på gavlen fra 1911, der skulle restaureres. Brædderne blev hentet ind til tømrerne og malerne fra vores depot uden for byen. Malerformanden kiggede på fotos af gavlen og kunne konstatere en grøn farve.

Gavlen med de grønne brædder som den så ud ved nedtagningen i 2005.

Malerformanden spurgte herefter farvekonservatoren (det er mig) og bygningsarkæologen, om gavlen skulle have samme grønne farve som vinduerne, hvilket ville være meget logisk. For en sikkerheds skyld blev det besluttet, at bræddernes farve skulle undersøges nærmere, og et par stykker af dem blev taget med op til Bevaringsafdelingen.

Bræt med rester af bemaling for oven.

 

 

Ved siden af ses et foto af et af brædderne. Bemærk den fint profilerede liste, der sidder over samlingerne. Det mest interessante er dog, at der ikke er bevaret noget farvelag på størstedelen af brættet eller listen. Kun nede i fordybningerne og på den allerøverste del, som har siddet beskyttet med regn og sol, er der bevaret en smule bemaling, en lys rødlig farve.

 

 

 

Men hvad er der blevet af den grønne farve, man kan se på billedet fra 2005?

Overfladen af træet blev skrabet forsigtigt af og ses her i stor forstørrelse. Bemærk de mange, bittesmå og mørke, ovale sporer.

Ja, det viser sig, at den grønne farve må skyldes angreb af mikroorganismer, skimmel eller “alger”. Et skrab af træets overflade blev undersøgt ved 205 ganges forstørrelse. Her var ingen tegn på bemaling men derimod hundredevis af bittesmå ovale sporer, som er skimlens “frø”, hvilket kan ses på billedet ved siden af.

 

Den bevarede farve blev også studeret ved 205 ganges forstørrelse. Her kan man se den blege røde farve.

Nærbillede af den bevarede farve. Nogle steder er der hul ned til den underliggende lyse grå farve og til træet.

Maleren brækkede den røde farve med lidt sort og hvid tørfarve, som han ikke fik indarbejdet særlig grundigt i farven. Det ses tydeligt som mørkegrå og hvide pletter i det røde. Det menneskelige øje opfatter ikke disse mørke og hvide prikker, men de bevirker, at den røde farve synes lidt mindre “kraftig” i nuancen.

På nærbilledet ses også nogle områder, hvor den lyse røde farve er skallet af, bl.a. i venstre side og i øverste højre hjørne. Neden under findes en lys grålig nuance. Der er altså en struktur med flere farver oven på hinanden. For at kunne studere strukturen i tværsnit, så alle lagene kan ses, blev der udtaget en lille bitte prøve til analyse.

Den millimeter-store prøve af farven skal først støbes ind i plastik, for at det kan lade sig gøre at slibe den ned i tværsnit. Jeg bruger en polyester plast, som jeg hælder ned i en rund form sammen med prøven inde i et stinkskab. Dampene er giftige, så det er vigtigt, at der er effektiv udsugning.

Her har jeg hældt polyester plast ned i den runde form til min farveprøve, der har delt sig op i tre meget små dele. Efter ca. et døgn er plasten hærdet helt op og kan slibes.

Når plastikken er hærdet helt op, kan jeg slibe prøven og dermed få mulighed for at kigge på farven fra siden i stedet for fra overfladen, som jeg gjorde før. Dette kaldes for et farvesnit.

Et lille udsnit af farvesnittet på ca. en halv millimeter i bredden.

Mit lille farvesnit havde splittet sig om i farve og træ for sig. Derfor har jeg indsat to fotos ved siden af, der viser farven og træet hver for sig. De to fotos viser et udsnit af farvesnittet, der er omkring en halv millimeter bredt.

Den øverste farve er teglrød, derunder er der en lille rest af en meget mørk brun farve. Nederst er den lidt lysere grå, der dog fremstår meget mørkere her i snittet end på nærbilledet ovenfor.

Her ses træets mørkebrune vandrette fibre med grå farve imellem.

På billedet af træet kan man se den grå farve ligge direkte ovenpå træet, og den ses også trængt ind mellem træets mørkebrune, vandrette fibre.

Jeg kan derfor konkludere, at der er påført tre farvelag. Det første lyse grå lag kan muligvis være en grunding af træet, idet jeg kunne konstatere en tilsvarende lys grå grunding af vindueskarmen. Hvis det er en grunding, stammer den mørke brune fra opførelsen i 1911. Hvad angår den teglrøde farve, er det desværre meget sværere komme med et kvalificeret forsøg på datering.

To faktorer fortæller mig, at den røde farve er påført inden 1974, som er vores skæringsår. For det første det faktum, at langt det meste af farven er vasket af med regn og vind, hvilket vidner om rigtig mange års slid. Men afgørende er det, at farven ser meget hjemmerørt ud. Efter 1950erne var det usædvanligt, at malerne blandede tørpigment i oliefarven på den måde, vi ser på nærbilledet oven for.

Konklusionen er derfor, at gavlbrædderne har været røde i 1974, og måske allerede temmelig slidte. Men hvilken rød nuance skal vi vælge til en rekonstruktion af farven?

Det er en umulig opgave at finde den præcise farve, men hvis vi tager udgangspunkt i den, der er bevaret øverst på bræddet, kan vi regne med, at vi skal finde en lidt kraftigere kulør. Rød farve bleger nemlig hurtigt i sollys. Det er noget, man f.eks. kan se på grillbarens eller pølsevognens skilte, der tit viser nogle mærkeligt grønne bøffer og pølser. De er grønne, fordi den oprindelige brune farve har mistet sin rødlige tone, som er bleget væk under sollysets påvirkning.

En gang til foråret vil Horsensbaghusets gavl atter stå med røde brædder, der vil passe fint til murstenene og stå som kontrast til de grønne vinduer.