En sand overflod af smykker

I kælderen unde Plakatmuseet finder man museets nyåbnede udstilling af danske smykker fra perioden 1900-2000. Forud for at kunne åbne en udstilling ligger et omfattende arbejde. Her kan du læse om konservatorernes arbejde med udstillingen trin for trin.

Samlingen består af knap 1000 smykker. Museet ønsker at udstille samtlige smykker, men 1000 smykker er mange. De er derfor opdelt i tre niveauer, highlights i bordmontre, et repræsentative udvalg i vægmontrerne og resten i skuffer. Desuden er der en introduktionsvæg, hvor man kan lære lidt om stilarter og inspirationskilder. Konceptet var enkelt, der skal så mange smykker i hver vægmontre, som muligt. Men det er også noget af en udfordring.

At skabe et overblik

1000 smykker er mange at holde styr på og først skulle smykkerne sorteres. De var sorteret efter museumsnummer, men vi skulle bruge dem montre for montre. Sorteringen af smykkerne alene tog 3 uger.

For hver montre og skuffe tog vi et billede, for at danne os et over hvad de enkelte montre indeholdt

Billede: For hver montre eller skuffe tog vi et billede, så vi fremover hurtigt kunne se hvad den specifikke montre indeholdt.

Det var spændende at få sorteret smykkerne, og billederne gav grundlaget for at kunne planlægge designet af montrerne.

At indrette en montre

Så skulle der planlægges design. Hvordan skulle smykkerne placeres? På hvilken bagvæg? Hvilket stof som baggrund og hvilken farve? Hvordan skulle smykkerne monteres? Med hvilke teknikker osv.

Der blev afprøvet flere muligheder. Først en bølget bagvæg. Så nogle felter, skulle de være hvælvede eller flade? Hvor mange smykker var der plads til i monterene?

Den første ide til design var en bølget bagvæg.

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, her noget der nærmer sig det endelige resultat

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, indtil der til sidst var enighed om hvilken vej vi skulle gå. Valget blev en flad bagvæg, med nogle felter i grafiske former, der var placeret lidt ud fra bagvæggen

Nogle smykker gør sig ikke, hvis de udstilles fladt. Dem ville vi gerne vise i den form, de har når man bærer dem. Derfor har vi valgt at montere nogle af halskæderne og armbåndene på stativer. Her kan man se hvor smukt lyset reflekteres i smykkerne, og man kan levende forestille sig hvordan lyset spiller i smykkerne, når man bevæger sig.

Da vi hverken havde tid, eller erfaring med at producere de ønskede stativer måtte vi have hjælp. Det fik vi fra Steen Jensen fra Moesgård Museum, der har en lang erfaring med produktion af stativer til montering af museumsgenstande og af museets smed, Johannes Bengtson. Du kan læse om deres arbejde i forrige blogindlæg.

Vi ville gerne have en så usynlig montering som muligt. Derfor blev det besluttet at sy smykkerne fast til bagvæggen.

At gøre smykkerne klar til udstilling

Men først skulle smykkerne gøres klar til udstilling.

Smykkerne er generelt i en rigtig god stand, men mange af smykkerne havde ikke været i brug i mange år og trængte derfor til at blive rensede. Nogle var anløbne, mens andre var snavsede fra brug.

Hovedparten af smykkerne er udført i sølv, mange med sten, rav, ben eller koraller som dekoration.   Specielt for sølv er, at man ofte har brugt at oxiderer dele af sølvet for at fremhæve dekorationer. Nogle gange er oxidationen original, udført af sølvsmeden, men andre gange er den kommet ad åre, fordi ejeren af smykket ikke har pudset sølvet helt ind i hjørner og kroge. I begge tilfælde kan oxidationen være med til at fremhæve smykkets dekorationer, og bør derfor bibeholdes. Vi ønsker at vise smykkerne smukt pudsede, men uden at fjerne sporene fra tiden og med respekt for sølvsmedens intentioner med det enkelte smykke.

Der er også stor forskel på hvor sarte de forskellige typer af sten er, for ikke at snakke om rav og ben. Rensning kræver derfor en del viden om de enkelte materialer.

Nogle af smykkerne er blevet renset i ultralyd, en metoder der er meget udbredt blandt gudsmede. Andre er rengjorte med specialsæbe og igen andre er pudsede med et pudsemiddel uden slibemiddel. Altid med små vatpinde og forsigtighed. Andre igen er blot polerede med sølvpudseklude.

Kari renser smykke med vand og sæbe

Smykkerne monteres og udstillingen tager form

Efter endt rensning og pudsning skal smykkerne monteres.

Smykkerne er monteret på en ethafoam skumplade, for at den skal kunne holde formen, er den monteret på en bagplade af metal. Det er også i denne bagplade de mindre felter og stativerne er monteret. Skumpladerne skulle skæres på mål og beklædes med stof. For at kunne monterer de små plader, skullel der måles ud og bores huller i bagpladen.

Benna og Karen afmærker hvor de små plader og stativerne skal sidde på bagpladen. Da der er tale om en perforeret metal bagplade, er det med at ramme de rigtige huller.

Smykkerne lægges igen op på bagpladen, denne gang helt nøjagtigt. Hvorefter de er klar til at blive syet fast.

Nynne og Gitte er ved at sy smykkerne fast. De bruger fiskeline, som er nærmest usynlig.

I skufferne var det også nødvendig at sy smykkerne fast, da de skal kunne blive siddende selvom skuffen bliver trukket ud og skubbet ind i det uendelige.

Smykkerne lagt op på en plade i samme størrelse som skuffen. Her ses en skuffe lagt op og klar til montering.

Ringe og manchetknapper skulle placeres i en slidske i skumpladen. derfor var det vigtigt at måle præcist op hvor smykkerne skulle monteres. Herefter skulle pladen beklædes med stof.

Her kan man se hvordan Ole skærer huller til fingerringe i en plade til en skuffe.

Den færdige skuffe, som den ser ud i udstillingen

At nå i mål

Når man løber hurtigt og mange arbejder mod et fælles mål, er det vigtigt at holde styr på hvor langt man er nået. Til det formål havde vi lavet arbejdsplaner og afkrydsningsskemaer. På den måde kunne alle holde øje med hvor langt vi var kommet og hvad der manglede.

Et stort kryds hen over en vægmontre betød, at den var helt færdig!

En uge til åbning. Der er stadig meget der skal nås.

I de sidste dage op til åbningen arbejder et virvar af mennesker på højtryk med at sætte lys, pudse glas, montere alarmer, finjustere smykkerne og meget mere. Endelig blev det tid til åbningen, og vi fik fint besøg af hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

70’er tøj til fotosession

Den 13. september åbner Den Gamle Bys næste særudstilling Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. I sidste uge blev dragterne fotograferet, men før de kunne blive det, skulle de monteres på giner. Kamma Mogensen fra kommunikationsafdelingen var forbi og tog en række billeder af fotosessionen.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70'erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70’erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer broderet barnevogn der også skal fotograferes.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer med en broderet barnevogn, der også skal fotograferes.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Karen er klar med et ben til hot pants'ene.

Karen er klar med et ben til hot pants’ene.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

I udstillingen Hønsestrik og hot pants vil der blive vist mere end 100 stykker tøj fra 70’erne. Vi glæder os til at vise jer dem alle.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.

Selvgjort er velgjort – drømmen om det oprindelige & andre 1970’er-drømme

Den Gamle By indsamler billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og også billeder, mens du fremstillede dit eget eller andres tøj i 1970’erne.

På sejltur på Limfjorden med kollektivet Skansen i 1975. Grethe nyder solen og den uundværlige strikkestrømpe. Der blev produceret mængder af strikket beklædning i 1970’erne, for et strikketøj kunne man have med alle vegne. Vibeke Rygård foto.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Gerne også billeder hvor du syr eller væver, spinder eller farver, hækler osv.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

 

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/ude i naturen?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj lavede du?
  4. Hvor arbejdede du med at sy og strikke, spinde, væve og farve dit eget tøj? (På værksted/i klubben/på kursus/hjemme hos dig selv?)
  5. Er der en særlig historie bag billedet?
  6. Hvilken slags tøj har du på?

1970’ernes meget populære form for strik fik navnet hønsestrik, og selve ordet hønsestrik er senere blevet optaget som et nyt ord i det danske sprog. Hønsestrik havde mønsterborter og politiske budskaber om kvindefrigørelse, modstand mod atomkraft og andre aktuelle temaer indstrikket i tøjet.

Bryllupsbillede på forsiden af bogen Hønsestrik 2 i 1974. Kirsten Hoffstätter (med tørklæde), der udgav de populære hønsestrikbøger i 1970’erne, lærte brudgommen Gunnar Stein at strikke. Han blev eksponeret både i den skrevne presse og på TV med gang i strikkepindene. Foto: Pia Funder.

Da Gunnar Stein og Susanne Bergmann blev gift på Helsingør Rådhus 6. april 1974, havde brudgommen strikket brudens nederdel som en del af sit frieri. Susanne Bergmann havde sagt, at hun kun ville gifte sig med ham, hvis han strikkede hende en nederdel i hønsestrik. Gunnar Stein arbejdede på forlaget Hønsetryk, der udgav hønsestrikbøgerne, så inspirationen fra bøgernes redaktør Kirsten Hoffstätters farvestrålende, strikkede nederdel lå lige for.

Solvej og Hanne med garn, de har farvet i kraprod. Billedet er taget i Ingeborg Mule Henningsens have i Ollerup i 1979. Mule holdt kurser i plantefarvning i sit eget hjem og dyrkede også farveplanter som vajd i haven. Garnet blev brugt til at strikke eller væve med.

Det var populært at fremstille sit tøj helt fra grunden i 1970’erne. Så mange købte uld, spandt garn og farvede det med plantefarver. Garnet kunne bruges til at hækle, væve eller strikke sit eget tøj med. Man kunne også købe færdige garner på uldspinderierne for eksempel Hjelholts Uldspinderi, som stadig eksisterer, eller på Søndermølle Uldcentral ved Viborg.

Trøje af hæklede firkanter. Det var nemt at bruge sit restegarn til farvestrålende firkanter i mange farver. Ivan Oehlenshaeg Sørensen på billedet har spillet keyboard i rockgruppen Gnags siden begyndelsen af 1970’erne.

Det var også populært at sy sit eget tøj. På Den Gamle Bys udstilling Festtøj 1909-2009 var dette lilla partysæt fra 1978 med. Materialet er polyester i en tynd strikvare, der kan smyge sig om kroppen. Annette, som har givet dragten til Den Gamle By, syede selv sit sæt, mens hun var universitetsstuderende. Hendes kæreste arbejdede i en bank, og sættet skulle bruges til en firmafest i banken.

Hjemmesyet sæt med top og bukser med vide ben fra 1978. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Punkerne skabte et image med deres tøj, hvor der var mange hjemmelavede detaljer på en helt anden måde end det hjemmestrikkede, hjemmesyede og hjemmefarvede tøj i 1970’erne. Punkerne brugte cowboybukser, der blev revet i stykket og bemalet. Deres læderjakker blev forsynet med mange detaljer af metal som nitter og sikkerhedsnåle. Kropsbemaling var også meget brugt for eksempel af pigepunkbandet Gylles forsanger Marianne, som malede udskæringer på sig selv som et slagtedyr og oven i købet skrev skinke på låret.

John Bæk Simonsen fotograferede Marianne, der var forsanger i det aarhusianske pigepunkband Gylle, der blev dannet i 1979.

Punk repræsenterer helt andre drømme end Grethe med strikkestrømpen. Gylles medlemmer var stærkt sminkede til koncerter, og forsangeren Marianne smed tit tøjet som en del af et sceneshow. Drømmen og målet var at provokere. Jeg vil slutte med at citere Wikipedias artikel om punkrock:

” Punken var i opposition til 1970’ernes prætentiøse mainstream rock ved at spille hurtig og støjende rock, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Punken omfavnede en ‘gør det selv’-etik, hvor det var mindre vigtigt at spille teknisk godt, men derimod vigtigere at “komme ud over scenekanten”. Mange bands producerede, indspillede og distribuerede også deres plader selv.”

Så hele konceptet for punkmusik var på en måde at selvgjort er velgjort, selv om det ikke nødvendigvis var idéen, at det skulle lyde godt.

Den Gamle By samler på billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og mens du fremstillede det. Send scannede billeder i høj opløsning til foto@dengamleby.dk

og se på toppen af siden, hvilke oplysninger vi gerne vil have med.

Farvede du dine T-shirts med viklebatik?

Rev du huller i dine cowboybukser?

Strikkede du?

Satte du nitter i din læderjakke?

Farvede du dit eget garn?

Brugte du kropsbemaling?

Syede du?

På forhånd tak.

 

 

Musikstil og tøjstil i 1970’erne – indsamling af billeder

Frem til 1. juli 2014 søger Den Gamle By billeder til udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal åbne i midten af september. Det første tema for indsamling af billeder er musikstil og tøjstil, som skal forstås meget bredt. Den Gamle By samler på billeder af alle slags musik- og tøjstil fra 1970’erne til brug i udstillingen og til andre slags publikationer.

Var du til disco eller rock?

Var du til Dansktoppen eller folkemusik?

Tog du til klassisk koncert?

Til musikfestival?

Til krobal eller halbal?

Spillede du selv et instrument?

Var du med i et band?

Var du discjockey?

Var du til punk?

I Den Gamle By ønsker vi os billeder af det hele.

Radioprogrammet Dansktoppen præsenterede frem til 1977 dansksproget, folkelig musik med kendte navne som John Mogensen, Bjørn Tidmand, Birgit Lystager og mange flere.

Privat shapshot af musikanten til et bryllup i Vejle i 1975. Bruden huskede ikke repertoiret. Man kunne forestille sig, at han måske har spillet ’Lille Palle’ Andersens vovede Dansktophit fra 1972, Hængepilen, sidst på aftenen. Jakkens brede revers med lyse kantstikninger og farvesammensætningen lilla med brun og her med beige bukser blev tit set i 1970’erne. Lange bakkenbarter var populære; men den tilbagestrøgne frisure er en modefrisure fra 1950’erne, som har fulgt med op gennem musikantens liv.

Musikeren Egon Aagaard gjorde harmonikaen meget populær i en mere balkanpræget og også rocket udgave 1970’erne. Kendt og elsket er sekvensen, hvor Egon Aagaard er en af musikanterne i Matador-serien ved Agnes og Rødes bryllup.

Det var meget trendy at være musiker i 1970’erne, så mange spillede et eller andet instrument og indgik i forskellige ’bands’ som det blev populært at sige i stedet for orkester. Privat snapshot af guitarspillende ungersvend fra 1974. Tøjstilen er enkel med kulørt, langærmet T-shirt og cowboybukser med vide ben. Glat hår med midterskilning og fuldskæg.

Cowboybukser blev brugt af næsten alle i 1970’erne, og det var moderne at være anti-moderne og gå i det samme tøj som havnearbejdere eller murere, så man på den måde signalerede sit politiske ståsted på venstrefløjen og sin interesse for protestsange og politisk orienteret musik. Til den genre hørte for eksempel Benny Holst og Arne Würglers duo, der i 1970’erne havde Jesper Jensens tekster på repertoiret.

Jørgen Angels billede af rockgruppen Alrune Rod, som havde sin storhedstid i begyndelsen af 1970’erne. Tøjstilen er afslappet med overalls, som signalerer arbejdstøj og solidaritet med arbejderklassen. Skjorter i indisk bomuld var meget brugte ligesom busseronner og langærmede T-shirts, som blev kaldt bedstefarundertrøjer og tit kom i batikbaljen. Buksebenene er vide forneden og cowboybukserne har mønstrede kantebånd og kulørte lapper. Alrune Rod spillede amerikansk inspireret hippiemusik med numre i lange flydende sekvenser som også den amerikanske gruppe Grateful Dead gjorde.

Den Gamle By samler på:

Billeder fra discoteket, musikfestivaler eller koncerter

Billeder af dig med din walkman

Billeder af dig med guitaren, ved trommerne, som discjockey

Billeder af dig, mens du lytter til musik

Jørgen Angel har fotograferet popgruppen Mabel i frisørstolene, hvor de får sat det karakteristiske føntørrede hår, der var meget mere ’stylet’ end det løsthængende, lange hår, som Alrune Rod havde. Frisørslagene skjuler tøjet bortset fra gruppens støvler med høje plateauer og bukserne med vide ben. På scenen bar Mabel blanke, skinnende skjorter med lange flipper, guldveste og plateausko med gulddetaljer. Mabel vandt Melodi Grand Prix i 1978 med nummeret Boom-Boom.

Pop og glitterrock havde sin egen tøjstil, som var helt anderledes end det tøj, som for eksempel Alrune Rod brugte. Syntetisk guld overfor indisk bomuld og træsko overfor høje, mønstrede plateaustøvler.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Hvis du gerne vil bidrage til udstillingen og hjælpe Den Gamle By må du meget gerne scanne billederne i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne billederne ind med følgende oplysninger:

1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/spillested?)

2. Hvem er på billedet og hvor gamle er I?

3. Hvilken slags musik lyttede du til? Spillede du selv på et instrument eller sang du?

4. Hvor hørte I musik henne?

5. Er der en særlig historie bag billedet?

6. Hvilken slags tøj har du på? Og hvor er det købt?

7. Tænkte du selv dengang, at der var en stilmæssig sammenhæng mellem den musik du hørte og den tøjstil du havde?

På forhånd tak.

Flagstaff Hill – Ingrids museumsoplevelser, del 6

Flagstaff Hill Maritime Village i Australien. Foto: Ingrid Vatne.

Sidste indlæg i blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i museumsbyen Flagstaff Hill Maritime Village i Australien – et frilandsmuseum, der fokuserer på at formidle det maritime miljø i den historiske udvikling af staten Victoria.

Under besøget oplever Ingrid, hvordan den omkringliggende natur og de teknologiske virkemidler sammen skaber en særlig atmosfære i formidlingen af det maritime miljø.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4, Hjerl Hede – del 5.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#6: Flagstaff Hill Maritime Village, Warrnambool – Victoria, Australien

Introduktion til museet
Flagstaff Hill Maritime Village ligger i kystbyen Warrnambool i staten Victoria, Australien, og museet blev etableret i 1974. Museet er et offentligt lokalmuseum drevet af Warrnambool City Council, opstået som et såkaldt ”Community Lead Project” på baggrund af ønsket om at skabe en turistattraktion og et kulturarvcenter, hvor regionens sociale og maritime kulturarv formidles på en lærerig og underholdende måde. Museet er et hovedmuseum for skibsforlisenes historie og for fremvæksten af maritime byer sidst i 1800-tallet, og museet ønsker at fortælle lokalområdets historie på en måde, hvor den knyttes op til udviklingen af staten Victoria. Museets to fyrtårne er flyttet fra øerne der ligger tæt på museumsområdet. De øvrige bygninger er rekonstruktioner af bygninger fra 1800-tallets maritime byer i staten.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Museet ligger på en skråning i landskabet mellem vejen fra Warrnambool mod den smukke kyststribe the Great Ocean Road, og strandzonen, hvorfra man i de kommende måneder kan se hvaler. Museets velkomstcenter som inkluderer en udstillingsbygning og en café. Det udgør, sammen med det bevaringsværdige Lady Bay Lighthouse og to udstillingsbygninger i sort lavasten, stedets højest beliggende bygninger. Herfra er der udsigt ud over den maritime museumsby og man kan se hvordan museet er placeret i forhold til havet. Jeg bliver lukket ind i udstillingsdelen gennem en biograf, som visuelt set minder om et skib. To segl udgør det lærred, hvorpå museet viser en introduktionsvideo og et gangareal former skibets side. Jeg går igennem rummet og kigger på sceneriet. Jeg får at vide, at teknikken ikke virker i øjeblikket. For at komme videre ind i udstillingsbygningen, skal jeg gå langs med ”skibets” rækværk og videre ind igennem en gang, som er udformet som et skibsinteriør, med brede gulvplanker og en smal trappe som fører op til en luge i loftet. Denne lille mellemgang fører ind til et stort og åbent udstillingslokale, hvor genstande, som er fundet efter utallige forlis langs den barske kyst tæt på museet, er udstillet i montre sammen med billeder og tegninger af forskellige skibe, der er gået ned. Citater fra dagbøger er fremhævet både på plancher og i lydinstallationer. Midt i lokalet står en påfugl i stentøj. Den er udført i fuld størrelse og er placeret ovenpå en sten, som også er lavet i stentøj. Påfuglen drejer rundt om sig selv på en stor piedestal inde i en cylinderformet montre. Dens placering i rummet, og det cirkelformede rum omkring den tyder på, at den har en særlig historie. Jeg stiller mig foran den og kigger. Mens jeg undersøger påfuglen med øjnene, kommer en af museets frivillige hen til mig. Han er iført en sort dragt over en hvid skjorte. I hånden holder han sin sorte hat. Han har hørt fra sine kollegaer i receptionen, at jeg er kommet helt fra Danmark for at besøge museet, og han tilbyder at vise mig rundt. Jeg spørger ham om påfuglens historie og får at vide, at fuglen er designet i 1873 af Paul Comolera og brændt ved det berømte Minton Pottery i England. Men fuglens centrale placering i museets udstilling knytter sig snarere an til det faktum, at den har overlevet et af de forlis, som museet har viet en særlig opmærksomhed til; forliset af ”Loch Ard”. Det er netop dette skibsforlis som bliver dramatiseret i aftenens lyd-og lys show, ”Shipswrecked”. På den buede væg omkring klenodiet, ser jeg billeder af flere skibe og deres besætninger. Her står også det antal mennesker, som gik ned med hvert enkelt skib. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfor denne historie om ”Loch Ard” er så speciel. Ved dette skib var der ”kun” 52 døde, mens andre forlis var årsag til op imod 400 omkomne. Jeg får at vide, at det er på grund af de to mennesker som overlevede forliset. En af skibets skibsdrenge, Tom Pearce, reddede lady Eva Carmichael fra drukningsdøden, og de to var de eneste overlevende, foruden den store påfugl, som lå forsvarligt pakket ind i en kasse under transporten fra England. Han forklarer videre, at den personlige historie om de to overlevende fremstår som en potentiel kærlighedshistorie, hvor de to ikke får hinanden til sidst og at det er den historie som gør dette skibsforlis til noget særligt. Sammen med Ron, som manden præsenterer sig som, går jeg udenfor.

Aktør i museumsbyen Flagstaff Hill. Foto: Ingrid Vatne.

Den maritime by breder sig nedover landskabet og er forbundet med en vej af sorte lavasten, som snor sig nedover og rundt om den lille sø for enden af museet. Ved kajen ligger der enkelte både. Ron tager mig med op til et af de grå lavastenshuse, som ligger ved foden af Lady Bay Lighthouse, her bliver jeg introduceret til en ny udstilling. Udstillingen er resultatet af en workshop med områdets skolebørn. Bygningen rummer også dele af museets egne udstillinger, og jeg får lov til at prøve nogle tunge dykkersko, hvilket giver mig en fornemmelse af, hvordan det må være at bære en hel dragt lavet af samme materiale. Trappen op i Lady Bay Lighthouse kan kun rumme en person ad gangen. Fra fyrets top er der udsigt over museet og dets geografiske placering i forhold til det buldrende Bass-stræde. Ron udpeger de steder, hvor museets to fyrtårne er hentet fra og han fortæller, at det er de eneste historiske bygninger som er på museet. På den højtravende mast et stykke væk, hænger der nogle flag. Jeg får forklaret, at flagene fortæller, hvornår museet er åbent og lukket. Når museet lukker, skiftes flagene ud, således at de både der sejler langs med kysten kan få besked.

Museets øvrige bygninger er rekonstruktioner og skal visualisere en typisk udvikling i en havneby sidst i 1800-tallet. Vi fortsætter ned ad den snoede lavastensvej og gør enkelte stop ved nogle af bygningerne. Ron fortæller om museets arbejde med skolebørn i området og han viser mig, hvor aftenens show foregår. Efter at have vandret rundt nede i museumsbyen, møder vi Rons kone. Jeg bliver inviteret til te i museets cafe, og vi vender om og går hen til cafeen. Inden jeg går tilbage til fyrvogterboligen, hvor jeg skal overnatte, får jeg informationer om, hvornår jeg skal indfinde mig i receptionen for at følge aftenens lyd- og lysshow i museumsbyen.

Udenfor er det blevet mørkt og klokken nærmer sig syv. De som skal følge showet, indfinder sig efterhånden i museets reception. Til sammen udgør vi en gruppe på ca. 15 personer. En kvindelig guide, som bærer en lanterne i den ene hånd, ankommer til receptionen for at hentet os. Vi følger efter hende ind i museets biograf, og vi sætter os for at se en introduktionsvideo til den historie, som showet handler om. Videoen er bygget op som en dynamisk collage af historiske litografier, skitser og malerier i en dynamisk collage. Ud fra billedcollagen formes der bevægelige dråber, hvori hver af de to personer Eva Carmichael og Tom Pearce, visualiseres i dråberne. De to personer gestaltes i en dramatiseret fortolkning. Jeg kan genkende noget af det, der bliver sagt fra skrifter og fortællinger som jeg har læst og hørt i museets udstillingsområde tidligere på dagen. Dagbogsnotater fra hhv. de to overlevende og fra folk, der var med ombord, skaber en rød tråd igennem den narrative collage.

Det er forliset af Loch Ard, som er omdrejningspunktet for formidlingen. I denne video får vi baggrundsviden om det, at rejse fra Storbritannien til Melbourne i dette barske farvand. Vi bliver introduceret for de farer som truer uden for kysten og, får at vide hvor svært det er for et skib at ramme det 90 km smalle nåleøje, som afstanden mellem Cape Otway og King Island udgør, uden at støde på grund. På skærmen troner billeder af de stejle klippesider som præger ”the Shipswreck Coast” frem. Vi ser billeder fra skibsrejser og hører fortællinger om de kummerlige forhold som herskede ombord på skibene. Et billede af et dødt spædbarn i en kiste brænder sig fast på min nethinde, en stemme fortæller at barnet ikke overlevede de hygiejniske forhold ombord på skibet. Illustrationer af de mange mennesker som er stuvet sammen på de små arealer supplerer de auditive beskrivelser af forskellige menneskers oplevelse af rejseforholdene. Eva Carmichael fortæller om det sidste måltidet om bord på Loch Ard aftenen inden de skulle have ankommet til Melbourne, årets første vinterdag, 1. juni. 1878.

Flagstaff Hill Maritime Village. I baggrunden ses et af museets fyrtårne. Foto: Ingrid Vatne.

Efter ti minutter er filmen slut, og guiden kommer tilbage og tager os med udenfor. Her står en række lanterner, og vi bliver bedt om at tage en hver. Det er mørkt, og man kan tydeligt høre bølgerne fra det hav som lige er blevet omtalt i filmen. Til trods for at vejret er ret pænt slår de kraftigt ind imod Warrnambools kystlinje på trods af, at vejret er ret pænt. Guiden tager os med rundt i byen, vi stopper et par steder, hvorefter vi går videre til et bådhus som ligger ved den lille sø som udgør museets havn. På bådhusets ene væg ses en sort-hvid film, som er projekteret op herpå. Mørket oplyses kun af filmen og lyset fra vores lanterner, vi følger efter guiden ad en sti, som fører os rundt på den anden side af den lille sø. Vi går ind i bådhuset og sætter os på bænkene, hvorefter showet går i gang. Den lange væg som vender ud mod søen, rulles op og byen på den anden side af søen, kommer til syne. Der spilles musik fra højtalere og på samme måde som ved Sovereign Hill, skabes der også her liv i boligerne, det sker ved at vinduerne i bygningerne bliver oplyste både indefra og udefra. Stemmer og klirrende flasker skaber på meget levende vis liv i byen. Der er messe i kirken og fra et hus kalder en kvinde på sit barn, som er ude at lege. Der er lys i vinduerne i byens huse, og man kan høre at folk bor der.

Lyset bliver slukket i byen. Det bliver helt mørkt, og en ro sænker sig ned over byen. Samtidig med at menneskerne går til ro, begynder naturen at vågne til live. Vandkanoner skaber regn udenfor det hus, vi sidder i. Røgkanoner skaber røg langs bygningens sider. Det trækker op til storm. Pludselig kommer skibet Loch Ard, til syne mellem publikum og byen, projekteret op på et vifteformet springvand midt i den lille sø, der adskiller publikum fra byen. Samtidig begynder de bænke vi sidder på, at bevæge sig. Det store skib, som har fronten imod os, gynger dramatisk frem og tilbage, samtidig med at de bænke vi sidder på, gør det. Vandkanonerne laver regn, der kommer tordenskrald fra højtalerne, og vi ser nærbilleder af de dramatiske øjeblikke, hvor Kaptajn Gibb forsøger at få kontrol over sit skib. Kold luft blæser imod publikum. Det er de 15-20 dramatiske minutter fra det øjeblik skibet rammer klipperne ved kysten og til det synker, som her bliver dramatiseret og som vi inviteres til at opleve. Vi ser kaptajnen dreje på det store ror. Idet skibet forsvinder under vand, projekteres et lys vandret henover den røg, der adskiller publikum og det sted hvor skibet tidligere sås. Det horisontale lys former en bevægelse som gør, at min synsvinkel følger med ned under vandet. Her ser jeg menneskerne blive liggende stille og flyde i vandet. Publikums vinkel er placeret lavere end de flydende mennesker, således at vi kigger op imod vandoverfladen. Jeg befinder mig under vandoverfladen. Vandet bevæger sig rolig, hvilket skaber en kontrast til den storm, vi lige har oplevet. Det er en form for stilhed, som man kan genkende fra andre undervandsvisualiseringer. (eks ved forskellige akvarier). Vores blik føres atter op på overfladen, hvor springvandet igen starter og en form for sort-hvid grafisk fremstilling af de omkomnes ansigter, kommer til syne et efter et på springvandsbaggrunden. Et ansigt opløses som ringe i vandet for derefter at forme sig til et nyt ansigt18. De omkomne bliver til minder. Pludselig skifter billedet og vi ser den overlevende passager Lady Eva Carmichael svømme rundt i vandoverfladen. Skibsdrengen Tom Pearce hører hende råbe om hjælp, og han svømmer ud for at redde hende. Filmen ender i et klimaks bygget op omkring den berømte påfugl, the Loch Ard Peacock. Den 1,5 meter høje figur, som til alles store forundring, overlevede havariet til trods for sit skrøbelige materiale, betegnes i dag som det største skibsfund langs Australiens kyst.

I en lang afsluttende scene bygges påfuglen visuelt op således, at de enkelte dele af dens forskellige mønstre visuelt fylder springvandsskærmen. Først ses de grønne øjne på dens fjer. Derefter det spraglede brunlige vingeparti, den blå hals og til sidst dens hoved, med de skarpt optegnede linjer rundt om øjnene. Hovedet drejer rundt som på den piedestal, den står på i udstillingen. Denne seance vises to gange, hvorefter showet slutter. Guiden tager os med videre igennem byen og op til indgangspartiet i museumsbygningen. Her fortæller hun, hvordan det gik med Tom og Eva. Tre måneder efter forliset rejste Eva til England med en dampbåd. Tom drog også tilbage til sit hjemland. Han bosatte sig ikke langt fra hende. Det hører med til historien, at ingen af dem efterfølgende tog kontakt med den anden. Forliset af Loch Ard var blot et af tre forlis, som Tom overlevede. Da showet er slut, låner jeg en af museets lanterner. Den oplyser min vej tilbage til mit værelse.

Lampe på siden af bygning med indbygget højttaler. Derfra udsendes lyden af bl.a. hestevogne og fuglekvidder. Foto: Ingrid Vatne.

Morgenen efter afleverer jeg min lanterne i receptionen og receptionisten fortæller mig, at teknikken igen virker, så jeg har mulighed for at se de film som vises i museets biograf. Jeg bliver igen lukket ind i den bådlignende biograf, hvor jeg sætter mig på en af bænkene. En film vises på de to lærreder formet som sejl. Opbygningsmæssigt ligner filmen den introduktionsvideo, jeg så aftenen forinden. Efter filmen forlader jeg bådens ”dæk” og går ind igennem en lille passage med de brede skibsplanker og en trappe op til loftet. Dørken og det gelænder jeg holder fast i bevæger sig nu, som om det er et skib ude på havet. Det virker rigtig godt og giver mig en fornemmelse af, at jeg rent faktisk befinder mig på åbent hav.

Jeg går hen til påfuglen og kigger på den igen efter at have fået dens historie visualiseret i går aftes. Her mødes al den lyd, som strømmer ud fra de forskellige dele af rummet, det skaber en slags auditiv mødeplads. Jeg tager min audiorecorder frem for at optage lyden. Vi er blot en tre-fire mennesker i lokalet og alligevel er der så meget lyd, at det er svært at koncentrere sig om at læse de plancher, som hænger på væggen. Jeg finder en montre, hvor bestik fra et skibsforlis er udstillet. Bestikket har ligget på havbunden i så lang tid at de forskellige dele er groet sammen til en slags skulptur. Den råhed som skulpturen udtrykker, gør et særligt indtryk på mig. Jeg bliver stående et øjeblik og forestiller mig hele skibet som ligger på bunden af havet blot få kilometer fra det sted hvor jeg nu står. Derefter går jeg ud bygningen og bevæger mig ned ad den snoede ”bluestone” vej der fører igennem den maritime by. En kølig salt brise strømmer fra havet ind over den konstruerede maritime by. Jeg skærper sanserne og kan, på trods af det rigtig gode vejr, atter høre lyden fra bølgerne. Det er en særlig atmosfære over dette museum som skabes af samspillet mellem den omkringliggende natur og museets tematiske omdrejningspunkt. Mågerne der skriger, duften af tjære, og den særlige stilhed som hersker her giver noget særligt til min oplevelse. Der er ikke mange besøgende eller aktører i museets gader. Jeg har fået at vide af museets direktør Peter Abbott, at den oprindelige tanke med museets formidling var, at have dragtklædt museumspersonale. Denne strategi er ændret, og fokus ligger nu på en øget anvendelse af teknologi, til at dramatisere de historiske miljøer. Jeg går ind i en af bygningerne, The Examiner Office, hvor et trykkeri er udstillet. Mens jeg står og ser på de udstillede genstande, hører jeg en hestevogn køre forbi. Lyden overrasker mig, da jeg hverken har set heste eller stalde på stedet, og jeg skynder mig derfor ud på gaden. Men da jeg kommer udenfor ser jeg hverken hest eller vogn. Mens jeg står og ser mig omkring, bliver jeg opmærksom på en fuglekvidren som kommer fra en udendørs lampe. Jeg kigger nærmere på lampen og får øje på en højtaler, hvorfra der kommer forskellige lyde – blandt andet lyden af hestevogn. Jeg går videre ned i byen. Ud fra en anden lampe af samme slags, hører jeg en kvindestemme råbe noget. Jeg kommer forbi smedens hus, hvor der er gang i essen, og der dufter af håndværk fra bygningen, jeg går derind. En ung smed er ved at varme et stykke jern op i sin esse. Omkring ham hænger værktøj og forskellige genstande i smedejern. Han fortæller, at han har fået et kursus i jernsmedning af museet og at han arbejder som frivillig på museet en gang om ugen. De frivillige har delt deres dag op i formiddag- og eftermiddagsintervaller, og smeden er ved at lægge den sidste hånd på dagens smedearbejde, inden han pakker sammen. Udenfor er det nu lyden af bølger som kommer ud fra en lampe placeret tæt på smedjen. Jeg går rundt om den lille sø og bliver opmærksom på, hvordan lyderne er fremtrædende på dette museum. En båd som ligger i vandet pumper kølvand ud fra siden, og der opstår en lyd, idet vandet rammer en stolpe.

Reallyd: Kølvand fra et skib pumpes ud og rammer en stolpe. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre rundt om den lille sø, passerer en række fugle, hvorefter jeg kommer til et grønt område neden for Lady Bay Lighthouse, her står to får og græsser. Jeg fortsætter forbi sømandskirken, sejlmageren og de mange sække som ligger på kajen og venter på at blive lastet om bord. Henne ved caféen sætter jeg mig udenfor, jeg drikker en kop kaffe og skriver noter til dagens oplevelser, samtidig med at jeg har udsigt ud over hele den maritime by og en stribe af Bass-strædet. Mens jeg sidder og ser, tænker og noterer, hører jeg en dramatiseret barnestemme som efterfølges af en voksenstemme, som irettesætter barnet. Jeg kan ikke høre, hvor stemmerne kommer fra, men de flyder ligesom kropsløse hen over byen. Det bliver igen stille, og jeg skærper min lyttesans endda mere i håb om at høre flere lyde. Fra mit bord får jeg øje på flere højtalere, som er placeret rundt om i byen. Efter et langt stykke tid med stilhed hører jeg igen børnestemmer. Denne gang lyder det som børn der leger. Heller ikke denne gang lykkes det mig at opfange, hvor stemmerne kommer fra. Jeg bliver siddende længe nok til at høre sekvenserne loope. Ved indgangen til cafeens blondeudsmykkede victorianske altan, som strækker sig langs hele husets væg, hænger der en lampe, der ligner de andre med de indbyggede højtalere. Et par ældre damer kommer op ad bakken, de er på vej mod cafeen. De to damer bliver synligt overraskede, da de hører stemmer fra højtaleren. Stemmerne skal forestille at komme fra et værtshus. Damerne griner lidt og kommenterer det. Et par ældre mennesker, som ser ud til at følges med de to første, stopper også op et øjeblik for at lytte til stemmerne. De taler kort sammen, hvorefter de går ind i cafeen. Ud over de mennesker, som nu befinder sig inde i cafeen, har jeg ikke set særlig mange besøgende på museet i dag. Det er vinter og mandag, og jeg kommer til at tænke på, at det faktisk ikke føles underligt at gå alene på dette museum. Jeg har derimod flere gange tidligere oplevet, at det at gå på et frilandsmuseum alene, skaber en række begrænsninger i formidlingssituationer, fordi jeg ikke har haft min egen sociale ramme med, som jeg har kunnet agere inden for. Grunden er måske, at Flagstaff Hill Maritime Museum ikke synes at lægge vægt på det sociale aspekt i formidlingen, men snarere på det æstetiske. Flere af de lyde jeg opfanger i dag, både dem, der kom fra højtalerne og naturens egne reallyde, opdagede jeg ikke i går, da jeg fulgtes med Ron.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater

Når moderne materialer kommer på museum

Læsere af Bag Facaden er allerede bekendt med den store tilstrømning af gæster til Den Gamle By i kølvandet på åbningen af Tårnborg i det moderne bykvarter. Her oplever vi da også en ny slags museum, nemlig museum om hverdagen, som den var i mange af vores gæsters barndom eller ungdom.

For vi konservatorer er det også på flere måder en ny slags museum. For det første er vi i 1974 inde i en periode, hvor 60’erne “køb og smid væk – kultur” har sat forbruget dramatisk i vejret. Man ejer simpelt hen mange flere ting end før. Hvor et hjem i 1864 måske indeholder 100 genstande, ejer en familie i 1974 måske 2000! Desuden er vi i 1974 for alvor trådt ind i “plastik-alderen”, og plastik har helt andre egenskaber i forhold til traditionelle, relativt stabile materialer som træ, glas og metal.

Et blik på kernefamiliens køkkenbord vidner om de mange moderne brugsgenstande.

To af museets konservatorer fik ansvaret for, at klargøringen af de tusindvis af genstande foregik på den rigtige måde. De måtte tænke i nye baner, og Bodil Klarskov Larsen fortæller her om opgaven:

“Der er mange overvejelser og hensyn, der skal tages når så store mængder af materialer skal klargøres og nye typer materialer og genstande indlemmes i Den Gamle Bys udstillinger.

Særligt klargøringen af de moderne materialer har været en udfordring. Det skyldes, at de nye genstande nedbrydes på andre måder end mange af de traditionelle materialer, der findes i Den Gamle By. Mange plastmaterialer er ikke produceret med lang holdbarhed i tankerne, og deres relativt hurtige nedbrydning kan give udfordringer i forhold til at udstille genstandene på museum. Eksempelvis er materialet i en plasticpose sammensat, så den skal kunne holde i ca. et år.

Mange har den opfattelse at plastmaterialer varer evigt, eller næsten i hvert fald. Denne opfattelse bliver styrket af medierne, der gang på gang fortæller os om, hvor lang tid det tager for plast at blive nedbrudt i naturen. Det er også korrekt, at det tager op til 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det er ikke ensbetydende med, at nedbrydningen ikke starter langt tidligere og kan være synlig efter ganske få år. Misfarvning, krakelering og fedtede overflader er alle tegn på nedbrydning af plast. Vi kender vist alle sammen plastgenstande i hjemmet, der hurtigt viser tegn på nedbrydning.

Genstandene, der er blevet indsamlet til Den Moderne By, er netop denne type hverdagsgenstande. De har i de fleste tilfælde været i brug rundt omkring i hjem og erhverv og er derfor slidte. Efter endt brug har nogle af genstandene måske været opbevaret i en fugtig kælder eller garage.

Denne papirbakke fra gynækologens klinik måtte vi desværre sortere fra, da den er fyldt med revner. Selv hvis man limede delene sammen, ville de mange mikroskopiske revner få den til at gå i stykker andre steder.

En del af genstandene viste allerede tegn på begyndende nedbrydning, og det var derfor nødvendigt at vurdere hvilke, der var egnet til udstillingen og hvilke, der ikke stod til at redde. En bedømmelse af, hvad hver enkelt genstand kan tåle af behandling var også vigtig. Eksempelvis kan nedbrudte overflader ødelægges af almindelig rengøring og den originale overflade kan helt forsvinde, hvis man går for kraftigt til værks.

Det har været som en stor oplevelse og professionelt tilfredsstillende at følge klargøringen, og at være en del af teamet, som sikrer, at der bliver taget godt vare på de mange nye genstande. Det tværfaglige samarbejde med museets andre afdelinger har været spændende, og det er glædeligt at se, at det gavner genstandenes bevaring, så rigtig mange museumsgæster kan få glæde af dem i fremtiden”, afslutter Bodil Klarskov Larsen.

 

OBS! SKULLE DU HAVE FÅET LYST TIL AT BESØGE TÅRNBORG I WEEKENDERNE OP TIL JUL ER DER BOOKING AF TID VIA HJEMMESIDEN:     http://www.dengamleby.dk/booking/


 

Julehygge i sommervarmen

I sommerferien har der været rigtigt mange besøgende og mange på arbejde i Den Gamle By, men nogle af medarbejderne har også kunnet holde ferie. De er nu ved at vende tilbage til museet og er klar igen til nye projekter. I dag holdt museets juleinspektør og resten af planlægningsgruppen bag dette års kommende juleudstilling deres første møde efter ferien.

Susanne, Kurt og Tine fra udstillingsafdelingen og museets juleinspektør Jens diskutere juleudstilling, nisselofter og juletræspynt til forskellige tider.

Det var et dejligt afbræk på en ellers varm augustdag at diskutere julepynt, nisselofter, legetøjsønsker, krybber, pakker og julemusik.
Planlægningen af afsnittene i udstillingen er godt i gang – for som det hedder i en af julesangene: julen kommer før end vi ved det …

Først skal træet vises, siden skal det spises.