Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

 

 

70’er tøj til fotosession

Den 13. september åbner Den Gamle Bys næste særudstilling Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. I sidste uge blev dragterne fotograferet, men før de kunne blive det, skulle de monteres på giner. Kamma Mogensen fra kommunikationsafdelingen var forbi og tog en række billeder af fotosessionen.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Museumsinspektør Tove Engelhardt Mathiassen, der er ansvarlig for Den Gamle Bys tekstilsamling, har samlet ind til udstillingen de sidste 8 år. Her klæder Tove en gine på med stribet spencer og lilla T-shirt.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70'erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Hot pants med lang overdel var højeste mode i begyndelsen af 70’erne. Konservator Karen Woer har lidt besvær med at få dragten til at sidde fast på ginen.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Museumsassistent Edel Helga Kragh syr betræk på en ståltrådsarm, inden den sættes på ginen med hønsestriknederdel.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer broderet barnevogn der også skal fotograferes.

Kurt Edelhard Eriksen fra udstillingsafdelingen kommer med en broderet barnevogn, der også skal fotograferes.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Barnevognen og tøj fra en lærerstuderende anno 1976 gøres klar til fotografering.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Karen Flaskgaard monterer et tørklæde.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Museumsassistent Kari Helene Berg får en skjorte med 70’er modelange flipper og kaffekværnsprint til at sidde tæt om ginen.

Karen er klar med et ben til hot pants'ene.

Karen er klar med et ben til hot pants’ene.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Kari, Karen og Karen klargør hot pants’ene til fotografering.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Og fotograf Thomas Kaare Lindblad foreviger dragten.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

Dragter, der pænt venter på, at det bliver deres tur.

I udstillingen Hønsestrik og hot pants vil der blive vist mere end 100 stykker tøj fra 70’erne. Vi glæder os til at vise jer dem alle.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.

Dobbelt digitalisering

En del af mit daglige arbejde som museumsinspektør er at svare på spørgsmål. Jeg får tit spørgsmål om betydningen af forskellige tekstil- og dragtord fra slægtsforskere, forfattere og andre museumsfolk, litteraturhistorikere og alle mulige andre interesserede. Digitalisering er i øjeblikket en meget effektiv metode til at dele viden med mange mennesker og ikke kun dem, der spørger direkte. Digitalisering kan også åbne op for inddragelse af manges viden. 

I disse år arbejder vi på et stort digitaliseringsprojekt af historiske dragt- og tekstilord. Projektet hedder textilnet.dk og foregår primært i Den Gamle By i et tæt samarbejde med en arbejdsgruppe af forskere fra hele landet. De fleste af dem er medlemmer af det faglige netværk, dragtpuljen, og nogle af dem arbejder på Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet.

Udgangspunktet for textilnet.dk er seddelkartoteker over ord indsamlet af dragt- og tekstilforskerne Erna Lorenzen og Ellen Andersen. Her ses Erna Lorenzens kartoteksæske, som er fyldt med små kartotekskort med nydelige, håndskrevne termer og definitioner.

Arbejdsgruppen i dragtpuljen har siden 2004 arbejdet frem mod det mål, der nu bliver realiseret på basis af generøs fondsstøtte og en bevilling på 1,1 million fra Kulturstyrelsen. Cand. mag. Birka Ringbøl Bitch er projektansat på textilnet.dk og arbejder med at gennemgå ord og definitioner, der bliver stillet op i det format, som arbejdsgruppen har udarbejdet.

Ordene i textilnet.dk bliver stillet op med deres forskellige variationer. Der kan være mange stavemåder af det samme ord eller betegnelser for det samme tekstil. Desuden noterer vi sprog og formulerer en kort definition. Vi omtaler tid, fordi ord kan ændre betydning over tid, og giver en grundig forklaring samt tilføjer eventuelle meningsbærende citater. For hvert ord er der et afsnit om kilder. Databasen anvender MediaWiki, som er vidt udbredt, og derfor kendt af brugerne, og som – næsten mest væsentligt i denne sammenhæng – bliver opdateret.

Birka undersøger alle ordene på kartotekskortene i en række opslagsværker.

 

Holberg, dagbøger, gamle breve og andre tekster 

Men hvorfor i alverden skal vi digitalisere ord? Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt, hvad Holberg mente, da han skrev følgende i sin epistel nummer 365, som oprindelig udkom i 1750?

”Jeg kand ikke nægte, at de gode Herrer jo derudi have Ret, jeg priser deres Nidkiærhed, og tilstaaer, at jeg længe selv haver ønsket denne Modes Afskaffelse, eftersom, uden at tale om dens Forfængelighed, den vanskaber Fruentimmeret i mine Øjen saaledes, at, om jeg nu skulde faae i Sinde at gifte mig, maatte det blive enten med en Stue-Pige eller en Bonde-Pige, som have en naturlig Dragt, med mindre udi Ægteskabs-Contracten blev indført en Artikel om de harniskede Skiørters Nedleggelse”.

”Harniskes Skiørter” betyder det, at kvinder i midten af 1700-tallet var klædt i en slags rustning? Man ser amazoner med skjold og sværd for sit indre blik. Men nej, det er ikke det, Holbergs ironiske kommentar om den hotteste mode handler om. Den handler om undertøj, om den slags undertøj, der omskaber kroppen, så man slet ikke kan se en kvindes ben. I midten af 1700-tallet var det moderne med brede underskørter afstivet med ovale ringe af for eksempel det fleksible materiale hvalbarde. Skørterne dannede en slags telt om underkroppen, og de fornemme silkestoffer i kjolerne blev løftet og formet af underskørtet. Arbejdet med textilnet.dk bunder i en overbevisning om, at ord er en kulturarv, der skal bevares for eftertiden, sådan de næste generationer også kan more sig over Holbergs humor eller forstå gamle tekster om deres egen familie og alt muligt andet, hvor man støder på historiske dragt- og tekstilord.

 Billeder og ord skal kædes sammen

Billeder øger forståelsen. Textilnet.dk arbejder med en dobbelt digitalisering på den måde, at Bodil Brunsgård i øjeblikket scanner de dias af tekstilprøver, som mag.art. Ingeborg Cock-Clausen i 1980’erne optog i danske arkiver og museer. En del af billederne publicerede Ingeborg Cock-Clausen i bogen ”Tekstilprøver fra danske arkiver og museer 1750-1975”, som udkom på Borgen i 1987; men mange af billederne har aldrig været publiceret før. De rummer en visuel skattekiste, hvor term, stofprøve og datering i de heldigste tilfælde bliver kædet sammen.

Væveprøver af stoffer produceret i Indien i 1718. Her er tekstil, datering og betegnelse på samme billede. Ingeborg Cock-Clausens originale dias tilhører Designmuseum Danmarks Bibliotek og bliver nu scannet som en del af textilnet.dk-projektet.

Bodil Brunsgård scanner Ingeborg Cock-Clausens originale dias fra 1980’erne og bearbejder dem efterfølgende for at få den bedst mulige udgave.

Med textilnet.dk bliver mange, mange ord samlet på et sted til brug for alle interesserede. Allerede nu har vi kontakter med andre forskere i England, Frankrig, Norge og Indien. Arbejdsgruppen for textilnet.dk samarbejder med Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mere viden 

Erna Lorenzen var museumsinspektør i Den Gamle By fra 1959 til 1979 og blev dr. phil. på afhandlingen ”Folks Tøj i og omkring Aarhus” i 1975. Den kan købes i Butikken i Den Gamle By. Læs mere om Erna Lorenzen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1908/

Ellen Andersen var museumsinspektør på Nationalmuseet og publicerede flere bind i værket ”Danske Dragter, Moden i Danmark”. Læs mere om Ellen Andersen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/336/origin/170/

Tak for støtte til

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Kong Frederiks og Dronnings Ingrids Fond

Augustinus Fonden

Farumgaard Fonden

Kulturstyrelsen

 

Link til dragtpuljens hjemmeside:

www.dragt.dk

 Link til Dansk Center for Tekstilforskning:

http://ctr.hum.ku.dk/

 Læs mere om textilnet.dk her:

http://www.dragt.dk/orddatabase

http://ctr.hum.ku.dk/otherprojects/danishcostumegroup/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/422666%3aDanmark–Hvad-betyder-aal-i-stroemperne

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/SyddanskUniversitet20nov2008PUB.pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Tekstiler i skrøbelighedens museum

I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.

Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.

 

Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/

 Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.

 

Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.

Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper. 

 

Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.

Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.

Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.