Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By

Aarhus Rådhus

Det hænder en gang i mellem, at vi i Den Gamle By tager opgaver udefra. I denne og den efterfølgende blog vil jeg fortælle om en meget spændende opgave, vi løser for Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller i 1938 og blev bygget i perioden op til 1942. Alt, helt ned til askebægre og møbler, hørte med til opgaven, og således er også de to postkasser specielt designede til rådhuset. De står ved hovedindgangen og tårnindgangen og gør med deres diskrete udformning egentlig ikke noget stort væsen ud af sig. På grund af deres kulturhistoriske værdi, og da de er omfattet af rådhusets fredning, blev det besluttet, at den tiltrængte restaurering skulle foretages af Den Gamle By.

Et lidt ældre foto af hovedindgangen på Rådhuspladsen, hvor postkassen ses i højre side

 

Postkasserne er malet hvide, men midt på kassen er de prydet af Aarhus våbenskjold malet i mange farver. Postkasserne er blevet malet hvide mange gange, men der er hver gang malet uden om våbenskjoldene, som står med meget gamle, muligvis originale farver. Efter de mange år er skjoldene blevet meget slidt af vejr og vind, og det er blevet tid til, at de skal males op.

Inden Den Gamle Bys skiltemaler kan gå i gang med opgaven, er det dog smeden, som skal i gang, for den postkasse, som havde stået ved tårnindgangen var helt gennemtæret af rust i bunden. Det er derfor vigtigt, at rusten bliver skåret væk og erstattet af frisk jern.

Da smeden fik skåret hul på bunden, kunne vi tydeligt se den indvendige bund, som kun var malet med rustbeskyttelse. I hulrummet mellem den indre bund og den nederste bund lå en hel masse løs rust. Smeden fjernede rusten, men bemærkede, at der lå to helt runde stykker rust, det ene brunt, det andet gråt. Straks blev nysgerrigheden vakt, og han forstod, der måtte være tale om to mønter.

Postkassen står her på hovedet. Smeden har skåret den rustne bund op og man kan se ind i hulrummet mellem de to bunde.

Smeden og metalkonservatoren holder kaffepause sammen, og her kommer de to rustklumper op på bordet. Alle vi, der sidder om bordet, bliver straks meget nysgerrige. Tænk at finde efterladenskaber, som med vilje er blevet lagt ind i det utilgængelige hulrum den gang i begyndelserne af 1940erne? Hvad er det helt præcist? Og hvorfor er de lagt ind?

Metalkonservatoren fjerner rust og ir fra kobbermønten.

Metalkonservatoren renser rusten af mønterne, og der er tale om en 1 øre af kobber fra 1938 og en 1 øre af zink, der er så nedbrudt, at det er umuligt at se årstallet.

Zinkmønterne blev fremstillet under og efter anden verdenskrig, hvor materialet kobber blev “sparet” til andre formål.

Ved afrensningen ventede dog en mindre overraskelse, da resterne af et FR IX monogram kom til syne. For hvornår var det nu Frederik Den Niende blev indsat som konge…?

Ved lidt søgning på nettet finder vi ud af, at den 1 øre, vi har fundet, er produceret i perioden 1948 til 1955.

Vi har altså fundet en mønt fra 1938 og en fra perioden 1948 – 1955. Hvornår de er lagt ind i hulrummet og hvorfor forbliver dog en gåde. Er postkasserne alligevel ikke originale fra begyndelsen af 1940erne? Er den ene mønt original og den anden lagt ind ved en reparation i 1950erne? Har de en symbolsk værdi, er udtryk for overtro eller blot en slags “samtids-dokumentation”? Har DU et bud på en forklaring?

Fortsættelse følger…

Smeden skærer de afrundede hjørner i den nye bund.