Fint skal det være.

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

En sand overflod af smykker

I kælderen unde Plakatmuseet finder man museets nyåbnede udstilling af danske smykker fra perioden 1900-2000. Forud for at kunne åbne en udstilling ligger et omfattende arbejde. Her kan du læse om konservatorernes arbejde med udstillingen trin for trin.

Samlingen består af knap 1000 smykker. Museet ønsker at udstille samtlige smykker, men 1000 smykker er mange. De er derfor opdelt i tre niveauer, highlights i bordmontre, et repræsentative udvalg i vægmontrerne og resten i skuffer. Desuden er der en introduktionsvæg, hvor man kan lære lidt om stilarter og inspirationskilder. Konceptet var enkelt, der skal så mange smykker i hver vægmontre, som muligt. Men det er også noget af en udfordring.

At skabe et overblik

1000 smykker er mange at holde styr på og først skulle smykkerne sorteres. De var sorteret efter museumsnummer, men vi skulle bruge dem montre for montre. Sorteringen af smykkerne alene tog 3 uger.

For hver montre og skuffe tog vi et billede, for at danne os et over hvad de enkelte montre indeholdt

Billede: For hver montre eller skuffe tog vi et billede, så vi fremover hurtigt kunne se hvad den specifikke montre indeholdt.

Det var spændende at få sorteret smykkerne, og billederne gav grundlaget for at kunne planlægge designet af montrerne.

At indrette en montre

Så skulle der planlægges design. Hvordan skulle smykkerne placeres? På hvilken bagvæg? Hvilket stof som baggrund og hvilken farve? Hvordan skulle smykkerne monteres? Med hvilke teknikker osv.

Der blev afprøvet flere muligheder. Først en bølget bagvæg. Så nogle felter, skulle de være hvælvede eller flade? Hvor mange smykker var der plads til i monterene?

Den første ide til design var en bølget bagvæg.

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, her noget der nærmer sig det endelige resultat

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, indtil der til sidst var enighed om hvilken vej vi skulle gå. Valget blev en flad bagvæg, med nogle felter i grafiske former, der var placeret lidt ud fra bagvæggen

Nogle smykker gør sig ikke, hvis de udstilles fladt. Dem ville vi gerne vise i den form, de har når man bærer dem. Derfor har vi valgt at montere nogle af halskæderne og armbåndene på stativer. Her kan man se hvor smukt lyset reflekteres i smykkerne, og man kan levende forestille sig hvordan lyset spiller i smykkerne, når man bevæger sig.

Da vi hverken havde tid, eller erfaring med at producere de ønskede stativer måtte vi have hjælp. Det fik vi fra Steen Jensen fra Moesgård Museum, der har en lang erfaring med produktion af stativer til montering af museumsgenstande og af museets smed, Johannes Bengtson. Du kan læse om deres arbejde i forrige blogindlæg.

Vi ville gerne have en så usynlig montering som muligt. Derfor blev det besluttet at sy smykkerne fast til bagvæggen.

At gøre smykkerne klar til udstilling

Men først skulle smykkerne gøres klar til udstilling.

Smykkerne er generelt i en rigtig god stand, men mange af smykkerne havde ikke været i brug i mange år og trængte derfor til at blive rensede. Nogle var anløbne, mens andre var snavsede fra brug.

Hovedparten af smykkerne er udført i sølv, mange med sten, rav, ben eller koraller som dekoration.   Specielt for sølv er, at man ofte har brugt at oxiderer dele af sølvet for at fremhæve dekorationer. Nogle gange er oxidationen original, udført af sølvsmeden, men andre gange er den kommet ad åre, fordi ejeren af smykket ikke har pudset sølvet helt ind i hjørner og kroge. I begge tilfælde kan oxidationen være med til at fremhæve smykkets dekorationer, og bør derfor bibeholdes. Vi ønsker at vise smykkerne smukt pudsede, men uden at fjerne sporene fra tiden og med respekt for sølvsmedens intentioner med det enkelte smykke.

Der er også stor forskel på hvor sarte de forskellige typer af sten er, for ikke at snakke om rav og ben. Rensning kræver derfor en del viden om de enkelte materialer.

Nogle af smykkerne er blevet renset i ultralyd, en metoder der er meget udbredt blandt gudsmede. Andre er rengjorte med specialsæbe og igen andre er pudsede med et pudsemiddel uden slibemiddel. Altid med små vatpinde og forsigtighed. Andre igen er blot polerede med sølvpudseklude.

Kari renser smykke med vand og sæbe

Smykkerne monteres og udstillingen tager form

Efter endt rensning og pudsning skal smykkerne monteres.

Smykkerne er monteret på en ethafoam skumplade, for at den skal kunne holde formen, er den monteret på en bagplade af metal. Det er også i denne bagplade de mindre felter og stativerne er monteret. Skumpladerne skulle skæres på mål og beklædes med stof. For at kunne monterer de små plader, skullel der måles ud og bores huller i bagpladen.

Benna og Karen afmærker hvor de små plader og stativerne skal sidde på bagpladen. Da der er tale om en perforeret metal bagplade, er det med at ramme de rigtige huller.

Smykkerne lægges igen op på bagpladen, denne gang helt nøjagtigt. Hvorefter de er klar til at blive syet fast.

Nynne og Gitte er ved at sy smykkerne fast. De bruger fiskeline, som er nærmest usynlig.

I skufferne var det også nødvendig at sy smykkerne fast, da de skal kunne blive siddende selvom skuffen bliver trukket ud og skubbet ind i det uendelige.

Smykkerne lagt op på en plade i samme størrelse som skuffen. Her ses en skuffe lagt op og klar til montering.

Ringe og manchetknapper skulle placeres i en slidske i skumpladen. derfor var det vigtigt at måle præcist op hvor smykkerne skulle monteres. Herefter skulle pladen beklædes med stof.

Her kan man se hvordan Ole skærer huller til fingerringe i en plade til en skuffe.

Den færdige skuffe, som den ser ud i udstillingen

At nå i mål

Når man løber hurtigt og mange arbejder mod et fælles mål, er det vigtigt at holde styr på hvor langt man er nået. Til det formål havde vi lavet arbejdsplaner og afkrydsningsskemaer. På den måde kunne alle holde øje med hvor langt vi var kommet og hvad der manglede.

Et stort kryds hen over en vægmontre betød, at den var helt færdig!

En uge til åbning. Der er stadig meget der skal nås.

I de sidste dage op til åbningen arbejder et virvar af mennesker på højtryk med at sætte lys, pudse glas, montere alarmer, finjustere smykkerne og meget mere. Endelig blev det tid til åbningen, og vi fik fint besøg af hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

 

 

Aldrig igen “bare lige”

I forbindelse med opbygningen af udstillingerne i 70ér kvarterets hus Tårnborg, skulle jeg konservere en glaslysekrone til Frk. Snerums lejlighed. Der skulle egentlig ikke gøres så meget ved prismelysekronen, den var ikke i stykker, men meget snavset og ledningerne skulle udskiftes så lyset kunne være tændt uden risiko for kortslutning. Umiddelbart en let opgave, men den skulle vise sig ikke at være helt ukompliceret.

 

Glaslysekronen, da den ankom til konservering.

Lysekronen var meget snavset. For at kunne rengøre den ordentligt valgte jeg at skille den ad. På den måde kunne alle dele langt lettere vaskes og det ville være lettere at skifte ledningerne. Vi vasker glas i en sæbe specielt udviklet til glasvask, som giver et smukt skindende resultat.

Prismer i lange baner. Det er med at holde styr på rækkefølgen.

Efter rengøring af kronens dele, skulle ledningerne skiftes. Her begyndte problemerne. Da lysekronens arme er af glas, kan man se ledningerne løbe inde i armene. Oprindeligt havde man brugt hvide stofbetrukne enkeltledninger, problemet var at den type bruger man ikke længere, i dag er de betrukket med plastik. Da vi gerne vil holde vores genstande så originale som muligt, ville vi meget gerne have fat i ledninger af samme type. Efter en større eftersøgning lykkedes det vores elektriker at finde et firma i Tyskland, som forhandlede denne type ledning. Så langt så godt.

Her ses en af lysekronens arme. Man kan se ledningen inde i armen, den fortsætter ind igennem metalstykket.

Jeg gik glad og fro i gang med at klippe ledninger. Jeg sammenkobler altid de gamle og de nye ledninger, for på den måde at trække de nye ledninger med ind samtidig med at jeg trækker de gamle ud. MEN her startede problemerne. Glasarmene består at to stykker glas, der er samlede på midten om et metalstykke, der holder fatningen. Ledningerne går fra lysekronens stamme, igennem armen og videre igennem metalstykket. I samlingen mellem glasarm og metalstykket, skal den igennem et 90 graders vinkel og op i et smalt rør. Glasarmene er støbt fast i metalstykket med en slags kit. Heri lå problemet. Det viste sig nemlig at glas og metal var blevet kittet sammen EFTER at ledningerne var trukket igennem. Det betød at de gamle ledninger nu sad helt og aldeles fast. Der var ikke andet at gøre end at skrabe kitten ud og skille armene ad. Det var med sved på panden jeg gik i gang med den opgave, for glasarmene er uerstattelige og opgaven var svær.

Efter adskillelse er den kit, der var årsag til at ledningen sad fast renset væk. Resten bliver siddende, da det letter arbejdet med den nye kitning.

Det lykkedes heldigvis og efter møje og besvær fik jeg skiftet ledninger og på ny kittet armene sammen igen. Det endelige resultat kan ses i Frk. Snerums lejlighed, men her er et smugkik.

Glaslysekronen efter konservering, klar til at komme på plads i Frk. Snerums lejlighed.

 

Glaslysekronen som den tager sig ud i Frk. Snerums lejlighed.