Hovedet på sømmet – om håndsmedede søm

Der ligger ofte et stort arbejde bag selv de mindste detaljer i Den Gamle By.

Når husene på museet skal restaureres, går vi meget op i at bruge de korrekte materialer Det gælder også søm. I den gamle del af museet, hvor vi viser tiden før 1900, betyder det derfor håndsmedede søm, der laves af museets egen smed, Johannes Bengtson Pedersen.

Johannes fortæller her om, hvordan arbejdet foregår:

“Teknikken til at smede søm er som sådan enkel, men kræver megen øvelse, for at give et ensartet resultat.

Sømsmedene, der også blev kaldt nagelsmedene, var så specialiserede, at de ikke beskæftigede sig med andet. Efterspørgslen på søm var stor, og man anslår, at 1/3 af al jern i England i 1600-tallet gik til sømsmedning, som i stor stil eksporteredes også til Danmark. Her kan du se, hvordan jeg som smed i Den Gamle By, fremstiller alle de håndsmedede søm, vi bruger i bygningerne.”

“Først smedes spidsen på sømmet ud. Det er vigtigt, at jernet er omkring svejsetemperatur (1100 – 1250 grader), da det her har størst plasticitet og derved lader sig forme hurtigere.”

“Nu afsættes en “skulder” på sømmet. Dette gøres på kanten af ambolten mod mig og definerer afslutningen af selve “spigret” på sømmet. Skulderen giver også et godt afsæt til senere, når hoved på sømmet skal slås.”

“Spigret færdigsmedes ved konstant at vende jernet en kvart omgang frem og tilbage. Denne slagteknik holder jernet varmt og sikrer en jævn materialefordeling.”

“Materialet til hovedet forberedes ved at hugge næsten igennem jernet fra alle sider med et stokjern, der er en mejsel monteret i amboltens firkantede hul. Det er vigtigt ikke at kappe sømmet helt af, da man så kan putte sømmet i nageljernet uden at skulle bruge en tang. Nageljernet er det værktøj, man slår hovedet på sømmet i.”

“Her ses sømmet siddende i nageljernet, efter at hovedet er slået.”

“Og så er sømmet færdigt.”

“Håndsmede søm kendes ofte med de meget karakteristiske firslåede hoveder. Det er vigtigt, at sømmet smedes i én varme, det vil sige at jernet kun varmes en gang. Ellers udsættes spigret på sømmet for en deformationshærdning. Det sker ved, at slagene fra hammeren komprimerer og styrker jernets struktur. Sømmet bliver derfor stivere og bøjer ikke så let. Varmes jernet op igen, forsvinder denne egenskab.”

Her ses et eksempel på anvendelsen af de håndsmedede søm på et dørhængsel. Næste gang, du besøger Den Gamle By, prøv da at lægge ekstra godt mærke til smedens håndsmedede søm rundt omkring på de gamle huse.

 

 

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Selvgjort er velgjort – drømmen om det oprindelige & andre 1970’er-drømme

Den Gamle By indsamler billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og også billeder, mens du fremstillede dit eget eller andres tøj i 1970’erne.

På sejltur på Limfjorden med kollektivet Skansen i 1975. Grethe nyder solen og den uundværlige strikkestrømpe. Der blev produceret mængder af strikket beklædning i 1970’erne, for et strikketøj kunne man have med alle vegne. Vibeke Rygård foto.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Gerne også billeder hvor du syr eller væver, spinder eller farver, hækler osv.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

 

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/ude i naturen?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj lavede du?
  4. Hvor arbejdede du med at sy og strikke, spinde, væve og farve dit eget tøj? (På værksted/i klubben/på kursus/hjemme hos dig selv?)
  5. Er der en særlig historie bag billedet?
  6. Hvilken slags tøj har du på?

1970’ernes meget populære form for strik fik navnet hønsestrik, og selve ordet hønsestrik er senere blevet optaget som et nyt ord i det danske sprog. Hønsestrik havde mønsterborter og politiske budskaber om kvindefrigørelse, modstand mod atomkraft og andre aktuelle temaer indstrikket i tøjet.

Bryllupsbillede på forsiden af bogen Hønsestrik 2 i 1974. Kirsten Hoffstätter (med tørklæde), der udgav de populære hønsestrikbøger i 1970’erne, lærte brudgommen Gunnar Stein at strikke. Han blev eksponeret både i den skrevne presse og på TV med gang i strikkepindene. Foto: Pia Funder.

Da Gunnar Stein og Susanne Bergmann blev gift på Helsingør Rådhus 6. april 1974, havde brudgommen strikket brudens nederdel som en del af sit frieri. Susanne Bergmann havde sagt, at hun kun ville gifte sig med ham, hvis han strikkede hende en nederdel i hønsestrik. Gunnar Stein arbejdede på forlaget Hønsetryk, der udgav hønsestrikbøgerne, så inspirationen fra bøgernes redaktør Kirsten Hoffstätters farvestrålende, strikkede nederdel lå lige for.

Solvej og Hanne med garn, de har farvet i kraprod. Billedet er taget i Ingeborg Mule Henningsens have i Ollerup i 1979. Mule holdt kurser i plantefarvning i sit eget hjem og dyrkede også farveplanter som vajd i haven. Garnet blev brugt til at strikke eller væve med.

Det var populært at fremstille sit tøj helt fra grunden i 1970’erne. Så mange købte uld, spandt garn og farvede det med plantefarver. Garnet kunne bruges til at hækle, væve eller strikke sit eget tøj med. Man kunne også købe færdige garner på uldspinderierne for eksempel Hjelholts Uldspinderi, som stadig eksisterer, eller på Søndermølle Uldcentral ved Viborg.

Trøje af hæklede firkanter. Det var nemt at bruge sit restegarn til farvestrålende firkanter i mange farver. Ivan Oehlenshaeg Sørensen på billedet har spillet keyboard i rockgruppen Gnags siden begyndelsen af 1970’erne.

Det var også populært at sy sit eget tøj. På Den Gamle Bys udstilling Festtøj 1909-2009 var dette lilla partysæt fra 1978 med. Materialet er polyester i en tynd strikvare, der kan smyge sig om kroppen. Annette, som har givet dragten til Den Gamle By, syede selv sit sæt, mens hun var universitetsstuderende. Hendes kæreste arbejdede i en bank, og sættet skulle bruges til en firmafest i banken.

Hjemmesyet sæt med top og bukser med vide ben fra 1978. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Punkerne skabte et image med deres tøj, hvor der var mange hjemmelavede detaljer på en helt anden måde end det hjemmestrikkede, hjemmesyede og hjemmefarvede tøj i 1970’erne. Punkerne brugte cowboybukser, der blev revet i stykket og bemalet. Deres læderjakker blev forsynet med mange detaljer af metal som nitter og sikkerhedsnåle. Kropsbemaling var også meget brugt for eksempel af pigepunkbandet Gylles forsanger Marianne, som malede udskæringer på sig selv som et slagtedyr og oven i købet skrev skinke på låret.

John Bæk Simonsen fotograferede Marianne, der var forsanger i det aarhusianske pigepunkband Gylle, der blev dannet i 1979.

Punk repræsenterer helt andre drømme end Grethe med strikkestrømpen. Gylles medlemmer var stærkt sminkede til koncerter, og forsangeren Marianne smed tit tøjet som en del af et sceneshow. Drømmen og målet var at provokere. Jeg vil slutte med at citere Wikipedias artikel om punkrock:

” Punken var i opposition til 1970’ernes prætentiøse mainstream rock ved at spille hurtig og støjende rock, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Punken omfavnede en ‘gør det selv’-etik, hvor det var mindre vigtigt at spille teknisk godt, men derimod vigtigere at “komme ud over scenekanten”. Mange bands producerede, indspillede og distribuerede også deres plader selv.”

Så hele konceptet for punkmusik var på en måde at selvgjort er velgjort, selv om det ikke nødvendigvis var idéen, at det skulle lyde godt.

Den Gamle By samler på billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og mens du fremstillede det. Send scannede billeder i høj opløsning til foto@dengamleby.dk

og se på toppen af siden, hvilke oplysninger vi gerne vil have med.

Farvede du dine T-shirts med viklebatik?

Rev du huller i dine cowboybukser?

Strikkede du?

Satte du nitter i din læderjakke?

Farvede du dit eget garn?

Brugte du kropsbemaling?

Syede du?

På forhånd tak.

 

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By

Aarhus Rådhus

Det hænder en gang i mellem, at vi i Den Gamle By tager opgaver udefra. I denne og den efterfølgende blog vil jeg fortælle om en meget spændende opgave, vi løser for Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller i 1938 og blev bygget i perioden op til 1942. Alt, helt ned til askebægre og møbler, hørte med til opgaven, og således er også de to postkasser specielt designede til rådhuset. De står ved hovedindgangen og tårnindgangen og gør med deres diskrete udformning egentlig ikke noget stort væsen ud af sig. På grund af deres kulturhistoriske værdi, og da de er omfattet af rådhusets fredning, blev det besluttet, at den tiltrængte restaurering skulle foretages af Den Gamle By.

Et lidt ældre foto af hovedindgangen på Rådhuspladsen, hvor postkassen ses i højre side

 

Postkasserne er malet hvide, men midt på kassen er de prydet af Aarhus våbenskjold malet i mange farver. Postkasserne er blevet malet hvide mange gange, men der er hver gang malet uden om våbenskjoldene, som står med meget gamle, muligvis originale farver. Efter de mange år er skjoldene blevet meget slidt af vejr og vind, og det er blevet tid til, at de skal males op.

Inden Den Gamle Bys skiltemaler kan gå i gang med opgaven, er det dog smeden, som skal i gang, for den postkasse, som havde stået ved tårnindgangen var helt gennemtæret af rust i bunden. Det er derfor vigtigt, at rusten bliver skåret væk og erstattet af frisk jern.

Da smeden fik skåret hul på bunden, kunne vi tydeligt se den indvendige bund, som kun var malet med rustbeskyttelse. I hulrummet mellem den indre bund og den nederste bund lå en hel masse løs rust. Smeden fjernede rusten, men bemærkede, at der lå to helt runde stykker rust, det ene brunt, det andet gråt. Straks blev nysgerrigheden vakt, og han forstod, der måtte være tale om to mønter.

Postkassen står her på hovedet. Smeden har skåret den rustne bund op og man kan se ind i hulrummet mellem de to bunde.

Smeden og metalkonservatoren holder kaffepause sammen, og her kommer de to rustklumper op på bordet. Alle vi, der sidder om bordet, bliver straks meget nysgerrige. Tænk at finde efterladenskaber, som med vilje er blevet lagt ind i det utilgængelige hulrum den gang i begyndelserne af 1940erne? Hvad er det helt præcist? Og hvorfor er de lagt ind?

Metalkonservatoren fjerner rust og ir fra kobbermønten.

Metalkonservatoren renser rusten af mønterne, og der er tale om en 1 øre af kobber fra 1938 og en 1 øre af zink, der er så nedbrudt, at det er umuligt at se årstallet.

Zinkmønterne blev fremstillet under og efter anden verdenskrig, hvor materialet kobber blev “sparet” til andre formål.

Ved afrensningen ventede dog en mindre overraskelse, da resterne af et FR IX monogram kom til syne. For hvornår var det nu Frederik Den Niende blev indsat som konge…?

Ved lidt søgning på nettet finder vi ud af, at den 1 øre, vi har fundet, er produceret i perioden 1948 til 1955.

Vi har altså fundet en mønt fra 1938 og en fra perioden 1948 – 1955. Hvornår de er lagt ind i hulrummet og hvorfor forbliver dog en gåde. Er postkasserne alligevel ikke originale fra begyndelsen af 1940erne? Er den ene mønt original og den anden lagt ind ved en reparation i 1950erne? Har de en symbolsk værdi, er udtryk for overtro eller blot en slags “samtids-dokumentation”? Har DU et bud på en forklaring?

Fortsættelse følger…

Smeden skærer de afrundede hjørner i den nye bund.