Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Flagstaff Hill – Ingrids museumsoplevelser, del 6

Flagstaff Hill Maritime Village i Australien. Foto: Ingrid Vatne.

Sidste indlæg i blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i museumsbyen Flagstaff Hill Maritime Village i Australien – et frilandsmuseum, der fokuserer på at formidle det maritime miljø i den historiske udvikling af staten Victoria.

Under besøget oplever Ingrid, hvordan den omkringliggende natur og de teknologiske virkemidler sammen skaber en særlig atmosfære i formidlingen af det maritime miljø.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4, Hjerl Hede – del 5.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#6: Flagstaff Hill Maritime Village, Warrnambool – Victoria, Australien

Introduktion til museet
Flagstaff Hill Maritime Village ligger i kystbyen Warrnambool i staten Victoria, Australien, og museet blev etableret i 1974. Museet er et offentligt lokalmuseum drevet af Warrnambool City Council, opstået som et såkaldt ”Community Lead Project” på baggrund af ønsket om at skabe en turistattraktion og et kulturarvcenter, hvor regionens sociale og maritime kulturarv formidles på en lærerig og underholdende måde. Museet er et hovedmuseum for skibsforlisenes historie og for fremvæksten af maritime byer sidst i 1800-tallet, og museet ønsker at fortælle lokalområdets historie på en måde, hvor den knyttes op til udviklingen af staten Victoria. Museets to fyrtårne er flyttet fra øerne der ligger tæt på museumsområdet. De øvrige bygninger er rekonstruktioner af bygninger fra 1800-tallets maritime byer i staten.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Museet ligger på en skråning i landskabet mellem vejen fra Warrnambool mod den smukke kyststribe the Great Ocean Road, og strandzonen, hvorfra man i de kommende måneder kan se hvaler. Museets velkomstcenter som inkluderer en udstillingsbygning og en café. Det udgør, sammen med det bevaringsværdige Lady Bay Lighthouse og to udstillingsbygninger i sort lavasten, stedets højest beliggende bygninger. Herfra er der udsigt ud over den maritime museumsby og man kan se hvordan museet er placeret i forhold til havet. Jeg bliver lukket ind i udstillingsdelen gennem en biograf, som visuelt set minder om et skib. To segl udgør det lærred, hvorpå museet viser en introduktionsvideo og et gangareal former skibets side. Jeg går igennem rummet og kigger på sceneriet. Jeg får at vide, at teknikken ikke virker i øjeblikket. For at komme videre ind i udstillingsbygningen, skal jeg gå langs med ”skibets” rækværk og videre ind igennem en gang, som er udformet som et skibsinteriør, med brede gulvplanker og en smal trappe som fører op til en luge i loftet. Denne lille mellemgang fører ind til et stort og åbent udstillingslokale, hvor genstande, som er fundet efter utallige forlis langs den barske kyst tæt på museet, er udstillet i montre sammen med billeder og tegninger af forskellige skibe, der er gået ned. Citater fra dagbøger er fremhævet både på plancher og i lydinstallationer. Midt i lokalet står en påfugl i stentøj. Den er udført i fuld størrelse og er placeret ovenpå en sten, som også er lavet i stentøj. Påfuglen drejer rundt om sig selv på en stor piedestal inde i en cylinderformet montre. Dens placering i rummet, og det cirkelformede rum omkring den tyder på, at den har en særlig historie. Jeg stiller mig foran den og kigger. Mens jeg undersøger påfuglen med øjnene, kommer en af museets frivillige hen til mig. Han er iført en sort dragt over en hvid skjorte. I hånden holder han sin sorte hat. Han har hørt fra sine kollegaer i receptionen, at jeg er kommet helt fra Danmark for at besøge museet, og han tilbyder at vise mig rundt. Jeg spørger ham om påfuglens historie og får at vide, at fuglen er designet i 1873 af Paul Comolera og brændt ved det berømte Minton Pottery i England. Men fuglens centrale placering i museets udstilling knytter sig snarere an til det faktum, at den har overlevet et af de forlis, som museet har viet en særlig opmærksomhed til; forliset af ”Loch Ard”. Det er netop dette skibsforlis som bliver dramatiseret i aftenens lyd-og lys show, ”Shipswrecked”. På den buede væg omkring klenodiet, ser jeg billeder af flere skibe og deres besætninger. Her står også det antal mennesker, som gik ned med hvert enkelt skib. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfor denne historie om ”Loch Ard” er så speciel. Ved dette skib var der ”kun” 52 døde, mens andre forlis var årsag til op imod 400 omkomne. Jeg får at vide, at det er på grund af de to mennesker som overlevede forliset. En af skibets skibsdrenge, Tom Pearce, reddede lady Eva Carmichael fra drukningsdøden, og de to var de eneste overlevende, foruden den store påfugl, som lå forsvarligt pakket ind i en kasse under transporten fra England. Han forklarer videre, at den personlige historie om de to overlevende fremstår som en potentiel kærlighedshistorie, hvor de to ikke får hinanden til sidst og at det er den historie som gør dette skibsforlis til noget særligt. Sammen med Ron, som manden præsenterer sig som, går jeg udenfor.

Aktør i museumsbyen Flagstaff Hill. Foto: Ingrid Vatne.

Den maritime by breder sig nedover landskabet og er forbundet med en vej af sorte lavasten, som snor sig nedover og rundt om den lille sø for enden af museet. Ved kajen ligger der enkelte både. Ron tager mig med op til et af de grå lavastenshuse, som ligger ved foden af Lady Bay Lighthouse, her bliver jeg introduceret til en ny udstilling. Udstillingen er resultatet af en workshop med områdets skolebørn. Bygningen rummer også dele af museets egne udstillinger, og jeg får lov til at prøve nogle tunge dykkersko, hvilket giver mig en fornemmelse af, hvordan det må være at bære en hel dragt lavet af samme materiale. Trappen op i Lady Bay Lighthouse kan kun rumme en person ad gangen. Fra fyrets top er der udsigt over museet og dets geografiske placering i forhold til det buldrende Bass-stræde. Ron udpeger de steder, hvor museets to fyrtårne er hentet fra og han fortæller, at det er de eneste historiske bygninger som er på museet. På den højtravende mast et stykke væk, hænger der nogle flag. Jeg får forklaret, at flagene fortæller, hvornår museet er åbent og lukket. Når museet lukker, skiftes flagene ud, således at de både der sejler langs med kysten kan få besked.

Museets øvrige bygninger er rekonstruktioner og skal visualisere en typisk udvikling i en havneby sidst i 1800-tallet. Vi fortsætter ned ad den snoede lavastensvej og gør enkelte stop ved nogle af bygningerne. Ron fortæller om museets arbejde med skolebørn i området og han viser mig, hvor aftenens show foregår. Efter at have vandret rundt nede i museumsbyen, møder vi Rons kone. Jeg bliver inviteret til te i museets cafe, og vi vender om og går hen til cafeen. Inden jeg går tilbage til fyrvogterboligen, hvor jeg skal overnatte, får jeg informationer om, hvornår jeg skal indfinde mig i receptionen for at følge aftenens lyd- og lysshow i museumsbyen.

Udenfor er det blevet mørkt og klokken nærmer sig syv. De som skal følge showet, indfinder sig efterhånden i museets reception. Til sammen udgør vi en gruppe på ca. 15 personer. En kvindelig guide, som bærer en lanterne i den ene hånd, ankommer til receptionen for at hentet os. Vi følger efter hende ind i museets biograf, og vi sætter os for at se en introduktionsvideo til den historie, som showet handler om. Videoen er bygget op som en dynamisk collage af historiske litografier, skitser og malerier i en dynamisk collage. Ud fra billedcollagen formes der bevægelige dråber, hvori hver af de to personer Eva Carmichael og Tom Pearce, visualiseres i dråberne. De to personer gestaltes i en dramatiseret fortolkning. Jeg kan genkende noget af det, der bliver sagt fra skrifter og fortællinger som jeg har læst og hørt i museets udstillingsområde tidligere på dagen. Dagbogsnotater fra hhv. de to overlevende og fra folk, der var med ombord, skaber en rød tråd igennem den narrative collage.

Det er forliset af Loch Ard, som er omdrejningspunktet for formidlingen. I denne video får vi baggrundsviden om det, at rejse fra Storbritannien til Melbourne i dette barske farvand. Vi bliver introduceret for de farer som truer uden for kysten og, får at vide hvor svært det er for et skib at ramme det 90 km smalle nåleøje, som afstanden mellem Cape Otway og King Island udgør, uden at støde på grund. På skærmen troner billeder af de stejle klippesider som præger ”the Shipswreck Coast” frem. Vi ser billeder fra skibsrejser og hører fortællinger om de kummerlige forhold som herskede ombord på skibene. Et billede af et dødt spædbarn i en kiste brænder sig fast på min nethinde, en stemme fortæller at barnet ikke overlevede de hygiejniske forhold ombord på skibet. Illustrationer af de mange mennesker som er stuvet sammen på de små arealer supplerer de auditive beskrivelser af forskellige menneskers oplevelse af rejseforholdene. Eva Carmichael fortæller om det sidste måltidet om bord på Loch Ard aftenen inden de skulle have ankommet til Melbourne, årets første vinterdag, 1. juni. 1878.

Flagstaff Hill Maritime Village. I baggrunden ses et af museets fyrtårne. Foto: Ingrid Vatne.

Efter ti minutter er filmen slut, og guiden kommer tilbage og tager os med udenfor. Her står en række lanterner, og vi bliver bedt om at tage en hver. Det er mørkt, og man kan tydeligt høre bølgerne fra det hav som lige er blevet omtalt i filmen. Til trods for at vejret er ret pænt slår de kraftigt ind imod Warrnambools kystlinje på trods af, at vejret er ret pænt. Guiden tager os med rundt i byen, vi stopper et par steder, hvorefter vi går videre til et bådhus som ligger ved den lille sø som udgør museets havn. På bådhusets ene væg ses en sort-hvid film, som er projekteret op herpå. Mørket oplyses kun af filmen og lyset fra vores lanterner, vi følger efter guiden ad en sti, som fører os rundt på den anden side af den lille sø. Vi går ind i bådhuset og sætter os på bænkene, hvorefter showet går i gang. Den lange væg som vender ud mod søen, rulles op og byen på den anden side af søen, kommer til syne. Der spilles musik fra højtalere og på samme måde som ved Sovereign Hill, skabes der også her liv i boligerne, det sker ved at vinduerne i bygningerne bliver oplyste både indefra og udefra. Stemmer og klirrende flasker skaber på meget levende vis liv i byen. Der er messe i kirken og fra et hus kalder en kvinde på sit barn, som er ude at lege. Der er lys i vinduerne i byens huse, og man kan høre at folk bor der.

Lyset bliver slukket i byen. Det bliver helt mørkt, og en ro sænker sig ned over byen. Samtidig med at menneskerne går til ro, begynder naturen at vågne til live. Vandkanoner skaber regn udenfor det hus, vi sidder i. Røgkanoner skaber røg langs bygningens sider. Det trækker op til storm. Pludselig kommer skibet Loch Ard, til syne mellem publikum og byen, projekteret op på et vifteformet springvand midt i den lille sø, der adskiller publikum fra byen. Samtidig begynder de bænke vi sidder på, at bevæge sig. Det store skib, som har fronten imod os, gynger dramatisk frem og tilbage, samtidig med at de bænke vi sidder på, gør det. Vandkanonerne laver regn, der kommer tordenskrald fra højtalerne, og vi ser nærbilleder af de dramatiske øjeblikke, hvor Kaptajn Gibb forsøger at få kontrol over sit skib. Kold luft blæser imod publikum. Det er de 15-20 dramatiske minutter fra det øjeblik skibet rammer klipperne ved kysten og til det synker, som her bliver dramatiseret og som vi inviteres til at opleve. Vi ser kaptajnen dreje på det store ror. Idet skibet forsvinder under vand, projekteres et lys vandret henover den røg, der adskiller publikum og det sted hvor skibet tidligere sås. Det horisontale lys former en bevægelse som gør, at min synsvinkel følger med ned under vandet. Her ser jeg menneskerne blive liggende stille og flyde i vandet. Publikums vinkel er placeret lavere end de flydende mennesker, således at vi kigger op imod vandoverfladen. Jeg befinder mig under vandoverfladen. Vandet bevæger sig rolig, hvilket skaber en kontrast til den storm, vi lige har oplevet. Det er en form for stilhed, som man kan genkende fra andre undervandsvisualiseringer. (eks ved forskellige akvarier). Vores blik føres atter op på overfladen, hvor springvandet igen starter og en form for sort-hvid grafisk fremstilling af de omkomnes ansigter, kommer til syne et efter et på springvandsbaggrunden. Et ansigt opløses som ringe i vandet for derefter at forme sig til et nyt ansigt18. De omkomne bliver til minder. Pludselig skifter billedet og vi ser den overlevende passager Lady Eva Carmichael svømme rundt i vandoverfladen. Skibsdrengen Tom Pearce hører hende råbe om hjælp, og han svømmer ud for at redde hende. Filmen ender i et klimaks bygget op omkring den berømte påfugl, the Loch Ard Peacock. Den 1,5 meter høje figur, som til alles store forundring, overlevede havariet til trods for sit skrøbelige materiale, betegnes i dag som det største skibsfund langs Australiens kyst.

I en lang afsluttende scene bygges påfuglen visuelt op således, at de enkelte dele af dens forskellige mønstre visuelt fylder springvandsskærmen. Først ses de grønne øjne på dens fjer. Derefter det spraglede brunlige vingeparti, den blå hals og til sidst dens hoved, med de skarpt optegnede linjer rundt om øjnene. Hovedet drejer rundt som på den piedestal, den står på i udstillingen. Denne seance vises to gange, hvorefter showet slutter. Guiden tager os med videre igennem byen og op til indgangspartiet i museumsbygningen. Her fortæller hun, hvordan det gik med Tom og Eva. Tre måneder efter forliset rejste Eva til England med en dampbåd. Tom drog også tilbage til sit hjemland. Han bosatte sig ikke langt fra hende. Det hører med til historien, at ingen af dem efterfølgende tog kontakt med den anden. Forliset af Loch Ard var blot et af tre forlis, som Tom overlevede. Da showet er slut, låner jeg en af museets lanterner. Den oplyser min vej tilbage til mit værelse.

Lampe på siden af bygning med indbygget højttaler. Derfra udsendes lyden af bl.a. hestevogne og fuglekvidder. Foto: Ingrid Vatne.

Morgenen efter afleverer jeg min lanterne i receptionen og receptionisten fortæller mig, at teknikken igen virker, så jeg har mulighed for at se de film som vises i museets biograf. Jeg bliver igen lukket ind i den bådlignende biograf, hvor jeg sætter mig på en af bænkene. En film vises på de to lærreder formet som sejl. Opbygningsmæssigt ligner filmen den introduktionsvideo, jeg så aftenen forinden. Efter filmen forlader jeg bådens ”dæk” og går ind igennem en lille passage med de brede skibsplanker og en trappe op til loftet. Dørken og det gelænder jeg holder fast i bevæger sig nu, som om det er et skib ude på havet. Det virker rigtig godt og giver mig en fornemmelse af, at jeg rent faktisk befinder mig på åbent hav.

Jeg går hen til påfuglen og kigger på den igen efter at have fået dens historie visualiseret i går aftes. Her mødes al den lyd, som strømmer ud fra de forskellige dele af rummet, det skaber en slags auditiv mødeplads. Jeg tager min audiorecorder frem for at optage lyden. Vi er blot en tre-fire mennesker i lokalet og alligevel er der så meget lyd, at det er svært at koncentrere sig om at læse de plancher, som hænger på væggen. Jeg finder en montre, hvor bestik fra et skibsforlis er udstillet. Bestikket har ligget på havbunden i så lang tid at de forskellige dele er groet sammen til en slags skulptur. Den råhed som skulpturen udtrykker, gør et særligt indtryk på mig. Jeg bliver stående et øjeblik og forestiller mig hele skibet som ligger på bunden af havet blot få kilometer fra det sted hvor jeg nu står. Derefter går jeg ud bygningen og bevæger mig ned ad den snoede ”bluestone” vej der fører igennem den maritime by. En kølig salt brise strømmer fra havet ind over den konstruerede maritime by. Jeg skærper sanserne og kan, på trods af det rigtig gode vejr, atter høre lyden fra bølgerne. Det er en særlig atmosfære over dette museum som skabes af samspillet mellem den omkringliggende natur og museets tematiske omdrejningspunkt. Mågerne der skriger, duften af tjære, og den særlige stilhed som hersker her giver noget særligt til min oplevelse. Der er ikke mange besøgende eller aktører i museets gader. Jeg har fået at vide af museets direktør Peter Abbott, at den oprindelige tanke med museets formidling var, at have dragtklædt museumspersonale. Denne strategi er ændret, og fokus ligger nu på en øget anvendelse af teknologi, til at dramatisere de historiske miljøer. Jeg går ind i en af bygningerne, The Examiner Office, hvor et trykkeri er udstillet. Mens jeg står og ser på de udstillede genstande, hører jeg en hestevogn køre forbi. Lyden overrasker mig, da jeg hverken har set heste eller stalde på stedet, og jeg skynder mig derfor ud på gaden. Men da jeg kommer udenfor ser jeg hverken hest eller vogn. Mens jeg står og ser mig omkring, bliver jeg opmærksom på en fuglekvidren som kommer fra en udendørs lampe. Jeg kigger nærmere på lampen og får øje på en højtaler, hvorfra der kommer forskellige lyde – blandt andet lyden af hestevogn. Jeg går videre ned i byen. Ud fra en anden lampe af samme slags, hører jeg en kvindestemme råbe noget. Jeg kommer forbi smedens hus, hvor der er gang i essen, og der dufter af håndværk fra bygningen, jeg går derind. En ung smed er ved at varme et stykke jern op i sin esse. Omkring ham hænger værktøj og forskellige genstande i smedejern. Han fortæller, at han har fået et kursus i jernsmedning af museet og at han arbejder som frivillig på museet en gang om ugen. De frivillige har delt deres dag op i formiddag- og eftermiddagsintervaller, og smeden er ved at lægge den sidste hånd på dagens smedearbejde, inden han pakker sammen. Udenfor er det nu lyden af bølger som kommer ud fra en lampe placeret tæt på smedjen. Jeg går rundt om den lille sø og bliver opmærksom på, hvordan lyderne er fremtrædende på dette museum. En båd som ligger i vandet pumper kølvand ud fra siden, og der opstår en lyd, idet vandet rammer en stolpe.

Reallyd: Kølvand fra et skib pumpes ud og rammer en stolpe. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre rundt om den lille sø, passerer en række fugle, hvorefter jeg kommer til et grønt område neden for Lady Bay Lighthouse, her står to får og græsser. Jeg fortsætter forbi sømandskirken, sejlmageren og de mange sække som ligger på kajen og venter på at blive lastet om bord. Henne ved caféen sætter jeg mig udenfor, jeg drikker en kop kaffe og skriver noter til dagens oplevelser, samtidig med at jeg har udsigt ud over hele den maritime by og en stribe af Bass-strædet. Mens jeg sidder og ser, tænker og noterer, hører jeg en dramatiseret barnestemme som efterfølges af en voksenstemme, som irettesætter barnet. Jeg kan ikke høre, hvor stemmerne kommer fra, men de flyder ligesom kropsløse hen over byen. Det bliver igen stille, og jeg skærper min lyttesans endda mere i håb om at høre flere lyde. Fra mit bord får jeg øje på flere højtalere, som er placeret rundt om i byen. Efter et langt stykke tid med stilhed hører jeg igen børnestemmer. Denne gang lyder det som børn der leger. Heller ikke denne gang lykkes det mig at opfange, hvor stemmerne kommer fra. Jeg bliver siddende længe nok til at høre sekvenserne loope. Ved indgangen til cafeens blondeudsmykkede victorianske altan, som strækker sig langs hele husets væg, hænger der en lampe, der ligner de andre med de indbyggede højtalere. Et par ældre damer kommer op ad bakken, de er på vej mod cafeen. De to damer bliver synligt overraskede, da de hører stemmer fra højtaleren. Stemmerne skal forestille at komme fra et værtshus. Damerne griner lidt og kommenterer det. Et par ældre mennesker, som ser ud til at følges med de to første, stopper også op et øjeblik for at lytte til stemmerne. De taler kort sammen, hvorefter de går ind i cafeen. Ud over de mennesker, som nu befinder sig inde i cafeen, har jeg ikke set særlig mange besøgende på museet i dag. Det er vinter og mandag, og jeg kommer til at tænke på, at det faktisk ikke føles underligt at gå alene på dette museum. Jeg har derimod flere gange tidligere oplevet, at det at gå på et frilandsmuseum alene, skaber en række begrænsninger i formidlingssituationer, fordi jeg ikke har haft min egen sociale ramme med, som jeg har kunnet agere inden for. Grunden er måske, at Flagstaff Hill Maritime Museum ikke synes at lægge vægt på det sociale aspekt i formidlingen, men snarere på det æstetiske. Flere af de lyde jeg opfanger i dag, både dem, der kom fra højtalerne og naturens egne reallyde, opdagede jeg ikke i går, da jeg fulgtes med Ron.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater

Hjerl Hede – Ingrids museumsoplevelser, del 5

Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Levendegørelse: Skolebørn på rækker. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrid besøger denne gang Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor man arbejder med aktiveringen af sanser og følelser i levendegørelsen af historien.
De besøgende kan bl.a. se og dufte, hvordan en familie i stenalderen stegte svinekød i det fri, og de kan tale med en flittig gårdskarl fra 1800tallet, der hugger brænde til brug i køkkenet.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

5# : Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Danmark

Introduktion til museet
Hjerl Hedes Frilandsmuseum blev grundlagt i 1930 og er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum med fokus på byggeskik og boligindretning på landet. Museet er placeret i den vestjyske hede nær Vinderup. Museet holder også et særligt fokus på landhåndværk, og har i den forbindelse etableret et kompetencecenter for dansk landhåndværk. Museets grundlægger er direktør for smørhandelsfirmaerne Esmann og Det Sibirske Kompagni og tidligere finansminister Hans Peter Hjerl Hansen (1870-1946). Museet opstod ud fra hans ønske om at bevare de gamle håndværkstraditioner i en tid, hvor industrien fik dominans. Derudover ville han bevare resterne af den kultur, der var forudsætningen for moderne landbrug og derigennem anskueliggøre forbindelsen mellem fortid og nutid (Finn Mygind, 2005, p. 71.).

Beskrivelse af museumsoplevelse
Efter at vi er gået igennem velkomstcentret, kommer vi ind på museumsområdet, hvor vi ser to stærke okser stå fastbundet til nogle pæle på en græsplæne. Okserne har fanget vores opmærksomhed, og vi går hen for at kigge på dem. På græsplænen står allerede et par store børn og deres mor, de klapper den ene okse. Okserne er tydeligvis arbejdsokser. En mand i dragt er ved at fæstne seletøj og en trækvogn til okserne. ”Der sad de da højt oppe”, konstaterer børnenes mor. En dreng i dragt sidder på et sæde på vognen, klar til at køre med dyrene. Da okserne bliver løsnet fra de pæle, som de stod fastbundet til, flytter vi os på sikker afstand, hvorfra vi ser de stærke dyr trække vognen. Lyden af metal, som klinger i kæderne, følger okserne, idet de trækker vognen efter sig hen ad grusvejen. Mens vi står og ser efter okserne, kommer et hold skolebørn i dragter forbi, de er på vej til skole. De går fint på rad og række og forsvinder ind i skolestuen. Vi går videre og kommer ind i et hus med et stort åbent ildsted, en kvinde i dragt passer ilden. I et rum ved siden af tilberedes der mad. Gulvet består af toppede sten og et rundt indmuret vaskefad afslører, at vi befinder os i husets bryggers. I dette rum sidder en kvinde med et strikket sjal omkring overkroppen. På hendes ternede forklæde hviler en stor lertøjsskål med en kanonkugle i, som hun får til at dreje rundt ved at bevæge sine ben. Idet kanonkuglen drejer rundt, knuses de små sennepsfrø, som ligger i bunden af skålen. Jeg spørger kvinden, om hun ikke bliver vildt træt i armene af at dreje skålen rundt på den måde. ”Jeg bruger faktisk slet ikke armene”, forklarer hun. ”Det er benene, som jeg hæver op og ned, som får kuglen til at rulle rundt”. Jeg spørger, om det er noget, hun skal bruge til madlavning her i huset, hvilket hun bekræfter. På køkkenbænken står der to lerskåle med håndtag, hvori der ligger æg i læsket kalk. Hun forklarer, at hvis man lægger æg i en lage af læsket kalk, så trænger kalken ind i æggene, hvilket gør at de kan holde sig rigtig længe. Et halvt rugbrød og en kniv på et skærebræt ligger fremme. En skål med sild sætter prikken over i’et i fortællingen om stedets madtraditioner. En anden af de besøgende spørger om, hvor længe æggene skal ligge, og vi får forklaret, at de skal ligge i en måneds tid. En anden besøgende, som er ankommet efter os, spørger hvad æggene ligger i og får fortalt, at det er læsket kalk.

Kvinde knuser sennepsfrø med en kanonkugle, som ruller rundt ovenpå frøene i bunden af skålen. Foto: Ingrid Vatne.

Kvinden, som passede ilden, da vi ankom til stedet, har nu fundet en sild frem, som hun lægger på et skærebræt. Mens hun skærer hovedet og halen af fisken, forklarer hun, at det er spegesild, som hun nu skal tilberede. ”De er blevet afvandet fra i går til i dag”, forklarer hun, mens hun åbner sildens bug. Derefter vender hun den og begynder at plukke finnerne af. ”Hvor har man fundet dem her ude på heden?”, spørger jeg. ”Jeg kan tænke mig, at det er ude i fjorden et eller andet sted”, svarer hun. ”Så dagens middag på kroen, det er spegesild og øllebrød”, afslører hun. Min far synes, at det lyder lækkert og vil gerne smage på silden. Både han og min mor er vokset op med spegesild og synes det kunne være interessant at smage den, de laver her. Vi får at vide, at museet har fået forbud imod at dele smagsprøver ud til de besøgende, og at de derfor desværre ikke kan tilbyde nogen at smage. ”Lige indtil i går, måtte vi servere for turisterne. De vil jo gerne smage, og de plejer også at smage den sennep vi laver her. Den er jo meget specielt, for den er jo rørt med farin, og det er jo alle tiders”. ”Hvordan modtager turisterne det, at de ikke længere må smage?”, spørger jeg og får forklaret, at de bliver meget kede af, at de ikke må smage. Min far spørger, hvor turisterne kommer fra, og hvordan de får kendskab til Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Han får forklaret, at der er mange danskere, tyskere og hollændere, og at de nok først får kendskab til museet, når de er i området. ”I er ikke i roller?”, spørger jeg de to arbejdende kvinder. ”Nej, ikke specielt”, svarer kvinden med sildene. Men lige så snart, at vi trækker i det gamle tøj, så er vi jo i rollen”, forklarer hun. Kvinden med kanonkuglen går hen til gryderne ved ilden og rører rundt. Der er to gryder. Den ene hænger over en grue med store flammer. Den anden står på et stykke jern og varmer over nogle mindre hidsige gløder. Vi følger efter hende og får at se, hvad der gemmer sig i gryden over gløderne. Kvinden rører rundt i gryden, hvor stykker af rugbrød flyder rundt i sødt øl. ”Så kommer vi flødeskum på, når vi skal spise det”, forklarer hun, ”og så spiser man saltede sild til”.

Inde i et rum ved siden af sidder to kvinder med mørk hovedbeklædning og tilhørende krave omkring hals og skuldre. De knipler på hvert sit underlag, den ene ved et bord og den anden med underlaget i skødet. Vi går hen og ser på de detaljerede blonder som kvinderne tryller frem ved at flytte rundt på spoler med tråd. ”Hvor har du lært det henne?”, spørger jeg den ene kvinde. Jeg får at vide, at kvinden har lært det som barn. ”Er det noget som publikum også kan prøve?”, spørger jeg. Den ældre kvinde, som knipler ved bordet, ser op på mig over brillekanten og smiler. I en nærmest uberørt vestjysk dialekt får jeg forklaret, at de havde en pige i går som fik lov til at prøve. Jeg må også godt, hvis jeg vil, siger hun. Kvinden giver udtryk for, at der ligger meget arbejde i at skulle pille op igen. Derfor er det ikke noget hun skilter med. Jeg tør heller ikke lave kludder i kvindens arbejde, så jeg nøjes med at se på. Hun forklarer, at hun ikke har mere plads i sin kuffert til andet end sin plade med knipling. Derfor er det svært for hende at fragte en ekstra pude med, som publikum kan benytte. Hun fortæller, at hun er på museet som frivillig. Min mor spørger den anden kvinde, hvordan de kan rette op igen, hvis de laver en fejl i deres arbejde. ”Ja, så må vi pille det hele op igen”, lyder svaret. ”Er det svært at pille op igen?”, spørger hun. De to kvinder forklarer i kor, at det faktisk er den samme proces, bare omvendt. På bordet ved siden af den kniplende kone ligger et kræmmerhus med pebernødder. Min søn betragter kræmmerhuset i et stykke tid. Kvinden ser over brillekanten og ned på ham, mens hun smiler. ”Du vil måske smage en pebernød?”. Hun rækker kræmmerhuset ned over bordkanten, og han tager en pebernød. Mens han nyder pebernødden, spørger jeg til, hvem der kunne kniple i gamle dage, om det var alle konerne eller om det var noget særligt for bestemte grupper? ”Ja! også pigerne. Der nede i Sønderjylland”, begynder kvinden og kommer med en beretning. Fortællingen indeholder mange dialektudtryk og ord, og jeg kan kun forstå brudstykker af det, kvinden siger. Jeg bliver stående og lytter, mens jeg forsøger at afkode det, hun siger, men ender med at lytte til hendes tonefald og udtale. Jeg får svar på mit spørgsmål om, hvem der kniplede. Jeg får at vide, at det var knyttet til geografien og mest udbredt i Sønderjylland, hvor impulserne kom sydfra, det vil sige fra Holland og Belgien. Snoren i kvindens briller svinger frem og tilbage under hendes ansigt, mens hun fortæller.

Der kommer flere gæster ind i rummet, så vi takker og går ud igen. Vi går lidt videre og kan høre en banken fra smedjen og går derned. Inde i smedjen står to mænd og laver hestesko. Vi kan ikke komme ind i smedjen, men står og ser ind ad et vindue med hønsenet for. En mand med bowlerhat og smedeforklæde pumper ilt til essen, mens den anden banker på jernet. Vinduet sidder højt oppe, og jeg lægger mit kamera fra mig for at løfte Linus op, så han også får mulighed for at se, hvor lydene kommer fra. Vi ser på, mens jernet bøjes. Derefter fortsætter vi et stykke videre og kommer ned til stenalderbopladsen, som ligger lige ved en sø. Inde bag et hegn går der mennesker rundt i kopier af tøj fra stenalderen. En familie på to voksne og to børn ser ud til at være i gang med noget henne ved etbål. Forældrene og en dreng står omkring bålpladsen i græsset. En anden dreng har været ved vandet for at hente vand, som han nu smider på bålet. Mens jeg ser på dem og undrer mig over, hvad de laver, kravler min søn under hegnet og ind til stenaldermenneskene. Det lykkes mig at kalde ham tilbage, og vi går nærmere ildstedet, men vi holder os på vores side af hegnet. Den voksne kvinde graver asken væk med en skovl. Jeg spørger, hvad de laver. Hun forklarer, at de er ved at gøre klart til at stege kød på bålet. Der kommer nogle sten til syne under asken. Kvinden forklarer, at de har lagt sten ind for at de skal blive varme. Derefter lægger de svinekød, som de har pakket ind i dej og ler, oven på stenene. Dette dækker de til med sten og tørv. Mens vi snakker, henter manden det kød, der skal på stenene. På bare tæer går han hen til bålpladsen og vælter den store klump ned i asken med lersiden opad. Flere museumsgæster står langs hegnet og følger med. Og der bliver fotograferet. Min søn kravler ind under hegnet igen, da jeg får lokket ham tilbage igen, beslutter vi os for at gå videre.

Sivskosproduktion. Foto: Ingrid Vatne.

Lidt længere oppe ad en bakke, men inden for samme indhegning, sidder en anden familie og hakker flint. En mand fortæller nogle museumsgæster om en sten, han holder i hånden. Imens er en kvinde i gang med at klargøre en væv. Hun forklarer, at det er en lille børnevæv, som hun vil have til at fungere lidt bedre. ”Man kender nogle flotte tekstiler fra bronzealderen, men fra bondestenalderen er det mere tvivlsomt, hvad man har vævet,” forklarer kvinden. ”Man mener, at der er fremstillet tekstiler af brændenælde. Om fårene har haft så blød uld, at man har kunnet spinde garn af det, ved man ikke, men i hvert fald i bronzealderen har man jo”, forklarer hun videre. ”Vores vigtigste opgave her er at vise, hvordan det kunne have været. Og samtidig afprøver vi jo nogle teknikker og øver os, og finder ud af hvad, der kan lade sig gøre”. Kvinden forklarer, at de har andre forudsætninger end dem, de havde i bondestenalderen, i og med at de har et andet materialekendskab end de havde dengang. ”Så helt ens bliver det ikke”, pointerer hun. ”Men ved at man kan se forskellige mærker i værktøjer fundet fra stenalderen, kan disse mærker sammenlignes med de spor, som efterlades på de værktøjer, vi selv anvender”, uddyber hun. Kvinden fortæller, at flere af de frivillige, der kommer og levendegør stenalderbopladsen om sommeren er kommet her i rigtig mange år. De har opbygget både udstyr og praktisk viden om, hvordan bopladsen fungerer. Det har givet anledning til at undersøge ting nærmere, og så udvider de deres viden, som de så formidler videre til publikum. ”Det er bare fordi, det er spændende”, smiler hun. Jeg bliver stående og snakker en stund med kvinden, mens mine forældre tager Linus med hen til gederne på den anden side af grusvejen.

Efter stenalderbopladsen går vi hen til møllen. Inde i møllen hører vi lyden af de store hjul, som drejer rundt. Lyden er artificiel og opstår ikke af, at møllehjulet drejer rundt. Men lyden får mig alligevel til at opleve, at der er liv i den gamle mølle. Publikum har kun adgang til dele af møllen, og jeg oplever, at lyden sagtens kunne være kommet fra møllen, fra de steder i møllen, som vi ikke haradgang til. Vi går ud igen og kigger en ekstra gang på hjulet, for at se om det nu alligevel drejer rundt i vandet. Det gør det ikke. Vi får øje på skolestuen og kommer i tanke om, at vi har set skoleklassen komme gående. Vi beslutter os for at gå derhen for at se, om de stadig er derinde. Inde i et klasserum sidder pigerne med tørklæde om hovedet, og et par drenge sidder imellem pigerne. De skriver på deres små tavler, mens lærerinden underviser. Hun er i gang med at skrive de ti bud op på tavlen. Vi er mange besøgende, som presser os frem mod døråbningen for at få klassen at se. ”Det er dansk skole, det her”, siger min far, og en kvinde, som også kigger ind, griner og forklarer ”men det er mange år siden, det her”. ”Det var sånn vi skulle hatt det nå også”, griner han, og kvinden griner også. En jævn strøm af mennesker kommer ind og kikker og går ud igen. Vi går ud og giver plads til de andre.

Tæt på det sted, hvor okserne stod da vi ankom, står nu en bagervogn, som bliver trukket af en hest. Fra bagervognen kan vi købe rosinboller og brød. Den fyldige duft af nybagt brød gør, at vi hurtigt får tegnebogen op af lommen. Vi sikrer os hver en bolle, som vi nyder, inden vi går videre. I præstegården møder vi en kvinde i køkkenet. I lighed med kvinderne på kroen bærer denne kvinde også en dragt med et ternet forklæde omkring livet, hun er ved at rydde op efter dagens produktion. Hun viser nogle skiver æble frem, som hun har tørret i ovnen. På et stort komfur står en Madam Blå-kande, og på væggen bag kvinden hænger en hel kollektion af de blå køkkenredskaber. Musselmalede fade og kopper på køkkenbænken vidner om, at der har været gæster. Hun fortæller, at hun laver mad fra 1800-tallet. Kroen, hvor vi var tidligere på dagen, handler om 1700-tallet og den tids madtraditioner. Således vises madtraditioner fra flere tidsperioder. Rummet er delt op således, at kvinden i køkkenet har et område for sig selv, så publikum ikke kommer ind der hvor hun skal gå frem og tilbage. Fra køkkenet kan vi bevæge os ind igennem stuerne og ud igen i den anden ende, hvor vi kan se køkkenet fra den anden side. Kvinden fortæller, at hun er her som frivillig, fordi hendes børn mente at det kunne være sjovt at deltage. Mens hendes børn er henne i skolen og blive undervist på gammeldags manér, står hun i køkkenet på præstegården og laver mad. En af de andre besøgende fortæller, at hendes pige også er i skolestuen, og de to kvinder får sig en snak. Jeg går igennem stuerne og kommer til køkkenet fra den anden side. To gæster står ved indgangen til køkkenet og spørger, hvem der bor her. Kvinden fortæller, at det er præsten, og at vi kan se hans klæder inde i stuen. ”Hvem er du her på præstegården, så”, spørger han kvinden i køkkenet. Kvinden forklarer, at hun nok ville have været køkkenpige og ikke præstens kone. ”Man skulle i hvert fald være tre piger i køkkenet for at få lavet al maden”, fortsætter hun, ”og de kan ikke have været så store dengang, som det jeg er i dag, det kan jeg da regne ud”. ”Hvad lavede fruen så?”, spørger gæsten, og han får forklaret, at hun nok sad og strikkede, syede og vævede tæpper til børnehjemmet. Jeg får at vide, at da man ikke længere må uddele smagsprøver til de besøgende, bliver der i stedet brugt energi på at skabe dufte, som publikum kan mærke, når de kommerind i køkkenerne. Udenfor kan vi høre gårdskarlen hugge brænde, og vi går ud på pladsen for at se på. ”Hvem er det, der skal have alt det brænde?”, spørger jeg gårdskarlen. Jeg får at vide, at han hugger brænde til pigerne i køkkenet. ”De små stykker skal de have til komfuret, og de store stykker skal de have til den store bageovn, der står i bryggerset”, forklarer han. ”Har I ikke set den store bageovn? Der skal der altså noget brænde til. Vi bagte i går, og vi bagte i tirsdags, og vi har tænkt os at bage på søndag også. I morgen skal vi have vores øl ud af tønden derinde, det glæder vi os til”, siger en anden gårdskarl. ”Vi skal have mere sukker i og lade det gære noget mere, men vi skal smage på det i morgen, og det glæder vi os til”, forklarer han. Vi griner lidt og siger, at det ærgrer os lidt, at vi ikke kan komme tilbage i morgen. ”Ja, det glæder vi os meget til”, tilføjer han. Han viser os præstegårdens bryggeri, den store bagerovn og de mange svalereder, som er helt oppe under loftet.

Vi er gået ind i et andet hus. I værkstedet sidder en ældre mand med et hvidt skæg, som omkranser ansigtet. På hovedet bærer han en blå hue med skygge. Han er ved at lave sivsko. På en hylde under vinduerne står der adskillige par sivsko på en lang række. På hylden nedenunder står en enkelt kurv med låg. Han siger ikke så meget, men arbejder koncentreret med en lang fletning af siv. Jeg får lokket ud af manden, at han har lært sit håndværk i Randers for ti år siden. Sivene høster han ude i søen, fortæller han, mens han snor den lange fletning omkring sålen på skoen. Skoens sidestykke er allerede klar, det ligger på bordet ved siden af ham og venter på at blive syet på den færdige skosål. Vi går videre og vil gerne prøve damplokomotivet inden vi må vende næsen hjem ad igen. Vi går igennem et skovområde, forbi det gamle ishus og kommer ned til Mosebrugsmuseet, som også er en del af Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor stykker af tørv ligger i bunker lige ved grusvejen. Vi går hen til toget og tager plads i en af de forreste vogne. Sort røg kommer op fra lokomotivets pibe, mens vi tøffer langs skinnerne igennem hedelandskabet og hen til Flyndersø, hvor landskabet åbner sig for os. Toget står stille, mens passagererne nyder udsigten over søen og landskabet omkring, hvorefter lokomotivet tøffer tilbage i samme spor.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

I overmorgen bringes det sidste indlæg i denne blogføljeton. Der fortæller Ingrid om hendes besøg på det australske open air museum Flagstaff Hill.

Skansen – Ingrids museumsoplevelser, del 3

Skansen i Stockholm regnes for at være verdens første frilandsmuseum, og stedet kan siges at have dannet skole, når det gælder formidling på frilandsmuseer.

Skansen. Dalahest på en af museets legepladser. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrids besøg på Skansen er en fortælling om, hvordan levendegørelse af historien er med til at formidle både natur og kultur i det gamle Sverige.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d.-afhandling Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikums deltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Del 1 – Den Gamle By, Del 2 – Beamish.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#3: Skansen, Stockholm – Sverige

Introduktion til museet
Skansen blev grundlagt i 1891 og regnes som verdens første frilandsmuseum og er i dag både frilandsmuseum, folke- og forlystelsespark og dyrepark. Museet ligger på Djurgården i Stockholm. Grundlæggeren var læreren Artur Hazelius (1833-1901) som byggede museet på den pædagogiske idé at skabe et levende museum og gestalte folkelivet på en levende måde. Skansen skulle være arena for en gestaltning af ”det gamle Sverige”, det vil sige Sverige før industrialiseringen. I opbygningen af Skansen har fokus været på helheden: Gårde og bygningsanlæg er flyttet til stedet og placeret således, at de afspejler den svenske geografi, med bygninger, flora, fauna og mennesker. Skansen har været et forbillede for de mange senere etablerede frilandsmuseer. Skansen er i dag organiseret som en stiftelse m ed staten, Stockholms by og Nordiska Museet som stiftere og med bidrag fra Kulturdepartementet. Friluftsmuseet Skansens mål er at, med gæsten i centrum, give indsigt i og oplevelser af Sveriges kultur- og naturhistorie i relation til samtiden og med sigte på fremtiden. Derudover skal Skansen, på baggrund af dokumenteret kundskab gestalte billeder af kultur og natur i Sverige, med vægt på 1700-tallet og frem. Skansen skal endvidere bidrage til bevaring af mangfoldet i den svenske kulturarv med vægt på tavs kundskab, skikke, traditioner og håndværk samt på biologisk mangfold med vægt på nordiske dyr og planter.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Skansen breder sig hen over et skrående landskab, og enkelte steder er der udsigt ud mod Stockholms skærgård. Museet er bygget op på den måde, at bygningsmiljøernes placering på museet afspejler den svenske geografi. Således finder man Skånegården i den sydlige del af museet og Samevistet og Fäbodvallen i museets nordlige del. Ud over bygninger, bygningsmiljøer og tilhørende husdyr, er der også vilde nordiske dyr bag indhegning. Jeg finder kortet frem og beslutter mig for at starte ved Dalarna, en region i Sverige, hvor jeg har tilbragt mange somre og vintre igennem min opvækst. Jeg bevæger mig i retning af Fäbodsvallen, hvor kvinder passer dyr, som er sendt til fjelds for at græsse. Der bliver lavet ost og smør af mælken, som de får fra dyrene. Jeg går på en grusvej igennem et skovholdt. Køer, får og geder græsser foran de små, sorttjærede huse, som ligger på en lang række i landskabet. En kvinde i dragt kommer ud fra et af husene. Hun hænger en klud op på en snor udenfor, inden hun vender om og går ind igen. Jeg følger efter. Indenfor sidder to kvinder i dragter på en bænk langs væggen. Den ene fortæller, at de producerer ost og smør på stedet, og hun fremviser en gedeost, som er støbt i en form. Derefter viser hun mig den form, som osten er støbt i. ”Det här gör vi jo på gammalt sätt. Vi värmer över älden, ystar mjölk och så blir det ost”, forklarer kvinden og peger over på ildstedet. Da de sidder indendørs og passer ilden, har Fäbodskullerna fået tilladelse til at tænde op trods brandfaren. Ellers er der ikke mange steder, hvor der er tændt op i ildstedet på grund af den solrige sommer. ”Nu när det är så här varmt, äldar vi inte onödigt. Att koka mesost tar ungefär åtta timmar, så det gör vi inte nu. Inte i dag i alla fall. Inte när vi har mesost att bjuda på”. Jeg spørger ind til fäbodens funktion, og hun forklarer, at unge kvinder, som var ansat af bønderne, tog dyr med sig op på fjeldet under sommermånederne. Ofte kom dyrene fra flere forskellige gårde. Kvinderne havde ansvaret for dyrene i perioden og sørgede for, at de kunne græsse i skoven. Det var også deres ansvar at malke og anvende mælken til produktion af produkter, som skulle tilbage til bondens gård. Nogle af produkterne skulle indgå i gårdens vinterforråd, mens andre skulle sælges på høstmarkedet. Kvinden fortæller mig, at hvis man ser store lysninger i skovene i Nordsverige, så er det et tegn på, at dyr har græsset på området.

Fäbod. Formidler fremviser en form til at støbe ost og smør i. Formen findes i original ved en af museets andre gårde. Foto: Ingrid Vatne.

I Sverige har man de sidste 50 år oplevet, at disse lysninger gror til, fordi brugen af landskabet ændres. ”Det är inte samma mångfall på väkster nu, för att djur inte betar längere”, tilføjer hun. ”Så nu använder man det til sommarstuga?”, spørger jeg og får at vide, at nogle anvendes til sommerhuse, mens mange bare står og forfalder. Jeg spørger, om de to formidlere har Fäbodvallen som deres formidlingsområde eller om de også har formidlet andre bygningsmiljøer på Skansen. Kvinden ved siden af fortæller, at hun har formidlet flere steder. Hun mener, at det er en problematik, at enkelte af bygningsmiljøerne ikke forsvarligt kan lade sig formidle på en måde, som medfører at man anvender interiøret. Jeg får at vide, at Fäbodvallen som sted forsøger at knytte forskellige miljøer sammen på Skansen. Som fäbodkuller kan de have boet på Moragården, men tilbragt somrene på fäboden, hvor de arbejdede. Dermed kan de henvise til en gård, som de kan have boet på og således udvide fortællingen om den enkelte gård. Den ene kvinde tager en rektangulær osteform ned fra hylden og fortæller, at originalen til denne er på Älvrosgården længere nede i landsbyen. Jeg får at vide, at formen rummer en ostemasse, som produceres af ti liter mælk. Hun forklarer videre, at mønsteret i bunden af formen dels har en dekorativ funktion, dels er det en form for signatur på det produkt der laves. Bønderne ville gerne have produkter af mælken fra egne dyr. For at kunne skelne de forskellige gårdes produkter fra hinanden, fik produktet forskellige mønstre. Når kvinderne havde lavet ost i formerne, kunne osten vises frem på gårdene nede i landsbyen. ”Vid Älvros har vi hela året ost och bröd framme”, forklarer den ene. Jeg spørger, hvilken betydning de oplever, at madproduktionen har for de besøgende og for den kontakt de, som formidlere får til dem. Den ene kvinde fortæller, at de forskellige huses atmosfære har stor betydning for kontakten mellem formidlere og publikum. Enkelte huse har en atmosfære, som indbyder til en særlig kontakt med de besøgende, mens andre huse ikke har samme atmosfære. I fäboden oplever de, at atmosfæren indbyder til, at man sætter sig ned og undersøger rummet med øjnene og er stille sammen, uden at det virker unaturligt eller at de besøgende føler, at de står i vejen for produktionen. De steder, hvor værterne ikke har noget at lave, åbnes der ikke på samme måde op for en naturlig stilhed, som giver ro til at undersøge rummet nærmere, forklarer den ene. Om atmosfæren i fäboden erfarer hun, at ”här vågar folk sitta kvar. Jag kan gå ut och hämta nogot, komma tilbaka (…) och dom stannar. Annars kan det lätt bli så, att dom tackar för sig och går när man lämnar rummet, liksom”. En mor kommer indenfor med to piger. De bliver budt på en bid ost og smager på produktet. Den ene af formidlerne kan fortælle, at der produceres både ost og smør i huset. Hun oplyser endvidere, at smør blev regnet for et luksusprodukt, og at det ikke var noget, man havde på sit brød, sådan som i dag. Moren udbryder henvendt til sine piger: ”Tänk om vi inte skulle få smör på våra smörgåsar?”. Formidleren forklarer, at man måske havde ”mesost” på sit brød i stedet. ”Stakkars barn”, kommer det fra pigernes mor (mesost kan oversættes med det man i Danmark kalder for norsk myseost). ”Jag tycker inte om det”, siger hun henvendt til formidleren. ”Men det gör jag”, fortæller den ene af pigerne. Formidleren forklarer fremgangsmåden for mesost og forklarer, at mesost er en slags koncentreret mælkesukker. Både jeg og moren med børnene får lov at høre om processen. Moren spørger pigerne, om de ikke skal gå videre, hvorefter de forlader historien her.

Efter at have opholdt de to kvinder i et langt stykke tid, takker jeg og fortsætter til Samevistet, hvor jeg møder en kvinde. Hun fortæller mig straks, at hendes dragt ikke passer ind i dette miljø. Hun er klædt som bondekone, men passer i øjeblikket Samevistet. Det er mit videokamera, som får hende til at afsløre sin visuelle disharmoni med stedet, og jeg lover, at jeg kun filmer interiøret. Samevistet består af en tipi-konstruktion lavet af lange smalle træstammer, som er sat sammen i en rundkreds og bundet sammen i toppen. Inde er der et ildsted i centrum af rummet, og omkring det ligger rensdyrskind til at sidde på. Kvinden fortæller, at dette er forårs- og efterårsviste. Vistet skal være fra begyndelsen af 1900-tallet. Jeg får at vide, at samerne følger rensdyrene fra skovene, hvor de er om vinteren og til fjeldene, hvor de er om sommeren. Derimellem holder de til på den form for boplads, som her fremvises.

Jeg går videre ned imod landsbyen og kommer forbi Moragården. I stuen sidder en kvinde og strikker. På bordet foran hende ligger flere ting. Blandt andet er vævet stof i flere farver lagt fint på række over bordenden. Ved den anden bordende ligger der legetøj. En lille dukke har fanget et par pigers opmærksomhed, de rører ved den og leger lidt tilbageholdende. Her ligger også et lille stykke træ bundet fast i en snor, og en lille snurretop i træ, som en af pigerne leger med. Pigerne står foran den strikkende kvinde i lang tid uden at der bliver sagt noget. Jeg tolker det som om, at de måske er i tvivl om, hvorvidt de må lege med dukken? Efter et stykke tid går den ene pige ud af rummet, mens den anden bliver stående lidt endnu. Der hersker fortsat en underlig stilhed i rummet. Der kommer flere besøgende ind, og de taler sammen, men det er et meget stille rum, selv om der er mennesker her. Jeg finder det svært at stille spørgsmål til den strikkende kvinde og ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få åbnet døren til historien. Det går op for mig, at jeg ofte tager udgangspunkt i den aktivitet, som udføres på stedet. Jeg har fået svar på, hvad hun strikker, men uden at dette er ført til en ny drejning eller har åbnet op for nye historier. Min måde at fremhæve, at jeg er interesseret, er bl.a. at mærke på de ting, der er lagt frem, at kigge mig omkring og at blive i rummet i længere tid end det føles naturligt, når ingen siger noget. Men jeg er løbet tør for spørgsmål om håndarbejdet og mærker at jeg ikke helt ved, hvordan jeg åbner for en historie om stedet. Måske er kvinden med strikketøjet blot et visuelt indslag? Jeg mærker, at initiativet til dialog skal komme fra mig, og at jeg finder det svært at åbne den. Måske er det fordi, der er flere besøgende i rummet, som heller ikke taler med formidleren? Jeg husker pigerne fra fäboden sige, at de forskellige rum appellerer forskelligt til dialog med publikum. I dette rum oplever jeg, at det er den måde, hvorpå de tilstedeværende er sammen, som skaber rummet og som er afgørende for, hvorvidt en dialog kan opstå. Jeg går lidt rundt og kigger, hvorefter jeg går ud igen og bevæger videre i retning af bykvarteret og ind i Delsbogården.

Kolonistuer. Kvinde i dragt har hentet urter fra kolonihaven og er på vej videre. Publikum fascineres af den pittoreske oplevelse og tager billeder af hinanden. Foto: Ingrid Vatne.

Inde i et smukt dekoreret rum sidder en kvinde og væver bånd af hør. På bordet foran hende ligger hør i forskellige produktionsstadier. På væggen mellem vinduerne, som giver hende arbejdslys, er der malet flotte dekorationer. ”Alla kvinnor och tjejer, dom gik omkring med sånna hära(…)”. Kvinden tager en spole med hørgarn op og viser, hvordan kvinderne gik omkring og spandt tråd. ”Om dom var på fäboden och jobbade med djur, då kunde dom gå omkring och snurra så här och göra tråd samtidigt”. Jeg spørger kvinden, om det er hende, der har lavet de flotte bånd. Men hun forklarer, at hun plejer at strikke. Hun finder en kurv med garn frem, mens hun fortæller mig om uldgarnet, hvorefter hun begynder at strikke. Hun forklarer, at man ofte gik barfodet og at det derfor var almindeligt at have uld omkring vristen. Nogle danske besøgende kommer ind og spørger om det er en middelstor gård? De bemærker de flotte dekorationer på væggen og vil høre, om dette har været almindeligt. Kvinden lægger strikketøjet i kurven og fortæller, at de folk som boede på gården har solgt skov fra og derfor fået frigjort midler. Hun forklarer, at det var almindeligt at anvende penge på ting, som viste, at man havde penge. Samtidig kunne denne måde at bruge penge på resultere i, at de måske ikke havde det økonomiske råderum til de dagligdagsting, som kunne have gjort hverdagen nemmere.

På gården fra Älvros finder jeg originalen til den smørform, som jeg tidligere så på fäboden. Det giver noget særligt til oplevelsen af denne gård, at jeg har fäbodshistorien. Jeg kommer altså til denne gård med en baggrundsviden og får en oplevelse af genkendelse af noget, jeg ved noget om, og som jeg kan tage med ind i min åbning af dialogen. Jeg går videre forbi posthuset og kommer forbi to kolonistuer. Her sidder en mand og en kvinde og spiser frokost på en bænk i haven. En kvinde står ved siden af og fortæller dem noget.

Der kommer nogle udenlandske besøgende forbi og kigger og fotograferer dem på den anden side af det rødmalede stakit med de hvide toppe. Manden inviterer dem ind i haven, og den ene kommer ind og sætter sig på bænken et øjeblik, mens hendes veninde tager et billede. En kvinde i 1800-talsdragt kommer forbi og snakker med kolonisterne over stakittet, hvorefter hun går ind og henter noget i haven. Hun snakker et kort øjeblik med de tre, som sidder rundt bordet, hvorefter hun takker og går videre. En guide med en gruppe besøgende stopper op ved haven og fortæller om traditionen med kolonistuerne. Jeg går ned til Stadskvarteret og ind i jernhandelen. En mand i dragt står bag disken. Omme bag butikken er der en bolig. Jeg går herind og mærker, at stedet dufter beboet. Inde i stuen er der dækket op på det runde bord, og midt på bordet står en nybagt krydderkage. Der er ikke helt klart til, at gæsterne skal komme, for støvsugeren står på gulvet lige ved siden af. Inde i køkkenet sidder en mand i dragt ved et lille spisebord. Et glas med en lille sjat mælk står på bordet ved siden af mandens opslåede avis. Her bliver jeg i tvivl om formidlingen foregår i rolle, fordi der skabes et historienært nu. Jeg spørger, om han venter gæster, og han griner lidt. Det dufter, som det gjorde hos farmor om søndagen til kaffetid. Han forklarer, at jeg er kommet ind i et hus fra 1930’erne, og at huset er en rekonstruktion.

Jeg får at vide, at i modsætning til de øvrige steder, som tager udgangspunkt i bygningernes historiske personer, så har museet her skabt en fiktiv familie, som kunne have beboet huset i 1930’erne. Det er en ung familie som skal forestille at bo i huset. Jeg er overrasket over den virkning som duften af krydderkagen og af støvsugeren, som står på gulvet nedenunder, med ledningen trukket ud og stikket sat i væggen, har. Fortiden bliver nærværende på en helt anden måde end i de andre bygningsmiljøer, jeg har besøgt her på Skansen. Jeg kommenterer duften og får at vide, at der er kælet for detaljerne i dette miljø. Det er hensigten at skabe en form for troværdighed i det miljø, som skabes. Manden går ind i den ene af stuerne og viser mig sengen, som kan trækkes ud. Han forklarer, at boligen, som består af to rum og et køkken, nok har været lidt trangt for en familie. Flere andre gæster kommer ind i lokalet og genkender højlydt detaljer i interiøret. Formidleren fortæller, om datidens mode, hvor der var fokus på hygiejnen, og boligen skulle være let at holde rent. Så der er linoleum på gulvene, får vi forklaret. Rummene sætter tydeligvis gang i de andre besøgendes erindringer, og de ældre får travlt med at fortælle de yngre om de forskellige genstande. Det er næsten som om man allerede ved, hvordan der ser ud på etagen ovenover, til trods for at den ikke er tilgængelig for publikum. En af de besøgende går målrettet hen til trappen for at se, om der er en dør til et lille rum under trappen.

Stadskvarteret. Hus fra 1930erne. Friskbagt krydderkage står fremme på bordet og støvsugeren ligger på gulvet. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre hen til arbejderkvarteret. Oppe på første sal i et hus ligger der en og sover på divanen. Jeg går nærmere og ser, at det er en dukke. Henne ved vinduet sidder en pige. ”Hej!”, siger hun, jeg bliver overrasket efter at have konstateret, at den sovende skikkelse er en dukke. Jeg får at vide, at boligen ville have tilhørt arbejderfamilier, og at den viser deres kår i begyndelsen af 1900-tallet. På det tidspunkt skete der en stor befolkningstilvækst i byerne, eftersom folk flyttede dertil for at arbejde på fabrikkerne. Ude i gården sidder en pige og snitter i træ. Jeg spørger hende om, hvor hun hører hjemme her i arbejderkvarteret og får at vide, hun kunne have boet på første sal, hvor jeg lige er kommet fra. Jeg spørger hende om, hvem der har haft arbejdet med at snitte træskeer, således som hun demonstrerer. Hun forklarer, at det ikke var så almindeligt at det var kvinderne, men at der dog fandtes kvinder, som gjorde det i 1800-tallet. Kvinden forklarer endvidere, at det frem for alt var de, der ikke havde råd til bedre bestik, som var tvunget til at skære det ud i træ, som de behøvede. Mine spørgsmål er et forsøg på at placere kvinden som en historisk figur i bygningsmiljøet. Det lykkes mig ikke rigtigt, men jeg bliver klogere på den generelle fortælling om arbejderne i byen.

På vej tilbage til de store gårde kommer jeg forbi Seglora kirke, hvor en mand i dragt står i marken og slår hø med en le. Jeg går videre og kommer ind i Oktorpsgården. Her er en kvinde i dragt i fuld gang med at fortælle en stor flok mennesker om huset. Hun fortæller, hvem som boede på gården, hvor gårdskarlene sov, hvor mange ildsteder gården havde og hvor der blev lavet mad. Kvinden fortæller, at Artur Hazelius fik mulighed for at købe huset i 1896. Hun forklarer, at museet stadig har kontakt med efterkommere af ham, som ejede gården på det tidspunkt. Kvinden fortæller videre om interiøret og flere besøgende griber fat i det, hun fortæller og kommenterer det. Flere af de besøgende indleder en samtale, og det er tydeligt, at de er interesseret i stedet og dets historie, og at formidleren har formået at vække en interesse. Situationen giver plads til, at hun dels kan holde pauser i sin monolog, for at lytte til de mange samtaler, som foregår i gruppen af mennesker, og dels selv kan holde monologer som folk lytter til. Gruppen af mennesker forbliver i lokalet i et godt stykke tid. Formidleren udpeger en bjælke i loftet, som markerer, hvor langt ind i rummet tiggere måtte komme. En kvindelig besøgende, som kender til fænomenet, tilføjer, at man tidligere var god til at tage vare på de fattige. Det opstår samtaler de besøgende mellem, og formidleren, som har stået op, mens hun talte, sætter sig ned på en taburet og fletter strå. Nogle kommer hen for at se, hvad hun laver. Hun viser en hat, som er magen til den, hun er i gang med. Hun fortæller, at hun fletter med rug. Jeg takker og går ud igen. Jeg kommer forbi Skogaholms Herrgård og går ind. Skogaholm formidler 1700-tallets fine familier og i den store sal hænger ovale portrætter på guldrammede paneler i væggen. Her sidder en pige ved et lille bord og orkerer. Med en tynd tråd fæstnet i en lille spole, tryller kvinden en lang remse frem med detaljerede blonder. Jeg spørger, om dette håndarbejde var særligt knyttet til de fine fruer, og formidleren begynder at fortælle. Dette håndarbejde er knyttet til dekorering af tekstiler, og formidleren fortæller, at hun synes, det er fornemt at få mulighed for at vise et sådant luksushåndarbejde, som ikke har haft noget nytteformål. Jeg får også at vide, at fruerne på de store herregårde var arbejdsledere for husholdningen og for den produktion, som hørte til denne del af gården, eksempelvis lysstøbning. Jeg går videre og kommer hen til Finngården, hvor en kvinde inviterer mig indenfor og beder mig om at sætte mig ned, hvorefter hun også sætter sig og puster ud efter en varm dag. Hun skaber en afslappet ro omkring sig, og jeg bliver siddende et stykke tid. Jeg spørger, om det var finnerne, som har boet i denne type huse, hvorefter kvinden forklarer mig, at der var mange, som kom fra Finland til Sverige og slog sig ned i skoven, hvor de arbejdede med skovbrug, jagt og fiskeri.

Skansen er karakteristisk med sine mange stier og veje, og jeg følger en sti, som leder hen til et område, hvor man, hvis man er heldig, kan se eksemplarer af Nordens vilde dyr i et indhegnet skovholdt. Jeg kan se på mit kort, at jeg er ved at nærme mig udgangen, og vender tilbage i retning mod restaurant Solliden og får noget at spise, samtidig med at jeg nyder den smukke udsigt over Stockholm skærgård.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.