Fint skal det være.

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

Nummer 8: En saftkande

 

Saftkande fra Store Kongensgade-fabrikken i København

I Den Gamle Bys Kunstkammer, der åbnede i april 2011, er en montre med fajancer udgået fra Store Kongensgade-fabrikken i København. Her står som nummer 8 en saftkande.

Mange af de genstande, der befinder sig på kulturhistoriske museer, kan fortælle en historie. Man skal blot stille de klassiske spørgsmål: Hvad er det, Hvad er genstanden lavet af, Hvor er den lavet, Hvornår er den lavet, Hvem har den tilhørt.

Før man har gjort det, er selv den mest smukke, dyre eller sjældne genstand blot en pæn eller grim, sigende eller intetsigende historieløs, gammel, død ting.

Hvad er det?

Midt på kanden er et skriftfelt med signaturen Syrup: Pectoral: indrammet af et kronet draperi. Syrupus Pectoralis er hostesaft fremstillet af en blanding af Lakridsrods-sirup, Kornvalmue-sirup, Althæa-sirup og Amerikansk brækrods-sirup. Der er altså tale om en apotekerkande beregnet til hostesaft.

Hvad er genstanden lavet af?

Den vaseformede 22 cm. høje saftkande er fremstillet af hvid fajance med en blåmålet dekoration.

Hvor er den lavet?

Der hersker ingen tvivl om, at kanden er fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København. Den ligner alle andre varer fra denne fabrik. Rigets første fajancefabrik kom til at ligge i Store Kongensgade. Frederik IV gav 4. december 1722 fabrikken 30 års eneret på fremstilling af blå fajance på betingelse af, at fabrikken dækkede det dansk-norske marked, og dermed fik stoppet importen af nederlandsk fajance. Privilegiet kunne ikke opretholdes, og fabrikken var udsat for hård konkurrence fra fajancefabrikker i både ind- og udland. Produktionen blev indstillet ca. 1769/70.

 

Den sammenskrevne signatur for Johan Ernst Pfau, fabriksmester 1727-49

Hvornår er den lavet?

Dateringen må så være 1722 til 1769/70. Men vi kan indsnævre dateringen mere endnu. Under bunden er kanden signeret med JP. Ham kender vi fra de skriftlige kilder. Vi ved, at Johan Ernst Pfau var fabriksmester fra 1727 til 1749, hvor han forlod fabrikken efter uoverensstemmelser med den nye ejer, bryggeren Christian Gierløf.

Kanden må altså være lavet i årene mellem 1727 og 1749. Dateringen kan dog indsnævres endnu mere, hvis vi spørger:

Hvem har den tilhørt?

 

Bagsiden af saftkanden

På bagsiden af kanden står A: C: Eegholm:. Om ham ved man, at han hed Anders Christian Eegholm, og var apoteker i Stege fra 1735 til 1753 og i Vordingborg fra 1737 til 1741. Som apoteker gik det ham dog ilde. Allerede i 1739 begyndte kreditorerne at angribe ham for gæld, og i 1741 måtte han sælge Vordingborg apotek. Lige lidt hjalp det. I 1752 blev han indsat i Stege arresthus for gæld for senere at blive overført til Gældsfængslet i København. Han gik aldeles bankerot i 1753.

Til indretningen af apoteket i Vordingborg i 1737 lånte han 1.400 rigsdaler af sin svigermoder, der fik 2. prioritet i gården og 1. prioritet i det nye apotek og materielkammer. I pantet nævnes blandt andet ”270 store og små af adskillige sorter hvide porcelænskrukker, som alle med blå navne er indbrændte på hver krukke”. Dette er en af disse krukker. Pantet bruger ordet porcelæn. Ved en synsforretning i 1753 af Stege apotek efter Eegholms afgang nævnes der blandt andet “4 blaa og hvide sirupskander af hollandsk Stentøj”. Begge steder menes der slet og ret fajance.

På et tidspunkt kom saftkanden til Sorø apotek, hvor den i 1880’erne blev givet til Artur Hazelius, stifteren af Nordiska Museet i Stockholm. I januar 1947 blev den, sammen med mange af Hazelius’ danske apotekergenstande, deponeret i Den Gamle By.

Alt i alt:

Efter at have fået svar på alle disse spørgsmål og foldet historien ud om saftkanden nummer 8 kan man konkludere, at det er:

En kande af fajance, beregnet til hostesaft, fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København i 1737 til Anders Christian Eegholm til brug på hans nye apotek i Vordingborg.