Flagstaff Hill – Ingrids museumsoplevelser, del 6

Flagstaff Hill Maritime Village i Australien. Foto: Ingrid Vatne.

Sidste indlæg i blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i museumsbyen Flagstaff Hill Maritime Village i Australien – et frilandsmuseum, der fokuserer på at formidle det maritime miljø i den historiske udvikling af staten Victoria.

Under besøget oplever Ingrid, hvordan den omkringliggende natur og de teknologiske virkemidler sammen skaber en særlig atmosfære i formidlingen af det maritime miljø.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4, Hjerl Hede – del 5.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#6: Flagstaff Hill Maritime Village, Warrnambool – Victoria, Australien

Introduktion til museet
Flagstaff Hill Maritime Village ligger i kystbyen Warrnambool i staten Victoria, Australien, og museet blev etableret i 1974. Museet er et offentligt lokalmuseum drevet af Warrnambool City Council, opstået som et såkaldt ”Community Lead Project” på baggrund af ønsket om at skabe en turistattraktion og et kulturarvcenter, hvor regionens sociale og maritime kulturarv formidles på en lærerig og underholdende måde. Museet er et hovedmuseum for skibsforlisenes historie og for fremvæksten af maritime byer sidst i 1800-tallet, og museet ønsker at fortælle lokalområdets historie på en måde, hvor den knyttes op til udviklingen af staten Victoria. Museets to fyrtårne er flyttet fra øerne der ligger tæt på museumsområdet. De øvrige bygninger er rekonstruktioner af bygninger fra 1800-tallets maritime byer i staten.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Museet ligger på en skråning i landskabet mellem vejen fra Warrnambool mod den smukke kyststribe the Great Ocean Road, og strandzonen, hvorfra man i de kommende måneder kan se hvaler. Museets velkomstcenter som inkluderer en udstillingsbygning og en café. Det udgør, sammen med det bevaringsværdige Lady Bay Lighthouse og to udstillingsbygninger i sort lavasten, stedets højest beliggende bygninger. Herfra er der udsigt ud over den maritime museumsby og man kan se hvordan museet er placeret i forhold til havet. Jeg bliver lukket ind i udstillingsdelen gennem en biograf, som visuelt set minder om et skib. To segl udgør det lærred, hvorpå museet viser en introduktionsvideo og et gangareal former skibets side. Jeg går igennem rummet og kigger på sceneriet. Jeg får at vide, at teknikken ikke virker i øjeblikket. For at komme videre ind i udstillingsbygningen, skal jeg gå langs med ”skibets” rækværk og videre ind igennem en gang, som er udformet som et skibsinteriør, med brede gulvplanker og en smal trappe som fører op til en luge i loftet. Denne lille mellemgang fører ind til et stort og åbent udstillingslokale, hvor genstande, som er fundet efter utallige forlis langs den barske kyst tæt på museet, er udstillet i montre sammen med billeder og tegninger af forskellige skibe, der er gået ned. Citater fra dagbøger er fremhævet både på plancher og i lydinstallationer. Midt i lokalet står en påfugl i stentøj. Den er udført i fuld størrelse og er placeret ovenpå en sten, som også er lavet i stentøj. Påfuglen drejer rundt om sig selv på en stor piedestal inde i en cylinderformet montre. Dens placering i rummet, og det cirkelformede rum omkring den tyder på, at den har en særlig historie. Jeg stiller mig foran den og kigger. Mens jeg undersøger påfuglen med øjnene, kommer en af museets frivillige hen til mig. Han er iført en sort dragt over en hvid skjorte. I hånden holder han sin sorte hat. Han har hørt fra sine kollegaer i receptionen, at jeg er kommet helt fra Danmark for at besøge museet, og han tilbyder at vise mig rundt. Jeg spørger ham om påfuglens historie og får at vide, at fuglen er designet i 1873 af Paul Comolera og brændt ved det berømte Minton Pottery i England. Men fuglens centrale placering i museets udstilling knytter sig snarere an til det faktum, at den har overlevet et af de forlis, som museet har viet en særlig opmærksomhed til; forliset af ”Loch Ard”. Det er netop dette skibsforlis som bliver dramatiseret i aftenens lyd-og lys show, ”Shipswrecked”. På den buede væg omkring klenodiet, ser jeg billeder af flere skibe og deres besætninger. Her står også det antal mennesker, som gik ned med hvert enkelt skib. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvorfor denne historie om ”Loch Ard” er så speciel. Ved dette skib var der ”kun” 52 døde, mens andre forlis var årsag til op imod 400 omkomne. Jeg får at vide, at det er på grund af de to mennesker som overlevede forliset. En af skibets skibsdrenge, Tom Pearce, reddede lady Eva Carmichael fra drukningsdøden, og de to var de eneste overlevende, foruden den store påfugl, som lå forsvarligt pakket ind i en kasse under transporten fra England. Han forklarer videre, at den personlige historie om de to overlevende fremstår som en potentiel kærlighedshistorie, hvor de to ikke får hinanden til sidst og at det er den historie som gør dette skibsforlis til noget særligt. Sammen med Ron, som manden præsenterer sig som, går jeg udenfor.

Aktør i museumsbyen Flagstaff Hill. Foto: Ingrid Vatne.

Den maritime by breder sig nedover landskabet og er forbundet med en vej af sorte lavasten, som snor sig nedover og rundt om den lille sø for enden af museet. Ved kajen ligger der enkelte både. Ron tager mig med op til et af de grå lavastenshuse, som ligger ved foden af Lady Bay Lighthouse, her bliver jeg introduceret til en ny udstilling. Udstillingen er resultatet af en workshop med områdets skolebørn. Bygningen rummer også dele af museets egne udstillinger, og jeg får lov til at prøve nogle tunge dykkersko, hvilket giver mig en fornemmelse af, hvordan det må være at bære en hel dragt lavet af samme materiale. Trappen op i Lady Bay Lighthouse kan kun rumme en person ad gangen. Fra fyrets top er der udsigt over museet og dets geografiske placering i forhold til det buldrende Bass-stræde. Ron udpeger de steder, hvor museets to fyrtårne er hentet fra og han fortæller, at det er de eneste historiske bygninger som er på museet. På den højtravende mast et stykke væk, hænger der nogle flag. Jeg får forklaret, at flagene fortæller, hvornår museet er åbent og lukket. Når museet lukker, skiftes flagene ud, således at de både der sejler langs med kysten kan få besked.

Museets øvrige bygninger er rekonstruktioner og skal visualisere en typisk udvikling i en havneby sidst i 1800-tallet. Vi fortsætter ned ad den snoede lavastensvej og gør enkelte stop ved nogle af bygningerne. Ron fortæller om museets arbejde med skolebørn i området og han viser mig, hvor aftenens show foregår. Efter at have vandret rundt nede i museumsbyen, møder vi Rons kone. Jeg bliver inviteret til te i museets cafe, og vi vender om og går hen til cafeen. Inden jeg går tilbage til fyrvogterboligen, hvor jeg skal overnatte, får jeg informationer om, hvornår jeg skal indfinde mig i receptionen for at følge aftenens lyd- og lysshow i museumsbyen.

Udenfor er det blevet mørkt og klokken nærmer sig syv. De som skal følge showet, indfinder sig efterhånden i museets reception. Til sammen udgør vi en gruppe på ca. 15 personer. En kvindelig guide, som bærer en lanterne i den ene hånd, ankommer til receptionen for at hentet os. Vi følger efter hende ind i museets biograf, og vi sætter os for at se en introduktionsvideo til den historie, som showet handler om. Videoen er bygget op som en dynamisk collage af historiske litografier, skitser og malerier i en dynamisk collage. Ud fra billedcollagen formes der bevægelige dråber, hvori hver af de to personer Eva Carmichael og Tom Pearce, visualiseres i dråberne. De to personer gestaltes i en dramatiseret fortolkning. Jeg kan genkende noget af det, der bliver sagt fra skrifter og fortællinger som jeg har læst og hørt i museets udstillingsområde tidligere på dagen. Dagbogsnotater fra hhv. de to overlevende og fra folk, der var med ombord, skaber en rød tråd igennem den narrative collage.

Det er forliset af Loch Ard, som er omdrejningspunktet for formidlingen. I denne video får vi baggrundsviden om det, at rejse fra Storbritannien til Melbourne i dette barske farvand. Vi bliver introduceret for de farer som truer uden for kysten og, får at vide hvor svært det er for et skib at ramme det 90 km smalle nåleøje, som afstanden mellem Cape Otway og King Island udgør, uden at støde på grund. På skærmen troner billeder af de stejle klippesider som præger ”the Shipswreck Coast” frem. Vi ser billeder fra skibsrejser og hører fortællinger om de kummerlige forhold som herskede ombord på skibene. Et billede af et dødt spædbarn i en kiste brænder sig fast på min nethinde, en stemme fortæller at barnet ikke overlevede de hygiejniske forhold ombord på skibet. Illustrationer af de mange mennesker som er stuvet sammen på de små arealer supplerer de auditive beskrivelser af forskellige menneskers oplevelse af rejseforholdene. Eva Carmichael fortæller om det sidste måltidet om bord på Loch Ard aftenen inden de skulle have ankommet til Melbourne, årets første vinterdag, 1. juni. 1878.

Flagstaff Hill Maritime Village. I baggrunden ses et af museets fyrtårne. Foto: Ingrid Vatne.

Efter ti minutter er filmen slut, og guiden kommer tilbage og tager os med udenfor. Her står en række lanterner, og vi bliver bedt om at tage en hver. Det er mørkt, og man kan tydeligt høre bølgerne fra det hav som lige er blevet omtalt i filmen. Til trods for at vejret er ret pænt slår de kraftigt ind imod Warrnambools kystlinje på trods af, at vejret er ret pænt. Guiden tager os med rundt i byen, vi stopper et par steder, hvorefter vi går videre til et bådhus som ligger ved den lille sø som udgør museets havn. På bådhusets ene væg ses en sort-hvid film, som er projekteret op herpå. Mørket oplyses kun af filmen og lyset fra vores lanterner, vi følger efter guiden ad en sti, som fører os rundt på den anden side af den lille sø. Vi går ind i bådhuset og sætter os på bænkene, hvorefter showet går i gang. Den lange væg som vender ud mod søen, rulles op og byen på den anden side af søen, kommer til syne. Der spilles musik fra højtalere og på samme måde som ved Sovereign Hill, skabes der også her liv i boligerne, det sker ved at vinduerne i bygningerne bliver oplyste både indefra og udefra. Stemmer og klirrende flasker skaber på meget levende vis liv i byen. Der er messe i kirken og fra et hus kalder en kvinde på sit barn, som er ude at lege. Der er lys i vinduerne i byens huse, og man kan høre at folk bor der.

Lyset bliver slukket i byen. Det bliver helt mørkt, og en ro sænker sig ned over byen. Samtidig med at menneskerne går til ro, begynder naturen at vågne til live. Vandkanoner skaber regn udenfor det hus, vi sidder i. Røgkanoner skaber røg langs bygningens sider. Det trækker op til storm. Pludselig kommer skibet Loch Ard, til syne mellem publikum og byen, projekteret op på et vifteformet springvand midt i den lille sø, der adskiller publikum fra byen. Samtidig begynder de bænke vi sidder på, at bevæge sig. Det store skib, som har fronten imod os, gynger dramatisk frem og tilbage, samtidig med at de bænke vi sidder på, gør det. Vandkanonerne laver regn, der kommer tordenskrald fra højtalerne, og vi ser nærbilleder af de dramatiske øjeblikke, hvor Kaptajn Gibb forsøger at få kontrol over sit skib. Kold luft blæser imod publikum. Det er de 15-20 dramatiske minutter fra det øjeblik skibet rammer klipperne ved kysten og til det synker, som her bliver dramatiseret og som vi inviteres til at opleve. Vi ser kaptajnen dreje på det store ror. Idet skibet forsvinder under vand, projekteres et lys vandret henover den røg, der adskiller publikum og det sted hvor skibet tidligere sås. Det horisontale lys former en bevægelse som gør, at min synsvinkel følger med ned under vandet. Her ser jeg menneskerne blive liggende stille og flyde i vandet. Publikums vinkel er placeret lavere end de flydende mennesker, således at vi kigger op imod vandoverfladen. Jeg befinder mig under vandoverfladen. Vandet bevæger sig rolig, hvilket skaber en kontrast til den storm, vi lige har oplevet. Det er en form for stilhed, som man kan genkende fra andre undervandsvisualiseringer. (eks ved forskellige akvarier). Vores blik føres atter op på overfladen, hvor springvandet igen starter og en form for sort-hvid grafisk fremstilling af de omkomnes ansigter, kommer til syne et efter et på springvandsbaggrunden. Et ansigt opløses som ringe i vandet for derefter at forme sig til et nyt ansigt18. De omkomne bliver til minder. Pludselig skifter billedet og vi ser den overlevende passager Lady Eva Carmichael svømme rundt i vandoverfladen. Skibsdrengen Tom Pearce hører hende råbe om hjælp, og han svømmer ud for at redde hende. Filmen ender i et klimaks bygget op omkring den berømte påfugl, the Loch Ard Peacock. Den 1,5 meter høje figur, som til alles store forundring, overlevede havariet til trods for sit skrøbelige materiale, betegnes i dag som det største skibsfund langs Australiens kyst.

I en lang afsluttende scene bygges påfuglen visuelt op således, at de enkelte dele af dens forskellige mønstre visuelt fylder springvandsskærmen. Først ses de grønne øjne på dens fjer. Derefter det spraglede brunlige vingeparti, den blå hals og til sidst dens hoved, med de skarpt optegnede linjer rundt om øjnene. Hovedet drejer rundt som på den piedestal, den står på i udstillingen. Denne seance vises to gange, hvorefter showet slutter. Guiden tager os med videre igennem byen og op til indgangspartiet i museumsbygningen. Her fortæller hun, hvordan det gik med Tom og Eva. Tre måneder efter forliset rejste Eva til England med en dampbåd. Tom drog også tilbage til sit hjemland. Han bosatte sig ikke langt fra hende. Det hører med til historien, at ingen af dem efterfølgende tog kontakt med den anden. Forliset af Loch Ard var blot et af tre forlis, som Tom overlevede. Da showet er slut, låner jeg en af museets lanterner. Den oplyser min vej tilbage til mit værelse.

Lampe på siden af bygning med indbygget højttaler. Derfra udsendes lyden af bl.a. hestevogne og fuglekvidder. Foto: Ingrid Vatne.

Morgenen efter afleverer jeg min lanterne i receptionen og receptionisten fortæller mig, at teknikken igen virker, så jeg har mulighed for at se de film som vises i museets biograf. Jeg bliver igen lukket ind i den bådlignende biograf, hvor jeg sætter mig på en af bænkene. En film vises på de to lærreder formet som sejl. Opbygningsmæssigt ligner filmen den introduktionsvideo, jeg så aftenen forinden. Efter filmen forlader jeg bådens ”dæk” og går ind igennem en lille passage med de brede skibsplanker og en trappe op til loftet. Dørken og det gelænder jeg holder fast i bevæger sig nu, som om det er et skib ude på havet. Det virker rigtig godt og giver mig en fornemmelse af, at jeg rent faktisk befinder mig på åbent hav.

Jeg går hen til påfuglen og kigger på den igen efter at have fået dens historie visualiseret i går aftes. Her mødes al den lyd, som strømmer ud fra de forskellige dele af rummet, det skaber en slags auditiv mødeplads. Jeg tager min audiorecorder frem for at optage lyden. Vi er blot en tre-fire mennesker i lokalet og alligevel er der så meget lyd, at det er svært at koncentrere sig om at læse de plancher, som hænger på væggen. Jeg finder en montre, hvor bestik fra et skibsforlis er udstillet. Bestikket har ligget på havbunden i så lang tid at de forskellige dele er groet sammen til en slags skulptur. Den råhed som skulpturen udtrykker, gør et særligt indtryk på mig. Jeg bliver stående et øjeblik og forestiller mig hele skibet som ligger på bunden af havet blot få kilometer fra det sted hvor jeg nu står. Derefter går jeg ud bygningen og bevæger mig ned ad den snoede ”bluestone” vej der fører igennem den maritime by. En kølig salt brise strømmer fra havet ind over den konstruerede maritime by. Jeg skærper sanserne og kan, på trods af det rigtig gode vejr, atter høre lyden fra bølgerne. Det er en særlig atmosfære over dette museum som skabes af samspillet mellem den omkringliggende natur og museets tematiske omdrejningspunkt. Mågerne der skriger, duften af tjære, og den særlige stilhed som hersker her giver noget særligt til min oplevelse. Der er ikke mange besøgende eller aktører i museets gader. Jeg har fået at vide af museets direktør Peter Abbott, at den oprindelige tanke med museets formidling var, at have dragtklædt museumspersonale. Denne strategi er ændret, og fokus ligger nu på en øget anvendelse af teknologi, til at dramatisere de historiske miljøer. Jeg går ind i en af bygningerne, The Examiner Office, hvor et trykkeri er udstillet. Mens jeg står og ser på de udstillede genstande, hører jeg en hestevogn køre forbi. Lyden overrasker mig, da jeg hverken har set heste eller stalde på stedet, og jeg skynder mig derfor ud på gaden. Men da jeg kommer udenfor ser jeg hverken hest eller vogn. Mens jeg står og ser mig omkring, bliver jeg opmærksom på en fuglekvidren som kommer fra en udendørs lampe. Jeg kigger nærmere på lampen og får øje på en højtaler, hvorfra der kommer forskellige lyde – blandt andet lyden af hestevogn. Jeg går videre ned i byen. Ud fra en anden lampe af samme slags, hører jeg en kvindestemme råbe noget. Jeg kommer forbi smedens hus, hvor der er gang i essen, og der dufter af håndværk fra bygningen, jeg går derind. En ung smed er ved at varme et stykke jern op i sin esse. Omkring ham hænger værktøj og forskellige genstande i smedejern. Han fortæller, at han har fået et kursus i jernsmedning af museet og at han arbejder som frivillig på museet en gang om ugen. De frivillige har delt deres dag op i formiddag- og eftermiddagsintervaller, og smeden er ved at lægge den sidste hånd på dagens smedearbejde, inden han pakker sammen. Udenfor er det nu lyden af bølger som kommer ud fra en lampe placeret tæt på smedjen. Jeg går rundt om den lille sø og bliver opmærksom på, hvordan lyderne er fremtrædende på dette museum. En båd som ligger i vandet pumper kølvand ud fra siden, og der opstår en lyd, idet vandet rammer en stolpe.

Reallyd: Kølvand fra et skib pumpes ud og rammer en stolpe. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre rundt om den lille sø, passerer en række fugle, hvorefter jeg kommer til et grønt område neden for Lady Bay Lighthouse, her står to får og græsser. Jeg fortsætter forbi sømandskirken, sejlmageren og de mange sække som ligger på kajen og venter på at blive lastet om bord. Henne ved caféen sætter jeg mig udenfor, jeg drikker en kop kaffe og skriver noter til dagens oplevelser, samtidig med at jeg har udsigt ud over hele den maritime by og en stribe af Bass-strædet. Mens jeg sidder og ser, tænker og noterer, hører jeg en dramatiseret barnestemme som efterfølges af en voksenstemme, som irettesætter barnet. Jeg kan ikke høre, hvor stemmerne kommer fra, men de flyder ligesom kropsløse hen over byen. Det bliver igen stille, og jeg skærper min lyttesans endda mere i håb om at høre flere lyde. Fra mit bord får jeg øje på flere højtalere, som er placeret rundt om i byen. Efter et langt stykke tid med stilhed hører jeg igen børnestemmer. Denne gang lyder det som børn der leger. Heller ikke denne gang lykkes det mig at opfange, hvor stemmerne kommer fra. Jeg bliver siddende længe nok til at høre sekvenserne loope. Ved indgangen til cafeens blondeudsmykkede victorianske altan, som strækker sig langs hele husets væg, hænger der en lampe, der ligner de andre med de indbyggede højtalere. Et par ældre damer kommer op ad bakken, de er på vej mod cafeen. De to damer bliver synligt overraskede, da de hører stemmer fra højtaleren. Stemmerne skal forestille at komme fra et værtshus. Damerne griner lidt og kommenterer det. Et par ældre mennesker, som ser ud til at følges med de to første, stopper også op et øjeblik for at lytte til stemmerne. De taler kort sammen, hvorefter de går ind i cafeen. Ud over de mennesker, som nu befinder sig inde i cafeen, har jeg ikke set særlig mange besøgende på museet i dag. Det er vinter og mandag, og jeg kommer til at tænke på, at det faktisk ikke føles underligt at gå alene på dette museum. Jeg har derimod flere gange tidligere oplevet, at det at gå på et frilandsmuseum alene, skaber en række begrænsninger i formidlingssituationer, fordi jeg ikke har haft min egen sociale ramme med, som jeg har kunnet agere inden for. Grunden er måske, at Flagstaff Hill Maritime Museum ikke synes at lægge vægt på det sociale aspekt i formidlingen, men snarere på det æstetiske. Flere af de lyde jeg opfanger i dag, både dem, der kom fra højtalerne og naturens egne reallyde, opdagede jeg ikke i går, da jeg fulgtes med Ron.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater

Hjerl Hede – Ingrids museumsoplevelser, del 5

Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Levendegørelse: Skolebørn på rækker. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrid besøger denne gang Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor man arbejder med aktiveringen af sanser og følelser i levendegørelsen af historien.
De besøgende kan bl.a. se og dufte, hvordan en familie i stenalderen stegte svinekød i det fri, og de kan tale med en flittig gårdskarl fra 1800tallet, der hugger brænde til brug i køkkenet.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

5# : Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Danmark

Introduktion til museet
Hjerl Hedes Frilandsmuseum blev grundlagt i 1930 og er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum med fokus på byggeskik og boligindretning på landet. Museet er placeret i den vestjyske hede nær Vinderup. Museet holder også et særligt fokus på landhåndværk, og har i den forbindelse etableret et kompetencecenter for dansk landhåndværk. Museets grundlægger er direktør for smørhandelsfirmaerne Esmann og Det Sibirske Kompagni og tidligere finansminister Hans Peter Hjerl Hansen (1870-1946). Museet opstod ud fra hans ønske om at bevare de gamle håndværkstraditioner i en tid, hvor industrien fik dominans. Derudover ville han bevare resterne af den kultur, der var forudsætningen for moderne landbrug og derigennem anskueliggøre forbindelsen mellem fortid og nutid (Finn Mygind, 2005, p. 71.).

Beskrivelse af museumsoplevelse
Efter at vi er gået igennem velkomstcentret, kommer vi ind på museumsområdet, hvor vi ser to stærke okser stå fastbundet til nogle pæle på en græsplæne. Okserne har fanget vores opmærksomhed, og vi går hen for at kigge på dem. På græsplænen står allerede et par store børn og deres mor, de klapper den ene okse. Okserne er tydeligvis arbejdsokser. En mand i dragt er ved at fæstne seletøj og en trækvogn til okserne. ”Der sad de da højt oppe”, konstaterer børnenes mor. En dreng i dragt sidder på et sæde på vognen, klar til at køre med dyrene. Da okserne bliver løsnet fra de pæle, som de stod fastbundet til, flytter vi os på sikker afstand, hvorfra vi ser de stærke dyr trække vognen. Lyden af metal, som klinger i kæderne, følger okserne, idet de trækker vognen efter sig hen ad grusvejen. Mens vi står og ser efter okserne, kommer et hold skolebørn i dragter forbi, de er på vej til skole. De går fint på rad og række og forsvinder ind i skolestuen. Vi går videre og kommer ind i et hus med et stort åbent ildsted, en kvinde i dragt passer ilden. I et rum ved siden af tilberedes der mad. Gulvet består af toppede sten og et rundt indmuret vaskefad afslører, at vi befinder os i husets bryggers. I dette rum sidder en kvinde med et strikket sjal omkring overkroppen. På hendes ternede forklæde hviler en stor lertøjsskål med en kanonkugle i, som hun får til at dreje rundt ved at bevæge sine ben. Idet kanonkuglen drejer rundt, knuses de små sennepsfrø, som ligger i bunden af skålen. Jeg spørger kvinden, om hun ikke bliver vildt træt i armene af at dreje skålen rundt på den måde. ”Jeg bruger faktisk slet ikke armene”, forklarer hun. ”Det er benene, som jeg hæver op og ned, som får kuglen til at rulle rundt”. Jeg spørger, om det er noget, hun skal bruge til madlavning her i huset, hvilket hun bekræfter. På køkkenbænken står der to lerskåle med håndtag, hvori der ligger æg i læsket kalk. Hun forklarer, at hvis man lægger æg i en lage af læsket kalk, så trænger kalken ind i æggene, hvilket gør at de kan holde sig rigtig længe. Et halvt rugbrød og en kniv på et skærebræt ligger fremme. En skål med sild sætter prikken over i’et i fortællingen om stedets madtraditioner. En anden af de besøgende spørger om, hvor længe æggene skal ligge, og vi får forklaret, at de skal ligge i en måneds tid. En anden besøgende, som er ankommet efter os, spørger hvad æggene ligger i og får fortalt, at det er læsket kalk.

Kvinde knuser sennepsfrø med en kanonkugle, som ruller rundt ovenpå frøene i bunden af skålen. Foto: Ingrid Vatne.

Kvinden, som passede ilden, da vi ankom til stedet, har nu fundet en sild frem, som hun lægger på et skærebræt. Mens hun skærer hovedet og halen af fisken, forklarer hun, at det er spegesild, som hun nu skal tilberede. ”De er blevet afvandet fra i går til i dag”, forklarer hun, mens hun åbner sildens bug. Derefter vender hun den og begynder at plukke finnerne af. ”Hvor har man fundet dem her ude på heden?”, spørger jeg. ”Jeg kan tænke mig, at det er ude i fjorden et eller andet sted”, svarer hun. ”Så dagens middag på kroen, det er spegesild og øllebrød”, afslører hun. Min far synes, at det lyder lækkert og vil gerne smage på silden. Både han og min mor er vokset op med spegesild og synes det kunne være interessant at smage den, de laver her. Vi får at vide, at museet har fået forbud imod at dele smagsprøver ud til de besøgende, og at de derfor desværre ikke kan tilbyde nogen at smage. ”Lige indtil i går, måtte vi servere for turisterne. De vil jo gerne smage, og de plejer også at smage den sennep vi laver her. Den er jo meget specielt, for den er jo rørt med farin, og det er jo alle tiders”. ”Hvordan modtager turisterne det, at de ikke længere må smage?”, spørger jeg og får forklaret, at de bliver meget kede af, at de ikke må smage. Min far spørger, hvor turisterne kommer fra, og hvordan de får kendskab til Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Han får forklaret, at der er mange danskere, tyskere og hollændere, og at de nok først får kendskab til museet, når de er i området. ”I er ikke i roller?”, spørger jeg de to arbejdende kvinder. ”Nej, ikke specielt”, svarer kvinden med sildene. Men lige så snart, at vi trækker i det gamle tøj, så er vi jo i rollen”, forklarer hun. Kvinden med kanonkuglen går hen til gryderne ved ilden og rører rundt. Der er to gryder. Den ene hænger over en grue med store flammer. Den anden står på et stykke jern og varmer over nogle mindre hidsige gløder. Vi følger efter hende og får at se, hvad der gemmer sig i gryden over gløderne. Kvinden rører rundt i gryden, hvor stykker af rugbrød flyder rundt i sødt øl. ”Så kommer vi flødeskum på, når vi skal spise det”, forklarer hun, ”og så spiser man saltede sild til”.

Inde i et rum ved siden af sidder to kvinder med mørk hovedbeklædning og tilhørende krave omkring hals og skuldre. De knipler på hvert sit underlag, den ene ved et bord og den anden med underlaget i skødet. Vi går hen og ser på de detaljerede blonder som kvinderne tryller frem ved at flytte rundt på spoler med tråd. ”Hvor har du lært det henne?”, spørger jeg den ene kvinde. Jeg får at vide, at kvinden har lært det som barn. ”Er det noget som publikum også kan prøve?”, spørger jeg. Den ældre kvinde, som knipler ved bordet, ser op på mig over brillekanten og smiler. I en nærmest uberørt vestjysk dialekt får jeg forklaret, at de havde en pige i går som fik lov til at prøve. Jeg må også godt, hvis jeg vil, siger hun. Kvinden giver udtryk for, at der ligger meget arbejde i at skulle pille op igen. Derfor er det ikke noget hun skilter med. Jeg tør heller ikke lave kludder i kvindens arbejde, så jeg nøjes med at se på. Hun forklarer, at hun ikke har mere plads i sin kuffert til andet end sin plade med knipling. Derfor er det svært for hende at fragte en ekstra pude med, som publikum kan benytte. Hun fortæller, at hun er på museet som frivillig. Min mor spørger den anden kvinde, hvordan de kan rette op igen, hvis de laver en fejl i deres arbejde. ”Ja, så må vi pille det hele op igen”, lyder svaret. ”Er det svært at pille op igen?”, spørger hun. De to kvinder forklarer i kor, at det faktisk er den samme proces, bare omvendt. På bordet ved siden af den kniplende kone ligger et kræmmerhus med pebernødder. Min søn betragter kræmmerhuset i et stykke tid. Kvinden ser over brillekanten og ned på ham, mens hun smiler. ”Du vil måske smage en pebernød?”. Hun rækker kræmmerhuset ned over bordkanten, og han tager en pebernød. Mens han nyder pebernødden, spørger jeg til, hvem der kunne kniple i gamle dage, om det var alle konerne eller om det var noget særligt for bestemte grupper? ”Ja! også pigerne. Der nede i Sønderjylland”, begynder kvinden og kommer med en beretning. Fortællingen indeholder mange dialektudtryk og ord, og jeg kan kun forstå brudstykker af det, kvinden siger. Jeg bliver stående og lytter, mens jeg forsøger at afkode det, hun siger, men ender med at lytte til hendes tonefald og udtale. Jeg får svar på mit spørgsmål om, hvem der kniplede. Jeg får at vide, at det var knyttet til geografien og mest udbredt i Sønderjylland, hvor impulserne kom sydfra, det vil sige fra Holland og Belgien. Snoren i kvindens briller svinger frem og tilbage under hendes ansigt, mens hun fortæller.

Der kommer flere gæster ind i rummet, så vi takker og går ud igen. Vi går lidt videre og kan høre en banken fra smedjen og går derned. Inde i smedjen står to mænd og laver hestesko. Vi kan ikke komme ind i smedjen, men står og ser ind ad et vindue med hønsenet for. En mand med bowlerhat og smedeforklæde pumper ilt til essen, mens den anden banker på jernet. Vinduet sidder højt oppe, og jeg lægger mit kamera fra mig for at løfte Linus op, så han også får mulighed for at se, hvor lydene kommer fra. Vi ser på, mens jernet bøjes. Derefter fortsætter vi et stykke videre og kommer ned til stenalderbopladsen, som ligger lige ved en sø. Inde bag et hegn går der mennesker rundt i kopier af tøj fra stenalderen. En familie på to voksne og to børn ser ud til at være i gang med noget henne ved etbål. Forældrene og en dreng står omkring bålpladsen i græsset. En anden dreng har været ved vandet for at hente vand, som han nu smider på bålet. Mens jeg ser på dem og undrer mig over, hvad de laver, kravler min søn under hegnet og ind til stenaldermenneskene. Det lykkes mig at kalde ham tilbage, og vi går nærmere ildstedet, men vi holder os på vores side af hegnet. Den voksne kvinde graver asken væk med en skovl. Jeg spørger, hvad de laver. Hun forklarer, at de er ved at gøre klart til at stege kød på bålet. Der kommer nogle sten til syne under asken. Kvinden forklarer, at de har lagt sten ind for at de skal blive varme. Derefter lægger de svinekød, som de har pakket ind i dej og ler, oven på stenene. Dette dækker de til med sten og tørv. Mens vi snakker, henter manden det kød, der skal på stenene. På bare tæer går han hen til bålpladsen og vælter den store klump ned i asken med lersiden opad. Flere museumsgæster står langs hegnet og følger med. Og der bliver fotograferet. Min søn kravler ind under hegnet igen, da jeg får lokket ham tilbage igen, beslutter vi os for at gå videre.

Sivskosproduktion. Foto: Ingrid Vatne.

Lidt længere oppe ad en bakke, men inden for samme indhegning, sidder en anden familie og hakker flint. En mand fortæller nogle museumsgæster om en sten, han holder i hånden. Imens er en kvinde i gang med at klargøre en væv. Hun forklarer, at det er en lille børnevæv, som hun vil have til at fungere lidt bedre. ”Man kender nogle flotte tekstiler fra bronzealderen, men fra bondestenalderen er det mere tvivlsomt, hvad man har vævet,” forklarer kvinden. ”Man mener, at der er fremstillet tekstiler af brændenælde. Om fårene har haft så blød uld, at man har kunnet spinde garn af det, ved man ikke, men i hvert fald i bronzealderen har man jo”, forklarer hun videre. ”Vores vigtigste opgave her er at vise, hvordan det kunne have været. Og samtidig afprøver vi jo nogle teknikker og øver os, og finder ud af hvad, der kan lade sig gøre”. Kvinden forklarer, at de har andre forudsætninger end dem, de havde i bondestenalderen, i og med at de har et andet materialekendskab end de havde dengang. ”Så helt ens bliver det ikke”, pointerer hun. ”Men ved at man kan se forskellige mærker i værktøjer fundet fra stenalderen, kan disse mærker sammenlignes med de spor, som efterlades på de værktøjer, vi selv anvender”, uddyber hun. Kvinden fortæller, at flere af de frivillige, der kommer og levendegør stenalderbopladsen om sommeren er kommet her i rigtig mange år. De har opbygget både udstyr og praktisk viden om, hvordan bopladsen fungerer. Det har givet anledning til at undersøge ting nærmere, og så udvider de deres viden, som de så formidler videre til publikum. ”Det er bare fordi, det er spændende”, smiler hun. Jeg bliver stående og snakker en stund med kvinden, mens mine forældre tager Linus med hen til gederne på den anden side af grusvejen.

Efter stenalderbopladsen går vi hen til møllen. Inde i møllen hører vi lyden af de store hjul, som drejer rundt. Lyden er artificiel og opstår ikke af, at møllehjulet drejer rundt. Men lyden får mig alligevel til at opleve, at der er liv i den gamle mølle. Publikum har kun adgang til dele af møllen, og jeg oplever, at lyden sagtens kunne være kommet fra møllen, fra de steder i møllen, som vi ikke haradgang til. Vi går ud igen og kigger en ekstra gang på hjulet, for at se om det nu alligevel drejer rundt i vandet. Det gør det ikke. Vi får øje på skolestuen og kommer i tanke om, at vi har set skoleklassen komme gående. Vi beslutter os for at gå derhen for at se, om de stadig er derinde. Inde i et klasserum sidder pigerne med tørklæde om hovedet, og et par drenge sidder imellem pigerne. De skriver på deres små tavler, mens lærerinden underviser. Hun er i gang med at skrive de ti bud op på tavlen. Vi er mange besøgende, som presser os frem mod døråbningen for at få klassen at se. ”Det er dansk skole, det her”, siger min far, og en kvinde, som også kigger ind, griner og forklarer ”men det er mange år siden, det her”. ”Det var sånn vi skulle hatt det nå også”, griner han, og kvinden griner også. En jævn strøm af mennesker kommer ind og kikker og går ud igen. Vi går ud og giver plads til de andre.

Tæt på det sted, hvor okserne stod da vi ankom, står nu en bagervogn, som bliver trukket af en hest. Fra bagervognen kan vi købe rosinboller og brød. Den fyldige duft af nybagt brød gør, at vi hurtigt får tegnebogen op af lommen. Vi sikrer os hver en bolle, som vi nyder, inden vi går videre. I præstegården møder vi en kvinde i køkkenet. I lighed med kvinderne på kroen bærer denne kvinde også en dragt med et ternet forklæde omkring livet, hun er ved at rydde op efter dagens produktion. Hun viser nogle skiver æble frem, som hun har tørret i ovnen. På et stort komfur står en Madam Blå-kande, og på væggen bag kvinden hænger en hel kollektion af de blå køkkenredskaber. Musselmalede fade og kopper på køkkenbænken vidner om, at der har været gæster. Hun fortæller, at hun laver mad fra 1800-tallet. Kroen, hvor vi var tidligere på dagen, handler om 1700-tallet og den tids madtraditioner. Således vises madtraditioner fra flere tidsperioder. Rummet er delt op således, at kvinden i køkkenet har et område for sig selv, så publikum ikke kommer ind der hvor hun skal gå frem og tilbage. Fra køkkenet kan vi bevæge os ind igennem stuerne og ud igen i den anden ende, hvor vi kan se køkkenet fra den anden side. Kvinden fortæller, at hun er her som frivillig, fordi hendes børn mente at det kunne være sjovt at deltage. Mens hendes børn er henne i skolen og blive undervist på gammeldags manér, står hun i køkkenet på præstegården og laver mad. En af de andre besøgende fortæller, at hendes pige også er i skolestuen, og de to kvinder får sig en snak. Jeg går igennem stuerne og kommer til køkkenet fra den anden side. To gæster står ved indgangen til køkkenet og spørger, hvem der bor her. Kvinden fortæller, at det er præsten, og at vi kan se hans klæder inde i stuen. ”Hvem er du her på præstegården, så”, spørger han kvinden i køkkenet. Kvinden forklarer, at hun nok ville have været køkkenpige og ikke præstens kone. ”Man skulle i hvert fald være tre piger i køkkenet for at få lavet al maden”, fortsætter hun, ”og de kan ikke have været så store dengang, som det jeg er i dag, det kan jeg da regne ud”. ”Hvad lavede fruen så?”, spørger gæsten, og han får forklaret, at hun nok sad og strikkede, syede og vævede tæpper til børnehjemmet. Jeg får at vide, at da man ikke længere må uddele smagsprøver til de besøgende, bliver der i stedet brugt energi på at skabe dufte, som publikum kan mærke, når de kommerind i køkkenerne. Udenfor kan vi høre gårdskarlen hugge brænde, og vi går ud på pladsen for at se på. ”Hvem er det, der skal have alt det brænde?”, spørger jeg gårdskarlen. Jeg får at vide, at han hugger brænde til pigerne i køkkenet. ”De små stykker skal de have til komfuret, og de store stykker skal de have til den store bageovn, der står i bryggerset”, forklarer han. ”Har I ikke set den store bageovn? Der skal der altså noget brænde til. Vi bagte i går, og vi bagte i tirsdags, og vi har tænkt os at bage på søndag også. I morgen skal vi have vores øl ud af tønden derinde, det glæder vi os til”, siger en anden gårdskarl. ”Vi skal have mere sukker i og lade det gære noget mere, men vi skal smage på det i morgen, og det glæder vi os til”, forklarer han. Vi griner lidt og siger, at det ærgrer os lidt, at vi ikke kan komme tilbage i morgen. ”Ja, det glæder vi os meget til”, tilføjer han. Han viser os præstegårdens bryggeri, den store bagerovn og de mange svalereder, som er helt oppe under loftet.

Vi er gået ind i et andet hus. I værkstedet sidder en ældre mand med et hvidt skæg, som omkranser ansigtet. På hovedet bærer han en blå hue med skygge. Han er ved at lave sivsko. På en hylde under vinduerne står der adskillige par sivsko på en lang række. På hylden nedenunder står en enkelt kurv med låg. Han siger ikke så meget, men arbejder koncentreret med en lang fletning af siv. Jeg får lokket ud af manden, at han har lært sit håndværk i Randers for ti år siden. Sivene høster han ude i søen, fortæller han, mens han snor den lange fletning omkring sålen på skoen. Skoens sidestykke er allerede klar, det ligger på bordet ved siden af ham og venter på at blive syet på den færdige skosål. Vi går videre og vil gerne prøve damplokomotivet inden vi må vende næsen hjem ad igen. Vi går igennem et skovområde, forbi det gamle ishus og kommer ned til Mosebrugsmuseet, som også er en del af Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor stykker af tørv ligger i bunker lige ved grusvejen. Vi går hen til toget og tager plads i en af de forreste vogne. Sort røg kommer op fra lokomotivets pibe, mens vi tøffer langs skinnerne igennem hedelandskabet og hen til Flyndersø, hvor landskabet åbner sig for os. Toget står stille, mens passagererne nyder udsigten over søen og landskabet omkring, hvorefter lokomotivet tøffer tilbage i samme spor.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

I overmorgen bringes det sidste indlæg i denne blogføljeton. Der fortæller Ingrid om hendes besøg på det australske open air museum Flagstaff Hill.