Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer…

Sådan starter den velkendte juleklassiker ”Peters Jul”. Det passer bare ikke helt på juleforberedelserne i Den Gamle By. Her pakkes julen ned i starten af januar, og så starter planlægningen af den kommende jul straks efter; uanset om det sner eller ej. Det tager nemlig sin tid at forbedre udstillinger, bygge boder, bestille underholdning osv.

Kan man få for meget julepynt? Man tror det ikke!

En ting, som haster mere end alt andet, er bestilling af julevarer. Det lyder sært, men leverandører vil gerne have bestillinger på julevarer i hus i januar/februar måned, og så bruger de ellers året på at producere dem til levering i efteråret.

Den Gamle By har nogle udfordringer med den rytme, da vi tyvstarter salg af julepynt fra vores særlige julebutik på Torvet allerede i maj, og i øvrigt har julebutikken åben i hele sommerperioden. Det kan virke mærkeligt, at Den Gamle By sælger julepynt om sommeren, men det vores erfaring, at især vores besøgende udlændinge sætter stor pris på, at de kan købe det julepynt med hjem, som danskerne holder af.

Julemesse i Frankfurt

Juleinspektør og indkøber studerer nøje udvalget på Christmasworld

I 2018 har vi valgt at røre grundigt i gryden, og tage på jagt efter nye leverandører. Og hvor kan man så gøre det? Jo, hvert år i januar afholdes en stor julemesse i Frankfurt, kaldet Christmasworld. Vi besluttede, at et stærkt hold bestående af juleinspektør, butikschef, butiksleder og indkøber skulle se nærmere på messen. Vi havde høje forventninger, og vi blev ikke skuffede. Vi fandt otte nye leverandører, og der blev indkøbt ca. 17.000 stykker julepynt.

Glaspynt i gamle forme

Vi gik især efter virkelig flot glaspynt, som vi nøje udvalgte hos små, familieejede virksomheder fra området omkring landsbyen Lauscha i Thüringerwald. Den første glashytte blev grundlagt i landsbyen omkring 1600. Her kom produktionen af farvestrålende glaspynt for alvor i gang efter 1850, og det blev eksporteret til mange lande, herunder også Danmark. De leverandører, vi valgte, bød på formblæst julepynt lavet i gamle forme og håndmalet i traditionel stil.

Hvad med en smuk zeppeliner som julepynt?

Er dansk julepynt dansk?

Som med så meget andet, så har man i årenes løb fundet inspiration til julepynt mange steder – også i udlandet. Juletræet blev i starten af 1800-årene importeret som tradition fra Tyskland, og her har man også fundet, at der i 1800-tallet var en stor produktion af forskelligt pynt i især papir og glas. Det tyske julepynt har igennem mange år været importeret til Danmark i stor stil, og det er efterhånden blevet helt normalt på et dansk juletræ.

Hvornår er julebutikken åben?

I 2018 er julebutikken på Torvet åben fra 16. maj på de dage, hvor der er krydstogtanløb i Århus. I perioden 28. juni til og med 9. september er julebutikken åben hver dag, for så igen kun at være åben ved krydstogtanløb. I efterårsferien er butikken åben alle dage, og så er den selvfølgelig åben alle dage under Jul i Den Gamle By fra 16. november og frem til nytår.

Nye tider i butikken i Købmandsgården 1864

Man skulle tro, at når en historisk butik er indrettet og i drift i Den Gamle By, så ændres der ikke på noget. Løbende sker der dog tilpasninger, når f.eks. varer udgår eller leverandører lukker ned og nye skal findes, eller når nyt personale kommer til og foretager småjusteringer. Butikken i Købmandsgården er hvert år lukket fra nytår til påske, og det var en oplagt anledning til at se nærmere på, om vareudbud, inventar og indretning stadig var “1864-rigtigt”.

Varer

En reol er fjernet, varer er genopstillet og nye varer er kommet til

Der blev først set nærmere på, om de eksisterende varer var i orden set i forhold til årstal, udseende og relevant historie. Her blev varer som marmelade, lakridspiber og lertøj med blå glasur luget ud, da de ikke var til salg i en købmandsgård i 1864. Der var desuden kommet en overrepræsentation af lakrids og spiritus, og her blev udvalget gjort smallere. Erstatninger for disse varer skulle nu findes, og et tidligere udført forskningsprojekt om varer i købmandsgårde i 1860’erne blev studeret, og det samme gjorde købmænds annoncer i Aarhus Stiftstidende årgang 1863 og 1864. Her kom isenkramvarer som koste, spader, økser og leer på banen. Også kammerstager, stearinlys, lyseslukkere, marseillesæbe, panamahatte og tovværk blev fundet egnede som salgsvarer.

Vareplacering

Vareudbud og -opstilling før

I en købmandsgård blev en kunde i 1864 betjent ved disken af butikssvenden, som fandt varerne frem fra hylderne på anmodning. Selvbetjening var ikke i ordforrådet dengang. Vi kunne derfor hurtigt se, at der var sket et skred i en uheldig retning. I købmandsgården var der hele to reoler fyldt med selvbetjeningsvarer, og på tønder var der placeret endnu flere. Det blev besluttet at fjerne den reol, som var længst væk fra disken, og tønderne blev befriet for krukker. Disken ville i 1864 have været ret tom for varer, da den blev brugt til udlevering og indpakning af varer. Også her blev der fjernet varer, så butikssvendens armbevægelser kunne blive større, og det blev nemmere for museets gæster at få øje på ham bag disken.

Vinduer

Facaden, med store udstillingsvinduer, er udsædvanlig i 1864. Også her er der sket en ændring i de udstillede varer.

Købmandsgårdens relativt store butiksvinduer var ikke almindelige i 1864. Fandtes de, fik vinduesudstillingen ikke ret høj prioritet. I vores nye udstilling er der derfor stræbt efter en ret høj grad af “kedelighed” med solbestandige varer som keramik og børster.

Kom bare ind

Vi håber, at museets gæster bliver glade for resultatet af vores anstrengelser, og at der bliver anledning til at få mange gode samtaler med den dygtige butikssvend om købmandsgården, varerne og 1864.

Butikssvenden er klar til en snak