Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

1970´er jul – hammer og segl, flettede hjerter og lametta

Hvordan holder en hippie egentlig jul? For Benny Andersen og Bodil Jensen var svaret i 1974 lige for – vi sætter hammer og segl i toppen af juletræet!

I november 2015 genskabte Benny Andersen toppynten til juletræet i han og Bodils 1974-hjem i Den Gamle By. Hammer og segl blev tegnet, klippet og skåret til i tyndt pap, malet pink og drysset med sølvglimmer – alt sammen i overensstemmelse med hvordan den originale juletræstop blev lavet.

Det hele foregik i lejligheden i Huset i Havnegade, og det skortede ikke på kommentarer fra Den Gamle Bys gæster. En yngre mand spurgte lettere vantro: ”Havde man det?????”. Benny svarede ”Det ved jeg ikke, men vi havde!”

 

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Politik og symboler

For Benny var hammer og segl symbolet på foreningen mellem industriarbejdere og landarbejdere og ikke på Sovjetunionen, som han tog afstand fra.

Mens Bennys far var medlem af DKP, støttede Benny og Bodil lige som mange andre af tidens unge VS. 1970´ernes mange venstrefløjsfraktioner var uenige på flere punkter, men spørgsmålet omkring Sovjetunionen og Stalin var centralt.

For DKPs støtter var antistalinisme et skældsord, mens afstandtagen til Sovjetunionen og Stalintiden var en selvfølge for VS´ere. På den baggrund blev der også kamp om symbolerne. Benny indrømmer i dag, at der var en snært af provokation over for hans far ved at genopfinde hammer og segl med pink op-art farve og glimmer.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Juledekorationer og kunstnerisk frihed

Det er ikke tilfældigt, at hammer og segl var hjemmelavet. Benny og Bodil mødte hinanden, mens Bodil gik på Kunstakademiet i Aarhus, og de var begge optagede af at udtrykke sig kunstnerisk.

De malede, fotograferede, lavede collager, tegnede, sang og spillede musik. I 1974 var de begge aktive i oprettelsen af Aarhus Folkekunst. Nogle gange havde parret en fælles kunstnerisk proces, andre gange gav de hinanden udfordringer. Til jul var det f.eks en fast tradition, at de hver lavede en juledekoration i hver deres stil.

Bodil døde i 1999, så i november 2015 lavede Benny begge dekorationer selv, men han har tilstræbt, at følge deres sædvanlige valg med gips og glimmer som sne og frost på grenene i dekorationerne. På samme måde er der to lys i Bennys dekoration og kun et i ”Bodils”.

Tørret naturpynt var en favorit hos dem begge, og det var vigtigt, at dekorationerne ikke var symmetriske eller for ordnede. Man skulle ud over pænhedens begrænsninger.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Traditioner og ”sprutslik”

Billeder fra julen 1974 hos Benny og Bodil viser, hvordan hammer og segl pryder juletræets top – mens resten af træet er pyntet med traditionel juletræspynt som lametta, glaskugler og flettede julehjerter.

Sammenstødet mellem det traditionelle og den frie kunstneriske tilgang bliver næsten ikke tydeligere. Benny og Bodil havde meldt sig ud af folkekirken og var ikke kristne, men barndommens juletraditioner holdt alligevel ved. Klare kristne symboler, som engle, brugte parret dog ikke, og de gik ikke i kirke, men de sang julesalmerne.

Benny fortæller, at ”Højt fra træets grønne top” var deres ynglingsjulesang, fordi den kom helt uden om at nævne kristne elementer, men de andre julesange blev ikke undgået af den grund. Julen handlede for Benny og Bodil om god mad og godt selskab.

Bodil var dygtig til at lave mad, og udover småkager og juleslik, som de begge holdt meget af, købte Benny hvert år en flaske Kahlua eller pebermyntelikør – ”sprutslik”, som han kaldte det. Sprutslikket blev brugt som julekalender, og Benny fik et lille glas hver dag efter arbejde. Benny og Bodils jul er fyldt med juletraditioner i kreativ ny forklædning.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover "sprutslik" til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover “sprutslik” til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Gu vil jeg ej holde den perfekte designerjul

Man kan godt blive nedtrykt og få præstationsangst, når de glittede modemagasiner hvert år i december viser fotos fra en eller anden blogger/designer/skuespillers perfekt julepyntede hjem. Uh, det er så fint, så fint. Blanke julekugler ligger tilfældigt organiseret i vindueskarmen, træet står snorlige med pynt i årets hotte julemodefarve (tænk, de findes…), og dekorative grene pryder det overdådigt pyntede julebord.

Fraværende er mærkeligt nok børnenes hjemmelavede og skæve juleklip fra børnehaven, farmors smukt broderede lilla juleløber og den knaldrøde juledug i nervøs velour, som du fik sidste år af svigermor, og som du hellere må have fremme i år, hvis I fortsat skal være på talefod.

Er din jul fin, designet og moderigtig? Eller er din jul helt anderledes med vægten lagt på fed, kitschet julehygge og sjove historier på dine juledekorationer? Uanset, så kan vi i Den Gamle By hjælpe med at få din julefejring til at blive et samtaleemne.

IMG_1995

Prøv at skifte julestjerne i toppen af træet ud med en juleengel. Så får I noget at tale om!

Hvert år bruges der mange arbejdstimer på at finde de helt rigtige varer til museets butikker i 1927- og 1974-kvarteret. Salgskataloger fra dengang bliver pløjet grundigt igennem, og de bliver sammenholdt med, hvad der kan købes hos forskellige leverandører i dag. Igen i år har vi fundet en mængde gode varer, og de er nu klar på hylderne.

IMG_1992

Grethe i Broderiboden viser kits med juletræspynt. De tager kun få timer at brodere.

Broderi og hyacintløg

Har du gode øjne, og er du glad for håndarbejde, så er det lige nu, du skal slå til. I Broderiboden i 1974-kvarteret kan du nemlig købe små og store julebroderier, som du kan arbejde på de mørke vinteraftner.

Damerne i Broderiboden tilbyder alt fra små julekort, hvor du skal bruge ganske få timer på at brodere motivet, til store juletræstæpper, som du nok skal vente til næste jul med at kunne lægge under træet – hvis du vel at mærke arbejder flittigt på det.

I 1927-kvarteret bor isenkræmmeren. Vil du give dine hyacintløg dit hjems fineste placering, så kan du købe nogle af hans smukke, gammeldags hyacintglas. De slår nutidige designervaser med adskillige længder, og de kan kun købes i Den Gamle By.

IMG_1994

Julesprællemanden her kan du købe hos boghandleren. Det er en fin juleaktivitet at konstruere den med børnebørnene.

Helt ny julebutik

Isenkræmmeren har boghandler Chr. Andersen som nabo i 1927-kvarteret. I år har boghandleren fået flotte klippeark hjem med en mængde forskellige motiver. Du kan f.eks. købe en af de farvestrålende julesprællemænd. De kræver lidt fingersnilde at klippe ud og samle, og de kan blive et hyggeligt projekt sammen med børnene en adventssøndag.

Og så kan vi løfte sløret for, at vi åbner en særlig butik med salg af julepynt. Her har vores butiksfolk lagt sig i selen for at finde mængder af klassisk julepynt med historisk tilsnit – og dertil glimmer og humor. Indgangen til den nye butik finder du på Torvet.

Giv den julegas

Hermed en opfordring: Giv den nu gas til jul! Lad din jul afspejle din personlighed og din families historie. Dit julepynt må gerne være skævt, fuldstændig hjemmelavet, have en sjov historie, være arvegods eller købt i Den Gamle By.

I stedet for at holde en jul med masseproduceret pynt fra Ikea eller Magasin, er det så ikke sjovere at kunne fortælle dine julegæster at juletræets pynt er hentet i en mængde forskellige lande, og at du selv har konstrueret adventskransen af gamle colaflasker? Det tror jeg da nok lige!

31003fb21e

Den nye butik med julepynt finder du i julehusets stueetage. Indgang fra Torvet.

 

Det grønlandske eksperiment

22. oktober 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de sidste fire nulevende grønlændere, som var en del af `Grønlandseksperimentet´ i 1951. Historiepraktikant Maria Juul Pedersen har set nærmere på baggrunden for undskyldningen til de tvangsfjernede børn. En undskyldning, der var længe ventet for en af hovedpersonerne i Den Gamle Bys 1974-bydel, Helene Thiesen.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Eksperimentet

Grønlandseksperimentet var et samarbejde mellem de danske og grønlandske myndigheder, bistået af Dansk Røde Kors og Red Barnet. Eksperimentet gik ud på, at 22 grønlandske børn skulle sendes i et etårigt forløb til Danmark. Børnene skulle lære dansk sprog og kultur og blive forbilleder i Grønland. Det var et krav, at de 22 børn skulle være 6-7 år gamle. De skulle have en høj intelligenskvotient og være familieløse. Kravene var dog svære at opfylde, og man valgte derfor at udvide aldersgrænsen til 5-8 år og medtage børn med én forælder.

Jeg har altid følt et savn efter Grønland 

Et af børnene i eksperimentet var Helene Thiesen, som i 1951 var 7 år gammel. Efter faderes død kom to mænd og spurgte Helenes mor, om hun ville sende Helene til Danmark. Helenes mor svarede nej de første to gange, men svarede til sidst ja. I Helenes genskabte lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter fortæller hun selv sin historie om barndommen og ungdommen i Danmark. Helene deltog aktivt i indretningen af lejligheden, og fordi det var meget vigtigt for hende, at være omgivet af grønlandske ting, har hun doneret flere af sine egne ting til studielejligheden. De grønlandske ting var vigtige for Helene, fordi hun altid har følt et savn efter Grønland og det at være grønlænder.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Uden modersmål

Den oprindelige tanke med Grønlandseksperimentet var, at børnene skulle være i Danmark i et år, men børnene kom først tilbage efter halvandet år. Flere af dem nåede ikke at gå i dansk skole, fordi plejeforældrene ikke fik besked om, hvor længe børnene skulle blive. Da Helene kom tilbage til Nuuk, fortalte hun begejstret sin mor om sine oplevelser, men uden at få noget svar. Helene undrede sig, men da moderen begyndte at tale til hende indså hun, at hun havde mistet sit grønlandske sprog, og ikke længere kunne tale med sin mor.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Børnehjemsbarn

Endnu en overraskelse, som ventede børnene hjemme i Grønland var, at de ikke længere kunne få lov til at bo hos deres familier. De skulle bo og opdrages efter danske normer på et Dansk Røde Kors børnehjem, og gå på den danske skole i Nuuk. Forstanderen på børnehjemmet opdragede børnene til at leve pænt og ordenligt. Børnene havde ikke lov til at tale grønlandsk på børnehjemmet eller i skolen, og de fik kun sjældent lov til at besøge deres familier – trods det at Helenes mor boede i Nuuk, ikke langt fra børnehjemmet. Livet som børnehjemsbarn var svært for Helene, hun græd ofte og følte et tomt hul i maven.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Sprogets betydning

En del af forklaringen på børnenes placering på Dansk Røde Kors børnehjemmet og den danske skole skal findes længere tilbage i historien. I 1949 rejste en dansk kredslæge, på foranledning af Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, rundt i Grønland, for at nedskrive en rapport om problemerne i Grønland og oprettelsen af de danske børnehjem. Hans tilbagemelding var, at børnene på Dansk Røde Kors’ børnehjemmene var nogenlunde glade, sunde og velklædte, og at den grønlandske lokalbefolkning var taknemmelige for hjemmene. Ønsket om børnenes prægning af det danske sprog, kan spores tilbage til 1950, hvor den daværende grønlandske politiker, Augo Lynge, blandt andet skrev, at man ønskede at gøre grønlænderen til en god dansk borger. Derfor anbefalede han, at der skulle opføres flere dansksprogende børnehaver og skoler, og at der også skulle tales dansk uden for institutionerne, så børn og unge kunne vokse op med det danske sprog. Augo Lynge mente at sproget, var et redskab til at uddanne sig og dermed styrke selvtilliden i Grønland.

I den bedste mening

Eksperimentet skete i den bedste mening. De danske myndigheder ønskede at give børnene en barndom under bedre sociale forhold, end hvad Grønland kunne tilbyde på daværende tidspunkt. I oktober 2015 erkendte Red Barnet imidlertid, at forsøget slog fejl, og at flere af børnene blev mærket for resten af livet (DR nyheder, http://www.dr.dk/nyheder/indland/red-barnet-giver-officiel-undskyldning-til-tvangsfjernede-groenlandske-boern). Helene fortæller, at hun har levet med en splittet identitet hele sit liv. Som barn var hun grønlænder, men kunne ikke grønlandsk. Først som voksen lærte hun igen sit grønlandske sprog. Helene har grædt meget hele sit liv og har aldrig vidst, hvorfor hun blev taget væk fra sin mor og sine søskende, eller hvorfor hun ikke måtte tale grønlandsk eller leve efter den grønlandske kultur.

Børnene og forældrene vidste intet om, at det forløb de havde været igennem var et eksperiment. Først da Tine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening” i 1990, blev forholdene omkring sagen kendt, og Helene fik sandheden af vide. Siden har Helene selv skrevet en erindringsbog og holdt foredrag om, hvordan hun oplevede eksperimentet. Samtidig har hun været forkæmper for, at børn og pårørende skulle modtage en officiel undskyldning.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Undskyldningen – et plaster på såret

I et radiointerview i 2010 sagde Red Barnet, repræsenteret af daværende generalsekretær Mimi Jakobsen, for første gang officielt undskyld til eksperimentets deltagere. Senere erkender organisationen, at undskyldningen ikke var tilfredsstillende, fordi den var for indirekte. Undskyldningen skulle i stedet gives ansigt til ansigt med børnene fra eksperimentet.

Over de seneste år har det været et tema i den offentlige debat, hvem der har ansvaret for at undskylde, og om man overhovedet skal undskylde for noget som er sket i fortiden? Ifølge Red Barnet er en undskyldning nødvendig, da der her er tale om en klar krænkelse, som har haft tydelige skadelige følger. Red Barnet har offentligt udtalt, at krænkelserne, set med nutidige øjne, var i direkte strid med børnenes grundlæggende rettigheder. Red Barnet underskylder for sin deltagelse i arrangementet og anerkender, at børnene aldrig skulle have været fjernet.

I et radiointerview (P1 Morgen, d. 22.10.15, http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-10-22/#!/) omkring Red Barnets undskyldning fortæller den i dag 71-årige, Helene Thiesen, at hun er glad og taknemmelig for undskyldningen. ”Det er et plaster på såret, men der er stadig brug for mange plastre”, tilføjer hun. Helene og flere af hendes skæbnesøskende håber stadig på engang at få en officiel undskyldning af Den Danske Stat.

1970´er jul – hessian, stoftryk og kravlenisser

Takket være samarbejdet med de mennesker, hvis hjem er genskabt i 1970´er kvarteret i Den Gamle By, kommer man her helt tæt på den personlige jul – komplet med hjemmelavede juledekorationer, stoftryk på hessian, gløgg, stjerner, juleklip, lametta og meget mere.

Hvor ved vi det fra?

Oplysningerne har vi fra familierne selv, og hos flere af dem er vi så heldige, at kalenderlys, kravlenisser og andet julepynt har sneget sig med på julefotografierne. Det gælder blandt andet hos lærer-/pædagogparret Anne Grethe og Jens Andersen på 1. sal tv. i Huset i Havnegade.

Dørpynt med 45 år på bagen

Samtidigt har familien gemt meget af deres 1970´er julepynt, og noget af pynten har sat sig særlige spor i hukommelsen. For eksempel har Jens og Anne Grethe i alle årene haft det samme stykke pynt hængende på deres hoveddør. Anne Grethe husker, at den blev købt i Salling i Aalborg omkring 1970. Familien tog i oktober 2015 afsked med dørpynten, som skal pryde døren i deres genskabte lejlighed i Den Gamle By.

dørpynt

Anne Grethe gør dørpynten klar til ophængning i Den Gamle By.

Gløgg og gæster

I forbindelse med julen havde Jens og Anne-Grethe ofte gæster. Typisk blev der serveret hjemmelavet gløgg og forskelligt tilbehør. Anne-Grethes favoritopskrift ses i køkkenet, sammen med den originale punchbowle i glas, som gløggen blev serveret i. Gløggen må man dog tænke sig til, men mon ikke julestemningen gør sit til, at man næsten kan smage den?

julefugl

Juletræet hos Jens og Anne Grethe blev pyntet efter praktiske principper. Anne Grethe fortæller ”Der var nogen, som var startet med årets farve. Det brugte vi ikke. De store ting hang nederst på juletræet, og de små ting øverst – de hvide fugle, som var lidt sarte og havde brug for mere plads, hang vi næsten altid øverst, så de hang lidt for sig selv” Fuglene er lavet i 1970´erne – og er iøvrigt med i flere af tidens bøger med juleinspiration.

Erindringens intime liv

Fra 2007 og frem til marts 2012 var en af mine store arbejdsopgaver at samle ind til indretningen af 1950’er erindringslejligheden i Den Gamle By og være projektleder på alle aspekter af indretningen. Arbejdet rummede mange fantastiske oplevelser. Målet med arbejdet er at give mennesker ramt af demenssygdomme en bedre livskvalitet, så lejligheden er fyldt med ting og sager, der skal være med til at inspirere disse menneskers egne erindringer. – De mange, der gav tingene, skulle ikke høre ret meget om projektet, før de med glæde forærede deres ting til det gode formål. Det er vi meget taknemmelige for i Den Gamle By.

 

Da vi slog de første streger på papiret, inden kopien af huset fra Korsør blev bygget, var det en drøm at få både et soveværelse og et toilet til rådighed. På den måde kunne erindringerne om de mere intime detaljer af livet også blive vakt.

 I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I 1950’ernes små lejligheder var det almindeligt, at børn sov i forældrenes soveværelse. De fleste prioriterede at have både en dagligstue og en pæn stue fremfor at indrette et børneværelse. Ginne Hjortshøj forærede dette soveværelsesmøblement fra 1946 til Den Gamle By i 2009. Møblementet var med til at bestemme, at min modelfamilie også blev gift det år. Unge, nygifte par på den tid anskaffede nemlig som regel soveværelsesmøblerne som det allerførste. Modelfamilien er et arbejdsredskab, som jeg bruger, når jeg skal vælge ting i en boligindretning.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

I de to sengeborde indrettede jeg mors side og fars side med de ting, som man kunne få brug for på de steder i 1950’erne.

Det tog tid at samle ind, og vældig glad blev jeg, da Camilla Luise Dahl en dag ringede, fordi hun havde ryddet op i medicinskabet i sine morforældres soveværelse i København. Her var der nemlig to genbrugskondomer. Camilla sagde: ”Vil du have dem? Hvis ikke, giver jeg dem til Museum Erotica i København!” – Naturligvis ville jeg gerne have dem for på den måde at være med til at skabe erindringer om kærlighed og erotik.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Jeg var så ung (og smuk)…

Bluse med broderier

Denne smukke Elle-bluse fristede en ung pige til tyveri i begyndelsen af 1970’erne.

En dag blev der til museet indleveret en fin, hvid bluse med blomsterbroderier. Med blusen var følgende indrømmelse: “Denne smukke, sexede trøje har jeg selv stjålet fra elle-butikken i Nørregade. Den var rævedyr, og jeg var så ung (og smuk). Jeg måtte bare havde den! Så jeg tog den! Jeg havde den på, uden bh- (ja, det var dengang, hvor de struttede af livets lyst), da jeg mødte min mand. Har gemt den som et meget kært minde i alle årene.”

Det eneste foto museet har af en Elle-facade. Det er fra Nørregade fra begyndelsen af 70’erne. Flere fotos efterlyses!

Blusen blev indleveret på baggrund af en efterlysning af materiale og fotos fra de elle-butikker, som lå tre steder i Århus i begyndelsen af 1970’erne.

elle-butikkerne i Århus

Butikkerne lå Nørregade 21, Jægergårdsgade 50 og Asylgade 10 (den nuværende H.H. Seedorffs Stræde). Deres facader var noget særegne, og kunne minde lidt om en undervandsbåd. Historien vil vide, at det var en dekoratør hos Magasin, som udtænkte designet.

Vi har interviewet flere af de unge piger, der dengang var ansat i elle, og de har bidraget med en mængde oplysninger om facadernes materialer, farver og ikke mindst butikkernes vareudvalg.

Hvordan skaffer vi tøj fra 1974 til vores elle?

I elle-butikkerne handlede yngre kvinder, og de købte tøj i stil med det, som den stadig kendte butik Sophie solgte i Århus’ latinerkvarter.

Det er ikke hver dag, man støder på indleveringer, som den beskrevet ovenfor. Så vi har i lang tid overvejet, hvordan vi skulle finde nok tøj til vinduesudstillingen i Den Gamle Bys elle-butik.

Ved et rent lykketræf gik en kollega og jeg i august ind i en genbrugsbutik i Oslo. Her åbenbaredes et sandt mekka af 1970’er-moderigtigt tøj. Her var stativ efter stativ behængt med farverigt og lækkert 70’er-tøj, som kunne mixes og matches, præcis som vi skulle bruge det.

Vi var imponerede over udvalget, og skrev os oplevelsen bag øret. Kort tid efter hjemkomsten til Den Gamle By besluttede vi, at der skulle foretages endnu en tur til Oslo, nu med tomme kufferter, og så skulle der ellers findes tøj til elle-butikken. Som sagt, så gjort.

Tøjstativ i genbrugsbutik - bemærk farvekoordineringen!

I genbrugsbutikken i Oslo fandt vi stativ efter stativ med farvekoordineret 1970’er-tøj.

Kjoler i genbrugsbutik

Farver, mønstre og materialer. Kjolerne i genbrugsbutikken var et kapitel for sig.

 

I tirsdags drog vi to museumsfolk af sted, og efter fire timers koncentreret arbejde med udvælgelse, vurdering, diskussion og prøvesammensætninger blev kufferterne fyldt, og vi tog flyet tilbage til Århus.

Med i kufferterne havde vi bukser, nederdele, skjorter, pullovers, tørklæder, bælter, kjoler og toppe i den lidt boheme-agtige, indisk-inspirerede og farvestrålende stil, som ekspeditricerne havde beskrevet for os i interviewene. Nu forestår der et større arbejde med at få tøjet efterset for slid og huller. Det skal jo se ud som nyt, når vi om nogle år skal åbne vinduesudstillingen i elle. Vi glæder os!

Skulle du have fotos af elle-butikkerne, eller har du gemt tøj fra et køb i en af dem, så tager vi meget gerne imod!

IMG_1969

Efter hjemkomsten…

 

Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter til Den Gamle By

Den Gamle By igangsatte i foråret 2014 et samtidsprojekt, hvor vi indsamlede fotos, genstande og ikke mindst personlige historier fra hundredåret for åbningen af Den Gamle By. Projektets resultater vil om få år give os mulighed for at åbne en 2014-gade længst nede mod Ceres-krydset. I forlængelse af 1974-kvarteret kommer den til at vise by- og gademiljøet, som det så ud sidste år, med bænke, blomsterkummer, butikker og beboelseslejligheder. Her får du baggrunden for udvælgelsen af butikker til gaden.

En fornemmelse af butikkerne

Du står ved indgangen til Danske Bank. På jorden flyder det med boner fra hæveautomaten ved siden af. På næste hjørne ligger en 7-Eleven med store farverige skilte. Fra vinduesreklamen på Consol Solcenters butik ved siden af hilser en solbrun, smilende pige på dig. Omtrent sådan vil du kunne opleve Den Gamle Bys 2014-gade. For at få scenariet til at blive virkelighed, indgik vi i sommeren 2014 samarbejder med Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven, som vil blive repræsenteret som facadebutikker i 2014-gaden.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen.

Sådan kan Anlægsvej komme til at se ud. Set fra Sydhavnen op mod pavillonen. Tegnet af en af museets dygtige arkitekter, Jonas Rump Nielsen.

Hvorfor samler vi nutiden ind?

Vi har i godt 10 år beskæftiget os med indsamling til 1974-kvarteret. Der har undervejs været mange udfordringer og omkostninger forbundet med at indsamle huse, fotos, genstande og personlige historier. Med 30-40 års afstand kan det f.eks. være svært at huske, hvilken farve tapetet i onkel Hennings baggang havde eller hvornår blomsterbutikken på hovedgaden skiftede navn. Mange ting har været vanskelige at finde; emballagerne til 1974-minimarkedet har vi eksempelvis brugt adskillige år og mange penge på at genskabe, da det ikke var muligt at finde dem i de mængder og den stand, som skulle til.

Indkomne genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

Indkomne 2014-genstande registreres, emballeres forsvarligt og magasineres. Her er genstande fra Danske Bank i registreringsproces.

At Danske Bank, 7-Eleven og Consol Solcenter har villet lege med, er vi utrolig taknemmelige for. Vi har kunnet tage detaljerede fotos af facader og indretninger, og vi har kunnet interviewe medarbejdere i 2014. De tre virksomheder har været villige til at donere facadeskilte, inventar, filer til reklamekampagner og meget, meget andet. I dag skifter butikker med hyppige mellemrum kampagner, ændrer facadeelementer og udskifter inventar. Ventede vi med at samle ind, så ville det om blot få år være svært at få de rigtige materialer i hus.

Hvorfor de butikker?

Danske Bank, Consol Solcenter og 7-Eleven er eksempler på forretninger, som de fleste danskere har kendskab til i dag. År ud i fremtiden vil disse butikker altså vække genkendelse. Det er vigtigt for os, at der er en fornuftig spredning på butikstyperne, når der ses på Den Gamle By som helhed. En bank har museet ikke i forvejen, mens solcentre først blev udbredt i Danmark i 1980’erne.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Consol Solcenter-kæden er en dansk succeshistorie. De etablerede verdens første egentlige solcenter i Smallegade i København i 1978.

Ved at vælge et Consol Solcenter sikrer vi genkendelse for vores udenlandske gæster, idet kæden også eksisterer i andre europæiske lande. Vi ønskede os en 7-Eleven som repræsentant for dagligvarebutikkerne, idet det både er en relativt ny og ekspanderende forretningskæde i Danmark, og fordi den skal være bindeleddet til vores købmandsgård årgang 1864. Når 7-Eleven etableres i 2014-gaden kan vi således vise, hvordan man i dag kan gøre sine dagligvareindkøb, vi har en selvbetjeningskøbmand fra 1974 og en købmandsgård fra 1864, hvor købmanden stod bag disken og modtog bestillinger. Der er sket rigtig meget på 150 år!

7-Eleven vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

7-Eleven blev grundlagt i USA i 1927 og kom til Danmark i 1993. Facadebutikken vil i 2014-gaden repræsentere en butik, hvor man kan købe de dagligvarer, man lige står og mangler.

Når noget vælges til, vælges andet også fra. Inden for museets nuværende rammer er der kun plads til én 2014-gade, og den valgte gade kan kun rumme fem butikker. Måske vil eftertiden huske 2014 for antallet af tatovørforretninger eller lukningen af Blockbuster-forretningerne. Vi har dog måttet foretage nogle hårde prioriteringer af de tilgængelige kvadratmetre, og efter mange diskussioner faldt valget på butikstyperne bank, solcenter, convenience-butik, og i tillæg arbejder vi også med at etablere et fungerende pizzeria og en isbutik.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi kunne finde inspiration i Dolce Vita på Trøjborg i Århus.

I 2014-gaden håber vi at få plads til en lille isbutik. Vi har gennemfotograferet og interviewet personale bl.a. i isbutikken Dolce Vita på Trøjborg i Århus, så vi har et godt dokumentationsgrundlag.

2014-gaden kommer til at ligge i umiddelbar forlængelse af den populære bydel med butikker og boliger fra 1974. I denne del af museet vil vores gæster altså få mulighed for at se, hvordan en Danske Bank filial, et Consol Solcenter og en 7-Eleven tog sig ud i 2014 og aktivt sammenligne dem med ’70ernes forretninger og gademiljø.

Hvorfor lige præcis 2014?

År 2014 markerede 100 års jubilæet for Den Gamle Bys åbning i Botanisk Have i Århus, og fokusåret 2014 markerer derfor en milepæl i museets historie.

Eftertiden kan måske klandre os for, at vi ikke valgte fokusåret 2015 eller 2018, men det kan være vanskeligt i samtiden at se, hvilket år, der kommer til at stå skarpt for eftertiden. Vi tog dog beslutningen om valget af 2014 med åbne øjne, idet det er bedre at have indsamlet et udsnit fra ét år end intet fra alle år.

Realiseringen af 2014-gaden er en del af det store projekt om at færdiggøre den moderne bydele på museet og er støttet af A. P. Møllers Fond. Vi glæder os til at byde inden for til den nære fortid!