Dobbelt digitalisering

En del af mit daglige arbejde som museumsinspektør er at svare på spørgsmål. Jeg får tit spørgsmål om betydningen af forskellige tekstil- og dragtord fra slægtsforskere, forfattere og andre museumsfolk, litteraturhistorikere og alle mulige andre interesserede. Digitalisering er i øjeblikket en meget effektiv metode til at dele viden med mange mennesker og ikke kun dem, der spørger direkte. Digitalisering kan også åbne op for inddragelse af manges viden. 

I disse år arbejder vi på et stort digitaliseringsprojekt af historiske dragt- og tekstilord. Projektet hedder textilnet.dk og foregår primært i Den Gamle By i et tæt samarbejde med en arbejdsgruppe af forskere fra hele landet. De fleste af dem er medlemmer af det faglige netværk, dragtpuljen, og nogle af dem arbejder på Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet.

Udgangspunktet for textilnet.dk er seddelkartoteker over ord indsamlet af dragt- og tekstilforskerne Erna Lorenzen og Ellen Andersen. Her ses Erna Lorenzens kartoteksæske, som er fyldt med små kartotekskort med nydelige, håndskrevne termer og definitioner.

Arbejdsgruppen i dragtpuljen har siden 2004 arbejdet frem mod det mål, der nu bliver realiseret på basis af generøs fondsstøtte og en bevilling på 1,1 million fra Kulturstyrelsen. Cand. mag. Birka Ringbøl Bitch er projektansat på textilnet.dk og arbejder med at gennemgå ord og definitioner, der bliver stillet op i det format, som arbejdsgruppen har udarbejdet.

Ordene i textilnet.dk bliver stillet op med deres forskellige variationer. Der kan være mange stavemåder af det samme ord eller betegnelser for det samme tekstil. Desuden noterer vi sprog og formulerer en kort definition. Vi omtaler tid, fordi ord kan ændre betydning over tid, og giver en grundig forklaring samt tilføjer eventuelle meningsbærende citater. For hvert ord er der et afsnit om kilder. Databasen anvender MediaWiki, som er vidt udbredt, og derfor kendt af brugerne, og som – næsten mest væsentligt i denne sammenhæng – bliver opdateret.

Birka undersøger alle ordene på kartotekskortene i en række opslagsværker.

 

Holberg, dagbøger, gamle breve og andre tekster 

Men hvorfor i alverden skal vi digitalisere ord? Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt, hvad Holberg mente, da han skrev følgende i sin epistel nummer 365, som oprindelig udkom i 1750?

”Jeg kand ikke nægte, at de gode Herrer jo derudi have Ret, jeg priser deres Nidkiærhed, og tilstaaer, at jeg længe selv haver ønsket denne Modes Afskaffelse, eftersom, uden at tale om dens Forfængelighed, den vanskaber Fruentimmeret i mine Øjen saaledes, at, om jeg nu skulde faae i Sinde at gifte mig, maatte det blive enten med en Stue-Pige eller en Bonde-Pige, som have en naturlig Dragt, med mindre udi Ægteskabs-Contracten blev indført en Artikel om de harniskede Skiørters Nedleggelse”.

”Harniskes Skiørter” betyder det, at kvinder i midten af 1700-tallet var klædt i en slags rustning? Man ser amazoner med skjold og sværd for sit indre blik. Men nej, det er ikke det, Holbergs ironiske kommentar om den hotteste mode handler om. Den handler om undertøj, om den slags undertøj, der omskaber kroppen, så man slet ikke kan se en kvindes ben. I midten af 1700-tallet var det moderne med brede underskørter afstivet med ovale ringe af for eksempel det fleksible materiale hvalbarde. Skørterne dannede en slags telt om underkroppen, og de fornemme silkestoffer i kjolerne blev løftet og formet af underskørtet. Arbejdet med textilnet.dk bunder i en overbevisning om, at ord er en kulturarv, der skal bevares for eftertiden, sådan de næste generationer også kan more sig over Holbergs humor eller forstå gamle tekster om deres egen familie og alt muligt andet, hvor man støder på historiske dragt- og tekstilord.

 Billeder og ord skal kædes sammen

Billeder øger forståelsen. Textilnet.dk arbejder med en dobbelt digitalisering på den måde, at Bodil Brunsgård i øjeblikket scanner de dias af tekstilprøver, som mag.art. Ingeborg Cock-Clausen i 1980’erne optog i danske arkiver og museer. En del af billederne publicerede Ingeborg Cock-Clausen i bogen ”Tekstilprøver fra danske arkiver og museer 1750-1975”, som udkom på Borgen i 1987; men mange af billederne har aldrig været publiceret før. De rummer en visuel skattekiste, hvor term, stofprøve og datering i de heldigste tilfælde bliver kædet sammen.

Væveprøver af stoffer produceret i Indien i 1718. Her er tekstil, datering og betegnelse på samme billede. Ingeborg Cock-Clausens originale dias tilhører Designmuseum Danmarks Bibliotek og bliver nu scannet som en del af textilnet.dk-projektet.

Bodil Brunsgård scanner Ingeborg Cock-Clausens originale dias fra 1980’erne og bearbejder dem efterfølgende for at få den bedst mulige udgave.

Med textilnet.dk bliver mange, mange ord samlet på et sted til brug for alle interesserede. Allerede nu har vi kontakter med andre forskere i England, Frankrig, Norge og Indien. Arbejdsgruppen for textilnet.dk samarbejder med Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mere viden 

Erna Lorenzen var museumsinspektør i Den Gamle By fra 1959 til 1979 og blev dr. phil. på afhandlingen ”Folks Tøj i og omkring Aarhus” i 1975. Den kan købes i Butikken i Den Gamle By. Læs mere om Erna Lorenzen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1908/

Ellen Andersen var museumsinspektør på Nationalmuseet og publicerede flere bind i værket ”Danske Dragter, Moden i Danmark”. Læs mere om Ellen Andersen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/336/origin/170/

Tak for støtte til

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Kong Frederiks og Dronnings Ingrids Fond

Augustinus Fonden

Farumgaard Fonden

Kulturstyrelsen

 

Link til dragtpuljens hjemmeside:

www.dragt.dk

 Link til Dansk Center for Tekstilforskning:

http://ctr.hum.ku.dk/

 Læs mere om textilnet.dk her:

http://www.dragt.dk/orddatabase

http://ctr.hum.ku.dk/otherprojects/danishcostumegroup/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/422666%3aDanmark–Hvad-betyder-aal-i-stroemperne

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/SyddanskUniversitet20nov2008PUB.pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Tekstiler i skrøbelighedens museum

I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.

Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.

 

Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/

 Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.

 

Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.

Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper. 

 

Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.

Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.

Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.