Hjerl Hede – Ingrids museumsoplevelser, del 5

Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Levendegørelse: Skolebørn på rækker. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrid besøger denne gang Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor man arbejder med aktiveringen af sanser og følelser i levendegørelsen af historien.
De besøgende kan bl.a. se og dufte, hvordan en familie i stenalderen stegte svinekød i det fri, og de kan tale med en flittig gårdskarl fra 1800tallet, der hugger brænde til brug i køkkenet.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish – del 2, Skansen – del 3, Warwick Castle – del 4.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

5# : Hjerl Hedes Frilandsmuseum, Danmark

Introduktion til museet
Hjerl Hedes Frilandsmuseum blev grundlagt i 1930 og er et statsanerkendt kulturhistorisk specialmuseum med fokus på byggeskik og boligindretning på landet. Museet er placeret i den vestjyske hede nær Vinderup. Museet holder også et særligt fokus på landhåndværk, og har i den forbindelse etableret et kompetencecenter for dansk landhåndværk. Museets grundlægger er direktør for smørhandelsfirmaerne Esmann og Det Sibirske Kompagni og tidligere finansminister Hans Peter Hjerl Hansen (1870-1946). Museet opstod ud fra hans ønske om at bevare de gamle håndværkstraditioner i en tid, hvor industrien fik dominans. Derudover ville han bevare resterne af den kultur, der var forudsætningen for moderne landbrug og derigennem anskueliggøre forbindelsen mellem fortid og nutid (Finn Mygind, 2005, p. 71.).

Beskrivelse af museumsoplevelse
Efter at vi er gået igennem velkomstcentret, kommer vi ind på museumsområdet, hvor vi ser to stærke okser stå fastbundet til nogle pæle på en græsplæne. Okserne har fanget vores opmærksomhed, og vi går hen for at kigge på dem. På græsplænen står allerede et par store børn og deres mor, de klapper den ene okse. Okserne er tydeligvis arbejdsokser. En mand i dragt er ved at fæstne seletøj og en trækvogn til okserne. ”Der sad de da højt oppe”, konstaterer børnenes mor. En dreng i dragt sidder på et sæde på vognen, klar til at køre med dyrene. Da okserne bliver løsnet fra de pæle, som de stod fastbundet til, flytter vi os på sikker afstand, hvorfra vi ser de stærke dyr trække vognen. Lyden af metal, som klinger i kæderne, følger okserne, idet de trækker vognen efter sig hen ad grusvejen. Mens vi står og ser efter okserne, kommer et hold skolebørn i dragter forbi, de er på vej til skole. De går fint på rad og række og forsvinder ind i skolestuen. Vi går videre og kommer ind i et hus med et stort åbent ildsted, en kvinde i dragt passer ilden. I et rum ved siden af tilberedes der mad. Gulvet består af toppede sten og et rundt indmuret vaskefad afslører, at vi befinder os i husets bryggers. I dette rum sidder en kvinde med et strikket sjal omkring overkroppen. På hendes ternede forklæde hviler en stor lertøjsskål med en kanonkugle i, som hun får til at dreje rundt ved at bevæge sine ben. Idet kanonkuglen drejer rundt, knuses de små sennepsfrø, som ligger i bunden af skålen. Jeg spørger kvinden, om hun ikke bliver vildt træt i armene af at dreje skålen rundt på den måde. ”Jeg bruger faktisk slet ikke armene”, forklarer hun. ”Det er benene, som jeg hæver op og ned, som får kuglen til at rulle rundt”. Jeg spørger, om det er noget, hun skal bruge til madlavning her i huset, hvilket hun bekræfter. På køkkenbænken står der to lerskåle med håndtag, hvori der ligger æg i læsket kalk. Hun forklarer, at hvis man lægger æg i en lage af læsket kalk, så trænger kalken ind i æggene, hvilket gør at de kan holde sig rigtig længe. Et halvt rugbrød og en kniv på et skærebræt ligger fremme. En skål med sild sætter prikken over i’et i fortællingen om stedets madtraditioner. En anden af de besøgende spørger om, hvor længe æggene skal ligge, og vi får forklaret, at de skal ligge i en måneds tid. En anden besøgende, som er ankommet efter os, spørger hvad æggene ligger i og får fortalt, at det er læsket kalk.

Kvinde knuser sennepsfrø med en kanonkugle, som ruller rundt ovenpå frøene i bunden af skålen. Foto: Ingrid Vatne.

Kvinden, som passede ilden, da vi ankom til stedet, har nu fundet en sild frem, som hun lægger på et skærebræt. Mens hun skærer hovedet og halen af fisken, forklarer hun, at det er spegesild, som hun nu skal tilberede. ”De er blevet afvandet fra i går til i dag”, forklarer hun, mens hun åbner sildens bug. Derefter vender hun den og begynder at plukke finnerne af. ”Hvor har man fundet dem her ude på heden?”, spørger jeg. ”Jeg kan tænke mig, at det er ude i fjorden et eller andet sted”, svarer hun. ”Så dagens middag på kroen, det er spegesild og øllebrød”, afslører hun. Min far synes, at det lyder lækkert og vil gerne smage på silden. Både han og min mor er vokset op med spegesild og synes det kunne være interessant at smage den, de laver her. Vi får at vide, at museet har fået forbud imod at dele smagsprøver ud til de besøgende, og at de derfor desværre ikke kan tilbyde nogen at smage. ”Lige indtil i går, måtte vi servere for turisterne. De vil jo gerne smage, og de plejer også at smage den sennep vi laver her. Den er jo meget specielt, for den er jo rørt med farin, og det er jo alle tiders”. ”Hvordan modtager turisterne det, at de ikke længere må smage?”, spørger jeg og får forklaret, at de bliver meget kede af, at de ikke må smage. Min far spørger, hvor turisterne kommer fra, og hvordan de får kendskab til Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Han får forklaret, at der er mange danskere, tyskere og hollændere, og at de nok først får kendskab til museet, når de er i området. ”I er ikke i roller?”, spørger jeg de to arbejdende kvinder. ”Nej, ikke specielt”, svarer kvinden med sildene. Men lige så snart, at vi trækker i det gamle tøj, så er vi jo i rollen”, forklarer hun. Kvinden med kanonkuglen går hen til gryderne ved ilden og rører rundt. Der er to gryder. Den ene hænger over en grue med store flammer. Den anden står på et stykke jern og varmer over nogle mindre hidsige gløder. Vi følger efter hende og får at se, hvad der gemmer sig i gryden over gløderne. Kvinden rører rundt i gryden, hvor stykker af rugbrød flyder rundt i sødt øl. ”Så kommer vi flødeskum på, når vi skal spise det”, forklarer hun, ”og så spiser man saltede sild til”.

Inde i et rum ved siden af sidder to kvinder med mørk hovedbeklædning og tilhørende krave omkring hals og skuldre. De knipler på hvert sit underlag, den ene ved et bord og den anden med underlaget i skødet. Vi går hen og ser på de detaljerede blonder som kvinderne tryller frem ved at flytte rundt på spoler med tråd. ”Hvor har du lært det henne?”, spørger jeg den ene kvinde. Jeg får at vide, at kvinden har lært det som barn. ”Er det noget som publikum også kan prøve?”, spørger jeg. Den ældre kvinde, som knipler ved bordet, ser op på mig over brillekanten og smiler. I en nærmest uberørt vestjysk dialekt får jeg forklaret, at de havde en pige i går som fik lov til at prøve. Jeg må også godt, hvis jeg vil, siger hun. Kvinden giver udtryk for, at der ligger meget arbejde i at skulle pille op igen. Derfor er det ikke noget hun skilter med. Jeg tør heller ikke lave kludder i kvindens arbejde, så jeg nøjes med at se på. Hun forklarer, at hun ikke har mere plads i sin kuffert til andet end sin plade med knipling. Derfor er det svært for hende at fragte en ekstra pude med, som publikum kan benytte. Hun fortæller, at hun er på museet som frivillig. Min mor spørger den anden kvinde, hvordan de kan rette op igen, hvis de laver en fejl i deres arbejde. ”Ja, så må vi pille det hele op igen”, lyder svaret. ”Er det svært at pille op igen?”, spørger hun. De to kvinder forklarer i kor, at det faktisk er den samme proces, bare omvendt. På bordet ved siden af den kniplende kone ligger et kræmmerhus med pebernødder. Min søn betragter kræmmerhuset i et stykke tid. Kvinden ser over brillekanten og ned på ham, mens hun smiler. ”Du vil måske smage en pebernød?”. Hun rækker kræmmerhuset ned over bordkanten, og han tager en pebernød. Mens han nyder pebernødden, spørger jeg til, hvem der kunne kniple i gamle dage, om det var alle konerne eller om det var noget særligt for bestemte grupper? ”Ja! også pigerne. Der nede i Sønderjylland”, begynder kvinden og kommer med en beretning. Fortællingen indeholder mange dialektudtryk og ord, og jeg kan kun forstå brudstykker af det, kvinden siger. Jeg bliver stående og lytter, mens jeg forsøger at afkode det, hun siger, men ender med at lytte til hendes tonefald og udtale. Jeg får svar på mit spørgsmål om, hvem der kniplede. Jeg får at vide, at det var knyttet til geografien og mest udbredt i Sønderjylland, hvor impulserne kom sydfra, det vil sige fra Holland og Belgien. Snoren i kvindens briller svinger frem og tilbage under hendes ansigt, mens hun fortæller.

Der kommer flere gæster ind i rummet, så vi takker og går ud igen. Vi går lidt videre og kan høre en banken fra smedjen og går derned. Inde i smedjen står to mænd og laver hestesko. Vi kan ikke komme ind i smedjen, men står og ser ind ad et vindue med hønsenet for. En mand med bowlerhat og smedeforklæde pumper ilt til essen, mens den anden banker på jernet. Vinduet sidder højt oppe, og jeg lægger mit kamera fra mig for at løfte Linus op, så han også får mulighed for at se, hvor lydene kommer fra. Vi ser på, mens jernet bøjes. Derefter fortsætter vi et stykke videre og kommer ned til stenalderbopladsen, som ligger lige ved en sø. Inde bag et hegn går der mennesker rundt i kopier af tøj fra stenalderen. En familie på to voksne og to børn ser ud til at være i gang med noget henne ved etbål. Forældrene og en dreng står omkring bålpladsen i græsset. En anden dreng har været ved vandet for at hente vand, som han nu smider på bålet. Mens jeg ser på dem og undrer mig over, hvad de laver, kravler min søn under hegnet og ind til stenaldermenneskene. Det lykkes mig at kalde ham tilbage, og vi går nærmere ildstedet, men vi holder os på vores side af hegnet. Den voksne kvinde graver asken væk med en skovl. Jeg spørger, hvad de laver. Hun forklarer, at de er ved at gøre klart til at stege kød på bålet. Der kommer nogle sten til syne under asken. Kvinden forklarer, at de har lagt sten ind for at de skal blive varme. Derefter lægger de svinekød, som de har pakket ind i dej og ler, oven på stenene. Dette dækker de til med sten og tørv. Mens vi snakker, henter manden det kød, der skal på stenene. På bare tæer går han hen til bålpladsen og vælter den store klump ned i asken med lersiden opad. Flere museumsgæster står langs hegnet og følger med. Og der bliver fotograferet. Min søn kravler ind under hegnet igen, da jeg får lokket ham tilbage igen, beslutter vi os for at gå videre.

Sivskosproduktion. Foto: Ingrid Vatne.

Lidt længere oppe ad en bakke, men inden for samme indhegning, sidder en anden familie og hakker flint. En mand fortæller nogle museumsgæster om en sten, han holder i hånden. Imens er en kvinde i gang med at klargøre en væv. Hun forklarer, at det er en lille børnevæv, som hun vil have til at fungere lidt bedre. ”Man kender nogle flotte tekstiler fra bronzealderen, men fra bondestenalderen er det mere tvivlsomt, hvad man har vævet,” forklarer kvinden. ”Man mener, at der er fremstillet tekstiler af brændenælde. Om fårene har haft så blød uld, at man har kunnet spinde garn af det, ved man ikke, men i hvert fald i bronzealderen har man jo”, forklarer hun videre. ”Vores vigtigste opgave her er at vise, hvordan det kunne have været. Og samtidig afprøver vi jo nogle teknikker og øver os, og finder ud af hvad, der kan lade sig gøre”. Kvinden forklarer, at de har andre forudsætninger end dem, de havde i bondestenalderen, i og med at de har et andet materialekendskab end de havde dengang. ”Så helt ens bliver det ikke”, pointerer hun. ”Men ved at man kan se forskellige mærker i værktøjer fundet fra stenalderen, kan disse mærker sammenlignes med de spor, som efterlades på de værktøjer, vi selv anvender”, uddyber hun. Kvinden fortæller, at flere af de frivillige, der kommer og levendegør stenalderbopladsen om sommeren er kommet her i rigtig mange år. De har opbygget både udstyr og praktisk viden om, hvordan bopladsen fungerer. Det har givet anledning til at undersøge ting nærmere, og så udvider de deres viden, som de så formidler videre til publikum. ”Det er bare fordi, det er spændende”, smiler hun. Jeg bliver stående og snakker en stund med kvinden, mens mine forældre tager Linus med hen til gederne på den anden side af grusvejen.

Efter stenalderbopladsen går vi hen til møllen. Inde i møllen hører vi lyden af de store hjul, som drejer rundt. Lyden er artificiel og opstår ikke af, at møllehjulet drejer rundt. Men lyden får mig alligevel til at opleve, at der er liv i den gamle mølle. Publikum har kun adgang til dele af møllen, og jeg oplever, at lyden sagtens kunne være kommet fra møllen, fra de steder i møllen, som vi ikke haradgang til. Vi går ud igen og kigger en ekstra gang på hjulet, for at se om det nu alligevel drejer rundt i vandet. Det gør det ikke. Vi får øje på skolestuen og kommer i tanke om, at vi har set skoleklassen komme gående. Vi beslutter os for at gå derhen for at se, om de stadig er derinde. Inde i et klasserum sidder pigerne med tørklæde om hovedet, og et par drenge sidder imellem pigerne. De skriver på deres små tavler, mens lærerinden underviser. Hun er i gang med at skrive de ti bud op på tavlen. Vi er mange besøgende, som presser os frem mod døråbningen for at få klassen at se. ”Det er dansk skole, det her”, siger min far, og en kvinde, som også kigger ind, griner og forklarer ”men det er mange år siden, det her”. ”Det var sånn vi skulle hatt det nå også”, griner han, og kvinden griner også. En jævn strøm af mennesker kommer ind og kikker og går ud igen. Vi går ud og giver plads til de andre.

Tæt på det sted, hvor okserne stod da vi ankom, står nu en bagervogn, som bliver trukket af en hest. Fra bagervognen kan vi købe rosinboller og brød. Den fyldige duft af nybagt brød gør, at vi hurtigt får tegnebogen op af lommen. Vi sikrer os hver en bolle, som vi nyder, inden vi går videre. I præstegården møder vi en kvinde i køkkenet. I lighed med kvinderne på kroen bærer denne kvinde også en dragt med et ternet forklæde omkring livet, hun er ved at rydde op efter dagens produktion. Hun viser nogle skiver æble frem, som hun har tørret i ovnen. På et stort komfur står en Madam Blå-kande, og på væggen bag kvinden hænger en hel kollektion af de blå køkkenredskaber. Musselmalede fade og kopper på køkkenbænken vidner om, at der har været gæster. Hun fortæller, at hun laver mad fra 1800-tallet. Kroen, hvor vi var tidligere på dagen, handler om 1700-tallet og den tids madtraditioner. Således vises madtraditioner fra flere tidsperioder. Rummet er delt op således, at kvinden i køkkenet har et område for sig selv, så publikum ikke kommer ind der hvor hun skal gå frem og tilbage. Fra køkkenet kan vi bevæge os ind igennem stuerne og ud igen i den anden ende, hvor vi kan se køkkenet fra den anden side. Kvinden fortæller, at hun er her som frivillig, fordi hendes børn mente at det kunne være sjovt at deltage. Mens hendes børn er henne i skolen og blive undervist på gammeldags manér, står hun i køkkenet på præstegården og laver mad. En af de andre besøgende fortæller, at hendes pige også er i skolestuen, og de to kvinder får sig en snak. Jeg går igennem stuerne og kommer til køkkenet fra den anden side. To gæster står ved indgangen til køkkenet og spørger, hvem der bor her. Kvinden fortæller, at det er præsten, og at vi kan se hans klæder inde i stuen. ”Hvem er du her på præstegården, så”, spørger han kvinden i køkkenet. Kvinden forklarer, at hun nok ville have været køkkenpige og ikke præstens kone. ”Man skulle i hvert fald være tre piger i køkkenet for at få lavet al maden”, fortsætter hun, ”og de kan ikke have været så store dengang, som det jeg er i dag, det kan jeg da regne ud”. ”Hvad lavede fruen så?”, spørger gæsten, og han får forklaret, at hun nok sad og strikkede, syede og vævede tæpper til børnehjemmet. Jeg får at vide, at da man ikke længere må uddele smagsprøver til de besøgende, bliver der i stedet brugt energi på at skabe dufte, som publikum kan mærke, når de kommerind i køkkenerne. Udenfor kan vi høre gårdskarlen hugge brænde, og vi går ud på pladsen for at se på. ”Hvem er det, der skal have alt det brænde?”, spørger jeg gårdskarlen. Jeg får at vide, at han hugger brænde til pigerne i køkkenet. ”De små stykker skal de have til komfuret, og de store stykker skal de have til den store bageovn, der står i bryggerset”, forklarer han. ”Har I ikke set den store bageovn? Der skal der altså noget brænde til. Vi bagte i går, og vi bagte i tirsdags, og vi har tænkt os at bage på søndag også. I morgen skal vi have vores øl ud af tønden derinde, det glæder vi os til”, siger en anden gårdskarl. ”Vi skal have mere sukker i og lade det gære noget mere, men vi skal smage på det i morgen, og det glæder vi os til”, forklarer han. Vi griner lidt og siger, at det ærgrer os lidt, at vi ikke kan komme tilbage i morgen. ”Ja, det glæder vi os meget til”, tilføjer han. Han viser os præstegårdens bryggeri, den store bagerovn og de mange svalereder, som er helt oppe under loftet.

Vi er gået ind i et andet hus. I værkstedet sidder en ældre mand med et hvidt skæg, som omkranser ansigtet. På hovedet bærer han en blå hue med skygge. Han er ved at lave sivsko. På en hylde under vinduerne står der adskillige par sivsko på en lang række. På hylden nedenunder står en enkelt kurv med låg. Han siger ikke så meget, men arbejder koncentreret med en lang fletning af siv. Jeg får lokket ud af manden, at han har lært sit håndværk i Randers for ti år siden. Sivene høster han ude i søen, fortæller han, mens han snor den lange fletning omkring sålen på skoen. Skoens sidestykke er allerede klar, det ligger på bordet ved siden af ham og venter på at blive syet på den færdige skosål. Vi går videre og vil gerne prøve damplokomotivet inden vi må vende næsen hjem ad igen. Vi går igennem et skovområde, forbi det gamle ishus og kommer ned til Mosebrugsmuseet, som også er en del af Hjerl Hedes Frilandsmuseum, hvor stykker af tørv ligger i bunker lige ved grusvejen. Vi går hen til toget og tager plads i en af de forreste vogne. Sort røg kommer op fra lokomotivets pibe, mens vi tøffer langs skinnerne igennem hedelandskabet og hen til Flyndersø, hvor landskabet åbner sig for os. Toget står stille, mens passagererne nyder udsigten over søen og landskabet omkring, hvorefter lokomotivet tøffer tilbage i samme spor.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

I overmorgen bringes det sidste indlæg i denne blogføljeton. Der fortæller Ingrid om hendes besøg på det australske open air museum Flagstaff Hill.

Warwick Castle – Ingrids museumsoplevelser, del 4

Warwick Castle. De besøgende bevæger sig rundt i interiøret og blander sig med udstillingens voksdukker. Foto: Ingrid Vatne.

”Welcome to Warwick Castle. This is not a museum…”

Sådan lyder det i højtaleren, da Ingrid Vatne går igennem borgporten til det engelske slot og forlystelsessted, Warwick Castle.

I dette afsnit af Ingrids museumsoplevelser møder vi historieformidling, der er koblet med forlystelse og underholdning. Dog formår udstillingerne stadig at åbne for publikums deltagelse, bl.a. gennem de besøgendes brug af slottets interiør.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium i forbindelse med hendes ph.d. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling og er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Den Gamle By og Kulturstyrelsen.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish  – del 2, Skansen – del 3.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#4: Warwick Castle, Warwickshire – England

Warwick Castle set fra sit højeste tårn. En oval græsplæne danner centrum for borggården. Telt til salg af souvenirer ses til venstre i billedet. Et blåt skilt foran en trappe fortæller om udstillingen The Royal Weekend Party. I baggrunden ses lidt af byen Warwick og byens omkringliggende marker. Foto: Esben Fløe.

Introduktion til oplevelsesstedet
Warwick Castle ligger i Warwickshire, Storbritannien og er siden 2007 drevet som et forlystelsessted af oplevelsesgiganten Merlin Entertainment. Slottet har, som historisk bygning, bevaringsværdi af national betydning. Ejendommen ejes i dag af Nick Leslau Prestbury Investments Holdings, ejendomsudvikler og investeringsbureau med et kommercielt formål. Som case adskiller Warwick Castle sig fra de museer og historiske centre som indgår i undersøgelsen, idet hensigten med formidlingen i højere grad end de øvrige cases er fremtrædende profitorienteret. Slottet dateres tilbage til 1068 med Wilhelm erobreren som bygherre. De mange jarler som slottet har huset i tidernes løb skaber en historie som står centralt for de aktiviteter og den formidling, som foregår. Derudover formidles også mere sagnomspundne fortællinger som eksempelvis Merlins sværd i stenen.

Beskrivelse af oplevelse
Efter at have betalt indgangspenge kommer vi ind på det område, hvor borgen ligger på en forhøjning i landskabet. Anlægget er i god stand og jeg imponeres over synet. En fordybning som omkranser forhøjningen vidner om, at slotsanlægget har været omkranset af en voldgrav. En snoet vej tager os med over mod slotsanlægget igennem en mægtig borgport. Gitterporten er hejset op i portrummets loft, og det er tilladt at gå igennem. På vejen passerer vi en kiosk, hvor man kan købe is, slik og sodavand. I højtalerne når jeg lige at høre ” Welcome to Warwick Castle. This is not a museum (…)”, før vi er passeret. Inde i borggården er der en cirkelformet græsplæne, som vi ikke må betræde. Mellem græsplænen og et kraftigt murværk med tårne, som man kan komme op i, står der en række telte, hvorfra der sælges is og gaveartikler. Store bannere viser os, hvor de forskellige begivenheder finder sted. Et sværd er stukket ned i en sten, og flere af gæsterne prøver at trække sværdet op. Min fire år gamle søn stormer derhen for at prøve muskler med stenen. Slottet byder på mægtige rum med tematiske udstillinger. En kæmpe hal er dekoreret med ridderrustninger, sværd og heste i fuldt udstyr. To herrer spankulerer rundt i lokalet mellem de kostbare genstande. De er hvidpudrede i ansigtet og klædt i 1700-tals dragter med tilhørende parykker. Der bliver nikket til publikum, konverseret og spankuleret i udstillingens mange rum. Jeg kan ikke se, hvorvidt de taler til publikum. Jeg forstår, at de to mænd både er en del af udstillingens visuelle udtryk og en form for kustoder.

Vi går igennem et rum, der er formet som en lang tarm sat sammen af flere rum eller nicher. Der er højt til loftet. Scener fra det liv, der er levet på slottet, er bygget op i tableauer, som vi kan se ind på, da vi går igennem. Vi er deres fjerde væg. Livagtige voksdukker illustrerer bestemte aktiviteter. Et sted spilles der på forskellige instrumenter, et andet sted bliver det udført håndarbejde. Vi ender ved en trappe som fører ud til gårdspladsen. Længere henne ses et skilt med teksten ”Royal Weekend Party”. På et andet skilt lige ved siden af står der, at serveringsfolk skal henvende sig i køkkenet. Vi går op ad den store trappe og ind. Jeg kan læse i min guide, at daværende grevinde af Warwick, Daisy, holdt et berømt weekendparty i 1898, hvor den vigtigste gæst var Prinsen af Wales – den senere Edward III, og hvor den unge Winston Churchill også var til stede, foruden en række andre celebre gæster.15 Indenfor er gangen inddelt på langs med et hvidt klæde, som hænger draperet i hoftehøjde. Draperiet gelejder os ind til udstillingen. En kvinde klædt ud som tjenestepige og en mand klædt ud som tjener hilser os velkommen. Vi ønskes velkommen som greve og grevinde, og anmodes om at træde videre ind i biblioteket. Her sidder en ung Winston Churchill tilbagelænet i en stol. I det næste rum sidder to hvidklædte fruer i en sofa. En mand i gråt dress står bag ved sofaen. Fruerne drikker te og ser ud til at være i samtale med hinanden. På det lave salonbord, foran sofaen, hvor de sidder, står der opsatser med flotte dekorative kager. Vi kigger på dem, hvorefter vi bevæger os videre igennem rummet og over til det næste rum. Der er mange besøgende på stedet, og vi går i en lang slange af mennesker. I ”The Smoking Room” møder vi Charles Spencer Churchill, den niende hertug af Marlborough. Han sidder ved et spillebord og spiller kort med hertugen af York, som har placeret sig i den anden ende af værelset. Disse karakterer repræsenteres af voksfigurer i handlende positur.

Interaktivt interiør: Charles Spencer Churchill spiller kort med hertugen af York, og der er lagt kort op til at publikum kan spille med. Foto: Ingrid Vatne.

Der er sat to ekstra stole frem ved kortbordet. På bordet foran den ene af de tomme stole er der givet kort til en ekstra spiller. Flere af de andre publikumsgæster sætter sig i en af de ledige stole for at blive fotograferet, mens de spiller kort med Churchill. Vi gør det samme. Min datter på halvandet år kravler op på en stol med armlæn, og min søn Linus tager den anden ledige stol. Han kan ikke lade være med at kigge den uopmærksomme Churchill i kortene. Jeg taler begejstret med min mand om den måde, hvorpå udstillingen åbner op for publikums deltagelse. Vi er enige om, at det er en sjov måde at udstille på, og vi taler om at interiøret tydeligvis er med til at styre vores adfærd. Mens vi diskuterer, bevæger vi os ud på gangen, nu på den anden side af det draperede ”hegn”. Vi går op ad trappen til første sal. Her bliver vi mødt af en duft af sæbe og af lyden af musik og af mennesker, som taler inde bag dørene. En af dørene står på klem. Det er døren til badeværelset, og vi kan se en tjenestepige stå bøjet over et badekar med vand i. Lyden af rindende vand og duften af sæbe trænger ud af den lille døråbning og vidner om, at der gøres klart til bad. Vi kan høre to damer tale sammen derinde. Inde i værelset ved siden af står Daisy og beundrede sin smukke kjole foran spejlet. Hun står med ryggen til publikum. Fordi hun spejler sig, bliver hendes ansigt alligevel synlig for os i spejlet. På gulvet sidder en kvinde i hvid kjole og med en hvid sløjfe i håret, og hun kigger op på Daisy. Vi går videre og kommer ind i et blåt værelse, hvor der også bliver gjort klar til bad. En kvinde sidder tilbagelænet på en divan og drikker champagne. En mand står og hælder vand i et kar. Jeg går ud fra, at figurerne er lavet af voks, som de øvrige figurer vi har set. Så jeg bliver noget overrasket, da kvinden pludselig bevæger sit glas som en hilsen til sine gæster. Vi stopper op og tager kvinden og rummet nøjere i øjesyn. Hun fortæller, at hun ikke er helt klar endnu, hun skal lige læse lidt i sin bog, inden hun tager et karbad, men vi skal bare føle os hjemme. Jeg kigger en ekstra gang på manden, som bliver stående i samme positur. Vi takker høfligt og bevæger os videre ind i salene, som kvinden foreslog. I det næste værelse møder vi en mand, som er ved at pudse vinglas og gøre klar til fest. Vaskebræt og tørreophæng står fremme, skabslågerne er åbne, og hvidt tøj er lagt pænt sammen i skabet. Manden kigger på min datter og kommenterer, at hun nok skal komme tilbage om nogle år, så kan det være at hun kan få arbejde. Her er nok at lave, mener han. Han taler uafbrudt i et længere stykke tid, hvor han blandt andet kommenterer herskabets krav til vasketøjet, samtidig med at han pudser vinglassene. Han har tydeligvis travlt med forberedelserne til den nært forestående fest. Da vi har stået og betragtet den arbejdende tjener lidt, går vi videre og kommer ud igen til borggården. Lidt længere henne ligger prinsessetårnet. I prinsessetårnet foregår der tidsbestemte forestillinger, som starter hver klokketime. En af områdets prinsesser kommer og tager os imod. Hun fortæller, at vi må danne kø. Da klokken har slået, bliver vi lukket ind. Efter en tur op ad den smalle trappe, som snor sig nærmest lodret op i tårnet, kommer vi ind i et rum med skattekister, en scene og en tronstol på scenen. En kvinde kommer frem og ønsker børnene hjertelig velkommen. De bliver bedt om at sætte sig på gulvet foran scenen, mens forældrene stiller sig bagerst i lokalet. Kvinden er en hofdame, og hun ville gerne fortælle børnene om prinsessens snart forestående bryllup. På væggen hænger et billede af prinsesse Arabella, som historien handler om. Hofdamen har alle børnenes fokus, idet hun beder dem om at kigge hen på det smukke billede af Arabella. Børnene ser op på prinsessen på billedet. Pludselig begynder billedet at bevæge sig, og kvinden på billedet begynder at tale til hofdamen. Der bliver talt om kjolen og om skoene, som hofdamen har foran sig på scenen. Efter at eventyret er fortalt, får børnene mulighed for at undersøge skattekisterne, som er fyldt til randen med udklædningstøj. Børnene klæder sig ud som prinsesser og riddere. De bliver tilbudt at sidde i tronstolen og blive fotograferet, hvorefter vi gelejdes videre ned en ny snoet trappe, igennem en souvenirbutik og ud af tårnet.


En tjener gør klar til bad, mens en kvinde nyder et glas champagne på chaiselongen. Kvinden overrasker ved at være levende og ikke en voksdukke. Foto: Ingrid Vatne.

Det er ved at være tid til min runde ned i slottets fangekældre. Jeg har anskaffet mig en billet til rundturen The Warwick Castle Dungeon. Jeg har valgt at deltage i turen uden min familie da det annonceres, at denne tur ikke er for børn, sarte sjæle, gravide, eller folk med gangbesvær. Efter at have stået i kø bliver jeg lukket igennem et blodigt tableau. Dem der stod foran mig i køen, stiller sig op og er klar til at blive fotograferet i en ”henrettelses-situation”, hvorefter de går videre og stopper op foran en dør, der fører ned til slottets fangekælder. Her står en sortklædt munk og fortæller i rolle, om 1300-tallets mørke sider, om pesten som med sin hærgen lægger det ene sted efter det andet øde. Hans tale er monologisk, og publikum står lydhør i en rundkreds. Munken fremtræder som uhyggelig, idet han er klædt i en mørk dragt med hætten trukket over hovedet, og en række skygger dannes i hans ansigt og visker detaljer ud. Hans stemme skifter mellem at være dyb, hvor han nærmest taler til sig selv og skarp, når han henvender sig til udvalgte personer i gruppen, for derefter atter at vende tilbage til det dybe toneleje. Hans udbrud vendt mod folk i gruppen, efterfølges af en latter. Inden vi går ned i kælderen, peger munken ud en pige, som skal være gruppens fortrop og en mand, som skal være bagtrop. Jeg tænker, at jeg er glad for at kunne putte mig imellem disse to ydre positioner, som munken lige har tegnet op. Vi andre er skånet i denne omgang.

Vi bliver sendt ned ad de mørke kældertrapper, mens munken bliver stående. Jeg mærker en umiddelbar trang til at følge resten af gruppen på nært hold, da jeg under ingen omstændigheder ønsker at komme på afveje hernede. På bunden af trappen bliver vi mødt af en mand, som er klædt som bøddel. Han holder et torturinstrument i den ene hånd og måler os med øjnene, inden han beordrer os ind i et tilstødende rum. I rummet står en stol. Bøddelen går frem og stiller sig op ved siden af stolen, hvorefter han skuer ud over os. Han peger på en mand midt i 50’erne og siger, at han skal sætte sig i stolen. Han holder han sit torturinstrument frem for os andre, hvorefter han udbryder med høj dirrende stemme: ”The Tongue Tearer”. Hans udsagn hænger lidt i luften, inden han fortsætter sin dramatiske artikulation, som inkluderer varierende toneleje og styrke. Han fortæller om forskellige måder, hvorpå dette torturudstyr blev anvendt i middelalderens fængsler og illustrerer det med bevægelser på manden i stolen. Jeg oplever seancen fortællende, vi introduceres for udstyrets anvendelse og brugsområde. Efter lidt tid bliver vi sendt videre på egen hånd igennem de mørke gange og op ad nogle trapper. Vi går ind i et rum, hvor torturgenstanden ”the hook”, er omdrejningspunktet. Her møder vi en ny karakter. Han spørger, om vi kender instrument og om der er en blandt publikum, som har lyst til at prøve det? På samme dramatisk facon som hidtil, bliver krogen holdt frem, så vi alle kan se den. En mand fra gruppen peges ud til at skulle stå model til en demonstration af instrumentets forskellige anvendelsesformer. Med sin finger tegner han i luften omkring den udpegede en model for at illustrere, hvordan man bandt fangerne om benene, hvorefter de blev hængt på krogen med hovedet nedad. Krogen blev også brugt til at stikke op i en fanges endetarm eller til at stikke ud øjne med. I løbet af denne seance udpensles alle ubehagelige detaljer, og der skabes unægtelig en række tydelige billeder for mit indre øje.

Udsigt fra Warwick Castles højeste tårn. Foto: Esben Fløe.

De mørke kælderrum er forbundet på en sådan måde, at jeg hurtigt mister retningssansen, og jeg mærker, at jeg bruger en del energi på at holde mig til de andre. Jeg gemmer mig imellem de andre i gruppen og krydser fingre for, at valget ikke falder på mig, næste gang en fra gruppen skal trækkes ud for at udfylde rollen som ”den anklagede”. I et af rummene bliver vi mødt af en lille kvindeskikkelse. Hun er tilsyneladende en, der arbejder med de lig, som pestens hærgen har efterladt. Hendes stemmebrug er særlig karakteristisk ved at den, på en nærmest eksplosiv måde, skærer igennem en atmosfære fyldt med sygdom og som er nærmest drænet for ilt. Hun hoster intenst, mens hun hiver indvolde ud af et ”lig”, som ligger på en briks. Idet hun, med store armbevægelser, trækker ud en lang tarm af kroppen på briksen, sprøjter en væske ud over os, og flere af gruppens medlemmer skriger højt. Kvinden går frem og tilbage foran gruppen og inspicerer personerne, hvorefter hun med eksplosiv stemme henvender sig til manden, der, ved rundvisningens start, blev udpeget til at gå sidst. Han bliver hevet frem, placeret på en stol og et blåt forhæng trækkes for. Der foregår noget bag ved forhænget, som vi andre ikke har mulighed for at se, men efter et kort stykke tid, høres et skrig bag forhænget, inden forhænget atter trækkes fra, og jeg kan se, at manden tager sig til armen. Vi bliver sendt videre med et ”hush, hush, hurry up”. Jeg forsøger at se om manden stadig er med os, men jeg kan ikke få øje på ham. Trappen fører nedad, og trinene er korte og smalle. Jeg forsøger at træde forsigtig, så jeg ikke falder. Det er svært at se trinene for alle menneskerne, som går foran mig, men jeg finder ud af, at det hjælper at holde den ene hånd på væggen, mens jeg går. Neden for trappen er der en åben dør. Da vi kommer hen til døren, tager en mand imod os, og vi går ind i rummet. I hjørnet af rummet står et bur, som er lidt højere end manden. Han kigger nøje på gruppen, inden han peger på en pige, som ser ud til at følges med to andre. Hun bliver udpeget til at stille sig ind i buret, hvorefter han lukker døren og drejer nøglen rundt. Hun udstråler usikkerhed i sin fremtræden, idet hun flere gange kigger tilbage på sine følgesvende. Jeg fanger ikke, hvilken rolle den mandlige karakter spiller, fordi min opmærksomhed er rettet imod pigen i buret, mens jeg stadig forsøger at få afklaret, hvorvidt manden fra forrige torturkammer er til stede eller ej. Idet døren bliver åbnet bag os, kommer der dagslys ind i den mørke gang, og jeg forstår, at en fra gruppen har fået nok og vil ud, hvilket vi tidligere fik oplyst var en mulighed. Da vi er ude i gangen igen, får jeg øje på manden, jeg har ledt efter. Jeg ser ham stå og vente, mens han stadig holder sig på armen. Vi føres videre og efter en ny tur op ad trapperne, havner vi i en retssal. Vi er nu en forsamling bønder, som ser til, mens en kvinde anklages for en forbrydelse. En dommer står på et podie ved en talerstol og skuer ned over os. Kvinden udpeges som skyldig. Hun giver udtryk for, at hun ikke ønsker at blive trukket frem, idet de svar hun giver på anklagerens spørgsmål, gerne skulle demonstrere hendes uskyld. Jeg forstår, at hun inddrager sit private liv i forklaringen om, hvor hun var, og hvad hun lavede mandag, da den aktuelle forbrydelse skete. Selve forbrydelsen forklares ikke nærmere, og jeg tænker, at det nok også har været den normale procedure dengang. Efter retssagen sendes vi atter ud i de mørke gange og nye forsøg på, ikke at blive væk fra de andre. Pludselig ser jeg mig selv i tre spejle foran mig, og jeg mærker, at jeg forsøger at afkode, hvor gruppen bevæger sig hen. Det mentale arbejde, med at få lokaliseret hvor de andre er, fylder meget. Jeg føler, at vi går igennem en hel labyrint af spejle, og hvis jeg tidligere havde en idé om, hvilken retning vi bevægede os i, så forsvinder den her. Til sidst står jeg i et hjørne, hvor jeg kan se mig selv fra alle sider. I samme øjeblik bliver et af spejlene til en dør. I døren står en bøddellignende mand med økse og læderhætte. Han griner, hvorefter han følger os hen til en ny dør, og kort efter står vi igen ide i slottets cirkelformede borggård. Da jeg kommer ud i det skarpe sollys efter at have vandret rundt i de mørke gange, er jeg noget fortumlet. Der går derfor et øjeblik, inden det lykkes for mig at regne ud, hvor jeg befinder mig og i hvilken retning jeg skal starte med at gå, for at finde mand og børn.

Interiør på Warwick Castle. Foto: Ingrid Vatne.

Da det lykkes mig at genfinde mine følgesvende, lader jeg mig fortælle, at de har deltaget i en begivenhed, hvor både prinsessen fra tårnet og flere riddere var tilstedet ved sværdet i stenen. Min søn Linus fortæller begejstret og med dyb beundring, om en dreng, som kunne trække sværdet op af stenen. Vi går hen til en plads uden for borgvolden, hvor der lige har været en opvisning med rovfugle. Vi ser på de kæmpestore fugle i deres bur, mens personalet er ved at pakke showet ned. Ved åen som løber lige neden for borgen, er der et stort grønt område. En bro fører over til en lille ø. På øen starter et nyt show, hvor det handler om at affyre en blide. Vi sætter os på græsplænen på fastlandet og ser over på den anden side af åen, hvor flere mænd og kvinder kører en stor blide frem. Via højtalere hører vi en mand forklare, at dette våben har været meget almindeligt i middelalderen, og at det ikke var usædvanligt, at man havde tømrere med i krig, således at man kunne bygge dem på stedet. Som dagens sidste begivenhed før lukketid, affyres der en ildkugle fra bliden.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

Skansen – Ingrids museumsoplevelser, del 3

Skansen i Stockholm regnes for at være verdens første frilandsmuseum, og stedet kan siges at have dannet skole, når det gælder formidling på frilandsmuseer.

Skansen. Dalahest på en af museets legepladser. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrids besøg på Skansen er en fortælling om, hvordan levendegørelse af historien er med til at formidle både natur og kultur i det gamle Sverige.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d.-afhandling Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikums deltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Del 1 – Den Gamle By, Del 2 – Beamish.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#3: Skansen, Stockholm – Sverige

Introduktion til museet
Skansen blev grundlagt i 1891 og regnes som verdens første frilandsmuseum og er i dag både frilandsmuseum, folke- og forlystelsespark og dyrepark. Museet ligger på Djurgården i Stockholm. Grundlæggeren var læreren Artur Hazelius (1833-1901) som byggede museet på den pædagogiske idé at skabe et levende museum og gestalte folkelivet på en levende måde. Skansen skulle være arena for en gestaltning af ”det gamle Sverige”, det vil sige Sverige før industrialiseringen. I opbygningen af Skansen har fokus været på helheden: Gårde og bygningsanlæg er flyttet til stedet og placeret således, at de afspejler den svenske geografi, med bygninger, flora, fauna og mennesker. Skansen har været et forbillede for de mange senere etablerede frilandsmuseer. Skansen er i dag organiseret som en stiftelse m ed staten, Stockholms by og Nordiska Museet som stiftere og med bidrag fra Kulturdepartementet. Friluftsmuseet Skansens mål er at, med gæsten i centrum, give indsigt i og oplevelser af Sveriges kultur- og naturhistorie i relation til samtiden og med sigte på fremtiden. Derudover skal Skansen, på baggrund af dokumenteret kundskab gestalte billeder af kultur og natur i Sverige, med vægt på 1700-tallet og frem. Skansen skal endvidere bidrage til bevaring af mangfoldet i den svenske kulturarv med vægt på tavs kundskab, skikke, traditioner og håndværk samt på biologisk mangfold med vægt på nordiske dyr og planter.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Skansen breder sig hen over et skrående landskab, og enkelte steder er der udsigt ud mod Stockholms skærgård. Museet er bygget op på den måde, at bygningsmiljøernes placering på museet afspejler den svenske geografi. Således finder man Skånegården i den sydlige del af museet og Samevistet og Fäbodvallen i museets nordlige del. Ud over bygninger, bygningsmiljøer og tilhørende husdyr, er der også vilde nordiske dyr bag indhegning. Jeg finder kortet frem og beslutter mig for at starte ved Dalarna, en region i Sverige, hvor jeg har tilbragt mange somre og vintre igennem min opvækst. Jeg bevæger mig i retning af Fäbodsvallen, hvor kvinder passer dyr, som er sendt til fjelds for at græsse. Der bliver lavet ost og smør af mælken, som de får fra dyrene. Jeg går på en grusvej igennem et skovholdt. Køer, får og geder græsser foran de små, sorttjærede huse, som ligger på en lang række i landskabet. En kvinde i dragt kommer ud fra et af husene. Hun hænger en klud op på en snor udenfor, inden hun vender om og går ind igen. Jeg følger efter. Indenfor sidder to kvinder i dragter på en bænk langs væggen. Den ene fortæller, at de producerer ost og smør på stedet, og hun fremviser en gedeost, som er støbt i en form. Derefter viser hun mig den form, som osten er støbt i. ”Det här gör vi jo på gammalt sätt. Vi värmer över älden, ystar mjölk och så blir det ost”, forklarer kvinden og peger over på ildstedet. Da de sidder indendørs og passer ilden, har Fäbodskullerna fået tilladelse til at tænde op trods brandfaren. Ellers er der ikke mange steder, hvor der er tændt op i ildstedet på grund af den solrige sommer. ”Nu när det är så här varmt, äldar vi inte onödigt. Att koka mesost tar ungefär åtta timmar, så det gör vi inte nu. Inte i dag i alla fall. Inte när vi har mesost att bjuda på”. Jeg spørger ind til fäbodens funktion, og hun forklarer, at unge kvinder, som var ansat af bønderne, tog dyr med sig op på fjeldet under sommermånederne. Ofte kom dyrene fra flere forskellige gårde. Kvinderne havde ansvaret for dyrene i perioden og sørgede for, at de kunne græsse i skoven. Det var også deres ansvar at malke og anvende mælken til produktion af produkter, som skulle tilbage til bondens gård. Nogle af produkterne skulle indgå i gårdens vinterforråd, mens andre skulle sælges på høstmarkedet. Kvinden fortæller mig, at hvis man ser store lysninger i skovene i Nordsverige, så er det et tegn på, at dyr har græsset på området.

Fäbod. Formidler fremviser en form til at støbe ost og smør i. Formen findes i original ved en af museets andre gårde. Foto: Ingrid Vatne.

I Sverige har man de sidste 50 år oplevet, at disse lysninger gror til, fordi brugen af landskabet ændres. ”Det är inte samma mångfall på väkster nu, för att djur inte betar längere”, tilføjer hun. ”Så nu använder man det til sommarstuga?”, spørger jeg og får at vide, at nogle anvendes til sommerhuse, mens mange bare står og forfalder. Jeg spørger, om de to formidlere har Fäbodvallen som deres formidlingsområde eller om de også har formidlet andre bygningsmiljøer på Skansen. Kvinden ved siden af fortæller, at hun har formidlet flere steder. Hun mener, at det er en problematik, at enkelte af bygningsmiljøerne ikke forsvarligt kan lade sig formidle på en måde, som medfører at man anvender interiøret. Jeg får at vide, at Fäbodvallen som sted forsøger at knytte forskellige miljøer sammen på Skansen. Som fäbodkuller kan de have boet på Moragården, men tilbragt somrene på fäboden, hvor de arbejdede. Dermed kan de henvise til en gård, som de kan have boet på og således udvide fortællingen om den enkelte gård. Den ene kvinde tager en rektangulær osteform ned fra hylden og fortæller, at originalen til denne er på Älvrosgården længere nede i landsbyen. Jeg får at vide, at formen rummer en ostemasse, som produceres af ti liter mælk. Hun forklarer videre, at mønsteret i bunden af formen dels har en dekorativ funktion, dels er det en form for signatur på det produkt der laves. Bønderne ville gerne have produkter af mælken fra egne dyr. For at kunne skelne de forskellige gårdes produkter fra hinanden, fik produktet forskellige mønstre. Når kvinderne havde lavet ost i formerne, kunne osten vises frem på gårdene nede i landsbyen. ”Vid Älvros har vi hela året ost och bröd framme”, forklarer den ene. Jeg spørger, hvilken betydning de oplever, at madproduktionen har for de besøgende og for den kontakt de, som formidlere får til dem. Den ene kvinde fortæller, at de forskellige huses atmosfære har stor betydning for kontakten mellem formidlere og publikum. Enkelte huse har en atmosfære, som indbyder til en særlig kontakt med de besøgende, mens andre huse ikke har samme atmosfære. I fäboden oplever de, at atmosfæren indbyder til, at man sætter sig ned og undersøger rummet med øjnene og er stille sammen, uden at det virker unaturligt eller at de besøgende føler, at de står i vejen for produktionen. De steder, hvor værterne ikke har noget at lave, åbnes der ikke på samme måde op for en naturlig stilhed, som giver ro til at undersøge rummet nærmere, forklarer den ene. Om atmosfæren i fäboden erfarer hun, at ”här vågar folk sitta kvar. Jag kan gå ut och hämta nogot, komma tilbaka (…) och dom stannar. Annars kan det lätt bli så, att dom tackar för sig och går när man lämnar rummet, liksom”. En mor kommer indenfor med to piger. De bliver budt på en bid ost og smager på produktet. Den ene af formidlerne kan fortælle, at der produceres både ost og smør i huset. Hun oplyser endvidere, at smør blev regnet for et luksusprodukt, og at det ikke var noget, man havde på sit brød, sådan som i dag. Moren udbryder henvendt til sine piger: ”Tänk om vi inte skulle få smör på våra smörgåsar?”. Formidleren forklarer, at man måske havde ”mesost” på sit brød i stedet. ”Stakkars barn”, kommer det fra pigernes mor (mesost kan oversættes med det man i Danmark kalder for norsk myseost). ”Jag tycker inte om det”, siger hun henvendt til formidleren. ”Men det gör jag”, fortæller den ene af pigerne. Formidleren forklarer fremgangsmåden for mesost og forklarer, at mesost er en slags koncentreret mælkesukker. Både jeg og moren med børnene får lov at høre om processen. Moren spørger pigerne, om de ikke skal gå videre, hvorefter de forlader historien her.

Efter at have opholdt de to kvinder i et langt stykke tid, takker jeg og fortsætter til Samevistet, hvor jeg møder en kvinde. Hun fortæller mig straks, at hendes dragt ikke passer ind i dette miljø. Hun er klædt som bondekone, men passer i øjeblikket Samevistet. Det er mit videokamera, som får hende til at afsløre sin visuelle disharmoni med stedet, og jeg lover, at jeg kun filmer interiøret. Samevistet består af en tipi-konstruktion lavet af lange smalle træstammer, som er sat sammen i en rundkreds og bundet sammen i toppen. Inde er der et ildsted i centrum af rummet, og omkring det ligger rensdyrskind til at sidde på. Kvinden fortæller, at dette er forårs- og efterårsviste. Vistet skal være fra begyndelsen af 1900-tallet. Jeg får at vide, at samerne følger rensdyrene fra skovene, hvor de er om vinteren og til fjeldene, hvor de er om sommeren. Derimellem holder de til på den form for boplads, som her fremvises.

Jeg går videre ned imod landsbyen og kommer forbi Moragården. I stuen sidder en kvinde og strikker. På bordet foran hende ligger flere ting. Blandt andet er vævet stof i flere farver lagt fint på række over bordenden. Ved den anden bordende ligger der legetøj. En lille dukke har fanget et par pigers opmærksomhed, de rører ved den og leger lidt tilbageholdende. Her ligger også et lille stykke træ bundet fast i en snor, og en lille snurretop i træ, som en af pigerne leger med. Pigerne står foran den strikkende kvinde i lang tid uden at der bliver sagt noget. Jeg tolker det som om, at de måske er i tvivl om, hvorvidt de må lege med dukken? Efter et stykke tid går den ene pige ud af rummet, mens den anden bliver stående lidt endnu. Der hersker fortsat en underlig stilhed i rummet. Der kommer flere besøgende ind, og de taler sammen, men det er et meget stille rum, selv om der er mennesker her. Jeg finder det svært at stille spørgsmål til den strikkende kvinde og ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få åbnet døren til historien. Det går op for mig, at jeg ofte tager udgangspunkt i den aktivitet, som udføres på stedet. Jeg har fået svar på, hvad hun strikker, men uden at dette er ført til en ny drejning eller har åbnet op for nye historier. Min måde at fremhæve, at jeg er interesseret, er bl.a. at mærke på de ting, der er lagt frem, at kigge mig omkring og at blive i rummet i længere tid end det føles naturligt, når ingen siger noget. Men jeg er løbet tør for spørgsmål om håndarbejdet og mærker at jeg ikke helt ved, hvordan jeg åbner for en historie om stedet. Måske er kvinden med strikketøjet blot et visuelt indslag? Jeg mærker, at initiativet til dialog skal komme fra mig, og at jeg finder det svært at åbne den. Måske er det fordi, der er flere besøgende i rummet, som heller ikke taler med formidleren? Jeg husker pigerne fra fäboden sige, at de forskellige rum appellerer forskelligt til dialog med publikum. I dette rum oplever jeg, at det er den måde, hvorpå de tilstedeværende er sammen, som skaber rummet og som er afgørende for, hvorvidt en dialog kan opstå. Jeg går lidt rundt og kigger, hvorefter jeg går ud igen og bevæger videre i retning af bykvarteret og ind i Delsbogården.

Kolonistuer. Kvinde i dragt har hentet urter fra kolonihaven og er på vej videre. Publikum fascineres af den pittoreske oplevelse og tager billeder af hinanden. Foto: Ingrid Vatne.

Inde i et smukt dekoreret rum sidder en kvinde og væver bånd af hør. På bordet foran hende ligger hør i forskellige produktionsstadier. På væggen mellem vinduerne, som giver hende arbejdslys, er der malet flotte dekorationer. ”Alla kvinnor och tjejer, dom gik omkring med sånna hära(…)”. Kvinden tager en spole med hørgarn op og viser, hvordan kvinderne gik omkring og spandt tråd. ”Om dom var på fäboden och jobbade med djur, då kunde dom gå omkring och snurra så här och göra tråd samtidigt”. Jeg spørger kvinden, om det er hende, der har lavet de flotte bånd. Men hun forklarer, at hun plejer at strikke. Hun finder en kurv med garn frem, mens hun fortæller mig om uldgarnet, hvorefter hun begynder at strikke. Hun forklarer, at man ofte gik barfodet og at det derfor var almindeligt at have uld omkring vristen. Nogle danske besøgende kommer ind og spørger om det er en middelstor gård? De bemærker de flotte dekorationer på væggen og vil høre, om dette har været almindeligt. Kvinden lægger strikketøjet i kurven og fortæller, at de folk som boede på gården har solgt skov fra og derfor fået frigjort midler. Hun forklarer, at det var almindeligt at anvende penge på ting, som viste, at man havde penge. Samtidig kunne denne måde at bruge penge på resultere i, at de måske ikke havde det økonomiske råderum til de dagligdagsting, som kunne have gjort hverdagen nemmere.

På gården fra Älvros finder jeg originalen til den smørform, som jeg tidligere så på fäboden. Det giver noget særligt til oplevelsen af denne gård, at jeg har fäbodshistorien. Jeg kommer altså til denne gård med en baggrundsviden og får en oplevelse af genkendelse af noget, jeg ved noget om, og som jeg kan tage med ind i min åbning af dialogen. Jeg går videre forbi posthuset og kommer forbi to kolonistuer. Her sidder en mand og en kvinde og spiser frokost på en bænk i haven. En kvinde står ved siden af og fortæller dem noget.

Der kommer nogle udenlandske besøgende forbi og kigger og fotograferer dem på den anden side af det rødmalede stakit med de hvide toppe. Manden inviterer dem ind i haven, og den ene kommer ind og sætter sig på bænken et øjeblik, mens hendes veninde tager et billede. En kvinde i 1800-talsdragt kommer forbi og snakker med kolonisterne over stakittet, hvorefter hun går ind og henter noget i haven. Hun snakker et kort øjeblik med de tre, som sidder rundt bordet, hvorefter hun takker og går videre. En guide med en gruppe besøgende stopper op ved haven og fortæller om traditionen med kolonistuerne. Jeg går ned til Stadskvarteret og ind i jernhandelen. En mand i dragt står bag disken. Omme bag butikken er der en bolig. Jeg går herind og mærker, at stedet dufter beboet. Inde i stuen er der dækket op på det runde bord, og midt på bordet står en nybagt krydderkage. Der er ikke helt klart til, at gæsterne skal komme, for støvsugeren står på gulvet lige ved siden af. Inde i køkkenet sidder en mand i dragt ved et lille spisebord. Et glas med en lille sjat mælk står på bordet ved siden af mandens opslåede avis. Her bliver jeg i tvivl om formidlingen foregår i rolle, fordi der skabes et historienært nu. Jeg spørger, om han venter gæster, og han griner lidt. Det dufter, som det gjorde hos farmor om søndagen til kaffetid. Han forklarer, at jeg er kommet ind i et hus fra 1930’erne, og at huset er en rekonstruktion.

Jeg får at vide, at i modsætning til de øvrige steder, som tager udgangspunkt i bygningernes historiske personer, så har museet her skabt en fiktiv familie, som kunne have beboet huset i 1930’erne. Det er en ung familie som skal forestille at bo i huset. Jeg er overrasket over den virkning som duften af krydderkagen og af støvsugeren, som står på gulvet nedenunder, med ledningen trukket ud og stikket sat i væggen, har. Fortiden bliver nærværende på en helt anden måde end i de andre bygningsmiljøer, jeg har besøgt her på Skansen. Jeg kommenterer duften og får at vide, at der er kælet for detaljerne i dette miljø. Det er hensigten at skabe en form for troværdighed i det miljø, som skabes. Manden går ind i den ene af stuerne og viser mig sengen, som kan trækkes ud. Han forklarer, at boligen, som består af to rum og et køkken, nok har været lidt trangt for en familie. Flere andre gæster kommer ind i lokalet og genkender højlydt detaljer i interiøret. Formidleren fortæller, om datidens mode, hvor der var fokus på hygiejnen, og boligen skulle være let at holde rent. Så der er linoleum på gulvene, får vi forklaret. Rummene sætter tydeligvis gang i de andre besøgendes erindringer, og de ældre får travlt med at fortælle de yngre om de forskellige genstande. Det er næsten som om man allerede ved, hvordan der ser ud på etagen ovenover, til trods for at den ikke er tilgængelig for publikum. En af de besøgende går målrettet hen til trappen for at se, om der er en dør til et lille rum under trappen.

Stadskvarteret. Hus fra 1930erne. Friskbagt krydderkage står fremme på bordet og støvsugeren ligger på gulvet. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre hen til arbejderkvarteret. Oppe på første sal i et hus ligger der en og sover på divanen. Jeg går nærmere og ser, at det er en dukke. Henne ved vinduet sidder en pige. ”Hej!”, siger hun, jeg bliver overrasket efter at have konstateret, at den sovende skikkelse er en dukke. Jeg får at vide, at boligen ville have tilhørt arbejderfamilier, og at den viser deres kår i begyndelsen af 1900-tallet. På det tidspunkt skete der en stor befolkningstilvækst i byerne, eftersom folk flyttede dertil for at arbejde på fabrikkerne. Ude i gården sidder en pige og snitter i træ. Jeg spørger hende om, hvor hun hører hjemme her i arbejderkvarteret og får at vide, hun kunne have boet på første sal, hvor jeg lige er kommet fra. Jeg spørger hende om, hvem der har haft arbejdet med at snitte træskeer, således som hun demonstrerer. Hun forklarer, at det ikke var så almindeligt at det var kvinderne, men at der dog fandtes kvinder, som gjorde det i 1800-tallet. Kvinden forklarer endvidere, at det frem for alt var de, der ikke havde råd til bedre bestik, som var tvunget til at skære det ud i træ, som de behøvede. Mine spørgsmål er et forsøg på at placere kvinden som en historisk figur i bygningsmiljøet. Det lykkes mig ikke rigtigt, men jeg bliver klogere på den generelle fortælling om arbejderne i byen.

På vej tilbage til de store gårde kommer jeg forbi Seglora kirke, hvor en mand i dragt står i marken og slår hø med en le. Jeg går videre og kommer ind i Oktorpsgården. Her er en kvinde i dragt i fuld gang med at fortælle en stor flok mennesker om huset. Hun fortæller, hvem som boede på gården, hvor gårdskarlene sov, hvor mange ildsteder gården havde og hvor der blev lavet mad. Kvinden fortæller, at Artur Hazelius fik mulighed for at købe huset i 1896. Hun forklarer, at museet stadig har kontakt med efterkommere af ham, som ejede gården på det tidspunkt. Kvinden fortæller videre om interiøret og flere besøgende griber fat i det, hun fortæller og kommenterer det. Flere af de besøgende indleder en samtale, og det er tydeligt, at de er interesseret i stedet og dets historie, og at formidleren har formået at vække en interesse. Situationen giver plads til, at hun dels kan holde pauser i sin monolog, for at lytte til de mange samtaler, som foregår i gruppen af mennesker, og dels selv kan holde monologer som folk lytter til. Gruppen af mennesker forbliver i lokalet i et godt stykke tid. Formidleren udpeger en bjælke i loftet, som markerer, hvor langt ind i rummet tiggere måtte komme. En kvindelig besøgende, som kender til fænomenet, tilføjer, at man tidligere var god til at tage vare på de fattige. Det opstår samtaler de besøgende mellem, og formidleren, som har stået op, mens hun talte, sætter sig ned på en taburet og fletter strå. Nogle kommer hen for at se, hvad hun laver. Hun viser en hat, som er magen til den, hun er i gang med. Hun fortæller, at hun fletter med rug. Jeg takker og går ud igen. Jeg kommer forbi Skogaholms Herrgård og går ind. Skogaholm formidler 1700-tallets fine familier og i den store sal hænger ovale portrætter på guldrammede paneler i væggen. Her sidder en pige ved et lille bord og orkerer. Med en tynd tråd fæstnet i en lille spole, tryller kvinden en lang remse frem med detaljerede blonder. Jeg spørger, om dette håndarbejde var særligt knyttet til de fine fruer, og formidleren begynder at fortælle. Dette håndarbejde er knyttet til dekorering af tekstiler, og formidleren fortæller, at hun synes, det er fornemt at få mulighed for at vise et sådant luksushåndarbejde, som ikke har haft noget nytteformål. Jeg får også at vide, at fruerne på de store herregårde var arbejdsledere for husholdningen og for den produktion, som hørte til denne del af gården, eksempelvis lysstøbning. Jeg går videre og kommer hen til Finngården, hvor en kvinde inviterer mig indenfor og beder mig om at sætte mig ned, hvorefter hun også sætter sig og puster ud efter en varm dag. Hun skaber en afslappet ro omkring sig, og jeg bliver siddende et stykke tid. Jeg spørger, om det var finnerne, som har boet i denne type huse, hvorefter kvinden forklarer mig, at der var mange, som kom fra Finland til Sverige og slog sig ned i skoven, hvor de arbejdede med skovbrug, jagt og fiskeri.

Skansen er karakteristisk med sine mange stier og veje, og jeg følger en sti, som leder hen til et område, hvor man, hvis man er heldig, kan se eksemplarer af Nordens vilde dyr i et indhegnet skovholdt. Jeg kan se på mit kort, at jeg er ved at nærme mig udgangen, og vender tilbage i retning mod restaurant Solliden og får noget at spise, samtidig med at jeg nyder den smukke udsigt over Stockholm skærgård.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

Beamish – Ingrids museumsoplevelser, del 2

Beamish – The Living Museum of the North. Museets bypark. Kvinder i dragt samles og forbereder demonstration. Foto: Ingrid Vatne.

Anden del af blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser foregår i Storbritannien, hvor Ingrid besøger Beamish – et open air museum, der kredser om livet i det nordøstlige England i perioden omkring den industrielle revolution. Gennem Ingrids beskrivelser får vi en fornemmelse af den levendegørelse, museet benytter for at inddrage publikum i formidlingen af historien.

Blog-føljetonen om Ingrids museumsoplevelser består af seks afsnit, hvor Ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Del 1 – Den Gamle By.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#2: Beamish – The Living Museum of the North

Introduktion til museet
Beamish er etableret i 1970, og er et offentligt regionalt museum i Durham County nær Newcastle i Storbritannien. Museet er et industrikulturens folkelivsmuseum for Nord-England med fokus på Nord Øst England i årene 1825 og 1913. I 1825 var regionen fattig og tyndt befolket. Den industrielle revolution, især udviklingen af jernbaner, fik herefter fart på udviklingen og i 1913 var de tunge industrier i regionen på sit højeste. Grundlæggeren af museet, kemiingeniør Frank Atkinson (f. 1924 ), hentede inspiration fra Maihaugen og Anders Sandvigs vision om at vise en hel landsby som en samlet helhed med bygninger og landskab. Atkinsons vision var dermed at fortælle om folks historie i industrisamfundet, og han flyttede bygningerne fra regionen for at skabe helheder i landskabet som kunne vidne om industriens betydning for lokalsamfundet. Atkinsons efterfølger, litteraten Peter Lewis (f.1938) har også haft stor betydning for museets udvikling. Hvor Atkinsons fokus lå på genstandsniveauet, lå Lewis’ fokus på de historiske mennesker som har boet i de forskellige miljøer.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Min mand, vores to små børn og jeg selv ankommer til museet om morgenen som nogle af de første gæster. Museets velkomstcenter ligger som en mur mod parkeringspladsen. Flere busser med skolebørn ankommer lige efter os. På den anden side af velkomstcentret, går der en sti ned til en ringvej, hvor de besøgende kan køre med sporvognen eller veteranbussen fra en del af museet til en anden. Vi kan se på oversigtskortet, at museet er delt ind i små ”øer”, med et kulturlandskab, som forbinder miljøerne. Vejen og de karakteristiske transportmidler fra tiden før 1913, binder stederne sammen i en ring. Længst væk fra velkomstcentret, ligger byen. En enkelt gade med tilhørende gårdsrum, opleves som et udsnit af en større by. Vi vælger at begynde i byen. For at komme derhen må vi køre forbi gården Home Farm, museets kontorer og skoletjeneste samt en jernbanestation. På den ene siden af vejen ligger parken, hvor der er opført et lysthus, som er omkranset af bænke. En gruppe kvinder har samlet sig i parken, de står i mindre grupper. Flere af dem bærer bannere, og de er tydeligvis i gang med at gøre klar til en demonstration. De bevæger sig hen mod porten, som fører fra parken og ud til byens hovedgade, for at demonstrere for kvinders stemmeret.

Vi går ind i parken og tager en runde på stien som går rundt på stien, som går rundt om den grønne græsplæne. Da vi ser ud over hovedgaden, bliver vi opmærksomme på alle de farverige reklameskilte, som præger byens visuelle udtryk. Efter at børnene har løbet rundt på græsset en tid, går vi videre ud i gaden, hvor vi kigger ind ad vinduerne i de mange butikker. Hos købmanden står der en kvinde omme bag disken. Vi går ind. Der er ikke andre gæster end os derinde. Vi står og ser på det, hun har på hylderne. Kvinden læner sig over disken, hvorefter hun kigger ud gennem vinduet og kommenterer kvindernes demonstrationstog, som i samme øjeblik kommer marcherende forbi butiksvinduet. Kvinden bag disken forklarer, at de demonstrerer for stemmeret. Hun ved ikke selv, hvad hun skal mene om den sag. Jeg spørger hende, om hun ikke syntes, at det er en god ting, at kvinder skal have stemmeret? Hun trækker vejret dybt og tænker sig om et kort øjeblik, inden hun svarer, at måske er det godt nok. Hun afslører, at hun ikke rigtig har taget stilling til det. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvornår kvinderne fik stemmeret i England, men er noget usikker på, hvordan jeg skal formulere det. Kvinden går ud af rollen, som den tvivlende kvinde fra 1913, og fortæller, at kvinder i England fik stemmeret i 1928.

Kvinder i dragt demonstrerer for kvinders stemmeret. Foto: Ingrid Vatne.

Min søn har fået øje på slikbutikken på den anden side af gaden, og han er på vej ud af butikken. Vi takker og følger efter. Slikbutikken, som er næste stop, er overfyldt med skolebørn, som skal handle. Inderst i lokalet er der en bolsjefabrik. Den ene af de to mænd, som står bag disken, har lagt bolsjer frem på en vægt, og står nu og fortæller meget insisterende, mens han nævner en række facts. Vanen tro handler det om, at der er bestemte ting, børnene skal lære ved denne ”post”. Blandt andet hører jeg bolsjefabrikanten understrege, hvor varm bolsjemassen skal være. Han siger det højt og tydelig flere gange, således at han er sikker på, at alle har fået det med. Jeg siger til min mand, at der højst sandsynligt står spørgsmål på det hvide stykke papir, som børnene bærer med sig rundt. Skolebørnene står i en tyk rand foran disken, og vi beslutter os for at liste videre efter at vi har købt en plade Cadbury-chokolade, som vi kan nyde på bænken uden for butikken. Mens vi sidder og spiser chokolade og ser på de mange farverige metalskilte, som hænger rundt i gadebilledet, opdager vi nogle smalle smøger, hvor man kan gå ind mellem bygningerne. Vi rejser os fra bænken og går ind en af dem. Inde bag gadens facadebygninger er der bl.a. en vogngård, hvor der står to heste i båse. Jeg bliver noget overrasket, da jeg ser, at der faktisk står heste i båsene. I en af bygningerne, en stor åben hal, sidder en gruppe skoleelever med refleksveste på. De sidder i en cirkel, og en formidler står ved et whiteboard og tegner og forklarer.

Vi er tilbage på hovedgaden igen, og vi går ind til en forhandler af Ford T. En mand i jakkesæt står bag disken. Han forklarer, at han er ejeren af butikken. Han peger på sit tøj og forklarer, at hans tøj er pænt og derved viser, at erhvervet som bilforhandler i 1913 var et lukrativt arbejde. Kunderne, der køber biler på dette tidspunkt, tilhører den rigeste del af befolkningen. Nogle voksne mænd har fundet vejen ind til bilforhandleren. Jeg er den eneste kvinde i butikken, og jeg kan mærke, at dette er et sted for dem, som har veteranbiler som lidenskab. Snakken går mellem mændene i lokalet, og det kræver en indsats for at komme til at høre stedets historie. Efter at have fået lidt at vide, samler vi vores lille søn op, som står og beundrer en motorcykel i butikkens vindue. Udenfor går vi i retning af byparken og til den lange række huse, som kaldes Ravensworth Terrace. Rækken af huse inkluderer både boliger og erhvervslokaler. Det er smalle, toetagers huse, der er ens i grundplan, men udnyttet forskelligt. De er indrettet forskelligt alt efter erhverv og social stand. Her er både en tandlæge og en sagfører. Ved tandlægen er døren til klinikkens værelse taget ud og erstattet med en afspærring. Inden for afspærringen står en kvinde og fortæller om de forskellige instrumenter på instrumentbordet. Uden for afspærringen står en stor gruppe børn, og de følger opmærksomt med i det, kvinden fortæller. På vej ned ad trappen i et af disse boliger, hører jeg en af drengene, som er på vej op, fortælle de andre i sin gruppe, at de folk, som boede i husene, skulle begrænse deres brug af trappen til to gange dagligt. Det var fordi, de skulle spare på tæpperne, forklarer han til sine venner. Selv om selve bydelen ikke er så stor, har vi brugt en del tid her. Der er mange butikker og baggårde, bygninger og gyder at undersøge.

Beamish. Bykvarter. Bus fragter museumsbesøgende rundt på museumsområdet.
Tv: Ravensworth Terrasse. Th: træer fra byparken kommer ud forbi muren.
Foto: Ingrid Vatne.

Det er svært at nå det hele på én dag, og vi har da også reserveret to dage til museet. Dagen efter starter vi i kulminen i minebyen The Colliery Village. Idet vi kommer ind på den del af området, hvor vi kan komme ind i en mine, ser vi tre fyre stå lænet op af husvæggen. Det er tre meget karakteristiske mænd, der står og venter på, at der kommer nogle besøgende som de kan tage med ind i minerne. Den ene mand er lille og spinkel af vækst, han står ved siden af en mand, der er meget høj og rund. Den tredje, som er manden, der bliver vores guide, kan man placere som midt imellem de to andre, hvad angår højde og bredde. De tre mænds udtryk, da de står og venter, oplever jeg særligt autentisk i kraft af deres visuelle fremtoning og den måde de står og venter på at arbejdsdagen starter. Jeg tolker det som om, at de i deres kropssprog afspejler det tidlige 1900-tallets minearbejdere, der venter på at klokken slår, hvorefter arbejdsdagen går i gang. Det synes utænkeligt, at begynde arbejdet før tid. Min mand og jeg diskuterer efterfølgende denne venten, og vi kan enes om, at det skaber en form for indgang til en forståelse af minearbejdernes liv. Selv om de formidler i tredje person, bærer de nærmest minearbejdernes tilværelse i deres måde at agere på. Inden de tager bestik af os, tager de sig god tid til at snakke med hinanden under halvtaget, mens de læner sig op ad væggen. Da vi kommer helt frem og går ind under halvtaget, hvor de står, hilser vi pænt, hvorefter de hilser pænt tilbage. Vi snakker lidt sammen, inden den ene af de tre mænd inviterer os med ind i det hus, hvis væg har fungeret som rygstøtte for de tre fyre. Her starter rundturen. Manden går ind og stiller sig bag ved en disk. På væggen bag ham står der mange lamper. Manden tager en ned fra hylden, og han stiller den på bordet mellem os, mens han begynder at fortælle om lampen. Han fortæller om lampens betydning for sikkerheden og dens arbejdsfunktion.

Derefter demonterer han lampen, mens han forklarer, hvordan den virker i forhold til den luft, der er nede i kulminerne. Inde i minerne kan gassen trænge ind i lampen og få lampen til at eksplodere, hvilket har forårsaget flere mineulykker, heriblandt den ulykke i 1909, hvis historie er formidlet i udstillingslokalet i samme bygning. Dernæst hører vi om, hvordan man har udviklet lampen for at forhindre, at det sker. Vi får en forståelse af den enorme betydning, som kulminerne har haft, både socialt og arbejdsmæssigt i England, under den industrielle revolution. Historien peger ud over hele landet, i kraft af den betydning som minedriften har haft for udvikling i landet, og den zoomer ind på de minearbejdere, som har boet i de små arbejderboliger i disse minebyer. Både min mand og jeg er meget fascineret af guidens fortælling om lampen og dens udvikling. Efter denne introduktion, får vi hvide hjelme på og er nu klar til at følge med ned i minen. Vi tager hver et barn på armen og følger efter guiden. En far med sin søn kommer også med på turen ned i minen, og et ældre ægtepar når også at komme med, inden vi går ind i mørket. Vi følger med ind i en smal lavloftet gang, hvor der bliver gjort to stop. Det første er ikke særlig langt fra indgangen, men det er alligevel mørkt. Vi befinder os ved et lille indhug, som skal illustrere, hvordan minegangene krydser hinanden. I indhugget er der lavet en lille opstilling, hvor de udstillede genstande skal visualisere et af de steder, hvor der blev gravet kul. Det næste stop er længere inde i tunnelen, hvor der er en tilsvarende krydsende minegang. Her bliver vi bedt om at sætte os ned. Guiden fortæller om minearbejdernes hverdag. Pludselig slukker han lampen, og der bliver bælgravende mørkt omkring os. I mørket opstår der en samtale mellem en af de besøgende og guiden. Vores øjne når at vænne sig til mørket, således at vi kan få en forståelse af det reelle mørket, inden lampen atter tændes, hvorefter vi igen bevæger os ud af minerne.

The Colliery Village. Inde i minen. Museets guide holder lygten, og man ser den lange minegang indover i billedet. Foto: Ingrid Vatne.

Området The Colliery Village visualiserer en by, der er vokset frem med minedriften som omdrejningspunkt. Boliger med små køkkenhaver, en skole, et kapel og en lille indhegning med en lille græssende pit-pony er alt sammen knyttet til minedriften på en eller anden måde. Det industrielle byggeri i minebyens udkant fylder meget i det visuelle landskab. Her kan man gå op i tårnet, hvor kullet blev fragtet op fra minerne. På bagsiden af det hus, hvor vi blev oplyst om lampens funktion, er der en udstilling, som fortæller om den store eksplosion i The West Stanley Colliery i 1909, hvor 168 mænd og drenge omkom. Ulykken anses for at være den værste af slagsen i Durhams kulfelter, og havde en dramatisk effekt på hele Stanleys lokalsamfund. Under min samtale med Woolley fik jeg også at vide, at museet sidste år samarbejdede med lokalsamfundet omkring markeringen af hundredeåret for denne ulykke. Ulykken har stadig stor betydning for mange af indbyggerne i Stanley, og samarbejdet har styrket båndene mellem museet og lokalsamfundet. I kapellet, som er i The Colliery Village, annonceres begravelsen af en dreng, som er omkommet i minen, og et hold skolebørn sidder på bænkene og hører en aktør fortælle. Der er helt stille, man hører kun aktørens stemme, som giver genklang i bygningen. Børnene følger med i, hvad hun har at fortælle. Vi går ud igen og ind i den lange række arbejderboliger, som ligger mellem de små køkkenhaver på forsiden, som vender ud mod minebyens hovedgade og de mange og forskellige skure på husets bagside. Skurene er bygget af materialer som lå en for hånden, blandt andet er farverige reklameskilte benyttet som bygningsmateriale til de små skure, som ligner små værksteder. Vi bliver stående og betragte dem, og kan ikke lade være med, at synes godt om dem. Inde i et af husene, sidder en kvinde ved et bord og arbejder på et knudetæppe. Mens hun trykker små strimler af stof ned i et underlag, således at strimlen sidder fast, fortæller kvinden, at dette var kvindens arbejde, mens manden og sønnerne var i minen. I rummet omkring hende, kan man se de mange håndlavede knudetæpper, både på gulvet, i stolene og som puder. I et af nabohusene står en mand og en kvinde og bager kage. Selv i disse små boliger, dominerer ildstedets karakteristiske sorte front, som visualiserer ildstedets mange funktioner. Den åbne ild formidler køkkenets bageovn, nogle strygejern er ved at blive varmet op på en hylde over ilden. Der er også plads til at hænge et par håndklæder til tørre. For enden af det lange rækkehus med arbejderboliger står en græssende pit-pony. Vi hænger over hegnet og forsøger at påkalde os dens opmærksomhed, da en af de tre ”minearbejdere”, som vi stiftede bekendtskab med om morgenen, kommer forbi. Han tager huen af og hilser pænt på os. Han ser ud til at huske os, og han kommer hen til os. Han kan fortælle, at den lille hest er den type, som blev benyttet i minerne.

Herfra bevæger vi os tilbage til området, som huser de industribygninger, hvor kullet blev hejset op fra minerne. En sti fører os fra industriområdet, ind igennem en lille skov og ud på ringvejen, hvor man skal passe på ikke at komme i vejen for veterankøretøjerne, som kommer kørende i vejens venstre side. På en høj ovre på den anden side af vejen, ligger Pockerly Manor, en stor flot ejendom med to boliger, prydhave samt levende dyr i staldene. Ved Pockerly er der også en jernbane, en wagonway. Det kul-kørende tog bliver ført af en fyrbøder, som er helt sort i hovedet og på tøjet. Vi sætter os i et af togets vogne. Der bliver blæst i hornet, og den sorte røg stiger op fra skorstenen, hvorefter toget begynder at bevæge sig. Fra toget kan vi se hen over det georgianske landskab og hen til Pockerly Manor. Tre gartnere ordner markerne neden for husets prydhave. Jernbanetoget kører frem og tilbage ad samme spor. Hovedbygningen Pockerly Manor består af to boliger, og for at komme op i husets ældste del skal man gå op af en small trappe. Derfra kommer man direkte ind i et alrum med kogemuligheder. Her møder jeg en kvinde i dragt, som sidder ned. Jeg genkender hende fra vores korte besøg på Home Farm dagen før. Hun fortæller, hvordan denne del af huset har været beboet. I dette lille rum som vi befinder os i, forklarer hun, blev der både sovet, spist, badet og meget andet. I den nyere del af huset, som er den største del, er disse funktioner fordelt på flere rum. Et stort køkken og en spisestue fylder det meste af stueetagen, mens sovekammeret er placeret på første sal. I køkkenet sidder en mand i dragt og er i fuld gang med at fortælle en stor flok besøgende om livet på gården. I gårdhusene er der levende dyr, som vi også så det på Home Farm. En tjenestepige kommer gående. Hun går hen til en af de små griseunger og klapper den, før hun løber videre med sit spand. Vi forlader Pockerly og går ad stien som fører til byen. I byen får vi lidt at spise, inden vi følger et af museets mange køretøjer tilbage til velkomstcentret.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

 

Ingrids museumsoplevelser – Lys i Mørket i Den Gamle By

I sidste uge forsvarede Ph.d. Ingrid Vatne sin afhandling om dramatiseret museumsformidling. Det foregik på Danmarks ældste scene i Helsingør Theatret i Den Gamle By.

Ingrid Vatne

Den Gamle By står sammen med Aarhus Universitet og Kulturstyrelsen bag Ingrids Ph.d., og her på bloggen vil vi gerne give jer et indblik i de mange erfaringer, der er kommet ud af Ingrids arbejde. De kommende uger vil Bag Facaden byde på en blog-føljeton i seks afsnit, hvor Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium.

Ingrids Ph.d-afhandling drejer sig om publikumsdeltagelse i museumsformidling. Hun har blandt andet undersøgt emnet her i Den Gamle By, hvor hun har været med på den dramatiserede aften-rundvisning Lys i Mørket, som går gennem byens mørke, smalle brostensgader sammen med 1864-karakteren Maren Jensen. Afhandlingen er et omfattende stykke arbejde, som udover oplevelserne fra Den Gamle By, også indeholder malende fortællinger fra 23 forskellige frilandsmuseer og historiske centre rundt om i verden.

Første indlæg i blog-føljetonen om Ingrid Vatnes museumsoplevelser handler om Den Gamle Bys dramatiserede rundvisning, Lys i Mørket, der kan opleves i Den Gamle By i julemåneden. I år mandag til torsdag kl. 16.30 og 17.30 frem til d. 19. december.

Vi håber, I vil nyde at læse de mange oplevelser og skarpe observationer, som Ingrid har nedfældet.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes Ph.d.-afhandling her.

————

#1 Lys i Mørket i Den Gamle By

Introduktion til Lys i Mørket
Lys i Mørket er en dramatiseret rundvisning som foregår i Den Gamle By fra mandag til torsdag i tidsrummet medio november og frem til jul. Rundvisningen blev søsat i 2006. Da undersøgelsen startede i 2008, var mødestedet for rundvisningen en anden end ved de senere forløb. I 2009 blev rutens begyndelse flyttet fra en sidevej til torvet og hen til tobaksgården, som ligger tættere på indgangen. I beskrivelsen tager jeg udgangspunkt i den form, som forløbet har fra 2009. Det er den form, konceptudvikler fremhæver som den endelige og den form, de fleste af informanterne har oplevet.

Beskrivelse af det dramatiserede forløb
I Tobaksgården er der sat en vogn frem. Der er placeret lygter ovenpå, som signalerer rundvisningens startsted. Under taget, hvor tobaksplanterne hænger til tørre, er der etableret et stisystem, hvor de besøgende danner kø. Endnu er der ingen ild i den lille rest af stearinlys, som står i midten af hver lygte. Efter et kort stykke tid ses en kvinde i dragt, hun placerer flere lygter på vognen mens hun nynner for sig selv med dæmpet stemme. Med sin nynnen tiltrækker hun det ventende publikums opmærksomhed, og de ventende menneskers samtaler stilner efterhånden af. Først tæller kvinden lygterne, derefter tæller hun de besøgende, som har stillet sig i kø under tobaksbladene. Kvinden tænker højt, hun regner ud, hvor mange lygter hun har behov for. Hun spørger, om der er nogen, der vil være venlig at låne et fyrtøj ud. En mand svarer ”Ja”. Kvinden tænder for en af de små lysestumper og bruger derefter flammen til at tænde de øvrige lygter med. En anden mand spørger kvinden, om lysene nu kan holde til vandringen og kvinden svarer: Ak, ja, nu skal vi jo heller ikke fråse med lyset”. Kvinden præsenterer sig selv som vægterkonen Maren Jensen, hvorefter hun spørger, om det er os der skal med hende på en vægterrunde i byen. Hun forklarer, at hun ikke kan tage mere end tyve stykker med, hvorefter hun begynder at tælle sig frem til de tyve første i rækken. En anden kvinde, også i dragt, kommer ind i gårdsrummet. Hun henvender sig til de resterende, som ikke er kommet med i Marens første optælling og forbereder dem på, at hun nok skal tage dem med en tur i byen.

Besøgende på tur med vægterkonen Maren Jensen i den gamle købstad anno 1864. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.

Maren kigger på de af os, som står som hendes følgesvende, hun får øje på nogle børn i skolealderen. Hun forklarer børnenes forældre, at det ikke er helt ufarlig at bevæge sig rundt i byen her ved aftenstid. Hun kigger på dem i stilhed et kort øjeblik. Maren opnår vores fulde opmærksomhed, idet hun forsøger at koble antal lygter med antal mænd til at bære lygterne. Hun udpeger én til at være den sidste. Han skal sørge for, at hele gruppen er med og at alle porter bliver lukket forsvarligt efter os. Selv går hun foran og leder vej. Gruppen følger efter Maren, som med sin sang leder os bort fra det lukkede gårdsrum, og ud igennem en port ved Møllerens hus. Her kommer vi ind i et andet gårdsrum som ligger uden for det område som almindeligvis er åbent for publikum. Vi stopper op, hvorefter formidleren går ud af rollen som Maren og indtager rollen som formidler ved Den Gamle By. Hun fortæller, at hun nu skal tage os med tilbage til en købstad anno 1864. Hun vil vise os byen, som den kunne have set ud fra en vægterkones ståsted. Vi får blandt andet at vide, hvad vægterens funktion i en købstad var i 1864. Hun fortæller, at sangen, som hun sang på vej herhen, består af vægtervers, versene fortalte folk i byen, hvad klokken var. Så vidste de, hvornår de skulle stå op eller hvor længe de måtte blive liggende, før de skulle op om morgenen. Vi får endvidere at vide, at en familie som Maren Jensens ville have haft ca. 12 lys i løbet af et helt år. Da de historisk faktuelle oplysninger er videregivet, går formidleren atter i rolle som Maren Jensen. Hun forklarer, at nu skal vi gå videre således, at vi holder tiden i forhold til vægterversene.

Maren standser op ved åen mellem Lilletorv og Brostræde. Her bider hun mærke i en gadelygte som ikke lyser. Hun tænker højt, at det må hun huske at fortælle til sin mand, så den kan blive lavet. Hun fortæller om, hvordan hele byen kom i beredskab, når der var ild løs. Man henter vand i åen til at slukke ilden med, og spandene går fra mand til mand i en lang kæde. ”Ja, kvinderne er såmænd også med. Alle hjælper til, selvom det betyder, at de skal ud i byen om natten i bare særken. Brande bliver slukket på den måde – via kæder lavet af byens befolkning”, forklarer Maren. Vi får også at vide, at købmanden har en særlig interesse i at holde sig på god fod med vægteren, for så bliver der holdt et ekstra godt øje med hans hus. Hjælpen vil således komme hurtigere frem, hvis det skulle være ild løs. Maren fortæller, hvordan købmanden stiller drikkelse frem til vægterne og andre, der arbejder i byen ved nattetid. Så kan de varme sig i de kolde timer. Mens Maren fortæller om vægterens brandværnsfunktion, er publikum omhyggeligt placeret med en synsvinkel, som afskærer den visuelt dominerende bygning, Prismet, fra vores oplevelse af byen og fra de indre billeder som Maren maler frem hos os med sin fortælling. Hun afbryder sig selv med sætningen: Nå! Vi må hellere se at komme videre”. Gruppen følger efter hende i retning ad torvet.

På Torvet standser vores gruppe op, og vi kigger op på Møntmestergården, mens der bliver fortalt om møntmesteren, som bor der: ”Han har en flot lysekrone, som skinner og næsten lyser hele torvet op, og han har lys i vinduerne, således at ”vi fattigfolk også kan få glæde af det”, forklarer Maren. ”Møntmesteren er så rig og det er hændt, at han har tændt lys selv i måneskin og somme tider også ved højlys dag”, fortæller hun ivrig. Vi får beskrevet Møntmestergården, som den ser ud ved festlige lejligheder. Kvindernes kjoler stråler i glansen fra lyset, mens fattigfolket står på torvet og kigger op på dem, ”for det er så kønt så kønt, næsten som festfyrværkeri”, beretter hun drømmende. ”Deres kjoler er af silke, ikke sådan noget uldent noget som Maren har. Nej, det er det fineste silke. De rige kvinder ved at vise sig frem i vinduet, således at os fattige kan nyde synet”, siger Maren nærmest taknemligt. ”Nogle gange (…) ja, det er ikke fordi man snager (…), men man kan lige se op i loftet og der er det bare det flotteste fugleloft!”, beskriver hun.

Maren fortæller om H. C. Andersen, at det er spået ham en lys fremtid: ”En gang i fremtidens Odense vil der være store illuminationer til ære for ham. Ja, han er jo ikke så gammel her i 1864, men i fremtiden er det spået, at han bliver en stor mand.” Maren fortæller endvidere om Gamle Johanna. Hun har sagt, at der i fremtiden vil være lys nok til alle og der vil også være lys i gaderne. Ikke bare på de riges hushjørner som nu, men også lys som vil lyse for de fattige. Det tror Maren ikke rigtig på. ”Måske kan det hænde der er mere lys til de rige, men de fattige, som Maren selv, vil nok aldrig få så meget lys at hun kan fråse med det”, tvivler hun højlydt. Da Maren fortæller om Gamle Johanna, vinker hun os tættere på, således at de andre på torvet ikke skal høre, hvad hun siger. Hun understreger, at hun ikke render med sladder, men at det er Gamle Johanna, der har sagt det – så derfor må det være rigtigt. Hun holder en kort pause i sin monolog, hvorefter hun leder gruppen videre forbi bagerens butik i Algade.

Bageren i Algade. Et varmt lys og duften af vaniljekranse strømmer ud fra butikken, når man går forbi. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.

Maren drejer af fra den forholdsvis brede Algade og ind i den trange gyde, som leder hen til smedjen. Mens vi går, synger hun et vers af vægtersangen. Mange refleksioner når at strømme igennem ens hoved mens man går og lytter til hendes sang. Lidt henne ad gyden stopper Maren op og forsikrer sig om, at vi fortsat er med: ”Ja, nu skal vi ned til bygrænsen, ja, det tør vi godt, ikke sandt?”, spørger hun og får en bekræftelse fra nogle fra gruppen. Vi runder hushjørnet, hvorefter vi kommer ind i smedjens gårdsrum. En af gårdsrummets vægge er et højt stakit, det adskiller byen (Den Gamle By) fra området omkring (Botanisk Have). På den anden side af stakittet er det bælgravende mørkt. Vi stopper op og placerer os med ansigtet vendt ud mod mørket. Maren stiller sig foran os. Hun ser på en dreng i teenageårene, mens hun fortæller, at store Christian, som næsten er to meter høj og bred som en trillebør over brystet, er stoppet som vægter i byen. Han var en rigtig god vægter som sørgede for at holde rakkerpakket uden for hegnet og de fattige inden for. Nu er han stoppet og de skulle gerne have haft en ny med de samme kvaliteter. ”Det kan være, at den unge herre kunne fristes til at arbejde som vægter her i byen?”, spørger Maren drengen. ”Det kunne jo være fristende for en fattig mor, der ikke havde nok mad til sit barn at planke over på den anden side og hente nogle aks, så det kunne blive til grøden næste morgen. Men det skal man jo ikke! Det er jo at stjæle. Det kan se ud ad lidt for den, der er i nød, men tænk nu, hvis alle skulle gøre det. Men det er nu ikke Store Christian, som Maren er mest bange for. Det er ikke derfor, hun holder sig inden for bymuren, neeej. I ved jo, at der ude – der liggergalgebakken”. Maren fortsætter: ”Der var engang en gammel mand, der blev hængt for hestetyveri her på galgebakken og det viste sig, at han var ganske uskyldig. Ja, så nu går han igen der ude på markerne. Hvis man kommer til at se ham, ja så vil man ikke leve ud året, siges det”, advarer hun. Der bliver helt stille i gruppen et kort stykke tid. Ingen siger noget, men står og stirrer ud i mørket på den anden side af bygrænsen.

”Var der andre end mig der hørte nogen skreg lige før?”, spørger Maren. Hun trækker atter vores opmærksomhed tilbage til sin fortælling. ”Det var jo den her pige, der engang tjente på en købmandsgård. Det var nu ikke vores købmand. Nej, han er såmænd en god mand. Men denne købmand, han var en rigtig grim mand. Og ond var han også. Han ville have, at hun skulle udføre andre tjenester end bare stå og lave mad og sådan noget. Så gik det som sådant noget gør, at hun kom i ventende omstændigheder. Hun havde forsøgt at fordrive fosteret, men det lykkedes ikke. Det er jo sådan, at hvis det vides, at man sådan går og venter barn, ja så ryger man jo ud fra sit tjenestested. Så hun skjulte det igennem hele graviditeten. Ja, det kan jo være meget under sådan nogle skørter”. Maren hiver ud i sine egne skørter, mens hun fortæller. ”Og da hun kunne mærke, at nu var det nu, så gik hun ud på markerne og fødte. Hun fødte i dølgsmål, ja det er jo, når det er ingen der ser eller hører det. Ja, så endte det med, at hun kvalte det og begravede det i uindviet jord. Den stakkels pige kunne jo ikke leve med sig selv, så inden det var gået et år, havde hun taget livet af sig. Ja, nu siges det, at hun stadig går der ude på marken og skriger efter sit barn. Og det er hende vi somme tider hører om natten”. Den frygtelige historie efterfølges af en total stilhed i gruppen.

”Ja, er der andre, der vil med videre, så kunne det være, vi skal bort herfra”, foreslår Maren og begynder at bevæge sig hen mod en lille åbning mellem den ene husvæg og det høje stakit. Maren synger et vers af vægtersangen og leder vej. Vi kommer forbi brandklokken i sprøjtehuset lige ved åen. Maren stopper sin sang, hun peger op på klokken på gavlen og siger, at det høres over hele byen når der bliver ringet med klokken. Hun vender sig om igen og fortsætter sin sang mens hun leder os forbi de parkerede hestevogne, og vi kan høre hestevognens bjælde ringer og lirekassemanden spiller. Vi går videre op Vestergade og ind i Apotekergården. I Apotekerhaven stopper vi op og har ansigtet vendt mod urtehaven. Vi får at vide, at apotekeren har sin egen udendørslampe hængende på gavlen. Han vil ikke betale for, at vægteren skal passe den. Det betyder, at han selv skal tænde for den. Det er også ham selv, som skal huske at slukke for den om natten og lade den være slukket i måneskin. Vi får også at vide, at før man fik gaslamper, sådan som de to lamper vi kan se ved byporten, så brændte man med tran. Mens Maren fortæller, kigger vi i retning af museets tidligere indgangsparti, hvor to gaslamper stikker op bag husene og gløder med et varmt og blødt lys. Vi får fortalt, at det lugter og oser meget intenst, når der brændes med tran. Maren husker en gang, hvor hendes far kom til at hælde hele spanden med tran ned over sig. ”Og selv om min mor skrubbede og skurede ham, ja, så lugtede han nu i flere dage af rådden fisk. Det er jo lavet af afkog på fed, rådden fisk, så det lugter jo noget. Ja, Maren gik nu ikke herind for at fortælle om rådden fisk, hun gik herind, fordi hun har et lille ærinde herinde. Så hvis I lige vil vente her et øjeblik(…)”. Hun smutter hen til et af urtebedene med sin lygte. Da hun kommer tilbage, beder hun en i gruppen om at holde hendes lygte. Hun bruger skæret fra lygten til at lyse på den lille urt, som hun har ”lånt” i Apotekerhaven. ”En gang i mellem er det nu smart med lidt mørke, hvis man nu skal ind og låne lidt. Apotekerfruen herinde, ja hun er så nøjeregnende med sine planter, så det er bedst at komme her i mørket, for da er der mindst chance for, at man støder på hende”. Hun holder urten hen til lyset og viser rødderne frem: ”Ja, det kan være I kender den. Historien siger, at en gang blev djævlen rigtig sur på denne plante, fordi den gjorde så meget godt for os mennesker. Hvis man for eksempel laver et lille afkog og gurgler det i halsen, man må endelig ikke synke det, ja, så tager det din halsbetændelse. Så tog djævlen og drog den lige op med roden – og for at få trolddomskraften ud af den, så tog han et bid af den. Men det lykkedes ham ikke at ødelægge den. Den har stadig denne lille rod tilbage.” Maren holder roden højt op, så flere har muligheden for at se den. ”Men det er nu ikke det, Maren hun skal bruge den til, nej. Den lille rod her nede (…)”, vi kigger på roden som holdes op til lyset fra lygten, ”hvis man tager den og kommer den ned i en lille pose, helst af silke, og lægger den under sin mands hovedpude, ja så render han ikke sådan til andre kvinder og varmer sig om natten. Ja, når man nu har en mand, der er vægter, så er det bedst at være på den sikre side. Det kan være vi skulle gå op igennem her, så apotekerfruen ikke fatter mistanke”.

Det, at publikum er med til at bære lygterne, skaber et engagement i historien. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.

Gruppen følger Maren videre langs med urtebedene. Fremme ved et højt stakit åbner Maren en port, hun leder os igennem porten og videre ind i skolegården. Den sidste lygtebærer bliver bedt om at lukke porten efter os. Maren synger ikke nu, og hun bevæger sig hurtigt. Da gruppen står inde på den lukkede gårdsplads og porten er lukket, fortæller Maren, at her bor skolemesteren. Hun peger op på den gule renæssancegård. ”Skolemesterens kone er blevet så fin på det og hun har fået den idé, at hun vil have lokum indenfor. Hvad skal det nu til for?”, undrer Maren. ”Ja, hun er lidt nærig i det, så hun stiller ikke nogen dram til natmanden, når han skal komme og tømme spanden. Det skal man jo!”, pointerer hun, mens hun kigger undersøgende ud over gruppen, som står og lytter, inden hun fortsætter, ”Ja, det husker I nok, når I skal have jeres lokum tømt, at I lige stiller en dram ud til natmanden”. Flere griner indbyrdes. ”Skolemesterens frue vil ikke have natmanden rendende ind igennem huset. Han skal jo hele vejen udenom, før han kommer til lokummet, og så hænder det jo, når man ikke får sin dram, at man sådan kommer til at ryste lidt ekstra på hånden, idet man bærer spanden hen over gulvet. Ja, det er nu ikke alle steder, det er godt at komme. Købmandsgården, det er en rigtig god gård at komme i, købmanden stiller somme tider tæpper ud, så en kan varme sig lidt en koldvinternat og få en lille snak, før man skal videre. Ja, så holder man jo også lidt ekstra øje med hans hus. Hvis det nu en dag var hans hus, der brændte. Ja, det har skolemesterens frue nu ikke forstået. Det kan være hun skal lære det på den hårde måde”.

”Ja, nu synes jeg vi skal gå op til præsteenken, hun plejer da at være så sød, og somme tider beder hun os indenfor”, foreslår Maren og leder os igennem portrummet og ud på Vestergade. Vi drejer fra Vestergade og går op ad gaden ”Navnløs”, mens Maren synger et nyt vers af vægtersangen. ”Vi gør lige et stop her”, siger hun uden for det langstrakte fynske hus, Eilschous Boliger, som tidligere har huset præsteenker. Lyset er tændt indenfor. ”Her bor Præsteenken med sin datter Christiane. Hvis hun opdager os kan det være, hun beder os indenfor”, siger Maren håbefuldt. Vi står foran indgangsdøren og venter. En ung kvinde kommer til syne i det småternede vindue. Hun holder et lys i en stage med den ene hånd og med den anden hånd holder hun gardinerne til siden, således at hun bedre kan se ud. Da hun kommer ud i døråbningen, spørger hun, om Maren nu er ude på sin runde, hvorefter hun inviterer os indenfor. Christiane har en blå krinolinekjole på, hvilket signalerer en højere status end Marens uldkjole med forklæde. Hun skal til at holde skumring, da vi kommer. Hun synes, at det er så hyggeligt, når man er flere til det. Inden vi går ind, beder Maren om lygterne, som de udvalgte mænd har båret hele vejen. Hun puster omhyggeligt lyset ud, hvorefter hun stiller lygterne på bænken langs husvæggen. Vi træder indenfor, først går vi igennem en lille gang og så ind i stuen, hvor vi inviteres til at sidde ned. Enkelte sætter sig på gulvet foran det ovale stuebord som står med sofa og stole langs væggen, mens andre igen presser sig op ad en væg – for at gøre plads til flere.

Mellem de to vinduer, som vi lige har stået og kigget ind ad, står et bord. Et spejl hænger på væggen over bordet. Vinduerne, spejlet og bordet danner den scene, hvor en dialog mellem Maren og Christiane udspiller sig. Christiane stiller sig foran det ene vindue og er vendt mod os, mens Maren, som står med siden til os, er vendt mod Christiane. Christiane fortæller, at nu, når der er så mange gæster, så skal de da have lysedugen frem. I rummet hersker der en stilhed og koncentration, mens hun trækker en skuffe ud fra bordet. Op fra skuffen tager hun en hvid dug som hun lægger oven på bordet. Med det lys, hun har hentet os med, tænder hun en andet lys, hvorefter hun stiller det på bordet oven på lysedugen. Handlingen har til forsmål at fremhæve, hvordan den hvide dug er med til at øge effekten af lyset. Det levende lys spejler sig endvidere i både spejlet på væggen og i vinduerne, og gruppen synes overvældet af den effektfulde virkning. Stilheden er stadig fyldig i rummet. Det andet lys, det Christiane anvendte som fyrtøj, puster hun forsigtigt ud. Hun holder hånden frem og afskærmer, således at hun forhindrer stearinen i at komme på afveje. Rummet oplyses nu kun af det ene stearinlys, der står oven på lysedugen og spejler sig i spejlet og i vinduerne. Der er skabt en lille intim scene. Maren hvisker: ”Åh, den nydelige lysedug”.

Christiane fortæller, at hun skulle til at holde skumring da vi kom. Hun afslører, at hun ikke ved, hvordan herskabet plejer at bruge denne tid på døgnet, hvor vi kommer fra. Selv husker hun, at hjemme på præstegården, hvor de boede dengang hun voksede op, der var der altid mange mennesker til at holde skumring. ”Når mørket faldt på, sad vi og fortalte historier og lod roen sænke sig. Vi fortalte historier fra dagen der var gået og nyheder fra omegnen og blev sådan holdt opdateret med, hvad der skete. Det hændte nu, at mor og far tog sig en lille lur der i halvmørket”. Maren supplerer: ”Ja, så kan det jo heller ikke ses så tydelig, om man sidder der og slumrer lidt i mørket”. Christiane fortæller, at det hændte nu også, at de sang lidt når de sat rundt bordet og holdt skumring. ”Det kunne jo være, når vi nu er så mange, at vi så skulle tage en lille sang?”, foreslår Maren. ’Dejlig er jorden’ bliver foreslået, og Maren fortæller, at sangen er helt ny, men hvis vi kender den, så er det bare at synge med. Hvis man ikke forstår ordene, kan man jo bare nynne melodien. Christiane kommenterer, ”det kan være de unge har lært den i skolen. Ja, de ældste kender den nok fra kirken, jo”. Maren skynder sig at tilføje, ”ja, nu er det jo ikke en overhøring dette, så dem der ikke kender ordene kan jo bare nynne med – der hvor ordene mangler. Det sker der ikke noget ved”.

Skumringstime i stuen hos præsteenkens datter i Eilschous Boliger. Foto: Mie Bøggild, Den Gamle By.

Alle synger ’Dejlig er jorden’ med dens tre vers, sangen efterfølges af en fyldig stilhed. Maren afbryder stilheden ved at fundere over ordene i sangen. ”Ja, en forstår nu ikke det hele, men det lyder nu kønt.” Hun fortsætter: ”Christiane har da været heldig med de lys, de brænder så nydelig”. Hun kan fortælle, at det samme ikke var tilfælde med de sidste lys, som hun og manden Søren købte. ”Vi købte dem nok lidt for billigt. Ham vi købte dem af, var sådan en kratlusker”, afslører hun. Flere griner og Maren fortsætter, ”de spruttede og vægen skulle hele tiden klippes, fordi den kom til at hænge ud over kanten. De har jo nok kommet grankogler i”. Christiane kender til dette fænomen og supplerer: ”Ja, så kan de jo spare lidt på tællelysene. Her op til jul er det jo godt at spare lidt på tællelysene, så man har nogle til det bliver jul”. Maren kommer til at tænke på julen og drejer samtalen over i denne retning: ”Ja, hun har jo tænkt på, at når det bliver jul, så skal hun ud og se ind ad vinduerne hos dem, som har juletræer. Der er nogle, der er så venlige at sætte dem hen foran vinduet, så vi andre også kan få glæde af dem. Skal I have juletræ?”, spørger hun Christiane. Christiane ryster på hovedet og siger lidt stille: ”Nej, det skal vi nok ikke. Vi har ikke råd og mor synes, det er sådan en hedensk skik. Ja, hun selv synes da, de er så nydelige”. Maren er ikke enig i præsteenkens begrundelse og udbryder i en skråsikker tone: ”Ja, nogen hedensk skik – det er det da ikke! Du kender da godt historien om det første juletræ?”. Christiane kender ikke til historien, og Maren begynder at fortælle: ”Ja, hun har selv hørt den til skumring. Det var jo sådan, at …, ja, I kender jo nok historien om det lille Jesubarn, – og lige præcis der, på den allerførste julenat …, der stod der et lille træ lige uden for den stald, hvor Jesubarnet blev født. Pludselig var det som om, det skinnede sådan inde i stalden. Det lille træ undrede sig noget, detvar jo lidt nysgerrigt. Det strakte sig sådan på sin stamme for bedre at se, hvad der skete – med lidt hjælp fra vinden kunne det strække sig lidt ekstra. Derinde så træet en kvinde, der sad og vuggede et lille barn. Det var ikke et helt almindeligt lille barn… for det var… som om barnet … det lyste. Kvinden, som vuggede det lille barn, lagde det i krybben, og der kom det skønneste lys fra vuggen. Det var som om alle dem omkring stod og beundrede det nydelige lys. Pludselig skete der noget. Det var … som om lyset fra stalden kom ud og lyste på træet, og træet sugede lyset til sig. Træet begyndte at vokse og ud fra stammen kom der grene, ud fra grenene kom der kviste og på kvistene kom der små grønne blade, selvom det var midt om vinteren. Jo mere træet så på lyset, jo mere lys fik det. En engel så, hvordan det lille træ sugede lyset til sig. Den fløj op til Vorherre og fortalte, hvad den havde set og Vorherre velsignede træet med grønne blade hele året. Han velsignede træet med frugter, som voksede ud fra grenene. Der stod det lille træ den allerførste juleaften. Det var det allerførste juletræ. Og siden da har træet fået lov til at stå grønt hele året. Det er derfor vi tager det ind juleaften. Frugterne og lysene, ja, dem må vi selv putte på, det kunne ikke blive til, at de sådan skulle hænge der hele året”. Christiane, som har lyttet interesseret til Marens fortælling om det første juletræ, sukker; ”Det var sandelig en dejlig historie. Det er jo også rigtigt, at grantræet står grønt hele året”. Maren foreslår følgende: ”Ja, hvis Christiane fortæller det til Præsteenken, kan det være, at hun ændrer mening og der kommer juletræ i hjemmet til jul. Og så kunne det jo være, at de ville være så venlige at stille det hen ved vinduet, således at vi andre også kan få glæde af det”, tilføjer hun håbefuldt, hvorefter hun kommer i tanke om sin pligt. ”Nå, vi må vidst hellere videre. Klokken skulle nødig gå i slag uden at Maren får sunget sit vers. Ja, Maren er glad for at have fået varmen, det er jo noget koldt derude. Men vi får hellere gå videre. Adjøs”. Både Maren og gruppen takker pænt, inden vi i samlet flok former en slange af mennesker, som snor sig fra stuen og ud igennem det smalle indgangsparti.

Udenfor samler Maren tropperne, hvorefter hun går ud af rollen som Maren. I rollen som museumsformidler takker hun for, at vi har fulgt med på rundvisningen. ”Jeg håber, I har nydt det og at I har fået en fornemmelse af, hvordan det ville have været i 1864 at gå rundt om natten. Så skal I tænke, at det kan ske, I har synes, det har været lidt mørkt. Så skal I huske på, at havde det været en rigtig købstad i 1864, så havde det været endda mørkere. Da havde vi ikke kunnet se den flom af lys, som kommer fra Aarhus by og som skaber genskin i skydækket”. Inden vi forlader området vil hun høre, om der er nogen, som har spørgsmål.

Ingrid Vatne er ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

————

I forbindelse med Ingrid Vatnes undersøgelse af publikumsoplevelsen omkring Lys i Mørket, lavede Den Gamle By små justeringer i rundvisningen.

Dobbelt digitalisering

En del af mit daglige arbejde som museumsinspektør er at svare på spørgsmål. Jeg får tit spørgsmål om betydningen af forskellige tekstil- og dragtord fra slægtsforskere, forfattere og andre museumsfolk, litteraturhistorikere og alle mulige andre interesserede. Digitalisering er i øjeblikket en meget effektiv metode til at dele viden med mange mennesker og ikke kun dem, der spørger direkte. Digitalisering kan også åbne op for inddragelse af manges viden. 

I disse år arbejder vi på et stort digitaliseringsprojekt af historiske dragt- og tekstilord. Projektet hedder textilnet.dk og foregår primært i Den Gamle By i et tæt samarbejde med en arbejdsgruppe af forskere fra hele landet. De fleste af dem er medlemmer af det faglige netværk, dragtpuljen, og nogle af dem arbejder på Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet.

Udgangspunktet for textilnet.dk er seddelkartoteker over ord indsamlet af dragt- og tekstilforskerne Erna Lorenzen og Ellen Andersen. Her ses Erna Lorenzens kartoteksæske, som er fyldt med små kartotekskort med nydelige, håndskrevne termer og definitioner.

Arbejdsgruppen i dragtpuljen har siden 2004 arbejdet frem mod det mål, der nu bliver realiseret på basis af generøs fondsstøtte og en bevilling på 1,1 million fra Kulturstyrelsen. Cand. mag. Birka Ringbøl Bitch er projektansat på textilnet.dk og arbejder med at gennemgå ord og definitioner, der bliver stillet op i det format, som arbejdsgruppen har udarbejdet.

Ordene i textilnet.dk bliver stillet op med deres forskellige variationer. Der kan være mange stavemåder af det samme ord eller betegnelser for det samme tekstil. Desuden noterer vi sprog og formulerer en kort definition. Vi omtaler tid, fordi ord kan ændre betydning over tid, og giver en grundig forklaring samt tilføjer eventuelle meningsbærende citater. For hvert ord er der et afsnit om kilder. Databasen anvender MediaWiki, som er vidt udbredt, og derfor kendt af brugerne, og som – næsten mest væsentligt i denne sammenhæng – bliver opdateret.

Birka undersøger alle ordene på kartotekskortene i en række opslagsværker.

 

Holberg, dagbøger, gamle breve og andre tekster 

Men hvorfor i alverden skal vi digitalisere ord? Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt, hvad Holberg mente, da han skrev følgende i sin epistel nummer 365, som oprindelig udkom i 1750?

”Jeg kand ikke nægte, at de gode Herrer jo derudi have Ret, jeg priser deres Nidkiærhed, og tilstaaer, at jeg længe selv haver ønsket denne Modes Afskaffelse, eftersom, uden at tale om dens Forfængelighed, den vanskaber Fruentimmeret i mine Øjen saaledes, at, om jeg nu skulde faae i Sinde at gifte mig, maatte det blive enten med en Stue-Pige eller en Bonde-Pige, som have en naturlig Dragt, med mindre udi Ægteskabs-Contracten blev indført en Artikel om de harniskede Skiørters Nedleggelse”.

”Harniskes Skiørter” betyder det, at kvinder i midten af 1700-tallet var klædt i en slags rustning? Man ser amazoner med skjold og sværd for sit indre blik. Men nej, det er ikke det, Holbergs ironiske kommentar om den hotteste mode handler om. Den handler om undertøj, om den slags undertøj, der omskaber kroppen, så man slet ikke kan se en kvindes ben. I midten af 1700-tallet var det moderne med brede underskørter afstivet med ovale ringe af for eksempel det fleksible materiale hvalbarde. Skørterne dannede en slags telt om underkroppen, og de fornemme silkestoffer i kjolerne blev løftet og formet af underskørtet. Arbejdet med textilnet.dk bunder i en overbevisning om, at ord er en kulturarv, der skal bevares for eftertiden, sådan de næste generationer også kan more sig over Holbergs humor eller forstå gamle tekster om deres egen familie og alt muligt andet, hvor man støder på historiske dragt- og tekstilord.

 Billeder og ord skal kædes sammen

Billeder øger forståelsen. Textilnet.dk arbejder med en dobbelt digitalisering på den måde, at Bodil Brunsgård i øjeblikket scanner de dias af tekstilprøver, som mag.art. Ingeborg Cock-Clausen i 1980’erne optog i danske arkiver og museer. En del af billederne publicerede Ingeborg Cock-Clausen i bogen ”Tekstilprøver fra danske arkiver og museer 1750-1975”, som udkom på Borgen i 1987; men mange af billederne har aldrig været publiceret før. De rummer en visuel skattekiste, hvor term, stofprøve og datering i de heldigste tilfælde bliver kædet sammen.

Væveprøver af stoffer produceret i Indien i 1718. Her er tekstil, datering og betegnelse på samme billede. Ingeborg Cock-Clausens originale dias tilhører Designmuseum Danmarks Bibliotek og bliver nu scannet som en del af textilnet.dk-projektet.

Bodil Brunsgård scanner Ingeborg Cock-Clausens originale dias fra 1980’erne og bearbejder dem efterfølgende for at få den bedst mulige udgave.

Med textilnet.dk bliver mange, mange ord samlet på et sted til brug for alle interesserede. Allerede nu har vi kontakter med andre forskere i England, Frankrig, Norge og Indien. Arbejdsgruppen for textilnet.dk samarbejder med Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mere viden 

Erna Lorenzen var museumsinspektør i Den Gamle By fra 1959 til 1979 og blev dr. phil. på afhandlingen ”Folks Tøj i og omkring Aarhus” i 1975. Den kan købes i Butikken i Den Gamle By. Læs mere om Erna Lorenzen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1908/

Ellen Andersen var museumsinspektør på Nationalmuseet og publicerede flere bind i værket ”Danske Dragter, Moden i Danmark”. Læs mere om Ellen Andersen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/336/origin/170/

Tak for støtte til

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Kong Frederiks og Dronnings Ingrids Fond

Augustinus Fonden

Farumgaard Fonden

Kulturstyrelsen

 

Link til dragtpuljens hjemmeside:

www.dragt.dk

 Link til Dansk Center for Tekstilforskning:

http://ctr.hum.ku.dk/

 Læs mere om textilnet.dk her:

http://www.dragt.dk/orddatabase

http://ctr.hum.ku.dk/otherprojects/danishcostumegroup/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/422666%3aDanmark–Hvad-betyder-aal-i-stroemperne

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/SyddanskUniversitet20nov2008PUB.pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Tekstiler i skrøbelighedens museum

I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.

Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.

 

Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/

 Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.

 

Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.

Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper. 

 

Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.

Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.

Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.