Julen er erindringens tid

Denne juleferie har for mange ikke været som den plejer, ligesom nytårsfejringerne for flere også må justeres af hensyn til de gældende Corona-anbefalinger. Bliver det så en mindeværdig jul? Ja, det gør det nok, men også en jul, hvor vi i mindre grad har trænet vores erindring ved at mødes og genfortælle historier om, hvordan vi tidligere har fejret højtiden.

Julen er gentagelsens- og traditionernes tid og derfor også erindringens tid. Og erindring betyder noget. Det er noget vi har observeret i Den Gamle By gennem vores arbejde med ældre, der er ramt af demens.

I Den Gamle By findes erindringslejligheden. Den er indrettet som i 1950’erne og i lejligheden laves der særlige forløb for ældre ramt af demens.

Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning ved Aarhus Universitet lavede for nogle år siden et studie, hvor ældre diagnosticeret med Alzheimer fik præsenteret den samme type af dagligdagsgenstande på henholdsvis et plejecenter og i et historiske miljø i Den Gamle By. På plejecentret var genstandene nyere og på museet ældre, men det var samme typer af genstande, f.eks. en telefon og et konfirmationskort. Undersøgelsen viste, at de ældres erindringer var flere og mere detaljerede ved sessionerne på museet. Det at gense noget man kender ”fra engang” gør, at situationer fra ens liv pludselig dukker op igen.

For personer, der lider af demens, er minder ikke kun en interessant akademisk foreteelse – det betyder også noget for deres velvære. Det har flere undersøgelser vist, blandt andet på museerne. I et Erasmus støttet projekt blev over 100 ældre demensramte observeret på Den Gamle By og i fire andre europæiske frilandsmuseer, mens de lavede erindringsvækkende aktiviteter. Dette store materiale viste, at de ældre havde det godt, når de var i historiske rammer fra deres ungdom, kunne de huske ting fra deres eget liv og talte sammen om dem. Over 80 % af tiden var de interesserede, opmærksomme og havde godt selvværd og en positiv følelsesmæssig tilstand.

Resultater af den Erasmusstøttede undersøgelse ”Active ageing and Heritage in Adult Learning” om velbefindende hos ældre med demens i forbindelse med erindringsforløb på frilandsmuseer. I alt deltog 118 ældre ramt af demens i undersøgelsesprojektet.

Erindringer er ikke kun vigtige for Alzheimerpatienter og andre med kognitive problemer. Det betyder også noget for pårørende til demensramte og deres samvær med deres nærmeste. I de sidste måneder er der i Den Gamle By blevet afholdt forløbene ”Erindring og Fællesskab” for personer med demens og deres pårørende. Ideen til disse forløb kom efter dialog med de europæiske kollegaer, der deltog i det fornævnte Erasmusprojektet. Inspirationen kom også fra det velkendte mødregruppe system: At man mødes med nogle ligesindede, når livet pludselig tager en drejning, ens fokus bliver et andet og gamle venner ikke helt forstår en på samme måde. Projektet var støttet af en pulje fra Slots- og Kulturstyrelsen, der hjalp udsatte i forbindelse med Coronapandemien, og gik ud på, at en lille gruppe med tre – fire par bestående af ældre ramt af demens og en pårørende hertil mødtes fire gange i Den Gamle Bys erindringslejlighed. De pårørende fik ligesindede at snakke med, og de demensramte kunne blomstre op og leve deres liv med den fortid, de stadig husker.

Ved et af de sidste sessioner, som blev gennemført før Corona-restriktioner lukkede forløbene, deltog også en journalist fra Kristeligt Dagblad. En af de pårørende som deltog i forløbet fortalte journalisten: ”Først gik jeg med for min mands skyld, men nu kan jeg se, hvor meget jeg selv får ud af det. Det er, som om jeg har fået min mand tilbage. Det er den bedste oplevelse, jeg har haft i mange år.”

Et udsagn som dette og Erasmusundersøgelsen af de ældres udbytte af forløbende i Den Gamle By minder os om at udveksling af historier og erindringer ikke kun er luksus og small talk. Det er også nærvær, glæde og mening med livet. Jeg håber, at mange i årets juleferie både kan tage hensyn til smitterisikoen og kan være sammen om at udveksle historier og minder – hvis ikke fysisk så gennem telefon og computer. For det at have et godt liv handler ikke kun om at holde sig smittefri, men også om at tale og mindes sammen.

God jul, godt nytår og glædelig fortællinger.

Forløb i Den Gamle Bys erindringslejlighed. Modelfoto.

En kortere udgave af dette indlæg blev 29. december 2020 publiceret i Århus Stiftstidende.

Hvem besøgte Den Gamle By i 2019, og hvad syntes de besøgende om museet?

For et par uger siden udkom Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2019 og data fra Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse er også blevet tilgængeligt.

De to opgørelser viser, at de danske museer er meget populære med 15,6 mio. besøgende i 2019, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to opgørelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2019.

At møde Den Gamle Bys medarbejder er noget museets besøgende vurderet meget højt. En medarbejder er har travl hele sommeren er postbuddet fra 1974. Han har hele to daglige postomdelinger.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2019 523.173, og dermed var museet Danmarks fjerde mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgende var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 36.587 børn, hvilke gjorde museet til de tredje mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 93.430 besøgende børn, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn, med i alt 130.017 børn hvilke svare til 5 % af alle børn der har besøgt et museum.

Besøgende på besøgssteder – top fem
Louisiana Museum of Modern Art 757.163
ARoS Aarhus Kunstmuseum 547.247
Christiansborg Slot 523.362
Den Gamle By 523.173
Ny Carlsberg Glyptotek 514.608
Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – top fem
Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum 93.430
ARoS Aarhus Kunstmuseum 77.351
Frilandsmuseet (Nationalmuseet) 66.119
Cisternerne (Frederiksbergmuseerne) 64.614
Skibene på Holmen (Nationalmuseet) 64.320
Børn og unge under 18 år, undervisning – top fem
ARoS Aarhus Kunstmuseum 51.413
Statens Museum for Kunst 42.766
Den Gamle By 36.587
Moesgaard Museum 29.339
Arbejdermuseet 23.887

Hvem besøger Den Gamle By og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2019 var 24 % af vores besøgende udlændinge. 47 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 57 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 19 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

 

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (58%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 58 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den anden hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (23%) og af en af de tredje hyppigste grupper er ”Familier med børn i alderen 0-12” (22%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 3%, som besøger Den Gamle By alene.

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet. I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,9 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. Ved undersøgelsen fra Topattrationer spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 96 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er atmosfæren, det at være et rart sted, og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed, der er de tre elementer som vurderes højest.

Opsummering

De indsamlede data fra 2019 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet. Undersøgelsen viser også at Den Gamle By er et museum som bliver besøgt på tværs af generationer.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Det er vi på museet stolte og glade for.

De tal der indtil videre er kommet ind gennem vores brugerundersøgelser for 2020 viser også at vores besøgende også i år er meget glade for at besøge museet og som det blev beskrevet i et tidligere blogindlæg De besøgende er trygge ved at besøge Den Gamle By giver vores gæster også en positiv vurdering af de tiltag museet har gjort for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

Tallene for 2020 omkring museumsbesøg bliver utvivlsom meget anderledes med hensyn til antal gæster og antallet af udenlandske besøgende. De aktiviteter museerne vil tilbyde bliver også anderledes, men jeg tror ikke de bliver dårligere. Så jeg håber af gæsterne vurderingen af museumsbesøg også i år vil blive positiv. Den Gamle By og landets andre museer anstænger sig i hvert fald for at give de besøgende en god oplevelse i år. Med den vedtagene sommerpakke, hvor der både er rabatter til offentlig trafik og halv pris på dagsbilletter til museerne er der en god anledning til at komme ud i sommerlandet, opleve noget nyt og samtidigt støtte museerne.

En af sommerens tiltag i Den Gamle By er, at museets håndværkere alle hverdage demonstrerer og fortæller om deres håndværk

Link og oplysninger om undersøgelserne:

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen. I den opsumering af undersøgelse der er lavet i denne blog er der lavet den udvælgelse, at der kun er taget tal omkring børn med, hvor antallet af børn ikke er større end det samlede opgjorte antal af besøgende.

Link til Danmarks Statistiks tal for museerne

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev 683 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på alle Danmarks statslige eller statsanerkendte museer. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2019 blev i alt 829 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Rapport med data fra nationale brugerundersøgelse 2019 for Den Gamle By

De besøgende er trygge ved at besøge Den Gamle By

Den Gamle By åbnede igen i mandags efter at have været lukket siden midten af marts som følge af Danmarks nedlukning på grund af coronavirussen. I de tre første åbningsdage lavede vi en gæsteundersøgelse for dels at høre om besøgendes oplevelse af museet, og dels for at høre om de var tilfredse med de tiltag, som museet har lavet for at gøre Den Gamle By til et trygt sted at besøge.
Konklusionen på undersøgelsen er, at de besøgende synes rigtigt godt om Den Gamle By, og at museets tiltag for at mindske risikoen for spredning af coronavirussen gør besøget trygt.

Den besøgende synes godt om museet

100 % af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med besøget, og 96 % synes at besøget i høj grad eller meget høj grad var pengene værd.


97% af de adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med den måde historier blev fortalt på museet, 93 % var tilfredse eller meget tilfredse i forhold til at lære noget nyt og 92 % var tilfredse eller meget tilfredse i forhold til museet som et egnet sted for børn og unge.



Rengøring og information ved billetsalget er noget museet særligt har haft fokus på i forbindelse med åbningen. 100 % af se adspurgte var tilfredse eller meget tilfredse med servicen og betjeningen ved indgangen, og 99 % var tilfredse eller meget tilfredse med rengøringen af museet.


Den Gamle By er et trygt sted at besøge

De besøgende blev bedt om at vurdere museet håndtering for at mindske risikoen for spredning af Corona. Den Gamle By har lavet en række tiltag med blandt andet at ensrette udstillingen, sætte spritdispenserer op og informere de besøgende om retningslinjer. De besøgende kunne bedømme museets tiltag på en skala fra 1-10, hvor 10 er er rigtigt godt.
74% gav museet vurderingen 10, 11 % vurderede tiltagene til 9 og 7% vurderede dem til 8. Det vil sige at 92 % gav museet en af de tre højeste vurderinger, og ingen vurderede museets indsat til under 6.

Undersøgelsen viser at i forhold til museets informationniveau var der 1 % af de adspurgte som var utilfredse og 85 % som er tilfredse eller meget tilfredse, og i forhold til muligheden for at desinficere hænder var der 3 % som var utilfredse og 82 % der var tilfredse eller meget tilfredse.


Ingen af de adspurgte var utilfredse med muligheden for at holde tilstrækkelig afstand til andre gæster eller muligheden for at besøge spisestederne på en tryg måde.


Der var heller ikke nogle af de adspurgte, som var utilfredse med museet ekstra rengøring eller utilfredse med personalets håndtering af de gældende retningslinjer.


Undersøgelsen er lavet i perioden 25-27. maj 2020 i samarbejde med Topattraktioner og Epinion. 11 % af Den Gamle Bys besøgende deltog i undersøgelsen.
Også i den kommende tid vil museet besøgende blive spurgt om deres tilfredshed og om de tiltag museet har lavet for at gøre museet til et trygt sted at besøge. Disse undersøgelser vil blive brugt til at evaluere tiltagene, så et besøg i Den Gamle By vedbliver med at være en god og tryg oplevelse.

Korsetter, Kvindesag og Charlestonkjoler

I 2020 har Den Gamle By en lang række tilbud i januar, februar og marts, hvor museumsinspektører og andre tager spændende sager frem fra magasinerne og fortæller kulturhistorie med udgangspunkt i genstandene. Tilmelding via link:

https://www.dengamleby.dk/mandage/

13. januar var det min tur, og jeg havde valgt fem eksempler fra museets store dragtsamling. Jeg viste dem sammen med nogle billeder, der kunne understrege pointerne. Den Gamle By har en stor samling af historiske dragter og tekstiler. Den er på næsten 20.000 genstande og er den største og bredeste tekstilsamling uden for København. Siden slutningen af 1990’erne har samlingen ikke haft permanente udstillingslokaler; men dele af den er kommet frem til tematiske udstillinger. I 2004 (Brud og Brudgom), 2005 (Ventetøj i 150 år), 2006 (Kristentøj og Dåbskjoler), 2009 (Festtøj 1909-2009), 2012 (Sko og Accessories) og i 2014 (Hønsestrik og Hot pants). Nogen vil måske huske, at jeg i 2018 kuraterede en udstilling, hvor alt var indlånt og mest fra Hendes Majestæt Dronningen. Den hed ”Fra Dronningens Garderobe” og blev vist frem til begyndelsen af september 2018.

Fra åbningen af udstillingen “Fra Dronningens Garderobe” i 2018.

Jeg arbejder naturligvis også med samlingen, når jeg producerer forlæg til kostumerne i museets Levende Historie, og i 2014, 2016 og 2019 har jeg skrevet speak til 1970’er-modeshows til tøj, jeg havde valgt fra en brugssamling, der ikke er museumsgenstande.

“Brudepar” og “bryllupsgæster” fra 1970’er-modeshow i 2016.

De dragter og billeder, jeg valgte at vise 13. januar 2020, kan fortælle et stykke social- og modehistorie og om tiden fra 1900 til 1930, hvor der skete der en revolution i kvinders liv og påklædning. Forandringerne i mænds garderober var knap så spektakulære; men fordi livsomstændighederne og lovgivningen blev ændret for kvinder, påvirkede det naturligvis mænds liv.

I 1908 fik danske kvinder kommunal valgret.

I 1912 blev vielsesritualet ændret, så kvinder ikke mere skulle love underdanighed til deres mænd.

1915 fik danske kvinder stemmeret og kunne vælges ind i rigsdagen på lige fod med mænd.

I 1924 blev historikeren Nina Bang Danmarks første kvindelige minister i statsminister Thorvald Staunings ministerium. Det var kæmpeskridt i en forandring af det danske samfund.

Kvinder fik mere selvbestemmelse.

Kvinder fik mere indflydelse.

Kvinders klædedragt ændrede sig virkelig markant i den periode og holdt op med at være så stram og snøret!

Både i Danmark og i udlandet arbejdede kvindebevægelserne hen imod en frisættelse af kvindekroppen fra snærende bånd og korsetter. Allerede i midten af 1800‑tallet havde en gruppe amerikanske kvinder forsøgt sig med en reformdragt med posede bukser, som blev kaldt ‘bloomers’ efter kvindesagsforkæmperen Amelia Bloo­mer. Dragten var i tillempet tyrkisk stil med en tunika og en kort krinoline over de posede bukser. Den slog kun an i begrænsede kredse og havde en kort levetid; men nye, mere brugbare designs af mere behagelig påklædning for kvinder dukkede op både i USA og i Europa.

Korset fra cirka 1900, hvor kvinden stadig kunne holde sin ryg rank.

I moden for kvinder har idealet gang på gang været timeglasfiguren med et slankt midtpunkt i taljen. Generationer af kvinder har nået idealet med et korset. Faconen blev opnået med afstivningsmaterialer, som kunne være træ, metal eller hvalbarde. Korsettet på billedet er fra cirka 1900 og har stålblanchetter foran og snørehuller bagpå. Blanchetterne har en lukkemekanisme. Damen skulle have hjælp til snøringen bagpå; men når først den var på plads, kunne hun selv lukke korsettet.

Korsetter var dyre at anskaffe og man passede godt på dem. Man bar dem ikke ind mod den nøgne krop. Inderst havde man en særk (datidens underkjole) – også kaldet ’chemise’ med det franske ord for særk – eller en såkaldt ’korsetskåner’, forløberen for undertrøjen. Det dyre korset skulle beskyttes mod sved og snavs, og særke og korsetskånere var syet af vaskbare materialer. Korsettet formede og støttede kroppen til idealet – og vægten af dragten hvilede i høj grad på korsettet.

Kjolen stammer fra et solidt håndværkermiljø i Viborg.

Silkekjole fra slutningen af 1890’erne

Den fine silkekjole har tilhørt hustruen til en murermester i Viborg, så der er tale om et solidt håndværkermiljø i en dansk provinskøbstad. Vi har ikke andre gaver fra denne kvinde, så vi kan godt være sikre på, at det har været hendes fineste kjole. Datteren forærende kjolen til Den Gamle By næsten 40 år efter moderens død, så hun har passet på den meget længe. Den er af sort silkesatin med en såkaldt vesteindsats af brokade. Den er todelt, som det var helt almindeligt på den tid. Dengang kaldte man de to dele, kjoleliv og skørt. Skørtet falder flot. Det gør det, fordi de fem forreste stofbaner er klippet på skrå af stoffet, så falder det blødere og mere smidigt. Ærmerne er stramme og har de såkaldte vinger foroven. Det var moderne i de allersidste år af 1890’erne. Kvinden døde i 1899; men vi ved desværre ikke, hvornår hun blev født, så om hun har været ung eller gammel, ved vi ikke. Kjolelivet har isyede stivere og det måler 66 cm i taljen. Hun har sikkert også brugt korset for at få det ønskede taljemål. Murermesterens frue har kunnet holde ryggen rank; men lige efter århundredeskiftet, i begyndelsen af 1900-tallet, blev det moderne med en ny korsettype, der var endnu mere usund. Dets facon pressede mave og rygsøjle bagud. Det blev meget betegnende kaldt: sans ventre, altså uden mave. Når mave og rygsøjle presses bagud, kommer overkroppen frem, så man kan holde balancen. Damen får en s-formet silhuette set fra siden. Kjolerne blev samtidigt konstrueret sådan, at de fik en masse poset stof på overdelen og meget betegnende blev den mode kaldt for ’gåsebryst’ i starten af 1900-tallet.

Forlovelseskjole fra 11.11.(19)11.

Forlovelseskjole – 11.11.11 – altså 11. november 1911 – måske lidt talmagi indblandet. Den ser romantisk ud, men det var meget usundt at presse rygsøjlen tilbage på den måde.

Stramt snørede korsetter pressede organerne, og kvindesagsforkæmpere både i USA og i Europa kæmpede for at indføre en anden type dragter, der kunne bruges uden korset. De blev kaldt reformdragter og til reformdragterne hørte en hel anden type undertøj. Det var ikke helt uproblematisk. Det ene problem var, at tilskæringen af modedragterne forudsatte, at vægten af dragten hvilede på korsettet. Det sorte silkeskørt i en solid silkesatin og skåret i hele otte baner vejer naturligvis en hel del. Vægten af reformdragterne skulle hvile på skuldrene. Så det var et økonomisk spørgsmål at gå over til reformdragt. Det var dyrt at anskaffe nyt undertøj. Nordisk Mønstertidende bragte snitmønstre, så for dem, der selv kunne sy, var der naturligvis penge at spare. Det andet problem var, at reformdragterne havde et løse snit end de stramt korsetterede modedragter, og kvinderne risikerede at se gravide ud. Reformdragterne slog kun igennem bestemte dele af samfundet for eksempel i de mere frisindede kunstnerkredse. De fleste kender nok det berømte Michael Ancher portræt af Anna Ancher i hvid reformkjole fra 1902. Deres datter Helga Ancher blev født i 1883, så Anna var ikke gravid i 1902.

Blå reformkjole

Den Gamle By har flere af disse reformkjoler, og jeg valgte at tage denne blå reformkjole fra 1899 frem. Den er syet af et let, uldent stof, som kaldes serge, og er udsmykket med et applikationsbroderi. Hvad er det, der gør denne kjole til en reformkjole i modsætning til den sorte silkekjole? – Svaret er, at det er snittet. Kjolen er i modsætning til den sorte silkekjole en hel kjole uden overskæringer i taljen. I stedet har den det såkaldte prinsessesnit. Det er en tilskæringsform, hvor længdegående indsnit eller indsatte baner fra skulder til hofte eller kjolekant danner en tætsiddende eller en lidt løsere facon uden vandret overskæring i taljen. Damen har brugt den uden korset; men med reformundertøj, hvor vægten af dragten hvilede på skuldrene i stedet for i taljen på korsettet. Hun havde heller ingen snærende strømpebånd bundet stramt om benene. I stedet knappede hun strømperne og på reformlivstykket, en anden af undertrøjens forgængere. På den måde havde hun en større bevægelsesfrihed. Den blå kjole blev syet til en ung pige, da hun skulle på højskole, hvilket markerer et af de andre miljøer, hvor reformdragter slog igennem.

Reformkjole 1899.

Højskolerne blev steder, hvor landboungdommen blev påvirket kulturelt og underlæggende også politisk ‑ de fleste markante venstre‑politikere i begyndelsen af 1900-tallet havde været på højskole. Valg- og stemmeret var endnu bundet op på køn og økonomi, og frem til systemskiftet i 1901 kunne Kongen udnævne ministre på trods af Folketingets flertal. Den unge kvinde, der ejede reformkjolen, har sikkert oprindeligt haft et skærf til at binde løst om livet. Det ser man på mange illustrationer af reformkjoler. I 1905 eller 1906 fik hun syet en bolero af et skærf, oplyste hun, da hun som ældre forærede sin reformkjole til Den Gamle By i 1957.

Bolero 1905 eller 1906.

Herredragt fra 1909

Kjole og hvidt er det fineste festtøj for mænd på det tidspunkt. Hvis man da ikke havde en gallauniform. Faktisk er livkjolens snit bevaret helt fra begyndelsen af 1800-tallet med højsiddende overskæring fortil og lange skøder bagtil. Nogen kalder dem svalehaler. Dette sæt er fra den fine herreekviperingsforretning, Brødrene Andersen, der på det tidspunkt lå på den fornemme adresse Kongens Nytorv 28 i København. Livkjolen og bukserne er syet af fint, sort klæde, vesten af en blandingsvare af silke og bomuld. Det er skræddersyet efter mål til den dengang kendte skuespiller og teaterdirektør, Albert Helsengreen. I kan se på modellen, at vor tids træning og slankhed for mænd slet ikke var i fokus. Nej, en mand af betydning skulle have pondus. Og hvad betyder så det? Det betyder ’vægt og værdighed’, så en stor krop efter utallige fyldige middagsselskaber var ingen hindring for mænd på det tidspunkt. Husk blot Gustav Wieds ’ædedolkenes klub’ i Livsens Ondskab fra 1899, hvor byens herrer spiser og drikker sig selv fra sans og samling. Jeg siger ikke, at Helsengreen var sådan; men det peger på en anden opfattelse af kropsidealer for indflydelsesrige mænd i begyndelsen af 1900-tallet.

Herredragt fra Brdr. Andersen på Kongens Nytorv i København.

Cykling

Der er ét element mere, som jeg er nødt til at nævne i forbindelse med frigørelsen af kvindekroppen. I løbet af 1800-tallet var den deciderede sportsudøvelse også kommet til, og tøjet måtte nødvendigvis følge med. Man kan ride på en hest i damesaddel og med lange skørter; men det er umuligt at holde balancen på en cykel, hvis ikke man sidder overskrævs. Cykelsporten havde på den måde en afgørende indflydelse på opkomsten af kvindetøj med en større bevægelsesfrihed. De posede bukser, bloomers, som vi startede med, har haft en lang levetid først i form af cykelbukser senere som gymnastikbukser og endnu i år i 2020 som posede underbukser til små børn og voksne kvinder. Kvinder cyklede. I starten ikke uden modstand dengang cykling udelukkede var en sportsgren og ikke et transportmiddel.

En anonym, københavnsk herre skrev i bladet ”Idræt” i 1896:

Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden. Jeg har troet at ingen anstændige Damer viste sig i den Dragt, men man har oplyst mig om min Vildfarelse. Man har vist mig Damer af agtede Familier, som uden at rødme bar sig saa ukvindeligt ad. Jeg har overbevist mig om Faktum.

Jeg vil flytte bort fra mine kære Søer og hen i en Gade, hvor Cycling er forbudt. Jeg vil ikke se på Dekadencen. Men først vil jeg lade min Stemme høre mod denne Uvornhed. Maaske bliver jeg kun til Latter. Jeg bryder mig ikke derom. Jeg er en gammel Mand og har mit paa det tørre. Maaske gør mit Ord ogsaa Gavn et eller andet Sted”.

Billede fra Fred. Rasmussens katalog ca. 1927.

Moden overhalede reformdragterne, så det blev moderne for alle kvinder med løsthængende kjoler med en god bevægelsesfrihed. Symønstre til undertøj holdt op med at blive kaldt mønstre til reformundertøj – nu så det almindelige undertøj ud på den måde.

En 1920’er kjole

Kjolerne kunne have lavtsiddende taljeoverskæringer; men havde det ikke nødvendigvis. Hvis de havde det, var de løse og med god vidde. De blev kaldt sækkekjoler. Kjolen fra 1924-25 er en fin selskabskjole med en tylsbund, der er overbroderet med det nye materiale kaldet ’kunstsilke,’ der skulle efterligne den dyrere silke. Den har tilhørt Petra Julie Holm, der var fra 1921 gift med Peter Holm, Den Gamle Bys stifter og første direktør. – Frem til 1959 havde hun ansvaret for indsamling, bevaring og udstilling af museets store dragt- og tekstilsamling.

Kjole i kunstsilke fra 1924-25.

Nu kunne det ikke mere bevares som en dyb hemmelighed, at også kvinder havde to ben. Det kunne godt skabe forargelse blandt ældre kvinder, der end ikke havde vist deres ankler offentligt. Nye tider var kommet. Min mormor har fortalt, hvordan min tipoldemor helt frem i 1920’erne sad med konehue og dermed helt tildækket hår og forargede sig over min mormors korte, moderne 1920’er skørter. Min tipoldemor vrissede, at i hendes ungdom viste pæne piger ikke deres ankler. Ligesom den forargede herre, der skrev om de cyklende damers ben, er det et klart udtryk for et sammenstød mellem forskellige opfattelser af påklædning og ærbarhed.

Helenes brudekjole

Hvis Helene havde fået lov af sin mor, havde hendes brudekjole været endnu kortere i 1928. Hun var født i Wien i 1909, og kjolen blev syet i en af Wiens førende modesaloner. Parret blev viet i Guldbjerg Kirke på Fyn og brylluppet blev holdt hos gommens forældre. Kjolens snit er moderne for anden halvdel af 1920erne med meget korte skørter, lavtsiddende talje og spids halsudskæring Fra slutningen af 1920’erne var kjolerne mindst ligeså korte som de forargelige cykelbloomers.

Brudepar 1928.

Film var nu det helt store underholdingsmedium og sportslivet blev mere og mere udbredt. Den franske modeskaber Coco Chanel havde åbnet sit eget modehus i Paris i 1919 og hun lancerede nyt design i tynde strikstoffer og tweed til den moderigtige og sporty kvinde. Drengepigen, la garconne, med den slanke krop og de korte skørter var blevet moderne. Hun røg cigaretter af cigaretrør og havde kortklippet hår. Den lidt langsomme vals i de korsetterede kjoler blev afløst af livlige danse som Charleston og Lindy Hop. Charleston opstod blandt afroamerikanerne i byen af samme navn i South Carolina i begyndelsen af 1920’erne. De kortskørtede 1920’er kjoler passede godt til den energiske dans, som havde twistende bevægelser med benløft. Man dansede på offentlige dansesteder, hvor alle klasser svingede sig til de moderne rytmer.1920’erne-kjolerne havde tit blanke detaljer, som kunne skinne og glitre i dansestedernes fashionable, elektriske belysning.

Kvindekroppen var sat fri for det snærende korset. Dog blot for en tid, moden skiftede igen, så idealet blev et slankt midtpunkt.

Litteratur

Jørn Hansen: Kropsudfoldelse – fra sport til jogging. Den jyske Historiker. Nr. 53, 1990, side 81-96.

Tove Engelhardt Mathiassen: Men hendes Ansigt dæktes af et Slør…” Sløret i vestlig, kristen og sekulariseret sammenhæng. I: Tørklædet som tegn. (Red. Inge Degn og Kirsten Molly Søholm), Aarhus Universitetsforlag. 2011, side 60-79.

 

 

 

 

Hvem besøgte Den Gamle By i 2018, og hvad syntes de besøgende om museet?

For to uger siden udkom både Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2018 og Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse.

De to udgivelser viser, at museer er meget populære med over 17 mio. museumsbesøgende, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to udgivelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2018.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2018 546.485, og dermed var museet Danmarks andet mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgene var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 40.446 børn, hvilke gjorde museet til det andet mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 103.273 besøgende børn og unge, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn og unge under 18 år.

 

Besøgende på besøgssteder – 2018
Louisiana Museum for Moderne Kunst 755.584
Den Gamle By 546.485
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 508.008
Ny Carlsberg Glyptotek 448.934
Christiansborg Slot 436.693

 

Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – 2018
Den Gamle By 103.273
Louisiana Museum for Moderne Kunst 75.851
Moesgård Museum 71.056
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 68.793
Arken Museum for Moderne Kunst 56.282

 

Børn og unge under 18 år, undervisning – 2018
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 46.148
Den Gamle By 40.446
Statens Museum for Kunst 29.366
Arbejdermuseet 23.806
Moesgård Museum 22.399

Kilde: Danmarks Statistik

Hvem besøger Den Gamle By, og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2018 var 21 % af vores besøgende udlændinge. 48 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 59 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 18 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske. I forhold til året før er der et lille fald i antallet af udlændinge (23 % i 2017), hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at Aarhus i 2017 var Europæisk kulturby og havde mange udenlandske turister.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse i sommermånederne. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (59%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 40 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (33%). Den tredje hyppigste gruppe er ”Familier med børn i alderen 0-12” (24%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 2%, som besøger Den Gamle By alene.

I den nationale brugerundersøgelse bliver de besøgende også spurgt om, hvorfor de besøger museet ud fra nogle spørgsmål, der relatere sig til den amerikanske museumsforsker John H. Falks inddeling i de forskellige motivationsfaktorer, som museumsgæsterne kommer med.

Topscoren i Den Gamle By er ”For at skabe en god oplevelse med dem, jeg er sammen med” (60 %). Den tilkendegivelse ligger også i tråd med omkring 20 interviews, vi i 2018 lavede med gæster nogle uger efter, de havde besøgt museet. Det, som de interviewede særligt huskede og fremhævede ved besøget, var de oplevelser de havde sammen med dem, som de besøgte museet sammen med. De bemærkede også, hvis de havde mødt nogle af museets ansatte i forbindelse med deres besøg.

To andre elementer, som flere at de interviewede kom ind på var, at museumsbesøget vækkede erindringer om deres egen historie eller at de fik nogle indsigter eller oplevelser, som de kunne bruge i deres eget liv.

At Den Gamle Bys besøgende møder flere af museet ansatte kan også ses ved to andre spørgsmål, der blev stillet til vores publikum i 2018.

I undersøgelsen fra Topattraktioner spørges ind til en række af de steder, der er bemandet i Den Gamle By, og nogle af de mest besøgte steder, var bageren fra 1880’erne (35 %), Konditoriet fra 1970’erne (30 %) og Købmandsgården fra 1860’erne (29 %). Alle tre er interiører, hvor gæsten kan opleve at være tilbage i tid og få en sludder med en af museets aktører, som formidler i dragt fra den periode.

Den undersøgelse, vi laver i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsens spørger mere generelt ind til hvad gæsterne foretager sig på museet.

De to topscorere er at læse korte tekster (85 %) og se visualiseringer (65 %), men der som den tredje hyppigste aktivitet kommer at tale med museets medarbejdere (47 %).

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By?

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet: I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,6 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er udstillingerne (8,9), det at være et rart sted (9,0), atmosfæren (9,1) og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed (9,4), der er de elementer, som vurderes højest.

Ved undersøgelsen fra Topattraktioner spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 95 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

Opsummering

De indsamlede data fra 2018 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet.

Det er et museum, som bliver besøgt på tværs af generationer. Det at kunne snakke med museet ansatte betyder meget for de besøgende og vores gæster kan lide at kommer i Den Gamle By for at være sammen med andre.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Den Gamle By har en lav billetpris i forhold til sommerattraktioner, men har indenfor museer en af landet højeste billetpriser for voksne (børn er gratis). Det har vi valgt for at sikre, at vi har midler til at have en høj standart i forhold til vores formidling, og for at vi kan have flere ansatte til at formidle historien. Publikumsundersøgelserne viser at gæsterne er glade for den standart og for de oplevelser vi kan skabe gennem dem, de møder på museet. Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj og vores besøgende synes at de i høj grad får noget for pengene.

I Den Gamle By er vi stolte og glade for at museet bliver så meget brugt, og at de udstillinger og fortællinger vi laver bliver så godt modtaget. Undersøgelserne er vigtige for os, da de giver os en pejling om, hvad der fungerer godt. De er også vigtige da de kan hjælpe os til at rette fokus på, hvor vi kan forbedre os og dermed give en endnu bedre oplevelse til de besøgende og komme endnu mere ud med de historier, vi har på museet.

Link og oplysninger om undersøgelserne

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det, som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn, og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen.

Download: Danmarks Statistiks opgørelse af besøgstal på museer 2018

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev undersøgelsen for 2018 gennemført fra maj til august og i alt blev 577 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt. Undersøgelsen er ret omfattende og i linket vises blandt andet gæsternes tilfredshedsvurdering af museet i 2018.

Link: Undersøgelse fra Topattraktioner om gæsternes baggrund og tilfredshedmål

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på i alt 122 af museernes besøgssteder i et samarbejde med Rambøll. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2018 blev i alt 475 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Den indsamlede data bliver både brugt til at lave en rapport til de enkelte museum og til at lave en national rapport med alt den indsamlede data. I år indeholder den nationale undersøgelsen også i et samarbejde med Seismonaut et afsnit om ikke brugere af museerne, der i undersøgelse er defineret som personer der ikke har besøgt et museum indenfor det sidste år. De to ord som ikke brugerne først og fremmest hæfter på museerne er ”lærerig” og ”spændende”, og den markant vigtigste forklaring de giver på, hvorfor at de ikke har besøgt museer er ”Jeg har prioriteret andre oplevelser”. De blev også spurgt om vigtigheden af at have museer. 65 % af ikke brugerne synes at det ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” er vigtigt, at vi har museer i Danmark.

I rapporten er der også et tre refleksioner fra folk i branchen over den indsamlede data omkring ikke brugerne. Den Gamle By blev bedt om at skrive et af indlæggene, så på side 57-59 i rapporten er der refleksioner fra Den Gamle By omkring den vigtighed som det sociale har i forhold til at vælge at gå på museum.

Link: Den nationale brugerundersøgelse for de danske museer 2018

Link: Den nationale brugerundersøgelses data fra Den Gamle By 2018

Den Gamle Bys undersøgelse af hvor de besøgende kommer fra

Den Gamle By gennemfører kontinuerligt en undersøgelse af, hvor de besøgende kommer ved at hver 10 gæst i billetsalget bliver spurgt om deres postnummer eller hvilket land, de kommer fra.

Link: Den Gamle Bys egen undersøgelse over hvor museets besøgendes kommer fra 

 

Renlighed er en dyd

Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?

Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.

Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.

Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.

I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:

”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”

Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.

 

Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.

Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:

”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”

Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:

”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”

Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:

”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”

Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.

Stenbro med piksten

I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:

”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.

Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:

”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.

Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.

Snavset køkkengulv i købmandsgården

Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:

”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”

I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.

Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.

I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:

”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”

Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:

”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”

Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.

Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet

Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare.  Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.

Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.

Kilder:

Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.

Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)

Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).

Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).

Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)

Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.

Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.

 

 

 

 

 

Når farven drysser af glasset

I dette indlæg følger vi konservatorens arbejde med at samle et kompliceret puslespil af løs maling. Et puslespil, hvor brikkernes form er meget forskellig, og mange af brikkerne for længst er forsvundet.

I Den Gamle Bys apotek står en imponerende samling af gamle glas og krukker på lange hylder. Hvert glas eller krukke har en etiket, som fortæller, hvilket lægemiddel det skulle indeholde.

I april måned i år blev det opdaget, at flere af glassene havde tabt små skaller af etikettens farvelag. Værst var det på et af glassene, hvor store dele af etiketten lå i små stykker på hylden.

Ude i den virkelige verden ville de fleste nok feje skallerne ned fra hylden med en ærgerlig mine, men heldigvis er vi er i Den Gamle By ikke spor opgivende overfor den slags opgaver, og det er bare med at starte fra en ende af…

Behandlingen:

Det første, der skal ske, er at sikre det løse farvelag, som sidder tilbage på glasset. Selv den mindste berøring, vil få meget mere maling til at falde af.

Den nænsomste måde at sikre den løse maling er ved meget forsigtigt at klæbe et stykke japanpapir på forsiden af hele etiketten.

Japanpapir er en meget tynd type papir lavet af meget lange fibre, som slynger sig i alle retninger. Fordi fibrene er så lange og ligger i alle retninger, danner de et fint og tyndt net, som limen kan trænge ind igennem.

Den tyndtflydende lim påføres med pensel uden på papiret, og derfor undgår man at røre ved den løse maling med penslen. Papiret med limen suger sig fast på overfladen og hjælper med at lægge de løse skaller ned.

Den lim, der bliver brugt, har vi i forvejen udvundet af tørret størblære. (Ja, stør-fisken – den der også laver kaviar. Vidste du for øvrigt, at ordet husblas oprindeligt betød størblære?)

For at være sikker på, at limen trængte ind under den løse bemaling, blev der påført rigtig meget af den tyndtflydende lim rundt langs kanterne af farvelaget. Så længe limen er våd, er papiret gennemsigtigt. Når limen tørrer op bliver papiret hvidt.

Når limen mellem glasset og farvelaget er tørret helt op, er det tid til at fjerne japanpapiret. Da limen er vandopløselig, bliver der blot penslet med lidt vand oven på papiret, og så kan det trækkes af lige så forsigtigt. Limen under skallerne bliver heldigvis ikke opløst, da der ikke bruges særlig meget vand, og derfor sidder farvelaget nu fast på glasset.

Næste skridt i processen var at fjerne overskydende lim fra overfladen af bemalingen med en fugtig vatpind.

Der var mange løse farvelagsskaller, som lå tilbage på hylden. Den ene af skallerne var meget stor og skulle behandles særligt:

Et stykke japanpapir blev gjort klart og vædet med størlimen. Det blev lagt lige ved siden af skallen. En vædet pensel blev brugt som transportmiddel.

Penslen blev forsigtigt lagt ned på bagsiden af farveskallen. Skallen klæbede sig fast til penslen, som nu kunne løfte den over på japanpapiret. Da skallen blev løftet op fra hylden, var det tydeligt at se, at der stod noget skrift på forsiden.

På japanpapiret sørgede størlimen for at skallen blev liggende. Herefter var det let at transportere skallen fra hylden til etiketten på glasset

Nu blev der lagt lim på bagsiden af den store skal, og den blev forsigtigt sat på plads på glasset på det rette sted.

Da den store farveskal havde fundet sin oprindelige placering på etiketten, stod der PULV: i stedet for blot LV:. PULV: er en forkortelse for pulver.

Nu var det bare at vente på, at limen tørrede, og så fjerne papir og overskydende lim som beskrevet ovenfor.

De sidste små farveskaller fra hylden blev lagt over på et stykke almindeligt papir med penslen og transporteret over til arbejdsbordet.

Enkelte af skallerne havde lidt sort farve fra skriften, som kunne indikere den rette placering af skallen. De rent gule farveskaller kunne udelukkende placeres ved hjælp af deres form. Det var lidt udfordrende…Da der kun var tre bittesmå farveskaller tilbage, måtte konservatoren give op. Det var umuligt at finde de sidste skallers placering. To af dem lægges op i glasset, og den mindste bliver udvalgt til at indgå i en analyse af farvelaget.

Farvelaget undersøges:

Farveskallen indstøbes i polyester og slibes fra siden. Polyesteren fremstår brunlig og næsten sort på fotografiet. Farvelaget ser man i 100 ganges forstørrelse, og man kan se, det består af tre tynde strygninger af gullig maling. Oprindeligt var malingen hvid. Havde den været gul fra starten, ville der have været mange små gule prikker fra pigmentet i lagene på fotografiet. Den gule tone skyldes ældning af oliebindemidlet i malingen. I alt er farvelaget ikke en gang en tiendedel mm tykt.

Belyst med UV-lys ser malingen blåhvid ud. Det kan man dog ikke regne med, for UV-lyset ændrer kuløren rigtig meget. Det interessante ved UV-lyset er, at det får gennemsigtige lime til at lyse op med klare farver. Her kan man se, at der er påført lim på glasset, inden etiketten blev malet. Limen lyser op med sin klare lyse blå farve under malingen. Bemærk at undersiden af limen er helt glat, da den selvfølgelig følger glassets overflade.

Hvad vi ellers ved om glasset:

Teksten på etiketten blev aldrig komplet ved konserveringen. Desværre var meget af bemalingen faldet af på et tidligere tidspunkt, hvor der ikke blev taget samme hensyn som nu. Men det er dog tydeligere, at der oprindeligt stod PULV: R: ARI. Dette er nemlig teksten, som stod på etiketten i 1947, hvor glasset blev registreret her på museet.

Nu kan det være lidt interessant at ridse glassets historie op. Det stammer oprindeligt fra Skanderborg Apotek, hvor “signaturen” (etiketten) blev malet af apoteker Sejdelin. Han var apoteker fra 1809 til 1852, og den spinkle bladranke, som indrammer feltet, er da også i tydelig empirestil fra 1800tallets første halvdel.

Glasset – og mange andre genstande fra danske apoteker – blev i slutningen af 1800tallet indsamlet af Nordiska Museets stifter, Artur Hazelius. Museet, der ligger i Stockholm, indsamler genstande fra alle de nordiske lande. I 1946, fire år efter der var blevet indrettet et apotek i Den Gamle By, blev det forhandlet på plads, at Nordiska Museet skulle deponere en del af genstandene her. Her iblandt dette glas.

Det oprindelige indhold, altså PULV: R: ARI, var som de fleste andre medicintyper i 1800tallet tørret urtemedicin. Planten hedder Arum maculatum på latin, på dansk plettet arum. I lighed med så mange andre lægemidler fra den tid, er den giftig. Dog ikke så giftig, at apotekeren følte sig nødsaget til at male de tre sorte kors, som ellers var den almindelige advarsel om gift.

Næste gang du besøger apoteket i Den Gamle By, må du ikke snyde dig selv for at høre “apotekerens” fortællinger om en del af de forskellige typer urtemedicin. De nemlig har mange spændende virkninger – og bivirkninger…

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Fire unge blev kollektivister i Den Gamle By

2014 har været et aktivt år for Den Gamle By. Der er åbnet nye butikker i vores 1974 kvarter og nye udstillinger om musikken i Aarhus og tøjet i 70’erne er det også blevet til. Vi har haft en hyggelig og travl julesæson med en julekalenderudstilling lavet sammen med DR og mange glade gæster på museet. Og i november fik vi en stor generøs donation på 135 mio. kr. fra A.P. Møller Fonden, der sikre at vi kan færdigøre 70’er kvarteret og lave en 2014 gade og en ny indgangsbygning, som vender ned mod Cereskrydset.

Der har været meget at glæde sig over og gode projekter at tænke tilbage på. Et lidt anderles projekt blev gennemført i slutningen af april og begyndelsen af maj. Der havde vi inviteret fire uge mennesker til at bo i vores 70’er kollektiv. Det projekt kom der en del presseomtale ud af, men vi nåede dengang ikke at dele det her på bloggen, det vil jeg gerne råde bod på nu. Jeg tænker, at dette indlæg om en solrig uge i foråret også ville være et godt tilbageblik her i den mørke december efter at julen er overstået, og vi nu venter længselsfuldt på de lysere dage.

ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

I ugen hvor de fire unge studerende boede i kollektivet blev der taget billeder med et analogt spejlreflekskamera og pc’en var erstattet med en skrivemaskine.

Pusterum i 70’erne

På pladespilleren snurrer en LP med Beatles for fuld drøn, duften fra gårsdagens madlavning – farspindsvin med grøntsager – hænger stadig i luften, og farvestrålende 70’ertøj er slængt på gulvet i små bunker. I fællesrummet i Den Gamle Bys kollektiv fra 1974 sidder Nana. Hun bor en uge i kollektivet sammen med sine tre venner Lene, Christian og Christian Budde, men lige nu er hun alene hjemme.

Jeg skulle egentlig lave lektier nu, men jeg har valgt bare at sidde og kede mig lidt. Normalt ville jeg tænde for fjernsynet og føle, at jeg var i gang med noget. Nu har jeg strikket lidt for at føle, jeg lavede noget, siger hun.

Nana på sit 1974-værelse

Nana på sit 1974-kollektiv.

Unge giver liv til museet

Afsnittet herover er et billede på, hvordan fire unge gav liv til en museumslejlighed i Den Gamle By. I en uge fra den 28. april til den 4. maj 2014 lod vi nemlig fire almindelige studerende hjælpe os med at få kollektivet til at virke så troværdigt og hjemligt som muligt.

De fire venner først i tyverne levede i en uge som i 1974. Med batikfarvning, 1. maj demonstration, fællespisning og husmøder. Drejeskivetelefon, LP’er, politisk litteratur i ølkassereolerne og fjernsyn med én kanal. Og naturligvis uden moderne elektronik som mobiltelefoner, bærbare pc’er og ipads, når de var hjemme i kollektivet.

Det begyndte med en efterlysning

At bebo i et museumsinteriør og frivilligt at lade sig underlægge sig en anden tids vaner og teknologi er ikke noget museer normalt beder sine gæster om. Derfor var vi også meget spændte på, om der overhovedet var nogen, som ville melde sig til projektet. Vi søgte fire studerende, som var i begyndelsen af tyverne, ligesom de oprindelige beboere i kollektivet var i 1974, så vi sendte en efterlysning ud gennem medierne og vores egen hjemmeside og facebook. Og vores bekymring blev snart gjort til skamme. Ansøgningerne tikkede ind i mailboxen fra 200 personer, som var friske på en uge i 1974.

Udvælgelsen var svær, for der var mange gode ansøgere og kreative ansøgninger. Men efter samtaler med fem grupper, valgte vi Nana, Christian, Lene og Christian Budde, som kendte hinanden fra deres kollegium.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Lene, Christian, Christian Budde og Nana i køkkenvinduet.

Kollektivet er blevet boet til

Vi på museet har brugt erfaringerne fra projektet til at forbedre vores formidling i kollektivet. Vi har fået gjort udstillingen i lejligheden mere troværdig. Allerede morgenen efter, at de unge var flyttet ind, var der en hjemlig stemning, en anden lugt og tøj, opvask, bøger og plader andre steder, end vi fra museet havde forestillet os, at det ville være naturligt. Selvom de kollegaer, der har indrettet kollektivet er rigtigt dygtige, analytiske og kreative, er de ikke studerende først i tyverne, som levede i lejligheden i en uge. Det er noget andet, når man rent faktisk bor et sted, og det giver alt andet lige et mere troværdigt hjem.

Nogle af de ændringer, som er sket i kollektivet, er, at der nu står ølkasser i køkkenet, sofaen i Oves værelse er redt op til en overnattende gæst, der står opvask til tørre i opvaskestativet i køkkenet. Og så lavede Nana og Christian et nyt arrangement af ølkasser til pladespiller og plader, som passede bedre ind, og nu står i fællesrummet, som de forlod det.

1974-anlægget.

1974-anlægget.

En række af genstandene i kollektivet havde særlig betydning for de unge i deres uge som 1974-kollektivister. Det viser noget om de store forskelle for dem i deres 1974-hverdag sammenlignet med deres 2014-hverdag, og det giver os et godt fingerpeg om hvilke ting, vi kan fremhæve i vores udstilling, som kan fortælle en større historie om disse forskelle.

En af de ting, som kollektivisterne var glade for var 70’er-tøjet, og de islandske sweatre deltes alle fire om. De fandt dem dog temmeligt kradsende.

– De må have haft hård hud over hele kroppen dengang, som Budde bemærkede.

Projektet gav os nye måder at formidle

De fire, som boede i kollektivet, fik en helt unik historieformidling.

  • Vi fik et realistisk hverdagsbillede af, hvordan det var at leve i 70’erne, siger Nana.
  • Jeg er blevet endnu mere interesseret i 70’erne. Jeg er ikke så glad for at læse om historie, men at opleve den og være i den som i denne uge, vækker min interesse, siger Lene.

Også vores gæster uden for kollektivet fik en anderledes oplevelse og historieformidling ud af det. Mange fulgte beboerne tæt via facebook og blog.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

En af de mange facebook opslag om kollektivet.

Hver dag lavede Den gamle By en opdatering på museet facebook side om kollektivisternes liv. I vores formidling af projektet ville vi også gerne have materiale og tanker direkte fra kollektivisterne uden os som mellemmænd. Vi bad dem derfor om at skrive dagbog, enten i hånden eller på skrivemaskine. De fik også et analogt 70’er-kamera, så de kunne tage deres egne billeder i løbet af ugen. Dagbøger og fotos lagde vi på tumblr-bloggen kollektivetdengamleby.tumblr.com

I weekenden bød Lene, Christian, Nana og Budde indenfor i kollektivet. Gæsterne spurgte især om, hvordan det havde været at leve en uge uden mobiltelefon, men mange fortalte også om deres egen ungdom i 70’erne. Det førte til samtaler blandt unge og gamle om, hvordan vi lever vores liv i dag sammenlignet med dengang.

Vi er meget glade for, at vi som museum kan skabe rammerne om sådanne møder mellem generationerne, hvor erfaringer og historier bliver udvekslet, og hvor vores måde at leve på dengang og nu giver grobund for debat.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Museumsgæster på besøg i kollektivet.

Projektet har givet os som museum meget viden, som vi kan bruge i vores formidling af kollektivet. Selvfølgelig bruger vi erfaringerne fra de unge i samspil med de oprindelige kollektivisters erindringer og med respekt for deres historie. Alt i alt var det en uge vi med glæde tænker tilbage på og som gav masser af inspiration til vores videre arbejde. Og heldigvis fik de fire kollektivister også meget ud af deres tid i 1974.

I kan læse mere her: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

DR Tværs lavede en lille film om at leve en uge uden en mobil. Den kan ses her: http://vimeo.com/94844334
Billederne i filmen er bl.a. fra deres 70’erfest i kollektivet.

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Lene laver en ”selfie” med det analoge kamera. Flere billeder og beboernes egne håndskrevne eller maskinskrevne refleksioner over ugen kan ses på tumblr-bloggen: http://kollektivetdengamleby.tumblr.com/

Borgmestergårdens velbevarede hemmeligheder – fortsættelse af blogindlæg fra 27. maj

For tiden går jeg rundt med et lille smørret smil på læben. Det føles som om, jeg har knækket en kode eller lagt nogle vigtige brikker i et puslespil, som aldrig før er blevet samlet…

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Den 27. maj skrev jeg et indlæg om de undersøgelser af Borgmestergården, der var i færd med at blive udført. Kort fortalt undersøger kandidatstuderende Mathilde Schødt Veland skriftlige kilder og selve bindingsværket på Borgmestergården, alt imens jeg har udtaget en masse prøver af farvelaget i fire af rummene.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Vi vil gerne belyse gårdens historie med nye teknikker, som Nationalmuseet ikke anvendte tilbage i 1908, da de undersøgte gårdens historie. F.eks. vil vi gerne have bekræftet, om Borgmestergården virkelig stammer fra 1597, som står udskåret over porten. Vi vil også gerne have afklaret, hvor meget af de originale dekorationer fra 15-, 16- og 1700tallet, der er bevaret inde under de nuværende farver, og slå fast om rekonstruktionerne af dekorationerne holder sig til forlægget.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Mens vi afventede svar på dateringerne af træprøverne fra bindingsværket, fik jeg tid til at studere de mange små prøver af farvelagene i mikroskop. Jeg sammenlignede de 34 små bitte prøver i 50 – 500 ganges forstørrelse, for at finde ud af hvor meget af den originale farve, der var tilbage. Desuden var der et lille håb om, at jeg ville kunne finde spændende farverester, som kan være med til at støtte op om Mathildes undersøgelser af bindingsværkets alder og bygningshistorik.

Nu er resultaterne så endelig på plads – både for trædateringerne og farveundersøgelserne.

Lad mig starte med de dendrokronologiske dateringer af bindingsværket:

For at en dendroundersøgelse skal munde ud i en præcis datering for træets fældning er det nødvendigt, at den yderste årring lige under barken er bevaret i det stykke træ, man borer i. I Borgmestergården er det desværre ikke mange prøver, som har bevaret den yderste årring, så mange af dateringerne fortæller, hvornår træet tidligst er blevet fældet. Man siger tidligst, fordi det er umuligt at konkludere, hvor mange årringe, der er fjernet, da man huggede stolperne til. Man kan f.eks. analysere sig frem til, at den yderste årring blev dannet i 1595, men man ved ikke, hvor mange årringe der blev hugget væk.

Hvilke år er stolperne i Borgmestergården så blevet fældet? De dendrokronologiske dateringer viser, at adskillige af stolperne blev fældet omkring år 1596-97, altså netop på samme tid, som inskriptionen over porten fortæller. Men der er også nogle stolper, som er fældet et godt stykke tid inden da. I den længe af Borgmestergården, som vender ud mod Algade og bagerbutikken (oprindeligt Immervad), er der mindst tre stolper, som må være fældet længe inden 1597. Desværre er der ingen præcise dateringer, men en af de ældste stolper – der også er ekstra bred – kan være fældet omkring 1442. Her er det urealistisk at tro, at der skulle være fjernet omkring 150 årringe, da man lavede stolpen, så der er ingen tvivl om, at den er fældet væsentlig inden 1597.

Den kvikke læser tænker måske – kan der være tale om, at man har anvendt nogle gamle stolper til at bygge Borgmestergården med i 1597?

Tjaa, har de ligget ubrugt hen i mange år? Det er vel næppe sandsynligt, at træ ligger lagret i mere end et årti. De fleste stolper ser da også ud til at være fældet umiddelbart op til 1597, hvor gården blev bygget.

Kan nogle af stolperne være genanvendt fra et andet byggeri? Bindingsværk er konstrueret ved af afbinde tømmeret med hinanden, dvs. udhugge hulninger og huller hvor de vandrette og lodrette dele mødes, så de “binder” sammen. Der er ikke tegn på, at de gamle stolper i portvæggen har været anvendt i en anden konstruktion. Derfor tror vi ikke, de er genanvendt.

de to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion ældre.

De to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer, er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion er ældre.

Mathilde tog en lang snak med Den Gamle Bys bygningschef Niels Meyer om resultaterne. De kom frem til den konklusion, at Borgmestergården må have inkorporeret dele af en ældre bygning, da den blev bygget i 1597. Ja, faktisk er der noget, som tyder på, at selve portvæggen, som man kan se, når man går ind ad porten overfor bagerbutikken, må stamme fra den ældre bygning. En væg, der meget vel kan være den ældste i hele Den Gamle By.

Det vides, at der på Immervad tilbage i middelalderen lå et helligåndshus, altså en bygning hvor syge og ældre fik pleje. Om det er rester af dette eller en del af et kompleks omkring helligåndshuset, som er bevaret i Borgmestergården, er uvist. Det er heller ikke utænkeligt, at der er tale om en del af et borgerhus, som er opført kort efter reformationen i 1536. Denne historie er dog slet ikke belyst endnu og må stå som gætværk.

Hvad kunne farverne fortælle om bygningens historie?

For det første kunne jeg hurtigt konstatere, at de fine kalkmalerier i renæssancestuen og blåkammeret næsten fuldstændigt forsvandt, da Borgmestergården blev nedtaget og genopført på landsudstillingen i 1909. Kun bitte små rester af kalkdekorationerne findes bevaret nede under rekonstruktionerne. Men til gengæld viser de gamle fotos, malerier og beskrivelser, at kunstmaleren, som udførte dekorationerne, arkitekterne, som stod for genopførelserne og magister Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet gjorde en stor indsats for at lave rekonstruktionerne så tæt på forlægget som muligt. Både på landsudstillingen og i den nuværende placering.

En helt ny opdagelse er, at der nede under det fine kalkmaleri i renæssancestuen, som Chr. Axel Jensen i 1908 formodede var fra gårdens opførelse i 1597, ligger rester af en brun oliefarve. Denne brune farve findes der også rester af under mange hvide kalkfarvelag i de to undersøgte rum i den nederste etage.

Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller som et nistret lysebrunt område. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst ligger de hvide kalklag og det grå polyestermedie, som prøven er indstøbt i.
Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst er de hvide kalklag og det grå medie, som prøven er indstøbt i.

Det kan tænkes, den brune farve blev påført træet, fordi man ikke brød sig om det helt friske egetræs lyse nuance. Derfor gav man straks en mørkere brun farve til træet, så det kom til at se lidt ældre ud. Det er vel nærmest helt omvendt af, hvad vi gør i dag… hvis vi overtager et hus med gamle brune trælofter eller gulve, vælger mange at lysne træet med en tynd hvidlig maling eller lud. Det kan også tænkes, at hele væggen fik den brune farve, for at det skulle se ud som om, den var dækket af et gammelt træpanel.

Det mest spændende fund var dog en farve, som kun fandtes et enkelt sted i mine 34 prøver. Mathilde havde fra starten undret sig over, hvorfor der inde i det rum, hvor de to længer støder sammen findes nogle fint svungne bjælkeender, som bliver skjult inde bag en tværgående bjælke. For hvorfor dog bruge tid og penge på en udsmykning af bjælkeenderne på Torvelængen, når de blev skjult af Immervadlængens tværgående bjælke  – med mindre de to længer ikke oprindeligt var bygget sammen?

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en bølgelingende profil. Det kan man dog ikke se for den tværgårende røde bjælke.

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en svunget profil. Det kan man dog knap nok se for den tværgående røde bjælke. De grønne klistermærker markerer, hvor jeg har udtaget prøver af farven.

På en af disse bjælkeender udtog jeg en prøve, som viste en original farve, der var virkelig speciel af flere årsager:

For det første var den grå – og det er den eneste grå farve, der var til stede i alle de 34 prøver, jeg har taget.

For det andet var den trængt meget dybt ind i træets celler. Det gjorde den brune oliefarve eller de andre senere farver ikke på samme måde.

For det tredje var det en meget besynderlig grå kulør. Hvor grå bygningsmaling i ældre tider typisk blev fremstillet ved at blande lidt grovkornet sort farve udvundet af forkullet træ i hvid maling, var denne helt anderledes. Der ses ingen sorte pigmentkorn, men selve farvestoffet i malingen er gråt i sig selv, og indeholder utallige bittesmå glimmerkrystaller. Dette fortæller mig, at der måske er brugt en grå jordfarve, hvilket jeg har set beskrevet, men aldrig før fundet på en bygning.

her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

Her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

 

Set i UV-belysning er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst brunligt i UV-lys.

Set i UV-belysning og ved meget større forstørrelse er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst gulbrunt i UV-lys, og det ligger som små lommer nede i træets grålige struktur.

Mathilde blev vældig interesseret i min mærkelige grå farve. Hvad nu hvis den samme grå farve fandtes bevaret nede i træets celler ude på ydermuren i gården? Så kunne vi være meget mere sikre på, at de to længer ikke var bygget sammen fra begyndelsen!

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med det indvendige, der tilhører samme væg.

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med den førnævnte bjælkeende, der sidder på den samme væg (bare inde).

Mine forhåbninger til farveprøver fra gårdfacaden var ikke høje. Jeg har erfaring for, at vejr og vind slider utrolig hårdt på farvelag, og dette farvelag er altså over 400 år gammelt! Men afprøves skulle det – og mon ikke svalegangen har beskyttet farvelaget nogenlunde mod det værste sol og regn.

Jeg udtog en prøve af farven fra bindingsværket under svalegangen, og efter preparering af prøven tog jeg den ind under mikroskopet. Jeg havde kun lige fået stillet skarp på prøven, da jeg bogstavelig talt tabte kæben. Jeg tog mig selv i at gentage “Det er løgn, det er løgn”, selv om jeg kunne se, at det faktisk var ganske rigtigt: Den selvsamme besynderlige grå farve var også trængt ned i træet celler hér. Nu var ikke tid til at forfatte en email eller skrive rapport. Jeg greb mobilen og jublede mit glade budskab til Mathilde – at hendes iagttagelser om, at gården måske ikke var bygget sammen fra starten kunne bekræftes. At den nuværende indervæg med de skjulte bjælkeender må have siddet som ydervæg oprindeligt. I 1597 så Borgmestergården altså ikke ud, som den gør nu! Hvad Nationalmuseet ikke havde udstyret til at konkludere i 1908, kan vi afklare her i 2014.

Se det var en rigtig historie om bygningsarkæologi og om, hvordan man kan opnå resultater ved at samarbejde på tværs af fag og specialer.

Vil du læse mere om undersøgelserne af Borgmestergården, vil der komme en artikel i Den Gamle Bys årbog sidst på året. Vil du vide mere om, hvordan jeg helt konkret preparerer og analyserer farveprøverne, kan du læse min første blog fra 2014…