Afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i 1920

På Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By kan du sommeren over og året ud opleve en udstilling om afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i Sønderjylland i 1920. Plakaterne er både fantasifulde og følelsesladede – de fanger og fastholder stemningen og problematikken fra dengang. I denne artikel kommer du bag om plakaterne og får indsigt i, hvorfor de blev udformet, som de gjorde.

Den 15. juni 2020 var det lige præcis 100 år siden, at Sønderjylland kom under dansk suverænitet efter at have hørt under Tyskland siden 1864. Indtil tabet af Den 2. Slesvigske Krig i 1864 var Danmark en relativt omfattende helstat, der blandt andet. bestod af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Med tabet af hertugdømmerne blev landet imidlertid betydeligt reduceret og mistede ikke kun en tredjedel af sine tidligere besiddelser, men også næsten halvdelen af landets befolkning. Danmark blev en perifer national småstat, mens den preussiske ministerpræsident og senere rigskansler Otto von Bismarck fik det, som han havde ønsket. Den tyske sejer var nemlig et væsentligt skridt på vejen mod opfyldelsen af hans drøm om et samlet Tyskland, der endelig skulle gå i opfyldelse i 1871.

Da Tyskland tabte 1. Verdenskrig blev der imidlertid åbnet mulighed for at ændre grænserne i en række europæiske lande, herunder i det slesvigske område. Fredsaftalen, Versaillestraktaten, blev underskrevet den 28. juni 1919 med ikrafttrædelse den 10. januar 1920. Aftalen var sejrherrernes traktat, der pressede Tyskland til det yderste og derfor kun blev underskrevet under tyskprotest. Traktaten pålagde Tyskland hele ansvaret for krigen, og det medførte blandt andet, at landet mistede store områder, fik begrænsetsit militær i betragtelig grad og blev pålagt en omfattende krigsskadeserstatning.

Alexander Eckeners tysksindede plakat Seit 100 Jahren

Det som de dansksindede sønderjyder oplevede som en genforening – men som for tyskerne var en afståelse – fandt sted ved en demokratisk afstemning, hvor man lagde vægt på folkenes selvbestemmelsesret og sindelag. Det blev besluttet, at afstemningen skulle afvikles ad to omgange i to zoner, der skelnede mellem Nordslesvig og Mellemslesvig, der også omfattede den vigtige havne- og handelsby Flensborg. Den nordlige del fra 1864-grænsen ved Kongeåen syd for Ribe og Kolding frem til den linje, som stort set er identisk med den nuværende grænse, udgjorde 1. zone. Resultatet skulle opgøres under ét, således at man tog udgangspunkt i det samlede udsagn fra vælgerne og ikke i stemmerne inden for de enkelte kredse. I 2. zone blev stemmerne – i modsætning til ved afstemningen i 1. zone – optalt inden for hvert enkelt distrikt. Den første afstemning skulle finde sted 10. februar 1920 og den anden godt og vel en måned senere 14. marts.

Rasmus Christensens dansksindede plakat Fælles stamme, fælles land

Afstemningsområderne blev underlagt en international kommission “Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig” (International kommission til overvågning af den slesvigske folkeafstemning), for nemheds skyld kaldet CIS, som skulle have overopsyn med, at valghandlingerne skete efter forskrifterne. Men ikke nok med det, zonerne blev ligefrem besat af britiske og franske tropper, der skulle sørge for at opretholde ro og orden før og under afstemningen. Kommissionen var således sammensat af repræsentanter fra de allierede England og Frankrig, men også fra det neutrale Norge og Sverige, mens et femte sæde stod til rådighed for USA, der dog aldrig benyttede sig af det. Kommissionen blev oprettet i juni 1919.

Johann Holtz’ enkle plakat Deutch, der nåede at blive forbudt, da et forbud mod flagning trådte i kraft 6. marts 1920.

For at kunne navigere i de følsomme politiske forhold blev der ligeledes i juni 1919 oprettet et midlertidigt Ministerium for Sønderjyske Anliggender med venstremanden H.P. Hanssen (1862-1936) for bordenden som minister. I tilknytning til ministeriet var der et oplysningskontor, hvis formål var at støtte den danske agitation forud for afstemningerne. Regeringen havde åbenbart fået nys om, at de tyske myndigheder oprustede voldsomt på plakatfronten og at de planlagde en velorganiseret propagandaindsats. Det skabte en vis nervøsitet og den danske stat frygtede at stå uforberedt og uden tilstrækkeligt modskyts. Derfor blev oplysningskontoret oprettet. Takket være kontorets virke blev der trykt ikke færre end 107.700 plakater bekostet af staten og de blev i store sække sendt gratis til de sønderjyske kommuner. Oplysningskontoret tænkte i meget praktiske baner og havde derfor sørget for, at sækkene kunne bæres i en skrårem over skulder og mave, ligesom hver sæk blev ledsaget af en klisterspand, pensel, børste og spartel. Man rundsendte simpelt hen et komplet opklæbningssæt i bedste ”gør-det-selv”-stil, for som det hed i en efterfølgende rapport: ”Til hjælp for opklæbningen har det været nødvendigt at anskaffe en Del Remedier, som til dels ikke har kunnet skaffes tilveje i Sønderjylland, og som det har været nødvendigt at have for Haanden af Hensyn til Organisationen af det med Opklæbningen forbundne Arbejde”. Afstemningen i Sønderjylland var i den grad et landsdækkende anliggende, som i vidt omfang blev styret centralt fra København.

Thor Bøgelunds Mor! stem dansk plakat findes både i en dansksproget og i en tysksproget version. Begge kan ses på udstillingen sammen med inspirationskilden, der var en tysk socialdemokratisk plakat fra 1919

Tre kunstnere blev udset til at lave de officielle plakater fra dansk side. Blandt disse var den på det tidspunkt allerede kendte og meget erfarne plakatkunstner Thor Bøgelund (1890-1959), som skulle forestå ikke mindre end 10 af de bestilte 15 plakater. De resterende fire blev udført af Rasmus Christiansen (1863-1940) og en enkelt af billedhugger og billedkunstner Joakim Skovgaard (1856-1933).

Rasmus Christensens plakat Vaagn og stem for Danmark

Afstemningsplakaterne blev fremstillet i rigelige mængder og klæbet op overalt, hvor de kunne møde vælgerne ansigt til ansigt. I 1920 var de et af de mest slagkraftige massemedier til påvirkning af afstemningsresultatet. Endnu var fjernsynet ikke opfundet, og radioen var stadig meget ny og ikke udbredt. Skønt der var løbesedler og aviser, som også plæderede for sagen i mange variationer, havde de ikke nær samme gennemslagskraft som plakaten, der var opklæbet i det offentlige rum, hvor folk færdedes. I modsætning til med den skrevne presse skulle befolkningen nemlig ikke selv aktivt opsøge nyhederne, når det drejede sig om plakaterne. Budskabet kom til dem, uden at de havde bedt om det, i samme øjeblik de trådte uden for deres gadedør.

Joakim Skovgaards plakat Det lyder som et Sagn fra gamle Dage

Det særligt virkningsfulde ved plakaterne lå i billedet. Der er kortere afstand fra øjet til hjertet, når det ser på et billede, end der er fra øjet til hjernen, når det læser en tekst. Og plakaterne spillede for hovedpartens vedkommende netop på følelserne og søgte at gå i hjertet på sit publikum. Nogle ganske få af plakaterne er rene tekstopslag, der minder om løbesedlerne i deres karakter, og som med en tone af historisk belæg argumenterer for det ene eller det andet udfald af valget. Men de mest effektfulde af plakaterne har kun en sparsom tekst til supplement af det følelsesladede billede. De afspejler i deres til tider teatralske, sentimentale eller ligefrem svulstige stil den stemning, der prægede spørgsmålet om den nye grænsedragning. For der var meget, der stod på spil, både personlige relationer, nationalt tilhørsforhold og identitet, og samtidig økonomiske interesser, der var afgørende for levestandarden og mulighederne i den nærmeste fremtid, og som ville få stor betydning også for de kommende generationer.

Harald Slott-Møllers dansksindede plakat med tysk tekst 14. März, der var datoen afstemningen i zone 2

Så det var altså ved at spille på følelserne, snarere end at appellere til fornuften, at plakaterne drev deres spil. Hvilken betydning de så har haft på vælgernes endelige kryds, er umuligt at sige med sikkerhed. Det er vel sådan, at havde man allerede en grundfæstet holdning, kunne plakaterne ikke stille så forfærdelig meget op. Var man derimod en tvivler, der endnu ikke helt vidste, hvilken vej man skulle gå, så satte plakaten ind med basuner og fanfarer for at påvirke udfaldet. Flere vaklede nemlig mellem en dansk og en tysk identitet, og som ved nutidige valg var det denne midtergruppe, der kunne påvirkes i den ene eller den anden retning, som plakaterne især bejlede til.

Paul Haases tysksindede plakat Ich bin Deutch

Det er i plakaternes udtryk helt klart, at grænsedragningen havde en anden karakter i Slesvig end i de øvrige europæiske landområder, der skulle stemme om en grænseændring efter 1. Verdenskrig. Skønt de danske og tyske plakater i den sønderjyske landsdel spiller på de følelsesmæssige tangenter, bliver de aldrig – i modsætning til afstemningsplakaterne i andre dele af Europa –  direkte aggressive, hævngerrige eller blodige. Ikke én eneste af dem. Når det går højt, spiller plakaterne på den dårlige samvittighed og forsøger at manipulere f.eks. med et ”Mor! Stem dansk – Tænk paa mig” og billedet af en lille forhutlet dreng. Det står helt klart at både Det Midlertidige Ministerium for Sønderjyske Anliggender med H.P. Hanssen som den yderst kompetente rorgænger og CIS har været opmærksomme på den gode tone og ikke ønsket, at der skulle opildnes til uro og vold via provokerende udsagn fra plakaterne. Der har været en klar og fast styring af plakaternes budskab, en styring, der ikke var fri for at udøve censur, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Udover i Slesvig var der også grænseafstemninger seks andre steder i Europa, og flere af stederne var plakaterne, som denne østrigsindede plakat, mere truende

Den politiske plakat i sin moderne skikkelse så for alvor dagens lys i tiden op til og under 1. Verdenskrig. Her spillede agitationsplakaterne en stor rolle og den udformning plakaterne havde, smittede i høj grad af på afstemningsplakaterne i 1920. På samme måde gik traditionen igen i valgplakaterne til folketinget og rigsdagen – en tradition, som kan følges helt op til 1960´erne, hvor fjernsynets indflydelse begyndte at gøre sig gældende. Her tabte plakaten pusten og blev i højere grad et ekko af medierne end et selvstændigt udtryk. Helt galt gik det, da computeren gjorde sit indtog og tendensen med kun at vise et politikerportræt blev forstærket og dominerende. Den fortællende og følelsesbetonede plakat var stort set blevet elimineret. Men indtil denne afsporing, kan man tydeligt følge en rød tråd fra agitationsplakaterne under 1. Verdenskrig til afstemningsplakaterne fra 1920 og gennem valgplakaterne til folketing og rigsdag. Det drejer sig om tydelig og enkel kommunikation, der sigter med skarpe skud mod hjertet, hvis de da ikke vælger en anden vinkel og retter skytset mod hjernen med tilsyneladende fornuftigt betingede argumenter, som især taler om velstand og god økonomi. Dengang som nu var plakaterne under alle omstændigheder med til at sætte stemningen omkring afstemningerne og afspejle de holdninger og stærke følelser, der stod på spil hos befolkningen.

Udstillingen Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra grænselandet 1920 kan opleves på Danske Plakatmuseum i Den Gamle By frem til 31. december 2020. Frem til og med 9. august er der halv pris på dagsbilletter til Den Gamle By, og udover at besøge Plakatmuseet kan man blandt andet også opleve frilandsmuseet i Den Gamle By, museets 1970’er kvarter og tidsrejsen Aarhus Fortæller om Aarhus’ historie.

Til udstillingen Grænsen er nået har Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen skrevet en velillustreret og fyldig bog, der kan købes for 249 kr. hos boghandlerne, i Den Gamle Bys museumsbutik og på Dansk Plakatmuseums webshop.

Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Påske i det sønderjyske 1927-hjem

I løbet af vintermånederne har vi i Den Gamle By arbejdet med påskens traditioner. Påskedag falder altid på datoen for den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn.

Den ene stue i det unge hjem i Havbogade.

I Den Gamle Bys sønderjyske gade, Havbogade, er der et ungt, sønderjysk hjem fra 1927. I den modelfamilie,, der danner grundlaget for indretningen er den unge ægtemand, Johannes, født i år 1900 syd for den grænse, der frem til 1920 var mellem Danmark og Tyskland. Han har derfor fra barndommen kendt den tyske skik om påskeharen, hvor forældrene fortalte deres børn, at påskeæggene var hareæg. Denne skik kom til Sønderjylland i 1920’erne, hvor forældrene påskelørdag dekorerede æg til børnene og gemte dem ude og inde. Påskemorgen skulle børnene så finde deres æg. Haren så de aldrig, fordi den var løbet væk eller havde gemt sig; men måske havde de i stuen en påskehare med godter i.

Kopi af påskehare fra 1910.

Hovedet kan tages af haren, så man kan få godter fra dens indre.

Påskeharen er hul indeni og kan fyldes med godter for eksempel kulørte sukkeræg.

Æg, både farvede hønseæg og chokoladeæg, var et integreret led i påskens fejring i 1920’erne. Et andet element i påskefejringen i 1927 er de kort, som folk sendte til hinanden for at ønske god påske. I dag findes mange former for elektroniske påskekort; men i 1927 skrev man til hinanden på fine, trykte kort med høns og kyllinger eller forårsblomster. Kortene kunne man så tage frem og læse hilsnerne for hinanden i de påskedage, hvor der i mange familier var stille højtid med kirkegang på programmet – og stor glæde påskedag over Jesu Opstandelse.

Børnene i Havbogade vil sikkert glæde sig over de fine påskekort.

Kortet til højre viser de dejlige martsvioler, som dufter skønt i de tidlige forår, og vintergækker, der om noget er en forårsbebuder. Nogen kan sikkert huske fra barndommen de gækkebreve, som man sendte rundt til familien, med en vintergæk og en lille drillevers, hvor afsenderens navn stod med prikker.

En vintergæk

en sommernar

en fugl foruden vinger

en lille ven, som har dig kær

en venlig hilsen sender

….. ……..

Børnene i 1900-tallet håbede, at bedstemor, eller hvem de nu skrev til, ikke kunne gætte, at brevet kom fra dem – og så skyldte bedstemor dem et chokoladeæg til påske. –

Påsken er den vigtigste højtid i kirkeåret, så bedstemors fine kåbe og salmebogen hører også med, når hun skal i kirke.

Se også blogindlæg om blomsterdekorationer i 1927:

Påskepynt anno 1927

God påske.

 

Tjikkerlikker Tjikkerlikker Tjaw Tjaw – Spejdere i Den Gamle By

Spejderliv var på programmet den 20. januar til Den Gamle Bys nye koncept Mandage i Møllesalen. Konceptet er korte oplæg af museets faglige medarbejdere med udgangspunkt i museets genstande og arbejde med udstillinger mm.

Under overskriften Tjikkerlikker tjaw tjaw. Skulle jeg fortælle om arbejdet med indretningen af de to KFUM-spejder patruljelokaler – Drongo og Kiwi – i kælderen under jazzværtshuset Bent J i Den Gamle Bys 1974kvarter.

Fra spejderhytte til kælderlokaler

I Den Gamle By kan gæster gå på opdagelse i blandt andet baggårdene i 1974 kvarteret, der ligger blandt andet et Vvs værksted og i den inderste baggård, kan man besøge et knallertværksted og to KFUM spejder patruljelokaler.

Drongo og Kiwi patruljelokaler i Den Gamle By

Patruljelokalerne tager sit udgangspunkt i to patruljelokaler der i 1974 fandtes i Suså gruppe, ved Næstved på Sjælland. Lokalerne på museet er ikke en 1:1 gengivelse, af flere årsager. Den primære årsag er, at Suså gruppen, med blandt andre Kiwi og Drongo patruljerne, havde til huse i en hytte, samt i en gammel togvogn på et grønt areal.

Maori hytten, Kiwi og Drongo patruljelokaler i Suså ved Næstved.

Museet måtte derfor tilpasse indretningen som den kunne have set ud i en klassisk købstad. Det blev til to kælderlokaler og et lille bibliotek under trappen med et lille udvalg af spejderlitteratur; manualer, Spejderliv, bøger om grundlæggeren Baden-Powell, og patruljens egne hæfter og bøger, herunder patruljedagbøger fra Kiwi og Drongo fra 1960-1970erne.

Patruljedagbøgerne giver et fint indblik i, hvad spejderne brugte tid på. Og mange har flotte illustrationer.

Hjælpemidler i indretningen

I forbindelse med indretning af Drongo og Kiwi patruljelokalerne havde museet flere hjælpemidler. Eksempelvis i forbindelse med fremfinding af farverne på væggene. Her var de gamle fotografier i sort/hvid, og de oprindelige medlemmer af patruljen fra den tid, var lidt i tvivl om, hvilken nuance af grøn, væggene havde haft. Til at hjælpe os med at ramme den rette vægfarve, tog museets farvekonservator prøver af de oprindelige vægge og paneler fra Suså, og kom frem til vægfarven i 1970’erne.

Og med hjælp fra nogle unge spejdere fra en spejdertrop i Galten, kunne væggene blive malet i samme stil, som da Suså patruljerne i sin tid selv indrettede og ikke mindst malede deres patruljelokaler.

Spejderne fik bøtter med maling, anvisninger om fordeling af farverne, og en bunke mulige redskaber, og så klarede de selv resten.

Fotografier og erindringer fra de tidligere medlemmer af patruljerne, hjalp os meget med hensyn til placering af genstande, eksempelvis placering af diplomer på væggene, udseende på genstande der skulle samles, såsom knob på knobtavler. Et eksempel er knobtavlen i loftet i Kiwi lokalet. Vi havde hjemtaget dem i en æske, da de var monteret direkte på loftet. Men takket være dokumentation fra nedtagning, og de ældre fotografier fra Kiwi lokalet, kunne vi se, hvordan knobene burde placeres i loftet. Vi fastgjorde dem på en plade, da kælderlokalerne ikke havde det buede loft som togvognen i Suså.

Knob på togvognens loft i Suså, knob i æsken, og på plads i loftet i kælderlokalet i Den Gamle By.

Spejderbevægelsens oprindelse var engelsk

Den danske spejderbevægelse har sin oprindelse i Storbritannien; I kølvandet på den voksende industrialisering og begrænsning af børnearbejde i 1800-tallet blev der oprettet en masse klubber med det formål at aktivere de unge, mange med brug af militær træning.

Englænderen Robert Baden-Powell var militær mand, og på baggrund af sine erfaringer skrev han en række lærebøger for hæren. I 1899 udkom lærebogen ”Aids to Scouting”, og dens indhold og fortællestil blev populær uden for hæren, i klubberne. Da Baden-Powell overværede eksempler på den træning som drengene fik i klubberne, kom han frem til, at de burde have flere og andre interesser.

Scouting for boys udkom først som en serie a seks hæfter på hver  70 sider.  Senere blev de samlet i en bog. Den er siden blevet redigeret og ændret meget over tid.

I 1908 udkom hans ”Scouting for Boys: A handbook for instuction in good citizenship”. Den var rettet mod de unge, og havde til formål at træne både deres krop og sind ved hjælp af bland andet observation, at læse spor, træarbejde, og at blive gode borgere. Der var også informationer om det britiske imperium, om borgerpligt, samt beskrivelser af Baden-Powells egne erfaringer i felten. Baden-Powell testede ideerne af på en lejr i 1907 og i 1908 var spejderbevægelsen en realitet i England.

Opstart og medlemstal i Den Danske Spejderbevægelse

Spejderbevægelsen kom til Danmark med blandt andre præsten Gunnar Engberg og Dr. Phil. Oscar Hansen, der begge mente at bogen ”Scouting for boys” indeholdt gode aktiviteter for unge. De holdt oplæg om bogen i foreninger og på gymnasier. De unge tog godt imod ideen og de første danske spejderpatruljer begyndte at dukke op. Der kom for alvor fart over feltet i 1910 da ”Patrouilleøvelser for Drenge” udkom; en forkortet og tilpasset oversættelse af Baden-Powells bog, skrevet af den danske premiereløjtnant Cay Lembcke. Og det voksende antal patruljer krævede organisering, dermed var der grundlag for den danske spejderbevægelse.

Fotografi af den imponerende KFUM spejder korpslejr ved Holstebro i 1970. Fotograf: ukendt lejrfotograf

Både KFUM spejderne og Det Danske Spejderkorps blev stiftet i 1910 for drenge spejdere, og korps for pigespejdere startede op omkring 1916. Baptist spejderkorps kom til i 1930, og flere andre fulgte trop. I dag er det største korps i Danmark, Det Danske Spejderkorps med ca. 35.800 medlemmer. I 1973 blev De danske pigespejdere og drengespejderne slået sammen til Det Danske Spejderkorps (DDS).

I samme periode kom en lignende mulighed til valg ved KFUM og KFUK spejderne (Kristelig forening for unge Mænd/Kvinder), men der valgte KFUK at takke nej, og i dag går de under De Grønne Pigespejdere med ca. 4000 medlemmer. KFUM spejderne valgte at åbne op for at piger kunne blive medlem, sammen med drengene, der er ca. 29.000 KFUM spejdere i dag.

Samarbejde med spejderbevægelsen

Spejdere fra de forskellige korps har gennem tiden besøgt Den Gamle By. I patruljedagbogen, som er udstillet i trapperummet, kan læses, hvorledes Drongo var på besøg på museet i 1960’erne.

Patruljedagbog fra Drongo om besøg i Den Gamle By.

I forbindelse med åbningen af patruljelokalerne i juni 2015, blev der organiseret et spejderløb på museet. Omkring 400 spejdere fra de forskellige korps deltog, og poster blev bemandet af frivillige fra de forskellige korps, samt fra Spejdermuseet Aarhus. I 2016 inviterede vi museets gæster på snobrød og en snak med spejdere i baggården i 1970’erne og i 2017 blev der organiseret endnu et spejderløb på museet. I 2019 arrangerede ledere fra De Grønne Pigespejdere, i samarbejde med medarbejdere fra Den Gamle By, et spejderløb, i anledning af De Grønne Pigespejderes 100 års jubilæum.

De Grønne Pigespejdere og spejdere fra DDS i gang til spejderløb i Den Gamle By. Foto: tv. fra “pigespejder” på Instagram. Foto th. Benny Aros

Mærker designet særligt til de to spejderløb i Den Gamle By

 

Renlighed er en dyd

Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?

Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.

Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.

Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.

I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:

”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”

Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.

 

Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.

Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:

”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”

Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:

”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”

Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:

”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”

Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.

Stenbro med piksten

I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:

”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.

Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:

”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.

Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.

Snavset køkkengulv i købmandsgården

Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:

”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”

I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.

Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.

I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:

”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”

Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:

”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”

Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.

Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet

Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare.  Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.

Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.

Kilder:

Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.

Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)

Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).

Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).

Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)

Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.

Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.

 

 

 

 

 

Fint skal det være.

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

Når farven drysser af glasset

I dette indlæg følger vi konservatorens arbejde med at samle et kompliceret puslespil af løs maling. Et puslespil, hvor brikkernes form er meget forskellig, og mange af brikkerne for længst er forsvundet.

I Den Gamle Bys apotek står en imponerende samling af gamle glas og krukker på lange hylder. Hvert glas eller krukke har en etiket, som fortæller, hvilket lægemiddel det skulle indeholde.

I april måned i år blev det opdaget, at flere af glassene havde tabt små skaller af etikettens farvelag. Værst var det på et af glassene, hvor store dele af etiketten lå i små stykker på hylden.

Ude i den virkelige verden ville de fleste nok feje skallerne ned fra hylden med en ærgerlig mine, men heldigvis er vi er i Den Gamle By ikke spor opgivende overfor den slags opgaver, og det er bare med at starte fra en ende af…

Behandlingen:

Det første, der skal ske, er at sikre det løse farvelag, som sidder tilbage på glasset. Selv den mindste berøring, vil få meget mere maling til at falde af.

Den nænsomste måde at sikre den løse maling er ved meget forsigtigt at klæbe et stykke japanpapir på forsiden af hele etiketten.

Japanpapir er en meget tynd type papir lavet af meget lange fibre, som slynger sig i alle retninger. Fordi fibrene er så lange og ligger i alle retninger, danner de et fint og tyndt net, som limen kan trænge ind igennem.

Den tyndtflydende lim påføres med pensel uden på papiret, og derfor undgår man at røre ved den løse maling med penslen. Papiret med limen suger sig fast på overfladen og hjælper med at lægge de løse skaller ned.

Den lim, der bliver brugt, har vi i forvejen udvundet af tørret størblære. (Ja, stør-fisken – den der også laver kaviar. Vidste du for øvrigt, at ordet husblas oprindeligt betød størblære?)

For at være sikker på, at limen trængte ind under den løse bemaling, blev der påført rigtig meget af den tyndtflydende lim rundt langs kanterne af farvelaget. Så længe limen er våd, er papiret gennemsigtigt. Når limen tørrer op bliver papiret hvidt.

Når limen mellem glasset og farvelaget er tørret helt op, er det tid til at fjerne japanpapiret. Da limen er vandopløselig, bliver der blot penslet med lidt vand oven på papiret, og så kan det trækkes af lige så forsigtigt. Limen under skallerne bliver heldigvis ikke opløst, da der ikke bruges særlig meget vand, og derfor sidder farvelaget nu fast på glasset.

Næste skridt i processen var at fjerne overskydende lim fra overfladen af bemalingen med en fugtig vatpind.

Der var mange løse farvelagsskaller, som lå tilbage på hylden. Den ene af skallerne var meget stor og skulle behandles særligt:

Et stykke japanpapir blev gjort klart og vædet med størlimen. Det blev lagt lige ved siden af skallen. En vædet pensel blev brugt som transportmiddel.

Penslen blev forsigtigt lagt ned på bagsiden af farveskallen. Skallen klæbede sig fast til penslen, som nu kunne løfte den over på japanpapiret. Da skallen blev løftet op fra hylden, var det tydeligt at se, at der stod noget skrift på forsiden.

På japanpapiret sørgede størlimen for at skallen blev liggende. Herefter var det let at transportere skallen fra hylden til etiketten på glasset

Nu blev der lagt lim på bagsiden af den store skal, og den blev forsigtigt sat på plads på glasset på det rette sted.

Da den store farveskal havde fundet sin oprindelige placering på etiketten, stod der PULV: i stedet for blot LV:. PULV: er en forkortelse for pulver.

Nu var det bare at vente på, at limen tørrede, og så fjerne papir og overskydende lim som beskrevet ovenfor.

De sidste små farveskaller fra hylden blev lagt over på et stykke almindeligt papir med penslen og transporteret over til arbejdsbordet.

Enkelte af skallerne havde lidt sort farve fra skriften, som kunne indikere den rette placering af skallen. De rent gule farveskaller kunne udelukkende placeres ved hjælp af deres form. Det var lidt udfordrende…Da der kun var tre bittesmå farveskaller tilbage, måtte konservatoren give op. Det var umuligt at finde de sidste skallers placering. To af dem lægges op i glasset, og den mindste bliver udvalgt til at indgå i en analyse af farvelaget.

Farvelaget undersøges:

Farveskallen indstøbes i polyester og slibes fra siden. Polyesteren fremstår brunlig og næsten sort på fotografiet. Farvelaget ser man i 100 ganges forstørrelse, og man kan se, det består af tre tynde strygninger af gullig maling. Oprindeligt var malingen hvid. Havde den været gul fra starten, ville der have været mange små gule prikker fra pigmentet i lagene på fotografiet. Den gule tone skyldes ældning af oliebindemidlet i malingen. I alt er farvelaget ikke en gang en tiendedel mm tykt.

Belyst med UV-lys ser malingen blåhvid ud. Det kan man dog ikke regne med, for UV-lyset ændrer kuløren rigtig meget. Det interessante ved UV-lyset er, at det får gennemsigtige lime til at lyse op med klare farver. Her kan man se, at der er påført lim på glasset, inden etiketten blev malet. Limen lyser op med sin klare lyse blå farve under malingen. Bemærk at undersiden af limen er helt glat, da den selvfølgelig følger glassets overflade.

Hvad vi ellers ved om glasset:

Teksten på etiketten blev aldrig komplet ved konserveringen. Desværre var meget af bemalingen faldet af på et tidligere tidspunkt, hvor der ikke blev taget samme hensyn som nu. Men det er dog tydeligere, at der oprindeligt stod PULV: R: ARI. Dette er nemlig teksten, som stod på etiketten i 1947, hvor glasset blev registreret her på museet.

Nu kan det være lidt interessant at ridse glassets historie op. Det stammer oprindeligt fra Skanderborg Apotek, hvor “signaturen” (etiketten) blev malet af apoteker Sejdelin. Han var apoteker fra 1809 til 1852, og den spinkle bladranke, som indrammer feltet, er da også i tydelig empirestil fra 1800tallets første halvdel.

Glasset – og mange andre genstande fra danske apoteker – blev i slutningen af 1800tallet indsamlet af Nordiska Museets stifter, Artur Hazelius. Museet, der ligger i Stockholm, indsamler genstande fra alle de nordiske lande. I 1946, fire år efter der var blevet indrettet et apotek i Den Gamle By, blev det forhandlet på plads, at Nordiska Museet skulle deponere en del af genstandene her. Her iblandt dette glas.

Det oprindelige indhold, altså PULV: R: ARI, var som de fleste andre medicintyper i 1800tallet tørret urtemedicin. Planten hedder Arum maculatum på latin, på dansk plettet arum. I lighed med så mange andre lægemidler fra den tid, er den giftig. Dog ikke så giftig, at apotekeren følte sig nødsaget til at male de tre sorte kors, som ellers var den almindelige advarsel om gift.

Næste gang du besøger apoteket i Den Gamle By, må du ikke snyde dig selv for at høre “apotekerens” fortællinger om en del af de forskellige typer urtemedicin. De nemlig har mange spændende virkninger – og bivirkninger…

 

 

Nye tider i butikken i Købmandsgården 1864

Man skulle tro, at når en historisk butik er indrettet og i drift i Den Gamle By, så ændres der ikke på noget. Løbende sker der dog tilpasninger, når f.eks. varer udgår eller leverandører lukker ned og nye skal findes, eller når nyt personale kommer til og foretager småjusteringer. Butikken i Købmandsgården er hvert år lukket fra nytår til påske, og det var en oplagt anledning til at se nærmere på, om vareudbud, inventar og indretning stadig var “1864-rigtigt”.

Varer

En reol er fjernet, varer er genopstillet og nye varer er kommet til

Der blev først set nærmere på, om de eksisterende varer var i orden set i forhold til årstal, udseende og relevant historie. Her blev varer som marmelade, lakridspiber og lertøj med blå glasur luget ud, da de ikke var til salg i en købmandsgård i 1864. Der var desuden kommet en overrepræsentation af lakrids og spiritus, og her blev udvalget gjort smallere. Erstatninger for disse varer skulle nu findes, og et tidligere udført forskningsprojekt om varer i købmandsgårde i 1860’erne blev studeret, og det samme gjorde købmænds annoncer i Aarhus Stiftstidende årgang 1863 og 1864. Her kom isenkramvarer som koste, spader, økser og leer på banen. Også kammerstager, stearinlys, lyseslukkere, marseillesæbe, panamahatte og tovværk blev fundet egnede som salgsvarer.

Vareplacering

Vareudbud og -opstilling før

I en købmandsgård blev en kunde i 1864 betjent ved disken af butikssvenden, som fandt varerne frem fra hylderne på anmodning. Selvbetjening var ikke i ordforrådet dengang. Vi kunne derfor hurtigt se, at der var sket et skred i en uheldig retning. I købmandsgården var der hele to reoler fyldt med selvbetjeningsvarer, og på tønder var der placeret endnu flere. Det blev besluttet at fjerne den reol, som var længst væk fra disken, og tønderne blev befriet for krukker. Disken ville i 1864 have været ret tom for varer, da den blev brugt til udlevering og indpakning af varer. Også her blev der fjernet varer, så butikssvendens armbevægelser kunne blive større, og det blev nemmere for museets gæster at få øje på ham bag disken.

Vinduer

Facaden, med store udstillingsvinduer, er udsædvanlig i 1864. Også her er der sket en ændring i de udstillede varer.

Købmandsgårdens relativt store butiksvinduer var ikke almindelige i 1864. Fandtes de, fik vinduesudstillingen ikke ret høj prioritet. I vores nye udstilling er der derfor stræbt efter en ret høj grad af “kedelighed” med solbestandige varer som keramik og børster.

Kom bare ind

Vi håber, at museets gæster bliver glade for resultatet af vores anstrengelser, og at der bliver anledning til at få mange gode samtaler med den dygtige butikssvend om købmandsgården, varerne og 1864.

Butikssvenden er klar til en snak

Nedpakning af Besættelsesmuseet gør indtryk

Det er altid spændende at arbejde med museumsgenstande! Alle de ting, vi arbejder med, har en fortid og har tilhørt nogle mennesker, som havde deres helt egen historie. Nogle gange når den historie ud gennem genstanden og rammer os, som står i nutiden og ser på…

For tiden nedpakker vi Besættelsesmuseets samling af genstande, så der kan skabes en fornyet udstilling i bygningen. Vi konservatorer er med til nedpakningen, og det er en meget stor oplevelse. De genstande, som findes i samlingen, er fyldt med historier om nød, bekymring, konflikter og grummere ting, som ikke kan undgå at gøre indtryk os, som har dem i hænderne.

En af montrerne i museets tidligere udstilling bestod af en masse små håndlavede menneskefigurer. Det kunne ligne en hyggelig hobbykreation. I virkeligheden er det et detaljeret terapi-projekt for at bearbejde nogle traumatiserende oplevelser.

Alle de små menneskefigurer forestiller fanger og vagter i koncentrationslejren Ravensbrück, og det er norske Inge Marie Jensen, som har fremstillet figurerne ud fra sine erindringer om livet i lejren. Her er mange detaljer: Flere forskellige typer tvangsarbejde. Overfyldte køjesenge. En ydmyget, nøgen kvinde forsøger at skjule sin nøgenhed, mens hun venter på at få fangetøj. En forfærdet kvinde knæler foran vognen med nøgne lig. Spædbørn, børn, voksne og ældre. Et helstøbt billede på de rædsler, vi aldrig må glemme.

Det har givet stof til eftertanke at pakke alle de små figurer ned… Se f.eks. kvinden med de magre kinder og indfaldne øjne. Hun bærer et spædbarn i armene med en opgivende mine. Inge Marie Jensen har formået at lægge følelser ind i det formbare materiale, så ingen kan være upåvirkede.

Museumsinspektør for Besættelsesmuseet, Søren Tange Rasmussen, er en passioneret historiefortæller, og der er ingen tvivl om, at vi kan se frem til at få fortalt mange historier, der går ind under huden, når museet åbner igen i 2020.

 

Seminar om sociale rum og brugerinddragelse i udstillinger

Den 28. november 2017 blev seminaret Sociale rum og brugerinddragelse i udstillinger afholdt i Den Gamle By.

Seminaret var en måde, hvor Den Gamle By kunne give sine viden og erfaringer fra udstillingen Aarhus Fortæller videre til et bredt felt af interesserede i museumsformidling og udstillingsmediet. Der var desuden inviteret kollegaer fra andre museer, for at de kunne dele deres erfaringer med at tilrettelægge nyere ambitiøse udstillinger. På seminaret blev der også sat fokus på to tilgange til udstillinger, der er arbejdet med i Aarhus Fortæller, nemlig gæsternes brug af museet som socialt rum samt brugerinddragelse i både planlægningen af udstillingen og i den færdige udstilling. For at perspektivere de emner var museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dirking inviteret og der var oplæg om brugerinddragende projekter på blandt andet det nyåbnede IKEA Museum.

Seminaret var udsolgt med lidt over 200 deltagere fra mere end 40 museer, foruden deltagere fra universiteter, arkiver, biblioteker, fonde, kommunale kulturforvaltninger, Slot- og kulturstyrelsen og en række firmaer, som arbejder med oplevelser, historie og formidling.

Oplægsholderne har givet tilladelse til, at deres oplæg bliver delt, så det er muligt at se eller gense dem. Herunder er der link til præsentationerne og en kort gennemgang af de enkelte oplæg.

Oplæg 1: Welcome and presentation of Aarhus Story
Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, Den Gamle By
Thomas Bloch Ravn gav en introduktion til Aarhus Fortæller og kom ind på, hvordan udstillingen hænger sammen med den oplevelse og formidling, der er i andre dele af Den Gamle By.
Link til Thomas Bloch Ravns præsentation

Oplæg 2: Aarhus Story as a social room
Overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By
Martin Brandt Djupdræt fortalte om målsætningen og bestræbelserne med at gøre Aarhus Fortæller til en sociale oplevelse, blandt andet gennem arbejdet med udstillingens tekster og lyddesign.
Link til Martin Brandt Djupdræts præsentation

Oplæg 3: Museums as Social Spaces & Arenas for Participation
Lynn D. Dierking Director of Strategy & Partnerships Institute for Learning Innovation, Portland, Oregon, USA
Lynn D. Dierking fortalte om socio-kulturelle kontekster og læringspotentialer ved museer og gennemgik blandt andet projektet Opening Doors på Conner Prairie, Indiana, hvor museet har ændret sin tilgang til publikum.
Link til Lynn D. Dierkings præsentation

Oplæg 4: Why Visitors’ Self-Related Needs and Motivations Matter
John H. Falk, Executive Director, Institute for Learning Innovation, Portland, Oregon, USA
John H. Falk fortalte om publikums brug af museer og de personlige og sociale behov, som besøgende kan få opfyldt gennem museumsbesøg.
Link til John H. Falks præsentation

Lynn Dierking og John Falk i diskussion med seminarets deltagere

Oplæg 5: Professionalism and trust. Experiences from participatory projects over 14 years, with examples from Popstad Lund and IKEA Museum
Sofie Bergkvist, ORD & TEXT, Sverige
Sofie Bergkvist gennemgik erfaringer med brugerinddragelse, både med og uden benyttelse af sociale medier.
Link til Sofie Bergkvists præsentation

Oplæg 6: Digital participatory practices
Eva Pina Myrczik, Ph.d. studerende, Københavns Universitet
Eva Pina Myrczik gennemgik på baggrund af hendes Ph.d. undersøgelser i forbindelse med projektet Vores Museum forskellige former for digital brugerinddragelse.
Link til Eva Pina Myrcziks præsentation
Link til beskrivelse af Eva Pina Myrcziks projekt ved Vores Museum

Oplæg 7: Participation and User Involvement in Aarhus Story
Museumsinspektør Anneken Appel Laursen og museumsinspektør Lisbeth Skjernov, Den Gamle By
Anneken Appel Laursen og Lisbeth Skjernov gennemgik forskellige brugerinddragende tilgange i Aarhus Fortæller og sammenholdt dem med andre erfaringer om brugerinddragelse gjort i Den Gamle By.
Link til Anneken Appel Laursen og Lisbeth Skjernovs præsentation

Oplæg 8: Roskilde Museum
Formidlingschef Annemette Birk Lund, ROMU
Annemette Birk Lund gennemgik tankerne bag de nye udstillinger om Roskilde by, der er åbnet på Roskilde Museum i 2017.
Link til Annemette Birk Lunds præsentation

Oplæg 9: Porten til verden
Museumsinspektør Thorbjørn Thaarup, Museet for Søfart
Thorbjørn Thaarup gennemgik tankerne bag det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i 2013, med særlig fokus på museets udstilling om havnen og byen.
Link til Thorbjørn Thaarups præsentation

Oplæg 10: Fyn – midt i verden
Museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen, Odense Bys Museer
Karsten Kjer Michelsen gennemgik processen med at skabe udstillingen Fyn – midt i verden, som åbnede på Odense Bys Museer i 2013.
Link til Karsten Kjer Michelsens præsentation

Oplæg 11: Københavns Museum
Udstillingsprojektleder Vivi Lena Andersen, Københavns Museum
Vivi Lena Andreasen fortalte om arbejdet med at skabe en nu udstilling om København, der skal åbne til næste år, og fortale om nogle af de initiativer museer tager mens de ikke har et udstillingssted.
Link til Vivi Lena Andreasens præsentation

Oplæg 12: Aarhus Fortæller – Proces og tilblivelse
Overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By
Martin Brandt Djupdræt fortalte om tilrettelæggelsen og organiseringen omkring etableringen af Aarhus Fortæller.
Link til Martin Brandt Djupdræts præsentation

Paneldebat mellem oplægsholderne om etableringen af nye udstillinger

http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/files/2018/01/Paneldebat-seminar28nov2017.jpg

Oplæg 13: Aarhus fortæller som Aarhus 2017-event – Publikumsundersøgelser af rethinkIMPACTS 2017
Lektor Louise Ejgod Hansen, Aarhus Universitet
Louise Ejgod Hansen fortalte om hendes forskningsgruppes evalueringer af Aarhus 2017 og gennemgik nogle af resultater fra projektets undersøgelse af Aarhus Fortæller.
Link til Louise Ejgod Hansens præsentation
Link til rethinkIMPACTS2017 publikumsundersøgelse af Aarhus Fortæller

Oplæg 14: Brugerevalueringer af Aarhus Fortæller
Museumsinspektør Lisbeth Skjernov, Den Gamle By
Lisbeth Skjernov gennemgik nogle af resultaterne fra publikumsundersøgelser gennemført i Aarhus Fortæller, og fortalte om, hvordan undersøgelserne bruges af museet i praksis i forbindelse med efterfølgende justeringer i udstillingen.
Link til Lisbeth Skjernovs præsentation
Link til Den Gamle Bys publikumsundersøgelsen af Aarhus Fortæller

Arrangører
Seminaret var arrangeret af Den Gamle By og Dansk Center for Byhistorie og gjort muligt gennem støtte fra Dansk Center for Museumsforskning, Forskningsprogram for Historie på Aarhus Universitet og Bodil Sneums Fond.
Link til seminarets program med en omtale af hovedtalerne ved seminaret

Andre henvisninger:
Den Gamle By årbog 2017 har fokus på Aarhus Fortæller og tankerne bag udstillingen. Årbogen er lige udkommet og kan købes i Den Gamle By. Fra januar 2018 er årbogen også gratis tilgængeligt på www.dengamlebyaarbog.dk

En gennemgang af tankerne bag Aarhus Fortæller kan også læses i museumsdirektør Thomas Bloch Ravns seks blogindlæg om tilblivelsen af udstillingen:

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

Vi står på skuldrene af mange museer i arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

Arbejdet med teksterne i udstillingen er beskrevet i overinspektør Martin Brandt Djupdræts artikel:
Martin Brandt Djupdræt: Aarhus Fortæller, i MiD Magasin nr. 37 oktober 2017, s. 8-11.

I dette blogindlæg gennemgår Martin Brandt Djupdræt nogle af de principper som teksterne er skrevet ud fra:
Udstillingstekster og Magareta Ekarv

En overordet gennemgang af John h. Falk og Lynn D. Dierkings centrale bøger om museer som socialt og personlig rum er emnet for et andet blogindlæg:
John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

For yderligere uddybning af de emner som John H. Falk kom ind på i hans oplæg til seminaret henvises til to af hans seneste bøger:
John H. Falk: Identity and the Museum Visitor Experience. Left Coast Press, Walnut Creek, 2009.
John H. Falk: Born to Choose. Evaluation, self and well-being. Routledge, New York, 2018.