Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

Lidt om Møntmestergården

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

 

 

Galionsfigurer m/k

Her fortæller vi om galionsfigurernes flytning, som eksempel på hvordan vi emballerer og pakker tunge genstande af bemalet træ.

I en periode har Toldbodens 1. sal været lukket for vores gæster, da der mangler en flugtvej. Genstandene blev flyttet, men nogle krævede en særlig behandling – bl.a. fire galionsfigurer. Den Gamle Bys møbelkonservator Torsten Meinert Johnsen fik opgaven at nedtage, emballere og flytte de fire figurer.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Hver figur er unik i størrelse og udformning, og derfor skal der laves en kasse, som passer til hver enkelt.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Når galionsfigurerne skal flyttes på magasin, er det vigtigt, at de ikke kan rykke rundt i kassen og få skrammer eller stød. Derfor fores hver kasse med små klodser af tilskåret polyethylenskum og træ, så figurerne er helt fixerede.

Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.
Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.

Hver kasse mærkes med genstandens museumsnummer og et fotografi, og derefter er kasserne klar til at blive lukket…

Farvel og god transport...

Farvel og god transport…

De fire galionsfigurers historie fortager sig for øvrigt i det dunkle, da der er utrolig lidt kendskab bevaret om deres tilværelse, inden de kom til Den Gamle By. Herrefiguren er klædt i tøj fra begyndelsen af 1800talet, og kvindefigurerne er fra midten af 1800tallet. De tre af figurerne er erhvervet i 1930erne fra den jyske vestkyst, og det antydes, at de stammer fra skibsvrag. En lidt uhyggelig tanke der minder os om de bestandige farer, danskerne måtte leve med gennem århundrederne.

Når moderne materialer kommer på museum

Læsere af Bag Facaden er allerede bekendt med den store tilstrømning af gæster til Den Gamle By i kølvandet på åbningen af Tårnborg i det moderne bykvarter. Her oplever vi da også en ny slags museum, nemlig museum om hverdagen, som den var i mange af vores gæsters barndom eller ungdom.

For vi konservatorer er det også på flere måder en ny slags museum. For det første er vi i 1974 inde i en periode, hvor 60’erne “køb og smid væk – kultur” har sat forbruget dramatisk i vejret. Man ejer simpelt hen mange flere ting end før. Hvor et hjem i 1864 måske indeholder 100 genstande, ejer en familie i 1974 måske 2000! Desuden er vi i 1974 for alvor trådt ind i “plastik-alderen”, og plastik har helt andre egenskaber i forhold til traditionelle, relativt stabile materialer som træ, glas og metal.

Et blik på kernefamiliens køkkenbord vidner om de mange moderne brugsgenstande.

To af museets konservatorer fik ansvaret for, at klargøringen af de tusindvis af genstande foregik på den rigtige måde. De måtte tænke i nye baner, og Bodil Klarskov Larsen fortæller her om opgaven:

“Der er mange overvejelser og hensyn, der skal tages når så store mængder af materialer skal klargøres og nye typer materialer og genstande indlemmes i Den Gamle Bys udstillinger.

Særligt klargøringen af de moderne materialer har været en udfordring. Det skyldes, at de nye genstande nedbrydes på andre måder end mange af de traditionelle materialer, der findes i Den Gamle By. Mange plastmaterialer er ikke produceret med lang holdbarhed i tankerne, og deres relativt hurtige nedbrydning kan give udfordringer i forhold til at udstille genstandene på museum. Eksempelvis er materialet i en plasticpose sammensat, så den skal kunne holde i ca. et år.

Mange har den opfattelse at plastmaterialer varer evigt, eller næsten i hvert fald. Denne opfattelse bliver styrket af medierne, der gang på gang fortæller os om, hvor lang tid det tager for plast at blive nedbrudt i naturen. Det er også korrekt, at det tager op til 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det er ikke ensbetydende med, at nedbrydningen ikke starter langt tidligere og kan være synlig efter ganske få år. Misfarvning, krakelering og fedtede overflader er alle tegn på nedbrydning af plast. Vi kender vist alle sammen plastgenstande i hjemmet, der hurtigt viser tegn på nedbrydning.

Genstandene, der er blevet indsamlet til Den Moderne By, er netop denne type hverdagsgenstande. De har i de fleste tilfælde været i brug rundt omkring i hjem og erhverv og er derfor slidte. Efter endt brug har nogle af genstandene måske været opbevaret i en fugtig kælder eller garage.

Denne papirbakke fra gynækologens klinik måtte vi desværre sortere fra, da den er fyldt med revner. Selv hvis man limede delene sammen, ville de mange mikroskopiske revner få den til at gå i stykker andre steder.

En del af genstandene viste allerede tegn på begyndende nedbrydning, og det var derfor nødvendigt at vurdere hvilke, der var egnet til udstillingen og hvilke, der ikke stod til at redde. En bedømmelse af, hvad hver enkelt genstand kan tåle af behandling var også vigtig. Eksempelvis kan nedbrudte overflader ødelægges af almindelig rengøring og den originale overflade kan helt forsvinde, hvis man går for kraftigt til værks.

Det har været som en stor oplevelse og professionelt tilfredsstillende at følge klargøringen, og at være en del af teamet, som sikrer, at der bliver taget godt vare på de mange nye genstande. Det tværfaglige samarbejde med museets andre afdelinger har været spændende, og det er glædeligt at se, at det gavner genstandenes bevaring, så rigtig mange museumsgæster kan få glæde af dem i fremtiden”, afslutter Bodil Klarskov Larsen.

 

OBS! SKULLE DU HAVE FÅET LYST TIL AT BESØGE TÅRNBORG I WEEKENDERNE OP TIL JUL ER DER BOOKING AF TID VIA HJEMMESIDEN:     http://www.dengamleby.dk/booking/


 

Aldrig igen “bare lige”

I forbindelse med opbygningen af udstillingerne i 70ér kvarterets hus Tårnborg, skulle jeg konservere en glaslysekrone til Frk. Snerums lejlighed. Der skulle egentlig ikke gøres så meget ved prismelysekronen, den var ikke i stykker, men meget snavset og ledningerne skulle udskiftes så lyset kunne være tændt uden risiko for kortslutning. Umiddelbart en let opgave, men den skulle vise sig ikke at være helt ukompliceret.

 

Glaslysekronen, da den ankom til konservering.

Lysekronen var meget snavset. For at kunne rengøre den ordentligt valgte jeg at skille den ad. På den måde kunne alle dele langt lettere vaskes og det ville være lettere at skifte ledningerne. Vi vasker glas i en sæbe specielt udviklet til glasvask, som giver et smukt skindende resultat.

Prismer i lange baner. Det er med at holde styr på rækkefølgen.

Efter rengøring af kronens dele, skulle ledningerne skiftes. Her begyndte problemerne. Da lysekronens arme er af glas, kan man se ledningerne løbe inde i armene. Oprindeligt havde man brugt hvide stofbetrukne enkeltledninger, problemet var at den type bruger man ikke længere, i dag er de betrukket med plastik. Da vi gerne vil holde vores genstande så originale som muligt, ville vi meget gerne have fat i ledninger af samme type. Efter en større eftersøgning lykkedes det vores elektriker at finde et firma i Tyskland, som forhandlede denne type ledning. Så langt så godt.

Her ses en af lysekronens arme. Man kan se ledningen inde i armen, den fortsætter ind igennem metalstykket.

Jeg gik glad og fro i gang med at klippe ledninger. Jeg sammenkobler altid de gamle og de nye ledninger, for på den måde at trække de nye ledninger med ind samtidig med at jeg trækker de gamle ud. MEN her startede problemerne. Glasarmene består at to stykker glas, der er samlede på midten om et metalstykke, der holder fatningen. Ledningerne går fra lysekronens stamme, igennem armen og videre igennem metalstykket. I samlingen mellem glasarm og metalstykket, skal den igennem et 90 graders vinkel og op i et smalt rør. Glasarmene er støbt fast i metalstykket med en slags kit. Heri lå problemet. Det viste sig nemlig at glas og metal var blevet kittet sammen EFTER at ledningerne var trukket igennem. Det betød at de gamle ledninger nu sad helt og aldeles fast. Der var ikke andet at gøre end at skrabe kitten ud og skille armene ad. Det var med sved på panden jeg gik i gang med den opgave, for glasarmene er uerstattelige og opgaven var svær.

Efter adskillelse er den kit, der var årsag til at ledningen sad fast renset væk. Resten bliver siddende, da det letter arbejdet med den nye kitning.

Det lykkedes heldigvis og efter møje og besvær fik jeg skiftet ledninger og på ny kittet armene sammen igen. Det endelige resultat kan ses i Frk. Snerums lejlighed, men her er et smugkik.

Glaslysekronen efter konservering, klar til at komme på plads i Frk. Snerums lejlighed.

 

Glaslysekronen som den tager sig ud i Frk. Snerums lejlighed.

 

Den Gamle Bys sporvogn får en tur med pensel, sprøjte og små strygejern

Sådan sikrer vi sporvognens reklameskilte mod vejr og vind

Den Gamle Bys sporvogn fra Aarhus Sporveje har hen over forår og forsommer stået fremme, først i Ryesgade og siden i Den Gamle Bys moderne bykvarter. Sporvognen, der kørte sin sidste tur i 1971, har det dog ikke så godt efter mange år uden vedligeholdelse. Særligt jerndelene og bemalingen har problemer med det skiftende klima, sporvognen har været udsat for.

Sporvognen, som den stod i Den Gamle By i maj 2013.

Inden sporvognen skulle tilbage på magasin, besluttede vi at konservere de udvendige reklameskiltes bemaling, da den flagede voldsomt op, og var i overhængende fare for at skalle helt af.

Reklameskiltenes farve skallede så meget op, at vi undrede os over, malingen ikke for længst var faldet af.

Så skidt så det ud tæt på.

Det er egentlig ret simpelt af få farven limet fast til underlaget igen. Først kommer vi lim ind bag farveskallen. Siden gør vi farven fleksibel ved at varme den op med et mini-strygejern. Til sidst presser vi forsigtigt farven ned på underlaget, hvor limen sørger for, den sidder fast. Når vi kommer lim ind under farven, bruger vi til tider en pensel, andre gange en sprøjte.

Her kan vi pensle limen ind under farveskallerne.

Nogle steder er det umuligt at pensle under farven. Så må vi sprøjte limen ind i stedet.

Selv om opgaven synes ret simpel, kan virkeligheden vise sig at blive en anden. Vi lagde ud med at bruge en meget holdbar lim, som er opløst i sprit og acetone. Det gik meget fint på det ene reklameskilt. Da vi begyndte på skiltet på sporvognens anden side, opstod der i midlertid problemer. Der var nemlig malet mange lag farve oven på hinanden, og mindst ét af disse lag kunne ikke tåle opløsningsmidlerne og begyndte at bule op. Der var ikke andet for end at skifte til en “hvid lim”, der er på vandbasis.

Her kan man se en farveskal helt tæt på mellem to fingerspidser. Der er i alt ca. 10 lag maling, som stammer fra ca. 4 forskellige reklamer.

Snart efter opstod endnu et problem, vi desværre ikke kunne gøre noget ved. Mange steder var der hulrum inde under det yderste malingslag. De gamle lag maling var skallet af, uden man kunne se det udefra. De steder blev overfladen ret bulet, efter vi havde limet den fast. Flere af vores venlige gæster og kolleger beroligede os med, at det ikke så slemt ud – men vi konservatorer bryder os ikke spor om, at vores arbejde ikke bliver pænt. Så må vi affinde os med, at vi ihvertfald har sikret malingen imod at falde af.

Sådan ser området ud efter farven er limet fast.