Korsetter, Kvindesag og Charlestonkjoler

I 2020 har Den Gamle By en lang række tilbud i januar, februar og marts, hvor museumsinspektører og andre tager spændende sager frem fra magasinerne og fortæller kulturhistorie med udgangspunkt i genstandene. Tilmelding via link:

https://www.dengamleby.dk/mandage/

13. januar var det min tur, og jeg havde valgt fem eksempler fra museets store dragtsamling. Jeg viste dem sammen med nogle billeder, der kunne understrege pointerne. Den Gamle By har en stor samling af historiske dragter og tekstiler. Den er på næsten 20.000 genstande og er den største og bredeste tekstilsamling uden for København. Siden slutningen af 1990’erne har samlingen ikke haft permanente udstillingslokaler; men dele af den er kommet frem til tematiske udstillinger. I 2004 (Brud og Brudgom), 2005 (Ventetøj i 150 år), 2006 (Kristentøj og Dåbskjoler), 2009 (Festtøj 1909-2009), 2012 (Sko og Accessories) og i 2014 (Hønsestrik og Hot pants). Nogen vil måske huske, at jeg i 2018 kuraterede en udstilling, hvor alt var indlånt og mest fra Hendes Majestæt Dronningen. Den hed ”Fra Dronningens Garderobe” og blev vist frem til begyndelsen af september 2018.

Fra åbningen af udstillingen “Fra Dronningens Garderobe” i 2018.

Jeg arbejder naturligvis også med samlingen, når jeg producerer forlæg til kostumerne i museets Levende Historie, og i 2014, 2016 og 2019 har jeg skrevet speak til 1970’er-modeshows til tøj, jeg havde valgt fra en brugssamling, der ikke er museumsgenstande.

“Brudepar” og “bryllupsgæster” fra 1970’er-modeshow i 2016.

De dragter og billeder, jeg valgte at vise 13. januar 2020, kan fortælle et stykke social- og modehistorie og om tiden fra 1900 til 1930, hvor der skete der en revolution i kvinders liv og påklædning. Forandringerne i mænds garderober var knap så spektakulære; men fordi livsomstændighederne og lovgivningen blev ændret for kvinder, påvirkede det naturligvis mænds liv.

I 1908 fik danske kvinder kommunal valgret.

I 1912 blev vielsesritualet ændret, så kvinder ikke mere skulle love underdanighed til deres mænd.

1915 fik danske kvinder stemmeret og kunne vælges ind i rigsdagen på lige fod med mænd.

I 1924 blev historikeren Nina Bang Danmarks første kvindelige minister i statsminister Thorvald Staunings ministerium. Det var kæmpeskridt i en forandring af det danske samfund.

Kvinder fik mere selvbestemmelse.

Kvinder fik mere indflydelse.

Kvinders klædedragt ændrede sig virkelig markant i den periode og holdt op med at være så stram og snøret!

Både i Danmark og i udlandet arbejdede kvindebevægelserne hen imod en frisættelse af kvindekroppen fra snærende bånd og korsetter. Allerede i midten af 1800‑tallet havde en gruppe amerikanske kvinder forsøgt sig med en reformdragt med posede bukser, som blev kaldt ‘bloomers’ efter kvindesagsforkæmperen Amelia Bloo­mer. Dragten var i tillempet tyrkisk stil med en tunika og en kort krinoline over de posede bukser. Den slog kun an i begrænsede kredse og havde en kort levetid; men nye, mere brugbare designs af mere behagelig påklædning for kvinder dukkede op både i USA og i Europa.

Korset fra cirka 1900, hvor kvinden stadig kunne holde sin ryg rank.

I moden for kvinder har idealet gang på gang været timeglasfiguren med et slankt midtpunkt i taljen. Generationer af kvinder har nået idealet med et korset. Faconen blev opnået med afstivningsmaterialer, som kunne være træ, metal eller hvalbarde. Korsettet på billedet er fra cirka 1900 og har stålblanchetter foran og snørehuller bagpå. Blanchetterne har en lukkemekanisme. Damen skulle have hjælp til snøringen bagpå; men når først den var på plads, kunne hun selv lukke korsettet.

Korsetter var dyre at anskaffe og man passede godt på dem. Man bar dem ikke ind mod den nøgne krop. Inderst havde man en særk (datidens underkjole) – også kaldet ’chemise’ med det franske ord for særk – eller en såkaldt ’korsetskåner’, forløberen for undertrøjen. Det dyre korset skulle beskyttes mod sved og snavs, og særke og korsetskånere var syet af vaskbare materialer. Korsettet formede og støttede kroppen til idealet – og vægten af dragten hvilede i høj grad på korsettet.

Kjolen stammer fra et solidt håndværkermiljø i Viborg.

Silkekjole fra slutningen af 1890’erne

Den fine silkekjole har tilhørt hustruen til en murermester i Viborg, så der er tale om et solidt håndværkermiljø i en dansk provinskøbstad. Vi har ikke andre gaver fra denne kvinde, så vi kan godt være sikre på, at det har været hendes fineste kjole. Datteren forærende kjolen til Den Gamle By næsten 40 år efter moderens død, så hun har passet på den meget længe. Den er af sort silkesatin med en såkaldt vesteindsats af brokade. Den er todelt, som det var helt almindeligt på den tid. Dengang kaldte man de to dele, kjoleliv og skørt. Skørtet falder flot. Det gør det, fordi de fem forreste stofbaner er klippet på skrå af stoffet, så falder det blødere og mere smidigt. Ærmerne er stramme og har de såkaldte vinger foroven. Det var moderne i de allersidste år af 1890’erne. Kvinden døde i 1899; men vi ved desværre ikke, hvornår hun blev født, så om hun har været ung eller gammel, ved vi ikke. Kjolelivet har isyede stivere og det måler 66 cm i taljen. Hun har sikkert også brugt korset for at få det ønskede taljemål. Murermesterens frue har kunnet holde ryggen rank; men lige efter århundredeskiftet, i begyndelsen af 1900-tallet, blev det moderne med en ny korsettype, der var endnu mere usund. Dets facon pressede mave og rygsøjle bagud. Det blev meget betegnende kaldt: sans ventre, altså uden mave. Når mave og rygsøjle presses bagud, kommer overkroppen frem, så man kan holde balancen. Damen får en s-formet silhuette set fra siden. Kjolerne blev samtidigt konstrueret sådan, at de fik en masse poset stof på overdelen og meget betegnende blev den mode kaldt for ’gåsebryst’ i starten af 1900-tallet.

Forlovelseskjole fra 11.11.(19)11.

Forlovelseskjole – 11.11.11 – altså 11. november 1911 – måske lidt talmagi indblandet. Den ser romantisk ud, men det var meget usundt at presse rygsøjlen tilbage på den måde.

Stramt snørede korsetter pressede organerne, og kvindesagsforkæmpere både i USA og i Europa kæmpede for at indføre en anden type dragter, der kunne bruges uden korset. De blev kaldt reformdragter og til reformdragterne hørte en hel anden type undertøj. Det var ikke helt uproblematisk. Det ene problem var, at tilskæringen af modedragterne forudsatte, at vægten af dragten hvilede på korsettet. Det sorte silkeskørt i en solid silkesatin og skåret i hele otte baner vejer naturligvis en hel del. Vægten af reformdragterne skulle hvile på skuldrene. Så det var et økonomisk spørgsmål at gå over til reformdragt. Det var dyrt at anskaffe nyt undertøj. Nordisk Mønstertidende bragte snitmønstre, så for dem, der selv kunne sy, var der naturligvis penge at spare. Det andet problem var, at reformdragterne havde et løse snit end de stramt korsetterede modedragter, og kvinderne risikerede at se gravide ud. Reformdragterne slog kun igennem bestemte dele af samfundet for eksempel i de mere frisindede kunstnerkredse. De fleste kender nok det berømte Michael Ancher portræt af Anna Ancher i hvid reformkjole fra 1902. Deres datter Helga Ancher blev født i 1883, så Anna var ikke gravid i 1902.

Blå reformkjole

Den Gamle By har flere af disse reformkjoler, og jeg valgte at tage denne blå reformkjole fra 1899 frem. Den er syet af et let, uldent stof, som kaldes serge, og er udsmykket med et applikationsbroderi. Hvad er det, der gør denne kjole til en reformkjole i modsætning til den sorte silkekjole? – Svaret er, at det er snittet. Kjolen er i modsætning til den sorte silkekjole en hel kjole uden overskæringer i taljen. I stedet har den det såkaldte prinsessesnit. Det er en tilskæringsform, hvor længdegående indsnit eller indsatte baner fra skulder til hofte eller kjolekant danner en tætsiddende eller en lidt løsere facon uden vandret overskæring i taljen. Damen har brugt den uden korset; men med reformundertøj, hvor vægten af dragten hvilede på skuldrene i stedet for i taljen på korsettet. Hun havde heller ingen snærende strømpebånd bundet stramt om benene. I stedet knappede hun strømperne og på reformlivstykket, en anden af undertrøjens forgængere. På den måde havde hun en større bevægelsesfrihed. Den blå kjole blev syet til en ung pige, da hun skulle på højskole, hvilket markerer et af de andre miljøer, hvor reformdragter slog igennem.

Reformkjole 1899.

Højskolerne blev steder, hvor landboungdommen blev påvirket kulturelt og underlæggende også politisk ‑ de fleste markante venstre‑politikere i begyndelsen af 1900-tallet havde været på højskole. Valg- og stemmeret var endnu bundet op på køn og økonomi, og frem til systemskiftet i 1901 kunne Kongen udnævne ministre på trods af Folketingets flertal. Den unge kvinde, der ejede reformkjolen, har sikkert oprindeligt haft et skærf til at binde løst om livet. Det ser man på mange illustrationer af reformkjoler. I 1905 eller 1906 fik hun syet en bolero af et skærf, oplyste hun, da hun som ældre forærede sin reformkjole til Den Gamle By i 1957.

Bolero 1905 eller 1906.

Herredragt fra 1909

Kjole og hvidt er det fineste festtøj for mænd på det tidspunkt. Hvis man da ikke havde en gallauniform. Faktisk er livkjolens snit bevaret helt fra begyndelsen af 1800-tallet med højsiddende overskæring fortil og lange skøder bagtil. Nogen kalder dem svalehaler. Dette sæt er fra den fine herreekviperingsforretning, Brødrene Andersen, der på det tidspunkt lå på den fornemme adresse Kongens Nytorv 28 i København. Livkjolen og bukserne er syet af fint, sort klæde, vesten af en blandingsvare af silke og bomuld. Det er skræddersyet efter mål til den dengang kendte skuespiller og teaterdirektør, Albert Helsengreen. I kan se på modellen, at vor tids træning og slankhed for mænd slet ikke var i fokus. Nej, en mand af betydning skulle have pondus. Og hvad betyder så det? Det betyder ’vægt og værdighed’, så en stor krop efter utallige fyldige middagsselskaber var ingen hindring for mænd på det tidspunkt. Husk blot Gustav Wieds ’ædedolkenes klub’ i Livsens Ondskab fra 1899, hvor byens herrer spiser og drikker sig selv fra sans og samling. Jeg siger ikke, at Helsengreen var sådan; men det peger på en anden opfattelse af kropsidealer for indflydelsesrige mænd i begyndelsen af 1900-tallet.

Herredragt fra Brdr. Andersen på Kongens Nytorv i København.

Cykling

Der er ét element mere, som jeg er nødt til at nævne i forbindelse med frigørelsen af kvindekroppen. I løbet af 1800-tallet var den deciderede sportsudøvelse også kommet til, og tøjet måtte nødvendigvis følge med. Man kan ride på en hest i damesaddel og med lange skørter; men det er umuligt at holde balancen på en cykel, hvis ikke man sidder overskrævs. Cykelsporten havde på den måde en afgørende indflydelse på opkomsten af kvindetøj med en større bevægelsesfrihed. De posede bukser, bloomers, som vi startede med, har haft en lang levetid først i form af cykelbukser senere som gymnastikbukser og endnu i år i 2020 som posede underbukser til små børn og voksne kvinder. Kvinder cyklede. I starten ikke uden modstand dengang cykling udelukkede var en sportsgren og ikke et transportmiddel.

En anonym, københavnsk herre skrev i bladet ”Idræt” i 1896:

Jeg bor ved Søerne, og fra tidlig Morgen til sen Aften, joller Cyclister forbi; Mandfolk i Knæbukser, ”Damer” i Knæbukser eller hvad det nu kaldes. Det ser hæsligt ud, og jeg vender mig til den bedre Del af Ungdommen og spørger, om en ung Mand af god Familie vil gifte sig med et Pigebarn, hvis Ben al Verden dagligt beskuer på Promenaden. Jeg har troet at ingen anstændige Damer viste sig i den Dragt, men man har oplyst mig om min Vildfarelse. Man har vist mig Damer af agtede Familier, som uden at rødme bar sig saa ukvindeligt ad. Jeg har overbevist mig om Faktum.

Jeg vil flytte bort fra mine kære Søer og hen i en Gade, hvor Cycling er forbudt. Jeg vil ikke se på Dekadencen. Men først vil jeg lade min Stemme høre mod denne Uvornhed. Maaske bliver jeg kun til Latter. Jeg bryder mig ikke derom. Jeg er en gammel Mand og har mit paa det tørre. Maaske gør mit Ord ogsaa Gavn et eller andet Sted”.

Billede fra Fred. Rasmussens katalog ca. 1927.

Moden overhalede reformdragterne, så det blev moderne for alle kvinder med løsthængende kjoler med en god bevægelsesfrihed. Symønstre til undertøj holdt op med at blive kaldt mønstre til reformundertøj – nu så det almindelige undertøj ud på den måde.

En 1920’er kjole

Kjolerne kunne have lavtsiddende taljeoverskæringer; men havde det ikke nødvendigvis. Hvis de havde det, var de løse og med god vidde. De blev kaldt sækkekjoler. Kjolen fra 1924-25 er en fin selskabskjole med en tylsbund, der er overbroderet med det nye materiale kaldet ’kunstsilke,’ der skulle efterligne den dyrere silke. Den har tilhørt Petra Julie Holm, der var fra 1921 gift med Peter Holm, Den Gamle Bys stifter og første direktør. – Frem til 1959 havde hun ansvaret for indsamling, bevaring og udstilling af museets store dragt- og tekstilsamling.

Kjole i kunstsilke fra 1924-25.

Nu kunne det ikke mere bevares som en dyb hemmelighed, at også kvinder havde to ben. Det kunne godt skabe forargelse blandt ældre kvinder, der end ikke havde vist deres ankler offentligt. Nye tider var kommet. Min mormor har fortalt, hvordan min tipoldemor helt frem i 1920’erne sad med konehue og dermed helt tildækket hår og forargede sig over min mormors korte, moderne 1920’er skørter. Min tipoldemor vrissede, at i hendes ungdom viste pæne piger ikke deres ankler. Ligesom den forargede herre, der skrev om de cyklende damers ben, er det et klart udtryk for et sammenstød mellem forskellige opfattelser af påklædning og ærbarhed.

Helenes brudekjole

Hvis Helene havde fået lov af sin mor, havde hendes brudekjole været endnu kortere i 1928. Hun var født i Wien i 1909, og kjolen blev syet i en af Wiens førende modesaloner. Parret blev viet i Guldbjerg Kirke på Fyn og brylluppet blev holdt hos gommens forældre. Kjolens snit er moderne for anden halvdel af 1920erne med meget korte skørter, lavtsiddende talje og spids halsudskæring Fra slutningen af 1920’erne var kjolerne mindst ligeså korte som de forargelige cykelbloomers.

Brudepar 1928.

Film var nu det helt store underholdingsmedium og sportslivet blev mere og mere udbredt. Den franske modeskaber Coco Chanel havde åbnet sit eget modehus i Paris i 1919 og hun lancerede nyt design i tynde strikstoffer og tweed til den moderigtige og sporty kvinde. Drengepigen, la garconne, med den slanke krop og de korte skørter var blevet moderne. Hun røg cigaretter af cigaretrør og havde kortklippet hår. Den lidt langsomme vals i de korsetterede kjoler blev afløst af livlige danse som Charleston og Lindy Hop. Charleston opstod blandt afroamerikanerne i byen af samme navn i South Carolina i begyndelsen af 1920’erne. De kortskørtede 1920’er kjoler passede godt til den energiske dans, som havde twistende bevægelser med benløft. Man dansede på offentlige dansesteder, hvor alle klasser svingede sig til de moderne rytmer.1920’erne-kjolerne havde tit blanke detaljer, som kunne skinne og glitre i dansestedernes fashionable, elektriske belysning.

Kvindekroppen var sat fri for det snærende korset. Dog blot for en tid, moden skiftede igen, så idealet blev et slankt midtpunkt.

Litteratur

Jørn Hansen: Kropsudfoldelse – fra sport til jogging. Den jyske Historiker. Nr. 53, 1990, side 81-96.

Tove Engelhardt Mathiassen: Men hendes Ansigt dæktes af et Slør…” Sløret i vestlig, kristen og sekulariseret sammenhæng. I: Tørklædet som tegn. (Red. Inge Degn og Kirsten Molly Søholm), Aarhus Universitetsforlag. 2011, side 60-79.

 

 

 

 

Fint skal det være.

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

Når farven drysser af glasset

I dette indlæg følger vi konservatorens arbejde med at samle et kompliceret puslespil af løs maling. Et puslespil, hvor brikkernes form er meget forskellig, og mange af brikkerne for længst er forsvundet.

I Den Gamle Bys apotek står en imponerende samling af gamle glas og krukker på lange hylder. Hvert glas eller krukke har en etiket, som fortæller, hvilket lægemiddel det skulle indeholde.

I april måned i år blev det opdaget, at flere af glassene havde tabt små skaller af etikettens farvelag. Værst var det på et af glassene, hvor store dele af etiketten lå i små stykker på hylden.

Ude i den virkelige verden ville de fleste nok feje skallerne ned fra hylden med en ærgerlig mine, men heldigvis er vi er i Den Gamle By ikke spor opgivende overfor den slags opgaver, og det er bare med at starte fra en ende af…

Behandlingen:

Det første, der skal ske, er at sikre det løse farvelag, som sidder tilbage på glasset. Selv den mindste berøring, vil få meget mere maling til at falde af.

Den nænsomste måde at sikre den løse maling er ved meget forsigtigt at klæbe et stykke japanpapir på forsiden af hele etiketten.

Japanpapir er en meget tynd type papir lavet af meget lange fibre, som slynger sig i alle retninger. Fordi fibrene er så lange og ligger i alle retninger, danner de et fint og tyndt net, som limen kan trænge ind igennem.

Den tyndtflydende lim påføres med pensel uden på papiret, og derfor undgår man at røre ved den løse maling med penslen. Papiret med limen suger sig fast på overfladen og hjælper med at lægge de løse skaller ned.

Den lim, der bliver brugt, har vi i forvejen udvundet af tørret størblære. (Ja, stør-fisken – den der også laver kaviar. Vidste du for øvrigt, at ordet husblas oprindeligt betød størblære?)

For at være sikker på, at limen trængte ind under den løse bemaling, blev der påført rigtig meget af den tyndtflydende lim rundt langs kanterne af farvelaget. Så længe limen er våd, er papiret gennemsigtigt. Når limen tørrer op bliver papiret hvidt.

Når limen mellem glasset og farvelaget er tørret helt op, er det tid til at fjerne japanpapiret. Da limen er vandopløselig, bliver der blot penslet med lidt vand oven på papiret, og så kan det trækkes af lige så forsigtigt. Limen under skallerne bliver heldigvis ikke opløst, da der ikke bruges særlig meget vand, og derfor sidder farvelaget nu fast på glasset.

Næste skridt i processen var at fjerne overskydende lim fra overfladen af bemalingen med en fugtig vatpind.

Der var mange løse farvelagsskaller, som lå tilbage på hylden. Den ene af skallerne var meget stor og skulle behandles særligt:

Et stykke japanpapir blev gjort klart og vædet med størlimen. Det blev lagt lige ved siden af skallen. En vædet pensel blev brugt som transportmiddel.

Penslen blev forsigtigt lagt ned på bagsiden af farveskallen. Skallen klæbede sig fast til penslen, som nu kunne løfte den over på japanpapiret. Da skallen blev løftet op fra hylden, var det tydeligt at se, at der stod noget skrift på forsiden.

På japanpapiret sørgede størlimen for at skallen blev liggende. Herefter var det let at transportere skallen fra hylden til etiketten på glasset

Nu blev der lagt lim på bagsiden af den store skal, og den blev forsigtigt sat på plads på glasset på det rette sted.

Da den store farveskal havde fundet sin oprindelige placering på etiketten, stod der PULV: i stedet for blot LV:. PULV: er en forkortelse for pulver.

Nu var det bare at vente på, at limen tørrede, og så fjerne papir og overskydende lim som beskrevet ovenfor.

De sidste små farveskaller fra hylden blev lagt over på et stykke almindeligt papir med penslen og transporteret over til arbejdsbordet.

Enkelte af skallerne havde lidt sort farve fra skriften, som kunne indikere den rette placering af skallen. De rent gule farveskaller kunne udelukkende placeres ved hjælp af deres form. Det var lidt udfordrende…Da der kun var tre bittesmå farveskaller tilbage, måtte konservatoren give op. Det var umuligt at finde de sidste skallers placering. To af dem lægges op i glasset, og den mindste bliver udvalgt til at indgå i en analyse af farvelaget.

Farvelaget undersøges:

Farveskallen indstøbes i polyester og slibes fra siden. Polyesteren fremstår brunlig og næsten sort på fotografiet. Farvelaget ser man i 100 ganges forstørrelse, og man kan se, det består af tre tynde strygninger af gullig maling. Oprindeligt var malingen hvid. Havde den været gul fra starten, ville der have været mange små gule prikker fra pigmentet i lagene på fotografiet. Den gule tone skyldes ældning af oliebindemidlet i malingen. I alt er farvelaget ikke en gang en tiendedel mm tykt.

Belyst med UV-lys ser malingen blåhvid ud. Det kan man dog ikke regne med, for UV-lyset ændrer kuløren rigtig meget. Det interessante ved UV-lyset er, at det får gennemsigtige lime til at lyse op med klare farver. Her kan man se, at der er påført lim på glasset, inden etiketten blev malet. Limen lyser op med sin klare lyse blå farve under malingen. Bemærk at undersiden af limen er helt glat, da den selvfølgelig følger glassets overflade.

Hvad vi ellers ved om glasset:

Teksten på etiketten blev aldrig komplet ved konserveringen. Desværre var meget af bemalingen faldet af på et tidligere tidspunkt, hvor der ikke blev taget samme hensyn som nu. Men det er dog tydeligere, at der oprindeligt stod PULV: R: ARI. Dette er nemlig teksten, som stod på etiketten i 1947, hvor glasset blev registreret her på museet.

Nu kan det være lidt interessant at ridse glassets historie op. Det stammer oprindeligt fra Skanderborg Apotek, hvor “signaturen” (etiketten) blev malet af apoteker Sejdelin. Han var apoteker fra 1809 til 1852, og den spinkle bladranke, som indrammer feltet, er da også i tydelig empirestil fra 1800tallets første halvdel.

Glasset – og mange andre genstande fra danske apoteker – blev i slutningen af 1800tallet indsamlet af Nordiska Museets stifter, Artur Hazelius. Museet, der ligger i Stockholm, indsamler genstande fra alle de nordiske lande. I 1946, fire år efter der var blevet indrettet et apotek i Den Gamle By, blev det forhandlet på plads, at Nordiska Museet skulle deponere en del af genstandene her. Her iblandt dette glas.

Det oprindelige indhold, altså PULV: R: ARI, var som de fleste andre medicintyper i 1800tallet tørret urtemedicin. Planten hedder Arum maculatum på latin, på dansk plettet arum. I lighed med så mange andre lægemidler fra den tid, er den giftig. Dog ikke så giftig, at apotekeren følte sig nødsaget til at male de tre sorte kors, som ellers var den almindelige advarsel om gift.

Næste gang du besøger apoteket i Den Gamle By, må du ikke snyde dig selv for at høre “apotekerens” fortællinger om en del af de forskellige typer urtemedicin. De nemlig har mange spændende virkninger – og bivirkninger…

 

 

Nedpakning af Besættelsesmuseet gør indtryk

Det er altid spændende at arbejde med museumsgenstande! Alle de ting, vi arbejder med, har en fortid og har tilhørt nogle mennesker, som havde deres helt egen historie. Nogle gange når den historie ud gennem genstanden og rammer os, som står i nutiden og ser på…

For tiden nedpakker vi Besættelsesmuseets samling af genstande, så der kan skabes en fornyet udstilling i bygningen. Vi konservatorer er med til nedpakningen, og det er en meget stor oplevelse. De genstande, som findes i samlingen, er fyldt med historier om nød, bekymring, konflikter og grummere ting, som ikke kan undgå at gøre indtryk os, som har dem i hænderne.

En af montrerne i museets tidligere udstilling bestod af en masse små håndlavede menneskefigurer. Det kunne ligne en hyggelig hobbykreation. I virkeligheden er det et detaljeret terapi-projekt for at bearbejde nogle traumatiserende oplevelser.

Alle de små menneskefigurer forestiller fanger og vagter i koncentrationslejren Ravensbrück, og det er norske Inge Marie Jensen, som har fremstillet figurerne ud fra sine erindringer om livet i lejren. Her er mange detaljer: Flere forskellige typer tvangsarbejde. Overfyldte køjesenge. En ydmyget, nøgen kvinde forsøger at skjule sin nøgenhed, mens hun venter på at få fangetøj. En forfærdet kvinde knæler foran vognen med nøgne lig. Spædbørn, børn, voksne og ældre. Et helstøbt billede på de rædsler, vi aldrig må glemme.

Det har givet stof til eftertanke at pakke alle de små figurer ned… Se f.eks. kvinden med de magre kinder og indfaldne øjne. Hun bærer et spædbarn i armene med en opgivende mine. Inge Marie Jensen har formået at lægge følelser ind i det formbare materiale, så ingen kan være upåvirkede.

Museumsinspektør for Besættelsesmuseet, Søren Tange Rasmussen, er en passioneret historiefortæller, og der er ingen tvivl om, at vi kan se frem til at få fortalt mange historier, der går ind under huden, når museet åbner igen i 2020.

 

Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

Lidt om Møntmestergården

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Smukke ben og hængebryster

I september måned åbnede museet særudstillingen Hønsestrik og hot pants. Forud for udstillingen ligger et stort arbejde, lige fra indsamling af billeder, udvælgelse af genstande, klargøring af genstande og opbygning af podier, layout og meget mere.

Klargøring af dragter til udstilling er en meget tidskrævende proces. Her kan du få et indblik i hvordan det foregår.

Rensning og konservering

Det første der sker, når genstandene ankommer til Bevaringsafdelingen er at de alle bliver støvsugede. Det gør vi fordi genstandene skal fremstå rene og flotte, men også fordi støv kan være allergifremkaldende hos os, der arbejder med genstandene.

Denne udstilling omhandler 70ér tøj. Da genstandene ikke er specielt gamle, er langt de fleste meget velbevarede. Det betyder at det ikke var nødvendigt at konservere ret mange af dem. Alligevel havde flere af dem nogle småskader, der skulle ordnes. Fx strikmasker, der var løbet, eller tyl der var itu.

Edel konserverer knapperne på en herrevest

Efter støvsugning er genstandene klar til konservering. Her er det Edel, der konserverer knapperne på en herrevest

Nogle af genstandene var snavsede og skulle vaskes. Når et tekstil er nedbrudt bliver det ekstra skrøbeligt, når det bliver vådt. Derfor vasker vi alt tøj i hånden og undgår at løfte i det, mens det er vådt. Når det skal tørre bliver det lagt fladt ud på et bord med sug, hvor det tørrer.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter.

Thora og Louise er i gang med at vaske skjorter

Skjorterne skal i udstillingen forestille at være helt nye og ligge til salg i en butik. De skal derfor både være rene og pænt sammenlagte.

De færdige skjorter pænt sammenlagte, som de ligger i udstillingen.

Således kom skjorterne til at se ud i udstillingen, efter vask og en meget præcis sammenlægning.

Vi er alle forskellige

Noget af det mest tidskrævende ved arbejdet med tekstiludstillinger er at tilpasse giner. Det tøj vi vil udstille har tilhørt mange forskellige mennesker og selvom meget af det er stangvarer, er det i alle størrelser. Det betyder at hver enkelt gine skal tilpasses individuelt til det tøj, der skal udstilles.

Vi tilpasser ginerne til tøjet af to årsager, både for at det skal sidde pænt, men også for at det skal støtte tøjet mest muligt. Nedbrudte tekstiler kan i værste fald trække sig selv i stykker bare på grund af sin egen vægt. Så slemt går det sjældent, men at udstille tøj i længere tid kan være en stor belastning for nedbrudte fibre.

Vi har kun i sjældne tilfælde billeder af de mennesker, der har båret tøjet og da vi heller ikke har mødt dem, må vi oftest ud fra tøjet, forestille os hvordan personen har set ud. Vi bygger gineren så naturtro som muligt, derfor tilføjer vi deller, baller, topmaver osv. Vi anvender standart butiksginer, som vi skærer til i størrelsen og bygger på med pladevat.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet.

Her er Louise ved at skære i ginen, fordi den visse steder er for stor til tøjet. Det foregår med en hobbykniv eller en brødkniv.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Denne gine var for lille, derfor polstrer Thora den med pladevat dækket af lærredsstof.

Selvom vi bruger standartginer, har vi alligevel mulighed for at lege lidt med kropsbygningen. I denne udstilling er der mange bukser. Da ginerne ikke har nogen numse, har vi selv formet ginernes bagdel efter vores behag. Ligesådan var 70érne et bh-frit årti, derfor har flere af ginerne fået hængebryster.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at klaske bagi. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Denne numse er så lækker, at flere har haft trang til at give den et klask. Derfor har vi været nød til at flytte den længere ind på podiet.

Vi har også mulighed for at skabe variation med armene. Vi bygger arme i kyllingenet beklædt med pladevat. Armene kan bøjes i den retning vi ønsker, så ginerne ikke alle står i den samme stilling i udstillingen.

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Edel og Naja er ved at monterer arme på en gine

Her ses samme gine nu med arme.

Her ses samme gine nu med arme.

I begyndelsen af 70érne var hot pants og meget kort shorts til mænd moderne. Vi har flere eksempler herpå i udstillingen. I tre tilfælde var det nødvendigt at bygge ben til disse. Benene er udført i gipsgage, direkte på tre villige modeller. Det er lidt hårdt at stå model, idet man skal stå helt stille i op imod en time, indtil gipsen tørrer. Herunder følger en lille billedserie af processen.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

Louise er i gang med at lægge gips på Saschas ben.

 

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Her ses Ole med gipsbenet efter det er blevet lirket af. Nu skal slidsen lukkes af med gips. Herefter skal ujævnheder spartles ud og benene skal slibes og til sidst males.

Efter benene er monteret på ginen, kan den blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

De færdige ben monteres og ginen er klar til at blive klædt på.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Den færdige gine, som den ser ud i udstillingen.

Krøller bekæmpes med damp og varme

Den sidste store opgave inden dragterne kan monteres på ginerne er glatning. Mange af genstandene har ligget pakket ned i kasser på vores magasin i mange år. Nogle i op imod 40 år. Det betyder at de ofte er ret krøllede og med skarpe folder. Når stoffet har været foldet det samme sted i mange år, kan krøllerne være endda meget svære at få ud igen. Det bliver ikke lettere af, at nedbrudt tekstil ikke tåler ret meget varme. Man brugte også mange syntetiske tekstiler i 70érne, som ikke engang som nye tålte ret megen varme.

For at bruge så lidt varme som muligt, er vi nød til at fugte tekstilerne op. Det gør vi med damp, men vi skal passe på ikke at få dem for våde. For hvis de er snavsede kan der komme skjolder, fordi snavset begynder at flytte sig rundt, når tekstilet bliver vådt. Det hele er lidt på ”gefühl”, så man skal koncentrerer sig.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Her kan man se hvordan Louise opfugter kjolen med damp. Det strygejern vi anvender er meget tungt og har en meget præcis temperaturstyring. Vi har også små ministrygejern, der kan komme ind i alle små kroge.

Afslutningen nærmer sig

Inden dragterne kan monteres skal der syes trikoter til ginerne og vælges skørter til kjolerne. Nogle skørter er i stof med påsyet tyl, mens andre blot er et stykke tykt plast (melinex), der er svøbt rundt om ginen. Skørterne er nødvendige, fordi når ginerne ikke har ben, og derfor vil kjoler og nederdele falde ind, hvis der ikke var skørter. Også buksebenene skal stoppes ud, så det ser ud som om, der er ben i. Til det bruger vi nylonstrømper, som stoppes ud med papir. På den måde sikrer vi os, at papiret ikke rasler ned.

Efter montering er dragterne klar til udstilling.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.

To damer prøver tøj i udstillingens butik.