Kategoriarkiv: Konservering

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Den af

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Den Gamle Bys farver. Sådan finder vi frem til dem…

Den af

Noget af det, der adskiller husene i Den Gamle By fra husene udenfor, er de mange forskellige farver.

Et af de stærkeste sanseindtryk, de fleste gæster oplever i Den Gamle By, er de stærke farver. I Den Gamle By står husene med de farver, som de har haft i gamle tider: Rød, kraftigt gul, grøn, lys rød, hvid, sort og brun. Ofte sat sammen i kontrastfulde mønstre.

Men hvordan vælger vi, hvilke farver bygningerne skal have?

En af de vigtigste måder at finde frem til farven er ved at undersøge de gamle farvelag, der som regel findes på byggematerialerne. Her følger et lille eksempel på, hvordan en gavlbeklædning finder sin farve…

 

Fra rød til grøn og tilbage igen.

For tiden opføres en bygning inde i baggården bag Tårnborg i den moderne bydel. Dette baghus er hjemtaget fra Horsens, hvor det blev opført ad flere omgang i 1906 og 1911. I efteråret 2013 undersøgte jeg vinduernes farver, og jeg fandt frem til, at de i 1974 var grønne. 1974 er det år, vi viser i den del af det moderne kvarter, og derfor besluttede vi, at vinduerne igen skal males grønne.

I december var det så den fine bræddebeklædning på gavlen fra 1911, der skulle restaureres. Brædderne blev hentet ind til tømrerne og malerne fra vores depot uden for byen. Malerformanden kiggede på fotos af gavlen og kunne konstatere en grøn farve.

Gavlen med de grønne brædder som den så ud ved nedtagningen i 2005.

Malerformanden spurgte herefter farvekonservatoren (det er mig) og bygningsarkæologen, om gavlen skulle have samme grønne farve som vinduerne, hvilket ville være meget logisk. For en sikkerheds skyld blev det besluttet, at bræddernes farve skulle undersøges nærmere, og et par stykker af dem blev taget med op til Bevaringsafdelingen.

Bræt med rester af bemaling for oven.

 

 

Ved siden af ses et foto af et af brædderne. Bemærk den fint profilerede liste, der sidder over samlingerne. Det mest interessante er dog, at der ikke er bevaret noget farvelag på størstedelen af brættet eller listen. Kun nede i fordybningerne og på den allerøverste del, som har siddet beskyttet med regn og sol, er der bevaret en smule bemaling, en lys rødlig farve.

 

 

 

Men hvad er der blevet af den grønne farve, man kan se på billedet fra 2005?

Overfladen af træet blev skrabet forsigtigt af og ses her i stor forstørrelse. Bemærk de mange, bittesmå og mørke, ovale sporer.

Ja, det viser sig, at den grønne farve må skyldes angreb af mikroorganismer, skimmel eller “alger”. Et skrab af træets overflade blev undersøgt ved 205 ganges forstørrelse. Her var ingen tegn på bemaling men derimod hundredevis af bittesmå ovale sporer, som er skimlens “frø”, hvilket kan ses på billedet ved siden af.

 

Den bevarede farve blev også studeret ved 205 ganges forstørrelse. Her kan man se den blege røde farve.

Nærbillede af den bevarede farve. Nogle steder er der hul ned til den underliggende lyse grå farve og til træet.

Maleren brækkede den røde farve med lidt sort og hvid tørfarve, som han ikke fik indarbejdet særlig grundigt i farven. Det ses tydeligt som mørkegrå og hvide pletter i det røde. Det menneskelige øje opfatter ikke disse mørke og hvide prikker, men de bevirker, at den røde farve synes lidt mindre “kraftig” i nuancen.

På nærbilledet ses også nogle områder, hvor den lyse røde farve er skallet af, bl.a. i venstre side og i øverste højre hjørne. Neden under findes en lys grålig nuance. Der er altså en struktur med flere farver oven på hinanden. For at kunne studere strukturen i tværsnit, så alle lagene kan ses, blev der udtaget en lille bitte prøve til analyse.

Den millimeter-store prøve af farven skal først støbes ind i plastik, for at det kan lade sig gøre at slibe den ned i tværsnit. Jeg bruger en polyester plast, som jeg hælder ned i en rund form sammen med prøven inde i et stinkskab. Dampene er giftige, så det er vigtigt, at der er effektiv udsugning.

Her har jeg hældt polyester plast ned i den runde form til min farveprøve, der har delt sig op i tre meget små dele. Efter ca. et døgn er plasten hærdet helt op og kan slibes.

Når plastikken er hærdet helt op, kan jeg slibe prøven og dermed få mulighed for at kigge på farven fra siden i stedet for fra overfladen, som jeg gjorde før. Dette kaldes for et farvesnit.

Et lille udsnit af farvesnittet på ca. en halv millimeter i bredden.

Mit lille farvesnit havde splittet sig om i farve og træ for sig. Derfor har jeg indsat to fotos ved siden af, der viser farven og træet hver for sig. De to fotos viser et udsnit af farvesnittet, der er omkring en halv millimeter bredt.

Den øverste farve er teglrød, derunder er der en lille rest af en meget mørk brun farve. Nederst er den lidt lysere grå, der dog fremstår meget mørkere her i snittet end på nærbilledet ovenfor.

Her ses træets mørkebrune vandrette fibre med grå farve imellem.

På billedet af træet kan man se den grå farve ligge direkte ovenpå træet, og den ses også trængt ind mellem træets mørkebrune, vandrette fibre.

Jeg kan derfor konkludere, at der er påført tre farvelag. Det første lyse grå lag kan muligvis være en grunding af træet, idet jeg kunne konstatere en tilsvarende lys grå grunding af vindueskarmen. Hvis det er en grunding, stammer den mørke brune fra opførelsen i 1911. Hvad angår den teglrøde farve, er det desværre meget sværere komme med et kvalificeret forsøg på datering.

To faktorer fortæller mig, at den røde farve er påført inden 1974, som er vores skæringsår. For det første det faktum, at langt det meste af farven er vasket af med regn og vind, hvilket vidner om rigtig mange års slid. Men afgørende er det, at farven ser meget hjemmerørt ud. Efter 1950erne var det usædvanligt, at malerne blandede tørpigment i oliefarven på den måde, vi ser på nærbilledet oven for.

Konklusionen er derfor, at gavlbrædderne har været røde i 1974, og måske allerede temmelig slidte. Men hvilken rød nuance skal vi vælge til en rekonstruktion af farven?

Det er en umulig opgave at finde den præcise farve, men hvis vi tager udgangspunkt i den, der er bevaret øverst på bræddet, kan vi regne med, at vi skal finde en lidt kraftigere kulør. Rød farve bleger nemlig hurtigt i sollys. Det er noget, man f.eks. kan se på grillbarens eller pølsevognens skilte, der tit viser nogle mærkeligt grønne bøffer og pølser. De er grønne, fordi den oprindelige brune farve har mistet sin rødlige tone, som er bleget væk under sollysets påvirkning.

En gang til foråret vil Horsensbaghusets gavl atter stå med røde brædder, der vil passe fint til murstenene og stå som kontrast til de grønne vinduer.

 

 

 

Når moderne materialer kommer på museum

Den af

Læsere af Bag Facaden er allerede bekendt med den store tilstrømning af gæster til Den Gamle By i kølvandet på åbningen af Tårnborg i det moderne bykvarter. Her oplever vi da også en ny slags museum, nemlig museum om hverdagen, som den var i mange af vores gæsters barndom eller ungdom.

For vi konservatorer er det også på flere måder en ny slags museum. For det første er vi i 1974 inde i en periode, hvor 60’erne “køb og smid væk – kultur” har sat forbruget dramatisk i vejret. Man ejer simpelt hen mange flere ting end før. Hvor et hjem i 1864 måske indeholder 100 genstande, ejer en familie i 1974 måske 2000! Desuden er vi i 1974 for alvor trådt ind i “plastik-alderen”, og plastik har helt andre egenskaber i forhold til traditionelle, relativt stabile materialer som træ, glas og metal.

Et blik på kernefamiliens køkkenbord vidner om de mange moderne brugsgenstande.

To af museets konservatorer fik ansvaret for, at klargøringen af de tusindvis af genstande foregik på den rigtige måde. De måtte tænke i nye baner, og Bodil Klarskov Larsen fortæller her om opgaven:

“Der er mange overvejelser og hensyn, der skal tages når så store mængder af materialer skal klargøres og nye typer materialer og genstande indlemmes i Den Gamle Bys udstillinger.

Særligt klargøringen af de moderne materialer har været en udfordring. Det skyldes, at de nye genstande nedbrydes på andre måder end mange af de traditionelle materialer, der findes i Den Gamle By. Mange plastmaterialer er ikke produceret med lang holdbarhed i tankerne, og deres relativt hurtige nedbrydning kan give udfordringer i forhold til at udstille genstandene på museum. Eksempelvis er materialet i en plasticpose sammensat, så den skal kunne holde i ca. et år.

Mange har den opfattelse at plastmaterialer varer evigt, eller næsten i hvert fald. Denne opfattelse bliver styrket af medierne, der gang på gang fortæller os om, hvor lang tid det tager for plast at blive nedbrudt i naturen. Det er også korrekt, at det tager op til 500 år for nogle plasttyper at blive totalt nedbrudt, men det er ikke ensbetydende med, at nedbrydningen ikke starter langt tidligere og kan være synlig efter ganske få år. Misfarvning, krakelering og fedtede overflader er alle tegn på nedbrydning af plast. Vi kender vist alle sammen plastgenstande i hjemmet, der hurtigt viser tegn på nedbrydning.

Genstandene, der er blevet indsamlet til Den Moderne By, er netop denne type hverdagsgenstande. De har i de fleste tilfælde været i brug rundt omkring i hjem og erhverv og er derfor slidte. Efter endt brug har nogle af genstandene måske været opbevaret i en fugtig kælder eller garage.

Denne papirbakke fra gynækologens klinik måtte vi desværre sortere fra, da den er fyldt med revner. Selv hvis man limede delene sammen, ville de mange mikroskopiske revner få den til at gå i stykker andre steder.

En del af genstandene viste allerede tegn på begyndende nedbrydning, og det var derfor nødvendigt at vurdere hvilke, der var egnet til udstillingen og hvilke, der ikke stod til at redde. En bedømmelse af, hvad hver enkelt genstand kan tåle af behandling var også vigtig. Eksempelvis kan nedbrudte overflader ødelægges af almindelig rengøring og den originale overflade kan helt forsvinde, hvis man går for kraftigt til værks.

Det har været som en stor oplevelse og professionelt tilfredsstillende at følge klargøringen, og at være en del af teamet, som sikrer, at der bliver taget godt vare på de mange nye genstande. Det tværfaglige samarbejde med museets andre afdelinger har været spændende, og det er glædeligt at se, at det gavner genstandenes bevaring, så rigtig mange museumsgæster kan få glæde af dem i fremtiden”, afslutter Bodil Klarskov Larsen.

 

OBS! SKULLE DU HAVE FÅET LYST TIL AT BESØGE TÅRNBORG I WEEKENDERNE OP TIL JUL ER DER BOOKING AF TID VIA HJEMMESIDEN:     http://www.dengamleby.dk/booking/

 

Aldrig igen “bare lige”

Den af

I forbindelse med opbygningen af udstillingerne i 70ér kvarterets hus Tårnborg, skulle jeg konservere en glaslysekrone til Frk. Snerums lejlighed. Der skulle egentlig ikke gøres så meget ved prismelysekronen, den var ikke i stykker, men meget snavset og ledningerne skulle udskiftes så lyset kunne være tændt uden risiko for kortslutning. Umiddelbart en let opgave, men den skulle vise sig ikke at være helt ukompliceret.

 

Glaslysekronen, da den ankom til konservering.

Lysekronen var meget snavset. For at kunne rengøre den ordentligt valgte jeg at skille den ad. På den måde kunne alle dele langt lettere vaskes og det ville være lettere at skifte ledningerne. Vi vasker glas i en sæbe specielt udviklet til glasvask, som giver et smukt skindende resultat.

Prismer i lange baner. Det er med at holde styr på rækkefølgen.

Efter rengøring af kronens dele, skulle ledningerne skiftes. Her begyndte problemerne. Da lysekronens arme er af glas, kan man se ledningerne løbe inde i armene. Oprindeligt havde man brugt hvide stofbetrukne enkeltledninger, problemet var at den type bruger man ikke længere, i dag er de betrukket med plastik. Da vi gerne vil holde vores genstande så originale som muligt, ville vi meget gerne have fat i ledninger af samme type. Efter en større eftersøgning lykkedes det vores elektriker at finde et firma i Tyskland, som forhandlede denne type ledning. Så langt så godt.

Her ses en af lysekronens arme. Man kan se ledningen inde i armen, den fortsætter ind igennem metalstykket.

Jeg gik glad og fro i gang med at klippe ledninger. Jeg sammenkobler altid de gamle og de nye ledninger, for på den måde at trække de nye ledninger med ind samtidig med at jeg trækker de gamle ud. MEN her startede problemerne. Glasarmene består at to stykker glas, der er samlede på midten om et metalstykke, der holder fatningen. Ledningerne går fra lysekronens stamme, igennem armen og videre igennem metalstykket. I samlingen mellem glasarm og metalstykket, skal den igennem et 90 graders vinkel og op i et smalt rør. Glasarmene er støbt fast i metalstykket med en slags kit. Heri lå problemet. Det viste sig nemlig at glas og metal var blevet kittet sammen EFTER at ledningerne var trukket igennem. Det betød at de gamle ledninger nu sad helt og aldeles fast. Der var ikke andet at gøre end at skrabe kitten ud og skille armene ad. Det var med sved på panden jeg gik i gang med den opgave, for glasarmene er uerstattelige og opgaven var svær.

Efter adskillelse er den kit, der var årsag til at ledningen sad fast renset væk. Resten bliver siddende, da det letter arbejdet med den nye kitning.

Det lykkedes heldigvis og efter møje og besvær fik jeg skiftet ledninger og på ny kittet armene sammen igen. Det endelige resultat kan ses i Frk. Snerums lejlighed, men her er et smugkik.

Glaslysekronen efter konservering, klar til at komme på plads i Frk. Snerums lejlighed.

 

Glaslysekronen som den tager sig ud i Frk. Snerums lejlighed.

 

Den Gamle Bys sporvogn får en tur med pensel, sprøjte og små strygejern

Den af

Sådan sikrer vi sporvognens reklameskilte mod vejr og vind

Den Gamle Bys sporvogn fra Aarhus Sporveje har hen over forår og forsommer stået fremme, først i Ryesgade og siden i Den Gamle Bys moderne bykvarter. Sporvognen, der kørte sin sidste tur i 1971, har det dog ikke så godt efter mange år uden vedligeholdelse. Særligt jerndelene og bemalingen har problemer med det skiftende klima, sporvognen har været udsat for.

Sporvognen, som den stod i Den Gamle By i maj 2013.

Inden sporvognen skulle tilbage på magasin, besluttede vi at konservere de udvendige reklameskiltes bemaling, da den flagede voldsomt op, og var i overhængende fare for at skalle helt af.

Reklameskiltenes farve skallede så meget op, at vi undrede os over, malingen ikke for længst var faldet af.

Så skidt så det ud tæt på.

Det er egentlig ret simpelt af få farven limet fast til underlaget igen. Først kommer vi lim ind bag farveskallen. Siden gør vi farven fleksibel ved at varme den op med et mini-strygejern. Til sidst presser vi forsigtigt farven ned på underlaget, hvor limen sørger for, den sidder fast. Når vi kommer lim ind under farven, bruger vi til tider en pensel, andre gange en sprøjte.

Her kan vi pensle limen ind under farveskallerne.

Nogle steder er det umuligt at pensle under farven. Så må vi sprøjte limen ind i stedet.

Selv om opgaven synes ret simpel, kan virkeligheden vise sig at blive en anden. Vi lagde ud med at bruge en meget holdbar lim, som er opløst i sprit og acetone. Det gik meget fint på det ene reklameskilt. Da vi begyndte på skiltet på sporvognens anden side, opstod der i midlertid problemer. Der var nemlig malet mange lag farve oven på hinanden, og mindst ét af disse lag kunne ikke tåle opløsningsmidlerne og begyndte at bule op. Der var ikke andet for end at skifte til en “hvid lim”, der er på vandbasis.

Her kan man se en farveskal helt tæt på mellem to fingerspidser. Der er i alt ca. 10 lag maling, som stammer fra ca. 4 forskellige reklamer.

Snart efter opstod endnu et problem, vi desværre ikke kunne gøre noget ved. Mange steder var der hulrum inde under det yderste malingslag. De gamle lag maling var skallet af, uden man kunne se det udefra. De steder blev overfladen ret bulet, efter vi havde limet den fast. Flere af vores venlige gæster og kolleger beroligede os med, at det ikke så slemt ud – men vi konservatorer bryder os ikke spor om, at vores arbejde ikke bliver pænt. Så må vi affinde os med, at vi ihvertfald har sikret malingen imod at falde af.

Sådan ser området ud efter farven er limet fast.

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Den af

I første del fortalte jeg om gobelinens historie og dens vej til Den Gamle Bys samling, og om de informationer gobelinen giver os. Denne gang vil jeg zoome ind på gobelinens skader og på vores arbejde med at konservere gobelinen.

Hvordan var gobelinens tilstand?

I det dunkle lys i Aarhus Mølles sal, så gobelinen egentlig meget velbevaret ud. Der var ingen større skader, der sprang i øjnene, bortset fra den slidte ophængskant.  Men da vi fik set nærmere på den, viste den sig at have flere skader.

Ophængskanten var meget ødelagt på grund af den måde man havde ophængt gobelinen i.

Gobelinen er flere steder meget slidt. Det undrede mig lidt, indtil jeg fandt ud af at den i en længere periode havde været brugt som gulvtæppe. Tekstilfibrene er tydeligt nedbrudte, de er blevet skøre og knækker let ved berøring. Når fibrene knækker kan de løsne sig fra vævningen og falde ud. Flere steder mangler islættråden, der danner mønsteret helt eller delvist, og kun trendtrådene står tilbage. Islættrådene danner mønsteret, hvis de mangler udviskes billedet og mange detaljer kan gå tabt. Når trådene begynder at falde ud, vil vævningen svækkes og til sidst skride fra hinanden. Andre steder er trendtrådene knækkede, hvilket betyder at der kommer et hul.

Når trendtrådene knækker, kommer der hul i vævningen. På billedet kan man se en gammel restaurering, hvor man har lappet hullet ved at efterligne en vævning.

Gobelinen har mange gamle restaureringer. Restaureringerne ser ud til at være lavet af flere omgange. Den sidste restaurering kender vi fra registreringskortet, og foregik i 1927-28, som før omtalt. De fleste af restaureringerne støtter stadig gobelinens vævning på en god måde, derfor er der ingen grund til at fjerne dem. Eksempelvis er der, på bagsiden, syet baner af hør fra top til bund. Gobelinen er meget tung og hørbanerne er med til at fjerne noget af trækket på vævningen, da hørstoffet ikke giver sig.

Nogle af restaureringerne består af en slags kunststopning, hvor man har broderet hen over skaderne. Det tråd man brugte er nu bleget og passer ikke længere i farven, derfor ville vi egentlig gerne fjerne dem. Men man har broderet så tæt, at de ikke er mulige at fjerne uden at ødelægge gobelinens originale vævning. Derfor lod vi dem være. I nogle få tilfælde valgte vi at fjerne de gamle restaureringer, primært fordi de skæmmede udseendet. En af dem var restaureringerne på blomsten, der ses på billedet.

På bagsiden af gobelinen ses de gamle restaureringer tydeligt. Der er syet lange baner af hørlærred fra top til bund, som er med til at støtte gobelinen. Den store vægt belaster nemlig gobelinvævningen. Man risikerer at den trække sig selv i stykker.

Gobeliner kan være ekstremt snavsede, mange har aldrig været vasket og er fyldt med snavs og sod. I flere tilfælde har farverne på gobeliner ændret sig radikalt efter vask. Jeg har set eksempler på gobeliner, hvor mørklødede personer i gobelinen, ændrede hudfarve i forbindelse med vask og viste sig at være hvide. Vores gobelin så umiddelbart ikke så voldsomt snavset ud.

Det er tydeligt at gobelinen på et tidspunkt er blevet vasket. I den forbindelse er gobelinen blevet skadet. Ser man på gobelinens overflade, er den meget ujævn. Dette skyldes sandsynligvis at den er blevet vasket i for varmt vand. Alle ved at når uld vaskes ved en for høj temperatur kryber den. Som tidligere fortalt, er gobelinens trend af uld og ikke som ofte af hør. Under vask er denne uld krøbet. Trendtrådene er meget lange tråde, idet de løber fra top til bund, derfor er de krøbet mere end islæt trådene, som danner mønsteret. Det betyder at der ikke længere er plads til alle islæt trådene, som derfor bliver skubbet sammen og giver en ujævn bulet overflade.

Her ses den meget buledeoverflade.

Hvordan renser man en gobelin?

Tidligere vaskede man gobeliner i et interimistisk kæmpe kar. Det gør man ikke længere, af flere årsager. Gobelinen optager meget vand under sådan en vask og er derfor meget længe om at tørre, desuden er det meget svært at vaske sæben ud igen. Når gobelinen flyder i vandet, løsner nogle af de knækkede fibre sig, og flyder ud med vandet, hvorved vævningen svækkes. At vaske så stort og tungt en gobelin er også meget besværligt og fysisk hårdt arbejde. I dag findes der en mere skånsom metode. Vasken foregår i en højteknologisk computerstyret maskine. Gobelinen placeres på et vakuumbord, hen over bordet kører der en ”arm”, som sprøjter en fin støvregn af vaskevand udover gobelinen. Vandet suges ned igennem gobelinen, hvorved snavset trækkes med ud. Denne type vask er langt mere skånsom, end almindelig vask og har også vist sig at være langt mere effektiv. Desværre er den meget omkostningsfuld. Ikke mindst fordi den nærmeste ”vaskehal” er i Belgien. Grundet den høje pris og fordi gobelinen tidligere havde været vasket og derfor ikke var voldsomt snavset, kom en rigtig vask ikke på tale.

Helt ren var den dog ikke, så jeg var nød til at finde på en alternativ rensemetode. I stedet for en rigtig vask, besluttede jeg derfor at udføre en overfladisk vask, med en tæppestøvsuger. Tæppestøvsugeren sprøjter vand ud af mundstykket og suger det op igen umiddelbart efter. På den måde kan man rense overfladen af gobelinen, uden at gøre den helt våd. Overfladevasken foregik på mit vakuumbord, så gobelinen hurtigt kunne tørre helt op.

Gobelinen var så stor at jeg måtte ”støvsuge” den af flere omgange. Hvert område skulle tørre helt op inden jeg kunne gå videre til det næste område, derfor tog overfladerensningsprocessen en hel uge.

Jeg blev egentlig lidt overrasket over hvor meget snavs der alligevel sad på gobelinens overflade. Selv efter den var blevet grundigt støvsuget for løst skidt, inden den blev overfladevasket med tæppestøvsugeren. Størstedelen af snavset formodes at være nikotin, da det indtil for få år siden var tilladt at ryge i salen. Det kunne også være en forklaring på hvorfor gobelinen var markant mere snavset på den øverste halvdel, idet røg bevæger sig opad.

“vaskevandet” fra gobelinens øverste halvdel efter overfladerensningen med vandstøvsugeren.

 

“vaskevandet” efter rensning af gobelinens øverste halvdel.

Skader restaureres efter gamle traditioner

Nu var gobelinen blevet støvsuget og overfladerenset, og nu var der ”kun” syarbejdet tilbage. Metoden til restaurering af gobeliner har ikke ændret sig synderligt gennem tiden. Man restaurerer skaderne ved at lægge et stykke hør på bagsiden som støttestof. De løse tråde sys til støttestoffet med noget man kalder murstenssting, hvorved de låses fast. Hvis der er hul i gobelinen, laver man en form for kunststopning, der har til formål at kamuflere hullet. Metoden er relativ simpel, men meget tidskrævende.

I det brune område langs den lyse stribe, har vi syet de løse trendtråde fast til støttestoffet med murstenssting. Trådene ligger nu fast og risikoen for yderligere tab af fibre er minimeret. På afstand ser man ikke længere hullet.

Den gamle restaurering er fjernet og erstattet af en form for kunststopning, hvor man lægger en tråd i den ønskede farve på tværs af trendtrådene, herefter syer man denne tråd fast med murstenssting.

Velcro er et vidunder materiale

Efter mange timers syning, er det endelig blevet tid til at montere det nye ophæng. I dag hænger man oftest gobeliner op i velcro. Velcro har den fordel at det er meget stærkt. Det er næsten umuligt at tvinge fra hinanden, med mindre man hiver det fra hinanden fra enderne. Dette betyder, at når man hænger en gobelin op i velcro, hænger den godt fast. Samtidig er det meget let at rykke den ned fra væggen, i tilfælde af brand eller lignende. Velcroen syes på hele vejen, for at fordele vægten fra gobelinen jævnt over hele dens bredde.

Min kollega Birgitte er i gang med at montere velcroen, som gobelinen skal hænges op i.

Gobelinen er nu færdigkonserveret og bør kunne holde til at hænge i Aarhus Mølles sal mange år endnu.

Bevaringsafdelingens snedkere Torsten og Knud hjælper med at montere velco på væggen og hænge gobelinen op.

 

 

En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Den af

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Rensning af malerier til ny udstilling

Den af

Det er skønt at være malerikonservator! ikke mindst, når man kan give et dejligt kunstværk nyt liv.

 

Dette lille maleri fra midten af 1800tallet er et tidligt værk af Christian Blache. Efter det grå slør af snavs er fjernet i højre side, har det fået en helt sydlandsk stemning. De smukke kulører giver mig en følelse af at være i Italien, som var et yndet rejsemål for mange guldaldermalere. Men nej, vi er på ydersiden af Aarhus…

Christian Blaches maleri af Aarhus kyst med Mejlgades haver

 

Dér hvor Blache stod med sit staffeli, ligger idag Kystvejen. De haver og plankeværker, man ser på maleriet, hører til husene i Mejlgade! Det giver et tydeligt billede på, hvor meget Aarhus er vokset ud mod bugten.

Kom og se maleriet i vores nye særudstilling “100 fra Aarhus”. Har du mulighed for at komme allerede på søndag, er der rundvisninger ved stabsinspektør, Maiken Hansen:

http://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/vis-begivenhed/?tx_wildsidecalendarview%5Buid%5D=199&cHash=1711219708d1faabb8b45ef4cd31e5a1

 

 

Selv malerier af mindre kendte kunstnere vinder ofte ved at få fjernet snavs på billedet og rammen. Maleriet nedenfor har hængt i et rum med et helt almindeligt snavsniveau – altså hverken hos en storryger eller i et køkken. Se hvor fint farverne træder frem ved rensning i venstre side. Selv rammen bliver fin igen.

Da snavs har tendens til at blive mere og mere uopløseligt med årene, kan det være en god idé at få renset malerier med et interval på ca. 20-30 år.