Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Hovedet på sømmet – om håndsmedede søm

Der ligger ofte et stort arbejde bag selv de mindste detaljer i Den Gamle By.

Når husene på museet skal restaureres, går vi meget op i at bruge de korrekte materialer Det gælder også søm. I den gamle del af museet, hvor vi viser tiden før 1900, betyder det derfor håndsmedede søm, der laves af museets egen smed, Johannes Bengtson Pedersen.

Johannes fortæller her om, hvordan arbejdet foregår:

“Teknikken til at smede søm er som sådan enkel, men kræver megen øvelse, for at give et ensartet resultat.

Sømsmedene, der også blev kaldt nagelsmedene, var så specialiserede, at de ikke beskæftigede sig med andet. Efterspørgslen på søm var stor, og man anslår, at 1/3 af al jern i England i 1600-tallet gik til sømsmedning, som i stor stil eksporteredes også til Danmark. Her kan du se, hvordan jeg som smed i Den Gamle By, fremstiller alle de håndsmedede søm, vi bruger i bygningerne.”

“Først smedes spidsen på sømmet ud. Det er vigtigt, at jernet er omkring svejsetemperatur (1100 – 1250 grader), da det her har størst plasticitet og derved lader sig forme hurtigere.”

“Nu afsættes en “skulder” på sømmet. Dette gøres på kanten af ambolten mod mig og definerer afslutningen af selve “spigret” på sømmet. Skulderen giver også et godt afsæt til senere, når hoved på sømmet skal slås.”

“Spigret færdigsmedes ved konstant at vende jernet en kvart omgang frem og tilbage. Denne slagteknik holder jernet varmt og sikrer en jævn materialefordeling.”

“Materialet til hovedet forberedes ved at hugge næsten igennem jernet fra alle sider med et stokjern, der er en mejsel monteret i amboltens firkantede hul. Det er vigtigt ikke at kappe sømmet helt af, da man så kan putte sømmet i nageljernet uden at skulle bruge en tang. Nageljernet er det værktøj, man slår hovedet på sømmet i.”

“Her ses sømmet siddende i nageljernet, efter at hovedet er slået.”

“Og så er sømmet færdigt.”

“Håndsmede søm kendes ofte med de meget karakteristiske firslåede hoveder. Det er vigtigt, at sømmet smedes i én varme, det vil sige at jernet kun varmes en gang, hvorved spigret på sømmet udsættes for en deformationshærdning. Det sker ved, at slagene fra hammeren komprimerer og styrker jernets struktur. Sømmet bliver derfor stivere og bøjer ikke så let. Varmes jernet op igen, forsvinder denne egenskab.”

Her ses et eksempel på anvendelsen af de håndsmedede søm på et dørhængsel. Næste gang, du besøger Den Gamle By, prøv da at lægge ekstra godt mærke til smedens håndsmedede søm rundt omkring på de gamle huse.

Smykkeskrinet – det usynlige arbejde

af museumssmed Johannes Bengtson Pedersen

 

Lægger du mærke til, hvordan en genstand er ophængt i en montre? Det tror jeg de færreste gør, når de er på museum. Og netop deri ligger kunsten! For det handler om, at lave noget, der er diskret og usynligt, men samtidigt stærkt og ikke mindst sikkert.

Den 8. februar åbnede vi i Den Gamle By den permanente udstilling Smykkeskrinet. Her kan man se en samling af 1000 danske smykker. For at præsentere smykkerne bedst muligt, skulle der produceres mange beslag, og her kom smeden på prøve!

Til daglig står jeg mest ved hammer og ambolt eller vinkelsliber og svejseapparat, så jeg måtte omstille mig til små elegante smykker. Heldigvis blev beslagene lavet i samarbejde med Sten Jensen, der er smed på Moesgård Museum og specialist i at lave netop genstandsbeslag.

Herunder kan du se forskellige udsnit af arbejdsprocessen.

.

Her lodder jeg et beslag sammen til en halskæde. Beslagene består af rustfri svejsetråd, da dette har langt højere styrke end almindelig jerntråd. Når beslaget skal bære for eksempel en halskæde med mange led, er det nødvendigt at lodde tynde tråde, der stikker ud fra den runde svejsetråd til at stabilisere smykket. De tynde tråde er lette at bøje og hægte smykkerne op på. Til dette bruger jeg en sølvlodning. Den mindste trådstørrelse er 0,5 mm og største 2 mm. Så man skal arbejde forsigtigt.

Steen, der er smed på Moesgård Museum, er specialist i genstandsbeslag og har lavet de fleste af beslagene til udstillingen. Her justerer han en af lodningerne.

Her prøvemonteres en halskæde med mange bevægelig dele. Den er svær at placere på beslaget. De fleste halskæder var lidt kringlede, for i montren skal de præsenteres, som sad de på et menneske.

 

Alle smykker blev monteret og rettet til flere gange, for at få dem til at præsentere sig bedst muligt i udstillingen. Dette “smykketræ” er ét blandt flere, der indgår i Smykkeskrinet, og her var finjusteringen af beslagene en omstændelig proces.

Beslagene sættes på plade, hvorefter de sandblæses og males. Krympeflex monteres der, hvor der er kontakt med smykkerne for både at skåne og skabe friktion. Disse beslag er til ringe og armbånd samt en halskæde i baggrunden.

Det er ekstra krævende, når smykkerne skal hænge i stedet for at ligge i montrerne.

Udover de næsten 1.000 smykker, vi udstiller i Smykkeskrinet, er der altså endnu mere at kigge på, hvis du besøger Smykkeskrinet. Læs mere om Smykkeskrinet i Den Gamle By her: http://www.dengamleby.dk/smykkeskrinet/

 

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

”Et kæmpestort puslespil med rigtig mange brikker!” Smugkig hos håndværkerne i huset fra Hjørring

Huset fra Hjørring er ved at tage form i Den Gamle By. Efter at have været skilt ad i Hjørring, er det ved at blive genopført som del af 1974-kvarteret. Det har set færdigt ud i det ydre i over et år, mens der er arbejdet på den indvendige færdiggørelse. 

Det er en helt unik håndværksproces, der skal til, for at flytte et hus. Her får du et smugkig bag facaden.

Hjoerringhuset

Fra Hjørring til Den Gamle By

Den Gamle By har en høj profil inden for bevaring af de gamle håndværkstraditioner, herunder benyttelsen af de gamle materialer, værktøjer og teknikker. Men en del af det håndværksarbejde, der foregår på museet, er faktisk inden for den helt specielle disciplin at flytte eksisterende huse til museet. Det har vi gjort med bindingsværkshuse i nu 100 år. Men det nye er, at det nu er fuldmurede huse, der flyttes til Den Gamle Bys moderne bykvarter – og det er en noget mere kompliceret affære.

Huset fra Hjørring blev opført på den nuværende Wenbovej i Hjørring i 1902 som et beboelseshus i et typisk arbejderkvarter. Ved opførelsen blev der brugt materialer fra en nedrevet bank, deriblandt hoveddør og vinduer. Huset består af seks lejligheder og fuld kælder. Genopførelsen blev påbegyndt i 2010, og ved rejsegildet i 2011 deltog flere af husets beboere gennem tiden. To af dem var oven i købet født i huset.

Huset blev først nedtaget nænsomt af Den gamle Bys håndværkere – stykke for stykke. Tømrer- og snedkerværk – vinduer, døre, tag, spær, bjælker fodlister og trapper – blev afmonteret, og facademurene blev herefter adskilt i store mursektioner.

Elementhejs

Arkivfoto fra 2008: Mursektionerne blev pakket ind i stabiliserende plader, inden de blev hejst på blokvognen og kørt på magasin.

Ved genopførelsen er delene blevet samlet igen som et gigantisk puslespil på husets nye adresse i Nygade i Den Gamle By. Det er et stort præcisionsarbejde at få det hele til at passe, men det er heldigvis lykkedes. Metoden med at flytte fuldmurede huse i mursektioner er udviklet af Frilandsmuseet, men det er første gang, den anvendes på et 2½-etagers hus.

Ved at flytte facademuren i store dele, sikres det, at hver eneste mursten sidder nøjagtigt samme sted, som da huset stod i Hjørring – selv husnummeret er fulgt med! Når man i dag beundrer den genrejste facade i Den Gamle By,  er det umuligt at se, hvor facade-delene har været skilt ad.

Element-samling

Arkivfoto fra 2011: Arbejdet med at samle elementerne igen, når huset opføres, kræver stor omhu, for når arbejdet er færdigt, må man ikke kunne se, at husets murværk har været skilt ad.

Det store arbejde bliver løbende dokumenteret, og når huset åbner for offentligheden, bliver det blandt andet med en udstilling om, hvordan man flytter et fuldmuret hus stykke for stykke.

trappehejs

Arkivfoto fra 2011: Husets originale hovedtrappe blev hejst på plads i trappeskakten i ét stykke inden taget blev lagt. Heldigvis passede den perfekt!

Puslespil med træværk

De indvendige vægge blev pudset i løbet af vinteren og foråret 2014, og siden august i år har tømrerne været i gang med at sætte træværk op indvendigt. Den Gamle Bys tømrerformand Ejvind Maltesen giver denne dugfriske status på, hvor langt håndværkerne er nået netop nu:
– ”Vi er faktisk lige ved at være færdige med det indvendige træværk. Vi er ved at sætte de sidste loftslister op.”

Loftslister

Alt træværket genbruges så vidt det overhovedet er muligt. Her sætter Christina og Thomas loftslisterne på.

Ejvind og flere af de andre tømrere, som arbejder på genopførelsen, var også med til at nedtage det selvsamme træværk, dengang huset blev hentet i Hjørring i 2008: ”Det var sjovt at pakke det ud af containerne igen. Var det, som vi huskede det?”

Heldigvis behøver de ikke huske alle detaljer. Et stort registreringsarbejde under nedtagningen har sikret, at er blevet nummereret og hver enkelt stykkes præcise placering er noteret, så det hele kan samles rigtigt igen.

Toiletvæg

Skillevæggen ind til toilettet på bagtrappen er også samlet stykke for stykke. Hvert enkelt stykke er grundigt nummereret under nedtagningen for fem år siden.

Tømrersvend Christina Veinholt Jensen synes, det er en opgave ud over det sædvanlige:
-”Det er sjovt at se, om træværket nu også passer der, hvor det skal.”

Det gør det ikke altid helt, for husets mure kan godt have forrykket sig ganske lidt, men dog nok til at træværket skal tilpasses. Husets originale skævheder er dog forsøgt bevaret mest muligt.

– ”Men hvis det ikke passer, så må vi tilføje et lille ekstra stykke til en fodliste eller måske skære et lille bitte stykke af”, forklarer Christina. “Andre gange er registreringen af et stykke træværk af en eller anden grund mangelfuld, fx når et nummer er faldet af. Så vi må kigge på stykket og se, om der er nogle spor, som afslører, hvordan det har siddet oprindeligt. Det er et kæmpe stort puslespil med rigtig mange brikker!”

Imens har Ejvind fundet den zinkplade, som har siddet på gulvet under en brændeovn i stuen. Pladens placering ses tydeligt i gulvbrædderne.

zinkplade

Bygningens træværk er fuld af spor. Her viser Ejvind sporene efter en af husets brændeovne. Zinkpladen, som ovnen engang har stået på, er også fulgt med fra Hjørring.

Så meget som muligt bevares

Også væggen ind til toilettet er originalt træværk, ligesom alt fra køkkener, knagerækker og  lister til trapper, døre og vinduer. Tømrersvend Thomas Bordal fortæller:
– ”Vi har været nødt til at skifte noget af træværket ud, fordi det var i for dårlig stand. Det hedder en påskarring”, forklarer Thomas, ”men vi har bevaret så meget af det originale, som vi overhovedet kunne.”

Når tømrerne er færdige med at sætte træværket op, rykker malerne ind. Og når det hele er malet, ser man næsten ikke de påskarrede stykker.

Påsparring

Thomas har lavet en påskarring med et nyt stykke træ, fordi der var gået råd i nederste del af den originale dørkarm.

Bjælkelag fortæller bygningshistorie

Når huset åbner for offentligheden, bliver det også med en udstilling, der fortæller husets egen historie, hvor man blandt andet kan kigge ned i husets forskellige lag og se, hvordan det er konstrueret.

Bjælkelag

Christina viser de blotlagte lag i etageadskillelsen. Når udstillingen åbner, vil gæsterne kunne kigge med.

Christina viser et hjørne, hvor man har valgt at lade husets indre dele være blotlagte:
– ”Her kan man se, hvad der gemmer sig i etageadskillelsen. Først er der gulvbrædderne på etagen ovenover, dernæst de bærende bjælker og indskudsbrædder. Under bjælkelaget er der et lag forskallingsbrædder med rørvæv på. På rørvævet har murerne udkastet puds, dernæst grovpudset og til sidst finpudset loftet. Og i gulvet kan man se indskudsleret, som man brugte til at brand- og lydisolere med imellem etagerne.”

Lerindskud-hjoerringhus

Fra gammel tid har man brugt ler som isolerende indskudsmateriale i etageadskillelsen. Lerindskuddet har en god brandisolerende effekt.

Ud over selve husets konstruktion og hvordan det er flyttet, vil den kommende udstilling i huset også fortælle historien om nogle af de mennesker, der har boet i det. Huset fra Hjørring åbner efter planen i foråret 2015.

Ud over huset fra Hjørring, opføres netop nu tre andre flyttede huse: Et hus fra Viborg, et hjørnehus fra København og et baghuskompleks fra Horsens. Desuden har museet huse fra både Skanderborg og Jelling stående på lager til den resterende del af karéen i den nye bydel.

Links

Læs mere om Huset fra Hjørring

Følg byggeriet af den nye bydel

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By

Aarhus Rådhus

Det hænder en gang i mellem, at vi i Den Gamle By tager opgaver udefra. I denne og den efterfølgende blog vil jeg fortælle om en meget spændende opgave, vi løser for Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller i 1938 og blev bygget i perioden op til 1942. Alt, helt ned til askebægre og møbler, hørte med til opgaven, og således er også de to postkasser specielt designede til rådhuset. De står ved hovedindgangen og tårnindgangen og gør med deres diskrete udformning egentlig ikke noget stort væsen ud af sig. På grund af deres kulturhistoriske værdi, og da de er omfattet af rådhusets fredning, blev det besluttet, at den tiltrængte restaurering skulle foretages af Den Gamle By.

Et lidt ældre foto af hovedindgangen på Rådhuspladsen, hvor postkassen ses i højre side

 

Postkasserne er malet hvide, men midt på kassen er de prydet af Aarhus våbenskjold malet i mange farver. Postkasserne er blevet malet hvide mange gange, men der er hver gang malet uden om våbenskjoldene, som står med meget gamle, muligvis originale farver. Efter de mange år er skjoldene blevet meget slidt af vejr og vind, og det er blevet tid til, at de skal males op.

Inden Den Gamle Bys skiltemaler kan gå i gang med opgaven, er det dog smeden, som skal i gang, for den postkasse, som havde stået ved tårnindgangen var helt gennemtæret af rust i bunden. Det er derfor vigtigt, at rusten bliver skåret væk og erstattet af frisk jern.

Da smeden fik skåret hul på bunden, kunne vi tydeligt se den indvendige bund, som kun var malet med rustbeskyttelse. I hulrummet mellem den indre bund og den nederste bund lå en hel masse løs rust. Smeden fjernede rusten, men bemærkede, at der lå to helt runde stykker rust, det ene brunt, det andet gråt. Straks blev nysgerrigheden vakt, og han forstod, der måtte være tale om to mønter.

Postkassen står her på hovedet. Smeden har skåret den rustne bund op og man kan se ind i hulrummet mellem de to bunde.

Smeden og metalkonservatoren holder kaffepause sammen, og her kommer de to rustklumper op på bordet. Alle vi, der sidder om bordet, bliver straks meget nysgerrige. Tænk at finde efterladenskaber, som med vilje er blevet lagt ind i det utilgængelige hulrum den gang i begyndelserne af 1940erne? Hvad er det helt præcist? Og hvorfor er de lagt ind?

Metalkonservatoren fjerner rust og ir fra kobbermønten.

Metalkonservatoren renser rusten af mønterne, og der er tale om en 1 øre af kobber fra 1938 og en 1 øre af zink, der er så nedbrudt, at det er umuligt at se årstallet.

Zinkmønterne blev fremstillet under og efter anden verdenskrig, hvor materialet kobber blev “sparet” til andre formål.

Ved afrensningen ventede dog en mindre overraskelse, da resterne af et FR IX monogram kom til syne. For hvornår var det nu Frederik Den Niende blev indsat som konge…?

Ved lidt søgning på nettet finder vi ud af, at den 1 øre, vi har fundet, er produceret i perioden 1948 til 1955.

Vi har altså fundet en mønt fra 1938 og en fra perioden 1948 – 1955. Hvornår de er lagt ind i hulrummet og hvorfor forbliver dog en gåde. Er postkasserne alligevel ikke originale fra begyndelsen af 1940erne? Er den ene mønt original og den anden lagt ind ved en reparation i 1950erne? Har de en symbolsk værdi, er udtryk for overtro eller blot en slags “samtids-dokumentation”? Har DU et bud på en forklaring?

Fortsættelse følger…

Smeden skærer de afrundede hjørner i den nye bund.