En sand overflod af smykker

I kælderen unde Plakatmuseet finder man museets nyåbnede udstilling af danske smykker fra perioden 1900-2000. Forud for at kunne åbne en udstilling ligger et omfattende arbejde. Her kan du læse om konservatorernes arbejde med udstillingen trin for trin.

Samlingen består af knap 1000 smykker. Museet ønsker at udstille samtlige smykker, men 1000 smykker er mange. De er derfor opdelt i tre niveauer, highlights i bordmontre, et repræsentative udvalg i vægmontrerne og resten i skuffer. Desuden er der en introduktionsvæg, hvor man kan lære lidt om stilarter og inspirationskilder. Konceptet var enkelt, der skal så mange smykker i hver vægmontre, som muligt. Men det er også noget af en udfordring.

At skabe et overblik

1000 smykker er mange at holde styr på og først skulle smykkerne sorteres. De var sorteret efter museumsnummer, men vi skulle bruge dem montre for montre. Sorteringen af smykkerne alene tog 3 uger.

For hver montre og skuffe tog vi et billede, for at danne os et over hvad de enkelte montre indeholdt

Billede: For hver montre eller skuffe tog vi et billede, så vi fremover hurtigt kunne se hvad den specifikke montre indeholdt.

Det var spændende at få sorteret smykkerne, og billederne gav grundlaget for at kunne planlægge designet af montrerne.

At indrette en montre

Så skulle der planlægges design. Hvordan skulle smykkerne placeres? På hvilken bagvæg? Hvilket stof som baggrund og hvilken farve? Hvordan skulle smykkerne monteres? Med hvilke teknikker osv.

Der blev afprøvet flere muligheder. Først en bølget bagvæg. Så nogle felter, skulle de være hvælvede eller flade? Hvor mange smykker var der plads til i monterene?

Den første ide til design var en bølget bagvæg.

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, her noget der nærmer sig det endelige resultat

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, indtil der til sidst var enighed om hvilken vej vi skulle gå. Valget blev en flad bagvæg, med nogle felter i grafiske former, der var placeret lidt ud fra bagvæggen

Nogle smykker gør sig ikke, hvis de udstilles fladt. Dem ville vi gerne vise i den form, de har når man bærer dem. Derfor har vi valgt at montere nogle af halskæderne og armbåndene på stativer. Her kan man se hvor smukt lyset reflekteres i smykkerne, og man kan levende forestille sig hvordan lyset spiller i smykkerne, når man bevæger sig.

Da vi hverken havde tid, eller erfaring med at producere de ønskede stativer måtte vi have hjælp. Det fik vi fra Steen Jensen fra Moesgård Museum, der har en lang erfaring med produktion af stativer til montering af museumsgenstande og af museets smed, Johannes Bengtson. Du kan læse om deres arbejde i forrige blogindlæg.

Vi ville gerne have en så usynlig montering som muligt. Derfor blev det besluttet at sy smykkerne fast til bagvæggen.

At gøre smykkerne klar til udstilling

Men først skulle smykkerne gøres klar til udstilling.

Smykkerne er generelt i en rigtig god stand, men mange af smykkerne havde ikke været i brug i mange år og trængte derfor til at blive rensede. Nogle var anløbne, mens andre var snavsede fra brug.

Hovedparten af smykkerne er udført i sølv, mange med sten, rav, ben eller koraller som dekoration.   Specielt for sølv er, at man ofte har brugt at oxiderer dele af sølvet for at fremhæve dekorationer. Nogle gange er oxidationen original, udført af sølvsmeden, men andre gange er den kommet ad åre, fordi ejeren af smykket ikke har pudset sølvet helt ind i hjørner og kroge. I begge tilfælde kan oxidationen være med til at fremhæve smykkets dekorationer, og bør derfor bibeholdes. Vi ønsker at vise smykkerne smukt pudsede, men uden at fjerne sporene fra tiden og med respekt for sølvsmedens intentioner med det enkelte smykke.

Der er også stor forskel på hvor sarte de forskellige typer af sten er, for ikke at snakke om rav og ben. Rensning kræver derfor en del viden om de enkelte materialer.

Nogle af smykkerne er blevet renset i ultralyd, en metoder der er meget udbredt blandt gudsmede. Andre er rengjorte med specialsæbe og igen andre er pudsede med et pudsemiddel uden slibemiddel. Altid med små vatpinde og forsigtighed. Andre igen er blot polerede med sølvpudseklude.

Kari renser smykke med vand og sæbe

Smykkerne monteres og udstillingen tager form

Efter endt rensning og pudsning skal smykkerne monteres.

Smykkerne er monteret på en ethafoam skumplade, for at den skal kunne holde formen, er den monteret på en bagplade af metal. Det er også i denne bagplade de mindre felter og stativerne er monteret. Skumpladerne skulle skæres på mål og beklædes med stof. For at kunne monterer de små plader, skullel der måles ud og bores huller i bagpladen.

Benna og Karen afmærker hvor de små plader og stativerne skal sidde på bagpladen. Da der er tale om en perforeret metal bagplade, er det med at ramme de rigtige huller.

Smykkerne lægges igen op på bagpladen, denne gang helt nøjagtigt. Hvorefter de er klar til at blive syet fast.

Nynne og Gitte er ved at sy smykkerne fast. De bruger fiskeline, som er nærmest usynlig.

I skufferne var det også nødvendig at sy smykkerne fast, da de skal kunne blive siddende selvom skuffen bliver trukket ud og skubbet ind i det uendelige.

Smykkerne lagt op på en plade i samme størrelse som skuffen. Her ses en skuffe lagt op og klar til montering.

Ringe og manchetknapper skulle placeres i en slidske i skumpladen. derfor var det vigtigt at måle præcist op hvor smykkerne skulle monteres. Herefter skulle pladen beklædes med stof.

Her kan man se hvordan Ole skærer huller til fingerringe i en plade til en skuffe.

Den færdige skuffe, som den ser ud i udstillingen

At nå i mål

Når man løber hurtigt og mange arbejder mod et fælles mål, er det vigtigt at holde styr på hvor langt man er nået. Til det formål havde vi lavet arbejdsplaner og afkrydsningsskemaer. På den måde kunne alle holde øje med hvor langt vi var kommet og hvad der manglede.

Et stort kryds hen over en vægmontre betød, at den var helt færdig!

En uge til åbning. Der er stadig meget der skal nås.

I de sidste dage op til åbningen arbejder et virvar af mennesker på højtryk med at sætte lys, pudse glas, montere alarmer, finjustere smykkerne og meget mere. Endelig blev det tid til åbningen, og vi fik fint besøg af hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Samtid og historie – to sider af samme sag

Ordet ”historisk” er populært som aldrig før. Medierne udnævner hyppigt begivenheder til at være historiske, mens de sker, men hvornår bliver noget egentlig historie? Typisk definerer historikere samtidshistorie som de seneste 50 år, men begreberne historie og samtid er tæt vævet sammen. Som Norsk Folkemuseums direktør Olav Aaraas har formuleret det: ”History won´t wait for you”

I dag er historie i morgen.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

2014 er også historie

Hvor hurtigt processen fra samtid til historie går, kan vi i Den Gamle By se i vores arbejde med forberedelserne til en kommende 2014-gade. Projektet med at indsamle dokumentation, fotografier og genstande startede i 2014 og har nu været i gang i knap tre år. I løbet af de tre år er det tydeligt, at 2014 allerede er blevet historie. Trends i boligindretning og mode er skiftet, og skiltning, logoer og emballager er ændret. Projektet viser derfor allerede nu tydeligt, at beslutningen om at starte indsamlingen om 2014 i netop 2014 var helt rigtig.

Projektets mål er at genskabe en 2014-gade som en bro mellem nutiden og 1974-bydelen – og herfra videre bagud i historien. Som planerne ser ud nu, skal gaden rumme tre hjem og fem butikker. Derudover kommer alle de detaljer i gadebilledet, som man sjældent lægger mærke til forandrer sig: skraldespande, reklamestativer, hæveautomater, skilte, fliser og meget andet.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Indkøb, indsamling og samarbejde

Arbejdet med 2014 består både af fotodokumentation af detaljer i hjem, butikker og gadebilledet og af indsamling af en mængde genstande. Opbygningen af 1974-kvarteret har lært os, hvilke ting, der er svære at skaffe, og i 2014 indsamlede vi derfor målrettet emballager og andet, som ellers ikke bliver gemt. Fordi vi arbejdede i samtiden, kunne vi indkøbe tandbørster, opvaskebaljer og toiletpapir, som er noget af det, det kan være svært at skaffe senere, og lægge det direkte på magasin.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

2014-gaden vil rumme en Danske Bank, et Consol Solcenter, en 7-Eleven, en isbutik og et pizzaria. Indsamlingen af genstande til butiksfacaderne er sket i samarbejde med firmaerne, så vi kan genskabe butikkerne i Den Gamle By, præcis som de så ud i gadebilledet. Hjemmene vil vise, hvordan henholdsvis en regnbuefamilie med tre teenagebørn, en yngre kvinde og en ældre mand indrettede sig.

I 2014 indledte vi også et samarbejde med Arla, Dansk Supermarked, og Coop for at sikre, at vi har mælkekartoner, rengøringsmidler, shampooflasker, krydderiglas og andre emballager til køkkenerne på magasin.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Troværdighed i detaljerne

Indsamlingen til regnbuefamiliens og den yngre kvindes hjem foregår i tæt samarbejde med beboerne, som vi i museumsarbejdet kalder informanter. Vi har en aftale om, at de kontakter os, når de skifter møbler eller kasserer tøj, og i januar 2017 overtog vi sågar regnbuefamiliens bil. Det tætte samarbejde har også betydet, at informanterne i 2014 gemte brugte emballager til indsamlingen. Tingene blev registreret og pakket, så den melpose, som egentlig var på vej i skraldespanden, om nogle år kan blive en del af et genskabt 2014 køkken. En sådan pose kan ses som affald, men i Den Gamle By er den lige præcis det, der gør, at vi kan genskabe historien på en troværdig måde. Informanterne er guld værd i denne proces, og deres egen indsats i indsamlingen og genskabelsen af deres hjem giver en uvurderlig troværdighed til projektet. En af dem har sågar dateret sine rengøringsmidler, så kun dem, der er købt i 2014, bliver doneret til museet, når de er brugt. Tidsbilledet bliver dermed meget præcist og kommer til at vise informanternes indkøbsvaner en til en. Informanterne vil frem mod åbningen blive inddraget i genskabelsen af deres hjem, og hvis de ikke kan huske de små forandringer, som er sket undervejs, kan vi få hjælp fra gennemfotograferingen af deres hjem i 2014. Det bliver spændende at se, hvor meget deres hjem har forandret sig til den tid, og i hvor høj grad 2014 er blevet til historie, når gaden åbner i 2020.

Det startede med et klaver – historien om Thomas Sneum

Ansatte i Den Gamle By er en særlig størrelse. Nysgerrighed og viden går hånd i hånd, og hos mange ansatte gemmer der sig overraskende nicheviden. Skiltemaleren er ekspert i at slibe knive, projektchefen ved alt om juleøl, 1800-tals præsten er tegneseriespecialist, og assistenten dyrker historie i sin fritid. Denne tilgang til at drive museum betyder, at kompetencer og viden findes i alle ender og kanter af museet, og at der er et stort ejerskab til museet blandt kollegerne.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Mange gange rækker interessen ud over Den Gamle By. Et godt eksempel på det er assistent Trine Vindevoghels arbejde med historien om Thomas Sneum. Trines interesse startede med frk. Bodil Sneum, hvis lejlighed i Tårnborg Trine var med til at indrette i 2013.

Trine arbejdede her med klargøring af møbler, og særligt klaveret brugte Trine mange timer på. Samtidigt begyndte Trine at arbejde med frk. Sneums historie, og efterhånden som hun gravede sig dybere ned i familiehistorien, løb den gode historie af med hende.

Gennem frk. Sneums korrespondance med blandt andre fætteren Thomas Sneum lærte Trine frk. Sneum ganske godt at kende. Brevene tegnede billedet af et hengivent forhold mellem fætter og kusine, og Trine blev mere og mere interesseret i, hvem Thomas Sneum egentlig var.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Her gemte sig en spændende historie, for Thomas Sneum var en ganske usædvanlig person. Thomas Sneum blev født i 1917 i en familie med sønderjyske rødder, hvor danskheden spillede en stor rolle. Uddannet i Marinens Flyverkorps var han 9. april 1940 ansvarshavende flyverløjtnant på Flyvestation Avnø, hvor han stærkt modvilligt måtte følge regeringens beslutning om ikke at gøre modstand mod de tyske besættelsesstyrker.

På grund af regeringens manglende kampvilje tog Sneum sin afsked fra marinen. Han var fast besluttet på at yde sit til kampen mod nazismen, og kort efter 9. april tog han derfor hjem til sin familie på Fanø og begyndte at undersøge tyskernes aktiviteter ved kysten, hvor anlæg til Atlantvolden var under opførelse.

Skulle flyve til England i sportsfly

Thomas Sneum tog her fotos af forskellige anlæg og kom i kontakt med englænderne, som han afleverede værdifulde informationer til via Sverige. Efter ønske fra den engelske efterretningstjeneste begyndte han at optage film af raderanlæg på Fanø, og da optagelserne var klar, fik han den ide, at han selv ville aflevere dem i England. Planen blev at flyve til England i en gammel sportsflyver, som han havde fundet på Fyn og repareret med reservedele, som han fik fat i via sine kontakter i flyvekorpset. Turen foregik en julinat i 1941, og der skulle fyldes ekstra brændstof på undervejs, mens flyet var i luften. Da Sneum og hans flyvemakker Kjeld Petersen landede i England, blev de mødt med vantro, og Sneum er i dag berømt for flyvningen, som på papiret ikke kunne lade sig gøre.

Efterretningerne blev modtaget med begejstring af blandt andre R.V. Jones, som var Churchills højre hånd. Det var Sneums mål at komme til at flyve for RAF, men englænderne ønskede at bruge hans evner i efterretningstjenesten. Derfor blev han uddannet som spion og agent hos MI6, og i september 1941 blev han, som den første agent for England i Danmark, kastet ned med faldskærm ved Holbæk. Nogle dage senere stod han bag den første illegale radiosending fra Danmark til London.

Thomas Sneum.

Thomas Sneum.

Thomas Sneums efterretningsarbejde bragte ham i konflikt med dele af den danske modstandsbevægelse, som samarbejdede med den engelske faldskærmstjeneste SOE (Special Operations Executive) mens Sneum var tilknyttet den engelske efterretningstjeneste SIS (Secret Intelligence Service).

Da Thomas Sneum blev efterlyst af politiet, måtte han i 1942 flygte til Sverige. Fra Sverige kom han til England og blev nu tilknyttet RAFs norske enhed som pilot. Da krigen sluttede var han avanceret til kaptajn, men da han kom tilbage til Danmark, var flyvevåbenet stærkt kritisk overfor hans indsats i krigen, og han kunne ikke få sin rang overført.

I nogle kredse blev det at gå i engelsk tjeneste set som et brud på troskaben overfor regeringen og dermed som landsforræderi. Samtidigt var nogle af Sneums gamle kolleger misundelige på Sneums bedrifter under krigen, og forholdet mellem dem og Sneum blev anstrengt. Hertil kom udledte konflikter af samarbejdet med henholdsvis SIS og SOE. En desillusioneret Thomas Sneum trak sig ud af flyvevåbenet og marinen. Han arbejdede i stedet i det private erhvervsliv og grundlagde Falcks Redningsflyvekorps i 1947. Senere bosatte han sig i udlandet og kom først tilbage til Danmark i 2004. I 2007 døde Thomas Sneum. På gravstenen står et citat af R.V. Jones, som var hans faste kontakt i England. ”If they survive, the men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow”

Citatet vidner om, at Thomas Sneums eftermæle i Danmark er meget anderledes end i England. I England er han berømt og hædret med udmærkelser fra flyvevåbenet. I Danmark er han overset på trods af flere bedrifter, som hver især burde være nok til at sikre ham en plads i historien om besættelsen.

Arbejde belønnes med medalje

Trines arbejde med Thomas Sneum har bidraget til at få Thomas´ historie frem i lyset, og Trines viden er både blevet delt i arbejdssammenhæng og i de mange forskellige historiefora, hvor Trine er aktiv. At arbejdet i højeste grad også er værdifuldt uden for museet ses i, at Trine Vindevoghel lørdag d. 5. november modtog Niels Ebbesen Medaljen for sin indsats for at sætte historie på dagsordenen og for at fortælle om Thomas og hans liv.

Motivationen for prisen lyder blandt andet, at Trine

som ikke akademisk historieuddannet yder en vigtig indsats som sparring til museets fagfolk” og fortsætter ”du er en af de ildsjæle, der er så vigtige for museets naturlige liv og kontakt til verden omkring det faglige. Vi har også med glæde fulgt din interesse for besættelsestiden, som fx Thomas Sneum – der var bærer af Niels Ebbesen Medaljen – og de mange både friske ideer og dybe tanker, der kreativt strømmer fra dig, alt til gavn for historien og forståelsen for det, der byggede vort land

I afdelingen, der arbejder med 1970´er bydelen, hvor frk. Sneums lejlighed ligger, er vi stolte af Trines arbejde, og af at vi derigennem kan give de besøgende mere baggrundsviden om historien. Det startede med et klaver, men Trines arbejde med Thomas Sneums spændende historie er ikke slut endnu.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Blind mands lejlighed

I Den Gamle Bys 1970’er kvarter arbejder vi i øjeblikket med at genskabe det tiende og sidste hjem fra 1974. Hjemmet har tilhørt Henning Eriksen og åbner i Københavnerhjørnet ved siden af Bent J i oktober 2016. Arbejdet med Hennings lejlighed har budt på særlige udfordringer i forhold til de øvrige genskabte hjem i kvarteret. Henning er nemlig næsten blind.

: Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Ingen fotos men en god hukommelse

En af udfordringerne er, at Henning på grund af sit syn aldrig har haft et forhold til fotografier. Derfor er der ikke et eneste foto af hans hjem fra 1974 – og dermed ikke nogen fotos af det hjem, vi arbejder med at genskabe.

Typisk kan familiebilleder fra jul og fødselsdage rumme god information om hjemmets indretning, fordi reolsystemet skimtes bag juletræet, eller tapetet ses i baggrunden på billedet af barnebarnet. I genskabelsen af denne lejlighed har vi ikke haft et eneste billede at gå efter.

Til gengæld har Henning en imponerende detaljeret hukommelse, så lejligheden alligevel kan komme så tæt som muligt på hans hjem i 1974. For eksempel beskriver Henning tæpperne i sin lejlighed sådan her:
”Jeg anskaffede nye gardiner og nye tæpper til mine stuer. Tæpperne var væg-til-væg-tæpper. I den store stue havde det brune og gule efterårsfarver i et mønster, jeg ikke kan forklare. I værelset var det lysegråt.”

Farvevalg og andre udfordringer

En anden udfordring er at Henning kun i begrænset omfang kan forholde sig til fotos sendt på mail. I indretningen af de andre 1970er lejligheder har fotos af mulige gardiner, møbler, farveprøver og meget andet været sendt frem og tilbage, og det har været en smidig måde at træffe indretningsbeslutninger på.

I Hennings tilfælde har der skullet bruges fotos af detaljer, fysiske tæppeprøver og en grundig beskrivelse af møbler og særligt farver. Nogle kan måske undre sig over, hvordan man diskuterer farver med en stærkt svagsynet, men for Henning er farver vigtige, og det er derfor indlysende, at han har en holdning til brune nuancer i køkkenet, gule vægge i soveværelset og grå dekorationer i fyldingsdøren til stuen.

Igen er Hennings hukommelse en styrke, og samarbejdet med Den Gamle Bys malere, der kender og er vant til at arbejde med typiske 1970er farver, har givet gode resultater. Ifølge Henning er farverne ramt helt rigtigt.

Arbejde og fritid

I 1974 arbejdede Henning som programmør på Gutenberghus i København. Det var en fuldtidsstilling, og Henning arbejdede på samme vilkår som seende. Han var glad for sit arbejde og den pionerstemning, der var i computermiljøet i de år. Gutenberghus havde kun en computer, og når der skulle køres test, arbejdede Henning og hans kolleger over, så de kunne teste uden for almindelig arbejdstid, hvor virksomheden ikke brugte computeren til almindelig drift.

Det betød, at Henning brugte meget tid på sit arbejde, og da han samtidigt var involveret i foreningslivet og dyrkede sport i sin fritid, var 1970erne med Hennings ord ikke en periode, hvor han kedede sig. Henning var aktiv i Dansk Blindesamfund, hvor han særligt engagerede sig i Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse. Han dyrkede sport i Tandemklubben af 1971, hvor blinde og seende kørte faste ture en eller to gange om ugen med seende som piloter, og i Blinde og Svagsynedes Idrætsforening, hvor han var dyrkede gymnastik og atletik samt spillede goalball.

Hennings interesse for sport medførte i øvrigt, at han var deltog ved de paraolympiske lege i Toronto i 1976. Henning fik bronze i kapgang og det danske goalballhold, hvor han var med som reserve, vandt også bronze.

Henning lyttede meget til radio og spolebånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om lyden, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Henning lyttede meget til radio og lydbånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om den forvrængede lys, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Blind i 1970erne

Ungdomsoprøret og de mange nye tanker, som gærede i samfundet i 1960erne, satte også sine spor i forhold til forsorgsarbejdet, som uddannelsen af blinde var en del af. Der blev rokket ved autoritetstroen, og blinde og pårørende begyndte at forholde sig til blindeforsorgen på en anden måde. For eksempel var forældre mindre villige til at sende deres blinde børn hjemmefra på kostskole, og fra 1963 gav en lovændring mulighed for, at blinde børn kunne integreres i de lokale folkeskoler.

Henning var selv kommet hjemmefra som 11-årig i 1950 og havde skullet vænne sig til et nyt liv sammen med andre blinde. Der havde i starten været meget lidt voksenkontakt, og Hennings minder fra de første år på blindeskolen Refnæs, var ikke gode. Skolen lå ved Kalundborg, og der var langt hjem til familien i Nordjylland, hvor han kun kom på besøg fire gange om året.

Først i 1966 fik man som elev på Refnæs lov til at rejse hjem i weekenderne. Samtidigt var miljøet på blindeskolen og i husmandsmiljøet, hvor Henning var vokset op, meget forskelligt, og det var svært for Henning at være loyal for både sit hjem og sin hverdag på skolen.

I 1960erne og særligt 1970erne begyndte yngre blinde at blive beviste om deres rettigheder, og på samme måde som i mange andre dele af samfundet, samlede de sig som gruppe for at arbejde for bedre forhold. Ungdomsoprøret tog sig anderledes ud, og det var andre emner, der var på dagsordenen, men parallellerne til den generelle samfundsudvikling er klare. Henning deltog særligt i arbejdet for at få bedre muligheder for at dyrke idræt og skabe et fællesskab der.

Han var også med i Blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse erhverv, som blev stiftet i 1971. Gruppen var første eksempel på at blinde samlede sig ud fra interesse og ikke fra geografisk afgrænsede kredse. Interessegruppen bestod af yngre blinde, der enten var i arbejde eller i gang med en videregående uddannelse. Det var en gruppe, der støttede hinanden, og flere af dem, Henning lærte at kende den gang, har han stadig kontakt med i dag. 1960erne og 1970erne havde bragt nye muligheder for erhverv og uddannelse for blinde.

Fra 1970 og frem kom der for alvor fokus på boglige uddannelser, hvor det tidligere havde været traditionelle blindehåndværk, som børstenbinder, klaverstemmer og væver, der havde domineret. Tilgangen til hvad blinde kunne arbejde med var ændret. Også internt var der opbrud i synet på medlemmernes behov, og i 1980 dannede man en decideret ungdomsafdeling i Dansk Blindesamfund.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok erstattede i 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok supplerede fra 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

Blind i arbejde

Henning havde i 1958 ligesom en del andre blinde uddannet sig til telefonist. Der var stor arbejdsløshed, og Henning gjorde sig mange tanker om fremtiden. I 1966-67 og 1967-68 tog han på højskole. Det blev en tid, der både personligt og erhvervsmæssigt fik stor betydning for Henning, og han fik mod på at vælge at videreuddanne sig. I 1970 blev han færdig som programmør. Kort efter fik han arbejde. Han arbejdede på lige fod med seende kolleger og læste postlister på sortskrift (som synshandicappede kalder almindelig skrift) med sine specialbriller. Henning tog noter i punktskrift, men hvis kollegerne skulle læse det, skrev han det over på skrivemaskine. Henning havde lært tifingersystemet som helt ung og kunne skrive fejlfrit på maskine. Det krævede øvelse, men var også nødvendigt, da han ikke selv kunne læse korrektur.

Siden 1974 har teknologien inden for hjælpemidler udviklet sig hastigt, og der er i dag helt andre muligheder med computere, smartphones og notatmaskiner, der kan konvertere mellem punktskrift, tale og sortskrift. Blinde og svagsynedes mulighed for at vælge uddannelse er også øget, men paradoksalt nok er erhvervsfrekvensen faldet. I 1975 var ca. 20 % i arbejde. I 2008 var det 11 %. I 1975 havde Dansk Blindesamfund godt 3000 medlemmer i den erhvervsaktive alder. I 2014 var tallet 2560. Andelen af ældre medlemmer er stigende, og det kan derfor stadig være svært at få unge blindes muligheder sat på dagsordenen.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er designet, så den passer præcis i hånden.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er udformet, så den passer præcis i hånden.

Hvordan ser man, at det er en blind mands lejlighed?

Man kunne måske tro, at boligindretning er af mindre betydning for en næsten blind person, men det er absolut ikke tilfældet med Henning. Farver og godt lys var særligt vigtigt, og Henning udvalgte omhyggeligt, hvad der skulle hænge på væggene. Billederne afspejler Hennings interesser for natur og historie. Indretningsmæssigt var der derudover fokus på funktionalitet, på faste pladser og orden, så Henning altid kunne finde sine ting, og på at der var plads til at komme rundt. Møblerne var derfor placeret efter faste ganglinier, ligesom tingene havde deres faste pladser, så han altid kunne finde tøj, køkkengrej mv. Graden af orden er nok højere end de fleste vil forvente af en ungkarl i 30erne, der har egen lejlighed, men det var af afgørende praktisk betydning for Henning.

De praktiske hensyn gælder også i køkkenet, hvor Henning selv lavede mad. Typisk lavede han sammenkogte retter, hvor han kunne lave mad til to dage på en gang. Til morgenmad spiste han havregryn, og frokosten blev spist i kantinen på arbejde. Henning havde fundet en særlig praktisk kaffemaskine, som det er lykkedes at finde til det genskabte hjem i Den Gamle By. Den orange Rowena er ekstra stabil, og det er næsten umuligt at vælte både kande og tragt, hvilket gør den meget sikker at bruge. Køkkenet blev brugt dagligt, men det var ikke udstyret med mange forskellige redskaber og krydderier. Det skulle være enkelt at gå til, og der var heller ikke meget plads til opbevaring i det lille køkken.

Handicap på museum

Når Den Gamle By vælger at indrette et hjem for en person med synshandicap bunder det i et ønske om at give et så bredt og troværdigt billede som muligt af, hvem danskerne var i 1974. Hjemmene i 1970er kvarteret rummer derfor mennesker med forskellige baggrunde, erhverv og aldre. Der er forskellige boformer og indretningsvalg, der afspejler beboernes livsstil. Det er i den sammenhæng helt oplagt, at kvarteret også rummer en person som handicap.

At valget er faldet på en blind, skyldes at det skulle være et handicap, som det var muligt at leve med i eget hjem, og som det var muligt at leve med i en ældre lejlighed uden særlige faciliteter. Samtidigt skulle det være en person, som havde en interessant historie, der rammer nogle af tidens tendenser i forhold til erhverv og fritid. Her var Henning det oplagte valg.

Mange af Den Gamle Bys gæster kender ikke en yngre blind, og museet kan derfor vække gæsternes nysgerrighed og bidrage til en bedre forståelse af livet med et handicap samtidigt med at hjemmet indgår i en velkendt sammenhæng i udstillingerne. Hennings lejlighed er på en gang genkendelig og anderledes. Genkendelig, fordi der er 1970er markører som farver, møbeltyper og tidstypiske mønstre.

Anderledes fordi der er hjælpemidler, som seende ikke kender, og små ting, der viser et andet liv. F.eks. er Hennings klædeskab og køkken nok noget mere ryddeligt end hos de fleste. Ryddeligheden og ordenen lægger gæsten måske ikke mærke til med det samme, men den går igen i hele lejligheden og undervejs vil gæsterne opdage, at der er faste pladser til alting. Om ikke før så når Henning fra en skærm med et interview fortæller, at sådan må det nødvendigvis være, når man ikke kan se, hvor man har stillet kaffen, lagt nøglerne eller smidt sin sweater. Kigger gæsten godt efter, giver Hennings orden hjemmet karakter. Dette træk er genskabt helt efter Hennings hukommelse, der har klarlagt placeringen af ting i køkkenet og stuen. Måske vil det give gæsterne i lejligheden anledning til at reflektere over, hvor mange eller få detaljer de selv kan huske fra deres tidligere hjem – og hvor meget tid de bruger til at lede efter ting, der ikke har faste pladser.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale københavnerlejlighed.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale Københavnerlejlighed.

Museer er til for hele befolkningen og har ansvar for den fælles historie, men alligevel er marginaliserede grupper kun sjældent en integreret del af museumsudstillinger. Hvis marginaliserede gruppers historie kommer på museum, er det ofte som særudstillinger og projekter med et særligt fokus. Blind mands lejlighed i 1970er kvarteret er et eksempel på, hvordan formidlingen af handicappedes historie kan indgå i en sammenhæng, som en del af det billede, der viser 1970erne som en helhed med bredde og identitet.

Det er målet, at formidlingen i lejligheden skal give museets gæster mulighed for at opleve lejligheden gennem Hennings øjne. Samtidigt arbejder vi på en ide om at udvikle tilbud, hvor blinde og svagsynede kan fungere som guider i lejligheden og 1974-kvarteret generelt. Tanken er, at deltagerne i disse forløb får udleveret briller, så de kan opleve den guidede tur med nedsat syn – måske skal det også være muligt at prøve at orientere sig i byrummet, lave kaffe eller løse andre dagligdags opgaver. Alt sammen ting der var en fast del af Hennings hverdag. I den sammenhæng er blinde og svagsynede eksperterne, og seende nybegyndere. På den måde kan Den Gamle By give en anderledes oplevelse og et andet syn på en selv. I dette nye syn ligger den atypiske historie om hvordan blinde og svagsynedes hverdag fungerer, og forhåbentligt kan udstillingen rykke ved de stereotypiske forestillinger om, hvordan blinde lever.

Hvad ser en blind, når han lukker øjnene?

Ud over det tætte samarbejde med Henning Eriksen har vi i opbygningen af lejligheden haft en lokal følgegruppe af svagsynede og blinde. Følgegruppen har mødtes i lejligheden undervejs og har ydet et stort bidrag i forhold til at øge forståelsen for de fejlskud seende har i deres opfattelse af blinde.

Et godt eksempel er, at vi tidligt i forløbet arbejdede med en ide om, at lejligheden skulle formidles uden lys for at vise Hennings syn. Både Henning og følgegruppen udpegede dette som en typisk fordom fra seende. Henning udtrykte det som ”For seende er fravær af syn mørke”. Følgegruppen var helt enig og forklarede ud fra deres egne synsforskelle, hvor mange forskellige måder et synshandicap kan manifestere sig på. Blindhed kan sagtens være lys og farver, skygger og bevægelse, hvilket er svært for seende at forstå. På den måde har samarbejdet været uvurderligt.

Den Gamle By samarbejder ofte med ekspertgrupper, så fremgangsmåden er ikke ny, men det er endnu engang blevet bekræftet, at det at genskabe et hjem efter en konkret persons hjem, og det at inkludere eksperter med specialviden i processen løfter resultatet og lader os komme meget tættere på den virkelige historie, som er den det hele handler om.

Dansk Blindesamfunds landsformand Thorkild Olesen står for åbningen af Henning Eriksens lejlighed. Fra 5. oktober er den åben for museets gæster.

Bogreolen fortæller

I Den Gamle Bys 1974-kvarter spiller bøger en væsentlig rolle i indretningen af de fleste hjem. Her er alt fra studiebøger, børnebøger, leksika, gør-det-selv håndbøger, telefonbøger, folketingsforhandlinger, skønlitteratur, kogebøger og meget mere.

Fra konversationsleksikon til Rasmus Klump

I de ni hjem er bøgerne med til at signalere, hvem beboerne er. I kollektivet hænger Maos lille røde til fri afbenyttelse på toilettet, mens hylderne hos de fire beboere, der er studerende, bugner af studiebøger og tidens venstreorienterede fag- og skønlitteratur.

Hos kernefamilien står en solid og smukt indbundet udgave af Salmonsens Leksikon sammen med bogklubbøger og håndbøger om husbyggeri, der kunne forberede familien på, hvordan drømmen om parcelhus kunne føres ud i livet.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Den enlige skoleinspektør frk. Sneums bogreoler viser en bred interesse for mange emner, men særligt politik, skønlitteratur og Norden er emner, der går igen. Frk. Sneum var datter af et socialdemokratisk byråds- og folketingsmedlem, og interessen for politik ses særligt i mængden af biografier om politikere og erindringer på hylderne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

På børneværelserne i hjemmene er der plads til traditionelle serier som ”De 5”, ”Jan” og ”De tre detektiver” –  og til tegneserier som Anders And, Tintin og Rasmus Klump, Pixibøger og skolebøger. Der er både klassiske børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Halfdan Rasmussen – og tidstypiske gør-det-selv idebøger, hvor alt kan laves ud af mælkekartoner, æggebakker og paprør fra toiletruller.

Et bredt bogmarked

1970´erne var præget af mange flere forskellige forlag end i dag – der var mange mindre forlag, som satte en ære i at give plads til venstrefløjsaktivister og græsrødder, der havde noget på hjerte. Et af de nye forlag var Tiderne Skifter, der startede i 1973 og i 1975 udgav Kvinde Kend din Krop, som siden er blevet en klassiker. Andre af tidens nye forlag var Modtryk, Demos og Husets Forlag.

Bogmarkedet var også præget af forlagenes bogklubber, som var en måde hvorpå man kunne sælge bøger billigere end hos boghandleren. Lademanns bogklub Union var postvæsenets største kunde og havde i sin storhedstid i slutningen af 1960´erne 325.000 medlemmer.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bøger fra den populære bogklub Union.

Bøger fra den populære bogklub Union.

I alt udkom der i 1974 6822 skøn- og faglitterære bøger – og bibliotekernes udlån var på lidt mere end 76 millioner. Til sammenligning var det samlede udlån i 2014 lige under halvdelen, mens der udkom knap 12.600 trykte bøger.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hvad siger din bogreol mon om dig?

Vi indretter da en børnehave over et værtshus!

I vinterferien åbner Den Gamle By en børnehave lige over jazzbar Bent J. Hvorfor det og hvorfor der, kan man spørge. Det korte svar er: fordi begge dele er en virkelig god historie!

For hvad gjorde man af alle de børn, som skulle passes, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i 60’erne og 70’erne? I villakvartererne i udkanten af byerne kunne der bygges børnehaver mellem husene, men i større byer var man nødt til at indrette dem, hvor der var plads. Det kunne for eksempel være i en lejlighed i en etageejendom.

Samarbejde om indretning

Vi fra Den Gamle By og Daginstitutionernes Museumsforening Aarhus (www.dagmus.dk) har brugt mange timer på indretning af børnehaven.

Museet råder ikke over et villakvarter, så da talen faldt på at indrette en børnehave, skulle den selvfølgelig ligge i en etageejendom. Vi etablerede et samarbejde med Daginstitutionernes Museumsforening Aarhus (DMÅ), da foreningen råder over en stor viden inden for det pædagogiske felt, og den havde i en årrække indsamlet inventar fra århusianske børnehaver.

En lejlighed af passende størrelse havde Den Gamle By over jazzbaren Bent J. Man kan spørge, om det vil være sandsynligt med en børnehave over et værtshus, men DMÅ undersøgte sagen, og fandt et eksempel fra Vesterbro i København. På hjørnet af Istedgade og Gasværksvej havde der været en børnehave over værtshuset Postillonen.

Om denne børnehave fortalte en pædagog fra dengang, at endnu et værtshus, Kafé Krydset, havde fælles bagtrappe med børnehaven. Når den lukkede kl. 5 blev fulderikker og ludere smidt ud. De kunne finde på at lægge sig til at sove op ad børnehavens dør, “men de var flinke til at flytte sig, når børnene kom, og børnehaven skulle åbne”. Helt så rå bliver opgangen til Den Gamle Bys børnehave ikke!

Indretning af lejligheden

børnehaven4

Kvinder og mænd ser sådan ud under tøjet og under huden. Det var man ikke bleg for at fortælle børnehavebørn i 1970’erne.

Børnehavens indretning har været diskuteret indgående mellem DMÅ og museet, og de begrænsede kvadratmetre er nøje prioriteret. Inventar fra DMÅs og Den Gamle Bys samlinger er valgt ud og istandsat, og over vinteren 2015/16 er lejligheden blevet indrettet.

Den Gamle Bys børnehave består af en garderobe, tre stuer, børnetoilet, køkken og et kombineret pauserum/kontor/sygerum. Da lejligheden ligger på 1. sal, er der ikke direkte udgang til en legeplads. Den findes i baggården – lige ved siden af gårdens garageporte, affaldstønder og knallertværkstedets knallerter og cykler.

Åbning i vinterferien

Som vanligt byder Den Gamle By på børneaktiviteter i vinterferien. I år vil børneaktiviteterne blive koblet sammen med et besøg i Red Barnets Børnehave Rosenvang. Vi glæder os meget til at byde inden for.

Velkommen i Red Barnets Børnehave Rosenvang

Velkommen i Red Barnets Børnehave Rosenvang

Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

1970´er jul – hammer og segl, flettede hjerter og lametta

Hvordan holder en hippie egentlig jul? For Benny Andersen og Bodil Jensen var svaret i 1974 lige for – vi sætter hammer og segl i toppen af juletræet!

I november 2015 genskabte Benny Andersen toppynten til juletræet i han og Bodils 1974-hjem i Den Gamle By. Hammer og segl blev tegnet, klippet og skåret til i tyndt pap, malet pink og drysset med sølvglimmer – alt sammen i overensstemmelse med hvordan den originale juletræstop blev lavet.

Det hele foregik i lejligheden i Huset i Havnegade, og det skortede ikke på kommentarer fra Den Gamle Bys gæster. En yngre mand spurgte lettere vantro: ”Havde man det?????”. Benny svarede ”Det ved jeg ikke, men vi havde!”

 

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Benny drysser glimmer på toppen til juletræet, november 2015. Hammer og segl blev malet i den samme pink nuance, som spånplademøblerne i soveværelset.

Politik og symboler

For Benny var hammer og segl symbolet på foreningen mellem industriarbejdere og landarbejdere og ikke på Sovjetunionen, som han tog afstand fra.

Mens Bennys far var medlem af DKP, støttede Benny og Bodil lige som mange andre af tidens unge VS. 1970´ernes mange venstrefløjsfraktioner var uenige på flere punkter, men spørgsmålet omkring Sovjetunionen og Stalin var centralt.

For DKPs støtter var antistalinisme et skældsord, mens afstandtagen til Sovjetunionen og Stalintiden var en selvfølge for VS´ere. På den baggrund blev der også kamp om symbolerne. Benny indrømmer i dag, at der var en snært af provokation over for hans far ved at genopfinde hammer og segl med pink op-art farve og glimmer.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Bodil og Bennys kammerat Jan pynter juletræ, 1974.

Juledekorationer og kunstnerisk frihed

Det er ikke tilfældigt, at hammer og segl var hjemmelavet. Benny og Bodil mødte hinanden, mens Bodil gik på Kunstakademiet i Aarhus, og de var begge optagede af at udtrykke sig kunstnerisk.

De malede, fotograferede, lavede collager, tegnede, sang og spillede musik. I 1974 var de begge aktive i oprettelsen af Aarhus Folkekunst. Nogle gange havde parret en fælles kunstnerisk proces, andre gange gav de hinanden udfordringer. Til jul var det f.eks en fast tradition, at de hver lavede en juledekoration i hver deres stil.

Bodil døde i 1999, så i november 2015 lavede Benny begge dekorationer selv, men han har tilstræbt, at følge deres sædvanlige valg med gips og glimmer som sne og frost på grenene i dekorationerne. På samme måde er der to lys i Bennys dekoration og kun et i ”Bodils”.

Tørret naturpynt var en favorit hos dem begge, og det var vigtigt, at dekorationerne ikke var symmetriske eller for ordnede. Man skulle ud over pænhedens begrænsninger.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Julemiddag hos Benny og Bodil 1974. Det er Benny med nissehuen.

Traditioner og ”sprutslik”

Billeder fra julen 1974 hos Benny og Bodil viser, hvordan hammer og segl pryder juletræets top – mens resten af træet er pyntet med traditionel juletræspynt som lametta, glaskugler og flettede julehjerter.

Sammenstødet mellem det traditionelle og den frie kunstneriske tilgang bliver næsten ikke tydeligere. Benny og Bodil havde meldt sig ud af folkekirken og var ikke kristne, men barndommens juletraditioner holdt alligevel ved. Klare kristne symboler, som engle, brugte parret dog ikke, og de gik ikke i kirke, men de sang julesalmerne.

Benny fortæller, at ”Højt fra træets grønne top” var deres ynglingsjulesang, fordi den kom helt uden om at nævne kristne elementer, men de andre julesange blev ikke undgået af den grund. Julen handlede for Benny og Bodil om god mad og godt selskab.

Bodil var dygtig til at lave mad, og udover småkager og juleslik, som de begge holdt meget af, købte Benny hvert år en flaske Kahlua eller pebermyntelikør – ”sprutslik”, som han kaldte det. Sprutslikket blev brugt som julekalender, og Benny fik et lille glas hver dag efter arbejde. Benny og Bodils jul er fyldt med juletraditioner i kreativ ny forklædning.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover "sprutslik" til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Juleaften, 1974. Det er Bodil med brillerne til højre. Udover “sprutslik” til jul lavede Benny og Bodil også gløgg.

Det grønlandske eksperiment

22. oktober 2015 gav Red Barnet en officiel undskyldning til de sidste fire nulevende grønlændere, som var en del af `Grønlandseksperimentet´ i 1951. Historiepraktikant Maria Juul Pedersen har set nærmere på baggrunden for undskyldningen til de tvangsfjernede børn. En undskyldning, der var længe ventet for en af hovedpersonerne i Den Gamle Bys 1974-bydel, Helene Thiesen.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Helene og hendes datter i 1970’erne.

Eksperimentet

Grønlandseksperimentet var et samarbejde mellem de danske og grønlandske myndigheder, bistået af Dansk Røde Kors og Red Barnet. Eksperimentet gik ud på, at 22 grønlandske børn skulle sendes i et etårigt forløb til Danmark. Børnene skulle lære dansk sprog og kultur og blive forbilleder i Grønland. Det var et krav, at de 22 børn skulle være 6-7 år gamle. De skulle have en høj intelligenskvotient og være familieløse. Kravene var dog svære at opfylde, og man valgte derfor at udvide aldersgrænsen til 5-8 år og medtage børn med én forælder.

Jeg har altid følt et savn efter Grønland 

Et af børnene i eksperimentet var Helene Thiesen, som i 1951 var 7 år gammel. Efter faderes død kom to mænd og spurgte Helenes mor, om hun ville sende Helene til Danmark. Helenes mor svarede nej de første to gange, men svarede til sidst ja. I Helenes genskabte lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter fortæller hun selv sin historie om barndommen og ungdommen i Danmark. Helene deltog aktivt i indretningen af lejligheden, og fordi det var meget vigtigt for hende, at være omgivet af grønlandske ting, har hun doneret flere af sine egne ting til studielejligheden. De grønlandske ting var vigtige for Helene, fordi hun altid har følt et savn efter Grønland og det at være grønlænder.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Helene i den grønlandske studielejlighed i Den Gamle By. Flere af de grønlandske ting i lejligheden stammer fra Helenes eget hjem.

Uden modersmål

Den oprindelige tanke med Grønlandseksperimentet var, at børnene skulle være i Danmark i et år, men børnene kom først tilbage efter halvandet år. Flere af dem nåede ikke at gå i dansk skole, fordi plejeforældrene ikke fik besked om, hvor længe børnene skulle blive. Da Helene kom tilbage til Nuuk, fortalte hun begejstret sin mor om sine oplevelser, men uden at få noget svar. Helene undrede sig, men da moderen begyndte at tale til hende indså hun, at hun havde mistet sit grønlandske sprog, og ikke længere kunne tale med sin mor.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Helene hos sin danske plejefamilie i 1952. Dukken, Tove, fik hun af sin plejemor. Selvom hun savnede Grønland, var Helene meget glad for sin danske plejefamilie.

Børnehjemsbarn

Endnu en overraskelse, som ventede børnene hjemme i Grønland var, at de ikke længere kunne få lov til at bo hos deres familier. De skulle bo og opdrages efter danske normer på et Dansk Røde Kors børnehjem, og gå på den danske skole i Nuuk. Forstanderen på børnehjemmet opdragede børnene til at leve pænt og ordenligt. Børnene havde ikke lov til at tale grønlandsk på børnehjemmet eller i skolen, og de fik kun sjældent lov til at besøge deres familier – trods det at Helenes mor boede i Nuuk, ikke langt fra børnehjemmet. Livet som børnehjemsbarn var svært for Helene, hun græd ofte og følte et tomt hul i maven.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Helene hjemme i Grønland efter opholdet i Danmark. Her ses hun igen med dukke Tove.

Sprogets betydning

En del af forklaringen på børnenes placering på Dansk Røde Kors børnehjemmet og den danske skole skal findes længere tilbage i historien. I 1949 rejste en dansk kredslæge, på foranledning af Dansk Røde Kors’ Grønlandsudvalg, rundt i Grønland, for at nedskrive en rapport om problemerne i Grønland og oprettelsen af de danske børnehjem. Hans tilbagemelding var, at børnene på Dansk Røde Kors’ børnehjemmene var nogenlunde glade, sunde og velklædte, og at den grønlandske lokalbefolkning var taknemmelige for hjemmene. Ønsket om børnenes prægning af det danske sprog, kan spores tilbage til 1950, hvor den daværende grønlandske politiker, Augo Lynge, blandt andet skrev, at man ønskede at gøre grønlænderen til en god dansk borger. Derfor anbefalede han, at der skulle opføres flere dansksprogende børnehaver og skoler, og at der også skulle tales dansk uden for institutionerne, så børn og unge kunne vokse op med det danske sprog. Augo Lynge mente at sproget, var et redskab til at uddanne sig og dermed styrke selvtilliden i Grønland.

I den bedste mening

Eksperimentet skete i den bedste mening. De danske myndigheder ønskede at give børnene en barndom under bedre sociale forhold, end hvad Grønland kunne tilbyde på daværende tidspunkt. I oktober 2015 erkendte Red Barnet imidlertid, at forsøget slog fejl, og at flere af børnene blev mærket for resten af livet (DR nyheder, http://www.dr.dk/nyheder/indland/red-barnet-giver-officiel-undskyldning-til-tvangsfjernede-groenlandske-boern). Helene fortæller, at hun har levet med en splittet identitet hele sit liv. Som barn var hun grønlænder, men kunne ikke grønlandsk. Først som voksen lærte hun igen sit grønlandske sprog. Helene har grædt meget hele sit liv og har aldrig vidst, hvorfor hun blev taget væk fra sin mor og sine søskende, eller hvorfor hun ikke måtte tale grønlandsk eller leve efter den grønlandske kultur.

Børnene og forældrene vidste intet om, at det forløb de havde været igennem var et eksperiment. Først da Tine Bryld skrev bogen ”I den bedste mening” i 1990, blev forholdene omkring sagen kendt, og Helene fik sandheden af vide. Siden har Helene selv skrevet en erindringsbog og holdt foredrag om, hvordan hun oplevede eksperimentet. Samtidig har hun været forkæmper for, at børn og pårørende skulle modtage en officiel undskyldning.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Børnene fra Grønlandseksperimentet ved Dansk Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Helene ses yderst til højre.

Undskyldningen – et plaster på såret

I et radiointerview i 2010 sagde Red Barnet, repræsenteret af daværende generalsekretær Mimi Jakobsen, for første gang officielt undskyld til eksperimentets deltagere. Senere erkender organisationen, at undskyldningen ikke var tilfredsstillende, fordi den var for indirekte. Undskyldningen skulle i stedet gives ansigt til ansigt med børnene fra eksperimentet.

Over de seneste år har det været et tema i den offentlige debat, hvem der har ansvaret for at undskylde, og om man overhovedet skal undskylde for noget som er sket i fortiden? Ifølge Red Barnet er en undskyldning nødvendig, da der her er tale om en klar krænkelse, som har haft tydelige skadelige følger. Red Barnet har offentligt udtalt, at krænkelserne, set med nutidige øjne, var i direkte strid med børnenes grundlæggende rettigheder. Red Barnet underskylder for sin deltagelse i arrangementet og anerkender, at børnene aldrig skulle have været fjernet.

I et radiointerview (P1 Morgen, d. 22.10.15, http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-morgen-2015-10-22/#!/) omkring Red Barnets undskyldning fortæller den i dag 71-årige, Helene Thiesen, at hun er glad og taknemmelig for undskyldningen. ”Det er et plaster på såret, men der er stadig brug for mange plastre”, tilføjer hun. Helene og flere af hendes skæbnesøskende håber stadig på engang at få en officiel undskyldning af Den Danske Stat.