Hvem besøgte Den Gamle By i 2019, og hvad syntes de besøgende om museet?

For et par uger siden udkom Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2019 og data fra Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse er også blevet tilgængeligt.

De to opgørelser viser, at de danske museer er meget populære med 15,6 mio. besøgende i 2019, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to opgørelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2019.

At møde Den Gamle Bys medarbejder er noget museets besøgende vurderet meget højt. En medarbejder er har travl hele sommeren er postbuddet fra 1974. Han har hele to daglige postomdelinger.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2019 523.173, og dermed var museet Danmarks fjerde mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgende var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 36.587 børn, hvilke gjorde museet til de tredje mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 93.430 besøgende børn, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn, med i alt 130.017 børn hvilke svare til 5 % af alle børn der har besøgt et museum.

Besøgende på besøgssteder – top fem
Louisiana Museum of Modern Art 757.163
ARoS Aarhus Kunstmuseum 547.247
Christiansborg Slot 523.362
Den Gamle By 523.173
Ny Carlsberg Glyptotek 514.608
Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – top fem
Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum 93.430
ARoS Aarhus Kunstmuseum 77.351
Frilandsmuseet (Nationalmuseet) 66.119
Cisternerne (Frederiksbergmuseerne) 64.614
Skibene på Holmen (Nationalmuseet) 64.320
Børn og unge under 18 år, undervisning – top fem
ARoS Aarhus Kunstmuseum 51.413
Statens Museum for Kunst 42.766
Den Gamle By 36.587
Moesgaard Museum 29.339
Arbejdermuseet 23.887

Hvem besøger Den Gamle By og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2019 var 24 % af vores besøgende udlændinge. 47 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 57 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 19 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

 

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (58%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 58 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den anden hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (23%) og af en af de tredje hyppigste grupper er ”Familier med børn i alderen 0-12” (22%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 3%, som besøger Den Gamle By alene.

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet. I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,9 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende. Ved undersøgelsen fra Topattrationer spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 96 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er atmosfæren, det at være et rart sted, og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed, der er de tre elementer som vurderes højest.

Opsummering

De indsamlede data fra 2019 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet. Undersøgelsen viser også at Den Gamle By er et museum som bliver besøgt på tværs af generationer.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Det er vi på museet stolte og glade for.

De tal der indtil videre er kommet ind gennem vores brugerundersøgelser for 2020 viser også at vores besøgende også i år er meget glade for at besøge museet og som det blev beskrevet i et tidligere blogindlæg De besøgende er trygge ved at besøge Den Gamle By giver vores gæster også en positiv vurdering af de tiltag museet har gjort for at mindske risikoen for spredning af coronavirus.

Tallene for 2020 omkring museumsbesøg bliver utvivlsom meget anderledes med hensyn til antal gæster og antallet af udenlandske besøgende. De aktiviteter museerne vil tilbyde bliver også anderledes, men jeg tror ikke de bliver dårligere. Så jeg håber af gæsterne vurderingen af museumsbesøg også i år vil blive positiv. Den Gamle By og landets andre museer anstænger sig i hvert fald for at give de besøgende en god oplevelse i år. Med den vedtagene sommerpakke, hvor der både er rabatter til offentlig trafik og halv pris på dagsbilletter til museerne er der en god anledning til at komme ud i sommerlandet, opleve noget nyt og samtidigt støtte museerne.

En af sommerens tiltag i Den Gamle By er, at museets håndværkere alle hverdage demonstrerer og fortæller om deres håndværk

Link og oplysninger om undersøgelserne:

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen. I den opsumering af undersøgelse der er lavet i denne blog er der lavet den udvælgelse, at der kun er taget tal omkring børn med, hvor antallet af børn ikke er større end det samlede opgjorte antal af besøgende.

Link til Danmarks Statistiks tal for museerne

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev 683 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på alle Danmarks statslige eller statsanerkendte museer. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2019 blev i alt 829 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Rapport med data fra nationale brugerundersøgelse 2019 for Den Gamle By

Stil ind på radioens historie – på radio-rundtur i Den Gamle By

For nogle uger siden havde jeg besøg af tv-stationen dk4, som ville lave en udsendelse om radioer gennem tiden. Her i Den Gamle By kan vi nemlig vise en stor del af radioens historie gennem museets 1927- og 1974-kvarterer. Det gav mig anledning til at “stille ind” på den danske radiohistorie og gå denne radio-rundtur.

Tv-kanalen dk4 var på besøg hos cykelsmeden for at lave en tv-udsendelse om radioer.

Radioer hos cykelsmeden

Vi begynder turen hos cykelsmeden i 1927-kvarteret. Hos cykelsmeden er der flere forskellige radiomodeller fra radioens barndom. Cykelsmeden, tænker du måske? Men den er god nok. Det var nemlig ofte cykelsmede, der i begyndelsen tog det nye apparat til sig sammen med reparation af cykler, barnevogne, symaskiner og meget andet, der krævede finmekanisk snilde.

Der fandtes to typer af radioer dengang: Krystalapparater og lampemodtagere. På lampemodtagere sad lamperne, dvs. radiorørene, i begyndelsen udvendigt, men det viste sig mere praktisk at placere dem beskyttet inde i kabinettet. Lamperne kaldte man dem, fordi de mindede meget om glødepærer, en anden ny teknisk frembringelse fra den tid.

Til radiolytning brugte man i begyndelsen hovedtelefoner som dem, der ligger her på cykelsmedens arbejdsbord. Der kunne som regel tilkobles mere end ét sæt.

I begyndelsen af 1920’erne opstod flere små radiosendestationer, fx Lyngby Radio og Ryvang Radio. For at samle kræfterne og få styr på udrulningen af den nye teknologi, blev den licensfinansierede Statsradiofoni oprettet i 1925. Sendenettet blev udbygget, og med Kalundborgsenderen i 1927 blev radiosignalet landsdækkende. Nu blev radioer hurtigt meget populære. En del eksisterende fabrikker begyndte at producere radioer, og rigtig mange nye radiofabrikker skød op rundt omkring i landet. Nogle fremstillede også komponent-sæt, så man selv kunne bygge sin egen radio.

I boghandlerens baglokale findes en radio med tragthøjttaler.

I 1927 foregik radiolytning oftest gennem hovedtelefoner, men til lampemodtagere kunne man også benytte en tragthøjttaler. Den var allerede kendt fra hhv. fonografen og grammofonen. Det var dog ikke en højttaler i moderne forstand, men kun en simpel lydforstærker, der fungerer mere ligesom et gammeldags hørerør. Men til forskel fra hovedtelefoner, gjorde tragthøjttaleren det muligt at lave morgengymnastik på stuegulvet med Kaptajn Jespersen som vært i den populære udsendelse, der blev sendt fra 1927 og helt frem til 1952.

En tilfældigt udvalgt programoversigt fra 14. nov. 1927.

Kaster man blikket på en helt tilfældig programoversigt fra 1927, kan man se, hvad der blev sendt ud i æteren, som de gamle grækere kaldte det stof, himlen er lavet af: Ud over morgengymnastik var det skoleudsendelser, timeslag og klokkespil fra Rådhustårnet i København, foredrag, koncerter og pressemeddelelser.

Snedkerhåndværk eller tremmer på en lokumsdør?

I 1930’erne eksploderede salget af radioer, og det samme gjorde antallet af radiofabrikker. I 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne udviklede radioen sig til at blive et gedigent møbelsnedkerprodukt med håndværksmæssig finish. Nu blev radiorørene konsekvent placeret inde i kabinettet og det samme blev højttaleren, som nu var en ”rigtig” højttaler med højttalermembran, der gav meget bedre lyd end tragthøjttaleren. Højttaleren blev skjult bag stof eller tremmeværk af træ, så lyden kunne komme uhindret ud i rummet.

Pensionistparret i Huset i Havnegade st. tv. havde i 1974 en B&O-radio fra 1950’erne.

Hos pensionistparret i 1974-kvarteret kan vi se sådan et eksempel. Det er en radio fra B&O (Bang&Olufsen), en dansk radiofabrik blandt mange andre. Modellen er fra 1955. Ved hjælp af plastikknapper og en skala kunne man vælge mellem forskellige landes radiostationer og programmer. I Danmark havde Statsradiofonien fra 1951 udvidet sendefladen til både program 1 og 2, og i 1963 kom program 3. I 1950’erne og 1960’erne fik radioen desuden konkurrence fra det nye medie, billedradioen. Altså fjernsynet. Men sådan ét havde pensionistparret endnu ikke fået her i 1974.

I 1950’erne var det nye nordiske, enkle design inden for møbler blevet moderne; det vi i dag kender som ‘de danske møbelklassikere’. En af bannerførerne for den nye stil var arkitekt Poul Henningsen, eller blot kaldet PH. I 1954 blev der afholdt en radiomesse i Forum i København, og PH var i den grad ude med riven over datidens radiodesign, som han mildest talt ikke var imponeret over. Bl.a. skrev han:

”Rundbuet og tykmavet forlorenhed med sving, svaj og krummelurer, ofte sammensat af de mest forrykte træsorter behængt med plastik og messing, så man kan brække sig over at se så meget talentløshed samlet på ét sted. Den gamle lokumsdør i sin mest stupide form er forbilledlig anvendt som inspirationskilde for tremmeværket i næsten alle højttaleråbninger, råbende til skyerne om dog at fuldende værket ved at sætte en spand vand og avispapir ind i kassen, som paradoksalt nok rummer et af vor tids største tekniske vidundere.”
(Citat: B.D. Nielsen: “Bella” og alle de andre, s. 142)

Radioen hos skoleinspektør frk. Sneum i Tårnborg, 1. sal tv. er også fra 1950’erne.

Hos den kvindelige skoleinspektør Frk. Sneum i 1974-kvarteret ser vi netop et eksempel på sådan en radio med tremmeværk. Selv her, helt fremme i 1974, har Frk. Sneum tydeligvis ikke set nogen grund til at skifte radioen ud, bare fordi den var gammel og umoderne. Og det samme gjaldt mange andre danskere, som beholdt de gamle radioer, for de virkede jo stadig, og ellers kunne de bare indleveres til reparation i en radiobutik.

Til sammenligning vises herunder et foto af Den Gamle Bys baggårdstoiletter. Mon ikke, det var sådan ét, PH havde i tankerne.

Baggårdslokummer i Den Gamle Bys 1800-tals-del.

Nogle få af de danske radiofabrikker tog PH’s kritik til sig, deriblandt B&O og LL (Linnet & Laursen), som efterhånden hyrede arkitekter til at formgive deres produkter. Det store skifte fra håndværk til design kom dog også fra den teknologiske udvikling med opfindelsen af transistorer.

Transistorrevolutionen i 1960’erne

Transistorerne havde samme funktion som radiorørene, men fyldte meget mindre, så man kunne skabe meget større ydeevne. Især op igennem 1960’erne betød det udbredelsen af en helt ny type radio, nemlig transistorradioen, den lille transportable radio, som kunne køre på både batterier og ledning og havde indbygget antenne. Der er mange eksempler i 1974-kvarteret, blandt andet inde hos Frisør Anni, hvor der blev lyttet til radioværten Jørn Hjortings udsendelser, mens kunderne fik ordnet hår.

Damefrisøren har en transistorradio i salonen.

Men det var ikke kun de transportable radioer, der fik transistorer. Det skete også i de mere stationære stueradioer, og i 1970’erne fortsatte transistorrevolutionen i fjernsynet. På Pouls Radios værksted kan man kigge ind bag bagbeklædningen og selv se udviklingen fra rørradio til transistorradio.

På reparationsværkstedet i radiobutikken Pouls Radio reparerede man både rørradioer (venstre billede) og transistorradioer (højre billede) i 1974.

Stereoanlægget indtog de danske hjem

Siden 1950’ernes ”snedkerkasser” var der sket en stor udvikling, og det skyldtes to ting: For det første gjorde overgangen fra radiorør til transistorer det muligt at lave meget mindre og fladere radioer. Og for det andet havde man fået udviklet en helt ny teknologi til at forbedre lyden, nemlig stereo. Nu skulle der ikke være én højttaler inde i radioen, men hele to eksterne højttalere, og de skulle placeres korrekt i rummet for at opnå optimal lydkvalitet. Også dette gjorde, at selve radioen kunne blive mindre og fladere.

Nu var radioerne blevet horisontale i formen, og passede dermed til de nye reolsystemer, som også kom på mode. Samtidig kunne man bruge radioen som forstærker og tilkoble både pladespiller og båndoptager og dermed opnå stereolyd med alle typer afspillere i et stereoanlæg. Sådan et kan man blandt andet se hos den enlige mor i Huset i Havnegade.

I lejligheden i huset i havnegade, st. th. har de et stereoanlæg.

Fra 1973 sendte Danmarks Radio alle udsendelser i stereo. Mange kan stadig huske Stereotesten, en 5-minutters udsendelse, hvor lytterne kunne teste, om deres stereoradio og -højttalere var indstillet korrekt. God lyd var nu i højsædet, og for entusiasterne var stereo ikke engang godt nok – nu skulle det være lyd af højeste troværdighed, High Fidelity forkortet til Hi-Fi.

Hi-Fi var godt som salgsblikfang i butiksvinduet. Hi-Fi-bogstaverne har Den Gamle By genskabt ud fra et foto af virkelighedens Pouls Radio i Holstebro.

B&O blev en dansk world story i 1970’erne

Der var gode muligheder for at for at få det sidste nye inden for radio/tv i 1974. Det kan man forvisse sig om i radiobutikken Pouls Radio. På designfronten skilte navnlig ét mærke sig nu markant ud. B&O havde i begyndelsen af 1970’erne indledt samarbejde med designeren Jakob Jensen, der med kompromisløst design resulterede i, at flere af B&Os nye modeller blev udstillet på Museum og Modern Art i New York. B&O var nu blevet et verdenskendt brand, og det gav sig fra sidste halvdel af 1970’erne og frem udslag i nye stadigt dyrere high end B&O-produkter til verdensmarkedet, som de færreste almindelige danskere efterhånden kunne få råd til.

B&O blev i begyndelsen af 1970’erne et verdenskendt designikon. Siden etablerede B&O sin egen eksklusive verdensomspændende butikskæde, men her i 1974 kunne man stadig købe en B&O-model hos Pouls Radio til en overkommelig pris.

Igennem 1960’erne kom de danske radiofabrikker på stærkt tilbagetog, mens stadigt flere radioer blev importeret fra udlandet. Mange vil kunne huske europæiske mærker som Tandberg, Grundig, ITT og Philips. Desuden kom flere asiatiske mærker nu også på banen, fx AKAI, Sony og JVC. De fleste danske fabrikker fik ikke omstillet sig til det internationale marked i tide. Noget, der især pressede fabrikkerne, var konkurrencen fra fjernsynet, ikke mindst da farvefjernsynet kom.

B&O valgte allerede tidligt i 1960’erne at satse på en kombination af teknisk kvalitet, design og eksport, og det blev fabrikkens redning. I midten af 1970’erne faldt de sidste reelle danske konkurrenter nemlig fra, først og fremmest Eltra og Arena. De få tilbageværende danske producenter satsede herefter på nicheproduktion såsom skibsradioer, højttalere og lignende.

I Pouls Radio er de populære mærker i 1974 repræsenteret på hylderne. De fleste er udenlandske, men der er også danske mærker imellem.

Radioamatøren runder radio-rundturen af

Hos radioamatøren på tørreloftet i Havnegade-huset får man indblik i en radiohobby, der blev umådeligt populær i 1960’erne og 1970’erne, men som faktisk har rødder helt tilbage i radio-pionertiden i 1920’erne. Foreningen Eksperimenterende Danske Radioamatører blev oprettet i 1927 og eksisterer stadig den dag i dag.

Radioamatørstationen ligger på tørreloftet i Huset i Havnegade.

En radioamatør kommunikerer på hobbyplan over radio med andre radioamatører i hele verden. Når man har haft kontakt, bekræftes kontakten efterfølgende ved at sende et såkaldt QSL-kort til hinanden med posten. I skrivebordsskuffen ligger alle de QSL-kort, vores radioamatør har modtaget fra alverdens lande gennem årene.

I dag kommunikerer vi alle nemt gennem internettet med folk rundt omkring på hele kloden, men før den digitale revolution kunne man altså også være med, takket være radioen.

DAB og digital radio i 2014-lejlighederne

Indtil videre ender turen her. Men når Den Gamle By åbner en 2014-gade om få år, vil vi kunne vise radioudviklingen helt til frem til den digitale radio. I den ene lejlighed kommer der en Lumatron DAB-radio, og i den anden er radioapparatet helt erstattet med en app på en smartphone og en tilhørende Zeppeliner soundbar.

I de kommende 2014-lejligheder vil man komme til at se hhv. en DAB-radio og en radioapp med soundbar.

Udsendelsen om radioen før og nu på dk4 skulle efter vores oplysninger blive sendt første gang fredag 24. april 2020. Dk4 nåede ikke med på hele radio-rundturen, men du er velkommen til at tage turen på egen hånd næste gang, du besøger Den Gamle Bys 1927- og 1974-kvarterer.

 

Link

De danske programoversigter for perioden 1925-1983 findes tilgængeliggjort på nettet: https://www.danskkulturarv.dk/udstilling/postkort-og-plakater/

Litteratur

Bjarne D. Nielsen: ”Bella” og alle de andre. Radio- og TV-fabrikker i Danmark: 1925-1975. Udgivet i 2007.

Leif Ahm: En verden i lyd og billeder. Dansk radio & tv fra krystalapparat til videokassette. Udgivet i 1972.

Tjikkerlikker Tjikkerlikker Tjaw Tjaw – Spejdere i Den Gamle By

Spejderliv var på programmet den 20. januar til Den Gamle Bys nye koncept Mandage i Møllesalen. Konceptet er korte oplæg af museets faglige medarbejdere med udgangspunkt i museets genstande og arbejde med udstillinger mm.

Under overskriften Tjikkerlikker tjaw tjaw. Skulle jeg fortælle om arbejdet med indretningen af de to KFUM-spejder patruljelokaler – Drongo og Kiwi – i kælderen under jazzværtshuset Bent J i Den Gamle Bys 1974kvarter.

Fra spejderhytte til kælderlokaler

I Den Gamle By kan gæster gå på opdagelse i blandt andet baggårdene i 1974 kvarteret, der ligger blandt andet et Vvs værksted og i den inderste baggård, kan man besøge et knallertværksted og to KFUM spejder patruljelokaler.

Drongo og Kiwi patruljelokaler i Den Gamle By

Patruljelokalerne tager sit udgangspunkt i to patruljelokaler der i 1974 fandtes i Suså gruppe, ved Næstved på Sjælland. Lokalerne på museet er ikke en 1:1 gengivelse, af flere årsager. Den primære årsag er, at Suså gruppen, med blandt andre Kiwi og Drongo patruljerne, havde til huse i en hytte, samt i en gammel togvogn på et grønt areal.

Maori hytten, Kiwi og Drongo patruljelokaler i Suså ved Næstved.

Museet måtte derfor tilpasse indretningen som den kunne have set ud i en klassisk købstad. Det blev til to kælderlokaler og et lille bibliotek under trappen med et lille udvalg af spejderlitteratur; manualer, Spejderliv, bøger om grundlæggeren Baden-Powell, og patruljens egne hæfter og bøger, herunder patruljedagbøger fra Kiwi og Drongo fra 1960-1970erne.

Patruljedagbøgerne giver et fint indblik i, hvad spejderne brugte tid på. Og mange har flotte illustrationer.

Hjælpemidler i indretningen

I forbindelse med indretning af Drongo og Kiwi patruljelokalerne havde museet flere hjælpemidler. Eksempelvis i forbindelse med fremfinding af farverne på væggene. Her var de gamle fotografier i sort/hvid, og de oprindelige medlemmer af patruljen fra den tid, var lidt i tvivl om, hvilken nuance af grøn, væggene havde haft. Til at hjælpe os med at ramme den rette vægfarve, tog museets farvekonservator prøver af de oprindelige vægge og paneler fra Suså, og kom frem til vægfarven i 1970’erne.

Og med hjælp fra nogle unge spejdere fra en spejdertrop i Galten, kunne væggene blive malet i samme stil, som da Suså patruljerne i sin tid selv indrettede og ikke mindst malede deres patruljelokaler.

Spejderne fik bøtter med maling, anvisninger om fordeling af farverne, og en bunke mulige redskaber, og så klarede de selv resten.

Fotografier og erindringer fra de tidligere medlemmer af patruljerne, hjalp os meget med hensyn til placering af genstande, eksempelvis placering af diplomer på væggene, udseende på genstande der skulle samles, såsom knob på knobtavler. Et eksempel er knobtavlen i loftet i Kiwi lokalet. Vi havde hjemtaget dem i en æske, da de var monteret direkte på loftet. Men takket være dokumentation fra nedtagning, og de ældre fotografier fra Kiwi lokalet, kunne vi se, hvordan knobene burde placeres i loftet. Vi fastgjorde dem på en plade, da kælderlokalerne ikke havde det buede loft som togvognen i Suså.

Knob på togvognens loft i Suså, knob i æsken, og på plads i loftet i kælderlokalet i Den Gamle By.

Spejderbevægelsens oprindelse var engelsk

Den danske spejderbevægelse har sin oprindelse i Storbritannien; I kølvandet på den voksende industrialisering og begrænsning af børnearbejde i 1800-tallet blev der oprettet en masse klubber med det formål at aktivere de unge, mange med brug af militær træning.

Englænderen Robert Baden-Powell var militær mand, og på baggrund af sine erfaringer skrev han en række lærebøger for hæren. I 1899 udkom lærebogen ”Aids to Scouting”, og dens indhold og fortællestil blev populær uden for hæren, i klubberne. Da Baden-Powell overværede eksempler på den træning som drengene fik i klubberne, kom han frem til, at de burde have flere og andre interesser.

Scouting for boys udkom først som en serie a seks hæfter på hver  70 sider.  Senere blev de samlet i en bog. Den er siden blevet redigeret og ændret meget over tid.

I 1908 udkom hans ”Scouting for Boys: A handbook for instuction in good citizenship”. Den var rettet mod de unge, og havde til formål at træne både deres krop og sind ved hjælp af bland andet observation, at læse spor, træarbejde, og at blive gode borgere. Der var også informationer om det britiske imperium, om borgerpligt, samt beskrivelser af Baden-Powells egne erfaringer i felten. Baden-Powell testede ideerne af på en lejr i 1907 og i 1908 var spejderbevægelsen en realitet i England.

Opstart og medlemstal i Den Danske Spejderbevægelse

Spejderbevægelsen kom til Danmark med blandt andre præsten Gunnar Engberg og Dr. Phil. Oscar Hansen, der begge mente at bogen ”Scouting for boys” indeholdt gode aktiviteter for unge. De holdt oplæg om bogen i foreninger og på gymnasier. De unge tog godt imod ideen og de første danske spejderpatruljer begyndte at dukke op. Der kom for alvor fart over feltet i 1910 da ”Patrouilleøvelser for Drenge” udkom; en forkortet og tilpasset oversættelse af Baden-Powells bog, skrevet af den danske premiereløjtnant Cay Lembcke. Og det voksende antal patruljer krævede organisering, dermed var der grundlag for den danske spejderbevægelse.

Fotografi af den imponerende KFUM spejder korpslejr ved Holstebro i 1970. Fotograf: ukendt lejrfotograf

Både KFUM spejderne og Det Danske Spejderkorps blev stiftet i 1910 for drenge spejdere, og korps for pigespejdere startede op omkring 1916. Baptist spejderkorps kom til i 1930, og flere andre fulgte trop. I dag er det største korps i Danmark, Det Danske Spejderkorps med ca. 35.800 medlemmer. I 1973 blev De danske pigespejdere og drengespejderne slået sammen til Det Danske Spejderkorps (DDS).

I samme periode kom en lignende mulighed til valg ved KFUM og KFUK spejderne (Kristelig forening for unge Mænd/Kvinder), men der valgte KFUK at takke nej, og i dag går de under De Grønne Pigespejdere med ca. 4000 medlemmer. KFUM spejderne valgte at åbne op for at piger kunne blive medlem, sammen med drengene, der er ca. 29.000 KFUM spejdere i dag.

Samarbejde med spejderbevægelsen

Spejdere fra de forskellige korps har gennem tiden besøgt Den Gamle By. I patruljedagbogen, som er udstillet i trapperummet, kan læses, hvorledes Drongo var på besøg på museet i 1960’erne.

Patruljedagbog fra Drongo om besøg i Den Gamle By.

I forbindelse med åbningen af patruljelokalerne i juni 2015, blev der organiseret et spejderløb på museet. Omkring 400 spejdere fra de forskellige korps deltog, og poster blev bemandet af frivillige fra de forskellige korps, samt fra Spejdermuseet Aarhus. I 2016 inviterede vi museets gæster på snobrød og en snak med spejdere i baggården i 1970’erne og i 2017 blev der organiseret endnu et spejderløb på museet. I 2019 arrangerede ledere fra De Grønne Pigespejdere, i samarbejde med medarbejdere fra Den Gamle By, et spejderløb, i anledning af De Grønne Pigespejderes 100 års jubilæum.

De Grønne Pigespejdere og spejdere fra DDS i gang til spejderløb i Den Gamle By. Foto: tv. fra “pigespejder” på Instagram. Foto th. Benny Aros

Mærker designet særligt til de to spejderløb i Den Gamle By

 

Hvem besøgte Den Gamle By i 2018, og hvad syntes de besøgende om museet?

For to uger siden udkom både Danmarks Statistiks tal for museumsbesøgende i 2018 og Slots- og Kulturstyrelsens årlige nationale brugerundersøgelse.

De to udgivelser viser, at museer er meget populære med over 17 mio. museumsbesøgende, og at museumsgæsterne synes godt om det, som museerne tilbyder. På en skala fra 1-10 vurderes museumsoplevelsen til 8,6.

Tallene fra Den Gamle By indgår i de to udgivelser, og vi supplerer dem også med andre publikumsundersøgelser. Her er en gennemgang af nogle af hovedtallene fra Den Gamle By for året 2018.

Hvor mange besøger Den Gamle By?

Den Gamle Bys besøgstal var i 2018 546.485, og dermed var museet Danmarks andet mest besøgte museumssted. En stor del af de besøgene var børn under 18 år. Bare i forbindelse med skoleforløb kom der i alt 40.446 børn, hvilke gjorde museet til det andet mest besøgte undervisningssted. Uden for undervisningstilbud havde Den Gamle By 103.273 besøgende børn og unge, hvilke gjorde det til landet mest besøgte museum for børn og unge under 18 år.

 

Besøgende på besøgssteder – 2018
Louisiana Museum for Moderne Kunst 755.584
Den Gamle By 546.485
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 508.008
Ny Carlsberg Glyptotek 448.934
Christiansborg Slot 436.693

 

Børn og unge under 18 år, ikke undervisning – 2018
Den Gamle By 103.273
Louisiana Museum for Moderne Kunst 75.851
Moesgård Museum 71.056
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 68.793
Arken Museum for Moderne Kunst 56.282

 

Børn og unge under 18 år, undervisning – 2018
ARoS, Aarhus Kunstmuseum 46.148
Den Gamle By 40.446
Statens Museum for Kunst 29.366
Arbejdermuseet 23.806
Moesgård Museum 22.399

Kilde: Danmarks Statistik

Hvem besøger Den Gamle By, og hvordan bruges museet?

I billetsalget spørger vi hver 10. gæst, hvor de kommer fra. I 2018 var 21 % af vores besøgende udlændinge. 48 % af de besøgende kom fra Aarhus kommune og i alt kommer 59 % af de besøgende kom fra Region Midtjylland, mens 18 % af de besøgende kom fra andre steder i Danmark end det midtjyske. I forhold til året før er der et lille fald i antallet af udlændinge (23 % i 2017), hvilket utvivlsomt hænger sammen med, at Aarhus i 2017 var Europæisk kulturby og havde mange udenlandske turister.

Den Gamle By laver i samarbejde med Topattraktioner, der er en sammenslutning af 27 af landets største museer, sommerlande og dyreparker en publikumsanalyse i sommermånederne. Den undersøgelse giver os en ide om, hvilke aldersgrupper som besøger museet.

Der er flest i aldersgruppen fra 30-59 (59%), og flere af dem kommer antageligt sammen med de i alt 40 % af gæster, der er i grupper med personer under 18 år.

At museet bliver besøgt af familier viser også en anden publikumsundersøgelse, vi gennemfører hvert år, nemlig Slot- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse for de danske museer. Denne undersøgelse gennemføres løbende over hele året, og her kan vi se, at den hyppigste gruppe, som besøger museet, er ”Familier med flere generationer” (33%). Den tredje hyppigste gruppe er ”Familier med børn i alderen 0-12” (24%). Noget, der også er værd at notere er, at det kun er 2%, som besøger Den Gamle By alene.

I den nationale brugerundersøgelse bliver de besøgende også spurgt om, hvorfor de besøger museet ud fra nogle spørgsmål, der relatere sig til den amerikanske museumsforsker John H. Falks inddeling i de forskellige motivationsfaktorer, som museumsgæsterne kommer med.

Topscoren i Den Gamle By er ”For at skabe en god oplevelse med dem, jeg er sammen med” (60 %). Den tilkendegivelse ligger også i tråd med omkring 20 interviews, vi i 2018 lavede med gæster nogle uger efter, de havde besøgt museet. Det, som de interviewede særligt huskede og fremhævede ved besøget, var de oplevelser de havde sammen med dem, som de besøgte museet sammen med. De bemærkede også, hvis de havde mødt nogle af museets ansatte i forbindelse med deres besøg.

To andre elementer, som flere at de interviewede kom ind på var, at museumsbesøget vækkede erindringer om deres egen historie eller at de fik nogle indsigter eller oplevelser, som de kunne bruge i deres eget liv.

At Den Gamle Bys besøgende møder flere af museet ansatte kan også ses ved to andre spørgsmål, der blev stillet til vores publikum i 2018.

I undersøgelsen fra Topattraktioner spørges ind til en række af de steder, der er bemandet i Den Gamle By, og nogle af de mest besøgte steder, var bageren fra 1880’erne (35 %), Konditoriet fra 1970’erne (30 %) og Købmandsgården fra 1860’erne (29 %). Alle tre er interiører, hvor gæsten kan opleve at være tilbage i tid og få en sludder med en af museets aktører, som formidler i dragt fra den periode.

Den undersøgelse, vi laver i samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsens spørger mere generelt ind til hvad gæsterne foretager sig på museet.

De to topscorere er at læse korte tekster (85 %) og se visualiseringer (65 %), men der som den tredje hyppigste aktivitet kommer at tale med museets medarbejdere (47 %).

Hvad synes de besøgende om Den Gamle By?

Undersøgelserne viser, at vores gæster er glade for museet: I den nationale publikumsundersøgelse vurderes museumsoplevelsen til 8,6 ud af 10 og i Topattraktionsundersøgelsen tilkendegiver hele 99 % af de adspurgte, at besøget på museet er tilfredsstillende eller meget tilfredsstillende.

I den nationale publikumsundersøgelse bliver der spurgt ind til tilfredsheden for forskellige elementer ved besøget. Det er udstillingerne (8,9), det at være et rart sted (9,0), atmosfæren (9,1) og medarbejdernes venlighed og imødekommenhed (9,4), der er de elementer, som vurderes højest.

Ved undersøgelsen fra Topattraktioner spørges der i forbindelse med vurderingen af museet om gæsten synes, at besøget var pengene værd. Og det synes de. 95 % tilkendegav at besøget ”I høj grad” eller ”I meget høj grad” var penge værd.

Opsummering

De indsamlede data fra 2018 viser, at Den Gamle By er et landet mest besøgte museer og bliver særligt valgt, når familier er på tur med børn eller når skoler tager undervisningen udenfor klasselokalet.

Det er et museum, som bliver besøgt på tværs af generationer. Det at kunne snakke med museet ansatte betyder meget for de besøgende og vores gæster kan lide at kommer i Den Gamle By for at være sammen med andre.

Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj. Den Gamle By har en lav billetpris i forhold til sommerattraktioner, men har indenfor museer en af landet højeste billetpriser for voksne (børn er gratis). Det har vi valgt for at sikre, at vi har midler til at have en høj standart i forhold til vores formidling, og for at vi kan have flere ansatte til at formidle historien. Publikumsundersøgelserne viser at gæsterne er glade for den standart og for de oplevelser vi kan skabe gennem dem, de møder på museet. Tilfredsheden omkring museumsoplevelsen er meget høj og vores besøgende synes at de i høj grad får noget for pengene.

I Den Gamle By er vi stolte og glade for at museet bliver så meget brugt, og at de udstillinger og fortællinger vi laver bliver så godt modtaget. Undersøgelserne er vigtige for os, da de giver os en pejling om, hvad der fungerer godt. De er også vigtige da de kan hjælpe os til at rette fokus på, hvor vi kan forbedre os og dermed give en endnu bedre oplevelse til de besøgende og komme endnu mere ud med de historier, vi har på museet.

Link og oplysninger om undersøgelserne

Danmarks Statistiks tal for museerne

Disse tal bygger på det, som de enkelte museer sender ind omkring besøgstal. Ikke alle museer sender alle de ønskede tal ind om antal besøg af børn, og de museer vil så ikke indgå i denne del af undersøgelsen.

Download: Danmarks Statistiks opgørelse af besøgstal på museer 2018

Topattraktioners publikumsundersøgelse

Denne undersøgelse gennemføres på 27 af landets største attraktioner, dyreparker og museer. I Den Gamle By blev undersøgelsen for 2018 gennemført fra maj til august og i alt blev 577 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt. Undersøgelsen er ret omfattende og i linket vises blandt andet gæsternes tilfredshedsvurdering af museet i 2018.

Link: Undersøgelse fra Topattraktioner om gæsternes baggrund og tilfredshedmål

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse

Slots- og Kulturstyrelsens nationale brugerundersøgelse bliver gennemført på i alt 122 af museernes besøgssteder i et samarbejde med Rambøll. I Den Gamle By samler vi løbende gennem hele året data ind til undersøgelsen og i 2018 blev i alt 475 tilfældigt udvalgte personer på museet spurgt.

Den indsamlede data bliver både brugt til at lave en rapport til de enkelte museum og til at lave en national rapport med alt den indsamlede data. I år indeholder den nationale undersøgelsen også i et samarbejde med Seismonaut et afsnit om ikke brugere af museerne, der i undersøgelse er defineret som personer der ikke har besøgt et museum indenfor det sidste år. De to ord som ikke brugerne først og fremmest hæfter på museerne er ”lærerig” og ”spændende”, og den markant vigtigste forklaring de giver på, hvorfor at de ikke har besøgt museer er ”Jeg har prioriteret andre oplevelser”. De blev også spurgt om vigtigheden af at have museer. 65 % af ikke brugerne synes at det ”i høj grad” eller ”i meget høj grad” er vigtigt, at vi har museer i Danmark.

I rapporten er der også et tre refleksioner fra folk i branchen over den indsamlede data omkring ikke brugerne. Den Gamle By blev bedt om at skrive et af indlæggene, så på side 57-59 i rapporten er der refleksioner fra Den Gamle By omkring den vigtighed som det sociale har i forhold til at vælge at gå på museum.

Link: Den nationale brugerundersøgelse for de danske museer 2018

Link: Den nationale brugerundersøgelses data fra Den Gamle By 2018

Den Gamle Bys undersøgelse af hvor de besøgende kommer fra

Den Gamle By gennemfører kontinuerligt en undersøgelse af, hvor de besøgende kommer ved at hver 10 gæst i billetsalget bliver spurgt om deres postnummer eller hvilket land, de kommer fra.

Link: Den Gamle Bys egen undersøgelse over hvor museets besøgendes kommer fra 

 

Fint skal det være.

Nu er der pyntet op til jul. I Borgmestergårdens opholdsrum anno 1797 og i Kjellerups stue står der to fajanceopsatser, fyldt op med æbler, figner og andre lækkerier.

Opsatserne er lidt ud over det sædvanlige, rigt dekorerede med slyngede delfiner og muslingeskaller. Begge opsatser er Engelsk fajance fra perioden 1780 – 1800.

Til daglig står opsatserne i Borgmestergårdens køkken, lidt på afstand, men til jul er de fornemme opsatser i brug. Indtil for nylig var de fordums så prægtige opsatser dog ikke så præsentable, da de trængte frygteligt til konservering. Flere af muslingeskallerne var helt eller delvist knækkede af og forsvundet og på den ene opsats var topdekorationen også beskadiget.

Før konservering. Flere stykker af opsatsen er knækket af og mangler.

I samtiden ville det have været helt uacceptabelt at bruge dem til pænt brug. Det blev derfor besluttet at erstatte de manglende partier, således at opsatserne igen kunne komme til deres ret og pryde de juleopdækkede borde.

Men de af knækkede skår var for forsvundet og hullerne måtte udfyldes med gips. For at genskabe form og udtryk med så mange detaljer som muligt, skulle der laves en afstøbning af skålene et sted, der svarede til det sted der manglede. Ved at opvarme et stykke dentalvoks og trykke det fast til fajancen, det ønskede sted, fik jeg en nøjagtig kopi af formen.

Her ses hvordan dentalvoksen er trykket fast til den eksisterende fajance

Efter nedkøling kunne voksen forsigtigt fjernes og flyttes over på det område, hvor fajancen manglede. Her blev den igen varmet op og trykket fast langs skårkanten.

De manglende partier skulle udfyldes med gips. Da alle detaljerne findes på oversiden af muslingeskallerne, skulle gipsen lægges på voksen fra undersiden. Da gipsen er flydende, når den påføres måtte opsatsen vendes på hovedet under støbeprocessen. Det var ikke helt let at få opsatsen til at stå på hovedet, da den er meget lille og skrøbelig for oven. På billedet kan man se hvordan den er stablet op. Gipsen er lagt på og står nu til tørre til dagen efter.

Man må bruge hvad man har, når man skal stable en uregerlig opsats op. Her brugte jeg bland andet kasser med handsker.

Bagerst på billedet kan man se den anden opsats, der allerede har fået støbt nye muslingeskaller og topdekoration.

Her ses den støbte gips udfyldning. Klar til videre bearbejdning.

Efter endt tørring er det tid til at slibe overfladen. Jo glattere og mere præcis udfyldningen ligner originalen, des bedre bliver resultatet. Derfor er denne proces meget afgørende for et godt resultat og også den mest tidskrævende.

billedet viser en udfyldning under slibeprocessen.

Efter slibning skal gipsen retoucheres, så den ligner resten af genstanden. Det kan godt være endog meget svært at retoucherer keramik og fajance. Det skyldes især at glasur er delvist transparent og ligger på fajancen i et rimeligt tykt lag. Man skal altså både finde den rigtige glans og farve og samtidig efterligne denne dybde i materialet.

På billedet herunder kan man se hvordan jeg starter med bundfarven. Den skal være så præcis som muligt for at få et godt resultat. Meningen er at man ikke skal lægge mærke til at genstanden er konserveret, men det det er i orden at man kan se hvad ikke er originalt, hvis man ser godt efter. På den måde er man som museum ærlig omkring hvad der er originalt og hvad der er restaureringer.

Den hvide grundfarve, glasurefterligning er lagt på, nu mangler der kun den sorte dekoration

Når man maler dekorationsfarven på er det vigtigt at forsøge at efterligne porcelænsmalerens streg. Efter at den sorte bemaling også er rekonstrueret, er arbejdet bragt til ende og opsatsen er igen klar til udstillingsbrug.

den sorte dekoration er nu malet op.

Her kan man se det færdige resultat.

opsatsen, som kan ses i Kjellerups stue.

 

opsatsen som er udstillet i Borgmestergården.

Opsatserne er næsten som nye og julen er reddet i disse to fine hjem. Når du besøger vores juleudstilling må du lede efter opsatserne. Prøv at se om du kan finde mine udfyldninger.

Julebordet som det ser ud i Kjellerups stue med opsatsen i midten.

Europæiske museumspriser blev uddelt i Den Gamle By

I sidste uge havde vi besøg af museumsfolk fra mere end 25 forskellige lande i forbindelse med en konference og prisuddeling.

Prisuddelingerne af DASA- og Luigi Micheletti-prisen fandt sted i Helsingør Teater i Den Gamle By. Foto: Mathilde Bech.

For to år siden modtog Den Gamle By European Museum Academy’s Luigi Micheletti Award, der er en af de få internationale museumspriser, som uddeles.

Juryen var imponeret over den store variation og det store arbejde, vi lægger i at gøre museets historier tilgængelige for så mange som muligt. Derfor var juryen også glade for, at Den Gamle By kunne være vært for en tilbagevendende konference og prisuddeling, så endnu flere museumsfolk kunne få indblik i vores formidling. En del af programmet var derfor en rundvisning i Den Gamle By og mulighed for at snakke med nøglemedarbejdere indenfor blandt andet demensprojekter, håndværksprocesser og museets store projekt med at vise dagligliv i 1970’erne. Programmet gav også mulighed for at besøge byens to andre store museer, ARoS og Moesgaard Museum.

Efter prisuddelingen var der middag i Møntmestergårdens stemningsfulde rum. Foto: Mathilde Bech.

Konferencen bød på et rigtigt godt indblik i nogle af de mest spændende, nye udstillinger og museumsprojekter, der er i Europa i disse år. Spændvidden i projekterne kom meget godt til udtryk i præsentationen af de ti museer, der blev shortlistet til de to priser, DASA Award og Luigi Micheletti Award, som European Museum Academy uddelte i år.

Shortlistede museer

DASA Award er opkaldt efter museet DASA i Dortmund og gives til et museum eller udstilling, der formidler historien godt gennem scenografi og undervisningstiltag. De fem museer, der fik en særlig omtale ved prisuddelingen, var danske Tirpitz ved Varde, Rijksmuseum Boerhaave i hollandske Leiden, SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i tyske Chemnitz, det schweiziske Museum of Communication i Bern og kunstmuseet Musée Wurth i franske Erstein.

Foto: Musée Wurth France Erstein.

Luigi Micheletti Award gives til et museum, der formidler det 20. århundredes historie. De nominerede var fem museer: Chaplin’s World, der ligger i Corsier-sur-Vervye i Schweitz, Hall of Biodiversity i Natural History and Science Museum, der er tilknyttet universitetet i Porto, War Childhood Museum fra Sarajevo i Bosnien og Hercegovina, Kazerne Dossin, Museum, Memorial & Research Centre i belgiske Mechelen og Estonian National Museum i Tartu.

Med inspiration fra den portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresens berømte bog Histórias da Terra e do Mar har Natural History and Science Museum i Porto valgt at placere et hvalskelet centralt i deres Hall of Biodervesity. Foto: Natural History and Science Museum.

Et fælles træk ved flere af de udvalgte museer var en interesse og et fokus på at personligøre museumsoplevelsen. I Chaplins World, der er indrettet i Charlie Chaplins sidste levested, er et af formålene, at man skal føle sig som gæst i Chaplins hjem –  og ikke som museumsbesøgende. Kazerne Dossin ligger i den transitlejr, hvorfra belgiske jøder blev sendt videre til nazistiske koncentrationslejre. Museet formidler, at der bag tallene for de mange deporterede jøder gemmer sig en menneskelig skæbne. På væggene i museet kan man se billeder af hver enkel af de i alt 25,484 jøder og 352 romaer, der blev deporterede.

En af væggene i Kazerne Dossin med fotografier af de deporterede. Fotografierne i farver markerer at den deponerede person overlevede 2. verdenskrig.

På det estiske nationalmuseum har mannequiner i udstillingerne fået individuelle træk og mimik efter forlæg fra levende personer. I Bern i Museum of Communication har man kopieret et koncept kendt fra twitter, #AskaCurator, og skabt det om til irl. Med 20 informationsværter i udstillingerne er der altid en vidensensarbejder klar til at snakke med gæsterne. Som museets udstillingsleder, Christian Rohner, formulerede det, så fungerer formidlingen af ny digital teknologi bedst, når mennesker af kød og blod mødes og snakker sammen.

Ask a Curator på Museum of Communication i Bern. Foto: Museum of Communication.

 Vinderne af DASA Award og Luigi Micheletti Award

DASA Award 2018 blev givet til SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i Chemnitz. Om museet skrev juryen blandt andet, at det takket været sit klare koncept, sin gode storytelling og det exceptionelle design er et af de mest spændende arkæologiske museer, som er åbnet de seneste år. Museet er indrettet i en bygning designet af Erich Mendelsohn i 1930 til den jødiskejede Kaufhaus Schocken-kæde. Varehuset blev i 1938 overtaget af nazisterne, og juryen roser også museet for at inddrage bygningens arkitektur og særlige i historie i formidlingen.

Udstillingsleder fra SMAC Dr. Jens Beutmann (t.v) takker juryformanden Dr. Karl Borromäus Murr for DASA-prisen. Mathilde Bech.

Luigi Micheletti Award 2018 blev givet til Chaplin’s World. Juryen begrundede valget med, at museet formåede at satte Chaplins film ind i en større fortælling om det 20. århundrede, og at udstillingerne er af exceptionel karakter, både teknisk og med hensyn til at engagere gæsterne.

Kommunikationschef Annick Barbezat-Perrin fra Chaplin’s World fortalte om museet på konferencen. Foto: Mathilde Bech.

De to prisvindende museer så meget spændende ud, og sammen med de andre museers præsentationer gav de god inspiration til museumsferier i de næste mange år.

I dag er det nemmere end nogensinde at søge information og finde det, men der er stadig ikke noget, der er så inspirerende som at møde med folk og høre, hvordan de har løst opgaver. Det var også tilfældet i sidste uge. Det var intense dage med mange gode bud på, hvordan museer og museers formidling kan gøres relevant i dag.

Konferencedeltagerne klar til at besøge Den Gamle By. Foto: Mathilde Bech.

 

Genbrug i Garderoben

Mit sidste blogindlæg om udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, skal fokusere på, hvordan Hendes Majestæt Dronningens kreativitet viser sig i omgangen med garderoben. Dronningen har blik for mønstre, kvaliteter og strukturer, så stoffer, der oprindeligt var beregnet til andre formål, kommer til at indgå i kjoler og dragter. Det samme yndlingstøj bliver brugt i mange år, og noget af det ældste opbevares og bruges på Dronningens sydfranske vinslot Cayx. Sommetider bliver kjoler og dragter syet om flere gange. Den gule dragt anvendt til nytårskur fra 1987 til 1997 er et eksempel på beklædning, der er syet om flere gange.

I min første idé til udstillingen var den gule kurdragt placeret i rummet med overskriften Genbrug i Garderoben. Foto: Asger Christiansen.

Et eksempel på et stykke beklædning, der blev helt forandret, er en frakke fra det franske modehus Pierre Balmain. I 1967 modtog den daværende Tronfølger en før-bryllupsgave af den danske designer Erik Mortensen. Han var på det tidspunkt kunstnerisk leder for Pierre Balmain. Den fornemme gave bestod af en haute couture kjole med tilhørende frakke.

Haute couture kjolen fra modehuset Pierre Balmain, 1967, sammen med en kjole af saristof syet af Mogens Eriksen i 2004. Foto: Frank Pedersen.

I efteråret 1967 syede danske designer Jørgen Bender frakken fra det franske modehus Pierre Balmain om til en ventekjole. Vi viste omsyningen i en digital installation sammen med ventekjolen i rummet, Genbrug i Garderoben. Ærmerne blev taget af frakken, vidden blev flyttet om foran, og kjolen fik en lang knaplukning midtfor. Kanterne består af grønne og lyserøde borter omgivet af flettede sølvbånd. Kraven blev underforet for at kunne bære broderiet.

Haute couture frakke fra Pierre Balmain efter Jørgen Benders omskabelse af den til en ventekjole. Foto: Asger Christiansen.

Den gule kurdragt, som i min første idé skulle stå i rummet Genbrug i Garderoben, blev placeret i udstillingens allerførste rum i Møntmestergården, hvor temaet var velkommen. Tanken bag dette rum er at vise Hendes Majestæt Dronningen og Prins Henrik af Danmark i en situation, som mange danskere har set på TV, og færre danskere sammen med udlændinge i det diplomatiske korps har set i virkeligheden, nemlig nytårskuren, hvor Regentparret modtager nytårsgratulanter over tre dage. Prins Henrik gav tilladelse til, at Den Gamle By måtte låne den søadmirals gallauniform båret til nytårskuren i den periode, hvor Dronningen brugte den gule dragt.

Vi udstillede Prins Henriks uniform og den gule kurdragt sammen med en royal rabalderbuket i gule nuancer. I Den Gamle Bys haveblog har jeg skrevet om denne og andre royale rabalderbuketter. Foto: Asger Christiansen.

 

Dronningens gule dragt er meget interessant. Den stammer fra 1973, blev redesignet to gange og brugt helt frem til 1997 – altså i næsten 24 år. Jørgen Bender har stået for både dens første design og de følgende to. Dragten var først en hel kjole med en draperet overdel med korte ærmer og bådformet halsudskæring. Nederdelens vidde var dengang samlet i grupper af læg i siderne, midt for og midt bag. Dronningen brugte kjolen på det første officielle besøg som Dronning i Sverige i 1973 hos den svenske konge HM Kong Gustav 6 Adolf, som også var Dronningens morfar. Bender designede næste version af kjolen i 1974. Nu fik skørtet større læg, og Bender samlede det meste af vidden midt bag og lod skørtet ende i et kort slæb. Dronningen lånte belgiske kniplinger af sin mor, og Bender monterede kniplingerne som en stor nedfaldende krave, en såkaldt Bertha. Man klipper aldrig i historiske kniplinger. Man monterer dem, så de kan pilles af igen og bruges til andre formål. Dronningen anvendte kjolen i den udgave i mange forskellige forbindelser. I 1986 ændrede Bender kjolen for sidste gang. Den blev delt i tre dele. Jakke, skørt og en hvid silkebluse med besætninger af den gule silkedamask fra den oprindelige kjole. Jakken har lange ærmer og er kantet med mink. Skørtet er skåret af fire dele i samme længde. Dronningen bar dragten første gang i 1986 ved Storhertugen af Luxembourgs bryllup, og fra 1987 til 1997 bar Dronningen den som nævnt ved nytårskuren.

For mig var det en oplevelse at se dragten uden jakken, som sædvanligvis skjuler den fine silkebluse med besætninger af det gule silkestof.

Fra Dronningens Garderobe – en garderobe i brug

Frem til 9. september 2018 kan Den Gamle Bys gæster se et udvalg af Hendes Majestæt Dronningens private beklædning. Den Gamle By modtog lånene fra Hoffet i flere omgange. Den første sending rummede en række af Dronningens hatte, som kom til museet sammen med Prins Henrik af Danmarks admirals gallauniform.

Sammen med Benna Foldager Wichmann, da vi spændte pakkede Dronningens hatte ud i vinteren 2017. Den blå hat var oprindelig i turbanfacon; men fik i 1976 en bred skygge og en drapering med blankt, stoftrykt silke, som Prins Henrik af Danmark havde hjembragt fra en rejse til Iran. Foto: Kamma Mogensen.

Det absolut sidste, der kom til Den Gamle By, var Dronningens Rømødragt fra 1996, fordi den stadig er i brug. Den ankom sammen med Prins Henriks maleri af den franske kunster Emmanuel Vergés – kaldet Malel. Maleriet hænger normalt på Amalienborg. Det er fra ca. 2001 og viser en romantisk sommerscene, hvor Regentparret læser i hver sin bog midt i en blomstrende eng. Maleri og Rømødragt ankom tre uger, før udstillingen skulle åbne.

Dele af Dronningens Rømødragt i Den Gamle Bys udstilling. Bagerst en varm kåbe af sort ulddamask foret med rødt vadmel og med et sølvspænde af form som de slesvigske løver udført af guldsmed Helle Vienberg. Forrest den røde såkaldte pi monteret med syet trøje og forklæde i stribet stof vævet af Gitte Nødskov. Foto: Asger Christiansen.

Dronningen fik i sommeren 1996 Rømødragten som gave fra Landforeningen Danske Folkedansere (nu Folkedans Danmark) og Danske Folkedanseres Spillemandskreds (nu Spillemandskredsen). Majestæten bruger Rømødragten til fester i Norge, hvor man bærer ”bunad,” det vil sige dragter rekonstrueret på basis af landlige dragter fra de forskellige egne af landet. Der var flere personer involveret i fremstillingen af dragten. I første omgang drejede det sig om Anna-Margrethe Jonsson, Inger Hald Nielsen og Gitte Nødskov. Alle tre var på det tidspunkt medlemmer af Landsforeningen Danske Folkedanseres Dragtudvalg med Gitte Nødskov som formand. Mens jeg arbejdede med udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, fik jeg lov til at låne Anna-Margrethe Jonssons og Gitte Nødskovs private mapper og scrapbøger om arbejdet med Dronningens Rømødragt for at få alt på plads om dragten i udstillingen, inden den kom til museet. Det var en stor hjælp at få så detaljeret viden om tilblivelsen. Gitte Nødskov kom på besøg med sine ting, 22. november 2017, og vi satte os i den hyggelige, julepyntede erindringslejlighed, som Gitte gerne ville se.

Sammen med Gitte Nødskov i erindringslejligheden indrettet som i 1958. Vi nærstuderer de væveprøver, som Dronningen valgte imellem til trøje og forklæde. Foto: Bo Nødskov.

Dronningen fik først tilsendt et forslag om en nordsjællandsk kvindedragt; men Dronningen ønskede sig en Rømødragt fordi: ”Jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge den i Norge – der bruger de folkedragter til festlige lejligheder, og tit er jeg med til private fester, hvor den bæres. Derfor ville jeg gerne ha’ en, som jeg syntes var lidt flot. Det er den ene side. For det andet er den fra Sønderjylland – det betyder også noget! Og for det tredje gav min mor mig faktisk en Rømø-dragt, da jeg var omkring de 12-13 år. (Dronningen hvisker: ’Jeg ved faktisk ikke, hvor den er blevet af – den ligger nok et eller andet sted.’”

Ved Anna-Margrethe Jonssons, Inger Hald Nielsens og Gitte Nødskovs allerførste besøg på Amalienborg 24. juli 1995 fik Dronningen overdraget et eksemplar af udvalgets dragtmappe om kvindedragter fra Rømø og en række fotos, som kunne vise de detaljerede valgmuligheder. Dronningen valgte model, stoffer, farver og sko.  Et tredje medlem af Dragtudvalget, Inger-Marie Holm, udarbejdede på grundlag af Dronningens mål de rette snitmønstre til dragtens enkelte dele.

Inger-Marie Holm tegner mønstret til pi’ens overdel. En pi er et ærmeløst liv med et skørt syet på, så faconen ligner det, vi forstår ved en spencer i dag. Dronningen valgte en rød pi med grønne kantebånd og sølvknapper til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson, som står med mappen, syede Dronningens pi, og guldsmed Helle Vienberg fremstillede sølvknapperne. Foto: Jørn Nødskov.

Anna-Margrethe Jonsson syer Dronningens pi. Foto: Jørn Nødskov.

Dronningens dragt skulle være så komplet som muligt, så Majestæten fik også undertøj til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson syede en helskåren særk af hørlærred med en broderet navnemærkning, MFD, for Margrethe Frederiks Datter. Inger Hald Nielsen syede et uldent underskørt med en skoningskant af blomstret bomuld.

Undertøj i form af en hørlærredssærk med navnemærkning MFD og et underskørt af uld med skoningskant af blomstret bomuld. Oven på undertøjet lagde vi Dronningens ekstra sæt af halvsilketørklæder til hovedbeklædning og halsåbning og også den såkaldte løslomme. Det er en mellemting mellem en taske og en lomme fra den tid, hvor kvindetøj ikke havde lommer, og hvor det ikke var almindeligt at bruge tasker. Løslommer bliver bundet rundt om livet under forklædet.

Dronningen valgte den markante hovedbeklædning med tørklæde. Både hovedtørklædet og skuldertørklædet til dragten er kopier af originale tørklæder, som der findes bevaret i stort tal. De er i to forskellige tern i halvsilke og håndvævede i Bangladesh.

Sko med sølvspænder, Gitte Nødskov vævede strømpebåndene af uldgarn i to farver med et opplukket mønster og Inger Hald strikkede de sorte, uldne strømper.

En Kongelig dragt i brug kan på denne måde ses i Den Gamle By.

Tusind tak til Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskov for at stille scrapbøger og andet materiale om Rømødragtens tilblivelse til rådighed for mig.

Billedet her er taget på Amalienborg på dagen for overdragelsen af den færdige dragt til Dronningen, 10. juni 1996. Inger Hald Nielsen og Anna-Margrethe Jonsson står ved Majestætens højre side og Karin Ekstrøm og Gitte Nødskov på den venstre. Foto: Jørn Nødskov

Jeg har skrevet mere udførligt om Dronningens Rømødragt i e-tidsskriftet, Dragtjournalen, Årgang 12, nr. 16, 2018, side 132-138. Det bliver publiceret her: http://www.dragt.dk/dragtjournalen

Kilder:

Henrik M. Jansen (red.): Dronningen og Øfolkets Dragter. Skrifter for Svendborg & Omegns Museum, bind 40, 1998.

Katia Johansen: Dronningens Kjoler. Gyldendal 2012.

Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskovs private scrapbøger og arbejdsmapper.

 

Benyt chancen til at se unikke værker af Hendes Majestæt Dronningen

Frem til slutningen af august kan man i Den Gamle Bys udstilling, Fra Dronningens Garderobe, se 13 unikke kartonhatte, som Dronningen har udført til fem forskellige balletforestillinger på Fru. H.s Danseinstitut i Næstved. Hattene skal videre til en anden udstilling. Derfor bliver de taget ud af rummet med overskriften, Den Kreative Dronning. Det rum har fokus på Dronningens skabende arbejder og lyst til udklædning. Resten af den store udstilling kan ses frem til 9. september. Fru H.s Danseinstitut blev skabt af Susanne Heering og samarbejdet med Dronningen varede helt frem til balletskolen lukkede i 2012.

 

Frøen, morgenfruen og fluesvampen er fra Dronningens debut som scenograf til forestillingen Blomsternes Midsommerfest på Fru H.s Danseinstitut i Næstved i 1985. Der er også et yndigt jordbær fra forestillingen med i udstillingen i Den Gamle By.

Dronningen oversatte og bearbejdede i 1985 den svenske forfatter Elsa Beskows charmerende børnebog Blomsternes Midsommerfest til en ballet. I handlingen falder en lille pige i søvn Skt. Hans aften, og midsommerfeen giver hende lov til at opleve blomsternes midsommerfest. Der er indlagt et drama, hvor ukrudtet ønsker at være med til festen. Susanne Heering skabte koreografien til en ballet, hvor der både medvirkede voksne og børn. Dronningen har fortalt, at arbejdet med forestillingen gav gode barndomsminder. Dronning Ingrid, Dronningens svenskfødte mor læste bogen op, og Dronningen glæder sig stadig over, hvor yndige originaltegningerne i bogen er. Ved midsommer i 1947 på slottet Sofiero ved Helsingborg, tog Dronning Ingrid initiativ til, at den daværende Prinsesse Margrethe (født i 1940) opførte historien som en forestilling sammen med sine søstre, nogle af de svenske kusiner og veninder. Børnene forestillede de forskellige blomster med crepepapirshatte på hovederne. De voksne havde kreeret hattene til lejligheden. Ved forestillingen på Fru H.s Danseinstitut forærede Dronningen nogle af sine gamle, fine kjoler til at bruge som kostumer for de voksne elever, så de kunne spille rollerne som Rosendronningen og frøknerne Pæon. Kjolerne blev senere brugt i mange andre forestillinger, fordi man nemt kunne forandre dem med andet tilbehør eller draperinger med nyt stof. Mange steder i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, kan man se, hvordan Dronningen aktivt medskaber sin egen garderobe både til gallafest og hverdag.

 

Puddelhatten blev skabt til Dronningens gendigtning af Emilie Walboms Tivoli-ballet, Drømmebilleder, til en balletudgave til Fru H.s Danseinstitut.

I 2010 skrev Dronningen en historie på grundlag af Emilie Walboms ballet, Drømmebilleder, der havde musik af H.C. Lumbye. Balletten havde været opført 284 gange i perioden fra premieren i 1915 til 1968 og ville derfor være kendt af mange. Dronningen skrev en historie om børnene Hans Christian og Amélie, der var kommet for sent til en tur fra Næstved Station til Tivoli i København sammen med de andre balletbørn fra Fru H.s Danseinstitut og deres mødre. Hans Christian og Amélie ser toget, som i forestillingen var en lang slange af børn – de forreste klædt ud som lokomotiv. De sætter sig på bænken på stationen, falder i søvn og forestillingen om et besøg i Tivoli går i gang.  En Tivolidrøm blev opført første gang i Pakhus 11 i København. Året efter blev en længere udgave af balletten opført til 30-års-jubilæet for danseinstituttet.

Kartonhattene er meget detaljerede og fantasifulde, så jeg er meget taknemmelig for, at Den Gamle By fik Dronningens tilladelse til at udstille dem.

 

Kilde: Henrik Lyding: Dronningens Teater. Gyldendal.

 

Kongelige kastesting

Frem til 9. september 2018 kan man se udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, i Møntmestergården og i udstillingsbygningen, Gallerierne.

Der har været mange spændende oplevelser i forbindelse med arbejdet, som for mit vedkommende startede i sommeren 2015. I de første år var det en dyb hemmelighed, hvad jeg arbejdede med, så jeg holdt tand for tunge! Visse personer fik dog indsigt i arbejdet, fordi jeg sammen med dem kunne gøre udstillingen endnu bedre. Én af dem er designeren Uffe Frank, som var så venlig at komme på besøg i november 2017 og fortælle om tilblivelsen af én af Hendes Majestæt Dronningens gallakjoler. For nylig var Uffe Frank på besøg igen og fik naturligvis en omvisning i udstillingen.

Sammen med Uffe Frank foran det flotte banner for udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Udstillingen kan ses frem til 9. september 2018. Foto: Asger Christiansen.

Mange læsere vil allerede kende Uffe Franks arbejde, idet han designede Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessens brudekjole i 2004. Her vil jeg fortælle om tilblivelsen af den gallakjole, som Uffe Frank designede til Dronningen i anledning af 60 års dagen i 2000. I november 2017 så vi på billeder af kjolen i Katia Johansens bog: Dronningens Kjoler fra 2012. Uffe fortalte nemlig, at han aldrig havde set den færdige kjole i virkeligheden. Det er der rettet op på nu ved hans besøg i Den Gamle By i midten af juni 2018.

 

Billeder af gallakjolen designet af Uffe Frank studeres nøje. Foto: Asger Christiansen.

Først vil jeg lige fortælle, hvordan Uffe Franks arbejde knytter sig ind i kæden af danske designere, der har skabt skrædderkunst for Kongehuset. I 34 år var Jørgen Bender Dronningens foretrukne designer. Bender var udlært hos Holger Blom, som forsynede Kongehuset med mange slags beklædning fra 1958 og frem til sin alt for tidlige død i 1965. Jørgen Bender og Verner Enquist førte modesalonen videre fra 1965. Ved vort møde i november kunne Uffe Frank fortælle, at også han er en af de danske designerne med tråde direkte tilbage til den danske skræddertradition med Holger Blom. Efter sin uddannelse på Dansk Konfektions- og Trikotageskole i Herning var Uffe Frank i praktik hos Jørgen Bender i et halvt år. Hos Bender lærte Uffe Frank at håndkaste sømmerummene i de store kjoler. Kastesting ligger på skrå over trevlekanten og i modsætning til for eksempel zig-zag-sting på symaskine lader kastesting sømmerummene forblive bløde, fleksible og flade, uden at kanten trevler op.

Da Jørgen Bender døde i 1999 skulle Dronningen finde nye veje til design og syning af de store kjoler, og Uffe Frank blev kontaktet af Hoffet angående en kjole. Dronningen havde selv købt stoffet, et stykke midnatsblåt, maskinbroderet tyl, i udlandet. Kjolens mørke farve var nøje udvalgt af Dronningen, fordi den skulle bruges i riddersalen på Christiansborg Slot, når 17 meget farvestrålende gobeliner efter tegning af kunstneren Bjørn Nørgaard skulle afsløres. Uffe Frank kom til et møde på Amalienborg sammen med Verner Enquist, der skulle sy kjolen. Verner Enquist fortsatte med at sy og brodere for Dronningen på det tidspunkt.

Kjolen designet af Uffe Frank i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Foto: Frank Pedersen.

Fra sin tid hos den italienske modeskaber Armani havde Uffe Frank lært at anvende indbundne æsker til designforslagene, så hos sin foretrukne bogbinder i Firenze fik han fremstillet en fin æske til Dronningen og fremsendte 15-20 farvelagte designforslag på A-3. Dronningen valgte et design, hvor kjolen havde en forklæde-effekt foran og mange lag af tætplisseret tyl, der blev samlet bag på i en struttende buket. Gobelinerne var en gave til Regenten fra dansk erhvervsliv og en lang række fonde til 50 års fødselsdagen i 1990. I 2000 var de klar til at bliver præsenteret for første gang. Det havde taget 30 vævere ti år på fuld tid at væve dem på Manufacture des Gobelins og Manufacture de Beauvais i Frankrig. Ved den officielle indvielse af gobelinerne overdrog Dronningen ejendomsretten til gobelinerne til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.