Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer…

Sådan starter den velkendte juleklassiker ”Peters Jul”. Det passer bare ikke helt på juleforberedelserne i Den Gamle By. Her pakkes julen ned i starten af januar, og så starter planlægningen af den kommende jul straks efter; uanset om det sner eller ej. Det tager nemlig sin tid at forbedre udstillinger, bygge boder, bestille underholdning osv.

Kan man få for meget julepynt? Man tror det ikke!

En ting, som haster mere end alt andet, er bestilling af julevarer. Det lyder sært, men leverandører vil gerne have bestillinger på julevarer i hus i januar/februar måned, og så bruger de ellers året på at producere dem til levering i efteråret.

Den Gamle By har nogle udfordringer med den rytme, da vi tyvstarter salg af julepynt fra vores særlige julebutik på Torvet allerede i maj, og i øvrigt har julebutikken åben i hele sommerperioden. Det kan virke mærkeligt, at Den Gamle By sælger julepynt om sommeren, men det vores erfaring, at især vores besøgende udlændinge sætter stor pris på, at de kan købe det julepynt med hjem, som danskerne holder af.

Julemesse i Frankfurt

Juleinspektør og indkøber studerer nøje udvalget på Christmasworld

I 2018 har vi valgt at røre grundigt i gryden, og tage på jagt efter nye leverandører. Og hvor kan man så gøre det? Jo, hvert år i januar afholdes en stor julemesse i Frankfurt, kaldet Christmasworld. Vi besluttede, at et stærkt hold bestående af juleinspektør, butikschef, butiksleder og indkøber skulle se nærmere på messen. Vi havde høje forventninger, og vi blev ikke skuffede. Vi fandt otte nye leverandører, og der blev indkøbt ca. 17.000 stykker julepynt.

Glaspynt i gamle forme

Vi gik især efter virkelig flot glaspynt, som vi nøje udvalgte hos små, familieejede virksomheder fra området omkring landsbyen Lauscha i Thüringerwald. Den første glashytte blev grundlagt i landsbyen omkring 1600. Her kom produktionen af farvestrålende glaspynt for alvor i gang efter 1850, og det blev eksporteret til mange lande, herunder også Danmark. De leverandører, vi valgte, bød på formblæst julepynt lavet i gamle forme og håndmalet i traditionel stil.

Hvad med en smuk zeppeliner som julepynt?

Er dansk julepynt dansk?

Som med så meget andet, så har man i årenes løb fundet inspiration til julepynt mange steder – også i udlandet. Juletræet blev i starten af 1800-årene importeret som tradition fra Tyskland, og her har man også fundet, at der i 1800-tallet var en stor produktion af forskelligt pynt i især papir og glas. Det tyske julepynt har igennem mange år været importeret til Danmark i stor stil, og det er efterhånden blevet helt normalt på et dansk juletræ.

Hvornår er julebutikken åben?

I 2018 er julebutikken på Torvet åben fra 16. maj på de dage, hvor der er krydstogtanløb i Århus. I perioden 28. juni til og med 9. september er julebutikken åben hver dag, for så igen kun at være åben ved krydstogtanløb. I efterårsferien er butikken åben alle dage, og så er den selvfølgelig åben alle dage under Jul i Den Gamle By fra 16. november og frem til nytår.

Nedpakning af Besættelsesmuseet gør indtryk

Det er altid spændende at arbejde med museumsgenstande! Alle de ting, vi arbejder med, har en fortid og har tilhørt nogle mennesker, som havde deres helt egen historie. Nogle gange når den historie ud gennem genstanden og rammer os, som står i nutiden og ser på…

For tiden nedpakker vi Besættelsesmuseets samling af genstande, så der kan skabes en fornyet udstilling i bygningen. Vi konservatorer er med til nedpakningen, og det er en meget stor oplevelse. De genstande, som findes i samlingen, er fyldt med historier om nød, bekymring, konflikter og grummere ting, som ikke kan undgå at gøre indtryk os, som har dem i hænderne.

En af montrerne i museets tidligere udstilling bestod af en masse små håndlavede menneskefigurer. Det kunne ligne en hyggelig hobbykreation. I virkeligheden er det et detaljeret terapi-projekt for at bearbejde nogle traumatiserende oplevelser.

Alle de små menneskefigurer forestiller fanger og vagter i koncentrationslejren Ravensbrück, og det er norske Inge Marie Jensen, som har fremstillet figurerne ud fra sine erindringer om livet i lejren. Her er mange detaljer: Flere forskellige typer tvangsarbejde. Overfyldte køjesenge. En ydmyget, nøgen kvinde forsøger at skjule sin nøgenhed, mens hun venter på at få fangetøj. En forfærdet kvinde knæler foran vognen med nøgne lig. Spædbørn, børn, voksne og ældre. Et helstøbt billede på de rædsler, vi aldrig må glemme.

Det har givet stof til eftertanke at pakke alle de små figurer ned… Se f.eks. kvinden med de magre kinder og indfaldne øjne. Hun bærer et spædbarn i armene med en opgivende mine. Inge Marie Jensen har formået at lægge følelser ind i det formbare materiale, så ingen kan være upåvirkede.

Museumsinspektør for Besættelsesmuseet, Søren Tange Rasmussen, er en passioneret historiefortæller, og der er ingen tvivl om, at vi kan se frem til at få fortalt mange historier, der går ind under huden, når museet åbner igen i 2020.

 

Seminar om sociale rum og brugerinddragelse i udstillinger

Den 28. november 2017 blev seminaret Sociale rum og brugerinddragelse i udstillinger afholdt i Den Gamle By.

Seminaret var en måde, hvor Den Gamle By kunne give sine viden og erfaringer fra udstillingen Aarhus Fortæller videre til et bredt felt af interesserede i museumsformidling og udstillingsmediet. Der var desuden inviteret kollegaer fra andre museer, for at de kunne dele deres erfaringer med at tilrettelægge nyere ambitiøse udstillinger. På seminaret blev der også sat fokus på to tilgange til udstillinger, der er arbejdet med i Aarhus Fortæller, nemlig gæsternes brug af museet som socialt rum samt brugerinddragelse i både planlægningen af udstillingen og i den færdige udstilling. For at perspektivere de emner var museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dirking inviteret og der var oplæg om brugerinddragende projekter på blandt andet det nyåbnede IKEA Museum.

Seminaret var udsolgt med lidt over 200 deltagere fra mere end 40 museer, foruden deltagere fra universiteter, arkiver, biblioteker, fonde, kommunale kulturforvaltninger, Slot- og kulturstyrelsen og en række firmaer, som arbejder med oplevelser, historie og formidling.

Oplægsholderne har givet tilladelse til, at deres oplæg bliver delt, så det er muligt at se eller gense dem. Herunder er der link til præsentationerne og en kort gennemgang af de enkelte oplæg.

Oplæg 1: Welcome and presentation of Aarhus Story
Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, Den Gamle By
Thomas Bloch Ravn gav en introduktion til Aarhus Fortæller og kom ind på, hvordan udstillingen hænger sammen med den oplevelse og formidling, der er i andre dele af Den Gamle By.
Link til Thomas Bloch Ravns præsentation

Oplæg 2: Aarhus Story as a social room
Overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By
Martin Brandt Djupdræt fortalte om målsætningen og bestræbelserne med at gøre Aarhus Fortæller til en sociale oplevelse, blandt andet gennem arbejdet med udstillingens tekster og lyddesign.
Link til Martin Brandt Djupdræts præsentation

Oplæg 3: Museums as Social Spaces & Arenas for Participation
Lynn D. Dierking Director of Strategy & Partnerships Institute for Learning Innovation, Portland, Oregon, USA
Lynn D. Dierking fortalte om socio-kulturelle kontekster og læringspotentialer ved museer og gennemgik blandt andet projektet Opening Doors på Conner Prairie, Indiana, hvor museet har ændret sin tilgang til publikum.
Link til Lynn D. Dierkings præsentation

Oplæg 4: Why Visitors’ Self-Related Needs and Motivations Matter
John H. Falk, Executive Director, Institute for Learning Innovation, Portland, Oregon, USA
John H. Falk fortalte om publikums brug af museer og de personlige og sociale behov, som besøgende kan få opfyldt gennem museumsbesøg.
Link til John H. Falks præsentation

Lynn Dierking og John Falk i diskussion med seminarets deltagere

Oplæg 5: Professionalism and trust. Experiences from participatory projects over 14 years, with examples from Popstad Lund and IKEA Museum
Sofie Bergkvist, ORD & TEXT, Sverige
Sofie Bergkvist gennemgik erfaringer med brugerinddragelse, både med og uden benyttelse af sociale medier.
Link til Sofie Bergkvists præsentation

Oplæg 6: Digital participatory practices
Eva Pina Myrczik, Ph.d. studerende, Københavns Universitet
Eva Pina Myrczik gennemgik på baggrund af hendes Ph.d. undersøgelser i forbindelse med projektet Vores Museum forskellige former for digital brugerinddragelse.
Link til Eva Pina Myrcziks præsentation
Link til beskrivelse af Eva Pina Myrcziks projekt ved Vores Museum

Oplæg 7: Participation and User Involvement in Aarhus Story
Museumsinspektør Anneken Appel Laursen og museumsinspektør Lisbeth Skjernov, Den Gamle By
Anneken Appel Laursen og Lisbeth Skjernov gennemgik forskellige brugerinddragende tilgange i Aarhus Fortæller og sammenholdt dem med andre erfaringer om brugerinddragelse gjort i Den Gamle By.
Link til Anneken Appel Laursen og Lisbeth Skjernovs præsentation

Oplæg 8: Roskilde Museum
Formidlingschef Annemette Birk Lund, ROMU
Annemette Birk Lund gennemgik tankerne bag de nye udstillinger om Roskilde by, der er åbnet på Roskilde Museum i 2017.
Link til Annemette Birk Lunds præsentation

Oplæg 9: Porten til verden
Museumsinspektør Thorbjørn Thaarup, Museet for Søfart
Thorbjørn Thaarup gennemgik tankerne bag det nye M/S Museet for Søfart, der åbnede i 2013, med særlig fokus på museets udstilling om havnen og byen.
Link til Thorbjørn Thaarups præsentation

Oplæg 10: Fyn – midt i verden
Museumsinspektør Karsten Kjer Michaelsen, Odense Bys Museer
Karsten Kjer Michelsen gennemgik processen med at skabe udstillingen Fyn – midt i verden, som åbnede på Odense Bys Museer i 2013.
Link til Karsten Kjer Michelsens præsentation

Oplæg 11: Københavns Museum
Udstillingsprojektleder Vivi Lena Andersen, Københavns Museum
Vivi Lena Andreasen fortalte om arbejdet med at skabe en nu udstilling om København, der skal åbne til næste år, og fortale om nogle af de initiativer museer tager mens de ikke har et udstillingssted.
Link til Vivi Lena Andreasens præsentation

Oplæg 12: Aarhus Fortæller – Proces og tilblivelse
Overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By
Martin Brandt Djupdræt fortalte om tilrettelæggelsen og organiseringen omkring etableringen af Aarhus Fortæller.
Link til Martin Brandt Djupdræts præsentation

Paneldebat mellem oplægsholderne om etableringen af nye udstillinger

http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/files/2018/01/Paneldebat-seminar28nov2017.jpg

Oplæg 13: Aarhus fortæller som Aarhus 2017-event – Publikumsundersøgelser af rethinkIMPACTS 2017
Lektor Louise Ejgod Hansen, Aarhus Universitet
Louise Ejgod Hansen fortalte om hendes forskningsgruppes evalueringer af Aarhus 2017 og gennemgik nogle af resultater fra projektets undersøgelse af Aarhus Fortæller.
Link til Louise Ejgod Hansens præsentation
Link til rethinkIMPACTS2017 publikumsundersøgelse af Aarhus Fortæller

Oplæg 14: Brugerevalueringer af Aarhus Fortæller
Museumsinspektør Lisbeth Skjernov, Den Gamle By
Lisbeth Skjernov gennemgik nogle af resultaterne fra publikumsundersøgelser gennemført i Aarhus Fortæller, og fortalte om, hvordan undersøgelserne bruges af museet i praksis i forbindelse med efterfølgende justeringer i udstillingen.
Link til Lisbeth Skjernovs præsentation
Link til Den Gamle Bys publikumsundersøgelsen af Aarhus Fortæller

Arrangører
Seminaret var arrangeret af Den Gamle By og Dansk Center for Byhistorie og gjort muligt gennem støtte fra Dansk Center for Museumsforskning, Forskningsprogram for Historie på Aarhus Universitet og Bodil Sneums Fond.
Link til seminarets program med en omtale af hovedtalerne ved seminaret

Andre henvisninger:
Den Gamle By årbog 2017 har fokus på Aarhus Fortæller og tankerne bag udstillingen. Årbogen er lige udkommet og kan købes i Den Gamle By. Fra januar 2018 er årbogen også gratis tilgængeligt på www.dengamlebyaarbog.dk

En gennemgang af tankerne bag Aarhus Fortæller kan også læses i museumsdirektør Thomas Bloch Ravns seks blogindlæg om tilblivelsen af udstillingen:

Efter 156 års tilløb åbner Den Gamle By nu udstilling om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag

Fortællingen skal i højsædet i Den Gamle Bys store udstilling om Aarhus’ historie

70 mio kr til gentænkt Aarhusudstilling

Vi står på skuldrene af mange museer i arbejdet med at udvikle Aarhus Fortæller

Aarhus Story blev til Aarhus Fortæller

I Aarhus Fortæller får glemte stemmer nyt liv imellem os

Arbejdet med teksterne i udstillingen er beskrevet i overinspektør Martin Brandt Djupdræts artikel:
Martin Brandt Djupdræt: Aarhus Fortæller, i MiD Magasin nr. 37 oktober 2017, s. 8-11.

I dette blogindlæg gennemgår Martin Brandt Djupdræt nogle af de principper som teksterne er skrevet ud fra:
Udstillingstekster og Magareta Ekarv

En overordet gennemgang af John h. Falk og Lynn D. Dierkings centrale bøger om museer som socialt og personlig rum er emnet for et andet blogindlæg:
John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

For yderligere uddybning af de emner som John H. Falk kom ind på i hans oplæg til seminaret henvises til to af hans seneste bøger:
John H. Falk: Identity and the Museum Visitor Experience. Left Coast Press, Walnut Creek, 2009.
John H. Falk: Born to Choose. Evaluation, self and well-being. Routledge, New York, 2018.

Emilies konfirmationskjole fra 1847

I maj blev jeg ringet op af journalist Rasmus Bo Sørensen på dagbladet Information. Han ville gerne tale med mig om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem. Samtalen fik mig til at tænkte på den tid, hvor det ikke var indlysende for unge piger at blive konfirmeret i hvidt. I Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamlinger har vi en hvid konfirmationskjole fra 1847. Konfirmanden Emilie Michelsen blev konfirmeret i Aarhus Domkirke, og hendes kjole vakte stor opsigt i Aarhus det år, fordi på dengang var det mest almindeligt at bære en sort konfirmationskjole.

Sådan så Emilie ud cirka på tidspunktet for sin konfirmation.

Emilie var født i Mindegade i Aarhus i 1832 og var ud af en sømandsslægt. Hendes far og onkler var søfolk og sejlede både til Indien og Kina, Brasilien og Californien og var med til at bringe spændende varer hjem til Danmark. I Den Gamle Bys samlinger har vi et sjal med trend af gulrød silke og islæt af højrød kashmiruld med mønsterelementer i blåt, hvidt og rødt bomuld. Vi mener, det stammer fra Indien, og vi ved, det var Emilies mors brudesjal, da hun blev gift med sin skibskaptajn.

 Emilie var en munter og glad pige, selv om hun havde været igennem nogle barske oplevelser. Hendes far gik ned med sit skib og hele besætningen i en storm ud for Hollands kyst i 1842, og senere samme år døde hendes mor fra Emilie og hendes fire brødre. Emilie blev adopteret af et barnløst købmandspar, Henrik Jørgen Giern og hustru Ernestine f. Schmidt, der boede i Mejlgade. Så hun boede altså hos dem, da hun blev konfirmeret i 1847. Købmænd hørte til købstædernes overklasse, og købmand Giern havde råd til en supermoderne konfirmationskjole til Emilie.

Emilies konfirmationskjole er en typisk nyrokoko-kjole. I 1800-tallets skiftende moder citerede man i de historiske stilarter, og i midten af 1800tallet var rokokoen fra 1700tallet i modens fokus. Foto: Poul Ib Henriksen.

Emilies kjole er delt i skørt og kjoleliv, som det hedder. Stoffet er tyndt, hvidt mol i kjolelivet og i skørtet hvidt piqué med tværborter som dekoration. Den store krave hedder en Bertha eller en Berthe. En Bertha er en stor, nedfaldende krave eller flæsebesætning langs halsudskæringen på kjoler. Den kravetype var især moderne mellem 1830 og 1865. Kraven faldt blødt ud over skuldrene og fremhæver på den måde den skrå skulderlinje, som var karakteristisk for periodens romantiske kvindemode.

Detalje af Emilies Bertha udført i en Limerick-knipling.

Under krigen 1848-50 boede Emilie på Barritskov, hvor en slægtning til adoptivmoderen var oldfrue. Barritskov ligger i det nuværende Hedensted Kommune. Det er der, de nu dyrker økologiske grønsager. Da Emilie boede der, var Henrik Jørgen greve af Rosenkrantz Scheel ejer af Barritskov.

I parken henligger dele af det gamle Barritskov i dag som en malerisk haveruin. Den nuværende hovedbygning blev opført 1914-16 ved arkitekt Gotfred Tvede.

I 1860 blev Emilie gift med købmand Anton Wistoft. Han havde på det tidspunkt forretning i Studsgade 68. I 1867 flyttede familien ind i naboejendommen i Studsgade 70, i den Raaeske Gård, som Anton Wistoft købte af Enkefru Raae 21. november 1874 for 21.000 Rigsdaler. Bygningen blev langt senere omdannet til Arkitektskolen i Aarhus; men foreløbig boede familien Wistoft her frem til begyndelsen af 1900tallet.

 

Ejendommen ved Studsgades port, hvor Emilie boede med sin Anton.

Emilie med sin førstefødte, Carl. Emilie og Anton fik otte børn.

Købmandsforretningen afhændet i 1905 til købmand M. Vestergaard. Anton Wistoft beholdt gården. Anton døde i 1908 og Emilie i 1909

De fem tilbageblevne Wistoft-søskende administrerede ejendommen frem til 1916, hvor den blev solgt til fabrikant M. Seest. Her etablerede han Aarhus Galvaniseringsanstalt, som blev drevet til hans død i 1947. Fra Wistoft familien modtog Den Gamle By mellem 1910’erne og 1940’erne mere end 300 gaver blandt andet Emilies konfirmationskjole og de indrammede fotos af Emilie.

Anton og Emilie på deres ældre dage.

Link til interviewet i Information om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem: https://www.information.dk/kultur/2017/05/konfirmationsbilleder-aldrig-bare-konfirmationsbilleder-ogsaa-tidsbilleder

 

 

En sand overflod af smykker

I kælderen unde Plakatmuseet finder man museets nyåbnede udstilling af danske smykker fra perioden 1900-2000. Forud for at kunne åbne en udstilling ligger et omfattende arbejde. Her kan du læse om konservatorernes arbejde med udstillingen trin for trin.

Samlingen består af knap 1000 smykker. Museet ønsker at udstille samtlige smykker, men 1000 smykker er mange. De er derfor opdelt i tre niveauer, highlights i bordmontre, et repræsentative udvalg i vægmontrerne og resten i skuffer. Desuden er der en introduktionsvæg, hvor man kan lære lidt om stilarter og inspirationskilder. Konceptet var enkelt, der skal så mange smykker i hver vægmontre, som muligt. Men det er også noget af en udfordring.

At skabe et overblik

1000 smykker er mange at holde styr på og først skulle smykkerne sorteres. De var sorteret efter museumsnummer, men vi skulle bruge dem montre for montre. Sorteringen af smykkerne alene tog 3 uger.

For hver montre og skuffe tog vi et billede, for at danne os et over hvad de enkelte montre indeholdt

Billede: For hver montre eller skuffe tog vi et billede, så vi fremover hurtigt kunne se hvad den specifikke montre indeholdt.

Det var spændende at få sorteret smykkerne, og billederne gav grundlaget for at kunne planlægge designet af montrerne.

At indrette en montre

Så skulle der planlægges design. Hvordan skulle smykkerne placeres? På hvilken bagvæg? Hvilket stof som baggrund og hvilken farve? Hvordan skulle smykkerne monteres? Med hvilke teknikker osv.

Der blev afprøvet flere muligheder. Først en bølget bagvæg. Så nogle felter, skulle de være hvælvede eller flade? Hvor mange smykker var der plads til i monterene?

Den første ide til design var en bølget bagvæg.

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, her noget der nærmer sig det endelige resultat

Der blev lavet utallige prøveoplægninger, indtil der til sidst var enighed om hvilken vej vi skulle gå. Valget blev en flad bagvæg, med nogle felter i grafiske former, der var placeret lidt ud fra bagvæggen

Nogle smykker gør sig ikke, hvis de udstilles fladt. Dem ville vi gerne vise i den form, de har når man bærer dem. Derfor har vi valgt at montere nogle af halskæderne og armbåndene på stativer. Her kan man se hvor smukt lyset reflekteres i smykkerne, og man kan levende forestille sig hvordan lyset spiller i smykkerne, når man bevæger sig.

Da vi hverken havde tid, eller erfaring med at producere de ønskede stativer måtte vi have hjælp. Det fik vi fra Steen Jensen fra Moesgård Museum, der har en lang erfaring med produktion af stativer til montering af museumsgenstande og af museets smed, Johannes Bengtson. Du kan læse om deres arbejde i forrige blogindlæg.

Vi ville gerne have en så usynlig montering som muligt. Derfor blev det besluttet at sy smykkerne fast til bagvæggen.

At gøre smykkerne klar til udstilling

Men først skulle smykkerne gøres klar til udstilling.

Smykkerne er generelt i en rigtig god stand, men mange af smykkerne havde ikke været i brug i mange år og trængte derfor til at blive rensede. Nogle var anløbne, mens andre var snavsede fra brug.

Hovedparten af smykkerne er udført i sølv, mange med sten, rav, ben eller koraller som dekoration.   Specielt for sølv er, at man ofte har brugt at oxiderer dele af sølvet for at fremhæve dekorationer. Nogle gange er oxidationen original, udført af sølvsmeden, men andre gange er den kommet ad åre, fordi ejeren af smykket ikke har pudset sølvet helt ind i hjørner og kroge. I begge tilfælde kan oxidationen være med til at fremhæve smykkets dekorationer, og bør derfor bibeholdes. Vi ønsker at vise smykkerne smukt pudsede, men uden at fjerne sporene fra tiden og med respekt for sølvsmedens intentioner med det enkelte smykke.

Der er også stor forskel på hvor sarte de forskellige typer af sten er, for ikke at snakke om rav og ben. Rensning kræver derfor en del viden om de enkelte materialer.

Nogle af smykkerne er blevet renset i ultralyd, en metoder der er meget udbredt blandt gudsmede. Andre er rengjorte med specialsæbe og igen andre er pudsede med et pudsemiddel uden slibemiddel. Altid med små vatpinde og forsigtighed. Andre igen er blot polerede med sølvpudseklude.

Kari renser smykke med vand og sæbe

Smykkerne monteres og udstillingen tager form

Efter endt rensning og pudsning skal smykkerne monteres.

Smykkerne er monteret på en ethafoam skumplade, for at den skal kunne holde formen, er den monteret på en bagplade af metal. Det er også i denne bagplade de mindre felter og stativerne er monteret. Skumpladerne skulle skæres på mål og beklædes med stof. For at kunne monterer de små plader, skullel der måles ud og bores huller i bagpladen.

Benna og Karen afmærker hvor de små plader og stativerne skal sidde på bagpladen. Da der er tale om en perforeret metal bagplade, er det med at ramme de rigtige huller.

Smykkerne lægges igen op på bagpladen, denne gang helt nøjagtigt. Hvorefter de er klar til at blive syet fast.

Nynne og Gitte er ved at sy smykkerne fast. De bruger fiskeline, som er nærmest usynlig.

I skufferne var det også nødvendig at sy smykkerne fast, da de skal kunne blive siddende selvom skuffen bliver trukket ud og skubbet ind i det uendelige.

Smykkerne lagt op på en plade i samme størrelse som skuffen. Her ses en skuffe lagt op og klar til montering.

Ringe og manchetknapper skulle placeres i en slidske i skumpladen. derfor var det vigtigt at måle præcist op hvor smykkerne skulle monteres. Herefter skulle pladen beklædes med stof.

Her kan man se hvordan Ole skærer huller til fingerringe i en plade til en skuffe.

Den færdige skuffe, som den ser ud i udstillingen

At nå i mål

Når man løber hurtigt og mange arbejder mod et fælles mål, er det vigtigt at holde styr på hvor langt man er nået. Til det formål havde vi lavet arbejdsplaner og afkrydsningsskemaer. På den måde kunne alle holde øje med hvor langt vi var kommet og hvad der manglede.

Et stort kryds hen over en vægmontre betød, at den var helt færdig!

En uge til åbning. Der er stadig meget der skal nås.

I de sidste dage op til åbningen arbejder et virvar af mennesker på højtryk med at sætte lys, pudse glas, montere alarmer, finjustere smykkerne og meget mere. Endelig blev det tid til åbningen, og vi fik fint besøg af hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary.

Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Samtid og historie – to sider af samme sag

Ordet ”historisk” er populært som aldrig før. Medierne udnævner hyppigt begivenheder til at være historiske, mens de sker, men hvornår bliver noget egentlig historie? Typisk definerer historikere samtidshistorie som de seneste 50 år, men begreberne historie og samtid er tæt vævet sammen. Som Norsk Folkemuseums direktør Olav Aaraas har formuleret det: ”History won´t wait for you”

I dag er historie i morgen.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

Antallet af solcentre var allerede faldende i 2014. Måske er solcentrene ikke længere en del af bybilledet i 2020, hvor 2014-gaden forventes at åbne.

2014 er også historie

Hvor hurtigt processen fra samtid til historie går, kan vi i Den Gamle By se i vores arbejde med forberedelserne til en kommende 2014-gade. Projektet med at indsamle dokumentation, fotografier og genstande startede i 2014 og har nu været i gang i knap tre år. I løbet af de tre år er det tydeligt, at 2014 allerede er blevet historie. Trends i boligindretning og mode er skiftet, og skiltning, logoer og emballager er ændret. Projektet viser derfor allerede nu tydeligt, at beslutningen om at starte indsamlingen om 2014 i netop 2014 var helt rigtig.

Projektets mål er at genskabe en 2014-gade som en bro mellem nutiden og 1974-bydelen – og herfra videre bagud i historien. Som planerne ser ud nu, skal gaden rumme tre hjem og fem butikker. Derudover kommer alle de detaljer i gadebilledet, som man sjældent lægger mærke til forandrer sig: skraldespande, reklamestativer, hæveautomater, skilte, fliser og meget andet.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Et bud på, hvordan 2014-gaden i Den Gamle By kan komme til at tage sig ud.

Indkøb, indsamling og samarbejde

Arbejdet med 2014 består både af fotodokumentation af detaljer i hjem, butikker og gadebilledet og af indsamling af en mængde genstande. Opbygningen af 1974-kvarteret har lært os, hvilke ting, der er svære at skaffe, og i 2014 indsamlede vi derfor målrettet emballager og andet, som ellers ikke bliver gemt. Fordi vi arbejdede i samtiden, kunne vi indkøbe tandbørster, opvaskebaljer og toiletpapir, som er noget af det, det kan være svært at skaffe senere, og lægge det direkte på magasin.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

Kernefamilie anno 2014. Lena og Anne-Mette med teenagebørnene Asta, Holger og Johan.

2014-gaden vil rumme en Danske Bank, et Consol Solcenter, en 7-Eleven, en isbutik og et pizzaria. Indsamlingen af genstande til butiksfacaderne er sket i samarbejde med firmaerne, så vi kan genskabe butikkerne i Den Gamle By, præcis som de så ud i gadebilledet. Hjemmene vil vise, hvordan henholdsvis en regnbuefamilie med tre teenagebørn, en yngre kvinde og en ældre mand indrettede sig.

I 2014 indledte vi også et samarbejde med Arla, Dansk Supermarked, og Coop for at sikre, at vi har mælkekartoner, rengøringsmidler, shampooflasker, krydderiglas og andre emballager til køkkenerne på magasin.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard sammen med kernefamiliens Toyota Carina fra 1995. Toyotaens sidste tur gik til Den Gamle Bys magasin, hvor den vil blive opbevaret til den skal bruges i 2014-gaden.

Troværdighed i detaljerne

Indsamlingen til regnbuefamiliens og den yngre kvindes hjem foregår i tæt samarbejde med beboerne, som vi i museumsarbejdet kalder informanter. Vi har en aftale om, at de kontakter os, når de skifter møbler eller kasserer tøj, og i januar 2017 overtog vi sågar regnbuefamiliens bil. Det tætte samarbejde har også betydet, at informanterne i 2014 gemte brugte emballager til indsamlingen. Tingene blev registreret og pakket, så den melpose, som egentlig var på vej i skraldespanden, om nogle år kan blive en del af et genskabt 2014 køkken. En sådan pose kan ses som affald, men i Den Gamle By er den lige præcis det, der gør, at vi kan genskabe historien på en troværdig måde. Informanterne er guld værd i denne proces, og deres egen indsats i indsamlingen og genskabelsen af deres hjem giver en uvurderlig troværdighed til projektet. En af dem har sågar dateret sine rengøringsmidler, så kun dem, der er købt i 2014, bliver doneret til museet, når de er brugt. Tidsbilledet bliver dermed meget præcist og kommer til at vise informanternes indkøbsvaner en til en. Informanterne vil frem mod åbningen blive inddraget i genskabelsen af deres hjem, og hvis de ikke kan huske de små forandringer, som er sket undervejs, kan vi få hjælp fra gennemfotograferingen af deres hjem i 2014. Det bliver spændende at se, hvor meget deres hjem har forandret sig til den tid, og i hvor høj grad 2014 er blevet til historie, når gaden åbner i 2020.

Det startede med et klaver – historien om Thomas Sneum

Ansatte i Den Gamle By er en særlig størrelse. Nysgerrighed og viden går hånd i hånd, og hos mange ansatte gemmer der sig overraskende nicheviden. Skiltemaleren er ekspert i at slibe knive, projektchefen ved alt om juleøl, 1800-tals præsten er tegneseriespecialist, og assistenten dyrker historie i sin fritid. Denne tilgang til at drive museum betyder, at kompetencer og viden findes i alle ender og kanter af museet, og at der er et stort ejerskab til museet blandt kollegerne.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Murerformand Hans Bendix med sin Fiat, som udover at fragte ham til og fra arbejde, passer perfekt i gadebilledet i 1970´er bydelen.

Mange gange rækker interessen ud over Den Gamle By. Et godt eksempel på det er assistent Trine Vindevoghels arbejde med historien om Thomas Sneum. Trines interesse startede med frk. Bodil Sneum, hvis lejlighed i Tårnborg Trine var med til at indrette i 2013.

Trine arbejdede her med klargøring af møbler, og særligt klaveret brugte Trine mange timer på. Samtidigt begyndte Trine at arbejde med frk. Sneums historie, og efterhånden som hun gravede sig dybere ned i familiehistorien, løb den gode historie af med hende.

Gennem frk. Sneums korrespondance med blandt andre fætteren Thomas Sneum lærte Trine frk. Sneum ganske godt at kende. Brevene tegnede billedet af et hengivent forhold mellem fætter og kusine, og Trine blev mere og mere interesseret i, hvem Thomas Sneum egentlig var.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Trine Vindevoghel til højre og kollegerne klargør genstande til brug i 1970´er bydelen.

Her gemte sig en spændende historie, for Thomas Sneum var en ganske usædvanlig person. Thomas Sneum blev født i 1917 i en familie med sønderjyske rødder, hvor danskheden spillede en stor rolle. Uddannet i Marinens Flyverkorps var han 9. april 1940 ansvarshavende flyverløjtnant på Flyvestation Avnø, hvor han stærkt modvilligt måtte følge regeringens beslutning om ikke at gøre modstand mod de tyske besættelsesstyrker.

På grund af regeringens manglende kampvilje tog Sneum sin afsked fra marinen. Han var fast besluttet på at yde sit til kampen mod nazismen, og kort efter 9. april tog han derfor hjem til sin familie på Fanø og begyndte at undersøge tyskernes aktiviteter ved kysten, hvor anlæg til Atlantvolden var under opførelse.

Skulle flyve til England i sportsfly

Thomas Sneum tog her fotos af forskellige anlæg og kom i kontakt med englænderne, som han afleverede værdifulde informationer til via Sverige. Efter ønske fra den engelske efterretningstjeneste begyndte han at optage film af raderanlæg på Fanø, og da optagelserne var klar, fik han den ide, at han selv ville aflevere dem i England. Planen blev at flyve til England i en gammel sportsflyver, som han havde fundet på Fyn og repareret med reservedele, som han fik fat i via sine kontakter i flyvekorpset. Turen foregik en julinat i 1941, og der skulle fyldes ekstra brændstof på undervejs, mens flyet var i luften. Da Sneum og hans flyvemakker Kjeld Petersen landede i England, blev de mødt med vantro, og Sneum er i dag berømt for flyvningen, som på papiret ikke kunne lade sig gøre.

Efterretningerne blev modtaget med begejstring af blandt andre R.V. Jones, som var Churchills højre hånd. Det var Sneums mål at komme til at flyve for RAF, men englænderne ønskede at bruge hans evner i efterretningstjenesten. Derfor blev han uddannet som spion og agent hos MI6, og i september 1941 blev han, som den første agent for England i Danmark, kastet ned med faldskærm ved Holbæk. Nogle dage senere stod han bag den første illegale radiosending fra Danmark til London.

Thomas Sneum.

Thomas Sneum.

Thomas Sneums efterretningsarbejde bragte ham i konflikt med dele af den danske modstandsbevægelse, som samarbejdede med den engelske faldskærmstjeneste SOE (Special Operations Executive) mens Sneum var tilknyttet den engelske efterretningstjeneste SIS (Secret Intelligence Service).

Da Thomas Sneum blev efterlyst af politiet, måtte han i 1942 flygte til Sverige. Fra Sverige kom han til England og blev nu tilknyttet RAFs norske enhed som pilot. Da krigen sluttede var han avanceret til kaptajn, men da han kom tilbage til Danmark, var flyvevåbenet stærkt kritisk overfor hans indsats i krigen, og han kunne ikke få sin rang overført.

I nogle kredse blev det at gå i engelsk tjeneste set som et brud på troskaben overfor regeringen og dermed som landsforræderi. Samtidigt var nogle af Sneums gamle kolleger misundelige på Sneums bedrifter under krigen, og forholdet mellem dem og Sneum blev anstrengt. Hertil kom udledte konflikter af samarbejdet med henholdsvis SIS og SOE. En desillusioneret Thomas Sneum trak sig ud af flyvevåbenet og marinen. Han arbejdede i stedet i det private erhvervsliv og grundlagde Falcks Redningsflyvekorps i 1947. Senere bosatte han sig i udlandet og kom først tilbage til Danmark i 2004. I 2007 døde Thomas Sneum. På gravstenen står et citat af R.V. Jones, som var hans faste kontakt i England. ”If they survive, the men who go first are rarely popular with those who wait for the wind to blow”

Citatet vidner om, at Thomas Sneums eftermæle i Danmark er meget anderledes end i England. I England er han berømt og hædret med udmærkelser fra flyvevåbenet. I Danmark er han overset på trods af flere bedrifter, som hver især burde være nok til at sikre ham en plads i historien om besættelsen.

Arbejde belønnes med medalje

Trines arbejde med Thomas Sneum har bidraget til at få Thomas´ historie frem i lyset, og Trines viden er både blevet delt i arbejdssammenhæng og i de mange forskellige historiefora, hvor Trine er aktiv. At arbejdet i højeste grad også er værdifuldt uden for museet ses i, at Trine Vindevoghel lørdag d. 5. november modtog Niels Ebbesen Medaljen for sin indsats for at sætte historie på dagsordenen og for at fortælle om Thomas og hans liv.

Motivationen for prisen lyder blandt andet, at Trine

som ikke akademisk historieuddannet yder en vigtig indsats som sparring til museets fagfolk” og fortsætter ”du er en af de ildsjæle, der er så vigtige for museets naturlige liv og kontakt til verden omkring det faglige. Vi har også med glæde fulgt din interesse for besættelsestiden, som fx Thomas Sneum – der var bærer af Niels Ebbesen Medaljen – og de mange både friske ideer og dybe tanker, der kreativt strømmer fra dig, alt til gavn for historien og forståelsen for det, der byggede vort land

I afdelingen, der arbejder med 1970´er bydelen, hvor frk. Sneums lejlighed ligger, er vi stolte af Trines arbejde, og af at vi derigennem kan give de besøgende mere baggrundsviden om historien. Det startede med et klaver, men Trines arbejde med Thomas Sneums spændende historie er ikke slut endnu.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Trine Vindevoghel modtog Niels Ebbesen medaljen lørdag d. 5. november. Medaljen blev uddelt af Mogens Skjøth, der var kurer for Jyllandsledelsen i 1944-1945.

Blind mands lejlighed

I Den Gamle Bys 1970’er kvarter arbejder vi i øjeblikket med at genskabe det tiende og sidste hjem fra 1974. Hjemmet har tilhørt Henning Eriksen og åbner i Københavnerhjørnet ved siden af Bent J i oktober 2016. Arbejdet med Hennings lejlighed har budt på særlige udfordringer i forhold til de øvrige genskabte hjem i kvarteret. Henning er nemlig næsten blind.

: Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Henning bruger fingrene, når han læser punktskrift. Hans syn er 3 % af et fuldt syn. Det kaldes også 2/60, hvilket betyder, at Hennings syn på to meter er lige så uskarpt som en normaltseendes syn på 60 meter. Med en specialbrille kan han læse almindelig skrift, som blinde og svagsynede kalder sortskrift. Han har fuldt synsfelt og et godt farvesyn. Han siger selv, at han har et godt syn – der er bare for lidt af det. Henning har været synshandicappet siden han var to år gammel.

Ingen fotos men en god hukommelse

En af udfordringerne er, at Henning på grund af sit syn aldrig har haft et forhold til fotografier. Derfor er der ikke et eneste foto af hans hjem fra 1974 – og dermed ikke nogen fotos af det hjem, vi arbejder med at genskabe.

Typisk kan familiebilleder fra jul og fødselsdage rumme god information om hjemmets indretning, fordi reolsystemet skimtes bag juletræet, eller tapetet ses i baggrunden på billedet af barnebarnet. I genskabelsen af denne lejlighed har vi ikke haft et eneste billede at gå efter.

Til gengæld har Henning en imponerende detaljeret hukommelse, så lejligheden alligevel kan komme så tæt som muligt på hans hjem i 1974. For eksempel beskriver Henning tæpperne i sin lejlighed sådan her:
”Jeg anskaffede nye gardiner og nye tæpper til mine stuer. Tæpperne var væg-til-væg-tæpper. I den store stue havde det brune og gule efterårsfarver i et mønster, jeg ikke kan forklare. I værelset var det lysegråt.”

Farvevalg og andre udfordringer

En anden udfordring er at Henning kun i begrænset omfang kan forholde sig til fotos sendt på mail. I indretningen af de andre 1970er lejligheder har fotos af mulige gardiner, møbler, farveprøver og meget andet været sendt frem og tilbage, og det har været en smidig måde at træffe indretningsbeslutninger på.

I Hennings tilfælde har der skullet bruges fotos af detaljer, fysiske tæppeprøver og en grundig beskrivelse af møbler og særligt farver. Nogle kan måske undre sig over, hvordan man diskuterer farver med en stærkt svagsynet, men for Henning er farver vigtige, og det er derfor indlysende, at han har en holdning til brune nuancer i køkkenet, gule vægge i soveværelset og grå dekorationer i fyldingsdøren til stuen.

Igen er Hennings hukommelse en styrke, og samarbejdet med Den Gamle Bys malere, der kender og er vant til at arbejde med typiske 1970er farver, har givet gode resultater. Ifølge Henning er farverne ramt helt rigtigt.

Arbejde og fritid

I 1974 arbejdede Henning som programmør på Gutenberghus i København. Det var en fuldtidsstilling, og Henning arbejdede på samme vilkår som seende. Han var glad for sit arbejde og den pionerstemning, der var i computermiljøet i de år. Gutenberghus havde kun en computer, og når der skulle køres test, arbejdede Henning og hans kolleger over, så de kunne teste uden for almindelig arbejdstid, hvor virksomheden ikke brugte computeren til almindelig drift.

Det betød, at Henning brugte meget tid på sit arbejde, og da han samtidigt var involveret i foreningslivet og dyrkede sport i sin fritid, var 1970erne med Hennings ord ikke en periode, hvor han kedede sig. Henning var aktiv i Dansk Blindesamfund, hvor han særligt engagerede sig i Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse. Han dyrkede sport i Tandemklubben af 1971, hvor blinde og seende kørte faste ture en eller to gange om ugen med seende som piloter, og i Blinde og Svagsynedes Idrætsforening, hvor han var dyrkede gymnastik og atletik samt spillede goalball.

Hennings interesse for sport medførte i øvrigt, at han var deltog ved de paraolympiske lege i Toronto i 1976. Henning fik bronze i kapgang og det danske goalballhold, hvor han var med som reserve, vandt også bronze.

Henning lyttede meget til radio og spolebånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om lyden, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Henning lyttede meget til radio og lydbånd, når han var hjemme. Han havde lavet en aftale med en skleroseramt kvinde, som læste tidsskrifter ind for ham, som ikke kunne lånes på Statens Bibliotek og Trykkeri for Blinde. På den måde kunne han følge med i nyheder om for eksempel historie og kultur. Nogle blinde hørte spolebånd på øget hastighed, fordi de ikke havde tålmodighed til det almindelige oplæsningstempo. Henning brød sig dog ikke om den forvrængede lys, som den øgede hastighed gav, så det brugte han ikke. Spolebåndoptageren var fra Tandberg, det var en robust model, som var nem at betjene.

Blind i 1970erne

Ungdomsoprøret og de mange nye tanker, som gærede i samfundet i 1960erne, satte også sine spor i forhold til forsorgsarbejdet, som uddannelsen af blinde var en del af. Der blev rokket ved autoritetstroen, og blinde og pårørende begyndte at forholde sig til blindeforsorgen på en anden måde. For eksempel var forældre mindre villige til at sende deres blinde børn hjemmefra på kostskole, og fra 1963 gav en lovændring mulighed for, at blinde børn kunne integreres i de lokale folkeskoler.

Henning var selv kommet hjemmefra som 11-årig i 1950 og havde skullet vænne sig til et nyt liv sammen med andre blinde. Der havde i starten været meget lidt voksenkontakt, og Hennings minder fra de første år på blindeskolen Refnæs, var ikke gode. Skolen lå ved Kalundborg, og der var langt hjem til familien i Nordjylland, hvor han kun kom på besøg fire gange om året.

Først i 1966 fik man som elev på Refnæs lov til at rejse hjem i weekenderne. Samtidigt var miljøet på blindeskolen og i husmandsmiljøet, hvor Henning var vokset op, meget forskelligt, og det var svært for Henning at være loyal for både sit hjem og sin hverdag på skolen.

I 1960erne og særligt 1970erne begyndte yngre blinde at blive beviste om deres rettigheder, og på samme måde som i mange andre dele af samfundet, samlede de sig som gruppe for at arbejde for bedre forhold. Ungdomsoprøret tog sig anderledes ud, og det var andre emner, der var på dagsordenen, men parallellerne til den generelle samfundsudvikling er klare. Henning deltog særligt i arbejdet for at få bedre muligheder for at dyrke idræt og skabe et fællesskab der.

Han var også med i Blinde og svagsynedes interessegruppe for uddannelse erhverv, som blev stiftet i 1971. Gruppen var første eksempel på at blinde samlede sig ud fra interesse og ikke fra geografisk afgrænsede kredse. Interessegruppen bestod af yngre blinde, der enten var i arbejde eller i gang med en videregående uddannelse. Det var en gruppe, der støttede hinanden, og flere af dem, Henning lærte at kende den gang, har han stadig kontakt med i dag. 1960erne og 1970erne havde bragt nye muligheder for erhverv og uddannelse for blinde.

Fra 1970 og frem kom der for alvor fokus på boglige uddannelser, hvor det tidligere havde været traditionelle blindehåndværk, som børstenbinder, klaverstemmer og væver, der havde domineret. Tilgangen til hvad blinde kunne arbejde med var ændret. Også internt var der opbrud i synet på medlemmernes behov, og i 1980 dannede man en decideret ungdomsafdeling i Dansk Blindesamfund.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok erstattede i 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

I 1974 var armbindet med de tre prikker det officielle symbol for blinde i trafikken. Det var meget upopulært blandt yngre blinde. Henning forklarer, at uviljen mod armbindet skyldtes, at man som blind var afmærket i trafikken, men at man ikke selv fik noget ud af mærkningen. Den hvide stok var mere populær, da den kunne afsløre trapper og parkerede cykler på fortovet. Den hvide stok supplerede fra 1976 armbindet som det anerkendte trafikmærke for blinde.

Blind i arbejde

Henning havde i 1958 ligesom en del andre blinde uddannet sig til telefonist. Der var stor arbejdsløshed, og Henning gjorde sig mange tanker om fremtiden. I 1966-67 og 1967-68 tog han på højskole. Det blev en tid, der både personligt og erhvervsmæssigt fik stor betydning for Henning, og han fik mod på at vælge at videreuddanne sig. I 1970 blev han færdig som programmør. Kort efter fik han arbejde. Han arbejdede på lige fod med seende kolleger og læste postlister på sortskrift (som synshandicappede kalder almindelig skrift) med sine specialbriller. Henning tog noter i punktskrift, men hvis kollegerne skulle læse det, skrev han det over på skrivemaskine. Henning havde lært tifingersystemet som helt ung og kunne skrive fejlfrit på maskine. Det krævede øvelse, men var også nødvendigt, da han ikke selv kunne læse korrektur.

Siden 1974 har teknologien inden for hjælpemidler udviklet sig hastigt, og der er i dag helt andre muligheder med computere, smartphones og notatmaskiner, der kan konvertere mellem punktskrift, tale og sortskrift. Blinde og svagsynedes mulighed for at vælge uddannelse er også øget, men paradoksalt nok er erhvervsfrekvensen faldet. I 1975 var ca. 20 % i arbejde. I 2008 var det 11 %. I 1975 havde Dansk Blindesamfund godt 3000 medlemmer i den erhvervsaktive alder. I 2014 var tallet 2560. Andelen af ældre medlemmer er stigende, og det kan derfor stadig være svært at få unge blindes muligheder sat på dagsordenen.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er designet, så den passer præcis i hånden.

Henning er punktbruger og lærte at læse og skrive punkt som 11-årig på blindeskole. Det var særlig skønlitteratur, som han læste i punkt, fordi det at læse i hånden gav en særlig oplevelse. Han havde både en punktskrivemaskine og en let punkttavle, som han brugte, når han skulle skrive notater i hånden. På billedet viser Ole fra baggrundsgruppen, hvordan punkttavlen bruges. Punktbogstaverne prikkes med et redskab, der hedder en pren. Prenen, der ligner en slags syl, er udformet, så den passer præcis i hånden.

Hvordan ser man, at det er en blind mands lejlighed?

Man kunne måske tro, at boligindretning er af mindre betydning for en næsten blind person, men det er absolut ikke tilfældet med Henning. Farver og godt lys var særligt vigtigt, og Henning udvalgte omhyggeligt, hvad der skulle hænge på væggene. Billederne afspejler Hennings interesser for natur og historie. Indretningsmæssigt var der derudover fokus på funktionalitet, på faste pladser og orden, så Henning altid kunne finde sine ting, og på at der var plads til at komme rundt. Møblerne var derfor placeret efter faste ganglinier, ligesom tingene havde deres faste pladser, så han altid kunne finde tøj, køkkengrej mv. Graden af orden er nok højere end de fleste vil forvente af en ungkarl i 30erne, der har egen lejlighed, men det var af afgørende praktisk betydning for Henning.

De praktiske hensyn gælder også i køkkenet, hvor Henning selv lavede mad. Typisk lavede han sammenkogte retter, hvor han kunne lave mad til to dage på en gang. Til morgenmad spiste han havregryn, og frokosten blev spist i kantinen på arbejde. Henning havde fundet en særlig praktisk kaffemaskine, som det er lykkedes at finde til det genskabte hjem i Den Gamle By. Den orange Rowena er ekstra stabil, og det er næsten umuligt at vælte både kande og tragt, hvilket gør den meget sikker at bruge. Køkkenet blev brugt dagligt, men det var ikke udstyret med mange forskellige redskaber og krydderier. Det skulle være enkelt at gå til, og der var heller ikke meget plads til opbevaring i det lille køkken.

Handicap på museum

Når Den Gamle By vælger at indrette et hjem for en person med synshandicap bunder det i et ønske om at give et så bredt og troværdigt billede som muligt af, hvem danskerne var i 1974. Hjemmene i 1970er kvarteret rummer derfor mennesker med forskellige baggrunde, erhverv og aldre. Der er forskellige boformer og indretningsvalg, der afspejler beboernes livsstil. Det er i den sammenhæng helt oplagt, at kvarteret også rummer en person som handicap.

At valget er faldet på en blind, skyldes at det skulle være et handicap, som det var muligt at leve med i eget hjem, og som det var muligt at leve med i en ældre lejlighed uden særlige faciliteter. Samtidigt skulle det være en person, som havde en interessant historie, der rammer nogle af tidens tendenser i forhold til erhverv og fritid. Her var Henning det oplagte valg.

Mange af Den Gamle Bys gæster kender ikke en yngre blind, og museet kan derfor vække gæsternes nysgerrighed og bidrage til en bedre forståelse af livet med et handicap samtidigt med at hjemmet indgår i en velkendt sammenhæng i udstillingerne. Hennings lejlighed er på en gang genkendelig og anderledes. Genkendelig, fordi der er 1970er markører som farver, møbeltyper og tidstypiske mønstre.

Anderledes fordi der er hjælpemidler, som seende ikke kender, og små ting, der viser et andet liv. F.eks. er Hennings klædeskab og køkken nok noget mere ryddeligt end hos de fleste. Ryddeligheden og ordenen lægger gæsten måske ikke mærke til med det samme, men den går igen i hele lejligheden og undervejs vil gæsterne opdage, at der er faste pladser til alting. Om ikke før så når Henning fra en skærm med et interview fortæller, at sådan må det nødvendigvis være, når man ikke kan se, hvor man har stillet kaffen, lagt nøglerne eller smidt sin sweater. Kigger gæsten godt efter, giver Hennings orden hjemmet karakter. Dette træk er genskabt helt efter Hennings hukommelse, der har klarlagt placeringen af ting i køkkenet og stuen. Måske vil det give gæsterne i lejligheden anledning til at reflektere over, hvor mange eller få detaljer de selv kan huske fra deres tidligere hjem – og hvor meget tid de bruger til at lede efter ting, der ikke har faste pladser.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale københavnerlejlighed.

I soveværelset og gangen har Hennings genskabte lejlighed listeloft. Listeloftet er valgt, fordi Henning kort efter indflytningen valgte at få opsat listeloft i sin oprindelige lejlighed. Henning ønskede at dække stukken i lejligheden af to grunde. Dels kunne han ikke se mønsteret og syntes, at det så beskidt ud. Dels mindede det gammeldags stuk ham om blindeskolen Refnæs, hvorfra han ikke havde de bedste minder. Listeloftet gav mulighed for ekstra opbevaring, som i Hennings originale Københavnerlejlighed.

Museer er til for hele befolkningen og har ansvar for den fælles historie, men alligevel er marginaliserede grupper kun sjældent en integreret del af museumsudstillinger. Hvis marginaliserede gruppers historie kommer på museum, er det ofte som særudstillinger og projekter med et særligt fokus. Blind mands lejlighed i 1970er kvarteret er et eksempel på, hvordan formidlingen af handicappedes historie kan indgå i en sammenhæng, som en del af det billede, der viser 1970erne som en helhed med bredde og identitet.

Det er målet, at formidlingen i lejligheden skal give museets gæster mulighed for at opleve lejligheden gennem Hennings øjne. Samtidigt arbejder vi på en ide om at udvikle tilbud, hvor blinde og svagsynede kan fungere som guider i lejligheden og 1974-kvarteret generelt. Tanken er, at deltagerne i disse forløb får udleveret briller, så de kan opleve den guidede tur med nedsat syn – måske skal det også være muligt at prøve at orientere sig i byrummet, lave kaffe eller løse andre dagligdags opgaver. Alt sammen ting der var en fast del af Hennings hverdag. I den sammenhæng er blinde og svagsynede eksperterne, og seende nybegyndere. På den måde kan Den Gamle By give en anderledes oplevelse og et andet syn på en selv. I dette nye syn ligger den atypiske historie om hvordan blinde og svagsynedes hverdag fungerer, og forhåbentligt kan udstillingen rykke ved de stereotypiske forestillinger om, hvordan blinde lever.

Hvad ser en blind, når han lukker øjnene?

Ud over det tætte samarbejde med Henning Eriksen har vi i opbygningen af lejligheden haft en lokal følgegruppe af svagsynede og blinde. Følgegruppen har mødtes i lejligheden undervejs og har ydet et stort bidrag i forhold til at øge forståelsen for de fejlskud seende har i deres opfattelse af blinde.

Et godt eksempel er, at vi tidligt i forløbet arbejdede med en ide om, at lejligheden skulle formidles uden lys for at vise Hennings syn. Både Henning og følgegruppen udpegede dette som en typisk fordom fra seende. Henning udtrykte det som ”For seende er fravær af syn mørke”. Følgegruppen var helt enig og forklarede ud fra deres egne synsforskelle, hvor mange forskellige måder et synshandicap kan manifestere sig på. Blindhed kan sagtens være lys og farver, skygger og bevægelse, hvilket er svært for seende at forstå. På den måde har samarbejdet været uvurderligt.

Den Gamle By samarbejder ofte med ekspertgrupper, så fremgangsmåden er ikke ny, men det er endnu engang blevet bekræftet, at det at genskabe et hjem efter en konkret persons hjem, og det at inkludere eksperter med specialviden i processen løfter resultatet og lader os komme meget tættere på den virkelige historie, som er den det hele handler om.

Dansk Blindesamfunds landsformand Thorkild Olesen står for åbningen af Henning Eriksens lejlighed. Fra 5. oktober er den åben for museets gæster.

Bogreolen fortæller

I Den Gamle Bys 1974-kvarter spiller bøger en væsentlig rolle i indretningen af de fleste hjem. Her er alt fra studiebøger, børnebøger, leksika, gør-det-selv håndbøger, telefonbøger, folketingsforhandlinger, skønlitteratur, kogebøger og meget mere.

Fra konversationsleksikon til Rasmus Klump

I de ni hjem er bøgerne med til at signalere, hvem beboerne er. I kollektivet hænger Maos lille røde til fri afbenyttelse på toilettet, mens hylderne hos de fire beboere, der er studerende, bugner af studiebøger og tidens venstreorienterede fag- og skønlitteratur.

Hos kernefamilien står en solid og smukt indbundet udgave af Salmonsens Leksikon sammen med bogklubbøger og håndbøger om husbyggeri, der kunne forberede familien på, hvordan drømmen om parcelhus kunne føres ud i livet.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Leksika som Salmonsens Konversationsleksikon og Lademanns Leksikon var populære og uomgængelige opslagsværker. I dag har internettet for mange overtaget funktionen som opslagsværk.

Den enlige skoleinspektør frk. Sneums bogreoler viser en bred interesse for mange emner, men særligt politik, skønlitteratur og Norden er emner, der går igen. Frk. Sneum var datter af et socialdemokratisk byråds- og folketingsmedlem, og interessen for politik ses særligt i mængden af biografier om politikere og erindringer på hylderne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

Viggo Kampmanns portrætter af seks socialdemokratiske statsministre fra 1971 er en af flere bøger om danske politikere i frk. Sneums hjem. Hjemmet rummer også faderen, Axel Sneums, arbejdsværelse, hvor Folketingstidende og lovsamlinger fylder reolerne.

På børneværelserne i hjemmene er der plads til traditionelle serier som ”De 5”, ”Jan” og ”De tre detektiver” –  og til tegneserier som Anders And, Tintin og Rasmus Klump, Pixibøger og skolebøger. Der er både klassiske børnebogsforfattere som Astrid Lindgren og Halfdan Rasmussen – og tidstypiske gør-det-selv idebøger, hvor alt kan laves ud af mælkekartoner, æggebakker og paprør fra toiletruller.

Et bredt bogmarked

1970´erne var præget af mange flere forskellige forlag end i dag – der var mange mindre forlag, som satte en ære i at give plads til venstrefløjsaktivister og græsrødder, der havde noget på hjerte. Et af de nye forlag var Tiderne Skifter, der startede i 1973 og i 1975 udgav Kvinde Kend din Krop, som siden er blevet en klassiker. Andre af tidens nye forlag var Modtryk, Demos og Husets Forlag.

Bogmarkedet var også præget af forlagenes bogklubber, som var en måde hvorpå man kunne sælge bøger billigere end hos boghandleren. Lademanns bogklub Union var postvæsenets største kunde og havde i sin storhedstid i slutningen af 1960´erne 325.000 medlemmer.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bogmarkedet spændte bredt, og hæfter fra Det Bedste og bogklubbøger, der var pæne i reolen på grund af deres ensartede indbinding, var også populære.

Bøger fra den populære bogklub Union.

Bøger fra den populære bogklub Union.

I alt udkom der i 1974 6822 skøn- og faglitterære bøger – og bibliotekernes udlån var på lidt mere end 76 millioner. Til sammenligning var det samlede udlån i 2014 lige under halvdelen, mens der udkom knap 12.600 trykte bøger.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hos hippieparret på kvisten er smagen i bøger bred, der er både Ayn Rand, faglige kampskrifter, tegneserier, fremtidsromaner, debatskabende litteratur som Suzanne Brøgger – og en trykt køreplan fra DSB, en type udgivelse, der ligesom telefonbøger, er stort set udfaset i dag.

Hvad siger din bogreol mon om dig?