Om Tove Engelhardt Mathiassen

Museumsinspektør i Den Gamle By

Renlighed er en dyd

Hvordan rengjorde man køkkengulve i 1864 – og hvor tit?

Det spørgsmål fik jeg lige efter nytår, og jeg vil svare på det med dette blogindlæg.

Gården midt i billedet er købmandsgården, hvor Den Gamle Bys gæster kan reflektere over begivenheder og hverdagsliv i 1864. Den lå i sin tid overfor Aarhus Rådhus.

Jeg kom straks til at tænke på Jeppe Aakjærs erindringsbog Fra min bitte-tid, der udkom i første udgave i 1928. Jeppe Aakjær blev født i 1866 på en fattig gård syd for Skive. I bogen er der krasse beskrivelser af hjemmets rutiner og problemer i forbindelse med rengøring, så dem vil jeg starte med at se nærmere på.

I Aakjærs hjem sov flere sammen i alkoverne, de indbyggede senge uden vinduer. I Den Gamle By er der 1700-tals alkover med fine låger; men alkover kunne også have forhæng. I Aakjærs hjem kom man ind i alkoverne fra stuen, og den lille Jeppe sov inderst op mod den kolde ydervæg sammen med sin bedstefar, der sov nærmest stuens varme. På ydermuren var der en groft flettet stråmåtte. Den kunne isolere lidt mod kulden; men bedstefar havde også en anden, ikke særlig delikat anvendelse af måtten, nemlig at spytte på den. Det gjorde han, selv når hans barnebarn lå i sengen. Bedstefar brugte skråtobak, hvor spunden og sovset tobak skæres i små stykker, der puttes i munden på indersiden af læberne. Nikotinen optages gennem mundens slimhinde. Skrå stimulerer også spytproduktionen og farver spyttet sort. Når den lille Jeppes bedstefar gik i seng, tog han den våde skrå ud af munden, lagde den på sengestokken, og han skulle også af med den rigelige spytproduktion, før han lagde sig til at sove. Aakjær fortæller:

”Mod denne måtte spyttede bedstefar langspyt, så den svidende sovs hyppig sved mig i øjnene. (..) Da bedstefar var død, var det næsten ikke muligt at få den sorte væg til at tage mod kalken.”

Vores nutidige opfattelse af hygiejne og hensynsfuld adfærd bliver stærkt provokeret af sådan en beretning.

 

Spyttebakke. Når en spyttebakke var i brug blev den foret med papir og fyldt med sand.

Aakjærs bedstefar hørte til den gamle skole, der ikke ville bruge spyttebakker, de flade metal- eller træskåle, der blev stillet på passende steder på gulvet. De blev foret med papir og fyldt med sand, og mændene skulle helst spytte i dem, for at man ikke skulle få spyt overalt på gulvene; men den skik var vanskelig at få indført. Aakjær fortæller:

”De skrående mænd spyttede, hvor de ville. Havde man haft en gæst, stod der gerne en svinsk dam under ham, så hans træsko var lige ved at sejle.”

Der var nok at tage fat på for en husmor!! Morgenen havde sine faste rutiner i Aakjærs hjem, og rengøring var så absolut opfattet som kvindearbejde, som tjenestepigerne og husmoderen tog sig af. Først skulle sengehalmen luftes, og det resulterede i bunker af muggen halm på gulvet, fortæller Aakjær. Så skulle spisebordet skures. Den næste opgave var at feje det stampede lergulv, som ikke kunne vaskes, fordi det ville gå i opløsning, hvis det blev overhældt med vaskevand. Aakjær beskriver fejningen på denne måde:

”Der fejedes (…) med lange, stærke strøg, der rejste støvet i kvalmende skyer lige til loftsbjælken. Da den tids vinduer var nagelfaste, tror jeg bestemt ikke, at ét eneste vindue kunne åbnes i mit hjem; det ville jo også have været en bespottelig gerning at slippe al den dejlige varme ud, når rimfrosten gnistrende på vinduesruderne! Bedstefar ville truende have hævet sin knyttede hånd mod loftet, om noget sådant var sket! Som sagt, da støvet og dunsten ikke kunne slippe ud til siderne, havde det ingen anden udvej end at stige til vejrs, og det gjorde det prompte, så det den første time efter fejningen dalede kælent ned over alt og alle, ned i maden, ned over de henstillede mælkefade, der var sat hen for at samle fløde, krøb ind i ens åndedrætsorganer, så den lille i vuggen fik et hosteanfald.”

Citatet taler for sig selv. Det er tydeligt, at Aakjær var en skønlitterær forfatter, der med sine ord maler billeder for os, så vi næsten kommer til at hoste selv. Bogen udkom, som nævnt, første gang i 1928, og de første årtier af 1900-tallet havde et ganske andet syn på rengøring, så han har naturligvis set på barndomshjemmet gennem den linse. Når fejemøget var blevet båret ud, skulle gulvet bestrøs med sand. Sandet havde flere funktioner. Dels opfattede man et gulv fint strøet med sand som et bevis på husmoderens og pigernes gode evner, dels var andet skidt nemmere at feje sammen ved næste rengøring. I Aakjærs hjem var sandkammeret under loftstrappen. Aakjær fortæller:

”Strøsandet spillede en stor rolle i de gamle hjem. Mor var i den henseende yderst kræsen. Kun far selv blev betroet til at hente det hjem fra ’æ saaendbak’ (sandbakken), hvor den gode Gud for tusinde af år siden havde lagt det i undergrunden i gnistrende lag for det samme. Her i forstuen var der inde under loftstrappen et mørkt rum, hvor sandet gemtes året om som en lille helligdom.”

Aakjærs mor strøede ligesom andre husmødre det hvide sand både på lergulvene og på de gulve, der havde en belægning af natursten i afrundede former, de såkaldte piksten. Vi hører ikke i Aakjærs beretning, hvilken gulvbelægning der var i køkkenet. Måske har det været piksten.

Stenbro med piksten

I byerne hentede man ikke selv sandet. Der var sandmænd, som kørte rundt og solgte gulvsand. Alma Kristine Petersen, hvis erindringer, man kan læse på København Stadsarkivs hjemmeside, fortæller:

”Der kom også ofte en mand med en flad vogn med en lille hest foran. Han solgte sand. Det skulle strøs på gulve og trapper. For selvom alt var gammelt og forfaldent var gulve og trapper hvidskurede”.

Alma Kristine Petersen var født i 1891 (står der i selve hendes beretning) og boede Vognmagergade i København på det tidspunkt, hun fortæller om. På samme måde fortæller Hertha Aargaard om brugen af sand på gulvene:

”Jeg er født i 1902 på Christianshavn i det, der dengang hed Prinsessegades Forlængelse. Det var kun en jordvej og havde kasernen på den anden side af vejen. Det var en herlig legeplads for os, for der kom jo sjældent køretøjer. Derfor var det også skønt, når sandmanden kom. Han solgte for 5 øre sand, som husmødrene kom på de hvidskurede gulve. Vi børn hang bag på vognen, til han opdagede os og jagede os af”.

Hvidt strandsand blev anset for det fineste. Efterhånden blev både de stampede lergulve og pikstensgulvene erstattet med bræddegulve i køkkerne, dog ikke lige op til ildstedet på grund af brandfaren. Her kunne stadig ligge piksten eller fliser, som kunne holde til eventuelle tabte gløder fra komfur eller ildsted.

Snavset køkkengulv i købmandsgården

Bræddegulvene gav ekstra rengøringsarbejde for kvinderne. Til hverdag blev de fejet og strøet med sand ligesom de andre slags gulve blev det; men om lørdagen skulle bræddegulvene skures for at holde sig pæne. Man kaldte det hvidskuring. Ole Højrup fortæller på basis af Nationalmuseets etnologiske undersøgelser:

”Dette var pigernes arbejde, og det krævede også unge ben at ligge på gulvet og skure et stort gulv med en halmvisk dyppet i mergel eller en blanding af ler og kalk. Dette skuremiddel gav nogle meget smukke gulve, men det var hårdt ved hænderne..”

I købmandsgården i Den Gamle By er der et uferniseret trægulv i køkkenet. Hvis det skal renholdes historisk korrekt, skal vi på museet have anskaffet halmviske og mergel, som er ler med et stort indhold af kalk, eller vi skal fremstille en blanding af ler og kalk, og så skal der ellers gang i knofedtet hver lørdag for at holde gulvene hvidskurede.

Brugen af gulvsand ophørte, efterhånden som trægulve fik maling, fernis eller lak i sidste halvdel af 1800-tallet. På det tidspunkt begyndte man at vaske gulvene med sæbevand.

I samleværket Vort Hjem fra 1903 redigeret af Emma Gad kan man læse om køkkengulvets renholdelse:

”Den første Morgengerning i Køkkenet bestaar i at lukke alle Vinduer op, feje og vadske Gulvet, tørre Støv af og eventuelt bære Brændsel.”

Så i byerne i hjem, hvor der var råd til tjenestepiger, blev køkkengulvet fejet og vasket hver eneste dag omkring år 1900. Fru Emma Gad har selv skrevet kapitlet om køkkenets renholdelse, og lidt længere nede i teksten kan man se, at hun til de ugentlige pligter i køkkenet anbefaler, at skabene tømmes og afvaskes, vinduer poleres, døre og paneler afvaskes, vandgryden tømmes og afvaskes og endelig pudses komfuret og alle metalsagerne i køkkenet. Dagligt benyttes stadig hvidskuring af køkkenbordet. Emma Gad skriver:

”For at faa Bordene skinnende hvide, maa de ikke blot skures med Sand og Sæbe, men bagefter vadskes grundigt med en fugtig, helst ulden Klud. Fedtpletter tages af med Soda, eller smøres ind med Pibeler, der ikke maa afvadskes før efter nogle Timers Forløb.”

Pibeler er ler uden urenheder og blev i 1700-tallet brugt til at fremstille kridtpiber, da rygning var moderne. Man kan stadig købe pibeler til at bearbejde sine trægulve med, og eventuelle fedtpletter på køkkengulvet i købmandsgården kan sikkert tages af med pibeler, hvis ikke det er nok med knofedt og mergel.

Skilte som dette blev hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet

Vi startede med alt spytteriet i Aakjærs hjem, hvilket også skete i mange andre hjem i samtiden, fordi der ikke var en generel viden om sammenhængen mellem spyt og smittefare.  Gæsterne i Den Gamle By kan overfor isenkræmmerbutikken se et skilt med teksten SPYT IKKE PAA FORTOVET under Lorrainekorset, det internationale symbol for tuberkulose. Sygdommen var meget udbredt i slutningen af 1800tallet. Det er en bakteriesygdom, der blandt andet smitter via hoste og spyt. Som en del af forebyggelsen blev skiltene hængt op i danske byer efter 1901, hvor ”Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse” blev oprettet. Lungeforeningen oplyser, at der omkring 1900 var 6.000 nye tuberkulosetilfælde om året i Danmark, og en tredjedel af dem med dødeligt udfald. Det var et meget alvorligt samfundsproblem, og der var også en stor social slagside forbundet med sygdommen.

Tak til mine kolleger på Nationalmuseet, Lykke Pedersen, Vibeke Andersson Møller og Anja Jørgensen for tips og idéer i forbindelse med dette blogindlæg.

Kilder:

Ole Højrup: Landbokvinden. Gyldendals Bogklubber. Nationalmuseet. 1991.

Overfladebehandling af gulve: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/bygninger/Bygningsbevaring/9.6%20Overfladebehandling%20af%20gulve.pdf (16. januar 2019)

Alma Kristine Pedersens erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/alma-kristine-petersen (2. februar 2019).

Hertha Aargaards erindringer: https://www.kbharkiv.dk/udforsk/undervisning/folkeskole/byliv-omkring-1900/kilder-til-byliv-omkring-1900/hertha-aargaard (2. februar 2019).

Lungeforeningens historie: https://www.lunge.dk/om-os/viden-lungeforeningen-foer-og-nu (3. Februar 2019)

Jeppe Aakjær: Fra min bitte-tid. En kulturhistorisk selvbiografi. 4. udg. 1. oplag. Hovedland. 2003.

Vort Hjem (redaktion Emma Gad), København, Det nordiske Forlag, 1903.

 

 

 

 

 

Genbrug i Garderoben

Mit sidste blogindlæg om udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, skal fokusere på, hvordan Hendes Majestæt Dronningens kreativitet viser sig i omgangen med garderoben. Dronningen har blik for mønstre, kvaliteter og strukturer, så stoffer, der oprindeligt var beregnet til andre formål, kommer til at indgå i kjoler og dragter. Det samme yndlingstøj bliver brugt i mange år, og noget af det ældste opbevares og bruges på Dronningens sydfranske vinslot Cayx. Sommetider bliver kjoler og dragter syet om flere gange. Den gule dragt anvendt til nytårskur fra 1987 til 1997 er et eksempel på beklædning, der er syet om flere gange.

I min første idé til udstillingen var den gule kurdragt placeret i rummet med overskriften Genbrug i Garderoben. Foto: Asger Christiansen.

Et eksempel på et stykke beklædning, der blev helt forandret, er en frakke fra det franske modehus Pierre Balmain. I 1967 modtog den daværende Tronfølger en før-bryllupsgave af den danske designer Erik Mortensen. Han var på det tidspunkt kunstnerisk leder for Pierre Balmain. Den fornemme gave bestod af en haute couture kjole med tilhørende frakke.

Haute couture kjolen fra modehuset Pierre Balmain, 1967, sammen med en kjole af saristof syet af Mogens Eriksen i 2004. Foto: Frank Pedersen.

I efteråret 1967 syede danske designer Jørgen Bender frakken fra det franske modehus Pierre Balmain om til en ventekjole. Vi viste omsyningen i en digital installation sammen med ventekjolen i rummet, Genbrug i Garderoben. Ærmerne blev taget af frakken, vidden blev flyttet om foran, og kjolen fik en lang knaplukning midtfor. Kanterne består af grønne og lyserøde borter omgivet af flettede sølvbånd. Kraven blev underforet for at kunne bære broderiet.

Haute couture frakke fra Pierre Balmain efter Jørgen Benders omskabelse af den til en ventekjole. Foto: Asger Christiansen.

Den gule kurdragt, som i min første idé skulle stå i rummet Genbrug i Garderoben, blev placeret i udstillingens allerførste rum i Møntmestergården, hvor temaet var velkommen. Tanken bag dette rum er at vise Hendes Majestæt Dronningen og Prins Henrik af Danmark i en situation, som mange danskere har set på TV, og færre danskere sammen med udlændinge i det diplomatiske korps har set i virkeligheden, nemlig nytårskuren, hvor Regentparret modtager nytårsgratulanter over tre dage. Prins Henrik gav tilladelse til, at Den Gamle By måtte låne den søadmirals gallauniform båret til nytårskuren i den periode, hvor Dronningen brugte den gule dragt.

Vi udstillede Prins Henriks uniform og den gule kurdragt sammen med en royal rabalderbuket i gule nuancer. I Den Gamle Bys haveblog har jeg skrevet om denne og andre royale rabalderbuketter. Foto: Asger Christiansen.

 

Dronningens gule dragt er meget interessant. Den stammer fra 1973, blev redesignet to gange og brugt helt frem til 1997 – altså i næsten 24 år. Jørgen Bender har stået for både dens første design og de følgende to. Dragten var først en hel kjole med en draperet overdel med korte ærmer og bådformet halsudskæring. Nederdelens vidde var dengang samlet i grupper af læg i siderne, midt for og midt bag. Dronningen brugte kjolen på det første officielle besøg som Dronning i Sverige i 1973 hos den svenske konge HM Kong Gustav 6 Adolf, som også var Dronningens morfar. Bender designede næste version af kjolen i 1974. Nu fik skørtet større læg, og Bender samlede det meste af vidden midt bag og lod skørtet ende i et kort slæb. Dronningen lånte belgiske kniplinger af sin mor, og Bender monterede kniplingerne som en stor nedfaldende krave, en såkaldt Bertha. Man klipper aldrig i historiske kniplinger. Man monterer dem, så de kan pilles af igen og bruges til andre formål. Dronningen anvendte kjolen i den udgave i mange forskellige forbindelser. I 1986 ændrede Bender kjolen for sidste gang. Den blev delt i tre dele. Jakke, skørt og en hvid silkebluse med besætninger af den gule silkedamask fra den oprindelige kjole. Jakken har lange ærmer og er kantet med mink. Skørtet er skåret af fire dele i samme længde. Dronningen bar dragten første gang i 1986 ved Storhertugen af Luxembourgs bryllup, og fra 1987 til 1997 bar Dronningen den som nævnt ved nytårskuren.

For mig var det en oplevelse at se dragten uden jakken, som sædvanligvis skjuler den fine silkebluse med besætninger af det gule silkestof.

Fra Dronningens Garderobe – en garderobe i brug

Frem til 9. september 2018 kan Den Gamle Bys gæster se et udvalg af Hendes Majestæt Dronningens private beklædning. Den Gamle By modtog lånene fra Hoffet i flere omgange. Den første sending rummede en række af Dronningens hatte, som kom til museet sammen med Prins Henrik af Danmarks admirals gallauniform.

Sammen med Benna Foldager Wichmann, da vi spændte pakkede Dronningens hatte ud i vinteren 2017. Den blå hat var oprindelig i turbanfacon; men fik i 1976 en bred skygge og en drapering med blankt, stoftrykt silke, som Prins Henrik af Danmark havde hjembragt fra en rejse til Iran. Foto: Kamma Mogensen.

Det absolut sidste, der kom til Den Gamle By, var Dronningens Rømødragt fra 1996, fordi den stadig er i brug. Den ankom sammen med Prins Henriks maleri af den franske kunster Emmanuel Vergés – kaldet Malel. Maleriet hænger normalt på Amalienborg. Det er fra ca. 2001 og viser en romantisk sommerscene, hvor Regentparret læser i hver sin bog midt i en blomstrende eng. Maleri og Rømødragt ankom tre uger, før udstillingen skulle åbne.

Dele af Dronningens Rømødragt i Den Gamle Bys udstilling. Bagerst en varm kåbe af sort ulddamask foret med rødt vadmel og med et sølvspænde af form som de slesvigske løver udført af guldsmed Helle Vienberg. Forrest den røde såkaldte pi monteret med syet trøje og forklæde i stribet stof vævet af Gitte Nødskov. Foto: Asger Christiansen.

Dronningen fik i sommeren 1996 Rømødragten som gave fra Landforeningen Danske Folkedansere (nu Folkedans Danmark) og Danske Folkedanseres Spillemandskreds (nu Spillemandskredsen). Majestæten bruger Rømødragten til fester i Norge, hvor man bærer ”bunad,” det vil sige dragter rekonstrueret på basis af landlige dragter fra de forskellige egne af landet. Der var flere personer involveret i fremstillingen af dragten. I første omgang drejede det sig om Anna-Margrethe Jonsson, Inger Hald Nielsen og Gitte Nødskov. Alle tre var på det tidspunkt medlemmer af Landsforeningen Danske Folkedanseres Dragtudvalg med Gitte Nødskov som formand. Mens jeg arbejdede med udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, fik jeg lov til at låne Anna-Margrethe Jonssons og Gitte Nødskovs private mapper og scrapbøger om arbejdet med Dronningens Rømødragt for at få alt på plads om dragten i udstillingen, inden den kom til museet. Det var en stor hjælp at få så detaljeret viden om tilblivelsen. Gitte Nødskov kom på besøg med sine ting, 22. november 2017, og vi satte os i den hyggelige, julepyntede erindringslejlighed, som Gitte gerne ville se.

Sammen med Gitte Nødskov i erindringslejligheden indrettet som i 1958. Vi nærstuderer de væveprøver, som Dronningen valgte imellem til trøje og forklæde. Foto: Bo Nødskov.

Dronningen fik først tilsendt et forslag om en nordsjællandsk kvindedragt; men Dronningen ønskede sig en Rømødragt fordi: ”Jeg vidste, at jeg ville komme til at bruge den i Norge – der bruger de folkedragter til festlige lejligheder, og tit er jeg med til private fester, hvor den bæres. Derfor ville jeg gerne ha’ en, som jeg syntes var lidt flot. Det er den ene side. For det andet er den fra Sønderjylland – det betyder også noget! Og for det tredje gav min mor mig faktisk en Rømø-dragt, da jeg var omkring de 12-13 år. (Dronningen hvisker: ’Jeg ved faktisk ikke, hvor den er blevet af – den ligger nok et eller andet sted.’”

Ved Anna-Margrethe Jonssons, Inger Hald Nielsens og Gitte Nødskovs allerførste besøg på Amalienborg 24. juli 1995 fik Dronningen overdraget et eksemplar af udvalgets dragtmappe om kvindedragter fra Rømø og en række fotos, som kunne vise de detaljerede valgmuligheder. Dronningen valgte model, stoffer, farver og sko.  Et tredje medlem af Dragtudvalget, Inger-Marie Holm, udarbejdede på grundlag af Dronningens mål de rette snitmønstre til dragtens enkelte dele.

Inger-Marie Holm tegner mønstret til pi’ens overdel. En pi er et ærmeløst liv med et skørt syet på, så faconen ligner det, vi forstår ved en spencer i dag. Dronningen valgte en rød pi med grønne kantebånd og sølvknapper til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson, som står med mappen, syede Dronningens pi, og guldsmed Helle Vienberg fremstillede sølvknapperne. Foto: Jørn Nødskov.

Anna-Margrethe Jonsson syer Dronningens pi. Foto: Jørn Nødskov.

Dronningens dragt skulle være så komplet som muligt, så Majestæten fik også undertøj til sin dragt. Anna-Margrethe Jonsson syede en helskåren særk af hørlærred med en broderet navnemærkning, MFD, for Margrethe Frederiks Datter. Inger Hald Nielsen syede et uldent underskørt med en skoningskant af blomstret bomuld.

Undertøj i form af en hørlærredssærk med navnemærkning MFD og et underskørt af uld med skoningskant af blomstret bomuld. Oven på undertøjet lagde vi Dronningens ekstra sæt af halvsilketørklæder til hovedbeklædning og halsåbning og også den såkaldte løslomme. Det er en mellemting mellem en taske og en lomme fra den tid, hvor kvindetøj ikke havde lommer, og hvor det ikke var almindeligt at bruge tasker. Løslommer bliver bundet rundt om livet under forklædet.

Dronningen valgte den markante hovedbeklædning med tørklæde. Både hovedtørklædet og skuldertørklædet til dragten er kopier af originale tørklæder, som der findes bevaret i stort tal. De er i to forskellige tern i halvsilke og håndvævede i Bangladesh.

Sko med sølvspænder, Gitte Nødskov vævede strømpebåndene af uldgarn i to farver med et opplukket mønster og Inger Hald strikkede de sorte, uldne strømper.

En Kongelig dragt i brug kan på denne måde ses i Den Gamle By.

Tusind tak til Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskov for at stille scrapbøger og andet materiale om Rømødragtens tilblivelse til rådighed for mig.

Billedet her er taget på Amalienborg på dagen for overdragelsen af den færdige dragt til Dronningen, 10. juni 1996. Inger Hald Nielsen og Anna-Margrethe Jonsson står ved Majestætens højre side og Karin Ekstrøm og Gitte Nødskov på den venstre. Foto: Jørn Nødskov

Jeg har skrevet mere udførligt om Dronningens Rømødragt i e-tidsskriftet, Dragtjournalen, Årgang 12, nr. 16, 2018, side 132-138. Det bliver publiceret her: http://www.dragt.dk/dragtjournalen

Kilder:

Henrik M. Jansen (red.): Dronningen og Øfolkets Dragter. Skrifter for Svendborg & Omegns Museum, bind 40, 1998.

Katia Johansen: Dronningens Kjoler. Gyldendal 2012.

Anna-Margrethe Jonsson og Gitte Nødskovs private scrapbøger og arbejdsmapper.

 

Benyt chancen til at se unikke værker af Hendes Majestæt Dronningen

Frem til slutningen af august kan man i Den Gamle Bys udstilling, Fra Dronningens Garderobe, se 13 unikke kartonhatte, som Dronningen har udført til fem forskellige balletforestillinger på Fru. H.s Danseinstitut i Næstved. Hattene skal videre til en anden udstilling. Derfor bliver de taget ud af rummet med overskriften, Den Kreative Dronning. Det rum har fokus på Dronningens skabende arbejder og lyst til udklædning. Resten af den store udstilling kan ses frem til 9. september. Fru H.s Danseinstitut blev skabt af Susanne Heering og samarbejdet med Dronningen varede helt frem til balletskolen lukkede i 2012.

 

Frøen, morgenfruen og fluesvampen er fra Dronningens debut som scenograf til forestillingen Blomsternes Midsommerfest på Fru H.s Danseinstitut i Næstved i 1985. Der er også et yndigt jordbær fra forestillingen med i udstillingen i Den Gamle By.

Dronningen oversatte og bearbejdede i 1985 den svenske forfatter Elsa Beskows charmerende børnebog Blomsternes Midsommerfest til en ballet. I handlingen falder en lille pige i søvn Skt. Hans aften, og midsommerfeen giver hende lov til at opleve blomsternes midsommerfest. Der er indlagt et drama, hvor ukrudtet ønsker at være med til festen. Susanne Heering skabte koreografien til en ballet, hvor der både medvirkede voksne og børn. Dronningen har fortalt, at arbejdet med forestillingen gav gode barndomsminder. Dronning Ingrid, Dronningens svenskfødte mor læste bogen op, og Dronningen glæder sig stadig over, hvor yndige originaltegningerne i bogen er. Ved midsommer i 1947 på slottet Sofiero ved Helsingborg, tog Dronning Ingrid initiativ til, at den daværende Prinsesse Margrethe (født i 1940) opførte historien som en forestilling sammen med sine søstre, nogle af de svenske kusiner og veninder. Børnene forestillede de forskellige blomster med crepepapirshatte på hovederne. De voksne havde kreeret hattene til lejligheden. Ved forestillingen på Fru H.s Danseinstitut forærede Dronningen nogle af sine gamle, fine kjoler til at bruge som kostumer for de voksne elever, så de kunne spille rollerne som Rosendronningen og frøknerne Pæon. Kjolerne blev senere brugt i mange andre forestillinger, fordi man nemt kunne forandre dem med andet tilbehør eller draperinger med nyt stof. Mange steder i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, kan man se, hvordan Dronningen aktivt medskaber sin egen garderobe både til gallafest og hverdag.

 

Puddelhatten blev skabt til Dronningens gendigtning af Emilie Walboms Tivoli-ballet, Drømmebilleder, til en balletudgave til Fru H.s Danseinstitut.

I 2010 skrev Dronningen en historie på grundlag af Emilie Walboms ballet, Drømmebilleder, der havde musik af H.C. Lumbye. Balletten havde været opført 284 gange i perioden fra premieren i 1915 til 1968 og ville derfor være kendt af mange. Dronningen skrev en historie om børnene Hans Christian og Amélie, der var kommet for sent til en tur fra Næstved Station til Tivoli i København sammen med de andre balletbørn fra Fru H.s Danseinstitut og deres mødre. Hans Christian og Amélie ser toget, som i forestillingen var en lang slange af børn – de forreste klædt ud som lokomotiv. De sætter sig på bænken på stationen, falder i søvn og forestillingen om et besøg i Tivoli går i gang.  En Tivolidrøm blev opført første gang i Pakhus 11 i København. Året efter blev en længere udgave af balletten opført til 30-års-jubilæet for danseinstituttet.

Kartonhattene er meget detaljerede og fantasifulde, så jeg er meget taknemmelig for, at Den Gamle By fik Dronningens tilladelse til at udstille dem.

 

Kilde: Henrik Lyding: Dronningens Teater. Gyldendal.

 

Kongelige kastesting

Frem til 9. september 2018 kan man se udstillingen, Fra Dronningens Garderobe, i Møntmestergården og i udstillingsbygningen, Gallerierne.

Der har været mange spændende oplevelser i forbindelse med arbejdet, som for mit vedkommende startede i sommeren 2015. I de første år var det en dyb hemmelighed, hvad jeg arbejdede med, så jeg holdt tand for tunge! Visse personer fik dog indsigt i arbejdet, fordi jeg sammen med dem kunne gøre udstillingen endnu bedre. Én af dem er designeren Uffe Frank, som var så venlig at komme på besøg i november 2017 og fortælle om tilblivelsen af én af Hendes Majestæt Dronningens gallakjoler. For nylig var Uffe Frank på besøg igen og fik naturligvis en omvisning i udstillingen.

Sammen med Uffe Frank foran det flotte banner for udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Udstillingen kan ses frem til 9. september 2018. Foto: Asger Christiansen.

Mange læsere vil allerede kende Uffe Franks arbejde, idet han designede Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessens brudekjole i 2004. Her vil jeg fortælle om tilblivelsen af den gallakjole, som Uffe Frank designede til Dronningen i anledning af 60 års dagen i 2000. I november 2017 så vi på billeder af kjolen i Katia Johansens bog: Dronningens Kjoler fra 2012. Uffe fortalte nemlig, at han aldrig havde set den færdige kjole i virkeligheden. Det er der rettet op på nu ved hans besøg i Den Gamle By i midten af juni 2018.

 

Billeder af gallakjolen designet af Uffe Frank studeres nøje. Foto: Asger Christiansen.

Først vil jeg lige fortælle, hvordan Uffe Franks arbejde knytter sig ind i kæden af danske designere, der har skabt skrædderkunst for Kongehuset. I 34 år var Jørgen Bender Dronningens foretrukne designer. Bender var udlært hos Holger Blom, som forsynede Kongehuset med mange slags beklædning fra 1958 og frem til sin alt for tidlige død i 1965. Jørgen Bender og Verner Enquist førte modesalonen videre fra 1965. Ved vort møde i november kunne Uffe Frank fortælle, at også han er en af de danske designerne med tråde direkte tilbage til den danske skræddertradition med Holger Blom. Efter sin uddannelse på Dansk Konfektions- og Trikotageskole i Herning var Uffe Frank i praktik hos Jørgen Bender i et halvt år. Hos Bender lærte Uffe Frank at håndkaste sømmerummene i de store kjoler. Kastesting ligger på skrå over trevlekanten og i modsætning til for eksempel zig-zag-sting på symaskine lader kastesting sømmerummene forblive bløde, fleksible og flade, uden at kanten trevler op.

Da Jørgen Bender døde i 1999 skulle Dronningen finde nye veje til design og syning af de store kjoler, og Uffe Frank blev kontaktet af Hoffet angående en kjole. Dronningen havde selv købt stoffet, et stykke midnatsblåt, maskinbroderet tyl, i udlandet. Kjolens mørke farve var nøje udvalgt af Dronningen, fordi den skulle bruges i riddersalen på Christiansborg Slot, når 17 meget farvestrålende gobeliner efter tegning af kunstneren Bjørn Nørgaard skulle afsløres. Uffe Frank kom til et møde på Amalienborg sammen med Verner Enquist, der skulle sy kjolen. Verner Enquist fortsatte med at sy og brodere for Dronningen på det tidspunkt.

Kjolen designet af Uffe Frank i udstillingen, Fra Dronningens Garderobe. Foto: Frank Pedersen.

Fra sin tid hos den italienske modeskaber Armani havde Uffe Frank lært at anvende indbundne æsker til designforslagene, så hos sin foretrukne bogbinder i Firenze fik han fremstillet en fin æske til Dronningen og fremsendte 15-20 farvelagte designforslag på A-3. Dronningen valgte et design, hvor kjolen havde en forklæde-effekt foran og mange lag af tætplisseret tyl, der blev samlet bag på i en struttende buket. Gobelinerne var en gave til Regenten fra dansk erhvervsliv og en lang række fonde til 50 års fødselsdagen i 1990. I 2000 var de klar til at bliver præsenteret for første gang. Det havde taget 30 vævere ti år på fuld tid at væve dem på Manufacture des Gobelins og Manufacture de Beauvais i Frankrig. Ved den officielle indvielse af gobelinerne overdrog Dronningen ejendomsretten til gobelinerne til den danske stat med ønsket om, at de skulle tilhøre den danske nation.

Emilies konfirmationskjole fra 1847

I maj blev jeg ringet op af journalist Rasmus Bo Sørensen på dagbladet Information. Han ville gerne tale med mig om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem. Samtalen fik mig til at tænkte på den tid, hvor det ikke var indlysende for unge piger at blive konfirmeret i hvidt. I Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamlinger har vi en hvid konfirmationskjole fra 1847. Konfirmanden Emilie Michelsen blev konfirmeret i Aarhus Domkirke, og hendes kjole vakte stor opsigt i Aarhus det år, fordi på dengang var det mest almindeligt at bære en sort konfirmationskjole.

Sådan så Emilie ud cirka på tidspunktet for sin konfirmation.

Emilie var født i Mindegade i Aarhus i 1832 og var ud af en sømandsslægt. Hendes far og onkler var søfolk og sejlede både til Indien og Kina, Brasilien og Californien og var med til at bringe spændende varer hjem til Danmark. I Den Gamle Bys samlinger har vi et sjal med trend af gulrød silke og islæt af højrød kashmiruld med mønsterelementer i blåt, hvidt og rødt bomuld. Vi mener, det stammer fra Indien, og vi ved, det var Emilies mors brudesjal, da hun blev gift med sin skibskaptajn.

 Emilie var en munter og glad pige, selv om hun havde været igennem nogle barske oplevelser. Hendes far gik ned med sit skib og hele besætningen i en storm ud for Hollands kyst i 1842, og senere samme år døde hendes mor fra Emilie og hendes fire brødre. Emilie blev adopteret af et barnløst købmandspar, Henrik Jørgen Giern og hustru Ernestine f. Schmidt, der boede i Mejlgade. Så hun boede altså hos dem, da hun blev konfirmeret i 1847. Købmænd hørte til købstædernes overklasse, og købmand Giern havde råd til en supermoderne konfirmationskjole til Emilie.

Emilies konfirmationskjole er en typisk nyrokoko-kjole. I 1800-tallets skiftende moder citerede man i de historiske stilarter, og i midten af 1800tallet var rokokoen fra 1700tallet i modens fokus. Foto: Poul Ib Henriksen.

Emilies kjole er delt i skørt og kjoleliv, som det hedder. Stoffet er tyndt, hvidt mol i kjolelivet og i skørtet hvidt piqué med tværborter som dekoration. Den store krave hedder en Bertha eller en Berthe. En Bertha er en stor, nedfaldende krave eller flæsebesætning langs halsudskæringen på kjoler. Den kravetype var især moderne mellem 1830 og 1865. Kraven faldt blødt ud over skuldrene og fremhæver på den måde den skrå skulderlinje, som var karakteristisk for periodens romantiske kvindemode.

Detalje af Emilies Bertha udført i en Limerick-knipling.

Under krigen 1848-50 boede Emilie på Barritskov, hvor en slægtning til adoptivmoderen var oldfrue. Barritskov ligger i det nuværende Hedensted Kommune. Det er der, de nu dyrker økologiske grønsager. Da Emilie boede der, var Henrik Jørgen greve af Rosenkrantz Scheel ejer af Barritskov.

I parken henligger dele af det gamle Barritskov i dag som en malerisk haveruin. Den nuværende hovedbygning blev opført 1914-16 ved arkitekt Gotfred Tvede.

I 1860 blev Emilie gift med købmand Anton Wistoft. Han havde på det tidspunkt forretning i Studsgade 68. I 1867 flyttede familien ind i naboejendommen i Studsgade 70, i den Raaeske Gård, som Anton Wistoft købte af Enkefru Raae 21. november 1874 for 21.000 Rigsdaler. Bygningen blev langt senere omdannet til Arkitektskolen i Aarhus; men foreløbig boede familien Wistoft her frem til begyndelsen af 1900tallet.

 

Ejendommen ved Studsgades port, hvor Emilie boede med sin Anton.

Emilie med sin førstefødte, Carl. Emilie og Anton fik otte børn.

Købmandsforretningen afhændet i 1905 til købmand M. Vestergaard. Anton Wistoft beholdt gården. Anton døde i 1908 og Emilie i 1909

De fem tilbageblevne Wistoft-søskende administrerede ejendommen frem til 1916, hvor den blev solgt til fabrikant M. Seest. Her etablerede han Aarhus Galvaniseringsanstalt, som blev drevet til hans død i 1947. Fra Wistoft familien modtog Den Gamle By mellem 1910’erne og 1940’erne mere end 300 gaver blandt andet Emilies konfirmationskjole og de indrammede fotos af Emilie.

Anton og Emilie på deres ældre dage.

Link til interviewet i Information om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem: https://www.information.dk/kultur/2017/05/konfirmationsbilleder-aldrig-bare-konfirmationsbilleder-ogsaa-tidsbilleder

 

 

Lidt om Møntmestergården

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

Erindringens intime liv

Fra 2007 og frem til marts 2012 var en af mine store arbejdsopgaver at samle ind til indretningen af 1950’er erindringslejligheden i Den Gamle By og være projektleder på alle aspekter af indretningen. Arbejdet rummede mange fantastiske oplevelser. Målet med arbejdet er at give mennesker ramt af demenssygdomme en bedre livskvalitet, så lejligheden er fyldt med ting og sager, der skal være med til at inspirere disse menneskers egne erindringer. – De mange, der gav tingene, skulle ikke høre ret meget om projektet, før de med glæde forærede deres ting til det gode formål. Det er vi meget taknemmelige for i Den Gamle By.

 

Da vi slog de første streger på papiret, inden kopien af huset fra Korsør blev bygget, var det en drøm at få både et soveværelse og et toilet til rådighed. På den måde kunne erindringerne om de mere intime detaljer af livet også blive vakt.

 I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I 1950’ernes små lejligheder var det almindeligt, at børn sov i forældrenes soveværelse. De fleste prioriterede at have både en dagligstue og en pæn stue fremfor at indrette et børneværelse. Ginne Hjortshøj forærede dette soveværelsesmøblement fra 1946 til Den Gamle By i 2009. Møblementet var med til at bestemme, at min modelfamilie også blev gift det år. Unge, nygifte par på den tid anskaffede nemlig som regel soveværelsesmøblerne som det allerførste. Modelfamilien er et arbejdsredskab, som jeg bruger, når jeg skal vælge ting i en boligindretning.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

I de to sengeborde indrettede jeg mors side og fars side med de ting, som man kunne få brug for på de steder i 1950’erne.

Det tog tid at samle ind, og vældig glad blev jeg, da Camilla Luise Dahl en dag ringede, fordi hun havde ryddet op i medicinskabet i sine morforældres soveværelse i København. Her var der nemlig to genbrugskondomer. Camilla sagde: ”Vil du have dem? Hvis ikke, giver jeg dem til Museum Erotica i København!” – Naturligvis ville jeg gerne have dem for på den måde at være med til at skabe erindringer om kærlighed og erotik.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.