Om Tove Engelhardt Mathiassen

Museumsinspektør i Den Gamle By

Emilies konfirmationskjole fra 1847

I maj blev jeg ringet op af journalist Rasmus Bo Sørensen på dagbladet Information. Han ville gerne tale med mig om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem. Samtalen fik mig til at tænkte på den tid, hvor det ikke var indlysende for unge piger at blive konfirmeret i hvidt. I Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamlinger har vi en hvid konfirmationskjole fra 1847. Konfirmanden Emilie Michelsen blev konfirmeret i Aarhus Domkirke, og hendes kjole vakte stor opsigt i Aarhus det år, fordi på dengang var det mest almindeligt at bære en sort konfirmationskjole.

Sådan så Emilie ud cirka på tidspunktet for sin konfirmation.

Emilie var født i Mindegade i Aarhus i 1832 og var ud af en sømandsslægt. Hendes far og onkler var søfolk og sejlede både til Indien og Kina, Brasilien og Californien og var med til at bringe spændende varer hjem til Danmark. I Den Gamle Bys samlinger har vi et sjal med trend af gulrød silke og islæt af højrød kashmiruld med mønsterelementer i blåt, hvidt og rødt bomuld. Vi mener, det stammer fra Indien, og vi ved, det var Emilies mors brudesjal, da hun blev gift med sin skibskaptajn.

 Emilie var en munter og glad pige, selv om hun havde været igennem nogle barske oplevelser. Hendes far gik ned med sit skib og hele besætningen i en storm ud for Hollands kyst i 1842, og senere samme år døde hendes mor fra Emilie og hendes fire brødre. Emilie blev adopteret af et barnløst købmandspar, Henrik Jørgen Giern og hustru Ernestine f. Schmidt, der boede i Mejlgade. Så hun boede altså hos dem, da hun blev konfirmeret i 1847. Købmænd hørte til købstædernes overklasse, og købmand Giern havde råd til en supermoderne konfirmationskjole til Emilie.

Emilies konfirmationskjole er en typisk nyrokoko-kjole. I 1800-tallets skiftende moder citerede man i de historiske stilarter, og i midten af 1800tallet var rokokoen fra 1700tallet i modens fokus. Foto: Poul Ib Henriksen.

Emilies kjole er delt i skørt og kjoleliv, som det hedder. Stoffet er tyndt, hvidt mol i kjolelivet og i skørtet hvidt piqué med tværborter som dekoration. Den store krave hedder en Bertha eller en Berthe. En Bertha er en stor, nedfaldende krave eller flæsebesætning langs halsudskæringen på kjoler. Den kravetype var især moderne mellem 1830 og 1865. Kraven faldt blødt ud over skuldrene og fremhæver på den måde den skrå skulderlinje, som var karakteristisk for periodens romantiske kvindemode.

Detalje af Emilies Bertha udført i en Limerick-knipling.

Under krigen 1848-50 boede Emilie på Barritskov, hvor en slægtning til adoptivmoderen var oldfrue. Barritskov ligger i det nuværende Hedensted Kommune. Det er der, de nu dyrker økologiske grønsager. Da Emilie boede der, var Henrik Jørgen greve af Rosenkrantz Scheel ejer af Barritskov.

I parken henligger dele af det gamle Barritskov i dag som en malerisk haveruin. Den nuværende hovedbygning blev opført 1914-16 ved arkitekt Gotfred Tvede.

I 1860 blev Emilie gift med købmand Anton Wistoft. Han havde på det tidspunkt forretning i Studsgade 68. I 1867 flyttede familien ind i naboejendommen i Studsgade 70, i den Raaeske Gård, som Anton Wistoft købte af Enkefru Raae 21. november 1874 for 21.000 Rigsdaler. Bygningen blev langt senere omdannet til Arkitektskolen i Aarhus; men foreløbig boede familien Wistoft her frem til begyndelsen af 1900tallet.

 

Ejendommen ved Studsgades port, hvor Emilie boede med sin Anton.

Emilie med sin førstefødte, Carl. Emilie og Anton fik otte børn.

Købmandsforretningen afhændet i 1905 til købmand M. Vestergaard. Anton Wistoft beholdt gården. Anton døde i 1908 og Emilie i 1909

De fem tilbageblevne Wistoft-søskende administrerede ejendommen frem til 1916, hvor den blev solgt til fabrikant M. Seest. Her etablerede han Aarhus Galvaniseringsanstalt, som blev drevet til hans død i 1947. Fra Wistoft familien modtog Den Gamle By mellem 1910’erne og 1940’erne mere end 300 gaver blandt andet Emilies konfirmationskjole og de indrammede fotos af Emilie.

Anton og Emilie på deres ældre dage.

Link til interviewet i Information om konfirmationstøj fra 1960’erne og frem: https://www.information.dk/kultur/2017/05/konfirmationsbilleder-aldrig-bare-konfirmationsbilleder-ogsaa-tidsbilleder

 

 

Lidt om Møntmestergården

I disse dage planlægger jeg og ser i den forbindelse på gamle notater fra mit arbejde med 1768-boligen i Møntmestergården – den pragtfulde gård fra Borgergade i København. Jeg arbejdede med det spændende projekt fra 2002 til 2009. Det var meget berigende at dykke ned i mange aspekter af en højborgerlig boligindretning i 1700-tallet og dejligt nu at gense sine overvejelser.

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

Bygningschef Niels Meyer og undertegnede i fint selskab på åbningsdagen i 2009

På Den Gamle Bys hjemmeside kan man læse om mange elementer i det store arbejde:

http://www.dengamleby.dk/highlights/top-10/moentmestergaarden/

Men her vil jeg fortælle lidt om, hvordan Den Gamle Bys rige samling af dåbstøj kunne hjælpe os i arbejdet med at rekonstruere væggenes udsmykning. Dåbstøj blev i 1700tallet kaldt kristentøj. Det har jeg skrevet om andre steder og vil ikke gå i dybden med her.

Den italienske trappe i Møntmestergården

Den italienske trappe i Møntmestergården

I tankerne skal vi gå op ad den såkaldte italienske trappe med de flotte marmoreringer i blåt og hvidt. Den karakteristiske blå farve var i midten af 1700-tallet ny og moderne. Trappen blev kaldt italiensk, fordi den var indendørs, – og ikke som tidligere trappetyper udvendige med adgang til svalegange, der så forbandt de enkelte rum på etagen. Om vinteren har det være koldt og upraktisk at skulle udendørs på svalen for at komme fra rum til rum. Fra Møntmestergårdens barokke trappe er der fire døre ind til lejligheden. Hvis vi går ind ad nummer to fra venstre kommer vi ind i Fruens Kabinet, som er den ene af de tre sale på rad ud mod Torvet i Den Gamle By. I 1700-tallet sværmede folk med ambitioner for det franske, så dengang ville man have sagt, at salene lå en suite eller en filade. Fidusen var, at man gennem dørene kunne se gennem salene, når de lå på række på den måde. Det var fint, moderne og statusgivende.

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

Møntmestergårdens rum, som de ligger ud mod Torvet i den højborgerlige bolig på første sal

For nylig fik jeg foræret en omvisning i den franske ambassade i København. Den ligger i det Thottske Palæ ved Kongens Nytorv og rummer på et adeligt niveau fine rokokorum en filade.

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

Det Thottske Palæ. Foto Rikke Bertelsen

I Den Gamle By skulle vi ramme et højborgerligt miljø, som anvendte andre materialer end det adelige; men med de samme stilmæssige ambitioner. Da Møntmestergården blev nedtaget i 1944, noterede projektlederen, arkitekt Hans Henrik Engqvist, at væggene i den sal, vi nu kalder Fruens Kabinet, var malede i mønstre, der efterlignede silkedamask. Vi brugte så vidt muligt husets egne spor i rekonstruktionen, og her var en chance for et fint samspil mellem museets store samling af kristentøj og malerafdelingens arbejde. Jeg valgte nogle kristentøj syet af damask. Det er en væveteknik, som blev opfundet i renæssancen, og den specielt velegnet til blanke materialer. Kort fortalt støder partier, hvor vævningens længdegående tråde, trenden, er dominerende op mod partier, hvor de tværgående tråde, islætten dominerer. Mønstret fremstår blankt mod mat i lysets spil i materialet. Det valgte kristentøj har et for af gyldent silkedamask med et snoet mønster af blad- og blomsterformer.

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Kristentøj fra Den Gamle Bys samling

Den Gamle Bys dygtige malere tegnede forsigtigt mønstret op og skar skabeloner ud, så mønstret kunne blive malet i to grønne nuancer på de lærreder, der var blevet opspændt på vægfladerne over panelerne.

Tilpasset2

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Anne Mette arbejder med skabelonmaleriet i Fruens Kabinet

Jeg har skrevet om kristentøj som et møde hen over geografiske og sociale grænser i Danmark her:

http://www.oxbowbooks.com/oxbow/fashionable-encounters.html

 

 

 

Erindringens intime liv

Fra 2007 og frem til marts 2012 var en af mine store arbejdsopgaver at samle ind til indretningen af 1950’er erindringslejligheden i Den Gamle By og være projektleder på alle aspekter af indretningen. Arbejdet rummede mange fantastiske oplevelser. Målet med arbejdet er at give mennesker ramt af demenssygdomme en bedre livskvalitet, så lejligheden er fyldt med ting og sager, der skal være med til at inspirere disse menneskers egne erindringer. – De mange, der gav tingene, skulle ikke høre ret meget om projektet, før de med glæde forærede deres ting til det gode formål. Det er vi meget taknemmelige for i Den Gamle By.

 

Da vi slog de første streger på papiret, inden kopien af huset fra Korsør blev bygget, var det en drøm at få både et soveværelse og et toilet til rådighed. På den måde kunne erindringerne om de mere intime detaljer af livet også blive vakt.

 I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I mine omvisninger i erindringslejlighedens soveværelse har jeg hørt mange opfattelser af, hvad der er fars eller mors ”rigtige” side i sengen. Her er mors side af sengen den venstre, fordi den er nærmest barnesengen.

I 1950’ernes små lejligheder var det almindeligt, at børn sov i forældrenes soveværelse. De fleste prioriterede at have både en dagligstue og en pæn stue fremfor at indrette et børneværelse. Ginne Hjortshøj forærede dette soveværelsesmøblement fra 1946 til Den Gamle By i 2009. Møblementet var med til at bestemme, at min modelfamilie også blev gift det år. Unge, nygifte par på den tid anskaffede nemlig som regel soveværelsesmøblerne som det allerførste. Modelfamilien er et arbejdsredskab, som jeg bruger, når jeg skal vælge ting i en boligindretning.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

Barnet i erindringslejligheden har sin seng i et hjørne af forældrenes soveværelse og en hylde til sine legesager.

I de to sengeborde indrettede jeg mors side og fars side med de ting, som man kunne få brug for på de steder i 1950’erne.

Det tog tid at samle ind, og vældig glad blev jeg, da Camilla Luise Dahl en dag ringede, fordi hun havde ryddet op i medicinskabet i sine morforældres soveværelse i København. Her var der nemlig to genbrugskondomer. Camilla sagde: ”Vil du have dem? Hvis ikke, giver jeg dem til Museum Erotica i København!” – Naturligvis ville jeg gerne have dem for på den måde at være med til at skabe erindringer om kærlighed og erotik.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Fars skuffe i natbordet i erindringslejligheden.

Et hønsestrikket bryllup

I februar 2014 publicerede jeg en blogpost om indsamlingen af billeder til udstillingen ’hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne.’ Indsamlingen af billeder er for længst slut, for udstillingen er åbnet og kan ses frem til 6. januar 2016 i Gallerierne bag Møntmestergården.

Jeg vil her fortælle om et sjovt resultat, som blogposten fik.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

Forsiden af Hønsestrik 2 er Susanne Bergmanns og Gunnar Steins bryllupsbillede fra 1974.

I forbindelse med blogposten genfortalte jeg en historie fra Kirsten Hofstätter, som jeg interviewede i 2004. Hun ses på forsiden af Hønsestrik 2 som nummer fire fra venstre. Hun var en af stifterne af forlaget Hønsetryk i 1973.

I 2004 talte jeg med hende, fordi jeg skrev en artikel i Den Gamle Bys årbog om indsamling af bryllupstøj. I den forbindelse bad jeg om lov til at bruge det gode bryllupsbillede af Susanne Bergmann og Gunnar Stein fra 1974. Dengang fortalte hun en romantisk historie om, hvordan Gunnar strikkede Susannes nederdel som en del af sit frieri.

Gunnar reagerede på min blogpost og fortalte, at den historie havde han også hørt Kirsten Hofstätter fortælle på TV; men at det ikke var foregået sådan. Han havde ganske vist strikket nederdelen; men ikke som en del af frieriet.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein og undertegnede med Hønsestrik 2.

Gunnar Stein kom på besøg og så hønsestrik og hot pants-udstillingen og fortalte mange ting om tiden på forlaget Hønsetryk, hvor han arbejdede i en periode i 1970’erne. Han hjalp på forlaget med fakturering og udsendelse af bøger til bogcaféer over hele landet. Danske Boghandleres Kommissionsanstalt var nemlig ikke interesserede i at distribuere bøgerne, så det lille forlag tog andre kanaler i brug. Desuden rentegnede han også nogle af de strikkemønstre, som var bag i bøgerne. I Hønsestrik 1 havde Kirsten Hofstätter tegnet en lille udgave af kvindekampens symbol – den knyttede næve i kvindetegnet. Gunnar Stein rentegnede og forstørrede det i Hønsestrik 2.

Læs også om Helles hønsestrikkede nederdel i udstillingen på side 50 i e-tidsskriftet Dragtjournalen:

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/dragtjournalen12WEB.pdf

 

 

Den Gamle By indsamler billeder af tøjbutikker, tøjproduktion og tøjimport fra 1970’erne

Foto fra søstrene Inge Lise og Annie Toubros systue i 1974. Her blev produceret masser af ventetøj, som blev solgt i søstrenes forretninger. Syersken bærer stribet rullekravebluse og cowboybukser, som i 1970’erne blev brugt allevegne og til alle lejligheder. 1970’ernes unge er mange gange blevet kaldt ’den blå generation’ og det henviste til cowboybukserne og ikke til politisk overbevisning for de fleste. Toubro Scrapbøger.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og kolleger i tøjbutikker, systuer, væverier og designstudier i 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj og billeder af tøj fra årtiet.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

I 1968 startede søstrene Inge Lise og Annie Toubro systue på Silkeborgvej i Aarhus. De var uddannet i den anerkendte forretning Ømark, der lå på Banegårdsplads i Aarhus. Allerede efter et år specialiserede de sig i ventetøj og arbejdede med det i de næste 30 år. I ti år arbejdede søstrene Toubro sammen med designeren Birte Deehnfelt.

Fra søstrene Toubros fabrik i Viby J. 1975. Toubro Ventetøj havde filialer i Aarhus, Aalborg og Silkeborg og egen fabrik i Viby J. Frisuren med halvlangt hår og hårspidserne omhyggeligt vendt ind med fønbørsten var en modefrisure i 1970’erne. Tætsiddende, langærmet t-shirt med rullekrave og fløjlsbukser med vide ben var ganske almindelig påklædning for unge. Toubro Scrapbøger.

1970’ernes tøjbutikker var meget forskelligartede. Butikker med indisk importtøj, håndsyede sandaler og tøj fra de militære overskudslagre lå tit i mindre gader i de større byer. Mange rejste til København for at købe ind i butikken Janus. På de store forretningsstrøg i byerne lå de etablerede konfektionsforretninger og stormagasinerne med egen systue.

Billede fra begyndelsen af 1970’erne optaget i Skives største damekonfektionsforretning, A&G, Adelgade 6, Skive. Der er masser af spotlys ophængt i loftet, så kunderne rigtigt kan se tøjet. Tøjstativerne har feminine dameansigter på de højtsiddende, rundede plader. Vi er helt tydeligt i en dameforretning. Ekspeditricen bærer spencer, der når lige over knæet. Spenceren har fine detaljer med lommer og gålæg. Under spenceren bærer hun mønstret skjortebluse, nylonstrømper og pumps. Hendes stil er lidt damet og alligevel moderne, når man ser de internationale modeblade fra før 1972. Foto fra Skive Lokalarkiv.

Var du til Levis eller Wrangler?

Brugte du partisantørklæde?

Hvor købte du dine gabardinebukser, dine slimline skjorter, dit fodtøj?

Handlede du i specialbutikker eller stormagasiner?

Hvor købte du dine lakstøvler og hot pants?

Hvor købte du indiske busseronner?

Gik du i bondeskjorter og cowboybukser?

Brugte du træsko eller cowboystøvler?

Brugte du sikkerhedsnåle i ørerne eller på tøjet?

Bar du badges på dit tøj?

Havde du en islændersweater eller en sømandstrøje?

Var sort læder noget for dig?

Handlede du i militærets overskudslager?

Hvor købte du din lodenfrakke, dine ”andefødder”?

Brugte du genbrugstøj?

Købte du dit tøj i udlandet?

Jørgen Angel har fotograferet den folkekære sangerinde Lone Kellermann i lang, løstsiddende, indisk kjole. Indisk tøj, strik fra Peru og tøj fra militærets overskudslager var meget populært i 1970’erne. Man mixede tøjet på mange forskellige måder, så etnisk tøj sammen med for eksempel overalls og arbejdsjakker fra en arbejdstøjsforretning var meget brugt.

Importede du italienske sko?

Købte du modetøj i Frankrig?

Importede du pelse fra Afghanistan?

Handlede du med peruviansk strik?

Importede du tøj fra Indien?

Havde du tøj med fra dit hjemland for eksempel Tyrkiet eller Pakistan?

Jørgen Angel har fotograferet Ken Gudman i afghanerpels, som mange drømte om at eje i 1970’erne; men de færreste havde råd til. Ken Gudman var trommeslager i rockgruppen Culpeper’s Orchard frem til 1972.

Selv om meget af tøjet i 1970’erne blev opfattet som antimode, så var der alligevel fælles træk i påklædningen i de forskellige grupperinger og tøj, der gik på tværs af det hele, som for eksempel cowboybukserne.

Foto fra tøjforretning i Vestergade i Maribo, 1975. Det er tydeligvis sommer for den ene dame har en let sommerkjole på, den ene har kortærmet t-shirt og lange bukser med bælte. Foto fra Maribo Lokalarkiv.

Hvis du ønsker at få dine billeder med i udstillingen Hønsestrik og Hot pants, så scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/butiksnavn/fabrik osv.?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj solgte, producerede, importerede du?
  4. Hvor arbejdede du?
  5. Hvor købte du ind?
  6. Er der en særlig historie bag billedet?
  7. Hvilken slags tøj har du på?

På forhånd tak.

Selvgjort er velgjort – drømmen om det oprindelige & andre 1970’er-drømme

Den Gamle By indsamler billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og også billeder, mens du fremstillede dit eget eller andres tøj i 1970’erne.

På sejltur på Limfjorden med kollektivet Skansen i 1975. Grethe nyder solen og den uundværlige strikkestrømpe. Der blev produceret mængder af strikket beklædning i 1970’erne, for et strikketøj kunne man have med alle vegne. Vibeke Rygård foto.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Gerne også billeder hvor du syr eller væver, spinder eller farver, hækler osv.

Scan dem i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne følgende oplysninger med:

 

  1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/ude i naturen?)
  2. Hvem er på billedet, og hvor gamle er I?
  3. Hvilken slags tøj lavede du?
  4. Hvor arbejdede du med at sy og strikke, spinde, væve og farve dit eget tøj? (På værksted/i klubben/på kursus/hjemme hos dig selv?)
  5. Er der en særlig historie bag billedet?
  6. Hvilken slags tøj har du på?

1970’ernes meget populære form for strik fik navnet hønsestrik, og selve ordet hønsestrik er senere blevet optaget som et nyt ord i det danske sprog. Hønsestrik havde mønsterborter og politiske budskaber om kvindefrigørelse, modstand mod atomkraft og andre aktuelle temaer indstrikket i tøjet.

Bryllupsbillede på forsiden af bogen Hønsestrik 2 i 1974. Kirsten Hoffstätter (med tørklæde), der udgav de populære hønsestrikbøger i 1970’erne, lærte brudgommen Gunnar Stein at strikke. Han blev eksponeret både i den skrevne presse og på TV med gang i strikkepindene. Foto: Pia Funder.

Da Gunnar Stein og Susanne Bergmann blev gift på Helsingør Rådhus 6. april 1974, havde brudgommen strikket brudens nederdel som en del af sit frieri. Susanne Bergmann havde sagt, at hun kun ville gifte sig med ham, hvis han strikkede hende en nederdel i hønsestrik. Gunnar Stein arbejdede på forlaget Hønsetryk, der udgav hønsestrikbøgerne, så inspirationen fra bøgernes redaktør Kirsten Hoffstätters farvestrålende, strikkede nederdel lå lige for.

Solvej og Hanne med garn, de har farvet i kraprod. Billedet er taget i Ingeborg Mule Henningsens have i Ollerup i 1979. Mule holdt kurser i plantefarvning i sit eget hjem og dyrkede også farveplanter som vajd i haven. Garnet blev brugt til at strikke eller væve med.

Det var populært at fremstille sit tøj helt fra grunden i 1970’erne. Så mange købte uld, spandt garn og farvede det med plantefarver. Garnet kunne bruges til at hækle, væve eller strikke sit eget tøj med. Man kunne også købe færdige garner på uldspinderierne for eksempel Hjelholts Uldspinderi, som stadig eksisterer, eller på Søndermølle Uldcentral ved Viborg.

Trøje af hæklede firkanter. Det var nemt at bruge sit restegarn til farvestrålende firkanter i mange farver. Ivan Oehlenshaeg Sørensen på billedet har spillet keyboard i rockgruppen Gnags siden begyndelsen af 1970’erne.

Det var også populært at sy sit eget tøj. På Den Gamle Bys udstilling Festtøj 1909-2009 var dette lilla partysæt fra 1978 med. Materialet er polyester i en tynd strikvare, der kan smyge sig om kroppen. Annette, som har givet dragten til Den Gamle By, syede selv sit sæt, mens hun var universitetsstuderende. Hendes kæreste arbejdede i en bank, og sættet skulle bruges til en firmafest i banken.

Hjemmesyet sæt med top og bukser med vide ben fra 1978. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Punkerne skabte et image med deres tøj, hvor der var mange hjemmelavede detaljer på en helt anden måde end det hjemmestrikkede, hjemmesyede og hjemmefarvede tøj i 1970’erne. Punkerne brugte cowboybukser, der blev revet i stykket og bemalet. Deres læderjakker blev forsynet med mange detaljer af metal som nitter og sikkerhedsnåle. Kropsbemaling var også meget brugt for eksempel af pigepunkbandet Gylles forsanger Marianne, som malede udskæringer på sig selv som et slagtedyr og oven i købet skrev skinke på låret.

John Bæk Simonsen fotograferede Marianne, der var forsanger i det aarhusianske pigepunkband Gylle, der blev dannet i 1979.

Punk repræsenterer helt andre drømme end Grethe med strikkestrømpen. Gylles medlemmer var stærkt sminkede til koncerter, og forsangeren Marianne smed tit tøjet som en del af et sceneshow. Drømmen og målet var at provokere. Jeg vil slutte med at citere Wikipedias artikel om punkrock:

” Punken var i opposition til 1970’ernes prætentiøse mainstream rock ved at spille hurtig og støjende rock, typisk med korte, minimalistiske sange og politiske, anarkistiske tekster. Punken omfavnede en ‘gør det selv’-etik, hvor det var mindre vigtigt at spille teknisk godt, men derimod vigtigere at “komme ud over scenekanten”. Mange bands producerede, indspillede og distribuerede også deres plader selv.”

Så hele konceptet for punkmusik var på en måde at selvgjort er velgjort, selv om det ikke nødvendigvis var idéen, at det skulle lyde godt.

Den Gamle By samler på billeder af dig i dit hjemmelavede tøj og mens du fremstillede det. Send scannede billeder i høj opløsning til foto@dengamleby.dk

og se på toppen af siden, hvilke oplysninger vi gerne vil have med.

Farvede du dine T-shirts med viklebatik?

Rev du huller i dine cowboybukser?

Strikkede du?

Satte du nitter i din læderjakke?

Farvede du dit eget garn?

Brugte du kropsbemaling?

Syede du?

På forhånd tak.

 

 

Musikstil og tøjstil i 1970’erne – indsamling af billeder

Frem til 1. juli 2014 søger Den Gamle By billeder til udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal åbne i midten af september. Det første tema for indsamling af billeder er musikstil og tøjstil, som skal forstås meget bredt. Den Gamle By samler på billeder af alle slags musik- og tøjstil fra 1970’erne til brug i udstillingen og til andre slags publikationer.

Var du til disco eller rock?

Var du til Dansktoppen eller folkemusik?

Tog du til klassisk koncert?

Til musikfestival?

Til krobal eller halbal?

Spillede du selv et instrument?

Var du med i et band?

Var du discjockey?

Var du til punk?

I Den Gamle By ønsker vi os billeder af det hele.

Radioprogrammet Dansktoppen præsenterede frem til 1977 dansksproget, folkelig musik med kendte navne som John Mogensen, Bjørn Tidmand, Birgit Lystager og mange flere.

Privat shapshot af musikanten til et bryllup i Vejle i 1975. Bruden huskede ikke repertoiret. Man kunne forestille sig, at han måske har spillet ’Lille Palle’ Andersens vovede Dansktophit fra 1972, Hængepilen, sidst på aftenen. Jakkens brede revers med lyse kantstikninger og farvesammensætningen lilla med brun og her med beige bukser blev tit set i 1970’erne. Lange bakkenbarter var populære; men den tilbagestrøgne frisure er en modefrisure fra 1950’erne, som har fulgt med op gennem musikantens liv.

Musikeren Egon Aagaard gjorde harmonikaen meget populær i en mere balkanpræget og også rocket udgave 1970’erne. Kendt og elsket er sekvensen, hvor Egon Aagaard er en af musikanterne i Matador-serien ved Agnes og Rødes bryllup.

Det var meget trendy at være musiker i 1970’erne, så mange spillede et eller andet instrument og indgik i forskellige ’bands’ som det blev populært at sige i stedet for orkester. Privat snapshot af guitarspillende ungersvend fra 1974. Tøjstilen er enkel med kulørt, langærmet T-shirt og cowboybukser med vide ben. Glat hår med midterskilning og fuldskæg.

Cowboybukser blev brugt af næsten alle i 1970’erne, og det var moderne at være anti-moderne og gå i det samme tøj som havnearbejdere eller murere, så man på den måde signalerede sit politiske ståsted på venstrefløjen og sin interesse for protestsange og politisk orienteret musik. Til den genre hørte for eksempel Benny Holst og Arne Würglers duo, der i 1970’erne havde Jesper Jensens tekster på repertoiret.

Jørgen Angels billede af rockgruppen Alrune Rod, som havde sin storhedstid i begyndelsen af 1970’erne. Tøjstilen er afslappet med overalls, som signalerer arbejdstøj og solidaritet med arbejderklassen. Skjorter i indisk bomuld var meget brugte ligesom busseronner og langærmede T-shirts, som blev kaldt bedstefarundertrøjer og tit kom i batikbaljen. Buksebenene er vide forneden og cowboybukserne har mønstrede kantebånd og kulørte lapper. Alrune Rod spillede amerikansk inspireret hippiemusik med numre i lange flydende sekvenser som også den amerikanske gruppe Grateful Dead gjorde.

Den Gamle By samler på:

Billeder fra discoteket, musikfestivaler eller koncerter

Billeder af dig med din walkman

Billeder af dig med guitaren, ved trommerne, som discjockey

Billeder af dig, mens du lytter til musik

Jørgen Angel har fotograferet popgruppen Mabel i frisørstolene, hvor de får sat det karakteristiske føntørrede hår, der var meget mere ’stylet’ end det løsthængende, lange hår, som Alrune Rod havde. Frisørslagene skjuler tøjet bortset fra gruppens støvler med høje plateauer og bukserne med vide ben. På scenen bar Mabel blanke, skinnende skjorter med lange flipper, guldveste og plateausko med gulddetaljer. Mabel vandt Melodi Grand Prix i 1978 med nummeret Boom-Boom.

Pop og glitterrock havde sin egen tøjstil, som var helt anderledes end det tøj, som for eksempel Alrune Rod brugte. Syntetisk guld overfor indisk bomuld og træsko overfor høje, mønstrede plateaustøvler.

Jeg vil gerne opfordre jer til at søge derhjemme i gemmerne efter billeder af jer selv, jeres familie og venner i tøj fra 1970’erne til brug i udstillingen Hønsestrik og Hot Pants, som skal vise alle typer af tøj fra årtiet. Hvis du gerne vil bidrage til udstillingen og hjælpe Den Gamle By må du meget gerne scanne billederne i en høj opløsning og send dem til foto@dengamleby.dk

For at billederne kan indgå i udstillingen bedes du også give Den Gamle By brugsret til at kunne bruge billederne.

Send gerne billederne ind med følgende oplysninger:

1. Hvor og hvornår er billedet taget? (By/hjemme/spillested?)

2. Hvem er på billedet og hvor gamle er I?

3. Hvilken slags musik lyttede du til? Spillede du selv på et instrument eller sang du?

4. Hvor hørte I musik henne?

5. Er der en særlig historie bag billedet?

6. Hvilken slags tøj har du på? Og hvor er det købt?

7. Tænkte du selv dengang, at der var en stilmæssig sammenhæng mellem den musik du hørte og den tøjstil du havde?

På forhånd tak.

Dobbelt digitalisering

En del af mit daglige arbejde som museumsinspektør er at svare på spørgsmål. Jeg får tit spørgsmål om betydningen af forskellige tekstil- og dragtord fra slægtsforskere, forfattere og andre museumsfolk, litteraturhistorikere og alle mulige andre interesserede. Digitalisering er i øjeblikket en meget effektiv metode til at dele viden med mange mennesker og ikke kun dem, der spørger direkte. Digitalisering kan også åbne op for inddragelse af manges viden. 

I disse år arbejder vi på et stort digitaliseringsprojekt af historiske dragt- og tekstilord. Projektet hedder textilnet.dk og foregår primært i Den Gamle By i et tæt samarbejde med en arbejdsgruppe af forskere fra hele landet. De fleste af dem er medlemmer af det faglige netværk, dragtpuljen, og nogle af dem arbejder på Center for Tekstilforskning ved Københavns Universitet.

Udgangspunktet for textilnet.dk er seddelkartoteker over ord indsamlet af dragt- og tekstilforskerne Erna Lorenzen og Ellen Andersen. Her ses Erna Lorenzens kartoteksæske, som er fyldt med små kartotekskort med nydelige, håndskrevne termer og definitioner.

Arbejdsgruppen i dragtpuljen har siden 2004 arbejdet frem mod det mål, der nu bliver realiseret på basis af generøs fondsstøtte og en bevilling på 1,1 million fra Kulturstyrelsen. Cand. mag. Birka Ringbøl Bitch er projektansat på textilnet.dk og arbejder med at gennemgå ord og definitioner, der bliver stillet op i det format, som arbejdsgruppen har udarbejdet.

Ordene i textilnet.dk bliver stillet op med deres forskellige variationer. Der kan være mange stavemåder af det samme ord eller betegnelser for det samme tekstil. Desuden noterer vi sprog og formulerer en kort definition. Vi omtaler tid, fordi ord kan ændre betydning over tid, og giver en grundig forklaring samt tilføjer eventuelle meningsbærende citater. For hvert ord er der et afsnit om kilder. Databasen anvender MediaWiki, som er vidt udbredt, og derfor kendt af brugerne, og som – næsten mest væsentligt i denne sammenhæng – bliver opdateret.

Birka undersøger alle ordene på kartotekskortene i en række opslagsværker.

 

Holberg, dagbøger, gamle breve og andre tekster 

Men hvorfor i alverden skal vi digitalisere ord? Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt, hvad Holberg mente, da han skrev følgende i sin epistel nummer 365, som oprindelig udkom i 1750?

”Jeg kand ikke nægte, at de gode Herrer jo derudi have Ret, jeg priser deres Nidkiærhed, og tilstaaer, at jeg længe selv haver ønsket denne Modes Afskaffelse, eftersom, uden at tale om dens Forfængelighed, den vanskaber Fruentimmeret i mine Øjen saaledes, at, om jeg nu skulde faae i Sinde at gifte mig, maatte det blive enten med en Stue-Pige eller en Bonde-Pige, som have en naturlig Dragt, med mindre udi Ægteskabs-Contracten blev indført en Artikel om de harniskede Skiørters Nedleggelse”.

”Harniskes Skiørter” betyder det, at kvinder i midten af 1700-tallet var klædt i en slags rustning? Man ser amazoner med skjold og sværd for sit indre blik. Men nej, det er ikke det, Holbergs ironiske kommentar om den hotteste mode handler om. Den handler om undertøj, om den slags undertøj, der omskaber kroppen, så man slet ikke kan se en kvindes ben. I midten af 1700-tallet var det moderne med brede underskørter afstivet med ovale ringe af for eksempel det fleksible materiale hvalbarde. Skørterne dannede en slags telt om underkroppen, og de fornemme silkestoffer i kjolerne blev løftet og formet af underskørtet. Arbejdet med textilnet.dk bunder i en overbevisning om, at ord er en kulturarv, der skal bevares for eftertiden, sådan de næste generationer også kan more sig over Holbergs humor eller forstå gamle tekster om deres egen familie og alt muligt andet, hvor man støder på historiske dragt- og tekstilord.

 Billeder og ord skal kædes sammen

Billeder øger forståelsen. Textilnet.dk arbejder med en dobbelt digitalisering på den måde, at Bodil Brunsgård i øjeblikket scanner de dias af tekstilprøver, som mag.art. Ingeborg Cock-Clausen i 1980’erne optog i danske arkiver og museer. En del af billederne publicerede Ingeborg Cock-Clausen i bogen ”Tekstilprøver fra danske arkiver og museer 1750-1975”, som udkom på Borgen i 1987; men mange af billederne har aldrig været publiceret før. De rummer en visuel skattekiste, hvor term, stofprøve og datering i de heldigste tilfælde bliver kædet sammen.

Væveprøver af stoffer produceret i Indien i 1718. Her er tekstil, datering og betegnelse på samme billede. Ingeborg Cock-Clausens originale dias tilhører Designmuseum Danmarks Bibliotek og bliver nu scannet som en del af textilnet.dk-projektet.

Bodil Brunsgård scanner Ingeborg Cock-Clausens originale dias fra 1980’erne og bearbejder dem efterfølgende for at få den bedst mulige udgave.

Med textilnet.dk bliver mange, mange ord samlet på et sted til brug for alle interesserede. Allerede nu har vi kontakter med andre forskere i England, Frankrig, Norge og Indien. Arbejdsgruppen for textilnet.dk samarbejder med Dansk Sprognævn og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab

Mere viden 

Erna Lorenzen var museumsinspektør i Den Gamle By fra 1959 til 1979 og blev dr. phil. på afhandlingen ”Folks Tøj i og omkring Aarhus” i 1975. Den kan købes i Butikken i Den Gamle By. Læs mere om Erna Lorenzen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1908/

Ellen Andersen var museumsinspektør på Nationalmuseet og publicerede flere bind i værket ”Danske Dragter, Moden i Danmark”. Læs mere om Ellen Andersen her:

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/336/origin/170/

Tak for støtte til

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond

Kong Frederiks og Dronnings Ingrids Fond

Augustinus Fonden

Farumgaard Fonden

Kulturstyrelsen

 

Link til dragtpuljens hjemmeside:

www.dragt.dk

 Link til Dansk Center for Tekstilforskning:

http://ctr.hum.ku.dk/

 Læs mere om textilnet.dk her:

http://www.dragt.dk/orddatabase

http://ctr.hum.ku.dk/otherprojects/danishcostumegroup/

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/422666%3aDanmark–Hvad-betyder-aal-i-stroemperne

http://www.dragt.dk/assets/PDF-filer/SyddanskUniversitet20nov2008PUB.pdf

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Borgmestergården frem i lyset

 I weekenden 4.-5. maj 2013 er der fokus på Borgmestergården, Den Gamle Bys absolut første hus, der blev starten på museet. Fokus er på bygningen som Aarhus-hus, så jeg har gravet lidt dybere i tingene for at kunne præsentere billeder og oplysninger, som ikke så tit har været fremme fra gemmerne. 

Borgmestergården lå på hjørnet af Immervad og Lille Torv i Aarhus. Her ses den under nedtagningen i 1908.

Museets frivillige hjælper Asger Christiansen scannede allerede i løbet af vinteren en samling fotografiske glasplader, fordi de skulle flyttes til et bedre magasin. Glaspladerne indeholdt mange billeder fra Borgmestergårdens allertidligste udstillinger, og de kan fortælle spændende historier om skiftede moder i museumsudstilling. Billederne kan også fortælle om, hvordan museumsfolkene i starten klarede sig med de forhåndenværende søms princip. Da genstandssamlingerne var ganske små, måtte man klare sig med lån fra private og fra andre museer. 

Tingene står langt fra hinanden i en af de første udstillinger i Borgmestergårdens Louis Seize stue. Læg mærke til portrætmaleriet af Johannes Wiedewelt på væggen. Det har været i Den Gamle By siden 1914.

Museets stifter og første direktør Peter Holm lånte ting fra mange sider. For eksempel fik jeg i 2009 en henvendelse fra min kollega Thomas Lyngby på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Han var i gang med at etablere en udstilling af ting fra før Frederiksborg Slots brand i 1859. Thomas Lyngby spurgte efter et portræt af billedhuggeren Johannes Wiedewelt malt af Hans Hansen, 1821. Med en hurtig søgning fandt jeg ud af, at dette billede havde været deponeret i Den Gamle By lige siden 1914. Museets stifter Peter Holm må altså have lånt det til sin første udstilling i Louis Seize stuen. I fantasien så jeg Peter Holm for mig med maleriet i den genopførte Borgmestergård. 

Peter Holm og sønnen Ralph på Borgmestergårdens trappe.

Der er mange kilder til viden om Borgmestergården. I arkivet for museets tegnestue har museumsassistent Solveig Kristine Kristensen gjort et stort arbejde med at systematisere og digitalisere billeder og tegninger af blandt andet Borgmestergården. I de digitaliserede genstandskort kan man finde oplysninger om ting, der har været brugt i Borgmestergården. Der er erindringer om livet i huset og jeg søgte naturligvis også i hukommelsen. Jeg kom i tanke om foredragsholderen Carl Langballes fantastiske iscenesættelser fra 1930. Dem havde jeg sidst fingre i, da jeg sammen med tidligere overinspektør Birgitte Kjær skrev artiklen Befolkede Rum til Den Gamle Bys årbog 1995. Det er ikke ret mange af disse billeder, der har været vist i en større kreds, siden Langballe rejste Danmark tyndt med sine Danmarks-foredrag i 1930’erne. Deres kvalitet er så god, at de fortjener at komme frem i lyset til temaweekenden. Derfor benyttede vi lejligheden at til digitalisere også disse spændende fotos, så museumsassistent Bodil Brunsgård har haft travlt med dette projekt i de senere uger. 

Carl Langballe iscenesatte og kongelig hoffotograf Peter Elfelt trykkede på udløseren i 1930. Her i rokokosalen i Borgmestergården.

 Læs mere om tema-weekenden her:

http://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/vis-begivenhed/?tx_wildsidecalendarview%5Buid%5D=200&cHash=ec7559da1c60db8ed3cd9a6953ceeac5

 Læs mere om Borgmestergården her: 

http://www.dengamleby.dk/borgmestergaard/

 

 

 

Tekstiler i skrøbelighedens museum

I begyndelsen af marts 2013 fik Den Gamle By en henvendelse fra journalist Camilla Stockmann fra Politiken. Hun ville gerne høre om ting, som museet gemmer, selv om de er for skrøbelige til at udstille. Vi kom straks til at tænke på tekstiler: De er sarte, de kan blive nedbrudt af fugt, lys og af snavs, som giver grobund for alle mulige slags mikroorganismer og for insekter, der har tekstil som livret. De kan også blive ødelagt af en alt for hårdhændet behandling og nogle tekstiler er faktisk fra begyndelsen fremstillet sådan, at de kun har en begrænset levetid.

Et eksempel på det er en festkjole fra 1925 af lys, støvgrøn chiffon. Den var med i dragtudstillingen Festtøj 1909-2009, og vi måtte lægge den på en stol, så den kunne få mere støtte, end hvis den var blevet monteret på en gine. I 1920erne var der en naturstridig og flot mode med selskabskjoler syet af helt tynde og lette stoffer overbroderet med tunge perle- og pailletbroderier. Den type kjoler er en bevaringsmæssig udfordring, fordi det tunge broderi på længere sigt vil rive de tynde stoffer itu.

 

Billedet viser en detalje fra skørtet. Broderiet er professionelt udført i en gentaget rytme af perler, pailletter og similistene i hvidt, rødt, grønt og metal. De broderede former fletter sig ind i hinanden som stiliserede blomster. Foto: Thomas Kaare Lindblad.

Til Politikens artikel valgte jeg at fortælle om en herredragt fra ca. 1770. Den havde vi taget frem fra magasin i efteråret 2011. På det tidspunkt holdt Den Gamle By en workshop for en gruppe internationale forskere, som arbejder med europæisk mode fra 1500 til 1800. Man kan læse om det projekt her: http://www.fashioningtheearlymodern.ac.uk/

 Jeg havde en anden skjult dagsorden for at ønske at se netop den dragt, nemlig at jeg på det tidspunkt arbejdede med udstillingen Sko og Accessories. Mode og luksus i 1700-tallet, som Den Gamle By viste fra marts til og med december 2012. Hvis herredragten havde kunnet tåle det, ville jeg gerne have haft den med i den udstilling. Desværre er den for nedbrudt til at kunne holde til den belastning, og det er helt umuligt at få den til at skinne i sin fordums glans.

 

Billedet viser en detalje fra den ene lommeklap, hvor man stadig kan få et indtryk af, hvor flot dragten har været. Foto: Frank Pedersen.

Det består af kjol (den tids jakke), vest og bukser og er syet af et fantastisk materiale med silke i bunden og indvævede guldlameller og fløjlspletter. Det er en paradedragt, der har kunnet glitre og skinne i guld i tællelysenes skær, og den glans blev understreget af fløjlspletternes delikate farver i grønt og flere nuancer rødt. Formodentlig er stoffet vævet i Lyon, som i 1700-tallet var rigtig langt fremme i skoene med en fornem produktion af luksustekstiler til Europas overklasse. De fine knappers teknik tyder på, at dragten er syet i Paris og indført som færdig dragt til Danmark. En dragt af den fremragende kvalitet har tilhørt en velstående mand, og man ved, at den senere er blevet brugt som teaterdragt af skuespillere. Den brug har slidt yderligere på stof og knapper. 

 

Fotografering af herredragten. Foto: Frank Pedersen.

Camilla Stockmanns indlæg om Skrøbelighedens Museum blev bragt i kulturtillægget i Politiken, lørdag 13. april 2013.

Museumsinspektør Erna Lorenzen, som indsamlede dragten i 1960, skrev om den i museets årbog fra samme år. Artiklen hedder: Teater eller virkelighed.