Om Nynne Raunsgaard Sethia

Farvekonservator i Den Gamle Bys bevaringsafdeling

Aarhus Fortæller åbner snart – smugkig på en utrolig genstand

I månedsvis har det summet af travlhed i kælderen under Den Gamle By. Vi er nemlig ved at opbygge en fortælling om Aarhus bys historie fra vikingetiden til i dag. Og det bliver en udstilling, som væver små fragmenter af Aarhus sammen til et kæmpestort billedtæppe.

Et af fragmenterne er fortællingen om industriens vækst, hvor bl.a. køleskabsproducenten Sabroe bliver fremhævet. I museets samling findes det eftersigende allerførste privat installerede køleskab i Aarhus, så det skal naturligvis med i udstillingen.

Ud fra Sabroes gamle registreringer er netop dette køleskab blevet leveret den 14. maj 1951 til fru Friis på Niels W. Gades vej i det sydlige Aarhus. Dem, der kender vejen, vil vide, at her ikke er sparet på kvadratmeterne, og der skulle så heller ikke spares på udstyret hjemme hos fru Friis.

Over det meste af køleskabet sad malingen løst. Særligt for neden var det skallet helt af.

 

Som det ses på billedet, var køleskabet dog i meget ringe stand, da det blev fundet frem fra magasin. Malingen var krakeleret og ved at skalle af over det meste af køleskabet, og nogen steder var den helt gået tabt.

Det uheldige fænomen skyldtes ikke selve malingen, som var stærk, tyk og i høj kvalitet. Det skyldtes det uheldige valg af krydsfinersplader som skal på køleskabet! Blandt konservatorer er det en kendt sag, at tykt farvelag på træplader kun kan holde i et stabilt klima. Men som skal på et køleskab har det været alt andet end stabilt: Kulden indefra har fået kondens til at sætte sig på indersiden af krydsfineren. Fugten har fået pladen til at udvide sig på indersiden i forhold til ydersiden. Farven blev derfor nærmest skubbet af.

Der er flere lag maling i forskellige nuancer på køleskabet, som dækker over gamle skader i farvelaget. Det fortæller, at allerede mens køleskabet blev brugt, var der problemer med, at malingen faldt af.

Ud over snavs var der mange mørke pletter af skimmelsvamp på forsiden.

Særligt forsiden af køleskabet var også angrebet af mørke skimmelpletter. Sammen med meget snavs gjorde det, at køleskabet fremstod på en meget urealistisk måde. Sådan ville det aldrig have stået med madvarer i et køkken eller bryggers.

Inden køleskabet kunne flyttes fra magasinet ind til Den Gamle By, skulle alt det løse maling først lægges fast. Det blev gjort med en tyndflydende lim og varmepistol på lav temperatur. Derefter blev det flyttet til værkstedet, hvor det løse snavs og skimmelsvamp blev fjernet. Til sidst blev de største bare partier, hvor malingen manglede, retoucheret, så de ikke længere er iøjnefaldende.

Efter konservering ser man stadig misfarveningen i malingen og de flere forskellige malingslag. De bare pletter er dog skjult.

Efter køleskabet blev renset, viste det sig, at malingen på siden af skabet var gulnet i et besynderligt mønster. Det stod ikke lige til at fjerne, med mindre overfladen af malingen skulle lide overlast. Derfor blev det besluttet, at tidens tand gerne måtte kunne aflæses på overfladen.

Snavs og skimmel er væk. Nu ligner det et køleskab.

Efter rensning og retouchering fremstår køleskabet nu som noget, der kan have haft med madvarer at gøre. Læg for øvrigt mærke til det lille Sabroe-skilt for oven, som viser en siddende isbjørn på en hvælvende isflage.

Og glæd dig så til at komme ind og få det helt store billede af Aarhus!

 

Huset Fortæller! For nørder, nysgerrige og legebørn.

Så er der ikke en gang en uge til vi åbner et helt hus fuld af nye udstillinger! Og under ét kalder vi det:

Huset Fortæller

Her har vi givet plads til en masse sjove fortællinger, som vi har brændt inde med i noget tid. Den Gamle By har primært fokus på menneskers historie, hvilket afspejler sig i de mange lejligheder og små erhvervsvirksomheder, vi udstiller. Men vi elsker også at vise historien om de ting, vi omgiver os med – og hvad er mere oplagt end at udstille hvad et hus kan fortælle, når vi nu netop er et frilandsmuseum?!

 

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

Mandag morgen blev Huset Fortællers iøjnefaldende skilt monteret på facaden.

 

Huset Fortæller er guf for både nørder, folk med nysgerrigheden i behold og legebørn.

Du kan f.eks. se, hvad der gemmer sig af skjulte lag i de typiske etage-ejendomme opført i byernes brokvarterer fra slutningen af 1800tallet op til 1930erne.

Og hvis du kan tænke dig at finde ud af, hvordan vi egentlig flytter et hus fra én by til en anden, så kom og kig os over skulderen. Og har du en lille detektiv eller arkæolog i maven, kan du se, om du kan tolke en masse gamle spor på en væg og finde ud af, hvad væggen har gennemlevet på 100 år.

Eller hvad med at komme og få et indblik i, hvad det egentlig er for nogle smådyr, vi deler vores bolig med?! Ja, de små bitte dyr, som vi hverken har anskaffet os eller inviteret, men som selv finder vej…

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene...

Erik Bjerre Fisker fjerner gipsplader, som har dækket væggen med bygningsarkæologiske spor. Nu er det op til vores gæster, om de kan få noget ud af sporene…

Huset Fortæller skiller sig ud fra de andre nye udstillinger på flere måder. For ud over at handle om atypiske emner, så har der også været nogle helt nye faggrupper inde over planlægningen. Hvor det typisk er historikere, som planlægger, hvad udstillinger skal indeholde, har vi denne gang været flere nye faggrupper inde over. Historikerne blev suppleret op af arkitekter, bygningsarkæolog og konservator, og vi har også samarbejdet med Naturhistorisk Museum for at få fagligheden på plads i forhold til småkravlet.

En del af Den Gamle Bys håndværkere har også haft en helt ny rolle at spille. For nu skulle de bygge udstillinger om deres eget arbejde. Både murerne, tømrerne og malerne har været dybt engagerede i at få udstillingerne så perfekte som muligt.

Og så skal det jo også være sjovt at gå på museum! Så vi har denne gang haft en kunstner ansat, til at lave skægge påhit og skøre indslag i udstillingerne.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Murer Bjarne Andersen konstruerer et element, som viser hvordan vi flytter husets facader.

Lyder det, som om jeg selv er vild med Huset Fortæller? Så er det helt rigtigt! For det første har det været fantastisk at kunne formidle mit eget arbejde med at undersøge farver og tapeter i huse. For det andet har jeg fået nogle sjove praktiske opgaver, jeg aldrig har prøvet før…

I torsdags klæbede jeg f.eks. væggelus op bag tapetet. Både de sprøde voksne, deres tomme ham og de sindsygt små nymfer (babyvæggelus). Det var en sjov og udfordrende opgave, som gav mig sved på panden. Jeg brugte en meget fin pincet til opgaven, og måtte både passe på ikke holde så fast, at jeg kvaste de tynde dyr, men heller ikke så løst, at de ville falde på gulvet. Heldigvis var der kun en enkelt eller to, som jeg tabte ned bag tapetet. Resten sidder fint på deres plads, og venter på snart at skulle give vores gæster gåsehud eller kriblefornemmelser…

Rigtig god fornøjelse!

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne.

Skønne gamle ting er fundet frem fra magasinerne til den nye udstilling Huset Fortæller.

Galionsfigurer m/k

Her fortæller vi om galionsfigurernes flytning, som eksempel på hvordan vi emballerer og pakker tunge genstande af bemalet træ.

I en periode har Toldbodens 1. sal været lukket for vores gæster, da der mangler en flugtvej. Genstandene blev flyttet, men nogle krævede en særlig behandling – bl.a. fire galionsfigurer. Den Gamle Bys møbelkonservator Torsten Meinert Johnsen fik opgaven at nedtage, emballere og flytte de fire figurer.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Galionsfigurerne var fastgjort til bindingsværket for at kunne ses i den rigtige vinkel. Her er Torsten i færd med at hugge monteringen i limtræ fri, så figuren kan komme ned.

Hver figur er unik i størrelse og udformning, og derfor skal der laves en kasse, som passer til hver enkelt.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Her er kasserne konstrueret, så de passer til hver figur. Da figurerne er tunge, monterer Torsten håndtag i hver ende af kassen.

Når galionsfigurerne skal flyttes på magasin, er det vigtigt, at de ikke kan rykke rundt i kassen og få skrammer eller stød. Derfor fores hver kasse med små klodser af tilskåret polyethylenskum og træ, så figurerne er helt fixerede.

Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.
Nu kan figuren ikke rykke sig under transport, da der er indsat små klodser på hver side. Dette trick er også velegnet til flytning af sarte genstande hos private.

Hver kasse mærkes med genstandens museumsnummer og et fotografi, og derefter er kasserne klar til at blive lukket…

Farvel og god transport...

Farvel og god transport…

De fire galionsfigurers historie fortager sig for øvrigt i det dunkle, da der er utrolig lidt kendskab bevaret om deres tilværelse, inden de kom til Den Gamle By. Herrefiguren er klædt i tøj fra begyndelsen af 1800talet, og kvindefigurerne er fra midten af 1800tallet. De tre af figurerne er erhvervet i 1930erne fra den jyske vestkyst, og det antydes, at de stammer fra skibsvrag. En lidt uhyggelig tanke der minder os om de bestandige farer, danskerne måtte leve med gennem århundrederne.

Borgmestergårdens velbevarede hemmeligheder – fortsættelse af blogindlæg fra 27. maj

For tiden går jeg rundt med et lille smørret smil på læben. Det føles som om, jeg har knækket en kode eller lagt nogle vigtige brikker i et puslespil, som aldrig før er blevet samlet…

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Borgmestergården ved Torvet i Den Gamle By en dejlig sensommerdag

Den 27. maj skrev jeg et indlæg om de undersøgelser af Borgmestergården, der var i færd med at blive udført. Kort fortalt undersøger kandidatstuderende Mathilde Schødt Veland skriftlige kilder og selve bindingsværket på Borgmestergården, alt imens jeg har udtaget en masse prøver af farvelaget i fire af rummene.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Renæssancestuen med kig ind i Blåkammeret. Disse dekorationer er bl.a. blevet undersøgt.

Vi vil gerne belyse gårdens historie med nye teknikker, som Nationalmuseet ikke anvendte tilbage i 1908, da de undersøgte gårdens historie. F.eks. vil vi gerne have bekræftet, om Borgmestergården virkelig stammer fra 1597, som står udskåret over porten. Vi vil også gerne have afklaret, hvor meget af de originale dekorationer fra 15-, 16- og 1700tallet, der er bevaret inde under de nuværende farver, og slå fast om rekonstruktionerne af dekorationerne holder sig til forlægget.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Over Borgmestergårdens port er bl.a. indskåret, at den blev opført af 1597.

Mens vi afventede svar på dateringerne af træprøverne fra bindingsværket, fik jeg tid til at studere de mange små prøver af farvelagene i mikroskop. Jeg sammenlignede de 34 små bitte prøver i 50 – 500 ganges forstørrelse, for at finde ud af hvor meget af den originale farve, der var tilbage. Desuden var der et lille håb om, at jeg ville kunne finde spændende farverester, som kan være med til at støtte op om Mathildes undersøgelser af bindingsværkets alder og bygningshistorik.

Nu er resultaterne så endelig på plads – både for trædateringerne og farveundersøgelserne.

Lad mig starte med de dendrokronologiske dateringer af bindingsværket:

For at en dendroundersøgelse skal munde ud i en præcis datering for træets fældning er det nødvendigt, at den yderste årring lige under barken er bevaret i det stykke træ, man borer i. I Borgmestergården er det desværre ikke mange prøver, som har bevaret den yderste årring, så mange af dateringerne fortæller, hvornår træet tidligst er blevet fældet. Man siger tidligst, fordi det er umuligt at konkludere, hvor mange årringe, der er fjernet, da man huggede stolperne til. Man kan f.eks. analysere sig frem til, at den yderste årring blev dannet i 1595, men man ved ikke, hvor mange årringe der blev hugget væk.

Hvilke år er stolperne i Borgmestergården så blevet fældet? De dendrokronologiske dateringer viser, at adskillige af stolperne blev fældet omkring år 1596-97, altså netop på samme tid, som inskriptionen over porten fortæller. Men der er også nogle stolper, som er fældet et godt stykke tid inden da. I den længe af Borgmestergården, som vender ud mod Algade og bagerbutikken (oprindeligt Immervad), er der mindst tre stolper, som må være fældet længe inden 1597. Desværre er der ingen præcise dateringer, men en af de ældste stolper – der også er ekstra bred – kan være fældet omkring 1442. Her er det urealistisk at tro, at der skulle være fjernet omkring 150 årringe, da man lavede stolpen, så der er ingen tvivl om, at den er fældet væsentlig inden 1597.

Den kvikke læser tænker måske – kan der være tale om, at man har anvendt nogle gamle stolper til at bygge Borgmestergården med i 1597?

Tjaa, har de ligget ubrugt hen i mange år? Det er vel næppe sandsynligt, at træ ligger lagret i mere end et årti. De fleste stolper ser da også ud til at være fældet umiddelbart op til 1597, hvor gården blev bygget.

Kan nogle af stolperne være genanvendt fra et andet byggeri? Bindingsværk er konstrueret ved af afbinde tømmeret med hinanden, dvs. udhugge hulninger og huller hvor de vandrette og lodrette dele mødes, så de “binder” sammen. Der er ikke tegn på, at de gamle stolper i portvæggen har været anvendt i en anden konstruktion. Derfor tror vi ikke, de er genanvendt.

de to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion ældre.

De to ekstra brede stolper i portvæggen, som står på hver sin side af brandspanden, er begge dateret til at være ældre end 1597. Da der ikke er taget prøver fra de andre elementer, er det muligt, at hele portvæggens bindingsværkskonstruktion er ældre.

Mathilde tog en lang snak med Den Gamle Bys bygningschef Niels Meyer om resultaterne. De kom frem til den konklusion, at Borgmestergården må have inkorporeret dele af en ældre bygning, da den blev bygget i 1597. Ja, faktisk er der noget, som tyder på, at selve portvæggen, som man kan se, når man går ind ad porten overfor bagerbutikken, må stamme fra den ældre bygning. En væg, der meget vel kan være den ældste i hele Den Gamle By.

Det vides, at der på Immervad tilbage i middelalderen lå et helligåndshus, altså en bygning hvor syge og ældre fik pleje. Om det er rester af dette eller en del af et kompleks omkring helligåndshuset, som er bevaret i Borgmestergården, er uvist. Det er heller ikke utænkeligt, at der er tale om en del af et borgerhus, som er opført kort efter reformationen i 1536. Denne historie er dog slet ikke belyst endnu og må stå som gætværk.

Hvad kunne farverne fortælle om bygningens historie?

For det første kunne jeg hurtigt konstatere, at de fine kalkmalerier i renæssancestuen og blåkammeret næsten fuldstændigt forsvandt, da Borgmestergården blev nedtaget og genopført på landsudstillingen i 1909. Kun bitte små rester af kalkdekorationerne findes bevaret nede under rekonstruktionerne. Men til gengæld viser de gamle fotos, malerier og beskrivelser, at kunstmaleren, som udførte dekorationerne, arkitekterne, som stod for genopførelserne og magister Chr. Axel Jensen fra Nationalmuseet gjorde en stor indsats for at lave rekonstruktionerne så tæt på forlægget som muligt. Både på landsudstillingen og i den nuværende placering.

En helt ny opdagelse er, at der nede under det fine kalkmaleri i renæssancestuen, som Chr. Axel Jensen i 1908 formodede var fra gårdens opførelse i 1597, ligger rester af en brun oliefarve. Denne brune farve findes der også rester af under mange hvide kalkfarvelag i de to undersøgte rum i den nederste etage.

Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller som et nistret lysebrunt område. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst ligger de hvide kalklag og det grå polyestermedie, som prøven er indstøbt i.
Forstørrelse af en farveprøve, set skråt nedefra. Nederst ses stolpens træceller. Derover ses den oprindelige mørke brune farve. Øverst er de hvide kalklag og det grå medie, som prøven er indstøbt i.

Det kan tænkes, den brune farve blev påført træet, fordi man ikke brød sig om det helt friske egetræs lyse nuance. Derfor gav man straks en mørkere brun farve til træet, så det kom til at se lidt ældre ud. Det er vel nærmest helt omvendt af, hvad vi gør i dag… hvis vi overtager et hus med gamle brune trælofter eller gulve, vælger mange at lysne træet med en tynd hvidlig maling eller lud. Det kan også tænkes, at hele væggen fik den brune farve, for at det skulle se ud som om, den var dækket af et gammelt træpanel.

Det mest spændende fund var dog en farve, som kun fandtes et enkelt sted i mine 34 prøver. Mathilde havde fra starten undret sig over, hvorfor der inde i det rum, hvor de to længer støder sammen findes nogle fint svungne bjælkeender, som bliver skjult inde bag en tværgående bjælke. For hvorfor dog bruge tid og penge på en udsmykning af bjælkeenderne på Torvelængen, når de blev skjult af Immervadlængens tværgående bjælke  – med mindre de to længer ikke oprindeligt var bygget sammen?

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en bølgelingende profil. Det kan man dog ikke se for den tværgårende røde bjælke.

Den rødmalede bjælkeende, der stikker ud af væggen, er udskåret i en svunget profil. Det kan man dog knap nok se for den tværgående røde bjælke. De grønne klistermærker markerer, hvor jeg har udtaget prøver af farven.

På en af disse bjælkeender udtog jeg en prøve, som viste en original farve, der var virkelig speciel af flere årsager:

For det første var den grå – og det er den eneste grå farve, der var til stede i alle de 34 prøver, jeg har taget.

For det andet var den trængt meget dybt ind i træets celler. Det gjorde den brune oliefarve eller de andre senere farver ikke på samme måde.

For det tredje var det en meget besynderlig grå kulør. Hvor grå bygningsmaling i ældre tider typisk blev fremstillet ved at blande lidt grovkornet sort farve udvundet af forkullet træ i hvid maling, var denne helt anderledes. Der ses ingen sorte pigmentkorn, men selve farvestoffet i malingen er gråt i sig selv, og indeholder utallige bittesmå glimmerkrystaller. Dette fortæller mig, at der måske er brugt en grå jordfarve, hvilket jeg har set beskrevet, men aldrig før fundet på en bygning.

her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

Her ses prøven fra bjælkeenden med den unikke grå farve, der er trængt ned i træets celler. Der er tegnet en tynd streg omkring det område, hvor farven er tydeligst.

 

Set i UV-belysning er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst brunligt i UV-lys.

Set i UV-belysning og ved meget større forstørrelse er det endnu tydeligere, at farven er trængt ned i træet. Det grå lag fremstår lyst gulbrunt i UV-lys, og det ligger som små lommer nede i træets grålige struktur.

Mathilde blev vældig interesseret i min mærkelige grå farve. Hvad nu hvis den samme grå farve fandtes bevaret nede i træets celler ude på ydermuren i gården? Så kunne vi være meget mere sikre på, at de to længer ikke var bygget sammen fra begyndelsen!

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med det indvendige, der tilhører samme væg.

Hvis de skjulte bjælkeender skal have en logisk forklaring, har de to længer ikke oprindeligt været bygget sammen. For at understøtte teorien udtog jeg prøver fra det udvendige bindingsværk og sammenlignede med den førnævnte bjælkeende, der sidder på den samme væg (bare inde).

Mine forhåbninger til farveprøver fra gårdfacaden var ikke høje. Jeg har erfaring for, at vejr og vind slider utrolig hårdt på farvelag, og dette farvelag er altså over 400 år gammelt! Men afprøves skulle det – og mon ikke svalegangen har beskyttet farvelaget nogenlunde mod det værste sol og regn.

Jeg udtog en prøve af farven fra bindingsværket under svalegangen, og efter preparering af prøven tog jeg den ind under mikroskopet. Jeg havde kun lige fået stillet skarp på prøven, da jeg bogstavelig talt tabte kæben. Jeg tog mig selv i at gentage “Det er løgn, det er løgn”, selv om jeg kunne se, at det faktisk var ganske rigtigt: Den selvsamme besynderlige grå farve var også trængt ned i træet celler hér. Nu var ikke tid til at forfatte en email eller skrive rapport. Jeg greb mobilen og jublede mit glade budskab til Mathilde – at hendes iagttagelser om, at gården måske ikke var bygget sammen fra starten kunne bekræftes. At den nuværende indervæg med de skjulte bjælkeender må have siddet som ydervæg oprindeligt. I 1597 så Borgmestergården altså ikke ud, som den gør nu! Hvad Nationalmuseet ikke havde udstyret til at konkludere i 1908, kan vi afklare her i 2014.

Se det var en rigtig historie om bygningsarkæologi og om, hvordan man kan opnå resultater ved at samarbejde på tværs af fag og specialer.

Vil du læse mere om undersøgelserne af Borgmestergården, vil der komme en artikel i Den Gamle Bys årbog sidst på året. Vil du vide mere om, hvordan jeg helt konkret preparerer og analyserer farveprøverne, kan du læse min første blog fra 2014…

Dagligvarer, frisurer og gamle bøger

Ja, jeg havde jo godt nok lovet en opfølgning på undersøgelserne af Borgmestergården i min næste blog, men det viser sig, at det tager noget tid at få resultaterne af træprøverne. Så i mellemtiden kan jeg ikke lade være med at fryde mig over vores tre nye permanente udstillinger i 1974-kvarteret:

Noget så hverdagsagtigt som en dagligvarebutik (et såkaldt minimarked, der vel var en slags forløber for det egentlige supermarked), en damefrisør og en butik for brugte bøger og blade.

Der er altid noget virkelig festligt og højtideligt ved åbningen af nye permanente udstillinger. Her kan man se frem til at følge udstillingens eget liv gennem årene. Hvordan bliver den taget imod af vores gæster? Og får de det ud af udstillingen, som vi havde planlagt? Bliver det en velfungerende udstilling, eller vil der være nogle praktiske ting, som skal justeres?  Hvordan klarer den tidens tand og gæsters “slid”?  Hvilke ting skal med tiden skiftes ud eller repareres? Og hvilke bliver vores yndlingsgenstande?

Jeg smuttede lige forbi minimarkedet og damefrisøren for at se, om alt er i sin skønneste orden inden åbningen i morgen. Det så ud som om, det meste er på plads. Alt var så fint dernede, at jeg blev både virkelig nostalgisk og glad i låget over de hyggelige rum. Glæd jer til en tur tilbage i tiden på hylderne i minimarkedet og i frisørstolen!

minimarked blog

 

 

Borgmestergården bliver undersøgt efter 100 år

Borgmestergården, der ligger på Torvet i Den Gamle By, er på en måde hele museets hjerte. Det er nemlig her kimen til museet blev lagt i 1914, da “Den Gamle Borgmestergaard” åbnede i Det Jyske Haveselskabs Have. Først senere blev navnet ændret til “Den Gamle By”.

Borgmestergården, som den så ud i 1918. Pigen sidder på en bænk midt i det, der i dag er et brolagt torv.

Borgmestergården stod oprindeligt på hjørnet af Lilletorv og Immervad i Aarhus, hvor Magasin ligger i dag. Ifølge udskæringer over porten blev den opført i 1597, og hører således til en af de ældste bygninger i Den Gamle By. Det var fra starten en meget stor og statelig bygning. Faktisk en etage højere end det, vi ser i dag. Århundrederne satte deres præg på bygningen, hvilket ikke i sig selv er en ulempe. Men i anden halvdel af 1800tallet var gården ejet af to brødre, der boede i København, og i den periode blev den for alvor forfalden. Den forfaldne “rønne” blev til sidst opkøbt af to tømrere, som ville rive den ned og opføre et moderne hus. Heldigvis var der nogle historieinteresserede personer, som blev opmærksom på problemet, og i 1908 undersøgte Nationalmuseet gården for at se, hvad den gemte på af historier. Og som endnu et lykketræf viste det sig, at Landsudstillingen (som var planlagt til at åbne sommeren 1909) var på udkig efter en bygning, de kunne bruge til en udstilling om historisk indretning. Og hvad var mere oplagt end at anvende en rigtig historisk gård som udstillingsbygning!?!

For at vende tilbage til Nationalmuseets undersøgelse, så gik den først og fremmest ud på at kende bygningens tilblivelseshistorie og de forandringer, bygningen havde gennemgået. Selve bindingsværket, altså det træ, som holder vægge, lofter og gulve sammen, viser som regel spor efter ændringer i bygningen. Det kan være tilbygninger eller flytning af døre eller opførelsen af nye vægge. Nogle af sporene i bindingsværket tydede på, at Borgmestergårdens Immervad-længe muligvis kunne være opført ad flere omgange – altså at gården ikke var rejst i 1597 i sin helhed. Men den endelige konklusion i 1908 blev dog, at dette var usandsynligt, og hele længen sikkert stammer fra 1597.

Efter Nationalmuseets undersøgelse af gården blev den flyttet til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus. Her ses et billede fra nedtagningen. Aarhusianere vil genkende bygningen til højre i billedet, som endnu ligger på Lilletorv.

En af de meget spændende historier, gården viste sig at rumme, var de specielle kalkmalerier fra 15-, 16- og 1700tallet, som nogle af rummene havde haft. Nu om dage kan man måske få den opfattelse, at det kun var kirkerne, som havde kalkmalerier. Men det havde de velhavende borgerhjem også, og her var motiverne helt anderledes. Her var ingen engle og demoner men i stedet rent dekorative mønstre. Som regel skulle malerierne efterligne noget fornemt inventar, for eksempel fine paneler eller tekstiler. De mønstre, der blev fundet i Borgmestergården, kender vi godt i dag. De er nemlig rekonstrueret i tre af gårdens rum, og kan ses som en fin baggrund for det udstillede inventar.

Tre af de kalkmalerier, der findes i dag i Borgmestergården er rekonstruktioner af dekorationer, der blev fundet ved Nationalmuseets undersøgelse i 1908, bl.a. her i “blåkammeret”, hvor der er malet blomsterranker på overvæggene, som skal forestille fornemt gobelinstof og draperet ensfarvet malet stof på undervæggene. Motivet blev oprindeligt malet i midten af 1600tallet.

 

Ved Nationalmuseets undersøgelser blev der fundet flere kalkmalerier, som var nogenlunde velbevarede. Malerierne blev fotograferet, men dette var naturligvis i sort-hvid, da farvefotografiet ikke var opfundet…

 

 

… så derfor antog man en malermester til at male kopier af de bevarede dekorationer, så farverne kunne ses for eftertiden. Malerierne findes nu i Nationalmuseets arkiv. Dette motiv stammer muligvis fra 1597 og viser en imitation af metalbeslag – såkaldt beslagværk – på det store felt og i højre side ses en imitation af en træfyldning.

I 1909 blev Borgmestergården altså flyttet fra sin oprindelige plads til Landsudstillingen på Tangkrogen i Aarhus, og i 1914 åbnede den som sagt på sin nuværende plads. Men hvad er det for en 100års-fødselar, vi har i vores varetægt? Mon ikke der gemmer sig flere interessante historier i bygningen? Og kan man med moderne undersøgelsesmetoder komme frem til nye konklusioner? Først på året blev det besluttet, at Borgmestergårdens historie skal undersøges endnu en gang. Kandidatstuderende Mathilde Veland ville gerne skrive speciale om Borgmestergårdens historie, og hun gik i gang med en bygningsarkæologisk undersøgelse. Desuden blev der bevilget penge til at udtage et antal prøver af selve bindingsværket for at få bestemt tømmerets fældningsår. Dette sker ved såkaldte dendrokronologiske undersøgelser, hvor træets årringes bredde kortlægges helt præcis. Og da de forskellige års klima har påvirket alle egetræer i nordeuropa nogenlunde ens, kan fældningsåret i mange tilfælde bestemmes – hvis der vel at mærke er en kant, hvor tømmeret går helt ud til barken.

Kjeld Christensen og Inger Laigaard fra VM trædateringslaboratorium udtager prøver fra tømmeret med et langt hult bor.

Når man tager en dendrokronologisk prøve bruger man et langt, hult bor – ca. som et vandrør med “tænder”. Prøven ligger bagefter inde i røret og kan forsigtigt bankes ud. Vi er naturligvis meget nysgerrige efter at få afklaret, om der er dele af Borgmestergården, som er endnu ældre end 1597, eller den måske er blevet bygget ad flere omgange. Derfor er der blevet udtaget flere prøver af Immervadlængen, som nu ligger ud mod Algade, overfor Den Gamle Bys bageri. Mathilde og jeg glæder os meget til at få resultaterne af prøverne, som jeg håber kan komme med i mit næste blogindlæg. En anden ting, som interesserer os meget, er de oprindelige kalkmalerier. Derfor er jeg gået i gang med en farvearkæologisk undersøgelse, hvor jeg har udtaget en masse små prøver af farverne på bindingsværket, for at se hvor meget, der er bevaret. Det er muligt, at al oprindelig farve enten blev skrabt af eller faldt af af sig selv, da Borgmestergården blev flyttet de to gange for 100 år siden. Men måske findes dekorationerne bevaret inde under rekonstruktionen. Jeg udtager farveprøver fra to slags steder. For det første tager jeg prøver de steder, hvor der blev taget dendrokronologiske prøver. Så kan jeg være heldig at få sammenkædet originalfarver med træets fældningsår og derved få farverne nogenlunde dateret.

Her bruger jeg en skalpel til at snitte lidt farve og træ af, som jeg senere kan studere i mikroskop. Da prøven bliver taget i kanten af hullet fra den dendrokronologiske undersøgelse, kan jeg måske være heldig at få en nogenlunde præcis datering af det nederste farvelag.

Jeg udtager også prøver fra steder, hvor der ikke er taget dendrokronologiske prøver. Det skyldes, at vi har de fine malerier fra Nationalmuseet, som fortæller lidt om, hvor der var bevaret originalfarve i 1908. Jeg vil meget gerne vide, om farven stadig befinder sig et sted inde under opmalingerne, eller om det gik tabt under de to flytninger.

På et af malerierne ser man, hvor originalfarven var bevaret på løsholten – den vandrette tømmerdel, som ligger øverst i billedet…

 

…her er den samme løsholt i dag. Jeg har udtaget nogle 1 mm små prøver af farven fra et område, hvor der ifølge maleriet kunne findes original farve. Stederne er markeret med pink pile.

Jeg mangler endnu at indstøbe, slibe og kigge på farvesnittene, så den information må I have til gode til næste blog. (Se for øvrigt mit blogindlæg fra januar, hvor jeg beskriver processen med at lave farvesnit.)

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By, del 2

Som jeg fortalte i sidste blogindlæg, har vi netop restaureret de postkasser, som står uden for Aarhus Rådhus hovedindgang og tårnindgang.

Smeden har svejset nyt jern i bunden, som var gennemtæret af rust. De to gamle mønter er lagt ind i hulrummet mellem den indre og ydre bund – sammen med en ny 1-krone, for at markere vores istandsættelse.

Derefter er det så farvernes tur til at blive restaureret…

Den oprindelige farve på postkasserne sikres først.

Malere fjerner normalt al løs farve, inden de maler ovenpå. Men da vi tror, de bemalede våbenskjolde på postkassernes front muligvis er oprindelige fra rådhusets opførelse, har vi valgt at fastlægge den løse farve. Jeg får en tynd lim til at løbe ind under skallerne og varmer forsigtigt farven ned på plads med en varmespartel.

Detalje af et malet våbenskjold. Man kan lige akkurat skimte, at små detaljer som øjenbryn og næserundingen er trukket op med den tyndeste lille pensel. Det er også let at se de større skader, malingen har fået gennem tiden.

For at udbedre de afskallede partier af malingen, ville vi egentlig gerne spartle hulningerne ud, så overfladen kommer til at fremstå helt plan. Efter rådslagning med farvefabrikken der fremstiller malingen, vi vil bruge, ender det dog med, vi fravælger at spartle. Der er simpelthen for stor risiko for, at de spartlede områder vil springe af en gang i fremtiden pga. fugt- og temperaturpåvirkningerne. Og første prioritet lige nu er at finde så holdbar en løsning som muligt.

Skulle en fremtidig konservator få til opgave at rense ned til de oprindelige farver, er det en fordel, at der nederst på den oprindelige farve ligger en grundingsfarve, som er knap så stærk. For jo stærkere et lag, des skrappere midler skal der bruges for at fjerne det. Derfor starter vores skiltemaler med at give en grundingsfarve af akryl på den let slebne overflade.

I 2007 rekonstruerede vi Aarhus våbenskjold på de to kobberskjolde, der hænger ved rådhusets hovedindgang. Vi har valgt at bruge den samme type maling og de samme farver til postkasserne.

Derefter maler han postkasserne og deres våbenskjolde op med en meget holdbar 2-komponent polyurethan-maling identisk med den, vi i 2007 malede på de to kobberskjolde, der hænger på rådhusets facade. Vi vælger også at lade farverne på kobberskjolde og postkasser følge hinanden, hvilket betyder, at den blå himmelfarve på postkasserne skifter nuance.

Den Gamle Bys skiltemaler overfører våbenskjoldets mønster til postkasserne ved at lave bittesmå huller langs motivets konturer i et fotografi, der har den helt rette størrelse. Så lægger han fotografiet op på postkassen og dupper en stofpose med aske hen over hullerne, så asken sætter sig som små bitte prikker, der viser motivets konturer.

Resten af malerarbejdet foregår på frihånd. For at kunne holde penslen helt stille, hviler han hånden på en pind, en såkaldt skrivestok, som hviler på en blød stofkugle.

Skiltemaleren kigger på et fotografi af det oprindelige skjold, mens han maler. For at kunne holde penslen helt stille, hviler hånden på en skrivestok. Malingen er sundhedsskadelig, så det er nødvendigt at bruge åndedrætsværn.

En af de færdigrestaurerede postkasser.

Et par dage efter postkasserne var færdigmalede, var de klar til afhentning. Rådhusets arkitekt kom selv forbi og hentede dem, og nu glæder vi os bare til at se dem sat op på deres pladser…

Så er postkasserne på vej hjem til rådhuset…

 

Aarhus Rådhus postkasser bliver restaureret i Den Gamle By

Aarhus Rådhus

Det hænder en gang i mellem, at vi i Den Gamle By tager opgaver udefra. I denne og den efterfølgende blog vil jeg fortælle om en meget spændende opgave, vi løser for Aarhus Rådhus.

Aarhus Rådhus blev tegnet af Arne Jacobsen og Erik Møller i 1938 og blev bygget i perioden op til 1942. Alt, helt ned til askebægre og møbler, hørte med til opgaven, og således er også de to postkasser specielt designede til rådhuset. De står ved hovedindgangen og tårnindgangen og gør med deres diskrete udformning egentlig ikke noget stort væsen ud af sig. På grund af deres kulturhistoriske værdi, og da de er omfattet af rådhusets fredning, blev det besluttet, at den tiltrængte restaurering skulle foretages af Den Gamle By.

Et lidt ældre foto af hovedindgangen på Rådhuspladsen, hvor postkassen ses i højre side

 

Postkasserne er malet hvide, men midt på kassen er de prydet af Aarhus våbenskjold malet i mange farver. Postkasserne er blevet malet hvide mange gange, men der er hver gang malet uden om våbenskjoldene, som står med meget gamle, muligvis originale farver. Efter de mange år er skjoldene blevet meget slidt af vejr og vind, og det er blevet tid til, at de skal males op.

Inden Den Gamle Bys skiltemaler kan gå i gang med opgaven, er det dog smeden, som skal i gang, for den postkasse, som havde stået ved tårnindgangen var helt gennemtæret af rust i bunden. Det er derfor vigtigt, at rusten bliver skåret væk og erstattet af frisk jern.

Da smeden fik skåret hul på bunden, kunne vi tydeligt se den indvendige bund, som kun var malet med rustbeskyttelse. I hulrummet mellem den indre bund og den nederste bund lå en hel masse løs rust. Smeden fjernede rusten, men bemærkede, at der lå to helt runde stykker rust, det ene brunt, det andet gråt. Straks blev nysgerrigheden vakt, og han forstod, der måtte være tale om to mønter.

Postkassen står her på hovedet. Smeden har skåret den rustne bund op og man kan se ind i hulrummet mellem de to bunde.

Smeden og metalkonservatoren holder kaffepause sammen, og her kommer de to rustklumper op på bordet. Alle vi, der sidder om bordet, bliver straks meget nysgerrige. Tænk at finde efterladenskaber, som med vilje er blevet lagt ind i det utilgængelige hulrum den gang i begyndelserne af 1940erne? Hvad er det helt præcist? Og hvorfor er de lagt ind?

Metalkonservatoren fjerner rust og ir fra kobbermønten.

Metalkonservatoren renser rusten af mønterne, og der er tale om en 1 øre af kobber fra 1938 og en 1 øre af zink, der er så nedbrudt, at det er umuligt at se årstallet.

Zinkmønterne blev fremstillet under og efter anden verdenskrig, hvor materialet kobber blev “sparet” til andre formål.

Ved afrensningen ventede dog en mindre overraskelse, da resterne af et FR IX monogram kom til syne. For hvornår var det nu Frederik Den Niende blev indsat som konge…?

Ved lidt søgning på nettet finder vi ud af, at den 1 øre, vi har fundet, er produceret i perioden 1948 til 1955.

Vi har altså fundet en mønt fra 1938 og en fra perioden 1948 – 1955. Hvornår de er lagt ind i hulrummet og hvorfor forbliver dog en gåde. Er postkasserne alligevel ikke originale fra begyndelsen af 1940erne? Er den ene mønt original og den anden lagt ind ved en reparation i 1950erne? Har de en symbolsk værdi, er udtryk for overtro eller blot en slags “samtids-dokumentation”? Har DU et bud på en forklaring?

Fortsættelse følger…

Smeden skærer de afrundede hjørner i den nye bund.