Om Jens Ingvordsen

Juleinspektør i Den Gamle By

Smykker i 100 år

Smykkeskrinet

Den Gamle By udstiller i Smykkeskrinet en vidunderlig samling på knap 1000 smykker fortrinsvis af sølv. Smykkerne er fremstillet af en række af det 20. århundredes bedste danske sølvsmede og designere. Udstillingen blev åbnet af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary 7. februar 2017.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Smykkerne i Berlin 2012. Her en bakke med Georg Jensen-smykker. Fotograf: Jörg Schwandt.

Den enestående samling er skabt over 40 år af det tyske ægtepar Marion og Jörg Schwandt fra Berlin. Ambitionen har været at fokusere på det karakteristiske for dansk smykkekunst: Det dagligdags, det enkle og det beskedne i materialevalget.

Erhvervelsen af samlingen og skabelsen af det underjordiske museum Smykkeskrinet har kun været muligt takket være en generøs bevilling fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Skønvirke og Art Deco, ca. 1900-1930

Danske kunsthåndværkere tog omkring år 1900 afstand fra industriel masseproduktion af smykker. Håndværkspræget kom i højsædet. Man frigjorde sig fra historiske stilarter, og lod sig inspirere af naturens mange frembringelser. Naturen blev omformet til slyngede og bølgede, afrundede og bløde ornamenter.

Hvor man i udlandet mest brugte guld og ædelstene til smykker, anvendte danske kunsthåndværkere sølv og billige smykkestene, rav og koraller. Valget af materialer skabte en stærk kontrast mellem det kolde sølv og de varme stene. Det vakte opsigt i udlandet.

Den hammerslåede overflade er en af ledetrådene i dansk Skønvirke. At lade hammerslagene stå ganske synlige var en ny måde at efterlade sølvets overflade på og var med til at understrege det håndværksmæssige præg. De synlige hammerslag var et oprør mod den hævdvundne danske håndværkstradition, der fordrede en glatpoleret overflade. Inspirationen er hentet fra japanske metalarbejder.

Målet for mange danske sølvsmede var at frembringe kunstgenstande af høj kvalitet til bedste for alle. Den københavnske sølvsmed Mogens Ballin (1871-1914) formulerede det således i år 1900: ”Det er min Agt at lave Ting, som selv den allermindste Pung kan betale, Folkekunst…”.

Den nye stilart fik allerede i 1907 navnet Skønvirke. Stilen medførte en fornyelse af dansk kunstindustri, der blev internationalt anerkendt.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1910-17 af Evald Nielsen i København. Højde 6,1 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Det let hammerslåede broche af sølv med vedhæng og hænger er fremstillet i årene 1910-17 af den kendte københavnske sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958). Det fine bladværk med dets blomster er lavet med en sikker hånd. De indfattede og rundslebne månestene nærmest vokser ud af blomsterne. Måden at indfatte stenene på er unik for denne sølvsmed. Andre forsøgte at gøre ham kunsten efter, men denne form for såkaldt strakt fatning omkring stenene forbliver et særtræk for Evald Nielsen.

Den strakte fatning er Evald Nielsens kendetegn. Fotograf: Henrik Bjerg.

Kun få smykker i samlingen bærer præg af stilarten Art Deco, der fra omkring 1920 gjorde op med Skønvirkes endeløse plante- og bladornamentik. Tendensen gik nu mod at blande ornamenter fra klassicismen og empiren med modernistiske elementer med vægt på geometriske former og enkle og rene linjer. Formsproget var abstrakt og nonfigurativt. Stilen har navn efter en international kunstindustriudstilling 1925 i Paris.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Bæltespænde fremstillet 1926-32 af Carla Rasmussen i København. Bredde 6,5 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Carla Rasmussen (1885-1963) lavede i København 1926-32 smykker i den nye stil Art Deco. Hendes smykker, som dette bæltespænde af sterlingsølv med den stiliserede geometriske og lineære ornamentik, raster og sølvtråde brugt dekorativt, blev af samtiden kaldt både nervøst og højt gearet. Dog forbliver hendes arbejder gedigne nyskabelser i dansk smykkekunst.

Funktionalisme, ca. 1930-50

Funktionalismen er det 20. århundredes vigtigste stilhistoriske udvikling. Denne udvikling influerer til stadighed på vor daglige brugskultur fra vugge til grav. I stedet for ordet funktionalisme burde man nok bruge udtrykket rationalisme. Det er nemlig den rationelle produktionsproces, der sammen med materialets specifikke egenskaber bestemmer et smykkes udseende – og dermed alene skaber smykkets æstetiske værdi.

Funktionalismen har rod i Bauhaus, en tysk højskole for design og arkitektur, der virkede fra 1919 til 1933. Bauhaus medførte en total forandring af smykkers udformning og hele idegrundlag. Stilens kendetegn er rene linjer og rektangulære eller firkantede former og uden overflødig dekoration. Smykket skulle have en tydelig funktion og være stilrent i dets udtryk. En næsten diametral modsætning til Skønvirkes mange svungne dekorationer. Kodeordet var funktion på bekostning af dekoration.

Som eksponent for funktionalismen i Danmark kommer man ikke uden om Karl Gustav Hansen (1914-2002). I løbet af 1932-34 tegnede den unge Karl Gustav Hansen for faderen Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding omkring 200 nærmest avantgardistiske og abstrakte smykker, der meget passende går under navnet Future. Dekorationen blev skabt ved en enkel, nonfigurativ brug af sølvet. Fremherskende er en udtalt vandret bevægelse i smykket.

Kendetegnende er den udstrakte brug af en simpel, firkantet bjælke af trukket sølvtråd, der danner rygrad i smykket. Med den tværgående bjælke som akse er med enkle virkemidler (elfenbens- og sølvkugler, enkelt, delt, dobbelt eller bølget bjælke) alligevel skabt en række meget forskelligartede smykker.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Fotograf: Henrik Bjerg.

Fire brocher designet 1932-34 af Karl Gustav Hansen og fremstillet af Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. Bredde 6,7-8,7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

De fire bjælkeformede brocher af sterlingsølv er alle designet af Karl Gustav Hansen og fremstillet på Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding. De fire brocher viser spændvidden i Karl Gustav Hansens formgivning.

Karl Gustav Hansen drømte om at skabe noget, som verden endnu ikke havde set – og dét gjorde han! Hans Future-serie gjorde i 1930’erne Hans Hansens Sølvsmedje i Kolding til et af de mest toneangivende værksteder i landet.

Modernisme, ca. 1950-70

Dansk smykkekunst nåede efter 1945 nye højder. De små kunstværker fik en helt ny dimension og nåede et kvalitetsmæssigt niveau og en designmæssig bredde ikke set i Danmark siden Skønvirke i 1900-tallets begyndelse. Smykkekunstnerne begyndte af arbejde målrettet hen imod at skabe højpolerede konvekse og konkave overflader, der både kunne opfange og tilbagekaste lyset. Den skulpturelle formgivning af smykkerne har en klar parallel til samtidens internationalt velrenommerede danske møbelkunst. Formgivningen er, som møbelkunsten, meget behersket i en rationel, næsten funktionel tilstand.

Sølvsmede og designere evnede at lade et smykke bevæge sig med hvert eneste åndedræt, at lade et smykke følge hver eneste kropsbevægelse. Dermed skabte de selvstændige, foranderlige skulpturer af lys. Vigtigst for dem var ikke længere formen eller omridset af smykket, men lysets bevægelse gennem smykket – eller smykkets forandring gennem lyset.

Broche designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Bredde 7 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Et væld af meget dygtige designere formgav smykker i disse år. Her er valgt en broche af sterlingsølv designet 1968 af Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) og fremstillet af firmaet Georg Jensen i København. Torun benævnte selv denne broche for Uendelighedssymbolet, men eftertiden har kaldt smykket for Moebius. Navnet viser hen til den tyske matematiker August Ferdinand Moebius, der i 1858 beskrev det såkaldte Moebiusfænomen: En rektangulær flade, hvis smalle ender er drejet 180o i forhold til hinanden og derefter samlet. Herved har man skabt en unik struktur med blot én side.

Fire forskellige stempler på Moebiusbrochen. Fotograf: Henrik Bjerg.

Torun, der i brochen her tydeligt har arbejdet intenst med lysets møde med sølvet, er en af de bedst kendte kvindelige designere og sølvsmede i verden. Hun har formgivet en række uforglemmelige og ikoniske genstande, for eksempel Bøjleuret, for Georg Jensen.

Nye tider, ca. 1970-2000

De nyeste smykker fra tiden efter 1970 viser tydelig inspiration fra forskellige kilder. Vigtigst er vel den popkultur, der blomstrede op efter midten af 1960’erne, og som nu i alle dens facetter – sammen med funktionalismen – præger det meste af vor hverdag.

Efter 1970 ser man ofte smykker i utraditionelle materialer, der ikke tidligere havde været anvendt i smykkekunsten. De klassiske materialer som sølv, kulørte stene, rav og koraller blev suppleret med eller afløst af ståltråd, fjer, træ fra strandkanten eller farvestrålende kunststoffer.

Ved at antage noget teatralsk fjerner smykket sig dog fra mennesket. Derved mister det noget af sin brugskvalitet. Samtidig sker der et skifte i opfattelsen af et smykke. Smykket er i dag mere et udtryk for brugerens personlighed end for brugerens sociale status i samfundet.

Af og til hører man det synspunkt, at smykker fra denne periode kun fungerer og er aktive som kunstgenstande, når de ses i relation til kroppen. Smykkeskrinet viser dog klart, at ethvert smykke igennem hele det 20. århundrede er et lille kunstværk i sig selv, og vedbliver at være det, selv når det ikke er i brug.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Fotograf: Henrik Bjerg.

Broche fremstillet 1984 af Per Suntum i København. Bredde 14 cm. Fotograf: Henrik Bjerg.

Per Suntum (1944- ) i København fremstillede denne aflange broche af sterlingsølv i 1984. Sølvsmeden har her kombineret matteret sterlingsølv med felter indlagt med rød akryl. Utraditionelt, men dog traditionstro. Samme farvestrålende effekt opnåede sølvsmede 80 år før ved brug af sølv og røde agater. Hvor Skønvirke hentede inspiration fra det brogede leben i grøftekanten, er brochen påvirket af nutidens nonfigurative, kulørte popkultur.

 

Magasinfund løser gåde

I september 2001 var jeg i gang med en revidering af apotekshistoriske genstande i Den Gamle Bys apotek. I et skab i materielkammeret på førstesalen lå forneden og længst inde en mængde receptkuverter indpakket i støvet, brunt indpakningspapir. Den efterfølgende gennemgang af receptkuverterne afslørede, at der var i alt 751 forskellige kuverter fra landets apoteker.

Den Gamle Bys apotek blev åbnet i 1942. Op til åbningen stod en i 1934 specielt nedsat apotekskomite for indsamlingen af inventar og genstande fra landets apoteker. Receptkuverterne er sandsynligvis indkommet til museet som et led i denne indsamlingskampagne. Dette harmonerer fint med, at ingen af de fundne receptkuverter synes at være yngre end ca. 1940.

Receptkuverterne er alle i fin stand, og mange af dem er endda ubrugte. Dateringsmæssigt hører de til i årene mellem ca. 1870 og 1940. Kuverterne er blevet registreret, og kan alle ses på Museernes Samlinger.

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

Receptkuvert fra Gørding apotek (Den Gamle By)

En af kuverterne vakte ved registreringen min interesse, for et eller andet sted havde jeg set bygningen på forsiden før. Den pågældende kuvert, som ses herover, er ubrugt og fremstillet af hvidt, foldet papir med grønt tryk. På forsiden står GJØRDING APOTHEK adskilt af en morter, hvorfra der hænger guirlander ned omkring den centrale billedmedaljon.

Medaljonen har en stregtegning af en en-etagers murstensbygning med høj kælder og en fem-trins trappe op til den dobbelte indgangsdør. Over døren står med store bogstaver APOTHEK. Taget har to tagvinduer, to skorstene, og yderst til venstre et lille gavlspir. Til venstre for huset rækker et stort træ sine grene ind over en lille del af bygningen. Under medaljonen ses guirlanden igen, fæstnet til medaljonen med to korsformede knapper. Nederst i højre hjørne har trykkeriet sat dets navnetræk A/S HAGEN & SIEVERTSENS ETABL. ODENSE. Stentrykkeriet Hagen & Sievertsen var storleverandør af receptkuverter til landets mange apoteker. Bagsiden er blank. Størrelsen på kuverten er 7,2 x 11, 4 cm. Den omtalte kuvert fra Gørding apotek kan ses på Museernes Samlinger under museumsnummer DGB 00242 AND 2002.

Gørding apotek blev oprettet 5. november 1902 og slog dørene op for offentligheden 3. november 1903 i en ny-opført murstensejendom på Søndergade. Apoteket blev nedlagt som selvstændigt apotek 1. september 1975, og blev i stedet til et filialapotek, først under Holsted apotek og fra 1. marts 1983 under Bramminge apotek. Filialapoteket blev endegyldigt lukket i 2008, men bygningen står stadig i Søndergade i Gørding.

Hvor havde jeg dog set den bygning før? En hastig gennemgang af Den Gamle Bys bøger om receptkuverter gav svaret. Hans-Otto Loldrup udgav i 1997 den herlige bog Receptkuverter, en kunstnerisk specialitet fra apoteket. Forfatteren er en af vort lands ypperste kendere af det danske apoteksvæsen i almindelighed og receptkuverter i særdeleshed. Bogen er spækket med nyttige oplysninger om receptkuverter, deres historie og udbredelse, de ansvarlige trykkerier, alle landets apoteker og meget mere. Alt ledsaget af et væld af fine illustrationer.

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Den anonyme kuvert (Hans-Otto Loldrup: Receptkuverter, En kunstnerisk specialitet fra apoteket, 1997, side 33)

Og dér, på side 33, er den selvsamme bygning! Godt nok set fra en lidt anden vinkel, men der hersker ingen tvivl. Det er og bliver den samme bygning. Spændende, for netop dén kuvert har voldt Loldrup og landets samlere af receptkuverter problemer: Kuverten er anonym!

Trykkeriet har ved fremstillingen af kuverten afbildet i Loldrups bog åbenbart haft lidt for travlt. Der mangler nemlig en meget vigtig detalje: Apotekets navn! Det er meget fint, at telefonnummeret er angivet på forsiden, men i hvilken dansk by lå apoteket?

Postkort fra ca. 1930 (gordingarkiv.dk)

Postkort fra ca. 1930. Apoteket til højre har fået ophængt et skilt med APOTEK ved indgangsdøren og de to gelændere er synlige (gordingarkiv.dk)

Selv om det er den samme bygning, der ses på de to receptkuverter, er der alligevel små forskelle. På den anonyme kuvert står der over døren APOTEK. To gelændere er opsat på muren op til indgangsdøren. De tre dannebrogsvinduer til venstre for døren, som ses på Den Gamle Bys kuvert, er blevet udskiftet. Den anonyme kuvert vist i Loldrups bog burde sådan set være lidt yngre end Den Gamle Bys kuvert. Her skal man dog bemærke sig, at træet på Den Gamle Bys kuvert er vokset set i forhold til den anonyme kuvert.

Ud fra stilistiske træk har jeg forsøgt at datere Den Gamle Bys receptkuvert til ca. 1903-25.

Apoteket senest 1941 (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Apoteket senest 1941. Skiltet fra postkortet ca. 1930 med APOTEK hænger der stadig, men en skorsten og begge gavlspir er fjernet (De Danske Apotekers Historie IV, 1941 side 94)

Sædvanligvis bringer receptkuverterne tillige apotekerens navn. Men ikke her. Hvorfor mon? Kan det skyldes, at både Den Gamle Bys kuvert og den anonyme kuvert fra Loldrups bog er fremstillet i en overgangsperiode mellem to indehavere af apoteket? Her skal man i så fald nok mest tænke på, at apotekeren Valdemar Holger Jensen døde 22. januar 1925, og den næste apoteker Egil Carl August Viinsted først modtog sin bevilling 1. april 1925 og overtog apoteket 1. maj 1925. Er begge receptkuverter trykt i perioden mellem 22. januar og 1. april 1925?

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Genbrugstanken er ingenlunde en ny opfindelse. Hele rammen omkring den centrale medaljon er også brugt på en receptkuvert fra Bramminge apotek dateret ca. 1915-25

Man siger gerne, at de bedste museumsfund gøres på museernes egne magasiner. Vel er denne kuvert fra GJØRDING APOTHEK hverken at sammenligne med Guldhornene eller Køge Bugt medaljen, men fundet i 2001 af denne receptkuvert har immervæk løst en lille gåde i receptkuverternes historie i Danmark.

 

Den blå tallerken – En romantisk tragedie i otte akter

Den blå tallerken

Museumsfolk bliver ofte præsenteret for dele fra diverse spisestel dekoreret med det samme motiv i en klar blå farve: Et typisk kinesisk landskab med bygninger, træer, vandløb, en bro, en båd og to turtelduer. Motivet kaldes Blue Willows Til dette motiv er knyttet eventyret om den kinesiske mandarins datter Koong-See og faderens sekretær Siang-Lee. Koong-See og Siang-Lee forelskede sig aldeles i hinanden. Forholdet måtte holdes hemmeligt, da faderen kun kunne misbillige en forbindelse mellem en rig mandarindatter og en fattig sekretær.

 

Første akt, mandarinens hus

Her ses den stormægtige mandarins imponerende bolig: Et hus i to stokværk. Tre store, sorte søjler understøtter taget over en veranda hævet over jordsmonnet ved hjælp af fem skifter sten. En vinklet trappe fører fra plænen op til verandaen. Omkring huset vokser både buske og træer. I haven holdt de elskende deres hemmelige stævnemøder.

 

Anden akt, hegnet om haven

Da faderen opdagede forholdet mellem datter og sekretær, blev haven indhegnet af et stakit, der skulle holde Siang-Lee ude fra haven. Stakittet skærer både have og gangsti.

 

Tredje akt, tilbygningen

Ved siden af sit hus lod mandarinen opføre en tilbygning til Koong-See, hvor hun blev holdt i husarrest, mens hun ventede på den af faderen udpegede ægtemand, en ældre hertug. Eneste person hos datteren var en terne. Huset ses i midten af motivet, til venstre for mandarinens hus. Det er bygget delvist ud i vandet.

 

Fjerde akt, flugten over broen

Det lykkedes det unge par at flygte. Forneden til venstre er slået bro over vandløbet. På selve broen er tre personer på vej over broen fra højre mod venstre. Måske ser vi de to unge elskende efterfulgt af ternen på flugt fra mandarinens område, eller de to unge forfulgt af selveste mandarinen eller den ældre hertug.

 

Femte akt, ternens hus

Mandarinens datter havde en god hjælper i ternen. Ikke nok med at hun hjalp det unge par til at undslippe, men hun stillede ydermere sin ringe bolig til deres rådighed efter flugten fra mandarinens hus. Broen fører over til ternens lille hus.

 

Sjette akt, båden på floden

Det unge par kunne ikke vide sig i sikkerhed i ternens ydmyge bolig, da stedet lå for tæt på mandarinens hus. Derfor flygtede de i en båd ned ad floden. Båden ses til venstre. I toppen af masten hænger en lanterne. En person er tilsyneladende i færd med lydløst at stage båden væk, til et nyt fristed for de unge.

 

Syvende akt, fristedet

Her slog de sig ned og levede lykkeligt, men ikke længe. Den forsmåede, ældre hertug opstøvede det unge pars tilholdssted. Siang-Lee blev overrasket og dræbt af soldater. Koong-See styrtede til sine gemakker, som hun stak ild på, hvorefter hun omkom ynkeligt i flammerne. Fristedet, et fleretagers hus omgivet af buske og træer, ses øverst til venstre i motivet.

 

Ottende akt, turtelduerne

Guderne omskabte Koong-See og hendes elskede Siang-Lee til to udødelige turtelduer, sindbilledet på den troskab, som forskønnede deres liv og som fulgte dem i døden. Øverst i midten af motivet flyver de to duer. De er afbildet så nær hinanden, at deres næb næsten mødes.

 

Blue Willows

Motivet kaldes Blue Willows, og er udviklet af den engelske fabrik Spode i Stoke-on-Trent i årene omkring 1810. Blue Willows er ikke ét bestemt mønster. Der findes 11 forskellige midtermønstre samt ni forskellige fanemønstre. Navnet Blue Willows henviser til, at motivet som hovedregel er fremstillet i blåt, og at det gennemgående træk er det store piletræ i midten af motivet. Mønstret er af engelsk oprindelse, og ikke kinesisk, som man måske skulle tro. Den kinesiske inspiration er dog tydelig. Kineserier var ekstremt folkeyndede i Europa omkring år 1800. Blue Willows produceres den dag i dag verden rundt – og i alskens kulører.

Eventyret om Koong-See og Siang-Lee er blevet skabt som en art forklaring på det populære, næsten tegneserie-agtige motiv. Man kunne ellers have forventet, at eventyret om Koong-See og Siang-Lee dannede baggrund for Blue Willows motivet, men det er altså omvendt!

Nummer 8: En saftkande

 

Saftkande fra Store Kongensgade-fabrikken i København

I Den Gamle Bys Kunstkammer, der åbnede i april 2011, er en montre med fajancer udgået fra Store Kongensgade-fabrikken i København. Her står som nummer 8 en saftkande.

Mange af de genstande, der befinder sig på kulturhistoriske museer, kan fortælle en historie. Man skal blot stille de klassiske spørgsmål: Hvad er det, Hvad er genstanden lavet af, Hvor er den lavet, Hvornår er den lavet, Hvem har den tilhørt.

Før man har gjort det, er selv den mest smukke, dyre eller sjældne genstand blot en pæn eller grim, sigende eller intetsigende historieløs, gammel, død ting.

Hvad er det?

Midt på kanden er et skriftfelt med signaturen Syrup: Pectoral: indrammet af et kronet draperi. Syrupus Pectoralis er hostesaft fremstillet af en blanding af Lakridsrods-sirup, Kornvalmue-sirup, Althæa-sirup og Amerikansk brækrods-sirup. Der er altså tale om en apotekerkande beregnet til hostesaft.

Hvad er genstanden lavet af?

Den vaseformede 22 cm. høje saftkande er fremstillet af hvid fajance med en blåmålet dekoration.

Hvor er den lavet?

Der hersker ingen tvivl om, at kanden er fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København. Den ligner alle andre varer fra denne fabrik. Rigets første fajancefabrik kom til at ligge i Store Kongensgade. Frederik IV gav 4. december 1722 fabrikken 30 års eneret på fremstilling af blå fajance på betingelse af, at fabrikken dækkede det dansk-norske marked, og dermed fik stoppet importen af nederlandsk fajance. Privilegiet kunne ikke opretholdes, og fabrikken var udsat for hård konkurrence fra fajancefabrikker i både ind- og udland. Produktionen blev indstillet ca. 1769/70.

 

Den sammenskrevne signatur for Johan Ernst Pfau, fabriksmester 1727-49

Hvornår er den lavet?

Dateringen må så være 1722 til 1769/70. Men vi kan indsnævre dateringen mere endnu. Under bunden er kanden signeret med JP. Ham kender vi fra de skriftlige kilder. Vi ved, at Johan Ernst Pfau var fabriksmester fra 1727 til 1749, hvor han forlod fabrikken efter uoverensstemmelser med den nye ejer, bryggeren Christian Gierløf.

Kanden må altså være lavet i årene mellem 1727 og 1749. Dateringen kan dog indsnævres endnu mere, hvis vi spørger:

Hvem har den tilhørt?

 

Bagsiden af saftkanden

På bagsiden af kanden står A: C: Eegholm:. Om ham ved man, at han hed Anders Christian Eegholm, og var apoteker i Stege fra 1735 til 1753 og i Vordingborg fra 1737 til 1741. Som apoteker gik det ham dog ilde. Allerede i 1739 begyndte kreditorerne at angribe ham for gæld, og i 1741 måtte han sælge Vordingborg apotek. Lige lidt hjalp det. I 1752 blev han indsat i Stege arresthus for gæld for senere at blive overført til Gældsfængslet i København. Han gik aldeles bankerot i 1753.

Til indretningen af apoteket i Vordingborg i 1737 lånte han 1.400 rigsdaler af sin svigermoder, der fik 2. prioritet i gården og 1. prioritet i det nye apotek og materielkammer. I pantet nævnes blandt andet ”270 store og små af adskillige sorter hvide porcelænskrukker, som alle med blå navne er indbrændte på hver krukke”. Dette er en af disse krukker. Pantet bruger ordet porcelæn. Ved en synsforretning i 1753 af Stege apotek efter Eegholms afgang nævnes der blandt andet “4 blaa og hvide sirupskander af hollandsk Stentøj”. Begge steder menes der slet og ret fajance.

På et tidspunkt kom saftkanden til Sorø apotek, hvor den i 1880’erne blev givet til Artur Hazelius, stifteren af Nordiska Museet i Stockholm. I januar 1947 blev den, sammen med mange af Hazelius’ danske apotekergenstande, deponeret i Den Gamle By.

Alt i alt:

Efter at have fået svar på alle disse spørgsmål og foldet historien ud om saftkanden nummer 8 kan man konkludere, at det er:

En kande af fajance, beregnet til hostesaft, fremstillet på Store Kongensgade-fabrikken i København i 1737 til Anders Christian Eegholm til brug på hans nye apotek i Vordingborg.