Afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i 1920

På Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By kan du sommeren over og året ud opleve en udstilling om afstemningsplakaterne fra grænsedragningen i Sønderjylland i 1920. Plakaterne er både fantasifulde og følelsesladede – de fanger og fastholder stemningen og problematikken fra dengang. I denne artikel kommer du bag om plakaterne og får indsigt i, hvorfor de blev udformet, som de gjorde.

Den 15. juni 2020 var det lige præcis 100 år siden, at Sønderjylland kom under dansk suverænitet efter at have hørt under Tyskland siden 1864. Indtil tabet af Den 2. Slesvigske Krig i 1864 var Danmark en relativt omfattende helstat, der blandt andet. bestod af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Med tabet af hertugdømmerne blev landet imidlertid betydeligt reduceret og mistede ikke kun en tredjedel af sine tidligere besiddelser, men også næsten halvdelen af landets befolkning. Danmark blev en perifer national småstat, mens den preussiske ministerpræsident og senere rigskansler Otto von Bismarck fik det, som han havde ønsket. Den tyske sejer var nemlig et væsentligt skridt på vejen mod opfyldelsen af hans drøm om et samlet Tyskland, der endelig skulle gå i opfyldelse i 1871.

Da Tyskland tabte 1. Verdenskrig blev der imidlertid åbnet mulighed for at ændre grænserne i en række europæiske lande, herunder i det slesvigske område. Fredsaftalen, Versaillestraktaten, blev underskrevet den 28. juni 1919 med ikrafttrædelse den 10. januar 1920. Aftalen var sejrherrernes traktat, der pressede Tyskland til det yderste og derfor kun blev underskrevet under tyskprotest. Traktaten pålagde Tyskland hele ansvaret for krigen, og det medførte blandt andet, at landet mistede store områder, fik begrænsetsit militær i betragtelig grad og blev pålagt en omfattende krigsskadeserstatning.

Alexander Eckeners tysksindede plakat Seit 100 Jahren

Det som de dansksindede sønderjyder oplevede som en genforening – men som for tyskerne var en afståelse – fandt sted ved en demokratisk afstemning, hvor man lagde vægt på folkenes selvbestemmelsesret og sindelag. Det blev besluttet, at afstemningen skulle afvikles ad to omgange i to zoner, der skelnede mellem Nordslesvig og Mellemslesvig, der også omfattede den vigtige havne- og handelsby Flensborg. Den nordlige del fra 1864-grænsen ved Kongeåen syd for Ribe og Kolding frem til den linje, som stort set er identisk med den nuværende grænse, udgjorde 1. zone. Resultatet skulle opgøres under ét, således at man tog udgangspunkt i det samlede udsagn fra vælgerne og ikke i stemmerne inden for de enkelte kredse. I 2. zone blev stemmerne – i modsætning til ved afstemningen i 1. zone – optalt inden for hvert enkelt distrikt. Den første afstemning skulle finde sted 10. februar 1920 og den anden godt og vel en måned senere 14. marts.

Rasmus Christensens dansksindede plakat Fælles stamme, fælles land

Afstemningsområderne blev underlagt en international kommission “Commission Internationale de Surveillance du Plébiscite Slesvig” (International kommission til overvågning af den slesvigske folkeafstemning), for nemheds skyld kaldet CIS, som skulle have overopsyn med, at valghandlingerne skete efter forskrifterne. Men ikke nok med det, zonerne blev ligefrem besat af britiske og franske tropper, der skulle sørge for at opretholde ro og orden før og under afstemningen. Kommissionen var således sammensat af repræsentanter fra de allierede England og Frankrig, men også fra det neutrale Norge og Sverige, mens et femte sæde stod til rådighed for USA, der dog aldrig benyttede sig af det. Kommissionen blev oprettet i juni 1919.

Johann Holtz’ enkle plakat Deutch, der nåede at blive forbudt, da et forbud mod flagning trådte i kraft 6. marts 1920.

For at kunne navigere i de følsomme politiske forhold blev der ligeledes i juni 1919 oprettet et midlertidigt Ministerium for Sønderjyske Anliggender med venstremanden H.P. Hanssen (1862-1936) for bordenden som minister. I tilknytning til ministeriet var der et oplysningskontor, hvis formål var at støtte den danske agitation forud for afstemningerne. Regeringen havde åbenbart fået nys om, at de tyske myndigheder oprustede voldsomt på plakatfronten og at de planlagde en velorganiseret propagandaindsats. Det skabte en vis nervøsitet og den danske stat frygtede at stå uforberedt og uden tilstrækkeligt modskyts. Derfor blev oplysningskontoret oprettet. Takket være kontorets virke blev der trykt ikke færre end 107.700 plakater bekostet af staten og de blev i store sække sendt gratis til de sønderjyske kommuner. Oplysningskontoret tænkte i meget praktiske baner og havde derfor sørget for, at sækkene kunne bæres i en skrårem over skulder og mave, ligesom hver sæk blev ledsaget af en klisterspand, pensel, børste og spartel. Man rundsendte simpelt hen et komplet opklæbningssæt i bedste ”gør-det-selv”-stil, for som det hed i en efterfølgende rapport: ”Til hjælp for opklæbningen har det været nødvendigt at anskaffe en Del Remedier, som til dels ikke har kunnet skaffes tilveje i Sønderjylland, og som det har været nødvendigt at have for Haanden af Hensyn til Organisationen af det med Opklæbningen forbundne Arbejde”. Afstemningen i Sønderjylland var i den grad et landsdækkende anliggende, som i vidt omfang blev styret centralt fra København.

Thor Bøgelunds Mor! stem dansk plakat findes både i en dansksproget og i en tysksproget version. Begge kan ses på udstillingen sammen med inspirationskilden, der var en tysk socialdemokratisk plakat fra 1919

Tre kunstnere blev udset til at lave de officielle plakater fra dansk side. Blandt disse var den på det tidspunkt allerede kendte og meget erfarne plakatkunstner Thor Bøgelund (1890-1959), som skulle forestå ikke mindre end 10 af de bestilte 15 plakater. De resterende fire blev udført af Rasmus Christiansen (1863-1940) og en enkelt af billedhugger og billedkunstner Joakim Skovgaard (1856-1933).

Rasmus Christensens plakat Vaagn og stem for Danmark

Afstemningsplakaterne blev fremstillet i rigelige mængder og klæbet op overalt, hvor de kunne møde vælgerne ansigt til ansigt. I 1920 var de et af de mest slagkraftige massemedier til påvirkning af afstemningsresultatet. Endnu var fjernsynet ikke opfundet, og radioen var stadig meget ny og ikke udbredt. Skønt der var løbesedler og aviser, som også plæderede for sagen i mange variationer, havde de ikke nær samme gennemslagskraft som plakaten, der var opklæbet i det offentlige rum, hvor folk færdedes. I modsætning til med den skrevne presse skulle befolkningen nemlig ikke selv aktivt opsøge nyhederne, når det drejede sig om plakaterne. Budskabet kom til dem, uden at de havde bedt om det, i samme øjeblik de trådte uden for deres gadedør.

Joakim Skovgaards plakat Det lyder som et Sagn fra gamle Dage

Det særligt virkningsfulde ved plakaterne lå i billedet. Der er kortere afstand fra øjet til hjertet, når det ser på et billede, end der er fra øjet til hjernen, når det læser en tekst. Og plakaterne spillede for hovedpartens vedkommende netop på følelserne og søgte at gå i hjertet på sit publikum. Nogle ganske få af plakaterne er rene tekstopslag, der minder om løbesedlerne i deres karakter, og som med en tone af historisk belæg argumenterer for det ene eller det andet udfald af valget. Men de mest effektfulde af plakaterne har kun en sparsom tekst til supplement af det følelsesladede billede. De afspejler i deres til tider teatralske, sentimentale eller ligefrem svulstige stil den stemning, der prægede spørgsmålet om den nye grænsedragning. For der var meget, der stod på spil, både personlige relationer, nationalt tilhørsforhold og identitet, og samtidig økonomiske interesser, der var afgørende for levestandarden og mulighederne i den nærmeste fremtid, og som ville få stor betydning også for de kommende generationer.

Harald Slott-Møllers dansksindede plakat med tysk tekst 14. März, der var datoen afstemningen i zone 2

Så det var altså ved at spille på følelserne, snarere end at appellere til fornuften, at plakaterne drev deres spil. Hvilken betydning de så har haft på vælgernes endelige kryds, er umuligt at sige med sikkerhed. Det er vel sådan, at havde man allerede en grundfæstet holdning, kunne plakaterne ikke stille så forfærdelig meget op. Var man derimod en tvivler, der endnu ikke helt vidste, hvilken vej man skulle gå, så satte plakaten ind med basuner og fanfarer for at påvirke udfaldet. Flere vaklede nemlig mellem en dansk og en tysk identitet, og som ved nutidige valg var det denne midtergruppe, der kunne påvirkes i den ene eller den anden retning, som plakaterne især bejlede til.

Paul Haases tysksindede plakat Ich bin Deutch

Det er i plakaternes udtryk helt klart, at grænsedragningen havde en anden karakter i Slesvig end i de øvrige europæiske landområder, der skulle stemme om en grænseændring efter 1. Verdenskrig. Skønt de danske og tyske plakater i den sønderjyske landsdel spiller på de følelsesmæssige tangenter, bliver de aldrig – i modsætning til afstemningsplakaterne i andre dele af Europa –  direkte aggressive, hævngerrige eller blodige. Ikke én eneste af dem. Når det går højt, spiller plakaterne på den dårlige samvittighed og forsøger at manipulere f.eks. med et ”Mor! Stem dansk – Tænk paa mig” og billedet af en lille forhutlet dreng. Det står helt klart at både Det Midlertidige Ministerium for Sønderjyske Anliggender med H.P. Hanssen som den yderst kompetente rorgænger og CIS har været opmærksomme på den gode tone og ikke ønsket, at der skulle opildnes til uro og vold via provokerende udsagn fra plakaterne. Der har været en klar og fast styring af plakaternes budskab, en styring, der ikke var fri for at udøve censur, hvis det skulle vise sig nødvendigt.

Udover i Slesvig var der også grænseafstemninger seks andre steder i Europa, og flere af stederne var plakaterne, som denne østrigsindede plakat, mere truende

Den politiske plakat i sin moderne skikkelse så for alvor dagens lys i tiden op til og under 1. Verdenskrig. Her spillede agitationsplakaterne en stor rolle og den udformning plakaterne havde, smittede i høj grad af på afstemningsplakaterne i 1920. På samme måde gik traditionen igen i valgplakaterne til folketinget og rigsdagen – en tradition, som kan følges helt op til 1960´erne, hvor fjernsynets indflydelse begyndte at gøre sig gældende. Her tabte plakaten pusten og blev i højere grad et ekko af medierne end et selvstændigt udtryk. Helt galt gik det, da computeren gjorde sit indtog og tendensen med kun at vise et politikerportræt blev forstærket og dominerende. Den fortællende og følelsesbetonede plakat var stort set blevet elimineret. Men indtil denne afsporing, kan man tydeligt følge en rød tråd fra agitationsplakaterne under 1. Verdenskrig til afstemningsplakaterne fra 1920 og gennem valgplakaterne til folketing og rigsdag. Det drejer sig om tydelig og enkel kommunikation, der sigter med skarpe skud mod hjertet, hvis de da ikke vælger en anden vinkel og retter skytset mod hjernen med tilsyneladende fornuftigt betingede argumenter, som især taler om velstand og god økonomi. Dengang som nu var plakaterne under alle omstændigheder med til at sætte stemningen omkring afstemningerne og afspejle de holdninger og stærke følelser, der stod på spil hos befolkningen.

Udstillingen Grænsen er nået. Afstemningsplakater fra grænselandet 1920 kan opleves på Danske Plakatmuseum i Den Gamle By frem til 31. december 2020. Frem til og med 9. august er der halv pris på dagsbilletter til Den Gamle By, og udover at besøge Plakatmuseet kan man blandt andet også opleve frilandsmuseet i Den Gamle By, museets 1970’er kvarter og tidsrejsen Aarhus Fortæller om Aarhus’ historie.

Til udstillingen Grænsen er nået har Elsebeth Aasted Schanz og Nils Arne Sørensen skrevet en velillustreret og fyldig bog, der kan købes for 249 kr. hos boghandlerne, i Den Gamle Bys museumsbutik og på Dansk Plakatmuseums webshop.

Skriv et svar