Warwick Castle – Ingrids museumsoplevelser, del 4

Warwick Castle. De besøgende bevæger sig rundt i interiøret og blander sig med udstillingens voksdukker. Foto: Ingrid Vatne.

”Welcome to Warwick Castle. This is not a museum…”

Sådan lyder det i højtaleren, da Ingrid Vatne går igennem borgporten til det engelske slot og forlystelsessted, Warwick Castle.

I dette afsnit af Ingrids museumsoplevelser møder vi historieformidling, der er koblet med forlystelse og underholdning. Dog formår udstillingerne stadig at åbne for publikums deltagelse, bl.a. gennem de besøgendes brug af slottets interiør.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor ph.d. Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium i forbindelse med hendes ph.d. Ingrids ph.d. handler om publikumsdeltagelse i dramatiseret museumsformidling og er blevet til i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Den Gamle By og Kulturstyrelsen.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Lys i Mørket i Den Gamle By – del 1, Beamish  – del 2, Skansen – del 3.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#4: Warwick Castle, Warwickshire – England

Warwick Castle set fra sit højeste tårn. En oval græsplæne danner centrum for borggården. Telt til salg af souvenirer ses til venstre i billedet. Et blåt skilt foran en trappe fortæller om udstillingen The Royal Weekend Party. I baggrunden ses lidt af byen Warwick og byens omkringliggende marker. Foto: Esben Fløe.

Introduktion til oplevelsesstedet
Warwick Castle ligger i Warwickshire, Storbritannien og er siden 2007 drevet som et forlystelsessted af oplevelsesgiganten Merlin Entertainment. Slottet har, som historisk bygning, bevaringsværdi af national betydning. Ejendommen ejes i dag af Nick Leslau Prestbury Investments Holdings, ejendomsudvikler og investeringsbureau med et kommercielt formål. Som case adskiller Warwick Castle sig fra de museer og historiske centre som indgår i undersøgelsen, idet hensigten med formidlingen i højere grad end de øvrige cases er fremtrædende profitorienteret. Slottet dateres tilbage til 1068 med Wilhelm erobreren som bygherre. De mange jarler som slottet har huset i tidernes løb skaber en historie som står centralt for de aktiviteter og den formidling, som foregår. Derudover formidles også mere sagnomspundne fortællinger som eksempelvis Merlins sværd i stenen.

Beskrivelse af oplevelse
Efter at have betalt indgangspenge kommer vi ind på det område, hvor borgen ligger på en forhøjning i landskabet. Anlægget er i god stand og jeg imponeres over synet. En fordybning som omkranser forhøjningen vidner om, at slotsanlægget har været omkranset af en voldgrav. En snoet vej tager os med over mod slotsanlægget igennem en mægtig borgport. Gitterporten er hejset op i portrummets loft, og det er tilladt at gå igennem. På vejen passerer vi en kiosk, hvor man kan købe is, slik og sodavand. I højtalerne når jeg lige at høre ” Welcome to Warwick Castle. This is not a museum (…)”, før vi er passeret. Inde i borggården er der en cirkelformet græsplæne, som vi ikke må betræde. Mellem græsplænen og et kraftigt murværk med tårne, som man kan komme op i, står der en række telte, hvorfra der sælges is og gaveartikler. Store bannere viser os, hvor de forskellige begivenheder finder sted. Et sværd er stukket ned i en sten, og flere af gæsterne prøver at trække sværdet op. Min fire år gamle søn stormer derhen for at prøve muskler med stenen. Slottet byder på mægtige rum med tematiske udstillinger. En kæmpe hal er dekoreret med ridderrustninger, sværd og heste i fuldt udstyr. To herrer spankulerer rundt i lokalet mellem de kostbare genstande. De er hvidpudrede i ansigtet og klædt i 1700-tals dragter med tilhørende parykker. Der bliver nikket til publikum, konverseret og spankuleret i udstillingens mange rum. Jeg kan ikke se, hvorvidt de taler til publikum. Jeg forstår, at de to mænd både er en del af udstillingens visuelle udtryk og en form for kustoder.

Vi går igennem et rum, der er formet som en lang tarm sat sammen af flere rum eller nicher. Der er højt til loftet. Scener fra det liv, der er levet på slottet, er bygget op i tableauer, som vi kan se ind på, da vi går igennem. Vi er deres fjerde væg. Livagtige voksdukker illustrerer bestemte aktiviteter. Et sted spilles der på forskellige instrumenter, et andet sted bliver det udført håndarbejde. Vi ender ved en trappe som fører ud til gårdspladsen. Længere henne ses et skilt med teksten ”Royal Weekend Party”. På et andet skilt lige ved siden af står der, at serveringsfolk skal henvende sig i køkkenet. Vi går op ad den store trappe og ind. Jeg kan læse i min guide, at daværende grevinde af Warwick, Daisy, holdt et berømt weekendparty i 1898, hvor den vigtigste gæst var Prinsen af Wales – den senere Edward III, og hvor den unge Winston Churchill også var til stede, foruden en række andre celebre gæster.15 Indenfor er gangen inddelt på langs med et hvidt klæde, som hænger draperet i hoftehøjde. Draperiet gelejder os ind til udstillingen. En kvinde klædt ud som tjenestepige og en mand klædt ud som tjener hilser os velkommen. Vi ønskes velkommen som greve og grevinde, og anmodes om at træde videre ind i biblioteket. Her sidder en ung Winston Churchill tilbagelænet i en stol. I det næste rum sidder to hvidklædte fruer i en sofa. En mand i gråt dress står bag ved sofaen. Fruerne drikker te og ser ud til at være i samtale med hinanden. På det lave salonbord, foran sofaen, hvor de sidder, står der opsatser med flotte dekorative kager. Vi kigger på dem, hvorefter vi bevæger os videre igennem rummet og over til det næste rum. Der er mange besøgende på stedet, og vi går i en lang slange af mennesker. I ”The Smoking Room” møder vi Charles Spencer Churchill, den niende hertug af Marlborough. Han sidder ved et spillebord og spiller kort med hertugen af York, som har placeret sig i den anden ende af værelset. Disse karakterer repræsenteres af voksfigurer i handlende positur.

Interaktivt interiør: Charles Spencer Churchill spiller kort med hertugen af York, og der er lagt kort op til at publikum kan spille med. Foto: Ingrid Vatne.

Der er sat to ekstra stole frem ved kortbordet. På bordet foran den ene af de tomme stole er der givet kort til en ekstra spiller. Flere af de andre publikumsgæster sætter sig i en af de ledige stole for at blive fotograferet, mens de spiller kort med Churchill. Vi gør det samme. Min datter på halvandet år kravler op på en stol med armlæn, og min søn Linus tager den anden ledige stol. Han kan ikke lade være med at kigge den uopmærksomme Churchill i kortene. Jeg taler begejstret med min mand om den måde, hvorpå udstillingen åbner op for publikums deltagelse. Vi er enige om, at det er en sjov måde at udstille på, og vi taler om at interiøret tydeligvis er med til at styre vores adfærd. Mens vi diskuterer, bevæger vi os ud på gangen, nu på den anden side af det draperede ”hegn”. Vi går op ad trappen til første sal. Her bliver vi mødt af en duft af sæbe og af lyden af musik og af mennesker, som taler inde bag dørene. En af dørene står på klem. Det er døren til badeværelset, og vi kan se en tjenestepige stå bøjet over et badekar med vand i. Lyden af rindende vand og duften af sæbe trænger ud af den lille døråbning og vidner om, at der gøres klart til bad. Vi kan høre to damer tale sammen derinde. Inde i værelset ved siden af står Daisy og beundrede sin smukke kjole foran spejlet. Hun står med ryggen til publikum. Fordi hun spejler sig, bliver hendes ansigt alligevel synlig for os i spejlet. På gulvet sidder en kvinde i hvid kjole og med en hvid sløjfe i håret, og hun kigger op på Daisy. Vi går videre og kommer ind i et blåt værelse, hvor der også bliver gjort klar til bad. En kvinde sidder tilbagelænet på en divan og drikker champagne. En mand står og hælder vand i et kar. Jeg går ud fra, at figurerne er lavet af voks, som de øvrige figurer vi har set. Så jeg bliver noget overrasket, da kvinden pludselig bevæger sit glas som en hilsen til sine gæster. Vi stopper op og tager kvinden og rummet nøjere i øjesyn. Hun fortæller, at hun ikke er helt klar endnu, hun skal lige læse lidt i sin bog, inden hun tager et karbad, men vi skal bare føle os hjemme. Jeg kigger en ekstra gang på manden, som bliver stående i samme positur. Vi takker høfligt og bevæger os videre ind i salene, som kvinden foreslog. I det næste værelse møder vi en mand, som er ved at pudse vinglas og gøre klar til fest. Vaskebræt og tørreophæng står fremme, skabslågerne er åbne, og hvidt tøj er lagt pænt sammen i skabet. Manden kigger på min datter og kommenterer, at hun nok skal komme tilbage om nogle år, så kan det være at hun kan få arbejde. Her er nok at lave, mener han. Han taler uafbrudt i et længere stykke tid, hvor han blandt andet kommenterer herskabets krav til vasketøjet, samtidig med at han pudser vinglassene. Han har tydeligvis travlt med forberedelserne til den nært forestående fest. Da vi har stået og betragtet den arbejdende tjener lidt, går vi videre og kommer ud igen til borggården. Lidt længere henne ligger prinsessetårnet. I prinsessetårnet foregår der tidsbestemte forestillinger, som starter hver klokketime. En af områdets prinsesser kommer og tager os imod. Hun fortæller, at vi må danne kø. Da klokken har slået, bliver vi lukket ind. Efter en tur op ad den smalle trappe, som snor sig nærmest lodret op i tårnet, kommer vi ind i et rum med skattekister, en scene og en tronstol på scenen. En kvinde kommer frem og ønsker børnene hjertelig velkommen. De bliver bedt om at sætte sig på gulvet foran scenen, mens forældrene stiller sig bagerst i lokalet. Kvinden er en hofdame, og hun ville gerne fortælle børnene om prinsessens snart forestående bryllup. På væggen hænger et billede af prinsesse Arabella, som historien handler om. Hofdamen har alle børnenes fokus, idet hun beder dem om at kigge hen på det smukke billede af Arabella. Børnene ser op på prinsessen på billedet. Pludselig begynder billedet at bevæge sig, og kvinden på billedet begynder at tale til hofdamen. Der bliver talt om kjolen og om skoene, som hofdamen har foran sig på scenen. Efter at eventyret er fortalt, får børnene mulighed for at undersøge skattekisterne, som er fyldt til randen med udklædningstøj. Børnene klæder sig ud som prinsesser og riddere. De bliver tilbudt at sidde i tronstolen og blive fotograferet, hvorefter vi gelejdes videre ned en ny snoet trappe, igennem en souvenirbutik og ud af tårnet.


En tjener gør klar til bad, mens en kvinde nyder et glas champagne på chaiselongen. Kvinden overrasker ved at være levende og ikke en voksdukke. Foto: Ingrid Vatne.

Det er ved at være tid til min runde ned i slottets fangekældre. Jeg har anskaffet mig en billet til rundturen The Warwick Castle Dungeon. Jeg har valgt at deltage i turen uden min familie da det annonceres, at denne tur ikke er for børn, sarte sjæle, gravide, eller folk med gangbesvær. Efter at have stået i kø bliver jeg lukket igennem et blodigt tableau. Dem der stod foran mig i køen, stiller sig op og er klar til at blive fotograferet i en ”henrettelses-situation”, hvorefter de går videre og stopper op foran en dør, der fører ned til slottets fangekælder. Her står en sortklædt munk og fortæller i rolle, om 1300-tallets mørke sider, om pesten som med sin hærgen lægger det ene sted efter det andet øde. Hans tale er monologisk, og publikum står lydhør i en rundkreds. Munken fremtræder som uhyggelig, idet han er klædt i en mørk dragt med hætten trukket over hovedet, og en række skygger dannes i hans ansigt og visker detaljer ud. Hans stemme skifter mellem at være dyb, hvor han nærmest taler til sig selv og skarp, når han henvender sig til udvalgte personer i gruppen, for derefter atter at vende tilbage til det dybe toneleje. Hans udbrud vendt mod folk i gruppen, efterfølges af en latter. Inden vi går ned i kælderen, peger munken ud en pige, som skal være gruppens fortrop og en mand, som skal være bagtrop. Jeg tænker, at jeg er glad for at kunne putte mig imellem disse to ydre positioner, som munken lige har tegnet op. Vi andre er skånet i denne omgang.

Vi bliver sendt ned ad de mørke kældertrapper, mens munken bliver stående. Jeg mærker en umiddelbar trang til at følge resten af gruppen på nært hold, da jeg under ingen omstændigheder ønsker at komme på afveje hernede. På bunden af trappen bliver vi mødt af en mand, som er klædt som bøddel. Han holder et torturinstrument i den ene hånd og måler os med øjnene, inden han beordrer os ind i et tilstødende rum. I rummet står en stol. Bøddelen går frem og stiller sig op ved siden af stolen, hvorefter han skuer ud over os. Han peger på en mand midt i 50’erne og siger, at han skal sætte sig i stolen. Han holder han sit torturinstrument frem for os andre, hvorefter han udbryder med høj dirrende stemme: ”The Tongue Tearer”. Hans udsagn hænger lidt i luften, inden han fortsætter sin dramatiske artikulation, som inkluderer varierende toneleje og styrke. Han fortæller om forskellige måder, hvorpå dette torturudstyr blev anvendt i middelalderens fængsler og illustrerer det med bevægelser på manden i stolen. Jeg oplever seancen fortællende, vi introduceres for udstyrets anvendelse og brugsområde. Efter lidt tid bliver vi sendt videre på egen hånd igennem de mørke gange og op ad nogle trapper. Vi går ind i et rum, hvor torturgenstanden ”the hook”, er omdrejningspunktet. Her møder vi en ny karakter. Han spørger, om vi kender instrument og om der er en blandt publikum, som har lyst til at prøve det? På samme dramatisk facon som hidtil, bliver krogen holdt frem, så vi alle kan se den. En mand fra gruppen peges ud til at skulle stå model til en demonstration af instrumentets forskellige anvendelsesformer. Med sin finger tegner han i luften omkring den udpegede en model for at illustrere, hvordan man bandt fangerne om benene, hvorefter de blev hængt på krogen med hovedet nedad. Krogen blev også brugt til at stikke op i en fanges endetarm eller til at stikke ud øjne med. I løbet af denne seance udpensles alle ubehagelige detaljer, og der skabes unægtelig en række tydelige billeder for mit indre øje.

Udsigt fra Warwick Castles højeste tårn. Foto: Esben Fløe.

De mørke kælderrum er forbundet på en sådan måde, at jeg hurtigt mister retningssansen, og jeg mærker, at jeg bruger en del energi på at holde mig til de andre. Jeg gemmer mig imellem de andre i gruppen og krydser fingre for, at valget ikke falder på mig, næste gang en fra gruppen skal trækkes ud for at udfylde rollen som ”den anklagede”. I et af rummene bliver vi mødt af en lille kvindeskikkelse. Hun er tilsyneladende en, der arbejder med de lig, som pestens hærgen har efterladt. Hendes stemmebrug er særlig karakteristisk ved at den, på en nærmest eksplosiv måde, skærer igennem en atmosfære fyldt med sygdom og som er nærmest drænet for ilt. Hun hoster intenst, mens hun hiver indvolde ud af et ”lig”, som ligger på en briks. Idet hun, med store armbevægelser, trækker ud en lang tarm af kroppen på briksen, sprøjter en væske ud over os, og flere af gruppens medlemmer skriger højt. Kvinden går frem og tilbage foran gruppen og inspicerer personerne, hvorefter hun med eksplosiv stemme henvender sig til manden, der, ved rundvisningens start, blev udpeget til at gå sidst. Han bliver hevet frem, placeret på en stol og et blåt forhæng trækkes for. Der foregår noget bag ved forhænget, som vi andre ikke har mulighed for at se, men efter et kort stykke tid, høres et skrig bag forhænget, inden forhænget atter trækkes fra, og jeg kan se, at manden tager sig til armen. Vi bliver sendt videre med et ”hush, hush, hurry up”. Jeg forsøger at se om manden stadig er med os, men jeg kan ikke få øje på ham. Trappen fører nedad, og trinene er korte og smalle. Jeg forsøger at træde forsigtig, så jeg ikke falder. Det er svært at se trinene for alle menneskerne, som går foran mig, men jeg finder ud af, at det hjælper at holde den ene hånd på væggen, mens jeg går. Neden for trappen er der en åben dør. Da vi kommer hen til døren, tager en mand imod os, og vi går ind i rummet. I hjørnet af rummet står et bur, som er lidt højere end manden. Han kigger nøje på gruppen, inden han peger på en pige, som ser ud til at følges med to andre. Hun bliver udpeget til at stille sig ind i buret, hvorefter han lukker døren og drejer nøglen rundt. Hun udstråler usikkerhed i sin fremtræden, idet hun flere gange kigger tilbage på sine følgesvende. Jeg fanger ikke, hvilken rolle den mandlige karakter spiller, fordi min opmærksomhed er rettet imod pigen i buret, mens jeg stadig forsøger at få afklaret, hvorvidt manden fra forrige torturkammer er til stede eller ej. Idet døren bliver åbnet bag os, kommer der dagslys ind i den mørke gang, og jeg forstår, at en fra gruppen har fået nok og vil ud, hvilket vi tidligere fik oplyst var en mulighed. Da vi er ude i gangen igen, får jeg øje på manden, jeg har ledt efter. Jeg ser ham stå og vente, mens han stadig holder sig på armen. Vi føres videre og efter en ny tur op ad trapperne, havner vi i en retssal. Vi er nu en forsamling bønder, som ser til, mens en kvinde anklages for en forbrydelse. En dommer står på et podie ved en talerstol og skuer ned over os. Kvinden udpeges som skyldig. Hun giver udtryk for, at hun ikke ønsker at blive trukket frem, idet de svar hun giver på anklagerens spørgsmål, gerne skulle demonstrere hendes uskyld. Jeg forstår, at hun inddrager sit private liv i forklaringen om, hvor hun var, og hvad hun lavede mandag, da den aktuelle forbrydelse skete. Selve forbrydelsen forklares ikke nærmere, og jeg tænker, at det nok også har været den normale procedure dengang. Efter retssagen sendes vi atter ud i de mørke gange og nye forsøg på, ikke at blive væk fra de andre. Pludselig ser jeg mig selv i tre spejle foran mig, og jeg mærker, at jeg forsøger at afkode, hvor gruppen bevæger sig hen. Det mentale arbejde, med at få lokaliseret hvor de andre er, fylder meget. Jeg føler, at vi går igennem en hel labyrint af spejle, og hvis jeg tidligere havde en idé om, hvilken retning vi bevægede os i, så forsvinder den her. Til sidst står jeg i et hjørne, hvor jeg kan se mig selv fra alle sider. I samme øjeblik bliver et af spejlene til en dør. I døren står en bøddellignende mand med økse og læderhætte. Han griner, hvorefter han følger os hen til en ny dør, og kort efter står vi igen ide i slottets cirkelformede borggård. Da jeg kommer ud i det skarpe sollys efter at have vandret rundt i de mørke gange, er jeg noget fortumlet. Der går derfor et øjeblik, inden det lykkes for mig at regne ud, hvor jeg befinder mig og i hvilken retning jeg skal starte med at gå, for at finde mand og børn.

Interiør på Warwick Castle. Foto: Ingrid Vatne.

Da det lykkes mig at genfinde mine følgesvende, lader jeg mig fortælle, at de har deltaget i en begivenhed, hvor både prinsessen fra tårnet og flere riddere var tilstedet ved sværdet i stenen. Min søn Linus fortæller begejstret og med dyb beundring, om en dreng, som kunne trække sværdet op af stenen. Vi går hen til en plads uden for borgvolden, hvor der lige har været en opvisning med rovfugle. Vi ser på de kæmpestore fugle i deres bur, mens personalet er ved at pakke showet ned. Ved åen som løber lige neden for borgen, er der et stort grønt område. En bro fører over til en lille ø. På øen starter et nyt show, hvor det handler om at affyre en blide. Vi sætter os på græsplænen på fastlandet og ser over på den anden side af åen, hvor flere mænd og kvinder kører en stor blide frem. Via højtalere hører vi en mand forklare, at dette våben har været meget almindeligt i middelalderen, og at det ikke var usædvanligt, at man havde tømrere med i krig, således at man kunne bygge dem på stedet. Som dagens sidste begivenhed før lukketid, affyres der en ildkugle fra bliden.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *