Skansen – Ingrids museumsoplevelser, del 3

Skansen i Stockholm regnes for at være verdens første frilandsmuseum, og stedet kan siges at have dannet skole, når det gælder formidling på frilandsmuseer.

Skansen. Dalahest på en af museets legepladser. Foto: Ingrid Vatne.

Ingrids besøg på Skansen er en fortælling om, hvordan levendegørelse af historien er med til at formidle både natur og kultur i det gamle Sverige.

Indlægget er en del af blog-føljetonen Ingrids museumsoplevelser i seks afsnit, hvor Ph.d.-afhandling Ingrid Vatne med egne ord beskriver de oplevelser, hun har haft i løbet af sit feltstudium. Ingrids Ph.d. handler om publikums deltagelse i dramatiseret museumsformidling.

Tidligere indlæg i blog-føljetonen: Del 1 – Den Gamle By, Del 2 – Beamish.

Interesserede læsere kan finde et resumé af Ingrid Vatnes ph.d.-afhandling her.

————

#3: Skansen, Stockholm – Sverige

Introduktion til museet
Skansen blev grundlagt i 1891 og regnes som verdens første frilandsmuseum og er i dag både frilandsmuseum, folke- og forlystelsespark og dyrepark. Museet ligger på Djurgården i Stockholm. Grundlæggeren var læreren Artur Hazelius (1833-1901) som byggede museet på den pædagogiske idé at skabe et levende museum og gestalte folkelivet på en levende måde. Skansen skulle være arena for en gestaltning af ”det gamle Sverige”, det vil sige Sverige før industrialiseringen. I opbygningen af Skansen har fokus været på helheden: Gårde og bygningsanlæg er flyttet til stedet og placeret således, at de afspejler den svenske geografi, med bygninger, flora, fauna og mennesker. Skansen har været et forbillede for de mange senere etablerede frilandsmuseer. Skansen er i dag organiseret som en stiftelse m ed staten, Stockholms by og Nordiska Museet som stiftere og med bidrag fra Kulturdepartementet. Friluftsmuseet Skansens mål er at, med gæsten i centrum, give indsigt i og oplevelser af Sveriges kultur- og naturhistorie i relation til samtiden og med sigte på fremtiden. Derudover skal Skansen, på baggrund af dokumenteret kundskab gestalte billeder af kultur og natur i Sverige, med vægt på 1700-tallet og frem. Skansen skal endvidere bidrage til bevaring af mangfoldet i den svenske kulturarv med vægt på tavs kundskab, skikke, traditioner og håndværk samt på biologisk mangfold med vægt på nordiske dyr og planter.

Beskrivelse af museumsoplevelse
Skansen breder sig hen over et skrående landskab, og enkelte steder er der udsigt ud mod Stockholms skærgård. Museet er bygget op på den måde, at bygningsmiljøernes placering på museet afspejler den svenske geografi. Således finder man Skånegården i den sydlige del af museet og Samevistet og Fäbodvallen i museets nordlige del. Ud over bygninger, bygningsmiljøer og tilhørende husdyr, er der også vilde nordiske dyr bag indhegning. Jeg finder kortet frem og beslutter mig for at starte ved Dalarna, en region i Sverige, hvor jeg har tilbragt mange somre og vintre igennem min opvækst. Jeg bevæger mig i retning af Fäbodsvallen, hvor kvinder passer dyr, som er sendt til fjelds for at græsse. Der bliver lavet ost og smør af mælken, som de får fra dyrene. Jeg går på en grusvej igennem et skovholdt. Køer, får og geder græsser foran de små, sorttjærede huse, som ligger på en lang række i landskabet. En kvinde i dragt kommer ud fra et af husene. Hun hænger en klud op på en snor udenfor, inden hun vender om og går ind igen. Jeg følger efter. Indenfor sidder to kvinder i dragter på en bænk langs væggen. Den ene fortæller, at de producerer ost og smør på stedet, og hun fremviser en gedeost, som er støbt i en form. Derefter viser hun mig den form, som osten er støbt i. ”Det här gör vi jo på gammalt sätt. Vi värmer över älden, ystar mjölk och så blir det ost”, forklarer kvinden og peger over på ildstedet. Da de sidder indendørs og passer ilden, har Fäbodskullerna fået tilladelse til at tænde op trods brandfaren. Ellers er der ikke mange steder, hvor der er tændt op i ildstedet på grund af den solrige sommer. ”Nu när det är så här varmt, äldar vi inte onödigt. Att koka mesost tar ungefär åtta timmar, så det gör vi inte nu. Inte i dag i alla fall. Inte när vi har mesost att bjuda på”. Jeg spørger ind til fäbodens funktion, og hun forklarer, at unge kvinder, som var ansat af bønderne, tog dyr med sig op på fjeldet under sommermånederne. Ofte kom dyrene fra flere forskellige gårde. Kvinderne havde ansvaret for dyrene i perioden og sørgede for, at de kunne græsse i skoven. Det var også deres ansvar at malke og anvende mælken til produktion af produkter, som skulle tilbage til bondens gård. Nogle af produkterne skulle indgå i gårdens vinterforråd, mens andre skulle sælges på høstmarkedet. Kvinden fortæller mig, at hvis man ser store lysninger i skovene i Nordsverige, så er det et tegn på, at dyr har græsset på området.

Fäbod. Formidler fremviser en form til at støbe ost og smør i. Formen findes i original ved en af museets andre gårde. Foto: Ingrid Vatne.

I Sverige har man de sidste 50 år oplevet, at disse lysninger gror til, fordi brugen af landskabet ændres. ”Det är inte samma mångfall på väkster nu, för att djur inte betar längere”, tilføjer hun. ”Så nu använder man det til sommarstuga?”, spørger jeg og får at vide, at nogle anvendes til sommerhuse, mens mange bare står og forfalder. Jeg spørger, om de to formidlere har Fäbodvallen som deres formidlingsområde eller om de også har formidlet andre bygningsmiljøer på Skansen. Kvinden ved siden af fortæller, at hun har formidlet flere steder. Hun mener, at det er en problematik, at enkelte af bygningsmiljøerne ikke forsvarligt kan lade sig formidle på en måde, som medfører at man anvender interiøret. Jeg får at vide, at Fäbodvallen som sted forsøger at knytte forskellige miljøer sammen på Skansen. Som fäbodkuller kan de have boet på Moragården, men tilbragt somrene på fäboden, hvor de arbejdede. Dermed kan de henvise til en gård, som de kan have boet på og således udvide fortællingen om den enkelte gård. Den ene kvinde tager en rektangulær osteform ned fra hylden og fortæller, at originalen til denne er på Älvrosgården længere nede i landsbyen. Jeg får at vide, at formen rummer en ostemasse, som produceres af ti liter mælk. Hun forklarer videre, at mønsteret i bunden af formen dels har en dekorativ funktion, dels er det en form for signatur på det produkt der laves. Bønderne ville gerne have produkter af mælken fra egne dyr. For at kunne skelne de forskellige gårdes produkter fra hinanden, fik produktet forskellige mønstre. Når kvinderne havde lavet ost i formerne, kunne osten vises frem på gårdene nede i landsbyen. ”Vid Älvros har vi hela året ost och bröd framme”, forklarer den ene. Jeg spørger, hvilken betydning de oplever, at madproduktionen har for de besøgende og for den kontakt de, som formidlere får til dem. Den ene kvinde fortæller, at de forskellige huses atmosfære har stor betydning for kontakten mellem formidlere og publikum. Enkelte huse har en atmosfære, som indbyder til en særlig kontakt med de besøgende, mens andre huse ikke har samme atmosfære. I fäboden oplever de, at atmosfæren indbyder til, at man sætter sig ned og undersøger rummet med øjnene og er stille sammen, uden at det virker unaturligt eller at de besøgende føler, at de står i vejen for produktionen. De steder, hvor værterne ikke har noget at lave, åbnes der ikke på samme måde op for en naturlig stilhed, som giver ro til at undersøge rummet nærmere, forklarer den ene. Om atmosfæren i fäboden erfarer hun, at ”här vågar folk sitta kvar. Jag kan gå ut och hämta nogot, komma tilbaka (…) och dom stannar. Annars kan det lätt bli så, att dom tackar för sig och går när man lämnar rummet, liksom”. En mor kommer indenfor med to piger. De bliver budt på en bid ost og smager på produktet. Den ene af formidlerne kan fortælle, at der produceres både ost og smør i huset. Hun oplyser endvidere, at smør blev regnet for et luksusprodukt, og at det ikke var noget, man havde på sit brød, sådan som i dag. Moren udbryder henvendt til sine piger: ”Tänk om vi inte skulle få smör på våra smörgåsar?”. Formidleren forklarer, at man måske havde ”mesost” på sit brød i stedet. ”Stakkars barn”, kommer det fra pigernes mor (mesost kan oversættes med det man i Danmark kalder for norsk myseost). ”Jag tycker inte om det”, siger hun henvendt til formidleren. ”Men det gör jag”, fortæller den ene af pigerne. Formidleren forklarer fremgangsmåden for mesost og forklarer, at mesost er en slags koncentreret mælkesukker. Både jeg og moren med børnene får lov at høre om processen. Moren spørger pigerne, om de ikke skal gå videre, hvorefter de forlader historien her.

Efter at have opholdt de to kvinder i et langt stykke tid, takker jeg og fortsætter til Samevistet, hvor jeg møder en kvinde. Hun fortæller mig straks, at hendes dragt ikke passer ind i dette miljø. Hun er klædt som bondekone, men passer i øjeblikket Samevistet. Det er mit videokamera, som får hende til at afsløre sin visuelle disharmoni med stedet, og jeg lover, at jeg kun filmer interiøret. Samevistet består af en tipi-konstruktion lavet af lange smalle træstammer, som er sat sammen i en rundkreds og bundet sammen i toppen. Inde er der et ildsted i centrum af rummet, og omkring det ligger rensdyrskind til at sidde på. Kvinden fortæller, at dette er forårs- og efterårsviste. Vistet skal være fra begyndelsen af 1900-tallet. Jeg får at vide, at samerne følger rensdyrene fra skovene, hvor de er om vinteren og til fjeldene, hvor de er om sommeren. Derimellem holder de til på den form for boplads, som her fremvises.

Jeg går videre ned imod landsbyen og kommer forbi Moragården. I stuen sidder en kvinde og strikker. På bordet foran hende ligger flere ting. Blandt andet er vævet stof i flere farver lagt fint på række over bordenden. Ved den anden bordende ligger der legetøj. En lille dukke har fanget et par pigers opmærksomhed, de rører ved den og leger lidt tilbageholdende. Her ligger også et lille stykke træ bundet fast i en snor, og en lille snurretop i træ, som en af pigerne leger med. Pigerne står foran den strikkende kvinde i lang tid uden at der bliver sagt noget. Jeg tolker det som om, at de måske er i tvivl om, hvorvidt de må lege med dukken? Efter et stykke tid går den ene pige ud af rummet, mens den anden bliver stående lidt endnu. Der hersker fortsat en underlig stilhed i rummet. Der kommer flere besøgende ind, og de taler sammen, men det er et meget stille rum, selv om der er mennesker her. Jeg finder det svært at stille spørgsmål til den strikkende kvinde og ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal få åbnet døren til historien. Det går op for mig, at jeg ofte tager udgangspunkt i den aktivitet, som udføres på stedet. Jeg har fået svar på, hvad hun strikker, men uden at dette er ført til en ny drejning eller har åbnet op for nye historier. Min måde at fremhæve, at jeg er interesseret, er bl.a. at mærke på de ting, der er lagt frem, at kigge mig omkring og at blive i rummet i længere tid end det føles naturligt, når ingen siger noget. Men jeg er løbet tør for spørgsmål om håndarbejdet og mærker at jeg ikke helt ved, hvordan jeg åbner for en historie om stedet. Måske er kvinden med strikketøjet blot et visuelt indslag? Jeg mærker, at initiativet til dialog skal komme fra mig, og at jeg finder det svært at åbne den. Måske er det fordi, der er flere besøgende i rummet, som heller ikke taler med formidleren? Jeg husker pigerne fra fäboden sige, at de forskellige rum appellerer forskelligt til dialog med publikum. I dette rum oplever jeg, at det er den måde, hvorpå de tilstedeværende er sammen, som skaber rummet og som er afgørende for, hvorvidt en dialog kan opstå. Jeg går lidt rundt og kigger, hvorefter jeg går ud igen og bevæger videre i retning af bykvarteret og ind i Delsbogården.

Kolonistuer. Kvinde i dragt har hentet urter fra kolonihaven og er på vej videre. Publikum fascineres af den pittoreske oplevelse og tager billeder af hinanden. Foto: Ingrid Vatne.

Inde i et smukt dekoreret rum sidder en kvinde og væver bånd af hør. På bordet foran hende ligger hør i forskellige produktionsstadier. På væggen mellem vinduerne, som giver hende arbejdslys, er der malet flotte dekorationer. ”Alla kvinnor och tjejer, dom gik omkring med sånna hära(…)”. Kvinden tager en spole med hørgarn op og viser, hvordan kvinderne gik omkring og spandt tråd. ”Om dom var på fäboden och jobbade med djur, då kunde dom gå omkring och snurra så här och göra tråd samtidigt”. Jeg spørger kvinden, om det er hende, der har lavet de flotte bånd. Men hun forklarer, at hun plejer at strikke. Hun finder en kurv med garn frem, mens hun fortæller mig om uldgarnet, hvorefter hun begynder at strikke. Hun forklarer, at man ofte gik barfodet og at det derfor var almindeligt at have uld omkring vristen. Nogle danske besøgende kommer ind og spørger om det er en middelstor gård? De bemærker de flotte dekorationer på væggen og vil høre, om dette har været almindeligt. Kvinden lægger strikketøjet i kurven og fortæller, at de folk som boede på gården har solgt skov fra og derfor fået frigjort midler. Hun forklarer, at det var almindeligt at anvende penge på ting, som viste, at man havde penge. Samtidig kunne denne måde at bruge penge på resultere i, at de måske ikke havde det økonomiske råderum til de dagligdagsting, som kunne have gjort hverdagen nemmere.

På gården fra Älvros finder jeg originalen til den smørform, som jeg tidligere så på fäboden. Det giver noget særligt til oplevelsen af denne gård, at jeg har fäbodshistorien. Jeg kommer altså til denne gård med en baggrundsviden og får en oplevelse af genkendelse af noget, jeg ved noget om, og som jeg kan tage med ind i min åbning af dialogen. Jeg går videre forbi posthuset og kommer forbi to kolonistuer. Her sidder en mand og en kvinde og spiser frokost på en bænk i haven. En kvinde står ved siden af og fortæller dem noget.

Der kommer nogle udenlandske besøgende forbi og kigger og fotograferer dem på den anden side af det rødmalede stakit med de hvide toppe. Manden inviterer dem ind i haven, og den ene kommer ind og sætter sig på bænken et øjeblik, mens hendes veninde tager et billede. En kvinde i 1800-talsdragt kommer forbi og snakker med kolonisterne over stakittet, hvorefter hun går ind og henter noget i haven. Hun snakker et kort øjeblik med de tre, som sidder rundt bordet, hvorefter hun takker og går videre. En guide med en gruppe besøgende stopper op ved haven og fortæller om traditionen med kolonistuerne. Jeg går ned til Stadskvarteret og ind i jernhandelen. En mand i dragt står bag disken. Omme bag butikken er der en bolig. Jeg går herind og mærker, at stedet dufter beboet. Inde i stuen er der dækket op på det runde bord, og midt på bordet står en nybagt krydderkage. Der er ikke helt klart til, at gæsterne skal komme, for støvsugeren står på gulvet lige ved siden af. Inde i køkkenet sidder en mand i dragt ved et lille spisebord. Et glas med en lille sjat mælk står på bordet ved siden af mandens opslåede avis. Her bliver jeg i tvivl om formidlingen foregår i rolle, fordi der skabes et historienært nu. Jeg spørger, om han venter gæster, og han griner lidt. Det dufter, som det gjorde hos farmor om søndagen til kaffetid. Han forklarer, at jeg er kommet ind i et hus fra 1930’erne, og at huset er en rekonstruktion.

Jeg får at vide, at i modsætning til de øvrige steder, som tager udgangspunkt i bygningernes historiske personer, så har museet her skabt en fiktiv familie, som kunne have beboet huset i 1930’erne. Det er en ung familie som skal forestille at bo i huset. Jeg er overrasket over den virkning som duften af krydderkagen og af støvsugeren, som står på gulvet nedenunder, med ledningen trukket ud og stikket sat i væggen, har. Fortiden bliver nærværende på en helt anden måde end i de andre bygningsmiljøer, jeg har besøgt her på Skansen. Jeg kommenterer duften og får at vide, at der er kælet for detaljerne i dette miljø. Det er hensigten at skabe en form for troværdighed i det miljø, som skabes. Manden går ind i den ene af stuerne og viser mig sengen, som kan trækkes ud. Han forklarer, at boligen, som består af to rum og et køkken, nok har været lidt trangt for en familie. Flere andre gæster kommer ind i lokalet og genkender højlydt detaljer i interiøret. Formidleren fortæller, om datidens mode, hvor der var fokus på hygiejnen, og boligen skulle være let at holde rent. Så der er linoleum på gulvene, får vi forklaret. Rummene sætter tydeligvis gang i de andre besøgendes erindringer, og de ældre får travlt med at fortælle de yngre om de forskellige genstande. Det er næsten som om man allerede ved, hvordan der ser ud på etagen ovenover, til trods for at den ikke er tilgængelig for publikum. En af de besøgende går målrettet hen til trappen for at se, om der er en dør til et lille rum under trappen.

Stadskvarteret. Hus fra 1930erne. Friskbagt krydderkage står fremme på bordet og støvsugeren ligger på gulvet. Foto: Ingrid Vatne.

Jeg går videre hen til arbejderkvarteret. Oppe på første sal i et hus ligger der en og sover på divanen. Jeg går nærmere og ser, at det er en dukke. Henne ved vinduet sidder en pige. ”Hej!”, siger hun, jeg bliver overrasket efter at have konstateret, at den sovende skikkelse er en dukke. Jeg får at vide, at boligen ville have tilhørt arbejderfamilier, og at den viser deres kår i begyndelsen af 1900-tallet. På det tidspunkt skete der en stor befolkningstilvækst i byerne, eftersom folk flyttede dertil for at arbejde på fabrikkerne. Ude i gården sidder en pige og snitter i træ. Jeg spørger hende om, hvor hun hører hjemme her i arbejderkvarteret og får at vide, hun kunne have boet på første sal, hvor jeg lige er kommet fra. Jeg spørger hende om, hvem der har haft arbejdet med at snitte træskeer, således som hun demonstrerer. Hun forklarer, at det ikke var så almindeligt at det var kvinderne, men at der dog fandtes kvinder, som gjorde det i 1800-tallet. Kvinden forklarer endvidere, at det frem for alt var de, der ikke havde råd til bedre bestik, som var tvunget til at skære det ud i træ, som de behøvede. Mine spørgsmål er et forsøg på at placere kvinden som en historisk figur i bygningsmiljøet. Det lykkes mig ikke rigtigt, men jeg bliver klogere på den generelle fortælling om arbejderne i byen.

På vej tilbage til de store gårde kommer jeg forbi Seglora kirke, hvor en mand i dragt står i marken og slår hø med en le. Jeg går videre og kommer ind i Oktorpsgården. Her er en kvinde i dragt i fuld gang med at fortælle en stor flok mennesker om huset. Hun fortæller, hvem som boede på gården, hvor gårdskarlene sov, hvor mange ildsteder gården havde og hvor der blev lavet mad. Kvinden fortæller, at Artur Hazelius fik mulighed for at købe huset i 1896. Hun forklarer, at museet stadig har kontakt med efterkommere af ham, som ejede gården på det tidspunkt. Kvinden fortæller videre om interiøret og flere besøgende griber fat i det, hun fortæller og kommenterer det. Flere af de besøgende indleder en samtale, og det er tydeligt, at de er interesseret i stedet og dets historie, og at formidleren har formået at vække en interesse. Situationen giver plads til, at hun dels kan holde pauser i sin monolog, for at lytte til de mange samtaler, som foregår i gruppen af mennesker, og dels selv kan holde monologer som folk lytter til. Gruppen af mennesker forbliver i lokalet i et godt stykke tid. Formidleren udpeger en bjælke i loftet, som markerer, hvor langt ind i rummet tiggere måtte komme. En kvindelig besøgende, som kender til fænomenet, tilføjer, at man tidligere var god til at tage vare på de fattige. Det opstår samtaler de besøgende mellem, og formidleren, som har stået op, mens hun talte, sætter sig ned på en taburet og fletter strå. Nogle kommer hen for at se, hvad hun laver. Hun viser en hat, som er magen til den, hun er i gang med. Hun fortæller, at hun fletter med rug. Jeg takker og går ud igen. Jeg kommer forbi Skogaholms Herrgård og går ind. Skogaholm formidler 1700-tallets fine familier og i den store sal hænger ovale portrætter på guldrammede paneler i væggen. Her sidder en pige ved et lille bord og orkerer. Med en tynd tråd fæstnet i en lille spole, tryller kvinden en lang remse frem med detaljerede blonder. Jeg spørger, om dette håndarbejde var særligt knyttet til de fine fruer, og formidleren begynder at fortælle. Dette håndarbejde er knyttet til dekorering af tekstiler, og formidleren fortæller, at hun synes, det er fornemt at få mulighed for at vise et sådant luksushåndarbejde, som ikke har haft noget nytteformål. Jeg får også at vide, at fruerne på de store herregårde var arbejdsledere for husholdningen og for den produktion, som hørte til denne del af gården, eksempelvis lysstøbning. Jeg går videre og kommer hen til Finngården, hvor en kvinde inviterer mig indenfor og beder mig om at sætte mig ned, hvorefter hun også sætter sig og puster ud efter en varm dag. Hun skaber en afslappet ro omkring sig, og jeg bliver siddende et stykke tid. Jeg spørger, om det var finnerne, som har boet i denne type huse, hvorefter kvinden forklarer mig, at der var mange, som kom fra Finland til Sverige og slog sig ned i skoven, hvor de arbejdede med skovbrug, jagt og fiskeri.

Skansen er karakteristisk med sine mange stier og veje, og jeg følger en sti, som leder hen til et område, hvor man, hvis man er heldig, kan se eksemplarer af Nordens vilde dyr i et indhegnet skovholdt. Jeg kan se på mit kort, at jeg er ved at nærme mig udgangen, og vender tilbage i retning mod restaurant Solliden og får noget at spise, samtidig med at jeg nyder den smukke udsigt over Stockholm skærgård.

 

Ingrid Vatne er Ph.d. ved Institut for Æstetik & Kommunikation på Aarhus Universitet, og forsvarede sin afhandling onsdag d. 4. december i Den Gamle By’s Helsingør Theater.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *