Den Gamle By vågner

Vinden drejer små krusninger på vandets overflade og gør spejlbilledet af bygningernes bindingsværk flimrende. Det er fristende at dvæle ved synet, men jeg er mødt tidligt for at se, hvad der sker, inden Den Gamle By vågner for alvor.

Mange af museets medarbejdere er i sving længe før klokken ti. Vagtmester Jan Olsen åbner sit kontor, Vægterbo. Han er hurtigt ude igen for at lukke op til værksteder og depoter.

Der kommer mange varebiler om morgenen. Jan guider budene, så varerne kommer frem til de rigtige butikker og restauranter. Alle biler skal være ude af Den Gamle By, når vi åbner, så det går hurtigt med at få fordelt varer, pakker og post.

I bageriet er Henning Løbner begyndt at arbejde midt om natten, så bagerbutikken kan åbne kl. halv elleve. I dag bager han blandt andet 300 hindbærbrød, 400 sukkerkringler og 150 krydderboller. Alt sammen efter opskrifter fra før 1900. Henning er allerede langt i dagens program, da jeg besøger ham. Dejen til sigtebrød er sat til hævning, honningkagerne er i ovnen, og nu skal dejen til vanillekransene sprøjtes ud til lange pølser. Henning har lavet 25 kg dej, og den bliver til omkring 825 vanillekranse.

I Købmandsgårdens gård gør Lars Brender og Henrik Vedel klar til hestenes “morgentoilette”.  Det betyder blandt andet, at hestenes hove bliver filet. Lars og Henrik hjæpes ad med at slå et par løse søm fast i hesteskoen. Den kan nu holde dagen ud. I morgen skal hesten have nye sko.

Kim Jensen støver hestevognenes kalechere af og smører aksler og støddæmpere. Læderbetrækket på sæderne bliver hurtigt varmt at sidde på. Han lægger derfor tæpper på sæderne, så gæsterne kan sidde behageligt uden af brænde bagdelen.

Når det er varmt, drikker en hest mellem 60 og 80 liter vand i døgnet. Så Lasse giver hestene rigeligt med vand fra morgenstunden. I dag kommer der fire enspænder-vogne i gaderne.

Også Den Gamle Bys gæster skal have mad og drikke. Madpakker er et hit, især når det er godt vejr. Gæsterne kan ofte godt lide at sidde på en bænk og spise deres mad. Anne-Marie Foldgaard har smurt en ordentlig stabel rugbrødsmadder, og nu piller hun æg. Til dagens smørrebrød og madpakker piller hun 75 æg.

Solen når ikke altid at tørre borde og stole udenfor i Simonsens Have. Inden gæsterne kommer, må Camilla Jehner Baake i gang med klud og spand. Hun sætter parasoller, flag og askebægre frem, og så kalder opvasken.

Nede under Borgmestergården er vaskekælderen. Den Gamle Bys mange aktører og handlende får hver dag rene skjorter på. Ulla Hansen er museumsassistent og har ansvar for historiske dragter. Hun ved præcist, hvordan de forskellige tekstiler skal behandles. Uld og silke må ikke komme i vaskemaskinen, så strikkede strømper og silkeforklæder skal vaskes i hånden.

Gunhild Asmussen nyder sommermorgenerne, hvor hun kan gøre rent i dagslys. Om vinteren må hun af og til have pandelampen på. I dag skal stuen i Frk. Wahlstrøms hus være klar til besøg. En gruppe af børn med handicap skal spise kage og drikke saftevand her. Gunhild  støvsuger, vasker gulv og støver grundigt af. Her er ikke så meget nips, som skal specialbehandles, så det går forholdsvis hurtigt.

Nu er der fyldt op på isbodens hylder, og Hanne Gisselbæk Krogh mangler bare at hænge is-skiltet på plads. Hun forventer mange kunder i dag, for temperaturen er allerede over 20 grader.

Klokken nærmer sig 10, og vi er ved at være klar til at åbne museet. Men flagene mangler. Det sørger Stig Vestergaard for – værsgo’, kom indenfor!