En 1600tals gobelin under kærlig behandling

Konservering af en gobelin er ikke hverdagskost, men det er netop, hvad Birgitte og jeg har brugt det spirende forår til.

Gobelinen efter konservering. Gobelinen måler 310X320, og når fra loft til gulv.

Denne smukke gobelin pryder endevæggen i Århus Mølles sal, i Den Gamle Bys administrationsbygning. Gobelinen er sidst blevet konserveret i 1927-28. Den har hængt i salen i mange år og trængte frygteligt til et nyt ophæng. Det har derfor længe været et ønske at få den konserveret, men konservering af en gobelin er meget tidskrævende. I december var der så endelig lidt luft i kalenderen, og gobelinen blev taget ned og hentet ind til konservering. Dette er fortællingen om gobelinen og konserveringen heraf.

Billedet viser det øverste hjørne af gobelinen. Den grønne snor er det gamle ophæng. Gobelinen hang i løkkerne på søm. Dette har betydet at gobelinen er meget beskadiget langs ophængskanten, og flere steder mangler der, som her større stykker af gobelinens kant.

Hvem ejede dem?

Vi ved ikke hvem, der oprindelig har bestilt og ejet gobelinen. Men vi ved at Bispinde Charlotte Birch forærede gobelinen til Aarhus domkirke i 1831. Ifølge Danmarks Kirker (1972) var der tale om et familiestykke. Bispinden forærede gobelinen til Domkirken til brug som tæppe til gulvet i koret. Den lå der fra 1831 – 1884, hvor den blev udskiftet med et andet gobelinvævet tæppe. Hvornår den er overgået til Det gamle Aarhus Museum er usikkert, men grundet pladsmangel overgik den, blandt mange andre genstande til Den Gamle By i 1926.

På bagsidens nederste højre hjørne er denne besked broderet. Den er sandsynligvis broderet i forbindelse med overdragelsen til Aarhus Domkirke.

Om gobelinen

Vi ved ikke så meget om gobelinens oprindelse. Men hvad kan gobelinen egentlig selv fortælle os?

Gobelinen er af typen Verdure, et skovlandskab med et jagtselskab i forgrunden og ruiner og bjerge i baggrunden. Dette billedmotiv blev produceret fra midten af 1500tallet frem til begyndelsen af 1700tallet. Personernes beklædning kan dateres til sidste halvdel af 1600tallet. Gobelinen er tidligere på museet blevet dateret til slutningen af 1600tallet.

En af de faktorer man kan anvende til at datere en gobelin med, er personernes beklædning. Der er dog ingen garenti for at personerne på gobelinen er afbilledet i højeste mode, alligevel kan klædedragten bruges som en brik i det samlede billede.

Vi ved, at gobelinen er en Brysseler gobelin, altså produceret i Bruxelles. Det ved vi, fordi der i bunden af gobelinen er indvævet et dobbelt B. Værkstedets signatur er ligeledes indvævet. Man burde egentlig ud fra signaturen kunne sige præcist, hvilket værksted gobelinen er vævet på og muligvis også kunne komme med en rimelig nøjagtig datering. Desværre har vi ikke kunnet finde frem til værkstedet. Allerede i 1929 forsøgte museet at kontakte Museés Royaux du Cinquantenaire i Bruxelles, men uden held.

I 1528 blev det ved lov påbudt at værkstederne skulle mærke deres gobeliner med et dobbelt B.

Dette er værkstedets signatur. Den kunne fortælle os meget om gobelinen, hvis vi kunne finde frem til værkstedet.

Fiberanalyser fortæller os, at trenden – tråden, der danner basen – er af uld og islæt trådene – der danner billedet – er af henholdsvis uld og silke. Hvilket ikke overraskede os.

Analyser af vævetætheden viser, at trådantallet i kæden er 7-8 pr. cm, og skudtrådene er 24-28 i ulden og 28-36 i silken, det fortæller os, at gobelinen er meget fint vævet og dermed af høj kvalitet.

Dette er, hvad vi ved om gobelinen, efter at have undersøgt den. Læs mere i næste uge, hvor jeg fortæller om konserveringsarbejdet.

 

 

Skriv et svar