Maj 1945 – Opgørets time

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

Maj 1944 – Ordrer fra England

Lyttede man til BBC’s danske udsendelse i dagene op til 1. maj 1944 hørte man særmeldingen ”Hilsen til Marie”. Denne tilsyneladende uskyldige hilsen betød, at inderkredsen af det århusianske modstandsmiljø fik meget travlt med at planlægge den hidtil mest ødelæggende sabotageaktion i byens historie.

På et hemmeligt møde på Frederikshøj Kro kunne den nyudnævnte leder af modstanden i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, fortælle sine folk, at man fra engelsk side havde beordret ødelæggelsen af livsvigtige elektriske anlæg i Jylland. I Aalborg var målet elektricitetsnettet, mens det i Aarhus var selve elektricitetsværket, der skulle ødelægges.

07B0900001

Lige før 1. maj 1944 var ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland ved at få erstatningskaffen galt i halsen, da de via BBC’s danske radioudsendelse modtog ordre om at ødelægge elforsyningen i store dele af Jylland. Fotografiet stammer fra befrielsesdagene og viser Jyllandsleder oberstløjtnant Vagn Bennike (i midten). (Besættelsesmuseet)

En sådan ordre havde man kun forventet at modtage i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, og da der ikke var tegn på noget sådant, gav det anledning til en del forvirring. Niels Aage Nielsen, der på det tidspunkt var koordinator af sabotagen i Midtjylland, var forfærdet over ordren og fremførte, at sabotagen mest ville ramme civilbefolkningen og kun genere tyskerne en smule, da de var i besiddelse af egne generatorer. Hertil svarede oberstløjtnant Bennike, at ”En ordre er en ordre!”.

På et senere møde hos Stadsingeniør A. J. Rambøll, der også var tilknyttet modstandsmiljøet, fremlagde direktøren for belysningsvæsenet, C. R. Wegener, tegninger af elektricitetsværket og pegede på en placering, hvor en kraftig bombe ville have størst effekt. Wegener, der var blevet helt bleg ved tanken om at medvirke til ødelæggelsen af sin egen virksomhed, oplyste desuden, at aktionen i værste fald ville betyde, at århusianerne måtte undvære strøm i op til 3-4 år efter krigens afslutning!

Det var således med største ulyst, at Niels Aage Nielsen gik i gang med at skaffe folk og sprængstof til opgaven. Til sin rådighed havde han, den i efterkrigstiden så berømte Samsing-gruppe, der var ledet af den kommunistiske sabotør Willy Samsing.

Man havde aftalt at mødes ved badeanstalten Spanien, hvor sabotørerne ville få udleveret en nøgle til elektricitetsværket. Nu opstod der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skulle udføre sabotagen. Willy Samsing havde skrubler og påpegede overfor sin gruppe, at den engelske ordre ville ramme civilbefolkningen urimeligt hårdt, og at en sådan aktion på sigt kunne være med til at vende befolkningen mod sabotørerne.

Det endte med, at Samsing afblæste aktionen med det påskud, at de ikke havde sprængstof nok. Snart efter modtog sabotageledelsen i Aarhus besked fra Aalborg om, at man heller ikke her havde fulgt ordren.

elværk

I maj 1944 var Aarhus tæt på miste elforsyningen, da en gruppe garvede sabotører modtog ordre om at sprænge det kommunale elværks store maskinhal. Var aktionen blevet gennemført, havde århusianerne stået uden strøm i resten af krigen. Maskinhallen ses til venstre foran gastanken. (Den Gamle By)

Militærfolkene blev naturligvis rasende over, at de kommunistiske sabotører ikke makkede ret. Det hjalp dog en hel del på stemningen, da det kom frem, at englænderne med deres ordre var gået udenom Frihedsraadet, der ellers var den danske modstands øverste ledelse.

Episoden udstillede uenighederne mellem Frihedsraadet og deres engelske allierede, og det er uhyggeligt at tænke på, at mere end 100.000 århusianere let kunne være taget som gidsler i en aldeles absurd magtkamp.