April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af. tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.