Aarhus Sporveje ramt af katastrofe

Frivillig i Den Gamle By John E. Nielsen fortæller her om en katastrofe, der ramte Aarhus Sporveje for 75 år siden. John er tidligere buschauffør og bivognsfører ved Aarhus Sporveje. Den Gamle By nyder godt af Johns store viden om den aarhusianske sporvogns- og bustrafik.


Aarhus Sporveje blev for 75 år siden ramt af den største katastrofe i selskabets historie, da den berygtede Petergruppe slog til natten mellem den 21. og 22. august 1944.

Lidt over midnat trængte en flok revolverbevæbnede mænd ind i Aarhus Sporvejes remise på Dalgas Avenue, hvor nattevagten og rengøringspersonalet fik besked om at forsvinde, hvis de ikke ville ryge en tur i luften. Herefter placerede mændene nogle bomber i remisen, der blev detoneret.

Eksplosionen var så kraftig, at dele røg helt over i administrationsbygningen, hvor sporvejsdirektør Falk også havde sin bolig.

Alle 25 sporvogne, 21 bivogne og 14 opklodsede trambusser samt værkstedet i remisen blev sprængt i luften. Alt gik op i flammer med undtagelse af en enkelt bivogn og en tårnvogn, der stod uden for. Bivognen er senere bygget om til en slippevogn, som stadig kan ses på Sporvejsmuseet Skjoldenæsholm.

Nu stod Århus Sporveje tilbage med blot 17 trambusser, som stod i garagen på Dollerupvej og en bunke forvredet jern på Dalgas Avenue.

Alt blev sat ind for at genoprette driften. Trambusserne der stod i garagen på Dollerupvej, kom til at trække det store læs, med alle de vanskeligheder der fulgte med.  Det var ikke muligt at låne sporvogne, hverken fra København eller Odense, da sporvidden ikke var den samme som i Aarhus. De muligheder, der var for at låne busser strandede blandt andet på mangel på dæk. Det samme var tilfældet for de Trolleybusser, som det en overgang var muligt at låne fra NESA. Desuden krævede det også, at der skulle ændres på ledningsnettet.

Det blev en svær tid for Aarhus Sporveje, hvor der ingen sporvogne var. Nogle af de fastansatte blev sat til at rydde op efter schalburgtagen, andre fik midlertidig job andre steder i kommunen. Ud over det var en katastrofe for sporvejene, var det også for de løst ansatte. De blev fyret, men nogle af dem fik ansættelse igen efter krigen.

Sporvejsudvalget skulle se nærmere på gerningsstedet, efter at sprængningen var sker. Her deltog direktør Juel-Hansen, værkstedbestyrer Møller og overværkmester Lund, der alle var fra Københavns Sporveje. De undersøgte sammen resterne af de nedbrændte sporvogne og mente, at det var teknisk muligt at genopbygge 12 motorvogne og 12 bivogne. Direktør Juel-Hansen tilbød, at Københavns Sporveje var villig til at tegne en moderne sporvogn, med alle de tekniske fremskridt der skulle til i Århus. Den 27. september 1944 lykkedes det at få undervognsrester fra en motor og bivogn sendt til København til genopbygning.

Den 25. september 1944 var der ved forhandlinger mellem Aarhus Sporveje, Scandia i Randers og Frichs fabrikker. Her vedtog parterne en arbejdsfordeling om genopbygningen, efter tegninger som Københavns Sporveje leverede. Frichs skulle rette 11 undervogne til motor og bivogne, 10 motorer skulle omvikles af Titan i København.

Hvad var Scandias opgave? Allerede den gang diskuterede man om sporvognene skulle nedlægges. Det skete ikke af den simple grund, at det ikke var muligt at anskaffe det nødvendige antal nye busser, inden for overskuelig tid.

11 måneder efter schalburgtagen kørte der atter sporvogne i Aarhus. Aarhus Sporveje fik 12 genopbyggede/nye sporvogne og bivogne, og byens borgere modtog dem med blomster og hurraråb.

Interview med en vognstyrer – 10 år efter.
I anledning af Aarhus Sporvejes 50 års jubilæum ti år efter ulykken, gav vognstyrer Søren Christensen, kaldt Tykke Søren, den 7. juli 1954 et interview til avisen Demokraten:

”De oplevede schalburgtagen der ødelagde næsten alt materialet?”

”Ja vi var lige gået i seng den aften, da vi hørte knaldene og stod op og trak gardinet op. Der er ikke noget, sagde jeg. Jo, der er ild sagde mor (Laura hans Kone). Jeg bedømte det til at være tyskernes barakker ved stranden, men min søn mente, at det var det store briketlager ved Assensgade.

Min kone tog frakken på og gik ned på gaden. Et øjeblik efter kom hun grædefærdig op og fortalte, at det var remisen.  Jeg blev lidt lang i ansigtet, fortæller Søren, vores søn tog ned for at høre, hvad der var sket, han kom hjem og fortalte, at det hele var væk og at brandvæsnet og politiet var dernede.

På vej til remisen næste morgen mødte jeg en kollega, der havde en mægtig fart på. Du behøver ikke at skynde dig, sagde jeg, det hele er brændt! Han troede ikke rigtigt på mig. Han blev ved med at trække sit ur frem og sige, at vi skulle skynde os, ellers nåede han ikke at køre den første vogn frem til tiden. Det behøver du ikke at bekymre dig om, sagde jeg, der bliver ingen kørsel i dag. Men han ville ikke tro på det. Han blev ved med at stoppe op og spørge mig, om jeg lavede grin med ham. Nej, hvad fornøjelse skulle jeg ha’ af det sagde jeg.”

Søren Christensen forsætter med at fortælle:
”Dage efter schalburgtagen stod en del sporvognsfolk henne ved stakittet ved skoven uden for den nedbrændte remise. Mens vi var samlet der, så vi pludselig en tysk bil komme kørende hen mod os. En tysk officer sprang ud og præsenterede sig for direktør Falk, idet han sagde, at han kom fra sikkerhedspolitiet.

Direktør Falk vendte sig langsomt imod ham OG SAGDE:
Ja, det er en ringe sikkerhed, I kan give os her!

Og direktør Falk vendte derpå ryggen til tyskeren, der hurtigt forsvandt efter den salut.
Vi var lige ved at råbe hurra!” Slutter Søren Christensen.

(Fotografen er ukendt, hvis ikke andet er anført.)

 

 

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Februar 1945 – Rædselsnatten i Guldsmedgade

I februar 1945 beordrede den tyske terror-chef i Danmark, SS-Standartenführer Otto Bovensiepen, iværksættelsen af besættelsens hidtil hårdeste terrorkampagne. Nu skulle danskerne en gang for alle forstå, hvad der ville ske, hvis man satte sig op mod besættelsesmagten.

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Århusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen (1919-1947) var medlem af den nazistiske terrorenhed, Peter-Gruppen, som stod bag bombeattentaterne i Aarhus d. 22. februar 1945. Efter krigen blev han dømt til døden for for meddelagtighed ved mere end 50 drab og over 100 bombeattentater. (Besættelsesmuseet)

Bovensiepens særlige form for pædagogik var denne gang rettet mod befolkningen i provinsens større byer. De udpegede terrormål var især forretningsgader, avisredaktioner og teatre. Derudover var der et krav om, at et antal civile personer skulle myrdes.

Terror-chefens primære værktøj til udførsel af det beskidte arbejde var den hemmelige enhed, Unternehmung Peter, på dansk Peter-Gruppen. Enheden bestod af danske og tyske medlemmer af SS – de var alle håndplukkede for deres koldblodighed og kompromisløse nazistiske overbevisning. En af mændene var den 25-årige århusianer Kaj Henning Bothildsen Nielsen.

Odense

Terrorkampagnen startede ud i Odense d. 19. februar. I løbet af de næste to dage myrdede Peter-Gruppen syv personer. Derudover ødelagdes, vha. beslaglagt engelsk sprængstof, Fyns Stiftstidende og 11 ejendomme i byens forretningskvarter.

Fra Odense kørte Peter-Gruppen til Aarhus, hvor de om eftermiddagen d. 21. myrdede købmand Kaj Schmidt i hans forretning ved Skt. Pauls Kirkeplads. Bothildsen Nielsen brugte sit lokalkendskab i Aarhus til at udpege forretningen for sine medsammensvorne. Herfra tog gruppen til det lokale Gestapo-hovedkvarter i Aarhus politistationen i Mejlgade, hvor de blev indkvarteret. Kort efter gik Bothildsen Nielsen og hans nærmeste chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, på spadseretur i byen med det formål at planlægge ruten for nattens storstilede terroraktion.

På Gestapo-hovedkvarteret i Mejlgade var resten af gruppens medlemmer i færd med at bygge bomber. Ingredienserne til bomberne bestod af beslaglagt sabotagemateriel, heriblandt forskellige typer af plastisk sprængstof, som blev æltet sammen til bomber på mellem tre og fem kilo. Meget tyder på, at noget af sprængstoffet var særligt kraftigt og muligvis også brandfarligt.

Rædselsnatten

Ved 1-tiden natten til den 22. februar kørte gruppen først til Ryesgade, hvor de placerede to sække med i alt 16 kg. sprængstof ved Lems Bolighus. Bomberne var forsynet med tidsindstillede sprængblyanter, som ville gå af efter ca. 10 minutter. Herfra kørte bilen til Guldsmedgade, hvor der blev placeret en række bomber foran indgangsdørene til forretningerne på stykket mellem Lille Torv og Klostergade.

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Lems Bolighus på Hjørnet af Rosenkrantzgade og Ryesgade var det første stop for Peter-Gruppens terrorister d. 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

I Guldsmedgade blev terroristerne forstyrret af et par vagter fra Guldsmedgades Private Vagtværn, som dog hurtigt forduftede, da der blev trukket pistoler. Efter at have antændt en langsomtbrændende lunte kørte bilen videre til Nørregade, hvor de placerede bomber ved en beboelsesejendom og en skotøjsforretning.

På vej tilbage til Gestapo-hovedkvarteret hørte terroristerne de første eksplosioner. Aktionen havde varet mindre end 20 minutter. Samme nat sprængte ukendte terrorister, formodentligt Gestapo-folk, Aarhus Teater.

I Guldsmedgade og Nørregade herskede der kaos. Bomberne eksploderede med så voldsom kraft, at de ikke nøjedes med at smadre forretningerne på gadeniveau. Der opstod brand flere steder – ilden fik muligvis næring fra ødelagte gasledninger, og flere ejendomme udbrændte fuldstændigt.

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Flere bygninger på Nørregade fik også besøg af Peter-Gruppen. Her er det gået ud over frugthandler Nielsens ejendom på hjørnet af Hjelmensgade og Nørregade. (Besættelsesmuseet)

Katastrofens omfang

Ejendommen nr. 27 var fuldstændigt prisgivet flammerne, men heldigvis fik beboerne reddet sig ud. Værre gik det i gadens anden ende, hvor ejendommene 3-9 også brændte. Her boede der ca. 50 mennesker og desværre nåede alle ikke ud. Blandt de ulykkelige var sagfører Olaf Holmark, hustruen Betty og deres 6-årige datter Vivian. Der gik flere dage før redningsfolkene fandt familien i ruinerne, og det var først efter tandundersøgelser, at deres identitet kunne fastslås. I nr. 9 sprang to unger kvinder ud fra 4. sal i et desperat forsøg på at redde sig fra flammerne. Den ene blev dræbt på stedet, og den anden blev så hårdt kvæstet, at hun døde dagen efter.

I alt 7 mennesker mistede livet i Guldsmedgade og Nørregade den nat. Blandt de overlevende var mange forbrændte og på anden vis sårede og traumatiserede. En stor del havde mistet deres hjem og alt, hvad de ejede.

Et enkelt lyspunkt i tragikken var den solidaritet, som byen og dens borgere udviste overfor ofrene i dagene efter katastrofen. I hvert fald kunne kommunens hjælpekontor hurtigt konstatere, at der var meget ringe efterspørgsel på mad og nødhjælp fra beboerne af den enkle årsag, at private borgere allerede havde trådt til.

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Redningsfolk fra det meste af Østjylland blev tilkaldt for at få kontrol over den voldsomme brand som truede med at sprede sig til kvarteret omkring Guldsmedgade natten til den 22. februar 1945. (Besættelsesmuseet)

Terroren fortsætter

Bothildsen Nielsen og de øvrige medlemmer af Peter-Gruppen evaluerede som regel deres vellykkede aktioner ved at gå på druk. Det har sikkert også været tilfældet denne nat, men dog er der noget, som tyder på, at det var nødvendigt med mådehold. Terror-tournéen var nemlig på ingen måde forbi.

I dagene efter terrornatten d. 22. februar slog gruppen til mod en række forretninger i Søndergade, hvorefter de fortsatte til Silkeborg og Randers, hvor de bl.a. ødelagde teatrene. Terror-tournéen blev afsluttet d. 24. februar med bombeattentatet mod passagertoget Jyllandsekspressen, hvor Bothildsen Nielsen havde skjult en kuffert stoppet med sprængstof i en tætpakket kupe. Bomben eksploderes lidt nord for Hobro og krævede 10 dødsofre.

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Guldsmedgade set mod Klostertorvet. Ødelæggelserne var på omfattende, at man i Aarhus ikke magtede at genopbygge gaden før Føtex kom til i 1960. (Besættelsesmuseet)

Tysk terror og clearingmord i Aarhus, februar 1945:

Terror:

21.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Rådhus. Udført af Gestapo

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning i Ryesgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Guldsmedgade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod forretning og bolig i Nørregade. Udført af Peter-Gruppen

22.02.1945 Bombeattentat mod Aarhus Teater. Formodentligt udført af Gestapo

24.02.1945 Bombeattentat mod en række forretninger i Søndergade. Udført af Peter-Gruppen

Clearingdrab:

21.02.1945 Købmand Kaj Schmidt myrdet af Peter-Gruppen

22.02.1945 Former Osvald E. Wejling Christensen myrdet af Peter-Gruppen

23.02.2015 Handelsrejsende Sofus Chr. Sølling Fynboe myrdet af Gestapo