August 1944 – Øje for Øje

Det så sort ud for modstandsarbejdet i sommeren 1944. Det tyske sikkerhedspoliti havde vha. deres netværk af stikkere haft held til at optrævle store dele af det jyske modstandsmiljø og dermed sat en effektiv stopper for sabotagen, ikke blot i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Den Jyske Rejsegruppe

Modstandsfolkenes engelske allierede, SOE (Special Operations Executive), ønskede sabotagen genoptaget så hurtigt som muligt, og for at imødekomme dette ønske oprettedes der en rejsende sabotagegruppe under den erfarne sabotør Jens Lillelund, som havde været tilknyttet den københavnske organisation Holger Danske.  Ideen med Rejsegruppen var, at sabotørerne skulle rejse fra by til by og udføre især fabrikssabotage. Man håbede, at de mobile sabotører ville være sværere at finde, da de kun opholdte sig på samme sted i kort tid.

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

Rejsegruppen bestod hovedsageligt af folk fra det midtjyske og blev samlet i Aarhus i juli/august 1944. Det var derfor også naturligt, at flere af Rejsegruppens folk blev involveret i opbyggelsen af en ny og senere særdeles slagkraftig århusiansk sabotagegruppe, der blev kendt under navnet 5. kolonne.

Så går det atter løs 

Rejsegruppens sabotager i Aarhus begyndte med en håndfuld mindre aktioner i juli måned. I august tog det for alvor fart med en række vellykkede aktioner mod autoværksteder, der reparerede biler og motorcykler for tyskerne. I løbet af efteråret udførte Rejsegruppen og 5. kolonne knap 80 vellykkede sabotageaktioner, og Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, der i juni selvsikkert havde meddelt sine chefer i København, at Aarhus var ”renset” for sabotører, fik nu igen brug for sit korps af stikkere.

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Fra København indløb der snart rasende ordrer om, at sabotørernes frækhed måtte gengældes med terror, og til det formål valgte terror-chefen i København, SS-obersten Otto Bovensiepen, at oprette en særlig Aarhus-afdeling af den senere så berygtede terrorbande Peter-gruppen. Gruppe flyttede ind hos Gestapo på universitetskollegierne, hvor de boede i nogle kælderrum, der snart blev døbt ”Bunkeren”.

Aarhus-afsnittets leder var SS-majoren Philip Schmitt, som havde en uhyggelig fortid som kommandør for koncentrationslejren Breendonk i det tyskbesatte Belgien. Han havde blandt andet haft ansvaret for deportationen af de belgiske jøder tilbage i 1941 og var på ingen måde en person, som havde moralske skrupler, når det kom til udøvelse af magt.

Tysk hævnakt

Aarhus-gruppens første terror-aktion fandt sted 28. juli og var rettet mod DSB’s garageanlæg ved rutebilstationen. Her blev fem uerstattelige rutebiler ødelagt. Det næste terror-anslag var også rettet mod den kollektive trafik og fandt sted natten mellem 21. og 22. august, hvor Schmitts gruppe trængte ind på Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads, hvor de med trukne pistoler jog nattevagten og rengøringsfolkene væk. Herefter placerede de rigeligt med sprængstof rundt om på remiseanlægget og snart efter fulgte en enorm eksplosion efterfulgt af to mindre. Aktionen skulle angiveligt være tyskernes svar på sabotagen mod Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej.

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Bombeattentatet mod remisen kostede heldigvis ingen menneskeliv, men satte en stopper for det meste af den kollektive sporvognstrafik i Aarhus. Fra tyskernes side var meningen tydelig: Hvis I ødelægger vores transportmuligheder, så ødelægger vi jeres. Man måtte snart sande, at samme uhyggelige øje for øje-logik var gældende, når det kom til hævnaktioner for modstandsbevægelsens drab på tyskernes danske allierede.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.

 

 

Den Jyske Rejsegruppe og Universalfabrikkerne

Nu, hvor september måned synger på sidste vers, kommer her en kort status over den voldsomme modstandsaktivitet, der fandt sted i denne måned for 70 år siden. Samtidigt fortæller denne lille artikel om Den Jyske Rejsegruppe, der foretog en stor del af aktionerne og var med til at genstarte sabotagen efter, at det tyske sikkerhedspoliti havde tilintetgjort den vigtigt århusianske sabotageorganisation, Samsing-Gruppen.

Rejsegruppen i Aarhus

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

I sensommeren 1944 ankom den erfarne sabotør, Jens Lillelund, til Aarhus fra København. Her havde han været medlem af den senere så legendariske modstandsgruppe, Holger Danske, hvor han var kendt for at være en dygtig organisator. I Aarhus fik han til opgave at oprette en mobil sabotagegruppe, der kunne rejse rundt i Jylland og lave industrisabotage. Man forestillede sig, at gruppen skulle forsvinde fra byen, så snart jobbet var udført. På den måde håbede man at undgå, at Gestapo fik færten af gruppen. Rejsegruppen blev dog i Aarhus i et stykke tid, hvor den lærte sig sabotagehåndværket og samtidigt ledtog i opbyggelsen af den senere så slagkraftige århusianske sabotagegruppe 5. kolonne.

De to grupper var i aktion 8-10 gange i juli og august måned, og i september tog det for alvor fart, da man gennemførte hele 12 vellykkede sabotageaktioner. Målene var fabrikker og især automobilværksteder, der arbejdede for tyskerne.

 

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var mål en for Rejsegruppens mange sabotager mod automobilværksteder i august måned.

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var bolt et af mange autoværksteder, som Rejsegruppen og 5.kolonne ødelagde i august og september 1944. (Besættelsesmuseet).

Universalfabrikkerne

Rejsegruppen og 5. kolonne slog i fællesskab til imod den nazistiske ingeniør Olaf Schmidts kontor og fabrik, kaldet Universalfabrikkerne. Første aktion mod Schmidt fandt sted allerede d. 9. september, hvor man brød ind i Universalfabrikkerens kontorlokaler på Park Allé. Her fandt man en del kompromitterende dokumenter, der beviste at Schmidt var leder af Schalburgkorpsets Aarhus-afsnit og samtidigt udførte krigsvigtigt arbejde for tyskerne. Herefter anstiftede man en brand og placerede et par bomber, der dog ikke eksploderede.

På baggrund af oplysningerne fra kontoret planlagde Rejsegruppen og 5.kolonne en fælles aktion, skulle gå over i historien som en af de bemærkelsesværdige sabotageaktioner, der blev foretaget i byen under besættelsen.

 

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset, det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Den 12. september gik man i aktion mod Universalfabrikkerens fabriksbygninger på Fredens Torv, der kun lå få hundrede meter fra det tyske hovedkvarter i Østergades Hotel. Med hjælp fra fabrikkens lagerforvalter, Jørgen Illum, fik man placeret en meget kraftig bombe (35 kg. plastisk sprængstof) i fabrikkens forhus, hvor Schalburgkorpset Aarhus-afsnit havde lokaler. Bomben eksploderede kl 0.13 og smadrede hele forhuset og noget af naboejendommen. Utrolig nok kom ingen til skade ved den voldsomme eksplosion.

 

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Få dage efter, den 17. september, tog man sig af bagbygningen. Lagerforvalteren havde informeret om, at der om søndagen ingen sabotagevagter ville være på området. Det var derfor en let sag for sabotørerne at forcere ruinerne af forhuset og anbringe bomberne i baghuset. Herefter skyndte sabotørerne sig tilbage over murbrokkerne mens de samtidigt råbte til de nysgerrige århusianere, der havde tage opstilling uden for fabriksområdet, at fabrikken snart ville ryge i luften. Folk tog benene på nakken og forsvandt i alle retninger. En tysk officer blev tiltrukket af den megen uro og gav sig til at løbe efter sabotørerne. Der gik nu en vild jagt gennem byen, som endte med, at det lykkedes for sabotørerne at slippe væk ved at skjule sig i en biograf.

 

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Selv om det havde været et ”close call” for gruppen, gik der ikke mere end fire dage før byen atter gav genlyd af sabotørernes bomber. Universalfabrikkerne kom aldrig til at genoptage krigsproduktionen. Olaf Schmidt selv, kom til at betale den ultimative pris for sin alliance med besættelsesmagten. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen foran sit hjem på Harald Jensens Plads d. 13. november 1944.

 

 

Sabotagenatten, august 1943

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

Et kig bag kulissen – Sabotageudstillingen opdateres

Her på Besættelsesmuseet står vi nu i den heldige situation, at vi gennem bloggen kan inddrage publikum i det arbejde, der foregår på museet. Eller sagt med andre ord: Vi kan hermed tage jer med bag kulissen og vise jer, hvad en historiker går og roder med i det daglige.

Her er vi i gang med forarbejdet til vores opdatering af sabotageudstillingen. Der er meget sabotageudstyr og ganske lidt plads at udstille på.

Sabotageudstillingen er en af museets ældre udstillinger, og den omhandler en vigtig del af besættelsestiden, nemlig modstandsbevægelsens væbnede kamp mod den tyske besættelsesmagt. Da udstillingen efterhånden har en del år på bagen, trænger den til en kærlig hånd. I vores opdatering af udstillingen, prøver vi at bruge nogle af de nyeste museumsfaglige principper, herunder ”Hands-on”, så vores gæster bedre inddrages i udstillingen.

Den nuværende udstilling før opdateringen. I montren findes kun ganske få og let indforståede forklaringer. Det håber vi at gøre noget ved med vores nye tekster.

Med en rekonstruktion af frihedskæmpernes sabotagemanual, ”Kogebogen”, i hånden kan vores gæster nu blive eksperter i konstruktion og placering af bomber. Vi håber, at vi med dette inddragende element, kan skabe varig læring, da langt de fleste mennesker lærer bedst ved selv at stå med genstandene i hænderne. Her skal det dog indskydes, at intet af det udstillede sabotagemateriel er funktionsdygtigt. I den nye udstilling har vi nøje udvalgt en række genstande, der vil give et godt indblik i det farefulde arbejde, som de aarhusianske sabotører udførte under besættelsen.

Vi har undersøgt forskellige sabotageaktioner og mændene, som stod bag. Vi håber, at den opdaterede sabotageudstilling, kan bindes sammen med vores sabotageoversigt, der findes i våbenrummet. Her ses et udsnit af sabotageafsnittet fra billedarkivet.

Hensigten med opdateringen af sabotageudstillingen er også, at vise det følelsesmæssige pres som sabotørerne var underlagt. Omdrejningspunktet for denne side af fortællingen er et uddrag af en beretning fra en aarhusiansk jernbane-sabotør. Vi håber derigennem at sætte ansigt på den bevægelse, der huserede i Aarhus for godt og vel 70 år siden.

Vi regner med, at opdateringen vil være klar inden udgangen af maj. Det er museumsassistent Tina Petersen, som er ansvarlig for udstillingen.