April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af. tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

November 1944 – På voldens Præmisser

November er for mange en af de måneder, der bare skal overstås. Den er mørk og trist, og i 1944 var den tilmed farlig. Efter tyskerne havde opløst det danske politi d. 19. september 1944 og deporteret mange af betjentene til koncentrationslejren Buchenwald i Tyskland, var borgerne i landets større byer overladt til sig selv.

Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro blev ødelagt ved at bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Volden antog mange former i November 1944. Her er det gået ud over Ankershus på Søndegade ved Sct. Clemens Bro. Bygningen blev ødelagt ved et bombeattentat d. 12. november 1944. Bomberne var gengældelse for modstandsbevægelsens sabotager. (Besættelsesmuseet)

Over hele landet, og i Aarhus oprettedes kommunale vagtværn, der fik til opgave at dæmme op for den værste kriminalitet. Allerede få dage efter Aarhus Byvagts oprettelse, måtte de uerfarne vagtmænd rykke ud til de første tilfælde af manddrab. Læser man Byvagtens rapporter fra november 1944, er det slående, hvor ekstremt voldelig tiden var:

Ser man bort fra overfald og bombeattentater og koncentrerer sig om nedskydninger, er der alene i november registreret 14 tilfælde, hvor de ni havde dødelig udgang. Kun et af drabene kan karakteriseres som almindeligt, da der var tale om et rovmord. De resterende nedskydninger var alle afledt af besættelsen og den efterhånden stærkt tilspidsede situation, der herskede i krigens sidste trekvarte år.

En håndfuld af nedskydningerne blev udført af tyske soldater, der var berusede eller på anden måde optrådte uforsigtigt i omgangen med deres våben. Ofrene for disse mere eller mindre forsætlige drab var alle fuldkommen uskyldige og var blot uheldige at befinde sig på det forkerte sted på det helt forkerte tidspunkt. Drabene og tyske soldaters tiltagende brutale adfærd i byrummet var stærkt medvirkende til, at den sidste rest af sympati for besættelsesmagten forsvandt.

Politiske drab

Den vold, der gjorde størst indtryk på århusianerne, var de drab og drabsforsøg, som optræder i Byvagtens rapporter som politiske drab. Disse drab var enten udført af modstandsfolk eller medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti, heriblandt den berygtede Peter-gruppe. Bag disse drab skimtes en uhyggelig dynamik, der byggede på øje-for-øje princippet. Helt konkret betød det, at når modstandsfolk dræbte en dansker, de mente var til fare for deres arbejde, så ville tyskerne gengælde drabet ved at skyde en århusianer, der havde fanget deres opmærksomhed på den ene eller anden måde.

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Ingeniør Sven Aage Spelling blev dræbt af medlemmer af den tyske terrorenhed Peter-gruppen d. 24. november 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Blandt ofrene for denne uhyggelige voldsspiral var ingeniør Sven Aage Spelling, der den 24. november blev dræbt af en serie skud i entreen til sin lejlighed i Ny Munkegade. Gerningsmændene var medlemmer af Peter-gruppen og handlede efter ordre fra Gestapo-chefen i Aarhus, Rudolf Renner. Spelling havde i sin ungdom være kommunist og foretaget en studierejse til Sovjetunionen, hvilket må formodes at være årsagen til, at han var havnet i tyskernes søgelys. Der er intet, som tyder på, at Spelling havde forbindelser til modstandsbevægelsen.

Efter krigen kom det frem, at drabet på Spelling var hævn for en eller flere af de drab på tyskvenlige danskere, som modstandsbevægelsen havde udført i løbet af måneden. Mest sandsynligt er det, at der var tale om gengældelse for drabet på den nazistiske ingeniør og Schalburg-leder, Olaf Schmidt, som blev dræbt af modstandsmanden Ejnar Sørensen 13. november. Også her skimtes den fordrejede logik: En ingeniør for en ingeniør.

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)

I Aarhus politistation havde det tyske sikkerhedspoliti hovedkvarter fra ca. 1. november 1944. Det var herfra, at de tyske gengældelsesdrab på udvalgte århusianere blev dirigeret. Drabene blev som regel udført af medlemmer den frygtede Peter-gruppe, der også boede på politistationen, når de var i byen. Bygningen huser i dag Kvindemuseet og Besættelsesmuseet (Besættelsesmuseet)