December 1944 – Den sidste krigsjul?

I december-udgaven af artikelserien om Aarhus i 1944 ville det nok være naturligt at bringe en hyggelig julehistorie. Vi har gravet i arkiverne efter et lyspunkt, men vi har desværre kunne konstatere, at det var meget småt med julehyggen i Aarhus for 70 år siden.

Årsagen til det, skal findes i, at verdenskrigen var rykket tættere på, og forholdene nu kunne minde om dem, som herskede i de øvrige tyskbesatte lande.

Mangel på alt

De nye skærpede forhold kunne først og fremmest mærkes i hjemmene, hvor knapheden nu for alvor satte igennem. Stadigt flere fødevare-grupper var rationerede eller helt forsvundet fra forretningerne. I det mørke og kolde efterår kom man for alvor til at mærke manglen på ordentligt vintertøj, og det blev ikke bedre af, at man havde svært ved at opvarme hjemmet med de magre brændselskvoter.

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Der var langt mellem de veldækkede juleborde i 1944. Forretningerne havde kun et begrænset udvalg og kunne slagteren levere varen, var det ikke sikket, at den almindelige familie havde råd til at købe. (Besættelsesmuseet)

Selvom rationeringssystemet fungerede udmærket og sørgede for, at der i princippet var nok mad til alle, betød prisstigningerne, at det blev dyrt. Men kunne derfor sagtens opleve, at en familie havde nok rationeringsmærker, men ikke penge at købe for. Staten forsøgte ganske vidst at regulere priserne, så alle familier havde råd til mad og tøj, men på trods af det, var det særdeles krævende at få husholdningsregnskabet til at gå op. I julen var det helt slemt, og mange familier havde ganske enkelt ikke råd til at købe det ekstra, som forventedes i den søde juletid – i hvert ikke fald hvis der også skulle gaver under træet til jul.

Angsten

Det værste ved året 1944 var dog, hverken kulden og eller den tiltagende mangelsituation. Det værste var den snigende angst, der løbet af året havde rodfæstet sig i de fleste. Almindelige folk færdedes kun på gaden efter mørkets frembrud, hvis det var absolut nødvendigt. Bankede det på døren om aftenen, lukkede man ikke op.

Mod slutningen af 1944 kunne igen længere vide sig sikker, og mange fuldkommen uskyldige aarhusianere blev før eller siden hvirvlet ind i opgøret mellem frihedskæmperne og tyskerne. Enten som vidne, pårørende eller offer for den vold, som nu hørte til dagens orden. Mod udgangen af 1944 spidsede det for alvor til, da modstandsbevægelsens intensiverede aktivitetsniveau fik tyskerne til at svare igen med terror og drab. Og havde man haft forhåbninger om, at december ville blive en rolig måned, kom man til at tage grueligt fejl.

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Håndværkerforeningens bygning i Paradisgade blev udsat for et bombeattentat natten til 2. december 1944. Attentatet blev udført af den berygtede tyske terrorbande ”Peter-gruppen”, der stod bag de fleste tyske gengældelsesaktioner i Aarhus under besættelsen. (Besættelsesmuseet)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbi kørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. Det var ”Peter-gruppen” som stod bag drabet, og det var formodentligt Morten Sørensens erhverv, som bragte ham i tyskernes søgelys. (Aarhus under Besættelsen)

Journalist Morten Sørensen, fra Aarhus Amtstidende, blev dræbt af skud affyret fra en forbikørende bil, da han var på vej på arbejde d. 20. december 1944. (Aarhus under Besættelsen)

Allerede d. 1. december indledte tyskerne en bølge af bombeattentater mod det aarhusianske restaurationsmiljø, hvorved man hurtigt fik lagt en dæmper på folks lyst til at deltage ved diverse julefrokoster og fester. Ved attentatet mod Håndværkerforeningens selskabslokale blev en servitrice dræbt og to tjenere såret. Den 7. og 20 december myrdede den tyske terrorbande ”Peter-gruppen” i alt fire personer, der var udvalgt mere eller mindre tilfældigt. Årets sidste offer for den forøgede tyske repressaliepolitik var journalisten Morten Sørensen, der blev dræbt at en salve fra en lyddæmpet maskinpistol, da han var på vej på arbejde på Aarhus Amtstidende. Modstandsbevægelsen sørgede dog for at få det sidste ord, da de på årets sidste dag skød og dræbte en mand, som arbejdede for Gestapo.

Lys forude

Det er intet under, at danskerne var storforbrugere af kulørte blade og romanhæfter, der tilbød en tiltrængt flugt fra den triste og uhyggelige hverdag. Alternativt kunne man hente trøst i de illegale blade, hvor man kunne følge med i de stadig mere opløftende nyheder om krigens gang. Ved årsskiftet 1944/45 var der igen godt nyt, da det blev meddelt, at tyskernes store offensiv ved Ardennerne i Belgien var gået i stå. Man konkluderede derfor, at århusianerne havde fejret den sidste krigsjul. Der var med andre ord lys forude.

Jul i en mærketid

Julens Gaveproblemer er hver Aar min onde Samvittighed. Med Fødselsdage kan det endda gaa, de kommer som Regel kun een ad Gangen. Men Julegaverne, dem ryster jeg for; mest fordi jeg har saa svært ved at ”hitte paa” og blive færdig i rette Tid. [En ung mands tanker om julegave-shopping anno 1943]

Nej, det var ikke let at købe gaver under krigen. Især ikke, når det, de blev reklameret for – slet ikke var til salg. (Mandens Blad, 1943)

Hvis den stakkels husmoder ikke have tilstrækkeligt med energi i juletiden, så havde den senere så kendte rejsearrangør Simon Spies et vidundermiddel: Slankepiller eller ferietabletter fra Syntosan var nemlig propfulde af amfetamin og kunne sætte fut i selv den mest udslidte husmoder. (Hjemmet, 1943)

I en tid med varemangel og prisstigninger var den unge herres kvaler dog ubetydelige til sammenligning med fruens udfordringer med at skaffe varmt tøj til børnene, præstere en ordentlig julemiddag samt anskaffe knas og julesmåkager til helligdagene.

Aviser, ugeblade og tidsskrifter var på den tid fulde af gode råd til, hvordan man (dvs. husfruen) klarede sig igennem julen. I nedenstående artikel ses annoncer, reklamer og små hjælpe-notitser fra Hjemmet, Familie-journalen, Mandens Blad og div. aviser.

Gaverne var udpræget praktiske, og de kolde krigsvintre betød, at de bløde pakker nød en noget højere status end i dag. (Hjemmet, 1943)

 

Julegaverne

Det siger sig selv, at krigen havde sat væsentlige begrænsninger på, hvad der var at finde i butikkerne. På trods af det, var det nu stadig muligt at købe importerede varer – især fra Tyskland, men også fra nogle af de tysk-besatte lande. F. eks. var det stadig muligt at købe barbermaskiner m.m. fra hollandske Philips.

Mandens Blad, 1943

Selvom man fra statens side gjorde en masse for at kontrollere prisudviklingen i en tid med mangel, var mange ting ganske enkelt for dyre for folk. Det ringe vareudbud og de forholdsvis høje priser betød, at mange selv fremstillede de gaver, som skulle gives væk. Manglen på tøj og fodtøj var betydelig, og en endog velbrugt vinterfrakke kunne være en fornem gave.

Hjemmet 1943

Julemaden

De fremsynede familier havde sparet forskellige op til juledagene. Der skulle bruges mange smør- og sukkermærker, ligesom man måtte regne med at bruge meget af gasrationen til madlavning. Havde man et godt forhold til sin faste kolonialhandler, kunne man være heldig at få et lille stykke ægte chokolade, som børnene kunne dele, efter gaverne var pakket op.

I juledagene åbnede mange familier for de små hamstringslagre af ægte bønner, som de gemte til særlige lejligheder. Den ægte kaffe blev blandet med kaffeerstatningen. (Familiejournalen , 1943)

Som husmoder var du også totalt afhængig af din lokale slagter, der, hvis du var heldig, kunne forsyne dig med and eller gås. Flæskesteg kunne også fås, men den var ganske sikkert uden svær og meget mager. Anden eller gåsen blev (akkurat som i Peters Jul) stegt hos bageren, så man kunne spare på gassen. Flæskestegen blev grydestegt, da det var gasbesparende i til sammenligning med ovnstegning. Tilbehør var sovs, rødkål og kartofler – det var der rigeligt af. De brunede kartofler måtte man tænke sig til, da man gemte smør og sukker til julebaget.

“Julegås” anno 1944.

Kunne din slagter ikke skaffe de traditionelle ønsker, kunne man i stedet kaste sig ud i forskellige  eksperimenter med f.eks. kaninsteg eller en af de mange forlorne retter, som slagtermesteren opfandt til lejligheden. En af dem var forloren julegås, der bestod af forhåndenværende hakkekød tilsat en smule svinespæk.

Mange byboere brugte i julen en del energi på at opdyrke kontakter til landbefolkningen, hvilket ofte kunne tilføje en del godt til den noget reducerede julemiddag. Det var dog langt fra alle, der havde lyst, mulighed eller cykeldæk til at tage på landet – så havde du penge nok, var ”den sorte børs” en anden mulighed.

Stod det helt grelt til, kunne det være nødvendigt at servere sildefrikadeller på julebordet, eller måske ligefrem en helt vegetarisk julemiddag. Særlig berygtet var knoldselleri-koteletterne, der var lagt sammen med æg og spinat.

Bagværk

Havde man døjet med sellerien hele julen, kunne man trøste sig med, at julesmåkagerne i de fleste tilfælde var tillavet efter de klassiske opskrifter. Kanel kunne stadig skaffes, og den kemiske industri forsynede os med forskellige essenser, så det var muligt at opnå den nogenlunde rigtige smag.  Måske havde man skåret en smule ned på sukkeret og smørret, men i det store hele var småkagerne som de plejede – der var bare ikke helt så mange af dem.

Aarhusianske RENA tilbyder en kemisk løsning på mangelsituationen. (Hjemmet, 1942)

Det skortede heller ikke på gode råd i bladene om, hvordan man ”midt i en mærketid” kunne lave lækkert bagværk. Et af påhittene var at anvende ”eksotiske” ingredienser som f.eks. havregryn og byggryn i kagerne som delvis erstatning for hvedemel. Tog man en husmor fra 1940erne og placerede hende i en af vores bagerforretninger, ville hun korse sig over alt det ”modbydelige fattigmandsbrød” med alle dets grove kerner og besynderlige gryn, som vi spiser i dag. Hvidt brød var sagen, og det var med megen skepsis, at husmødrene accepterede at blande, hvad de grundlæggende anså som ”dyrefoder” i deres hjemmebag.

Deres kvaler blev ikke mindre af, at de altid skulle holde et vågent øje med gasforbruget. Til bagning kunne anvendes en såkaldt gasbageform, hvori forskelligt bagværk kunne bages (Statens Husholdningsråd påstod at den kunne bruges til tilberedning af alt). Gasbageformen skulle placeres på blusset og det var vigtigt ikke at fylde for meget dej i, da det let kunne koge over. Et andet problem var, at kagerne eller brødet ofte kun var færdiglavet i bunden, da formen ikke rigtig formåede at levere en ordentlig overvarme. På plussiden var, at den rent faktisk var meget mere økonomisk end ovnen.

Gasbageformen blev introduceret til danskerne allerede i 1930’erne. Det var langtfra alle byboer, der ejede et komfur med gasovn, og med gasbageformen kunne alle nu bage (eller i hvert fald koge) deres eget brød. (Besættelsesmuseet)

 

Den samme jul?

Bladrer man lidt i ugebladene og aviserne fra den tid, er det påfaldende, at julen i 1940erne stort set ligner den vi har i dag. Vi håber på gode gaver, hvid jul, og behovet eller måske forventningen om at hygge sig med familie og venner i juledagene er den samme. Krigen er stort set kun til stede i de spredte referencer til den ”svære situation” eller i forhåbningen om et nyt år med fred i verden.

 

Mændene skulle finde frem til deres indre sportsmand og bekæmpe uheldig ”julekorpulence” gennem gymnastik eller f.eks. gentlemanboksning. Til sammenligning var tidens slanketips til kvinder, at de skulle indtage piller med amfetamin og afføringsmiddel.(Mandens Blad, 1944)

Selv annoncerne for slankemidler er de samme som i dag. Det kan naturligvis godt være, at nutidens økologiske naturslankemidler ikke længe indeholder koncentrerede mængder af amfetamin og afføringsmiddel, som de gjorde i 1940erne, men de lover det samme – nemlig en genvej til at smide julefjedtet og blive bikiniklar.

(Hjemmet, 1943)

God jul.