Tag-arkiv: formidling

Oplevelsen af personfortællinger

Den af

Praktikforløb med tests af formidlingsidéer
af Johanne Christensen

I august 2018 startede en ny praktikant i et praktikforløb på Besættelsesmuseet. Johanne studerer Oplevelsesøkonomi på sin Kandidat ved Aarhus Universitet. Dertil har hun en baggrund som Bachelor i Kunsthistorie og Museumsstudier. Under praktikforløbet er Johannes opgave, at udvikle og afprøve tests og brugerundersøgelser, som skal være med til at optimere museets formidling i de nye udstillinger.

Johanne Christensen, på sin kontorplads i Den Gamle By

Johanne interviewer gæsterne i Den Gamle By, uanset vind og vejr.

I dette blogindlæg fortæller Johanne om de metoder hun arbejder med, når der laves brugerundersøgelser med prototyper til udviklingen af udstillingselementer.

Persona-elementet
Hovedopgaven i min praktik er at undersøge en udstillingsidé om et persona-element i Besættelsesmuseets nye udstilling, som åbner i foråret 2020. Persona-elementet skal være gennemgående i hele museet, men stadig fungere uafhængigt af den øvrige udstilling. Det foregår således, at gæsten ved indgangen får udleveret et legitimationskort med én bestemt persona-fortælling. Det kan f.eks. være en modstandsmand, en husmor eller en politimand. Igennem museet vil du som gæst støde på nogle kortlæserstationer, hvorpå du kan lægge dit legitimationskort. Herved udløses dit personas fortælling. Du får et unikt indblik i et menneskets umiddelbare tanker, handlinger og oplevelser i hans eller hendes samtid. Gæsten introduceres for datidens både store og små dilemmaer, lige fra varemangel og rationering til likvideringer og landsforræderi.

Sådan forestiller vi os, at Besættelsesmuseets fremtidige kortaflæserstationer eventuelt kommer til at se ud.

Min opgave er at undersøge brugervenligheden af dette formidlingselement ud fra et oplevelsesøkonomisk perspektiv. De næste afsnit giver eksempler på, hvordan jeg arbejder mig frem til indsigter i gæstens perspektiv, og overfører dette til produktudviklingen af persona-elementet.

Oplevelsesøkonomi og ny museologi
Kandidaten i Oplevelsesøkonomi er en relativ ny uddannelse, da den blev oprettet i 2007 på Aarhus Universitet. Kort fortalt handler det om, at skabe merværdi for mennesket gennem oplevelser. Det gøres ved at udfordre, udvikle og undersøge forskellige kulturelle praksisser. De redskaber, vi arbejder med, kommer fra fag som antropologi, design, entreprenørskab, kommunikation og marketing.

I kraft af min baggrund i Kunsthistorie og Museologiske Studier retter jeg mit praktikforløb mod en kobling mellem museumsarbejdet og Oplevelsesøkonomi. Når jeg tester formidlingsideer, er mit udgangspunkt hele tiden museumsgæstens oplevelse. Mit formål er, at skabe brugervenlighed for gæsten, og forstå og undersøge gæstens adfærd og præferencer til det spændende museumsbesøg.

Håndskrevet illustration af mine refleksioner over min designproces som praktikant hos Besættelsesmuseet.

Anskuelsen af det spændende museumsbesøg har ændret sig markant de seneste årtier. Museerne har som vidensinstitutioner udviklet sig i takt med ny teknologi. Denne udvikling kendes som Ny Museologi og hænger uomtvisteligt sammen med designarbejdet i udstillingsopbygning.

Udviklingen i Ny Museologi betyder, at viden sker i en konstant interaktion med museumsgæsten. Museet holder fast i de fysiske rammer i udstillingsopsætningen, men gør det i relation til det mere teknologiske og digitale design. Samtidig anvendes teknologier heri til at skabe en aktiv deltagelse for museumsgæsten. Det kan eksempelvis anses i tilknytning til mit praktikforløb, hvor jeg tester, hvordan de digitale kortaflæserstationer kan være med til at igangsætte refleksioner og aktivitet hos gæsterne.

Den sociale deltagelse og brugervenlighed er hermed designets formål i vidensinstitutioner i dag. Det er i denne kobling af det fysiske rums design og det faglige indhold, at jeg undersøger brugervenligheden i Besættelsesmuseets formidlingsoplevelser.

Test af formidlingsformer
Jeg arbejder med 5 temaer, som skal udvikles indenfor persona-elementet: Koncept og identifikation, abstraktionsniveau, formidlingsform, formidlingsindhold og visualisering. Temaerne tager alle udgangspunkt i museumsgæstens møde med persona-elementet.

Først og fremmest skal det undersøges hvorvidt hver af de seks digitale stationer skal formidles med tekst, højtlæsning eller begge dele. Ved testen af dette har jeg udarbejdet to prototyper, som er analog ”klippe-klister” papirudgaver af, hvordan kortaflæserstationerne kunne se ud.

Prototyperne, som ses på billederne nedenfor, er to modsætninger, hvoraf den ene form baseres på mulighederne for tekst og højtlæsning, og den anden på fotos og højtlæsning. Min bevæggrund for at dele prototypen op i de to modsætninger er, at skarpt opdelte tests i udsnit, typisk giver de mest tydelige svar.

Analog prototype, som fremhæver konkrete formidlings virkemidler. Disse fotos er udelukkende forbeholdt tests, og skal ikke anvendes til persona-elementet eller anses som en del af de fiktive personfortællinger.

Prototypen som arbejdsredskab er her anvendt på 3 måder; som repræsentationer for en idé, dernæst som repræsentation for opdelte aspekter af idéen, og prototypen kan derved bruges som kickstarter for en materiel diskussion. En formidlingsform kan dermed testes, før man har det færdigudviklede produkt. Dette afhænger dog af, at prototypens indhold kan efterligne digitale skærmes forestillede indhold. Heldigvis vil de museumsgæster, som jeg interviewer, gerne være med til at bruge fantasien og forestille sig alle de muligheder og funktioner, som kan ses ud fra et stykke illustreret papir.

Den næste klippe-klister-prototype, jeg tester, er anvendelse og forståelsen af en mulig ”Vidste du…”-funktion i de fremtidige kortaflæserstationer. Her vil jeg anvende en kobling af observationer og spørgsmål til gæsten for at undersøge, hvorvidt indholdet rent faktisk bruges og huskes i overensstemmelse med funktionerne. Prototypen nedenfor indeholder; et følelsesbetonet brev, ”Vidste du…” med mange tal-fakta og to kontekst-fotos.

Endnu et eksempel på en analog prototype. Disse fotos er igen udelukkende anvendt til testen, og er derfor ikke tilpasset indholdet.

Prototypen er brugt til kvantitativt at undersøge, hvad museumsgæsten foretrækker af disse tre dele, hvis de f.eks. skulle vide mere om KZ-lejrer. Under mine samtaler med museumsgæster, udtrykte de fleste, at de gerne ville have det følelsesbetonede brev fremvist på en skræm; altså den personlige beretning. Dog gerne suppleret med fotos og ”Vidste du…”-funktionen. Derved kan vi arbejde videre med, at mange gæster foretrækker den personlige beretning som primær fortælling. Samtidig ser de gerne dette understøttet af kort og præcis fakta og originale fotos. Det leder desuden op til en overvejelse om, hvorvidt det skal være muligt for gæsterne selv at vælge, hvordan de får deres viden. F.eks. om fakta-bokse skal være obligatoriske eller en valgfri funktion i elementet.

Desuden blev prototypen brugt som et materielt springbræt til at tale om digitale stationer mere generelt. Museumsgæsterne, jeg interviewede, udtrykte et ønske om, at kunne trykke sig ind på mere og mere opdagelse af ny viden. Muligheden for overblikket ved illustrationer var også populært. Sidst, men ikke mindst, blev også personfortællinger via digitale skærme rost højt, og det var endda uden en intro til persona-elementet.

Workshop som kvalitativ kvalificering
Med et behov for at undersøge mere dybdegående omkring oplevelsen af persona-elementet organiserede jeg 2 workshops på 2 timer; en for det faglige personale, og en for eksterne interesserede deltagere. Begge gange med 7-8 deltagere.

Formålet med workshoppen var at undersøge, hvordan refleksion, identifikation og forståelse skete ved få et legitimationskort udleveret, og derefter følge en personfortælling. Under workshoppen var det min opgave, at observere deltagernes adfærd omkring de opstillede aktiviteter. På baggrund af dette afsluttedes workshoppen med en åben debat, hvor deltagerne fik mulighed for, at komme med konstruktiv kritik og udviklingsforslag til persona-elementet.

Fotos fra opstillingen til workshoppen. Hvert bord indeholder små konkrete opgaver, som skal hjælpe til refleksion og forståelse af de virkemidler vi anvender i persona-elementet.

Et eksempel på workshoppens anvendelighed som metode er, at deltagerne udtrykker, hvad de synes er interessant, irrelevant, let forståeligt eller for svært. Det betyder, at vi i udviklingen af elementet får en tydelig retning at gå efter, så vi kan lave den bedst mulige formidling. Workshoppen som test viste, hvad deltagerne reagerede på og italesatte, og derved hvad der er det væsentligste at arbejde videre med. Diskussionerne fik især synliggjort en udfordring i at formidle balancen mellem drama og det daglige, og heri balancen mellem det følelsesmæssige og det historiske fakta.

Hensigten i persona-elementet, er blandt andet konfrontationen med et dilemma, som gæsten skal tage stilling til undervejs. Dilemmaerne vil være baseret på virkelige begivenheder, men formidlet via et fiktivt persona. Under workshoppen blev der sat spørgsmålstegn ved, hvordan dette formidles mest levende og informationsrigt. Hvordan formidler man autenticiteten i en dramatiseret fortælling? Det er netop dette, som en diskussion under workshoppen kan være med til at afklare. Ved at stå over for dilemmaet medførtes en nysgerrighed omkring de virkelig hændelser under besættelsen. Workshop-deltagerne følte desuden at de fik ”indblik i en selv”, når de stod over for et valg mellem det moralske rigtige og konsekvenserne heraf. Dermed har diskussion om dilemmaet under workshoppen været med til at tydeliggøre de væsentligste aspekter ved denne formidling.

I det nye Besættelsesmuseum bliver der lagt vægt på den sociale oplevelse, hvor dialog og refleksion er i centrum for gæstens oplevelse.

Den overordnede konklusion fra workshoppen var, at oplevelsen ikke kan standardiseres. Hver især får man sit eget individuelle udbytte af en persona, afhængigt af hvilke erfaringer, man selv kommer med som gæst. Vi kan som formidlere af elementet derved fokuserer på, at udvikle rammerne omkring den individuelle identifikation og refleksion. Konkluderende var alle deltagere til begge workshops meget positive overfor persona-elementet som formidlingsform.

Dette er et eksempel på en station i workshoppen, hvor deltagerne selv skulle matche fotos og historier. Den fik positiv feedback, som formidlingsvirkemiddel.

Den sidste del af praktikforløbet
Under mit praktikforløb har jeg erfaret, at Oplevelsesøkonomi som faglighed kan supplere udstillingsarbejdet med kvalifikationer af idéer både i teori og praksis. Faget er særdeles anvendeligt under processens idéstadie, hvor form og deltaljer udvikles og besluttes. Når man vil formidle en hel masse og involvere museumsgæsten, er Oplevelsesøkonomiske designmetoder med til at sikre brugervenligheden i formidlingen.

Med denne bevidsthed arbejder jeg i den sidste del af mit praktikforløb videre med prototyper til undersøgelser af både form og indhold ved persona-elementet. Eksempelvis har jeg fået sammensat en ordliste, som kan klarlægge hvilke begreber fra perioden, som er mere eller mindre forståelige for Hr. og Fru Danmark. Således kan Besættelsesmuseet arbejde videre med at imødekomme dette i formidlingen, uden at gå på kompromis med periodens autenticitet. Derudover arbejder jeg videre med observationer af museumsgæster, når de bevæger sig rundt blandt skilte, digitale skærme og museumsgenstande. Mit formål er fortsat undersøgelsen af, hvordan vi sikrer det mest spændende og reflekterende museumsbesøg for gæsterne.

Til slut vil jeg sige et stort tak til de mange museumsgæster i Den Gamle By og de frivillige, som har bidraget med deres tid og observationer til mine undersøgelser.

 

Henvisninger
Dalsgaard, Peter; Dindler, Christian & Eriksson, Eva. (2008): Designing for participation in public knowledge institutions i: Proceedings of the 5th Nordic conference on Human-computer interaction: building bridges, NordiCHI ’08

Lim, Youn-Kyung; Stolerman, EriK & Tenenberg, Josh. (2008): The Anatomy of Prototypes: Prototypes as Filters, Prototypes as Manifestations of Design Ideas. i: ACM Transactions on Computer-Human Interaction, Vol. 15, No. 2, Article 7.

Helt nyt Besættelsesmuseum på vej

Den af

Den 18. januar offentliggjorde vi nyheden om, at Nordea-fonden har bevilget 8.376.000 kr. til udvikling og opbygning af et helt nyt Besættelsesmuseum i Aarhus.

Det var helt fantastiske nyheder, og vi er allerede i fuld sving med de indledende øvelser til det spændende projekt. Dette indlæg indeholder en kort beskrivelse af selve projektet, økonomi/tidsplaner og selvfølgelig lidt om, hvad I kan forvente af de nye udstillinger.

Koncepttegning for cellegangen. Her bliver historien om det tyske sikkerhedspoliti, deres arbejdesmetoder og ikke mindst ofre formidlet: (Besættelsesmuseet).

Det nye museum åbner i museets eksisterende bygninger, som under besættelsen var hovedkvarter for Gestapo, det frygtede tyske sikkerhedspoliti. Det sker i forbindelse med 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen i april/maj 2020.

Foruden de nye udstillinger vil museet også tilbyde en spændende række arrangementer, og der udvikles helt nyt undervisningsmateriale til brug for skoler, ungdomsuddannelser m.fl. Mange af vores arrangementer vil blive til i samarbejde med Kvindemuseet, som vi deler bygning med.

Foruden Nordea-fonden er de øvrige bidragsydere Aarhus Kommune, der har støttet med 1.590.000 kr. til renovering af bygning og udstillingslokaler. Museets støtteforening Besættelsesmuseets Venner har bidraget med 100.000 kr. Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat med 50.000 kr. Det samme har Fabrikant Albert Nielsens og hustru Anna Nielsens Fond. Med Den Gamle Bys egenfinansiering har projektet et samlet budget på 11.829.000 kr.

Hvorfor et nyt Besættelsesmuseum?

Har man besøgt museet for nylig, vil man vide, at lokalerne trænger til en større renovering. Det samme kan siges om vores udstillinger, der ikke blot tænger til en opdatering, men også en nytænkning, så de bedre kan opleves af et nutidigt publikum, der ikke levede under besættelsen.

De seneste år er der kommet megen ny viden om besættelsestiden og ikke mindst Aarhus under besættelsen. Det gør os i stand til at fortælle nye, stærke historier og samtidigt tegne et langt mere nuanceret billede af tiden. Vi tror på, at det vil gøre museet relevant for endnu flere besøgende.

Den nye udstilling tager udgangspunkt i Aarhus’ dramatiske besættelseshistorie med særlig fokus på dagligdag, modstandskamp og den nazistiske undertrykkelse og terror, der især ramte Aarhus i krigens sidste to år. Det var en tid, hvor vores demokratiske institutioner, kultur, fællesskab og sammenhængskraft blev sat på hårde prøvelser.

Demokratiet eksisterede kun så længe, politikerne var villige til at tilpasse sig besættelsesmagtens krav, og samtidigt oplevede de fleste borgere, hvordan der konstant kom nye restriktioner på den personlige frihed. Både politikere og almindelige borgere blev før eller siden stillet overfor svære valg, hvor de blev tvunget til at vælge mellem egen og andres sikkerhed eller gøre ting, der stred mod deres etiske eller demokratiske værdier. Det var med andre ord en tid, hvor svære dilemmaer trængte sig på og afkrævede en eller anden form for stillingtagen, som let kunne få uoverskuelige konsekvenser – for staten og det enkelte individ.

Når det kommer til begreber som frihed og demokrati, er det noget, mange i dag tager for givet. Kigger man ud i verden – og slet ikke så langt endda, så er det tydeligt, at besættelsestidens dilemmaer og spørgsmål har et slægtskab med en række nutidige problematikker. Oplagte eksempler er begrænsninger på ytringsfrihed, radikalisering, flygtninge, forfølgelse af politiske eller religiøse minoriteter osv. Vi lever i en verden, hvor konflikter, politiske strømninger og politisk propaganda (dvs. fake news) er med til at sætte vores demokratiske værdier under pres. Vi håber, at vi med den nye udstilling, kan være med til at skabe en platform, hvor både fortidens og nutidens dilemmaer kan perspektiveres og diskuteres.

Hvad vil vi fortælle?

Det nye museum bliver indrettet i vores nuværende lokaler i Aarhus’ gamle rådhus og politistation fra 1857. En bygning vi deler med Kvindemuseet.

Huset blev i november 1944 beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti, der indrettede et lokalt hovedkvarter. Det var herfra at bekæmpelsen af modstanden i store dele af Jylland blev dirigeret. Vi ved, at vold og decideret tortur var en fast del af sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder. Hovedkvarteret var også udgangspunkt for en del af de uhyggelige terroraktioner, der hjemsøgte de større jyske byer i 1944-45. Derfor bliver historien om den tyske bekæmpelse af modstanden og undertrykkelsen af civilbefolkningen en væsentlig del af museets formidling.

Besættelsesmuseet og Kvindemuseets bygningen sådan som de tog sig ud ved befrielsen 1945. Det tyske sikkerhedspoliti frygtede angreb på hovedkvarteret fra modstandsbevægelsen og havde derfor forskanset bygningen med bunkere, pigtråd og miner. (Besættelsesmuseet)

Helt overordnet kommer museet til at beskæftige sig med tre hovedtemaer: Undertrykkelsen, Modstandskampen og Dagligdagen. Derudover vil man også kunne følge et mindre Kronologisk overblik med eksempler på begivenheder fra Aarhus, Danmark og resten af verden under Anden Verdenskrig.

Undertrykkelsen

Temaet undertrykkelsen tager udgangspunkt i husets egen historie som Gestapos hovedkvarter for Midt- og Nordjylland. Vi møder nogle af Gestapo-folkene og deres danske agenter og forbundsfæller. Temaet beskriver Gestapos arbejdsmetoder og den terror, som besættelsesmagten udøvede mod byen og civilbefolkningen i krigens sidste år. Ofrene for volden præsenteres også. Temaet indeholder desuden historien om Aarhus som vigtigt transitcenter for tyske troppetransporter og som hovedkvarter for den tyske krigsmarine i Danmark. Man vil også møde nogle af de mange tyske soldater, som levede og bevægede sig igennem byen i løbet af de fem år, byen var besat.

Modstandskampen

I temaet om modstandskampen fortælles om de mange typer af modstand, der eksisterede i Aarhus: sabotage, våbenmodtagelse, produktion af illegale blade, efterretningsvirksomhed, illegale værtsroller, stikkerlikvideringer osv. Vi møder nogle af de mange mænd og kvinder, der satte livet på spil, og de fortæller, hvordan det foregik og ikke mindst, hvorfor de gjorde det. Flere aspekter af modstandskampen problematiseres, f.eks. stikkerlikvideringerne, der i flere tilfælde blev foretaget på et spinkelt grundlag.

Dagligdagen

Temaet dagligdagen viser de mange begrænsninger på livets udfoldelse, som besættelsen betød: varemangel, erstatningsprodukter, mørklægning, rationering, spærretid osv. Her vil det blive understreget, hvordan den tyske besættelse udviklede sig fra at være ganske ufarlig til noget, der kunne minde om en reel krigssituation.

I det sidste år af besættelsen blev dagligdagen præget af, at krigen var rykket tættere på. Aarhusianerne fik en uhyggelig forsmag på, hvad krig ville sige d. 4. juli 1944, da et tysk lager af ammunition eksploderede og lagde området omkring kornpieren i ruiner. Mere en 30 personer mistede livet den dag. (Besættelsesmuseet)

Vi arbejder med en række principper for formidlingen, som bygger på Den Gamle Bys erfaringer med den Aarhus Fortæller, der åbnede i april 2017. Det er derfor et mål, at en del af vores historier skal formidles gennem personhistorier, da det er med til at skabe identifikation. Vores udstillingsrum skal være varierede i deres formsprog og formidling, så det ikke bliver for ensartet. Der skal være aktiverende elementer, hvor gæsterne får mulighed for at røre ting og undersøge skabe og skuffer. Vi vil også skabe stemningsfylde rum og oplevelser bl.a. igennem audiovisuelle virkemidler. Endelig skal der være mulighed for fordybelse og steder, hvor de særlig interesserede gæster kan få lov at dykke ned i historierne.

Udstillingen kommer helt overordnet til at fortælle om, hvordan Anden Verdenskrig og besættelsen ramte og påvirkede helt almindelige menneskers liv og dagligdag. Aarhus og nærmeste Østjylland udgør rammen for vores fortællinger, men vil udmærket kunne bruges som eksempel på, hvordan livet var i en større dansk by under besættelsen.

Kronologisk overblik

I det kronologiske tema formidles bl.a. historien om det allierede luftangreb på det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkarter på universitetskoillegierne den 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Det kronologiske overblik viser et udvalg af begivenheder under besættelsen primært i Aarhus, men med perspektivering til Danmark og verden. Det handler bl.a. om at understrege sammenhængen mellem krigens udvikling og hjemlige, danske forhold. Der planlægges fem zoner, der er fordelt på hvert besættelsesår. Der trækkes tråde til krigsudbruddet i 1939. Overblikket afsluttes med befrielsen d. 5. maj 1945, med en afstikker til krigsafslutningen med Japans kapitulation i september 1945.

Den personlige vinkel

Et bærende formidlingsprincip er anvendelse af personfortalt formidling. Vi tror på, at formidlingen bliver langt mere vedkommende, når den fortælles af en person. Vi fortæller altså ikke om undertrykkelsen, dagligdagen eller modstanden ud fra strukturer eller organisationer, men fra de mennesker, der var en del af dem. Dette går igen i hele udstillingen.

Besættelsesmuseet har gennem årene indsamlet et stort, righoldigt beretningsmateriale, ligesom vi har gennemført flere dokumentationsprojekter, hvor vi har optaget interviews med personer, der levede i Aarhus under besættelsen.

Materialet anvendes bl.a. i forbindelse med udstillingens gennemgående tema der sætter personhistorier i centrum. Museets gæster bliver i billetsalget udstyret med et legitimationskort tilhørende en fiktiv person, hvis historie er baseret på kildemateriale og vil være fuldkommen realistisk og repræsentativ.

Ved at placere legitimationskortet på en kortlæser, kommer personhistorien til syne på en skærm. Den personlige historie sættes herved i sammenhæng med den historiske periode og det udstillingsmiljø, som gæsten opholder sig i.

Alle gæster bliver ved ankomsten til Besættelsesmuseet forsynet med et legitimatioskort, hvortil der hører en personhistorie. Gæsten vil herefter opleve museets historier udfra en personlig vinkel. Eksemplaret har har tilhørt en sabotør.

Kortet er forsynet en lille baggrundshistorie: Nogle vil være modstandsfolk, mens andre vil få tildelt rollen som tysk soldat, en tyskerpige eller måske en værnemager. Andre vil være almindelige aarhusianere, der blot prøver at få hverdagen til at hænge sammen i en tid med mørklægning, varemangel og skud i natten.

 Formidlingsstationerne til person-elementet er placeret i hvert af museets temarum, så gæsten oplever, hvordan deres persona ville forholde sig til museets overordnede fortællinger. Sagt på en lidt anden måde bliver gæsterne ført ind i museet temaer gennem øjnene på deres jeg-fortællende person. Historierne får derved en subjektiv synsvinkel, som kan være både interessant, morsom, skræmmende og tankevækkende. Her er blot en enkel smagsprøve:

Den 37-årige husmor Ellen, der forholder sig til temaet modstanden:

”Jeg håber virkelig at min mand holder sig væk fra den slags. Det er slemt nok, at han har ”Budstikken” [illegalt blad] med hjem fra arbejdet og lader det ligge og flyde, hvor børnene kan se det. Jeg kan godt sige dig, at der vanker, hvis han får sat nogle dumme idéer i knægtens hoved!”

 Hver person er forsynet med mindst én særlig historie, hvor gæsten bliver tvunget til at træffe et valg, der kan få indflydelse på, hvordan deres person kommer igennem besættelsen og oplever befrielsen. Valgene eller dilemmaerne vil typisk være af moralsk karakter, hvor gæstes opfordres til at leve sig ind i den historiske problemstilling og vælge ud fra sin persons synsvinkel.

Gæsterne må agere ud fra deres egen virkelighed og moralske kompas, og det kan udmærket ske, at gæsten vælger noget umiddelbart moralsk rigtigt, som spillet (og den historiske virkelighed) straffer hårdt f.eks. med fangenskab og deportation. Og på samme vis kan det ske, at person-elementet viser, at amoralsk opførsel kan være den sikreste vej. Det, vi gerne vil med elementet er, at gæsterne drager deres egne konklusioner om moral og retfærdighed og taler med hinanden om det. Samtidig formidler elementet et billede af en historisk virkelighed, hvor selv de moralsk rigtige valg på det forkerte tidspunkt kunne få forfærdelige og uoverskuelige konsekvenser for dig selv og dine omgivelser.

Inspirationen til denne type formidling kommer fra fra open air museet Bokrijk i Belgien, hvor man i deres 1960’er-udstilling bliver introduceret til livet i perioden gennem personfortalt formidling. Vi samarbejder med kollegerne i Belgien om at udvikle videre på deres idé og tilpasse den, så den passer med vores personhistorier, geografi og periode. (Besættelsesmuseet).

Fortsættelse følger

Besættelsesmuseet havde sidste åbningsdag søndag den 18. februar. Den Gamle Bys bevaringsafdeling er i samarbejde med Besættelsesmuseets frivillige medarbejdere i fuld sving med at pakke museet ned, så det kan bliver klar til, at håndværkerne kan komme i gang med renoveringsarbejdet.

Jeg vil i kommende artikler skrive meget mere om vores ideer til de faste arrangementer og events, som planlægges som en del at det nye Besættelsesmuseum. Derudover kan man her og på Besættelsesmuseets Facebook-side kunne følge udstillingsarbejdet og læse meget mere om, hvordan vi har tænkt os at formidle vores overordnede temaer.