August 1943 – Sammenstød i luften

August 1943 blev en af de mest skelsættende måneder under besættelsen. Det var her store dele af befolkningen bød besættelsesmagten trods, regeringen gik af i protest og den tyske linje blev langt hårdere og mere nådesløs end i de første år af besættelsen.

I blandt andet Esbjerg, Odense og Aalborg gik det i løbet af måneden vildt for sig og hverdagen bød på sabotager, vold, provokationer og opstand. Hidtil har historien været, at Aarhus i den henseende slap nådigt, men nye arkivstudier har vist at Aarhus ikke var en undtagelse, og at august i høj grad blev på voldens præmisser her i byen.

Vores spændende fund fortæller blandt andet historien om en by, der i hele august er præget af en anspændt atmosfære, hævntørst, nervøsitet, frygt og kaos. Især dagene op til undtagelsestilstanden og regeringens afgang den 29. august var byen på den anden ende.

Derfor vil du fra den 26.-28. august kunne læse døgnrapporter der giver et indblik i en befolkning, der havde fået nok, og en besættelsesmagt der ikke var blege for at tage til genmæle for at genoprette orden.

En måned i sabotørernes kløer
August skulle først og fremmest blive en måned, hvor den kommunistiske modstandsbevægelse og især Samsinggruppen gjorde sit til at bekæmpe besættelsesmagtens tyranni. Faktisk blev August 1943 den måned under besættelsen, hvor der skete næstflest sabotager i Aarhus. Det var den måned, hvor det for alvor tog fart og de forskellige modstandsgrupper begik intet mindre end 26 sabotager, svarende til næsten det samlede antal af sabotager der var begået siden sabotagernes begyndelse i maj 1942.

01.08.1943: Risskov Lufttørringsvaskeri, Enebærvej/Tulipanvej, Risskov
08.08.1943: DSBs 30 tons hjælpekran
08.08.1943: Lokomotiv, Remisen, Sonnesgade
10.08.1943: Ib Nielsens Maskinsnedkeri, Lystrupvej, Risskov
10.08.1943: Tysk barak ved Brendstrupgaard
10.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
11.08.1943: N. C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
11.08.1943: Tysk depot, Østergade 25
11.08.1943: Aarhus Yachtværft, Lystbådehavnen
11.08.1943: R. M. Iversens Sadelmagerværksted, Studsgade 15
11.08.1943: Tysk godsvogn på Østbaneterrænet
13.08.1943: Transformerstation ved Langelandsgades Kaserne
15.08.1943: Højspændingsmaster i Universitetsparken
15.08.1943: Jydsk Telefon Aktieselskabs fordelercentral, Sct. Pauls Gade/Skt. Pauls Kirkeplads
15.08.1943: D.N.S.A.P’s kiosk og kontor, Aaboulevarden 59
15.08.1943: Den Østjydske Længdebane
18.08.1943: F. Bülow & Co. A/S, Trøjborgvej 8
18.08.1943: Missionshotellet Tabor, Åbyhøj
18.08.1943: Tysk Barak, Viby
20.08.1943: Transformerstationer i Hasle og på Søren Frichs Vej
22.08.1943: Thomassens Autoværksted, Højbjerg
25.08.1943: Transformator, Lystbådehavnen
26.08.1943: N.C. Mikkelsens Modelsnedkeri, Knudrisgade 33
26.08.1943: Chr. Ni. Winthers Tømrer- og Snedkerværksteder, Mindegade 6
26.08.1943: Tysk administrationsbygning, A/S Aarhus Oliefabrik, M.P. Bruunsgade 27
28.08.1943: Rosenvangsskolen, Rosenvangs Allé 49, Viby

Hjælp fra englænderne

Midlerne til sabotagerne var samtidig af hidtil uset styrke og karakter. Special Operations Executive (SOE), der var sat i verden ”for at sætte Europa i brand”, som den britiske Premierminister Winston Churchill udtrykte det, leverede sprængstoffer til modstandslommer rundt i Europa. Dette kom blandt andet Samsinggruppen til gode, der i løbet af aftenen og natten den 10.-11. august foretog ikke mindre end otte sabotager, herunder flere, der var rettet direkte mod værnemagten.

Samsinggruppen nåede under besættelsen at udføre over 50 sabotageaktioner i Aarhus, men blev arresteret den 30. juni 1944 og siden deporteret til lejre i Tyskland. Her resterne af de tyske barakker de sprang den 10.08.1943. Besættelsesmuseet.

Foruden de mange sabotager, var mage daglige provokationer, overfald, tyverier og magtdemonstrationer fra både dansk og tysk side med til at skabe spændinger. Det var ikke et spørgsmål om, men hvornår bægeret ville flyde over.

Benzin på bålet

Da aarhusianske Poul Edvin Kjær Sørensen blev anholdt den 18. august. Han blev fragtet til Aarhus, og dømt til døden ved den tyske krigsret i en beslaglagt lejlighed på Sønder Allé den 25. august.

I løbet af aftenen spredte nyheden om sig som en steppebrand og den første tyske dødsdom i Danmark, bragte for alvor sindene i kog. Allerede dagen efter indledtes der strejker mange stedet i byen. I spidsen gik Aarhus Oliemølle, hvor Sørensens far arbejdede.

Hele august havde fagbevægelsen, ført an ved socialdemokraten Leonhard Hansen, forsøgt at undgå arbejdsnedlæggelser, men besættelsesmagtens forsøg på at opretholde ro og orden ved at demonstrere deres magt til fulde blev for meget for byens borgere.

Politiet forsøgte i dagene at sikre ro og orden, men nåede ofte ikke frem før sammenstødene var i fuld gang og slukkede reelt set flere ildebrande end de forhindrede.

Bekendtgørelse fra Politimester Einar Hoeck, der advarer om de konsekvenser sammenstimlen kunne have. Besættelsesmuseet.

Ordensmagten på overarbejde

Som måneden gik på hæld måtte ordensmagten flere gange trække stavene mod civilbefolkningen for at få opløst både store og små opløb. Politiet arbejdede på højtryk i forsøget på at følge med de mange konflikter og samtidig var de under et voldsomt politisk pres. Dels fik politiet i skarpe vendinger fra den tyske bykommandant Major Kruse besked på at få styr på optøjerne, dels frygtede man fra politiets side, hvad værnemagtens repressalier ville være, hvis man ikke fik tøjlet befolkningens vrede. Tilstanden var lovløs, kaotisk og hævntørsten var at spore fra alle sider.

Politibetjente ude på march under fredeligere omstændigheder end dem der mødte dem under Augustoprørene 1943. Besættelsesmuseet.

Ingen er sikre

Hverken den tyske byledelse eller de tyske soldater var tilfredse med den drejning måneden havde taget og det var tydeligt, at nerverne sad uden på tøjet. Sammenstødene mellem tyske soldater og danske civile fortsatte med at tage til. Da bølgerne gik højest var det et rent lotteri om de tyske soldater holdt sig til slagsmål eller trak deres skydevåben mod civilbefolkningen, der heller ikke holdt sig tilbage når det kom til at opsøge konfrontationen.

En tysk soldat i undertal. Utryg ved situationen står han klar til at afsikre sin pistol. Besættelsesmuseet.

Et ægtepar slap med skrækken da de blev overfaldet og væltet af deres cykler af en flok tyske soldater. Deres råb om hjælp sendte utroligvis soldaterne på flugt, et held, der sjældent var ofrene forundt. Oftest var overfaldene fra tysk side voldelige, og ofte lykkedes det dem samtidig at stikke af fra gerningsstedet. Ved et umotiveret overfald på en dansk mand, nægtede en tysk soldat foran flere tyske officerer at legitimere sig over for det danske politi, der valgte at tage rapport og gå videre til den tyske kommando, der dog ikke ville gøre mere ved sagen.  Noget tyder altså på, at den orden de tyske officerer havde søgt at opretholde blandt deres egne i de første besættelsesår i denne måned blandt visse var blevet afløst af et voldens fripas – man havde fra tysk side fået nok.

Efterspillet

Den nærmest lovløse tilstand stoppede ikke trods undtagelsestilstandens indførelse. Et godt stykke ind i september fortsatte de mere voldsomme overfald, inden der atter faldt mere ro på.

Bekendtgørelse fra de tyske myndigheder i byen med de udstedte forholdsregler til befolkningen. Besættelsesmuseet.

Danske kvinder med deres tyske kærester blev forsat antastet og truet med klipning, og soldaternes svar på tiltale var fortsat ofte vold. Den 2. september blev en mand såret da han blev skudt i hovedet af tyske soldater, der havde bedt ham flytte sig fra Ringgadebroen. Den ældre herre med dårlig hørelse var sig ikke bevidst om, at man ikke måtte gøre ophold på broen.

Hvor man tidligere havde set, at de tyske soldater havde bedt ham flytte sig eller havde tilkaldt det danske politi, lå efterdønningerne af oprørets måned stadig luften. En hverdag som før august 1943 kunne ikke komme på tale igen. Voldsspiralen fortsatte og den mere afstumpede og brutale vold var kommet for at blive.

Følg med på søndag, hvor du kan læse den første af i alt tre døgnrapporter om dagene op til den 29. august.

 

 

De tyske soldater i Aarhus

Under besættelsen var der en stor til- og frastrømning af tyske soldater i Aarhus. Nogle opholdt her sig kun i ganske kort tid, mens andre var her i længere perioder. Både luftvåbnet, krigsmarinen og hæren varetog  centrale funktioner for at opretholde den tyske besættelse af Aarhus.


Tyske soldater kører ind i Aarhus den 9. april 1940. (Besættelsesmuseet)

De tidlige år

Allerede kort tid efter besættelsen blev de første tyske tropper beordret til Aarhus. Soldaterne havde forskellige funktioner og årsagerne til at de var i Aarhus varierede. Langt de fleste var kun i Aarhus på lånt tid, men der var også instanser, der lå i byen i størstedelen af krigen. En af disse var det tyske luftforsvar. De meldte allerede deres ankomst den 10 april, hvor de bad om indkvartering til 300 mand og fik kontorlokaler på Hotel Regina. Herfra koordinerede de luftforsvaret af Aarhus og siden hele Danmark. På samme måde var Krigsmarinen en fast bestanddel af besættelsestidens Aarhus. Under besættelsen var havnen som oftest fyldt med tyske skibe. Både mineryddere, torpedobåde og følgeskibe til konvojer var en fast bestanddel af skibene i havnen.

Tyske krigsskibe og spærreballoner i Aarhus havn. (Besættelsesmuseet)

Hvor luftwaffe og krigsmarinen havde forskellige militære funktioner brugte hæren derimod fortrinsvis byen til indkvartering af tropper, der skulle genopstilles eller uddannes. En af de divisioner der under besættelsen havde soldater i byen var 269. Infanteri Division, der blev beordret til Danmark kort efter luftwaffe var blevet indkvarteret i Aarhus. Divisionen havde deltaget i invasionen af Polen, Belgien og Frankrig og skulle nu udføre sikringsopgaver i Danmark. Fra juni 1940 til marts 1941 lå divisionens artilleriregiment på Vester Allé Kaserne. Her fik de et tiltrængt afbræk fra fronten, og kunne forberede sig på nye opgaver. I juni 1941 forlod de atter byen for at deltage i angrebet på Sovjetunionen. Det var dog ikke sidste gang aarhusianerne skulle stifte bekendtskab med infanteriet. Allerede i december 1942 blev de forlagt til Norge og kom derfor atter igennem Aarhus.


Tysk maskingeværspost foran hovedbanegården. Billedet er taget under oprørene den 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus som transithavn

Årsagen hertil var at Aarhus havn fra efteråret 1942 blev udskibningshavn for de tyske troppetransporter til og fra Norge. Aarhus blev dermed transitby for mange tyske soldater. Ved krigens afslutning stod der ca. 400.000 tyske soldater i Norge, og selvom alle ikke nødvendigvis kom gennem Aarhus var der ingen tvivl om, at Aarhus var et trafikalt knudepunkt for tyskerne, der på ugentlig basis sejlede tropper frem og tilbage. De tyske soldater på gennemrejse opholdte sig ofte ikke mere end nogle dage eller uger i Aarhus, men ikke desto mindre fyldte de i bybilledet.

Selv soldater fra det berygtede Waffen-SS kom igennem Aarhus. Dette blev blandt andet bemærket i en spionagerapport fra december 1944, der kunne konstatere at de var gået i land og marcherede ud mod tyske barakker på Skanderborgvej. Disse tropper var ofte på vej på orlov eller til genopstilling og kom direkte fra den finske front.


Troppetransportskibet Monte Rosa sejlede mange tyske soldater frem og tilbage mellem Aarhus og Norge. Her ses det fotograferet fra KFK’s Silo i juni 1944.(Besættelsesmuseet)

Den tyske tilstedeværelse i byen

Den øgede tyske tilstedeværelse i byen fik mærkbare konsekvenser på mere end en måde. Tyskerne begyndte i stigende grad at beslaglægge alt de kunne komme i nærheden af bygninger. Beboelsesejendomme, hoteller, forsamlingshuse, sygehuse og skoler blev alle taget i brug som besættelsen skred frem. Langt de fleste beslaglæggelser skulle bruges til indkvartering af tropper, men det rakte ikke. Tyskerne opførte derfor også et stort antal barakker forskellige steder i byen.

Beslaglæggelserne tog hårdt på bygningerne og ikke mindst skolerne måtte lide under en hårdhændet tysk behandling. De tyske soldater begik hærværk, stjal inventar og brugte reoler, stole og katedre som brændsel. Hvad bevæggrundene for deres opførsel var er ikke entydigt, og årsagerne er til en vis grad lige så forskellige som soldaterne var mange. Fælles for soldaterne var, at de kom til et stort set fredeligt paradis sammenlignet med fronten. Visse af disse havde imidlertid svært ved at løsrive sig fra fronten, hvilket netop kom til udtryk på blandt andet skolerne, men også ude i byrummet.

Østergades Hotel blev i efteråret 1942 beslaglagt. Det fungerede som soldaterhjem og hovedkvarter for den tyske ortskommandantur. (Besættelsesmuseet)

Sammenstød og samkvem med civilbefolkningen

Den betragtelige og massive tyske tilstedeværelse førte til gnidninger og sammenstød mellem danske civile og tyske soldater. Vold, hærværk, symbolsk modstand og uskyldige drillerier var alle sammen elementer i det daglige liv mellem soldaterne og aarhusianerne. Reaktionerne fra både dansk og tysk side var vidt forskellige. Hos statsadvokaten for særlige anliggender, der fungerede som bindeled mellem det danske politi og de tyske militærinstanser i sager, der involverede besættelsesmagten og civile danskere, blev der i dens fireårige levetid oprettet 1664 sager i Aarhus.

Antallet af sager fortæller dog kun den halve historie. Dels stoppede statsadvokaten for særlige anliggender med at fungere i juli 1944, dels var det langt fra alle sammenstød, der endte på deres bord. Som besættelsen skred frem var det dog tydeligt, at sammenstødenes karakter blev mere afstumpede og voldelige.

Bevæbnet tysk soldat under augustoprørene ved rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Samtidig var det dog langt fra alle tyske soldater, der endte i sammenstød med civilbefolkningen. De fleste forsøgte at få det bedste ud af deres ophold i Aarhus. De vidste, at de levede i byen på lånt tid og at fronttjenesten lå lige om hjørnet. Visse tyske soldater fik endda gode relationer til danske familier om end langt de fleste levede med at der var en kølig distance mellem dem selv og den danske befolkning.

Tysk troppetransport ved Aarhus Banegård. (Besættelsesmuseet)

De tyske soldater i den nye udstilling

I forbindelse med den nye udstilling på Besættelsesmuseet arbejder vi meget med historierne om de tyske soldater. For tiden arbejder vi blandt andet på at skaffe flere dagbøger og soldaterbreve hjem fra tyske soldater, der var stationerede i Aarhus under besættelsen.

Vi vil gerne fortælle de spændende og indsigtsfulde historier om de tyske soldater i Aarhus. De rummer alle følelser lige fra vrede, had og kærlighed til svigt, afmagt og tryghed. De handler om mennesker der begår forbrydelser og om mennesker der bliver sat i ualmindelige positioner i en ualmindelig tid.
Det er Aarhus set fra besættelsesmagtens vinkel og det er Aarhus set fra neden, hvor den enkelte soldat også kommer til orde. Du kan følge med her på bloggen, hvor vi løbende deler den nyeste viden på området og historier om besættelsestiden i Aarhus.

Helt nyt Besættelsesmuseum på vej

Den 18. januar offentliggjorde vi nyheden om, at Nordea-fonden har bevilget 8.376.000 kr. til udvikling og opbygning af et helt nyt Besættelsesmuseum i Aarhus.

Det var helt fantastiske nyheder, og vi er allerede i fuld sving med de indledende øvelser til det spændende projekt. Dette indlæg indeholder en kort beskrivelse af selve projektet, økonomi/tidsplaner og selvfølgelig lidt om, hvad I kan forvente af de nye udstillinger.

Koncepttegning for cellegangen. Her bliver historien om det tyske sikkerhedspoliti, deres arbejdesmetoder og ikke mindst ofre formidlet: (Besættelsesmuseet).

Det nye museum åbner i museets eksisterende bygninger, som under besættelsen var hovedkvarter for Gestapo, det frygtede tyske sikkerhedspoliti. Det sker i forbindelse med 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen i april/maj 2020.

Foruden de nye udstillinger vil museet også tilbyde en spændende række arrangementer, og der udvikles helt nyt undervisningsmateriale til brug for skoler, ungdomsuddannelser m.fl. Mange af vores arrangementer vil blive til i samarbejde med Kvindemuseet, som vi deler bygning med.

Foruden Nordea-fonden er de øvrige bidragsydere Aarhus Kommune, der har støttet med 1.590.000 kr. til renovering af bygning og udstillingslokaler. Museets støtteforening Besættelsesmuseets Venner har bidraget med 100.000 kr. Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat med 50.000 kr. Det samme har Fabrikant Albert Nielsens og hustru Anna Nielsens Fond. Med Den Gamle Bys egenfinansiering har projektet et samlet budget på 11.829.000 kr.

Hvorfor et nyt Besættelsesmuseum?

Har man besøgt museet for nylig, vil man vide, at lokalerne trænger til en større renovering. Det samme kan siges om vores udstillinger, der ikke blot tænger til en opdatering, men også en nytænkning, så de bedre kan opleves af et nutidigt publikum, der ikke levede under besættelsen.

De seneste år er der kommet megen ny viden om besættelsestiden og ikke mindst Aarhus under besættelsen. Det gør os i stand til at fortælle nye, stærke historier og samtidigt tegne et langt mere nuanceret billede af tiden. Vi tror på, at det vil gøre museet relevant for endnu flere besøgende.

Den nye udstilling tager udgangspunkt i Aarhus’ dramatiske besættelseshistorie med særlig fokus på dagligdag, modstandskamp og den nazistiske undertrykkelse og terror, der især ramte Aarhus i krigens sidste to år. Det var en tid, hvor vores demokratiske institutioner, kultur, fællesskab og sammenhængskraft blev sat på hårde prøvelser.

Demokratiet eksisterede kun så længe, politikerne var villige til at tilpasse sig besættelsesmagtens krav, og samtidigt oplevede de fleste borgere, hvordan der konstant kom nye restriktioner på den personlige frihed. Både politikere og almindelige borgere blev før eller siden stillet overfor svære valg, hvor de blev tvunget til at vælge mellem egen og andres sikkerhed eller gøre ting, der stred mod deres etiske eller demokratiske værdier. Det var med andre ord en tid, hvor svære dilemmaer trængte sig på og afkrævede en eller anden form for stillingtagen, som let kunne få uoverskuelige konsekvenser – for staten og det enkelte individ.

Når det kommer til begreber som frihed og demokrati, er det noget, mange i dag tager for givet. Kigger man ud i verden – og slet ikke så langt endda, så er det tydeligt, at besættelsestidens dilemmaer og spørgsmål har et slægtskab med en række nutidige problematikker. Oplagte eksempler er begrænsninger på ytringsfrihed, radikalisering, flygtninge, forfølgelse af politiske eller religiøse minoriteter osv. Vi lever i en verden, hvor konflikter, politiske strømninger og politisk propaganda (dvs. fake news) er med til at sætte vores demokratiske værdier under pres. Vi håber, at vi med den nye udstilling, kan være med til at skabe en platform, hvor både fortidens og nutidens dilemmaer kan perspektiveres og diskuteres.

Hvad vil vi fortælle?

Det nye museum bliver indrettet i vores nuværende lokaler i Aarhus’ gamle rådhus og politistation fra 1857. En bygning vi deler med Kvindemuseet.

Huset blev i november 1944 beslaglagt af det tyske sikkerhedspoliti, der indrettede et lokalt hovedkvarter. Det var herfra at bekæmpelsen af modstanden i store dele af Jylland blev dirigeret. Vi ved, at vold og decideret tortur var en fast del af sikkerhedspolitiets arbejdsmetoder. Hovedkvarteret var også udgangspunkt for en del af de uhyggelige terroraktioner, der hjemsøgte de større jyske byer i 1944-45. Derfor bliver historien om den tyske bekæmpelse af modstanden og undertrykkelsen af civilbefolkningen en væsentlig del af museets formidling.

Besættelsesmuseet og Kvindemuseets bygningen sådan som de tog sig ud ved befrielsen 1945. Det tyske sikkerhedspoliti frygtede angreb på hovedkvarteret fra modstandsbevægelsen og havde derfor forskanset bygningen med bunkere, pigtråd og miner. (Besættelsesmuseet)

Helt overordnet kommer museet til at beskæftige sig med tre hovedtemaer: Undertrykkelsen, Modstandskampen og Dagligdagen. Derudover vil man også kunne følge et mindre Kronologisk overblik med eksempler på begivenheder fra Aarhus, Danmark og resten af verden under Anden Verdenskrig.

Undertrykkelsen

Temaet undertrykkelsen tager udgangspunkt i husets egen historie som Gestapos hovedkvarter for Midt- og Nordjylland. Vi møder nogle af Gestapo-folkene og deres danske agenter og forbundsfæller. Temaet beskriver Gestapos arbejdsmetoder og den terror, som besættelsesmagten udøvede mod byen og civilbefolkningen i krigens sidste år. Ofrene for volden præsenteres også. Temaet indeholder desuden historien om Aarhus som vigtigt transitcenter for tyske troppetransporter og som hovedkvarter for den tyske krigsmarine i Danmark. Man vil også møde nogle af de mange tyske soldater, som levede og bevægede sig igennem byen i løbet af de fem år, byen var besat.

Modstandskampen

I temaet om modstandskampen fortælles om de mange typer af modstand, der eksisterede i Aarhus: sabotage, våbenmodtagelse, produktion af illegale blade, efterretningsvirksomhed, illegale værtsroller, stikkerlikvideringer osv. Vi møder nogle af de mange mænd og kvinder, der satte livet på spil, og de fortæller, hvordan det foregik og ikke mindst, hvorfor de gjorde det. Flere aspekter af modstandskampen problematiseres, f.eks. stikkerlikvideringerne, der i flere tilfælde blev foretaget på et spinkelt grundlag.

Dagligdagen

Temaet dagligdagen viser de mange begrænsninger på livets udfoldelse, som besættelsen betød: varemangel, erstatningsprodukter, mørklægning, rationering, spærretid osv. Her vil det blive understreget, hvordan den tyske besættelse udviklede sig fra at være ganske ufarlig til noget, der kunne minde om en reel krigssituation.

I det sidste år af besættelsen blev dagligdagen præget af, at krigen var rykket tættere på. Aarhusianerne fik en uhyggelig forsmag på, hvad krig ville sige d. 4. juli 1944, da et tysk lager af ammunition eksploderede og lagde området omkring kornpieren i ruiner. Mere en 30 personer mistede livet den dag. (Besættelsesmuseet)

Vi arbejder med en række principper for formidlingen, som bygger på Den Gamle Bys erfaringer med den Aarhus Fortæller, der åbnede i april 2017. Det er derfor et mål, at en del af vores historier skal formidles gennem personhistorier, da det er med til at skabe identifikation. Vores udstillingsrum skal være varierede i deres formsprog og formidling, så det ikke bliver for ensartet. Der skal være aktiverende elementer, hvor gæsterne får mulighed for at røre ting og undersøge skabe og skuffer. Vi vil også skabe stemningsfylde rum og oplevelser bl.a. igennem audiovisuelle virkemidler. Endelig skal der være mulighed for fordybelse og steder, hvor de særlig interesserede gæster kan få lov at dykke ned i historierne.

Udstillingen kommer helt overordnet til at fortælle om, hvordan Anden Verdenskrig og besættelsen ramte og påvirkede helt almindelige menneskers liv og dagligdag. Aarhus og nærmeste Østjylland udgør rammen for vores fortællinger, men vil udmærket kunne bruges som eksempel på, hvordan livet var i en større dansk by under besættelsen.

Kronologisk overblik

I det kronologiske tema formidles bl.a. historien om det allierede luftangreb på det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkarter på universitetskoillegierne den 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Det kronologiske overblik viser et udvalg af begivenheder under besættelsen primært i Aarhus, men med perspektivering til Danmark og verden. Det handler bl.a. om at understrege sammenhængen mellem krigens udvikling og hjemlige, danske forhold. Der planlægges fem zoner, der er fordelt på hvert besættelsesår. Der trækkes tråde til krigsudbruddet i 1939. Overblikket afsluttes med befrielsen d. 5. maj 1945, med en afstikker til krigsafslutningen med Japans kapitulation i september 1945.

Den personlige vinkel

Et bærende formidlingsprincip er anvendelse af personfortalt formidling. Vi tror på, at formidlingen bliver langt mere vedkommende, når den fortælles af en person. Vi fortæller altså ikke om undertrykkelsen, dagligdagen eller modstanden ud fra strukturer eller organisationer, men fra de mennesker, der var en del af dem. Dette går igen i hele udstillingen.

Besættelsesmuseet har gennem årene indsamlet et stort, righoldigt beretningsmateriale, ligesom vi har gennemført flere dokumentationsprojekter, hvor vi har optaget interviews med personer, der levede i Aarhus under besættelsen.

Materialet anvendes bl.a. i forbindelse med udstillingens gennemgående tema der sætter personhistorier i centrum. Museets gæster bliver i billetsalget udstyret med et legitimationskort tilhørende en fiktiv person, hvis historie er baseret på kildemateriale og vil være fuldkommen realistisk og repræsentativ.

Ved at placere legitimationskortet på en kortlæser, kommer personhistorien til syne på en skærm. Den personlige historie sættes herved i sammenhæng med den historiske periode og det udstillingsmiljø, som gæsten opholder sig i.

Alle gæster bliver ved ankomsten til Besættelsesmuseet forsynet med et legitimatioskort, hvortil der hører en personhistorie. Gæsten vil herefter opleve museets historier udfra en personlig vinkel. Eksemplaret har har tilhørt en sabotør.

Kortet er forsynet en lille baggrundshistorie: Nogle vil være modstandsfolk, mens andre vil få tildelt rollen som tysk soldat, en tyskerpige eller måske en værnemager. Andre vil være almindelige aarhusianere, der blot prøver at få hverdagen til at hænge sammen i en tid med mørklægning, varemangel og skud i natten.

 Formidlingsstationerne til person-elementet er placeret i hvert af museets temarum, så gæsten oplever, hvordan deres persona ville forholde sig til museets overordnede fortællinger. Sagt på en lidt anden måde bliver gæsterne ført ind i museet temaer gennem øjnene på deres jeg-fortællende person. Historierne får derved en subjektiv synsvinkel, som kan være både interessant, morsom, skræmmende og tankevækkende. Her er blot en enkel smagsprøve:

Den 37-årige husmor Ellen, der forholder sig til temaet modstanden:

”Jeg håber virkelig at min mand holder sig væk fra den slags. Det er slemt nok, at han har ”Budstikken” [illegalt blad] med hjem fra arbejdet og lader det ligge og flyde, hvor børnene kan se det. Jeg kan godt sige dig, at der vanker, hvis han får sat nogle dumme idéer i knægtens hoved!”

 Hver person er forsynet med mindst én særlig historie, hvor gæsten bliver tvunget til at træffe et valg, der kan få indflydelse på, hvordan deres person kommer igennem besættelsen og oplever befrielsen. Valgene eller dilemmaerne vil typisk være af moralsk karakter, hvor gæstes opfordres til at leve sig ind i den historiske problemstilling og vælge ud fra sin persons synsvinkel.

Gæsterne må agere ud fra deres egen virkelighed og moralske kompas, og det kan udmærket ske, at gæsten vælger noget umiddelbart moralsk rigtigt, som spillet (og den historiske virkelighed) straffer hårdt f.eks. med fangenskab og deportation. Og på samme vis kan det ske, at person-elementet viser, at amoralsk opførsel kan være den sikreste vej. Det, vi gerne vil med elementet er, at gæsterne drager deres egne konklusioner om moral og retfærdighed og taler med hinanden om det. Samtidig formidler elementet et billede af en historisk virkelighed, hvor selv de moralsk rigtige valg på det forkerte tidspunkt kunne få forfærdelige og uoverskuelige konsekvenser for dig selv og dine omgivelser.

Inspirationen til denne type formidling kommer fra fra open air museet Bokrijk i Belgien, hvor man i deres 1960’er-udstilling bliver introduceret til livet i perioden gennem personfortalt formidling. Vi samarbejder med kollegerne i Belgien om at udvikle videre på deres idé og tilpasse den, så den passer med vores personhistorier, geografi og periode. (Besættelsesmuseet).

Fortsættelse følger

Besættelsesmuseet havde sidste åbningsdag søndag den 18. februar. Den Gamle Bys bevaringsafdeling er i samarbejde med Besættelsesmuseets frivillige medarbejdere i fuld sving med at pakke museet ned, så det kan bliver klar til, at håndværkerne kan komme i gang med renoveringsarbejdet.

Jeg vil i kommende artikler skrive meget mere om vores ideer til de faste arrangementer og events, som planlægges som en del at det nye Besættelsesmuseum. Derudover kan man her og på Besættelsesmuseets Facebook-side kunne følge udstillingsarbejdet og læse meget mere om, hvordan vi har tænkt os at formidle vores overordnede temaer.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

April 1944 – Optræk til ballade

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Historien om frihedskæmperarmbindet

Nu er det lige straks 5. maj og dermed årsdag for Danmarks befrielse. I den anledning har vi skrevet denne lille artikel om det klassiske frihedskæmperarmbind med de blå, røde og hvide farver, som frihedskæmperne bar i befrielsesdagene.

frihedskæmper

Dette godt slidte eksemplar af det ikoniske frihedskæmperarmbind, har tilhørt ingen ringere end kaptajn Gunnar Frijsenvang, der var byleder for modstandsbevægelsen i Aarhus d. 5. maj 1945.

5. Maj 1945

Da modstandsfolkene trådte åbent frem d. 5. maj 1945 var de fleste iklædt deres private tøj. Nogle kom i kedeldragter og andet arbejdstøj, mens andre var trukket i det pæne nålestribede jakkesæt. Enkelte havde ”organiseret” forskelligt militært udstyr som f.eks. hjelme, hvorved de afgav et vist soldatermæssigt udtryk. Bevæbningen var en blanding af nedkastet engelsk og amerikansk materiel, der var suppleret af danske og stjålne tyske våben.

 

hærarmbindet, aarhus-armbindet

Militær ventegruppe, formodentligt 2. Kolonne, på havnen i Aarhus i dagene efter befrielsen. Bemærk den meget forskelligartede mundering og bevæbning, der byder på både tyske, danske og engelske udstyrsstykker. På fotografiet ses desuden eksempler på både hærarmbindet og aarhus-armbindet. (Besættelsesmuseet)

I mangel af bedre

Oberstløjtnant (senere general) Vagn Bennike, leder af modstanden i Jylland fra 1944, ved en parade i Aarhus i sommeren 1945. På sin vis, bærer Bennike her en slags dobbelt uniformering (fra Niels Aage Nielsen, Mellem Jyske Modstandsfolk 1941-45).

Den brogede flok af modstandsfolk havde dog ét væsentligt fællestræk – nemlig det armbind, der blev kendt som frihedskæmperarmbindet. Hensigten med denne minimale uniformering var at sørge for, at modstandsfolkene blev opfattet som soldater og derved opnåede soldatens rettigheder. Det var nemlig sådan, at tyskerne i princippet anerkendte Haag-konventionens artikler om landkrig fra 1907, hvori der stod, at bevæbnede personer, som optrådte under kommando og bar et synligt symbol eller emblem, kunne klassificeres som kombattanter – altså soldater. Faldt man ikke indenfor denne klarificering løb man, ved tilfangetagelse, en betydelig risiko for at blive summarisk henrettet.

Med det in mente var det ikke underligt, at man brugte ressourcer på at producere denne light-udgave af soldateruniformen. Det senere så velkendte frihedskæmperarmbind blev produceret allerede i 1941-42, men fik først noget senere tilknytning til modstandskampen. Det første blå-rød-hvide armbind blev produceret af repræsentanter for den danske hær, som en forberedelse til den dag, hvor tyskerne måtte tabe. Når det skete, kunne man således være klar med en lovligt uniformeret militærstyrke, der kunne sikre ro og orden i landet. Derfor benævnes dette armbind ofte ”Hærarmbindet”.

Armbindet designes

Den blå baggrundsfarve på armbindet er lavet af afklippede ærmer på gamle dragonfrakker, der ellers lå og samlede støv på militærets lagre. Det røde felt skulle angiveligt stamme fra postuniformer. Den hvide bændel i midten er i armbindets første versioner forsynet med forkortelsen MI, der står for Materiel Intendantur (hvilket svarer cirka til vores dages Forsvarets Materiel Kommando). Hele herligheden var forsynet med et rundt metalemblem med løver og hjerter fra det såkaldte ”Lille Rigsvåben”. Det skal indskydes, at armbindet findes i flere forskellige udgaver og kvaliteter, og det er langt fra alle, der var forsynet med emblem.

Til militærgrupperne

I løbet af 1943-44 begyndte man i dybeste hemmelighed at opstille de såkaldte militære ventegrupper (M-grupper, Undergrundshæren), hvis opgave var at forhindre tyskerne i at ødelægge livsvigtig infrastruktur i tilfældet af en allieret invasion. Det lå også i kortene, at militærgrupperne kunne få til opgave at støtte de allierede tropper med lokalkendskab, men også deltage aktivt i forbindelse med decideret nedkæmpelse af tyske enheder. Det var derfor essentielt, at militærgrupperne blev forsynet med armbind, så de kunne opfattes som en lovligt kæmpende styrke.

Som navnet antyder, var ventegrupperne organiseret efter militært mønster. Dette betød bl.a., at gruppelederne i det fleste tilfælde havde militær baggrund, ligesom de fleste af gruppens menige medlemmer havde aftjent værnepligt. Den samlede organisation var underlagt den illegale militærledelse, kaldet ”Den lille Generalstab” med general Ebbe Gørtz som øverstbefalende.

 

General Ebbe Gørtz, øverstkommanderende for de militære ventegrupper, hilser her på en gruppe af sine folk. Soldaten til venstre i billedet er udstyret med armbind, tysk hjelm, dansk soldaterfrakke og amerikansk karabin (Frihedsmuseet).

Som et kuriosum skal det lige nævnes, at man fra ledelsens side ikke ville have, at folk fra ventegrupperne, især ikke officererne, deltog i andet illegalt arbejde. Der er dog utallige eksempler på, at ledende personer deltog aktivt i f.eks. sabotagearbejdet.

 

Fordeling af armbind

Det var nok tanken, at armbindene skulle fordeles til alle grupper, men pga. forskellige logistiske vanskeligheder nåede de aldrig ud i alle afkroge af landet. Man kan se, at de københavnske og sjællandske grupper var velforsynede, mens det kun var ganske få modstandsfolk i Nordjylland, som blev udstyret med det officielle armbind. På disse ”fjerne” steder improviserede man og lavede sit eget.

Det skal i øvrigt indskydes, at også sabotagegrupperne og mange andre typer af frihedskæmpere blev ”uniformeret” med armbindet i dagene op til befrielsen.  Hensigten har formodentligt været at sørge for, at modstanden fremstod så samlet og forenet, som overhovedet muligt.

Vi håber snart at kunne bringe historien om det særlige århusianske frihedskæmperarmbind.

Kilder:

Convention (IV) respecting the Laws and Customs of War on Land and its annex: Regulations concerning the Laws and Customs of War on Land. The Hague, 18 October 1907.

Bomber over Aarhus

Klokken var 03.50, da Flight Lieutenant Wilkins fra No. 50. Squadron RAF gav sit mandskab ordre om at udløse Lancasterflyets dødbringende last af seks 500-kgs sprængbomber.

I disse dage er det 71 år siden aarhusianerne (for Gud ved hvilken gang) blev vækket af luftalarmssirenernes gennemtrængende tuden. Normalt trak man bare på skulderen, vendte sig om og sov videre. Man troede, at det med rigtig krig var noget, der kun foregik andre steder i Europa.

 

Engelsk Luftangreb på Aarhus Oliefabrik

Tysk afværgeild natten til 24. september 1942 (Besættelsesmuseet)

Ingen falsk alarm

Men denne gang var det alvor. Luftalarmen begyndte kl. 01.55 og blev først afblæst kl. 05.07. De aarhusianere, der undlod at gå i kælderen, kunne betragte den voldsomme beskydning som det tyske luftværn og krigsskibe i Aarhus Havn åbnede op for. Lyden af afværgeilden blev snart afløst af en række dumpe brag, da Lancasterens bomber pulveriserede store dele af Aarhus Oliefabrik.

Dagen efter var byen i chok. Havde englænderne virkelig bombet Aarhus? Det var ganske vidst sket en gang før, i august 1941, hvor et engelsk fly havde bombet Kongsvang-viadukten i Viby og beskadiget en række villaer.

Følelserne var blandede, og selvom de fleste nok holdt med englænderne var der ikke mange, som følte sig godt tilpas ved tanken om at blive inddraget i den allierede bombekrig.

Engelsk Ludtangreb

De engelske bomber forrettede store skader på oliefabrikkens bygninger, og der gik lang tid før fabrikken kunne genoptage produktionen igen. (Besættelsesmuseet)

 

Angrebet på Aarhus Oliefabrik

Den ødelagte fabrik set mod nord. I baggrunden anes Jysk Andelsfoderstofforretnings silokompleks ‘De Fem Søstre’. (Besættelsesmuseet)

 

Juncker Aarhus Oliefabrik

Oliefabrikkens direktør Thorkild Juncker havde en fremtrædende stilling i “Dansk-tysk Forening”, hvilket betød at han efter krigen blev idømt to års fængsel.(Danskebilleder.dk)

Hvorfor oliefabrikken?

I dagene efter luftangrebet var der livlig aktivitet på rygtebørsen. De fleste troede, at ødelæggelsen af oliefabrikken var resultatet af en nøje planlagt og perfekt udført engelsk bombemission. Denne opfattelse blev styrket af det faktum, at oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, var kendt tyskvenlig og fremtrædende medlem af “Dansk-tysk Forening”.

Aarhuus Stiftstidende, der pga. censuren ikke kunne henfalde til den slags spekulationer nøjedes med at bemærke, at byens glarmestre nok ikke ville blive arbejdsløse lige med det første.

Det var først et godt stykke efter krigen, at det kom frem, at bombemaskinens besætning intet kendte til, hverken Juncker eller oliefabrikken, men i stedet havde forsøgt at sænke nogle af de 22 tyske krigsskibe lå ved kaj i havnen.

 

Bombefly på afveje

Tyske krigsskibe i Aarhus Havn

Fra 1942 kunne der være tæt pakket af tyske krigsskibe i Aarhus Havn. (Besættelsesmuseet)

Flight Lieutenant Wilkins egentlige bombemål var den nordtyske by Wismar, men han og besætningen var faret vild pga. dårligt vejr. I et forsøg på at finde hjem til de britiske øer fulgte han den jyske kyst i nordlig retning. Det var almindelig praksis at forsøge at finde et alternativt bombemål på vejen hjem, og da maskinen nåede Aarhus-området åbnede de tyske krigsskibe i Aarhus Havn ild. Wilkins besluttede derfor at smide bombelasten på de åbenlyst fjendtlige mål.

Samtlige af bombemaskinens seks bomber ramte forbi de tiltænkte mål og ramte i stedet ned i oliefabrikken. Fem af bomberne detonerede, og ved et utroligt lykketræf blev tre personer, som opholdt sig i fabrikkens portnerstue kun lettere såret. Området i nærheden af fabrikken var beskadiget af lufttyrk og sprængstykker. Overalt i byen blev der meldt om knuste ruder og tagsten, der havde forrykket sig.

 

bombe

Fem ud af seks 500-kgs sprængbomber detonerede. Hærens Sprængkommando blev tilkaldt til at undersøge forsageren. Man må formode, at den afslappede stemning skyldes, at bomben er blevet deaktiveret. (Besættelsesmuseet)

 Krigens vilkårlighed

Historien om det engelske luftangreb på Aarhus Oliefabrik giver os et uhyggeligt indblik i den uvished og vilkårlighed, der rådede under Anden Verdenskrig. Selv i en by som Aarhus, der lå lunt og godt fjernt fra fronten, fik man fra 1942 antydninger af det kaos, der herskede i det meste af verden.

For flere oplysninger om engelske luftangreb på Aarhus, kan Henrik Skov Kristensens artikel “Luftkrigen i Åarhus” stærkt anbefales. Artiklen er udgivet i Henrik Fodes bog “Århus Besat” Århus Byhistoriske Fond 2005.

 

 

 

Sabotagenatten, august 1943

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

Historier fra den store indsamling II.

Den dolk, der ses på billedet nedenfor, var blandt de mange spændende ting, vi indsamlede i forbindelse med Besættelsesmuseets dokumentations-weekend d. 4.-5. maj 2013. Vi er taknemmelige for, at giver afleverede den til os i stedet for at sælge den via nettet. 

Officersdolk, indsamlet 4.-5. maj 2013

Dolken har tilhørt en værnemagtsofficer i hæren og blev båret i forbindelse med parader og ceremonier. Den er fremstillet i den tyske by Solingen af firmaet H. Kolping. Et sted på kniven, er navnet A. Nellmann indgraveret. Vi gætter på, at det er navnet på den officer, der ejede dolken. Så er der nogen derude, som kender noget til en tysk officer med det navn, vil vi gerne høre fra jer.

Værnemagts-officerer fra hæren på spadseretur i Aarhus. Officeren til venstre bærer en paradedolk af samme type som den nyligt indleverede.

Med hær-dolken har vi nu en komplet samling af paradedolke fra værnemagtens tre afdelinger: Hæren, flåden og luftvåbnet. Dolken er nu udstillet sammen med et udvalg af de øvrige ting, vi har modtaget i løbet af foråret.

Paradedolkens giver ønskede at være anonym, så vi ved altså ikke med sikkerhed, hvordan den er havnet i Aarhus. Det er dog sandsynligt, at den har tilhørt en af de mange tusinde tyske officerer, der kom til Østjylland i løbet af krigen.

Aarhus – krigens by

Aarhus var fra efteråret 1942 og frem til befrielsen transitsted for transporter mellem Tyskland og det besatte Norge. Kolossale mængder af mennesker og materiel passerede igennem byen i denne periode. Udover de mange soldater, som var med i troppetransporterne, var der i byen et stort fast mandskab. I krigens sidste to år iværksatte tyskerne store fæstningsbyggerier i skovene syd for Aarhus. Da freden kom i maj 1945, befandt der sig mere end 10.000 tyskere i byen.

Aarhus var med sin gode havn og jernbane et strategisk vigtigt knudepunkt for besættelsesmagten.

Tyskernes ting

I dagene efter d. 5. maj begyndte de tyske soldater at forlade byen for at søge mod grænsen. Her skulle de gå i allieret krigsfangenskab. Al officiel tysk militær forplejning ophørte, og det var derfor ret almindeligt, at de tyske soldater solgte ud af deres udrustning for at finansiere den ca. 175 km lange spadseretur.

tyske soldater på vej hjem

Tyskerne havde ordre om at medbringe deres personlige våben, men som billedet viser, havde kun få lyst til at slæbe de tunge våben hele den lange vej til den dansk/tyske grænse.

Mange danskere syntes, det var morsomt at erhverve de før så skræmmende symboler på den nazistiske overmagt – især hvis det kunne ske for en humpel brød eller en flaske mælk. I særlig høj kurs var de hagekors-dekorerede paradevåben og militære ordner. Det, ingen ville købe, blev kastet bort, og snart fulgtes de hjemvandrende tyskere af souvenir-jægere. Man kan fint forestille sig, at dolken her er blevet købt eller samlet op af en aarhusianer, der efterfølgende gemte den som et minde om den dag, da den forhadte besættelsesmagt forlod landet.

Historier fra den store indsamling

I weekenden 4.-5. maj besøgte Jørgen Hørslev Nielsen Besættelsesmuseet med det formål at fortælle historien om dengang han blev arresteret af tyskerne og sendt til Frøslevlejren.

Jørgen Hørslev Nielsen på Besættelsesmuseet 4. maj 2013.

Med sig havde han det skakspil, som han og kammerarterne brugte til at fordrive tiden med, da de var indsat i blok 8 i Gefangenlanger Fröslev i foråret 1945. Jørgen, der er født og opvokset i Aarhus, var medlem af en modstandsbevægelsens militære ventegrupper i Aarhus. Han blev taget af tyskerne d. 26. januar 1945, og om arrestationen fortæller han, “at det gik hårdt for sig.”. Han blev bragt til Aarhus gamle politistation (i dag Besættelsesmuseet), hvor han blev afhørt af det tyske sikkerhedspoliti indtil han blev overført til Frøslevlejren d. 1. februar.

Jørgen huskede tydeligt ventetiden og angsten for at blive sendt videre til koncentrationslejr i Tyskland. Den typiske destination for danske fange var den altid overfyldte koncentrationslejr Neuengamme, der ligger lidt syd for Hamburg. Havnede man først her, var det ikke sikkert man kom hjem igen. Det var Jørgen og kammeraterne klar over, og han kunne levende fortælle om den spænding, som de oplevede, når fangerne om morgenen blev samlet til appel. Blev ens navn råbt op, havde ”man røget sin sidste cigar.”.

Jørgens skakspil. Kammeraterne fra blok 8 har alle skrevet navn og hilsen.

Indsamling i anledning af Danmarks befrielse

Anledningen for Jørgens besøg var årsdagen for Danmarks befrielse. I år havde Besættelsesmuseet sat fokus på befrielsen og indbudt alle til at kigge forbi og fortælle deres historier fra tiden omkring befrielsen.

Vi var naturligvis spændte på, hvor mange, der som Jørgen ville finde vej til museet. Heldigvis var Stiften og Århus Onsdag venlige at skrive om arrangementet, og så snart vi åbnede dørene strømmede folk til. I museets lille bibliotek tog vi imod gæsterne, der snart stod i kø for at fortælle deres historier.

Mange havde medbragt familiealbummet med gulnede fotografier af unge mænd iklædt stålhjelme og frihedskæmperarmbind. Andre kom med dokumenter, aviser og genstande, som de gerne ville aflevere til museet. For uden alle de fysiske ting, var folk også meget villige til at lade sig interviewe. Vi optog en del af fortællingerne, mens andre efterfølgende har nedskrevet deres beretninger.

En slægtning til den aarhusianske modstandsmand Hubert Huzelsider indleverede dette fotoalbum m. tilhørende frihedskæmperarmbind af Aarhus-typen.

De indsamlede sager kommer til at indgå i vores arkiv og samling. Vi er stadig i gang med at arbejde os igennem den store mængde indleveret materiale, og vi vil løbende bringe lidt historier fra den store indsamlingsweekend her på siden. Vi planlægger desuden snart at udstille Jørgens skakspil samt et udvalg af de indkomne sager.