Maj 1945 – Opgørets time

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

Den Jyske Rejsegruppe og Universalfabrikkerne

Nu, hvor september måned synger på sidste vers, kommer her en kort status over den voldsomme modstandsaktivitet, der fandt sted i denne måned for 70 år siden. Samtidigt fortæller denne lille artikel om Den Jyske Rejsegruppe, der foretog en stor del af aktionerne og var med til at genstarte sabotagen efter, at det tyske sikkerhedspoliti havde tilintetgjort den vigtigt århusianske sabotageorganisation, Samsing-Gruppen.

Rejsegruppen i Aarhus

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

I sensommeren 1944 ankom den erfarne sabotør, Jens Lillelund, til Aarhus fra København. Her havde han været medlem af den senere så legendariske modstandsgruppe, Holger Danske, hvor han var kendt for at være en dygtig organisator. I Aarhus fik han til opgave at oprette en mobil sabotagegruppe, der kunne rejse rundt i Jylland og lave industrisabotage. Man forestillede sig, at gruppen skulle forsvinde fra byen, så snart jobbet var udført. På den måde håbede man at undgå, at Gestapo fik færten af gruppen. Rejsegruppen blev dog i Aarhus i et stykke tid, hvor den lærte sig sabotagehåndværket og samtidigt ledtog i opbyggelsen af den senere så slagkraftige århusianske sabotagegruppe 5. kolonne.

De to grupper var i aktion 8-10 gange i juli og august måned, og i september tog det for alvor fart, da man gennemførte hele 12 vellykkede sabotageaktioner. Målene var fabrikker og især automobilværksteder, der arbejdede for tyskerne.

 

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var mål en for Rejsegruppens mange sabotager mod automobilværksteder i august måned.

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var bolt et af mange autoværksteder, som Rejsegruppen og 5.kolonne ødelagde i august og september 1944. (Besættelsesmuseet).

Universalfabrikkerne

Rejsegruppen og 5. kolonne slog i fællesskab til imod den nazistiske ingeniør Olaf Schmidts kontor og fabrik, kaldet Universalfabrikkerne. Første aktion mod Schmidt fandt sted allerede d. 9. september, hvor man brød ind i Universalfabrikkerens kontorlokaler på Park Allé. Her fandt man en del kompromitterende dokumenter, der beviste at Schmidt var leder af Schalburgkorpsets Aarhus-afsnit og samtidigt udførte krigsvigtigt arbejde for tyskerne. Herefter anstiftede man en brand og placerede et par bomber, der dog ikke eksploderede.

På baggrund af oplysningerne fra kontoret planlagde Rejsegruppen og 5.kolonne en fælles aktion, skulle gå over i historien som en af de bemærkelsesværdige sabotageaktioner, der blev foretaget i byen under besættelsen.

 

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset, det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Den 12. september gik man i aktion mod Universalfabrikkerens fabriksbygninger på Fredens Torv, der kun lå få hundrede meter fra det tyske hovedkvarter i Østergades Hotel. Med hjælp fra fabrikkens lagerforvalter, Jørgen Illum, fik man placeret en meget kraftig bombe (35 kg. plastisk sprængstof) i fabrikkens forhus, hvor Schalburgkorpset Aarhus-afsnit havde lokaler. Bomben eksploderede kl 0.13 og smadrede hele forhuset og noget af naboejendommen. Utrolig nok kom ingen til skade ved den voldsomme eksplosion.

 

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Få dage efter, den 17. september, tog man sig af bagbygningen. Lagerforvalteren havde informeret om, at der om søndagen ingen sabotagevagter ville være på området. Det var derfor en let sag for sabotørerne at forcere ruinerne af forhuset og anbringe bomberne i baghuset. Herefter skyndte sabotørerne sig tilbage over murbrokkerne mens de samtidigt råbte til de nysgerrige århusianere, der havde tage opstilling uden for fabriksområdet, at fabrikken snart ville ryge i luften. Folk tog benene på nakken og forsvandt i alle retninger. En tysk officer blev tiltrukket af den megen uro og gav sig til at løbe efter sabotørerne. Der gik nu en vild jagt gennem byen, som endte med, at det lykkedes for sabotørerne at slippe væk ved at skjule sig i en biograf.

 

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Selv om det havde været et ”close call” for gruppen, gik der ikke mere end fire dage før byen atter gav genlyd af sabotørernes bomber. Universalfabrikkerne kom aldrig til at genoptage krigsproduktionen. Olaf Schmidt selv, kom til at betale den ultimative pris for sin alliance med besættelsesmagten. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen foran sit hjem på Harald Jensens Plads d. 13. november 1944.