August 1944 – Øje for Øje

Det så sort ud for modstandsarbejdet i sommeren 1944. Det tyske sikkerhedspoliti havde vha. deres netværk af stikkere haft held til at optrævle store dele af det jyske modstandsmiljø og dermed sat en effektiv stopper for sabotagen, ikke blot i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Den Jyske Rejsegruppe

Modstandsfolkenes engelske allierede, SOE (Special Operations Executive), ønskede sabotagen genoptaget så hurtigt som muligt, og for at imødekomme dette ønske oprettedes der en rejsende sabotagegruppe under den erfarne sabotør Jens Lillelund, som havde været tilknyttet den københavnske organisation Holger Danske.  Ideen med Rejsegruppen var, at sabotørerne skulle rejse fra by til by og udføre især fabrikssabotage. Man håbede, at de mobile sabotører ville være sværere at finde, da de kun opholdte sig på samme sted i kort tid.

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

Rejsegruppen bestod hovedsageligt af folk fra det midtjyske og blev samlet i Aarhus i juli/august 1944. Det var derfor også naturligt, at flere af Rejsegruppens folk blev involveret i opbyggelsen af en ny og senere særdeles slagkraftig århusiansk sabotagegruppe, der blev kendt under navnet 5. kolonne.

Så går det atter løs 

Rejsegruppens sabotager i Aarhus begyndte med en håndfuld mindre aktioner i juli måned. I august tog det for alvor fart med en række vellykkede aktioner mod autoværksteder, der reparerede biler og motorcykler for tyskerne. I løbet af efteråret udførte Rejsegruppen og 5. kolonne knap 80 vellykkede sabotageaktioner, og Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, der i juni selvsikkert havde meddelt sine chefer i København, at Aarhus var ”renset” for sabotører, fik nu igen brug for sit korps af stikkere.

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Den 21. august 1944 placerede medlemmer af Rejsegruppen fem sprængladninger i Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej 20 (hvor Prismet og Shell-tanken ligger i dag). Bomberne gik af kl. 02.27 og ødelagde 21 tyske militær-motorcykler. (Besættelsesmuseet).

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Resterne af Willy Andersens Autoværksted på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj (i dag Netto) efter en vellykket aktion den 23. august 1944. Ved sabotagen ødelagdes 11 biler og en tysk tankvogn indeholdende en betydelig mængde benzin. (Besættelsesmuseet)

Fra København indløb der snart rasende ordrer om, at sabotørernes frækhed måtte gengældes med terror, og til det formål valgte terror-chefen i København, SS-obersten Otto Bovensiepen, at oprette en særlig Aarhus-afdeling af den senere så berygtede terrorbande Peter-gruppen. Gruppe flyttede ind hos Gestapo på universitetskollegierne, hvor de boede i nogle kælderrum, der snart blev døbt ”Bunkeren”.

Aarhus-afsnittets leder var SS-majoren Philip Schmitt, som havde en uhyggelig fortid som kommandør for koncentrationslejren Breendonk i det tyskbesatte Belgien. Han havde blandt andet haft ansvaret for deportationen af de belgiske jøder tilbage i 1941 og var på ingen måde en person, som havde moralske skrupler, når det kom til udøvelse af magt.

Tysk hævnakt

Aarhus-gruppens første terror-aktion fandt sted 28. juli og var rettet mod DSB’s garageanlæg ved rutebilstationen. Her blev fem uerstattelige rutebiler ødelagt. Det næste terror-anslag var også rettet mod den kollektive trafik og fandt sted natten mellem 21. og 22. august, hvor Schmitts gruppe trængte ind på Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads, hvor de med trukne pistoler jog nattevagten og rengøringsfolkene væk. Herefter placerede de rigeligt med sprængstof rundt om på remiseanlægget og snart efter fulgte en enorm eksplosion efterfulgt af to mindre. Aktionen skulle angiveligt være tyskernes svar på sabotagen mod Brdr. Jørgensens Motorcykelværksted på Silkeborgvej.

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Natten til d. 22. august 1944 gennemførte medlemmer af den tyske terrorenhed, Peter-gruppen, et slagkraftigt bombeattentat mod Aarhus Sporvejes remise ved Filtenborgs Plads. Resultatet var, at sporvognsdriften i Aarhus blev indstillet indtil efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

Bombeattentatet mod remisen kostede heldigvis ingen menneskeliv, men satte en stopper for det meste af den kollektive sporvognstrafik i Aarhus. Fra tyskernes side var meningen tydelig: Hvis I ødelægger vores transportmuligheder, så ødelægger vi jeres. Man måtte snart sande, at samme uhyggelige øje for øje-logik var gældende, når det kom til hævnaktioner for modstandsbevægelsens drab på tyskernes danske allierede.

Maj 1944 – Ordrer fra England

Lyttede man til BBC’s danske udsendelse i dagene op til 1. maj 1944 hørte man særmeldingen ”Hilsen til Marie”. Denne tilsyneladende uskyldige hilsen betød, at inderkredsen af det århusianske modstandsmiljø fik meget travlt med at planlægge den hidtil mest ødelæggende sabotageaktion i byens historie.

På et hemmeligt møde på Frederikshøj Kro kunne den nyudnævnte leder af modstanden i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, fortælle sine folk, at man fra engelsk side havde beordret ødelæggelsen af livsvigtige elektriske anlæg i Jylland. I Aalborg var målet elektricitetsnettet, mens det i Aarhus var selve elektricitetsværket, der skulle ødelægges.

07B0900001

Lige før 1. maj 1944 var ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland ved at få erstatningskaffen galt i halsen, da de via BBC’s danske radioudsendelse modtog ordre om at ødelægge elforsyningen i store dele af Jylland. Fotografiet stammer fra befrielsesdagene og viser Jyllandsleder oberstløjtnant Vagn Bennike (i midten). (Besættelsesmuseet)

En sådan ordre havde man kun forventet at modtage i tilfælde af en allieret landgang i Jylland, og da der ikke var tegn på noget sådant, gav det anledning til en del forvirring. Niels Aage Nielsen, der på det tidspunkt var koordinator af sabotagen i Midtjylland, var forfærdet over ordren og fremførte, at sabotagen mest ville ramme civilbefolkningen og kun genere tyskerne en smule, da de var i besiddelse af egne generatorer. Hertil svarede oberstløjtnant Bennike, at ”En ordre er en ordre!”.

På et senere møde hos Stadsingeniør A. J. Rambøll, der også var tilknyttet modstandsmiljøet, fremlagde direktøren for belysningsvæsenet, C. R. Wegener, tegninger af elektricitetsværket og pegede på en placering, hvor en kraftig bombe ville have størst effekt. Wegener, der var blevet helt bleg ved tanken om at medvirke til ødelæggelsen af sin egen virksomhed, oplyste desuden, at aktionen i værste fald ville betyde, at århusianerne måtte undvære strøm i op til 3-4 år efter krigens afslutning!

Det var således med største ulyst, at Niels Aage Nielsen gik i gang med at skaffe folk og sprængstof til opgaven. Til sin rådighed havde han, den i efterkrigstiden så berømte Samsing-gruppe, der var ledet af den kommunistiske sabotør Willy Samsing.

Man havde aftalt at mødes ved badeanstalten Spanien, hvor sabotørerne ville få udleveret en nøgle til elektricitetsværket. Nu opstod der en diskussion om, hvorvidt man overhovedet skulle udføre sabotagen. Willy Samsing havde skrubler og påpegede overfor sin gruppe, at den engelske ordre ville ramme civilbefolkningen urimeligt hårdt, og at en sådan aktion på sigt kunne være med til at vende befolkningen mod sabotørerne.

Det endte med, at Samsing afblæste aktionen med det påskud, at de ikke havde sprængstof nok. Snart efter modtog sabotageledelsen i Aarhus besked fra Aalborg om, at man heller ikke her havde fulgt ordren.

elværk

I maj 1944 var Aarhus tæt på miste elforsyningen, da en gruppe garvede sabotører modtog ordre om at sprænge det kommunale elværks store maskinhal. Var aktionen blevet gennemført, havde århusianerne stået uden strøm i resten af krigen. Maskinhallen ses til venstre foran gastanken. (Den Gamle By)

Militærfolkene blev naturligvis rasende over, at de kommunistiske sabotører ikke makkede ret. Det hjalp dog en hel del på stemningen, da det kom frem, at englænderne med deres ordre var gået udenom Frihedsraadet, der ellers var den danske modstands øverste ledelse.

Episoden udstillede uenighederne mellem Frihedsraadet og deres engelske allierede, og det er uhyggeligt at tænke på, at mere end 100.000 århusianere let kunne være taget som gidsler i en aldeles absurd magtkamp.

April 1944 – Optræk til ballade

Her kommer en “let” forsinket artikel om april 1944.

Når Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, fra sit hovedkvarter på universitetet spejdede ned over Aarhus, var han klar over, at det var fjendeland, han betragtede. Tiden, hvor danskerne blev anset som venligtsindede, var for længst forbi.

Schwitzgebel havde siden sin ankomst, i efteråret 1943, tilføjet frihedskæmperne det ene sviende nederlag efter det andet. På mindre end et halvt år havde han arresteret mere end 100 modstandsfolk og bl.a. knust den illegale våbenmodtagelse.

Forstærket modstandsvilje

Via sit netværk af informanter, de såkaldte stikkere, holdt Schwitzgebel sig underrettet om folkestemningen i Aarhus. Og havde han levet under den forestilling, at den skærpede kurs overfor frihedskæmperne kunne knække modstandsviljen, var de indkomne efterretninger slemt skuffende. Hvor mange århusianere før havde været skeptiske overfor sabotagen og mente, at den skadede Danmark, var holdningen nu helt anderledes positiv. Sabotørerne blev i det skjulte betragtet som helte. Krigens udvikling ude i verden spillede en afgørende rolle for stemningsudviklingen. Hjemme i dagligstuerne blev der fulgt nøje med i fronternes forskydninger, og optimismen og dumdristigheden tog til i takt med de mange tyske tilbagetog.

Fotografiet her stammer fra foråret 1941 og stammer fra en tid, hvor tyske soldater kunne færdes ugeneret i byens gader. Efter oprøret i august 1943 var den tid forbi og politiets rapporter er fulde af historier om sammenstød mellem tyskerne og byens unge mænd. (Besættelsesmuseet)

I april måned blev to tyske officerer udsat for en kollektiv hån, da de var gået ombord i en af byens sporvogne. Vognstyreren bad tyskerne om at trække bagud i vognen, så der var plads til flere passagerer. Da tyskerne ikke reagerede på anmodningen, råbte en dame pludseligt, at tyskerne ”da ellers var eksperter i tilbagetog.”. De øvrige passagerer i den overfyldte sporvogn brød ud i en voldsom hånlatter, hvorefter de rasende tyskere forlod sporvognen. Episoder som denne, var langt fra enestående.

Optræk til ballade

Ude på gaden var stemningen også blevet ond, og tyskerne kunne ikke længere bevæge sig rundt i byen uden at blive mødt af fjendtlige blikke eller decideret chikane. Eksempelvis modtog politiet i Aarhus en klage fra tyskerne om, at især de yngre århusianske mænd havde en mani med at spytte på fortovet, når en tysker gik forbi. Politiets rapporter er fulde af episoder, hvor man forsøgte at skride ind overfor dumdristige århusianere, der generede tyskerne på den ene eller anden måde. Politiet blev ofte tvunget til at tage tyskernes parti, hvilket på ingen måde gavnede deres ry i befolkningen. Det kom i øvrigt også ofte til slagsmål mellem unge mænd og deres tyske modstykker i det århusianske restaurationsliv. Om konflikterne handlede om damebekendtskaber, patriotisme eller måske begge dele, kan ikke uden videre afgøres.

251

Århusianeren blev mere og mere dristige i takt med at de tyske nederlag på slagmarken. Markering af årsdagen for Danmarks besættelse, d. 9. april med flagen på halvt og offentlig stilhed er et eksempel på, hvordan man åbenlyst markerede sin antipati overfor besættelsesmagten. (Besættelsesmuseet)

Hvorvidt Gestapo-chefen bekymrede sig om århusianernes tiltagende frækhed vides ikke, men det kan i hvert fald konstateres, at tyskernes kommende terrormål bl.a. talte Aarhus Sporvejes remise samt en række beværtninger og forlystelsessteder, så helt upåvirket har han sikkert ikke været.

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!

Den Jyske Rejsegruppe og Universalfabrikkerne

Nu, hvor september måned synger på sidste vers, kommer her en kort status over den voldsomme modstandsaktivitet, der fandt sted i denne måned for 70 år siden. Samtidigt fortæller denne lille artikel om Den Jyske Rejsegruppe, der foretog en stor del af aktionerne og var med til at genstarte sabotagen efter, at det tyske sikkerhedspoliti havde tilintetgjort den vigtigt århusianske sabotageorganisation, Samsing-Gruppen.

Rejsegruppen i Aarhus

Den Jyske Rejsegruppe

Jens Lillelund (1904-81) aka. Koch, Finsen var leder af Den Jyske Rejsegruppe fra sommeren 1944 indtil marts 1945, hvor han måtte flygte til England. (Frihedsmuseet)

I sensommeren 1944 ankom den erfarne sabotør, Jens Lillelund, til Aarhus fra København. Her havde han været medlem af den senere så legendariske modstandsgruppe, Holger Danske, hvor han var kendt for at være en dygtig organisator. I Aarhus fik han til opgave at oprette en mobil sabotagegruppe, der kunne rejse rundt i Jylland og lave industrisabotage. Man forestillede sig, at gruppen skulle forsvinde fra byen, så snart jobbet var udført. På den måde håbede man at undgå, at Gestapo fik færten af gruppen. Rejsegruppen blev dog i Aarhus i et stykke tid, hvor den lærte sig sabotagehåndværket og samtidigt ledtog i opbyggelsen af den senere så slagkraftige århusianske sabotagegruppe 5. kolonne.

De to grupper var i aktion 8-10 gange i juli og august måned, og i september tog det for alvor fart, da man gennemførte hele 12 vellykkede sabotageaktioner. Målene var fabrikker og især automobilværksteder, der arbejdede for tyskerne.

 

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var mål en for Rejsegruppens mange sabotager mod automobilværksteder i august måned.

Autoværkstedet på Silkeborgvej 246 i Åbyhøj var bolt et af mange autoværksteder, som Rejsegruppen og 5.kolonne ødelagde i august og september 1944. (Besættelsesmuseet).

Universalfabrikkerne

Rejsegruppen og 5. kolonne slog i fællesskab til imod den nazistiske ingeniør Olaf Schmidts kontor og fabrik, kaldet Universalfabrikkerne. Første aktion mod Schmidt fandt sted allerede d. 9. september, hvor man brød ind i Universalfabrikkerens kontorlokaler på Park Allé. Her fandt man en del kompromitterende dokumenter, der beviste at Schmidt var leder af Schalburgkorpsets Aarhus-afsnit og samtidigt udførte krigsvigtigt arbejde for tyskerne. Herefter anstiftede man en brand og placerede et par bomber, der dog ikke eksploderede.

På baggrund af oplysningerne fra kontoret planlagde Rejsegruppen og 5.kolonne en fælles aktion, skulle gå over i historien som en af de bemærkelsesværdige sabotageaktioner, der blev foretaget i byen under besættelsen.

 

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Universalfabrikkerne på Fredens Torv var mål for hele to sabotage aktioner. Her er det forhuset, det er gået ud over. (Besættelsesmuseet)

Den 12. september gik man i aktion mod Universalfabrikkerens fabriksbygninger på Fredens Torv, der kun lå få hundrede meter fra det tyske hovedkvarter i Østergades Hotel. Med hjælp fra fabrikkens lagerforvalter, Jørgen Illum, fik man placeret en meget kraftig bombe (35 kg. plastisk sprængstof) i fabrikkens forhus, hvor Schalburgkorpset Aarhus-afsnit havde lokaler. Bomben eksploderede kl 0.13 og smadrede hele forhuset og noget af naboejendommen. Utrolig nok kom ingen til skade ved den voldsomme eksplosion.

 

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Ved sabotagen mod Universalfabrikkens forhus anvendtes hele 35 kg. plastisk sprængstof, hvilket nok var noget i overkanten. I hvert fald ødelagde eksplosionen store dele af naboejendommen. Ved et lykketræf kom ingen noget til. (Besættelsesmuseet)

Få dage efter, den 17. september, tog man sig af bagbygningen. Lagerforvalteren havde informeret om, at der om søndagen ingen sabotagevagter ville være på området. Det var derfor en let sag for sabotørerne at forcere ruinerne af forhuset og anbringe bomberne i baghuset. Herefter skyndte sabotørerne sig tilbage over murbrokkerne mens de samtidigt råbte til de nysgerrige århusianere, der havde tage opstilling uden for fabriksområdet, at fabrikken snart ville ryge i luften. Folk tog benene på nakken og forsvandt i alle retninger. En tysk officer blev tiltrukket af den megen uro og gav sig til at løbe efter sabotørerne. Der gik nu en vild jagt gennem byen, som endte med, at det lykkedes for sabotørerne at slippe væk ved at skjule sig i en biograf.

 

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Søndagen efter første anslag mod fabrikken, gik sabotørerne atter i aktion. Fotografiet viser fabrikkens inderste bygninger et par dage efter den endelige ødelæggelse. (Besættelsesmuseet)

Selv om det havde været et ”close call” for gruppen, gik der ikke mere end fire dage før byen atter gav genlyd af sabotørernes bomber. Universalfabrikkerne kom aldrig til at genoptage krigsproduktionen. Olaf Schmidt selv, kom til at betale den ultimative pris for sin alliance med besættelsesmagten. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen foran sit hjem på Harald Jensens Plads d. 13. november 1944.

 

 

Sabotage mod havnen

Den 10. oktober 1944 gik elektriker Hans Thomsen roligt hen ad kajen på Aarhus Havn. I kraft af sit fag, havde han skaffet sig arbejde på havnen og kunne med det tilhørende tyske Ausweiss færdes frit på havneområdet. Uden at blive antastet af vagten, gik Hans om bord på den tyske damper Scharnhörn. Med sig havde han sin værktøjskasse, der i dagens anledning vejede 15 kg. ekstra pga. sprængladningen, der lå gemt mellem værktøjet.  

Hans fandt hurtigt frem til det sted, hvor han mente, at bomben ville gøre mest skade. Resolut klemte han sprængblyanten sammen, så syreampullen knustes. I løbet af de næste 12 timer ville syren ætse aftrækkerlinen, hvorefter bomben ville detonere.  Efter endt arbejde kunne han gå ligeså uantastet fra borde, som han var kommet om bord.

Hans Thomsen Sabotage

Hans Thomsen fortæller her om den farefulde sabotageaktion under et besøg på Besættelsesmuseet engang i 1980erne. (Besættelsesmuseet)

Bomben eksploderede allerede efter otte timer. De engelske sprængblyanter var meget følsomme overfor varme, og den stærke hede fra skibets fyrrum havde fået syren til at virke hurtigere end normalt. Skibets gik til bunds, men heldigvis var Hans over alle bjerge.

Scharnhörn på bunden af Aarhus Havn efter den vellykkede sabotageaktion d. 10. oktober 1944. (Besættelsesmuseet.)

“Havnegruppen”

Hans Thomsen var medlem af sabotage organisationen 5. Kolonne, der kom til verden i forbindelse med den store omorganisering, som de aarhusianske modstandsgrupper undergik i løbet af sommeren og efteråret 1944. En af undergrupperne var ”Havnegruppen”, der under Walther Andersens ledelse, fik til opgave at udøve sabotage mod tyske interesser på netop havneområdet. Foruden pakhuse og virksomheder, var det især skibe, der skulle rammes af sabotørernes bomber. I løbet tre kvart år udførte ”Havnegruppen” 30 store sabotager, heriblandt sænkningen af tre tyske skibe.

Sabotagenatten, august 1943

August-oprøret, 1 del.

Præcis kl. 23.00 d. 10. august 1943 begyndte bomberne at sprænge. Snart genlød natten af sirener og frustrerede råb fra brandfolk, der forsøgte at dæmmet op for ødelæggelserne.Det blev en nat, som brandfolkene sent skulle glemme.

 

Jernbane, sabotage, brand, Aarhus

Brandfolk fra Aarhus Brandvæsen ved slukningsarbejde efter en sabotage mod jernbanen. Lokalhistorisk Samling.

I ly af det tiltagende kaos bevægede en lille gruppe mænd sig rundt i byen. De var velforberedte, og med sig havde de små pakker med spræng- og brandbomber, som var modtaget fra engelske allierede i SOE (Special Operations Executive). For at sikre, at brandvæsnet ikke kunne nå at slukke brandene indtelefoneredes en række falske brandalarmer til myndighederne. Målene for sabotørernes bomber var værksteder og virksomheder, der arbejdede for tyskerne.

Fortegnelse over alarmer 10.-11. august 1943:

  • Kl. 23.00 begyndte maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby at brænde
  • Kl. 23.57 var turen kommen til en tysk bus i et værksted på Trøjborg
  • Kl. 24.00 antændtes en voldsom brand i et af værnemagtens lagre i Østergade
  • Kl. 00.30 brand i modelsnedkeriet i Knudris Gade
  • Kl. 00.38 brand i Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen
  • Kl. 01.30 mindre brand i et sadelmagerværksted i Studsgade
  • Kl. 04.20 brand i en tysk godsvogn ved Østbanegården
  • kl. (ukendt) sprængtes to tyske militærbarakker ved Brendstrupgaard

Maskinsnedkeriet på Lystrupvej i Vejlby efter værkstedet udbrændte som følge af sabotagen d. 10. august 1943. Maskinsnedkeriet var det første af i alt otte sabotagemål den nat. Besættelsesmuseet.

Direkte angreb på tyskerne

Sabotørerne, der planlagde og udførte natten aktioner havde i løbet af foråret og sommeren opbygget en betydelig erfaring med den slags arbejde. De var nu blevet så dristige, at de ville angribe besættelsesmagten direkte. Tidligere havde sabotagen bl.a. på grund af mangel på effektive sabotagemidler mest begrænset sig til lettere hærværk og ildspåsættelse, men med hjælp fra SOE, var der kommet helt anderledes og kraftige boller på suppen.

Et medlem af gruppen havde tidligere forsøgt sig mod tyske barakker ved Langelandsgades kaserne, hvor en hjemmelavet bombe på sekunder havde forvandlet bygningen til pindebrænde og samtidigt såret tre soldater alvorligt. Tyskerne havde svaret igen med at indføre militær undtagelsestilstand med udgangsforbud og tvangslukning af restauranter og biografer.

Denne gang var målet den tyske forlægning ved Brendstrupgaard tæt ved det nuværende Randersvej. Her var det ved at gå galt, da sprængladningerne gik af for tidligt og alarmerede den tyske vagtpost, der straks åbnede ild mod de flygtende sabotører. Det lykkedes dog at ødelægge to barakker totalt og alle sabotører slap uskadt.

sabotage, tysk, barak, Besættelsesmuseet

Resterne af de tyske barakker ved Brendstrupgaard. Besættelsesmuseet.

Lidt tidligere på natten have gruppen udset sig Aarhus Yacht Værft ved Fiskerihavnen, hvor det lykkedes sabotørerne at starte en mægtig brand, der kunne ses over det meste af byen. Målet for sabotagebranden var den tyske krigsmarines hurtigbåde, der var under konstruktion på værftet. Aktionen var en overvældende succes for sabotørerne, der kunne rapportere til deres engelske allierede, at de nu havde ødelagt to helt nybyggede motortorpedobåde samt to andre både, der var under arbejde. I tillæg lykkedes det at forhindre brug af værftets bedding en tid.

Ulmende oprør

Tyskerne skummede af raseri og varslede alvorlige repressalier som hævn for sabotørernes frækhed. I det hele tage var tyskernes tålmodighed ved at være sluppet op. Sommeren have være urolig med tiltagende sammenstød mellem fortrinsvist unge aarhusianere og medlemmer af besættelsesmagten. De illegale blade opfordrede til modstand, og det var efterhånden klart for enhver, at besættelsestidens første fredelige år, var ved at være forbi.

I løbet af august måned tiltog sabotagen i Aarhus og i hele landet. Stemningen blev ond, og de før så servile danskere sluttede i stigende grad op om det oprør, der kulminerede med regerings afgang d. 29. august 1943.

 

Aarhus, Besættelsen, 1943

Uroligheder på Banegårdsplads, august 1943. Lokalhistorisk Samling.

Hvem var sabotørerne?

Mændene, der helt bogstaveligt havde tændt ilden tilhørte den sabotageorganisation, der i eftertiden blev døbt Samsing-gruppen. Navnet henviser til gruppens leder jord- og betonarbejder Villy Samsing (dæknavn Frandsen), der sammen med sine brødre Harry, Alandy og Jens var gået ind i modstandsarbejdet. Villy Samsing var tidligere formand af Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) afdeling på Trøjborg og gruppens mandskab var af overvejende kommunistisk politisk observans. Foruden Samsing-brødrene havde gruppen et mindre fast mandskab på ca. 10 mand samt en del løst affilerede folk.

Samsing

Villy Samsing (1902-1945) var den meget dynamiske leder af en kommunistiske sabotagegruppe, der i eftertiden blev kendt som Samsing-gruppen. Mellem Jyske Modstandsfolk af Niels Aage Nielsen.

Samsing-gruppen var en af de mest effektive  tidlige sabotagegruppen. Frem til deres arrestation d. 30. juni 1944 udførte de godt 50 store og små sabotageaktioner i og omkring Aarhus. Gruppen blev optrævlet af det tyske sikkerhedspoliti Gestapo bl.a. på baggrund af angiveri af den berygtede stikkerske Grethe Bartram. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Det lykkedes gruppen at holde sig i live indtil de blev evakueret med De Hvide Busser d. 18. april 1945. Under opholdet i KZ-Neuengamme blev Villy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Villy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.