April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af. tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.

 

 

Jul i en mærketid

Julens Gaveproblemer er hver Aar min onde Samvittighed. Med Fødselsdage kan det endda gaa, de kommer som Regel kun een ad Gangen. Men Julegaverne, dem ryster jeg for; mest fordi jeg har saa svært ved at ”hitte paa” og blive færdig i rette Tid. [En ung mands tanker om julegave-shopping anno 1943]

Nej, det var ikke let at købe gaver under krigen. Især ikke, når det, de blev reklameret for – slet ikke var til salg. (Mandens Blad, 1943)

Hvis den stakkels husmoder ikke have tilstrækkeligt med energi i juletiden, så havde den senere så kendte rejsearrangør Simon Spies et vidundermiddel: Slankepiller eller ferietabletter fra Syntosan var nemlig propfulde af amfetamin og kunne sætte fut i selv den mest udslidte husmoder. (Hjemmet, 1943)

I en tid med varemangel og prisstigninger var den unge herres kvaler dog ubetydelige til sammenligning med fruens udfordringer med at skaffe varmt tøj til børnene, præstere en ordentlig julemiddag samt anskaffe knas og julesmåkager til helligdagene.

Aviser, ugeblade og tidsskrifter var på den tid fulde af gode råd til, hvordan man (dvs. husfruen) klarede sig igennem julen. I nedenstående artikel ses annoncer, reklamer og små hjælpe-notitser fra Hjemmet, Familie-journalen, Mandens Blad og div. aviser.

Gaverne var udpræget praktiske, og de kolde krigsvintre betød, at de bløde pakker nød en noget højere status end i dag. (Hjemmet, 1943)

 

Julegaverne

Det siger sig selv, at krigen havde sat væsentlige begrænsninger på, hvad der var at finde i butikkerne. På trods af det, var det nu stadig muligt at købe importerede varer – især fra Tyskland, men også fra nogle af de tysk-besatte lande. F. eks. var det stadig muligt at købe barbermaskiner m.m. fra hollandske Philips.

Mandens Blad, 1943

Selvom man fra statens side gjorde en masse for at kontrollere prisudviklingen i en tid med mangel, var mange ting ganske enkelt for dyre for folk. Det ringe vareudbud og de forholdsvis høje priser betød, at mange selv fremstillede de gaver, som skulle gives væk. Manglen på tøj og fodtøj var betydelig, og en endog velbrugt vinterfrakke kunne være en fornem gave.

Hjemmet 1943

Julemaden

De fremsynede familier havde sparet forskellige op til juledagene. Der skulle bruges mange smør- og sukkermærker, ligesom man måtte regne med at bruge meget af gasrationen til madlavning. Havde man et godt forhold til sin faste kolonialhandler, kunne man være heldig at få et lille stykke ægte chokolade, som børnene kunne dele, efter gaverne var pakket op.

I juledagene åbnede mange familier for de små hamstringslagre af ægte bønner, som de gemte til særlige lejligheder. Den ægte kaffe blev blandet med kaffeerstatningen. (Familiejournalen , 1943)

Som husmoder var du også totalt afhængig af din lokale slagter, der, hvis du var heldig, kunne forsyne dig med and eller gås. Flæskesteg kunne også fås, men den var ganske sikkert uden svær og meget mager. Anden eller gåsen blev (akkurat som i Peters Jul) stegt hos bageren, så man kunne spare på gassen. Flæskestegen blev grydestegt, da det var gasbesparende i til sammenligning med ovnstegning. Tilbehør var sovs, rødkål og kartofler – det var der rigeligt af. De brunede kartofler måtte man tænke sig til, da man gemte smør og sukker til julebaget.

“Julegås” anno 1944.

Kunne din slagter ikke skaffe de traditionelle ønsker, kunne man i stedet kaste sig ud i forskellige  eksperimenter med f.eks. kaninsteg eller en af de mange forlorne retter, som slagtermesteren opfandt til lejligheden. En af dem var forloren julegås, der bestod af forhåndenværende hakkekød tilsat en smule svinespæk.

Mange byboere brugte i julen en del energi på at opdyrke kontakter til landbefolkningen, hvilket ofte kunne tilføje en del godt til den noget reducerede julemiddag. Det var dog langt fra alle, der havde lyst, mulighed eller cykeldæk til at tage på landet – så havde du penge nok, var ”den sorte børs” en anden mulighed.

Stod det helt grelt til, kunne det være nødvendigt at servere sildefrikadeller på julebordet, eller måske ligefrem en helt vegetarisk julemiddag. Særlig berygtet var knoldselleri-koteletterne, der var lagt sammen med æg og spinat.

Bagværk

Havde man døjet med sellerien hele julen, kunne man trøste sig med, at julesmåkagerne i de fleste tilfælde var tillavet efter de klassiske opskrifter. Kanel kunne stadig skaffes, og den kemiske industri forsynede os med forskellige essenser, så det var muligt at opnå den nogenlunde rigtige smag.  Måske havde man skåret en smule ned på sukkeret og smørret, men i det store hele var småkagerne som de plejede – der var bare ikke helt så mange af dem.

Aarhusianske RENA tilbyder en kemisk løsning på mangelsituationen. (Hjemmet, 1942)

Det skortede heller ikke på gode råd i bladene om, hvordan man ”midt i en mærketid” kunne lave lækkert bagværk. Et af påhittene var at anvende ”eksotiske” ingredienser som f.eks. havregryn og byggryn i kagerne som delvis erstatning for hvedemel. Tog man en husmor fra 1940erne og placerede hende i en af vores bagerforretninger, ville hun korse sig over alt det ”modbydelige fattigmandsbrød” med alle dets grove kerner og besynderlige gryn, som vi spiser i dag. Hvidt brød var sagen, og det var med megen skepsis, at husmødrene accepterede at blande, hvad de grundlæggende anså som ”dyrefoder” i deres hjemmebag.

Deres kvaler blev ikke mindre af, at de altid skulle holde et vågent øje med gasforbruget. Til bagning kunne anvendes en såkaldt gasbageform, hvori forskelligt bagværk kunne bages (Statens Husholdningsråd påstod at den kunne bruges til tilberedning af alt). Gasbageformen skulle placeres på blusset og det var vigtigt ikke at fylde for meget dej i, da det let kunne koge over. Et andet problem var, at kagerne eller brødet ofte kun var færdiglavet i bunden, da formen ikke rigtig formåede at levere en ordentlig overvarme. På plussiden var, at den rent faktisk var meget mere økonomisk end ovnen.

Gasbageformen blev introduceret til danskerne allerede i 1930’erne. Det var langtfra alle byboer, der ejede et komfur med gasovn, og med gasbageformen kunne alle nu bage (eller i hvert fald koge) deres eget brød. (Besættelsesmuseet)

 

Den samme jul?

Bladrer man lidt i ugebladene og aviserne fra den tid, er det påfaldende, at julen i 1940erne stort set ligner den vi har i dag. Vi håber på gode gaver, hvid jul, og behovet eller måske forventningen om at hygge sig med familie og venner i juledagene er den samme. Krigen er stort set kun til stede i de spredte referencer til den ”svære situation” eller i forhåbningen om et nyt år med fred i verden.

 

Mændene skulle finde frem til deres indre sportsmand og bekæmpe uheldig ”julekorpulence” gennem gymnastik eller f.eks. gentlemanboksning. Til sammenligning var tidens slanketips til kvinder, at de skulle indtage piller med amfetamin og afføringsmiddel.(Mandens Blad, 1944)

Selv annoncerne for slankemidler er de samme som i dag. Det kan naturligvis godt være, at nutidens økologiske naturslankemidler ikke længe indeholder koncentrerede mængder af amfetamin og afføringsmiddel, som de gjorde i 1940erne, men de lover det samme – nemlig en genvej til at smide julefjedtet og blive bikiniklar.

(Hjemmet, 1943)

God jul.

Bomber over Aarhus

Klokken var 03.50, da Flight Lieutenant Wilkins fra No. 50. Squadron RAF gav sit mandskab ordre om at udløse Lancasterflyets dødbringende last af seks 500-kgs sprængbomber.

I disse dage er det 71 år siden aarhusianerne (for Gud ved hvilken gang) blev vækket af luftalarmssirenernes gennemtrængende tuden. Normalt trak man bare på skulderen, vendte sig om og sov videre. Man troede, at det med rigtig krig var noget, der kun foregik andre steder i Europa.

 

Engelsk Luftangreb på Aarhus Oliefabrik

Tysk afværgeild natten til 24. september 1942 (Besættelsesmuseet)

Ingen falsk alarm

Men denne gang var det alvor. Luftalarmen begyndte kl. 01.55 og blev først afblæst kl. 05.07. De aarhusianere, der undlod at gå i kælderen, kunne betragte den voldsomme beskydning som det tyske luftværn og krigsskibe i Aarhus Havn åbnede op for. Lyden af afværgeilden blev snart afløst af en række dumpe brag, da Lancasterens bomber pulveriserede store dele af Aarhus Oliefabrik.

Dagen efter var byen i chok. Havde englænderne virkelig bombet Aarhus? Det var ganske vidst sket en gang før, i august 1941, hvor et engelsk fly havde bombet Kongsvang-viadukten i Viby og beskadiget en række villaer.

Følelserne var blandede, og selvom de fleste nok holdt med englænderne var der ikke mange, som følte sig godt tilpas ved tanken om at blive inddraget i den allierede bombekrig.

Engelsk Ludtangreb

De engelske bomber forrettede store skader på oliefabrikkens bygninger, og der gik lang tid før fabrikken kunne genoptage produktionen igen. (Besættelsesmuseet)

 

Angrebet på Aarhus Oliefabrik

Den ødelagte fabrik set mod nord. I baggrunden anes Jysk Andelsfoderstofforretnings silokompleks ‘De Fem Søstre’. (Besættelsesmuseet)

 

Juncker Aarhus Oliefabrik

Oliefabrikkens direktør Thorkild Juncker havde en fremtrædende stilling i “Dansk-tysk Forening”, hvilket betød at han efter krigen blev idømt to års fængsel.(Danskebilleder.dk)

Hvorfor oliefabrikken?

I dagene efter luftangrebet var der livlig aktivitet på rygtebørsen. De fleste troede, at ødelæggelsen af oliefabrikken var resultatet af en nøje planlagt og perfekt udført engelsk bombemission. Denne opfattelse blev styrket af det faktum, at oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, var kendt tyskvenlig og fremtrædende medlem af “Dansk-tysk Forening”.

Aarhuus Stiftstidende, der pga. censuren ikke kunne henfalde til den slags spekulationer nøjedes med at bemærke, at byens glarmestre nok ikke ville blive arbejdsløse lige med det første.

Det var først et godt stykke efter krigen, at det kom frem, at bombemaskinens besætning intet kendte til, hverken Juncker eller oliefabrikken, men i stedet havde forsøgt at sænke nogle af de 22 tyske krigsskibe lå ved kaj i havnen.

 

Bombefly på afveje

Tyske krigsskibe i Aarhus Havn

Fra 1942 kunne der være tæt pakket af tyske krigsskibe i Aarhus Havn. (Besættelsesmuseet)

Flight Lieutenant Wilkins egentlige bombemål var den nordtyske by Wismar, men han og besætningen var faret vild pga. dårligt vejr. I et forsøg på at finde hjem til de britiske øer fulgte han den jyske kyst i nordlig retning. Det var almindelig praksis at forsøge at finde et alternativt bombemål på vejen hjem, og da maskinen nåede Aarhus-området åbnede de tyske krigsskibe i Aarhus Havn ild. Wilkins besluttede derfor at smide bombelasten på de åbenlyst fjendtlige mål.

Samtlige af bombemaskinens seks bomber ramte forbi de tiltænkte mål og ramte i stedet ned i oliefabrikken. Fem af bomberne detonerede, og ved et utroligt lykketræf blev tre personer, som opholdt sig i fabrikkens portnerstue kun lettere såret. Området i nærheden af fabrikken var beskadiget af lufttyrk og sprængstykker. Overalt i byen blev der meldt om knuste ruder og tagsten, der havde forrykket sig.

 

bombe

Fem ud af seks 500-kgs sprængbomber detonerede. Hærens Sprængkommando blev tilkaldt til at undersøge forsageren. Man må formode, at den afslappede stemning skyldes, at bomben er blevet deaktiveret. (Besættelsesmuseet)

 Krigens vilkårlighed

Historien om det engelske luftangreb på Aarhus Oliefabrik giver os et uhyggeligt indblik i den uvished og vilkårlighed, der rådede under Anden Verdenskrig. Selv i en by som Aarhus, der lå lunt og godt fjernt fra fronten, fik man fra 1942 antydninger af det kaos, der herskede i det meste af verden.

For flere oplysninger om engelske luftangreb på Aarhus, kan Henrik Skov Kristensens artikel “Luftkrigen i Åarhus” stærkt anbefales. Artiklen er udgivet i Henrik Fodes bog “Århus Besat” Århus Byhistoriske Fond 2005.

 

 

 

Et kig bag kulissen – Sabotageudstillingen opdateres

Her på Besættelsesmuseet står vi nu i den heldige situation, at vi gennem bloggen kan inddrage publikum i det arbejde, der foregår på museet. Eller sagt med andre ord: Vi kan hermed tage jer med bag kulissen og vise jer, hvad en historiker går og roder med i det daglige.

Her er vi i gang med forarbejdet til vores opdatering af sabotageudstillingen. Der er meget sabotageudstyr og ganske lidt plads at udstille på.

Sabotageudstillingen er en af museets ældre udstillinger, og den omhandler en vigtig del af besættelsestiden, nemlig modstandsbevægelsens væbnede kamp mod den tyske besættelsesmagt. Da udstillingen efterhånden har en del år på bagen, trænger den til en kærlig hånd. I vores opdatering af udstillingen, prøver vi at bruge nogle af de nyeste museumsfaglige principper, herunder ”Hands-on”, så vores gæster bedre inddrages i udstillingen.

Den nuværende udstilling før opdateringen. I montren findes kun ganske få og let indforståede forklaringer. Det håber vi at gøre noget ved med vores nye tekster.

Med en rekonstruktion af frihedskæmpernes sabotagemanual, ”Kogebogen”, i hånden kan vores gæster nu blive eksperter i konstruktion og placering af bomber. Vi håber, at vi med dette inddragende element, kan skabe varig læring, da langt de fleste mennesker lærer bedst ved selv at stå med genstandene i hænderne. Her skal det dog indskydes, at intet af det udstillede sabotagemateriel er funktionsdygtigt. I den nye udstilling har vi nøje udvalgt en række genstande, der vil give et godt indblik i det farefulde arbejde, som de aarhusianske sabotører udførte under besættelsen.

Vi har undersøgt forskellige sabotageaktioner og mændene, som stod bag. Vi håber, at den opdaterede sabotageudstilling, kan bindes sammen med vores sabotageoversigt, der findes i våbenrummet. Her ses et udsnit af sabotageafsnittet fra billedarkivet.

Hensigten med opdateringen af sabotageudstillingen er også, at vise det følelsesmæssige pres som sabotørerne var underlagt. Omdrejningspunktet for denne side af fortællingen er et uddrag af en beretning fra en aarhusiansk jernbane-sabotør. Vi håber derigennem at sætte ansigt på den bevægelse, der huserede i Aarhus for godt og vel 70 år siden.

Vi regner med, at opdateringen vil være klar inden udgangen af maj. Det er museumsassistent Tina Petersen, som er ansvarlig for udstillingen.

Hvorfor nu en blog om besættelsen?

De fleste forbinder Den Gamle By med hyggelige ting som bindingsværk, jul og vaniljekranse. Derfor vil mange nok undre sig over, at museet nu også blogger om 2. Verdenskrig og besættelsestidens Aarhus.

Årsagen er ganske enkel. I forbindelse med nedlæggelsen af Bymuseet i sommeren 2011 overtog Den Gamle By ansvaret for driften af Besættelsesmuseet, der har til huse i Aarhus gamle rådhus og politistation ved siden af domkirken. Med dette fine lille museum fulgte forpligtelsen til at indsamle og fortælle historier fra besættelsestidens Aarhus.

På denne blog bliver du løbende opdateret om Besættelsesmuseets arbejde med at dokumentere og formidle dramatiske såvel som fredelige begivenheder fra besættelsestidens Aarhus.

Besættelsesmuseet

Besættelsesmuseets indgangsparti i den gamle arrestbygning fra 1907, Mathilde Fibigers Have 2, 8000 Aarhus C.