Fredag den 29. august 1943 – Tyskerne erklærer militær undtagelsestilstand.

Dagene op til den 29. august var på alle måder dramatiske. Hvor den 29. august ikke bar præg af store optøjer i Aarhus, var den dramatisk på andre måder og især nogle af de ledende skikkelser skulle stå overfor et stort koordineringsarbejde.

Værnemagten på tilbagetog

Foruden det faktum, at befolkningen i løbet af sommeren 1943 havde fået nok, lå modet til endelig at gå på gaden og byde tyskerne trods også deri, at tyskerne havde lidt alvorlige nederlag på både Øst- og Middelhavsfronten. Oven i det indledte de allierede operation Gomorrah den 24. juli. De store brandbombardementer havde stort set jævnet Hamborg med jorden.

Svigtende resultater betød, at troen på tysk nederlag blomstrede op. For Modstandsbevægelsen var det en oplagt mulighed for at optrappe sabotageaktiviteten og bekæmpe forhandlings- og samarbejdspolitikken yderligere, hvilket de blandt andet gjorde her i Aarhus med flere sabotager i August alene end i alle måneder forinden.

Et ultimatum

Tyskerne havde på ingen måde behov for yderligere problemer. Hitler var svært utilfreds med den drejning situationen havde taget i Danmark og kaldte den tyske rigsbefuldmægtigede Dr. Werner Best hjem til en irettesættelse. Med sig tilbage fik Best en række ultimative krav som han fremlagde for regeringen. Blandt kravene var det især dødsstraffen, som regeringen ikke kunne acceptere, hvorefter den gik af.

Besættelsesmuseet.

Borgmesteren anholdes

Tyskernes svar blev at indføre militær undtagelsestilstand den 29. august. De krav den danske regering havde afvist blev ligeledes øjeblikkeligt indført.

I Aarhus startede dagen med, at borgmester Einar Stecher Christensen blev afhentet i sit sommerhus kl. 4:30 om morgenen af en tysk officer og nogle soldater. Hans hustru, der kunne observere det hele, spurgte bekymret om hun fik sin mand at se igen. Svaret var kort og kontant. Det kom an på om borgmesteren var fornuftig. Herfra gik turen ind til den tyske kommandantur på Østergades hotel, hvor Stecher Christensen mødte politimester Einar Hoeck, der var blevet afhentet på samme vis.

Efter at være blevet gjort bekendt med undtagelsestilstanden og de tyske krav, opråbet til befolkningen fra den øverstkommanderende tyske myndighed i byen og de nye arbejdsforhold blev de begge løsladt. De havde under protest accepteret de nye arbejdsforhold.

Opråbet fra den tyske Standortältester. Besættelsesmuseet.

Anholdelse af prominente skikkelser

Det var imidlertid ikke kun Stecher Christensen og Hoeck der blev anholdt. Professorerne Blinkenberg, Frandsen, Stender Petersen og Blatt, overbibliotekar Carl Thomsen, landstingsmedlem Malchau, redaktør fra Aarhus Amtstidende Martin og lærer Grønborg var ligeledes blevet anholdt. Herudover havde tyskerne forsøgt, at anholde folketingsmedlem Otto Kier, der dog ikke var hjemme. Han blev senere anholdt og sat sammen med de ovenstående.

Der var tale om en decideret gidseltagning og borgmesteren kunne ikke få at vide, hvorfor de pågældende personer var anholdt. De blev indkvarteret på Sømandshjemmet på havnen, hvor de hensad i flere dage før de første blev løsladt. Resten blev ført til Horserødlejren, hvor de atter sad lang tid, før de blev løsladt.

En gruppe af de anholdte. Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg. Besættelsesmuseet.

Fra venstre Redaktør Jakob Martin, Professor Stender Pedersen, Professor Blatt og lærer Grønborg.

Spærretiden giver logistiske udfordringer

Grundet den af tyskerne indførte spærretid kunne ingen der kom med toget til Aarhus komme fra banegården efter kl.20. Politiet var sig klar over, at dette ville udgøre et problem og tog derfor kontakt til den tyske bykommandant Major Kruse, der gjorde en undtagelse og lod politiet eskortere alle der ankom til Aarhus hjem.

Man valgte derfor at tage kontakt til sporvejsdirektøren, der indvilligede i at stille trambusser til rådighed. Herefter henvendte politiet sig på rutebilremisen på Dollerupvej, hvor der var tre chauffører, der endnu ikke var taget hjem fra arbejde. Der blev straks gjort tre rutebiler klar og kl.20.30 stod de klar på Banegårdspladsen. Indtil kl. 01.30 blev 325 rejsende kørt til deres bopæl. Havde det ikke været for politiet havde de måtte vente på banegården indtil kl. 06.00 om morgenen.

Politimester Ejnar Hoeck fortalte efter besættelsen, at det fortrinsvis var store logistiske udfordringer, der kom til at definere hans 29. august. Besættelsesmuseet.

Tyske vagtposter overalt

Det var tydeligt, at den militære undtagelsestilstand havde udløst en hel anden militær undtagelsestilstand. I alle hovedgaderne var de tyske patruljer opstillet med korte mellemrum. De var bevæbnede med pistoler, geværer, maskinpistoler og håndgranater.

Foran hovedbanegården var der opstillet talrige vagtposter såvel som en maskingeværsrede. Bevægede man sig rundt i byen blev man ved hver enkelt vagtpost råbt an med et højt ”halt”, samtidig med at man blev belyst med en stærk lommelygte og et skydevåben. Herefter skulle man hurtigst muligt finde sine papirer frem.

Den tyske maskingeværspost ved banegården den 29. august 1943. Besættelsesmuseet.

Lovovertrædelser kunne få store konsekvenser

Trods tyskernes massive patruljering var der alligevel enkelte der skulle prøve lykken på dagen. Kl. 15.20 blev to mænd indbragt til politistationen. De var blevet anholdt af civilklædte tyskere for at omdele kommunistiske skrifter.

Sagen blev herefter både taget op i det danske retssystem og Luftwaffes krigsret her i byen. Under behandlingen af sagen i krigsretten gjorde dommeren det klart, at i al fald den ene af de to mænd havde gjort sig skyldig i ”begunstigelse af fjenden”, for hvilket straffen var døden. Til mandens held var der en overbetjent fra det danske sikkerhedspoliti tilstede, der kunne meddele dommeren, at sagen allerede var under behandling af de danske myndigheder, hvilket blev fundet tilfredsstillende. Luftwaffes Krigsret lod sagen gå videre ved den danske domstol.

Den 11. oktober 1943 blev manden idømt 30 dages hæfte. Hvad han har tænkte kan man kun forestille sig, men sagen viser på bedste vis, at den linje der fra tysk side var lagt for dagen efter augustoprørene var markant anderledes og hårdere.

Denne linje skulle få uoverskuelige konsekvenser for en lang række danskere, der skulle ende i fængsel, i KZ-lejre eller endda betale med livet. Man var gået ind i besættelsens anden fase, hvor vold, lovløshed, sabotager, schalburgtager, likvideringer og clearingdrab skulle sætte dagsordenen. Befolkningen havde budt besættelsesmagten trods, og en ild var for alvor tændt hos dem der havde viljen og modet.

 

Lørdag den 28.08.1943 – Forhandlinger skal sikre ro

Dagen efter det for alvor var ved at gå galt var politipatruljerne tidligt på gaden. Politiet skulle ikke risikere noget og patruljerede derfor især ved de gader, der i dagene forinden havde været særligt plaget af opløb. Allerede før vagtskiftet med natholdet var morgenpatruljen ude og sikre, at der var ro i gaderne.

Det var tydeligt, at politiet ikke ville risikere noget og allerhelst så, at de kunne stoppe opløbene inden de overhovedet begyndte.

En anmodning til bykommandanten

I et forsøg på netop dette tog politimester Ejnar Hoeck kontakt til bykommandanten Major Kruse. Gårsdagens mange anholdelser og optøjer var problematiske, men yderligere besværet blev situationen af de tyske soldaters ageren.

Hoeck havde ved selvsyn observeret, hvordan en tysk motorpatrulje provokerede ved sin optræden, idet den pludselig uden grund standsede op for at gøre klar til skydning, hvorved folk flygtede ind i opgange og porte, kun for at komme til stede, da patruljen atter kørte afsted.

Politimesteren henvendte sig derfor til Major Kruse og henstillede indtrængende til ham, at lade de tyske patruljer vise sig så lidt som muligt og udvise tilbageholdenhed. Alternativt, indskærpede Hoeck, ville han trække politiet bort fra gaderne og lade lovløsheden råde.

Dette stillede selvsagt bykommandanten i en besværlig position. På den ene side var det i tyskernes interesse, at der herskede ro og orden i gaderne. Skulle de selv opretholde den ville det uden tvivl ende mere voldeligt, end hvis politiet tog sig af optøjerne. Omvendt var det ufordelagtigt for majoren, at lade værnemagten fremstå svag i en sådan forhandlingssituation, ikke mindst overfor sine overordnede, herunder General von Hanneken, der måske endda kunne anse det som landsforræderi at værnemagten skulle lade sig diktere af politiet under de givne omstændigheder.

Major Kruse var for Hoeck heldigvis en pragmatisk mand og havde i øvrigt et ganske udmærket forhold med de forskellige ledende instanser i byen. Han ønskede først og fremmest, at der var ro på gemytterne, og at Aarhus for så vidt muligt var et fredeligt sted, hvor de tyske soldater kunne være i fred og ro.

Han meddelte derfor politimesteren, at han ville efterkomme hans ønske, og at han i øvrigt allerede dagen forinden havde instrueret soldaterne lignende. Langt hen ad dagen skulle der af samme årsag også være forholdsvis roligt fra de tyske soldaters side af.

– Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. Besættelsesmuseet.

Hærværk er også et protestmiddel

Desto mere blev politiet overrasket da der op ad morgenen var et større opløb ved Produktionsforeningens Brødfabrik i Studsgade. Her var der samlet en del mennesker i anledning af, at der fra fabrikken blev udleveret brød.

Samtidig med optøjerne ved brødfabrikken begyndte en regulær hærværksaktion.  På Vestergade, Volden og fiskerihavnen fik en række butikker ruderne knust. Det skulle tage politiet to timer at få skabt sig et overblik og få ro på gemytterne. Nok var der ro fra tysk side af, men det havde ikke stoppet civilbefolkningen.

– Optøjer i forbindelse med augustoprørene på Banegårdspladsen. Besættelsesmuseet.

Det største antal af anholdelser hidtil

Politiet var imidlertid ved at være rutinerede ud i at opløse opløbene. Da der kl.15:20 var samlet et større opløb ved lokomotivremisen på Sonnesgade gjorde politiet kort proces. På gaden var der samlet mellem 400 og 500 personer, mens der foran indgangen til remisen stod 45 mænd.

Politiet kom til stedet i deres patruljevogne og steg ud. Da folkemængden blev opmærksomme på politiet, gjorde de pludselig front mod betjentene, der var i voldsomt undertal, og stormede hen mod dem. Den ledende overbetjent gjorde det eneste han kunne og bad alle trække deres stave og slå løs på folkemængden.

Om det var regnen af slag der faldt over dem der deltog i opløbet eller en anden faktor der var udslagsgivende, er uvist, men i løbet af 25 minutter vendte betjentene tilbage til politistationen. Med sig bragte de alle 45 mænd, der havde stået ved indgangen til Lokomotivremisen. Det var det største antal anholdte på en gang i augustdagene, fire mere end det samlede antal fra dagen før.

Efterdønninger fra gårsdagens begivenheder

Gårsdagens begivenheder ved Høegh Guldbergsgades kaserne havde enten sat dybere spor i de tyske soldater end først antaget, eller også brugte de tyske officerer anledningen til at vise deres magt.

Kl. 20:15 blev der meddelt til politistationen, at der var forsamlet et større opløb ude foran kasernen. De samme betjente, der havde måtte trække stavene mod civilbefolkningen for blot fem tider siden, måtte atter afsted.

Da de ankom, blev de mødt af ganske få mennesker der stod i deres gadedøre. Der havde tilsyneladende ikke været skyggen af et opløb. En tysk løjtnant henvendte sig til betjentene og anmodede om, at alle vinduer i huskarreen, hvorfra der aftenen forinden var blevet affyret skud mod kasernen skulle lukkes, ligesom mørklægningsgardinerne i lejlighederne skulle trækkes ned til trods for at der ikke var lys i lejlighederne. Løjtnanten blev gjort bekendt med, at det ikke var befalet i Danmark at mørklægge vinduer, hvor der ikke var lys, hvortil han svarede at han hermed befalede det.

Politiet efterkom hans anmodning og samtlige vinduer blev lukket og mørklagt. Samtidig havde tyskerne opsat flere maskingeværsreder i de omkringliggende gader. Skulle der ske noget, ville de kunne besvare ilden øjeblikkeligt. Politiet kunne imidlertid være tilfredse med, at værnemagten faktisk efterkom Major Kruses befaling og ikke aktivt opsøgte konflikten med tæskehold og lignende som dagene forinden.

– Tysk cykelpatrulje. Det var ulovligt at fotografere tyske soldater, og det forekommer, at fotografen forsøger at skjule sin handling. Besættelsesmuseet.

Det skulle jo ske

Der var lys at spore for enden af tunnelen. En dag uden skud og større sammenstød mellem civilbefolkningen og de tyske soldater var snart slut. Kl.21.20 modtog politistationen desværre det telefonopkald de mok mindst af alt havde håbet på.

På hjørnet af Gerlachsgade og Trepkasgade var der blevet skudt på et par unge mænd. Politiet hastede til stedet, men fandt hverken opløb eller medlemmer af den tyske værnemagt. De to unge mænd blev kørt til behandling på kommunehospitalet.

Politiet var på bar bund indtil de på stedet blev oplyst, at yderligere en var blevet ramt af skud. Det drejede sig om en ung kvinde på 19 år, der havde fået et skudsår i hovedet, men straks herefter, formodentlig i chok, havde begivet sig hjem.

– Bevæbnet tysk soldat visiterer civil dansk mand under augustoprørene. Besættelsesmuseet.

Betjentene henvendte sig straks i hjemmet, hvor de traf den tilskadekomne. De bad hende følge med til stationen, hvorfra hun blev bragt til kommunehospitalet for at få foretaget en røntgenfotografering.

Her forklarede den unge kvinde, at en tysk patrulje var kommet kørende. Idet den passerede Gerlachsgade, åbnede den ild ned ad gaden, hvorved hun blev ramt. Der havde ikke været sammenstimlen eller nogen som helst provokation mod værnemagten og episoden var præcis den slags både politimester Hoeck og Bykommandant Major Kruse ville undgå.

Atter afmønstring på stationen

Betjentene vendte kort over midnat tilbage til politistationen og kunne se tilbage på en dag, der havde budt på lidt af hvert. Politimesterens anmodning havde langt hen ad vejen båret frugt, men Kruses befaling var i sidste ende ikke nok og sagesløse civile var atter tæt på at miste livet til tysk geværild.

I morgen kan du læse sidste indlæg i serien om augustoprørene i Aarhus, hvor vi for denne gang afrunder den måned der var med til at ændre besættelsens karakter fuldstændig.

 

Fredag den 27.08.1943 – Tyske soldater i panservogne

Oven på de mange optøjer og sammenstød den 26. august var Aarhus lang tid om at komme til sig selv. Det synes, at de eneste der var oppe fra morgenstunden var byens politi, der til gengæld patruljerede byen nidkært og flittigt.

Hver gang betjentene vendte tilbage fra deres patruljer var meldingen dog den samme. Alt åndede fred og ro. Det var som om at gårsdagens begivenheder havde efterladt alle parter udmattet.

Den knuste rude hos Urmager Frandsen

Det eneste der var værd at rapportere, var at butiksruden hos Guldsmede- og Urmagerforretningen på Vestergade Nr. 15 var blevet knust med en sten. Hullet i ruden var så stort at politiet var nødsaget til at beslaglægge alle udstillede varer. De kunne ikke få fat på butikkens indehaver, Hans Andersen Frandsen, og frygtede, at folk ville benytte sig af muligheden for at gå på rov.

Hans Andersen Frandsen var imidlertid ikke en hvilken som helst urmager. Han var Overgruppefører i DNSAP og en del af Schalburgkorpsets Landstorm. Det er derfor heller ikke utænkeligt, at hans politiske ståsted blev udslagsgivende og resulterede i den hærværk, der blev begået mod hans forretning.

Urmager Frandsen skulle senere lide en værre skæbne end at få sin butiksrude knust. Den 26. april 1945 kort før kl.18:00 blev han likvideret med tre pistolskud på Aaboulevarden. Det viste sig siden, at han havde arbejdet som stikker for Gestapo. Hvem der præcis foretog likvideringen er i dag uvist, men likvideringsgruppen der stod bag var ledet af Einar ”Leif” Sørensen. Selv samme Sørensen var en del af politiet indtil han gik under jorden og deltog i modstandsarbejdet.

Folk stimlet sammen om den likviderede Urmager Frandsen den 26. april 1945. Besættelsesmuseet.

Stavene trækkes

Den ro som morgenen var præget af skulle imidlertid ikke var ved. Kl.12.45 vendte en af politiets patruljevogne tilbage til stationen og kun melde, at der havde været skyderi på Thorvaldsensgade ved Aaboulevarden. Det viste sig, at der havde været optræk til opløb, og at værnemagten atter havde grebet til deres skydevåben. Byen var ved at vågne op.

Herfra gik det som dagen forinden. Der var sammenstimlen over hele byen og politiet var travlt optaget med at forsøge at få spredt de protesterende masser der ofte bestod af mange hundrede mennesker. Lykkedes det dem ikke var alternativet, at tyskerne greb til våben, noget der ikke var ønskeligt for nogen parter og resulterede i panik og kaos.

Politiet gik derfor også hårdere til værks end dagen forinden. Højtalervognen synes ikke nok mere, og stavene blev ofte trukket for at få stoppet opløbene. Ligeledes begyndte politiet at foretage en del anholdelser af folk, der ikke gjorde, som de bad dem om. 13 arbejdere fra DSB blev anholdt under et opløb foran Centralværkstedets Portnerhus, da de modsat resten af opløbet ikke ville fjerne sig da politiet ankom. Dette var endda ikke et enestående tilfælde. Spændingsfeltet mellem befolkningen, besættelsesmagten og politiet viste sig atter fra sin mest absurde side.

Yderligere afspærringer

For at dæmme op for de mange konfrontationer valgte politiet med afsæt i gårdsdagens afspærring af Bruunsgade at spærre et af de område, hvor opløbene havde været flest og farligst. Det var tydeligt, at man måtte gøre noget for at undgå de mange sammenstød, der altovervejende resulterede i sårede danskere. En mand blev bragt til kommunehospitalet, hvor han blev behandlet for et skudsår i låret. To andre blev bragt til amtssygehuset. Den ene blev behandlet for et bajonetstik i ansigtet, den anden var blevet ramt af skud i nakken.

Afspærringerne skulle virke præventivt. Det var simpelthen blevet for farligt at konfrontere værnemagtens soldater, der tydeligvis var kampberedte. Helt galt var det ved at gå da en forsamling på 500 mennesker ved Friheden blev omringet af kampklare tyske soldater og panservogne. Folkemassen gik i panik og havde blot én tysk soldat åbnet ild mod menneskemængden kunne konsekvenserne have været uoverskuelige.

Politiet valgt at spærre Sønder Alle fra hjørnet af Søndergade og til Fredensgade, Østergade fra hjørnet af Søndergade til Fredensgade og Amaliegade. Ved hver afspærring blev der posteret vagter.

Befolkningen på flugt under augustoprøret. Besættelsesmuseet.

Vi indsætter kampvognene

Kl. 21:45 måtte politiet tage ned på Kaserneboulevarden til hvad der skulle blive dagens sidste opgave. Herfra var det blevet meddelt, at der blev skudt kraftigt mod værnemagtens kaserne og autopark på Høegh-Guldbergs Gade. Værnemagten havde i mellemtiden sporet sig ind på, hvilke vinduer skuddene kom fra og var begyndt at besvare ilden. De havde omringet hele karreen der var omgivet af Kaserneboulevarden, Høegh-Guldbergs Gade, Fyensgade og Ny Munkegade.

Da situationens alvor ikke var til at tage fejl af henvendte politiet sig straks på kasernen. En tysk oberst forklarede politiet, at tyskerne ville besætte ejendommen og lade kampvogne og kanoner skyde den sønder og sammen. Obersten ville ikke finde sig i at hans kaserne og soldater blev beskudt.

Politiet indvilligede selvsagt i at gøre, hvad der måtte gøres for at undgå katastrofen. Man undersøgte ejendommen, men hvem end der havde beskudt tyskerne var sluppet væk. Man opsatte derfor vagtposter, der skulle blive til man fik fat på den mistænkte.

Tysk militærkolonne på hjørnet af Kaserneboulevarden og Ny Munkegade. I baggrunden ses Høegh Guldbergsgades Kaserne i baggrunden. Besættelsesmuseet.

Gårsdagens anholdte

Foruden at være travlt beskæftiget med at forsøge at genskabe ro og orden i byen i løbet af den 27. havde politiet også en travlt med at få styr på, hvem, hvor mange og hvorfor folk var blevet anholdt den 26. Det viste sig, at flere af dem der var blevet anholdt af værnemagten var blevet afhørt op til ti gange og var gået på vand og brød. De var blevet indkvarteret i Oliemøllens administrationsbygning, hvor de var blevet tildelt feltsenge. Alle var de blevet udsat for forskellige grader af vold. En var blevet banket af flere soldater over flere omgange, mens en anden var blevet grebet af to tyske soldater og med en maskinpistol var blevet ført ind i administrationsbygningen, hvorefter de slog cigaretten ud af munden på ham og kaldte ham ”Schweinhund”. Fælles for dem alle var at de først blev løsladt den 27. omkring kl.19.00 da politiet havde dannet sig et overblik over situationen og i øvrigt ikke kunne få oplyst, hvad værnemagten havde tænkt sig at sigte dem for.

Endnu en dag med massive konfrontationer

Endnu en dag under augustoprøret var gået. Det var en dag, der atter havde budt på alvorlige sammenstød og faretruende situationer for alle parter. Til alles held lykkedes det politiet at genoprette ro og orden og omkring midnat var byen som den havde været i de tidlige morgentimer: rolig.

Følg med igen i morgen, hvor du kan få et indblik i nogle af de mange begivenheder der skete den 28. august 1943, dagen før undtagelsestilstanden.

April 1945 – Voldens Måned

I april 1945 syntes freden og friheden næsten inden for rækkevidde. De vestlige allierede stod klar ved Elben, og i øst indledte russerne Slaget om Berlin. De fleste var klar over, at det kun var et spørgsmål om uger, måske dage, før krigen var forbi.

På trods af den lovende forårsprognose var stemningen trykket. Dagligt genlød byens gader af eksplosioner og skud, og mange almindelige mennesker oplevede før eller siden at blive hvirvlet ind i den rasende duel, som frihedskæmperne og Gestapo udkæmpede i besættelsens sidste uger.

Voldsspiralen

Gennemgår man Aarhus Byvagts rapporter for april 1945 ses det tydeligt, at volden var ved at løbe løbsk. Modstandsbevægelsen dræbte otte personer, som de mistænkte for at arbejde for Gestapo eller et af de andre tyske politiorganer.

Lige før kl 18.00 d. 26. april blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mande vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Lige før kl 18.00 d. 26. april 1945 blev urmager Frandsen dræbt af tre pistolskud på hjørnet af Aaboulevarden og Christiansgade. På trods af mange vidner, kunne ingen beskrive gerningsmanden eller huske i hvilken retning, han forsvandt. Efter krigen kom det frem, at Frandsen havde arbejdet for Gestapo som meddeler. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne svarede igen med drab og bombeattentater, som i de fleste tilfælde gik ud over civile mål. Beslutninger om, hvor de tyske repressalier skulle ramme blev taget af Gestapo-chefen, Rudolf Renner, som på dette fremskredne tidspunkt holdt sig kørende på en cocktail af alkohol og amfetamin. Det fortælles, at han flere gange i raseri beordrede Aarhus borgmester Ejnar Stecher-Christensen skudt. Den 11. april gav han ordre til drab på 10  medlemmer af Aarhus Byvagt, som han mente var i ledtog med modstandsbevægelsen.

Ordren blev heldigvis ikke efterkommet til fulde, og Renners mordere opgav det beskidte foretagende efter at have skudt Peter R. Nielsen og Erik V. Petersen på Lille Torv. Ved ufatteligt lykketræf og dygtigt lægearbejde af overlæge Malmros overlevede Erik Petersen og kunne efter krigen vidne mod de tre gerningsmænd. Peter Nielsen var dræbt på stedet.

I tillæg til disse planlagte drab opstod der ganske mange episoder, hvor nervøse tyske soldater åbnede ild mod tilfældige civile, som de følte sig truet af. Status var, at der i Aarhus i april 1945 blev dræbt eller myrdet en eller flere personer om dagen.

Flammende had

Nerverne var tyndslidte, og at hadet til tyskerne og deres danske håndlangere var til at tage og føle på. Det blev ikke bedre af, at Aarhus efterhånden blev oversvømmet af tyske flygtninge og sårede soldater, som det blev byens opgave at huse og brødføde.

Tyske flygtninge indkvarteres på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

Tyske flygtninge flytter ind på kasernen ved Vester Allé. (Besættelsesmuseet)

De illegale blade var ikke sene til at puste til ilden og berettede om, hvordan flygtningene var smittebærere af tyfus og i øvrigt ødelagde kommuneskolerne ved at bruge inventaret som brændsel. Man kunne desuden læse, at flygtningene ”døde som Fluer”, men at man ikke skulle have ondt af dem, da de selv var skyld i deres ulykke. Var man modstander af dette synspunkt, forstod man at holde det for sig selv. På Vester Kirkegård kan man i et hjørne finde gravene med 619 tyske flygtninge, hvoraf mange er børn under tre år.

Volden, angsten og den accelererende råhed, hvormed modstandsbevægelsen og Gestapo bekæmpede hinanden var med til at skabe en afstumpehed, som smittede af på befolkningen. Var man klar til at hade forsvarsløse flygtninge, var det intet at regne mod voldsomme had, som man følte overfor de danskere, som havde taget tyskernes parti.

Opgøret

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Opgøret indvarsles på en husmur i Guldsmedgade. (Besættelsesmuseet)

Fra modstandsbevægelsens styrende organer var man udmærket klar over, at hadet i befolkningen let kunne løbe løbsk, når freden kom. Modtagerne af vreden var naturligvis tyskerpigerne, de hjemlige nazister, værnemagerne og alle dem, som på anden vis havde taget tyskernes parti.

Det havde man set andre steder i det befriede Europa, og ingen steder var det kønt. Da Frihedsbudskabet strømmede fra radiohøjtalerne d. 4. maj kl. 20.36 mobiliserede modstandsbevægelsen over hele landet de såkaldte Militære ventegrupper, hvis opgave var at sørge for ro og orden. Man holdt vejret og håbede på det bedste.

I maj kommer det sidste afsnit i serien om Aarhus 1944-45.

Juni 1944 – Taget af tyskerne

Den 6.juni 1944 blev den kommunistiske sabotør og medlem af Samsing-gruppen, Otto Christensen, arresteret af Gestapo og ført til sikkerhedspolitiets hovedkvarter på kollegierne i Universitetsparken. Da Otte Christensen ikke ville snakke, blev han i lænker slæbt op på loftet. Her blev han væltet omkuld og kunne intet gøre for at værne sig mod de spark og slag, som politifolkene tildelte ham. Da han stadig ikke ville snakke, klædte de ham af, hvorefter en Gestapomand gav sig til at tampe løs på ham med en lang pisk.

Da Otto Christensen senere kom til sig selv i arresten på Vester Allé, havde han åbne sår på ryg og bagdel. Han kunne knap bevæge sig og var ikke sikker på, at han kunne blive ved med at ”holde tæt”. Han besluttede derfor at tage sit eget liv. Med et lille søm, han fandt i cellen, forsøgte han at flå pulsåren over.  Foretaget mislykkedes, og herefter gik der måneder med afhøringer, hvor der ofte indgik tortur og mishandling før, Otto Christensen blev ført til fangelejren i Frøslev og senere til den tyske koncentrationslejr KL-Neuengamme.

kz

De fleste deporterede århusianere havnede i koncentrationslejren Neuengamme eller i en af dens mange mindre arbejdslejre/udelejre. I krigens sidste tid var lejren voldsomt overbefolket, og risikoen for at pådrage sig en dødelig sygdom som f.eks. tyfus var stor. (Frihedsmuseet)

En af mange

Otto Christensen var en af mange kommunistiske modstandsfolk, som blev taget i juni 1944. Arrestationerne skete som et led i en større operation, der på sin vis var startet allerede i december 1943, hvor det lykkedes tyskerne at optrævle den del af modstandsbevægelsen, der stod for modtagelse af våben og sprængstoffer.

Nu var turen altså kommet til de kommunistiske sabotagegrupper, og det blev snart uhyggeligt klart, at Gestapo havde et indgående kendskab til modstandsfolkenes dæknavne og skulesteder. Foruden de to sabotagegrupper, Samsing-gruppen og Morten Ruge-gruppen, blev også den kommunistiske bladgruppe, som stod bag det illegale blad, ”Aarhus Ekko”, taget. Derudover blev en række illegale værter/værtinder, som havde åbnet deres hjem for de kommunistiske modstandsfolk, arresteret. Blandt Gestapos mere prominente fangster var kommunistlederen David Hejgaard, der havde en koordinerende rolle for det illegale arbejde i Jylland.

Med udgangen af juni var stort set hele den kommunistiske modstandsorganisation i Aarhus-området rykket op med rode, og i løbet af sommeren fremtvang Gestapo mere end 30 tilståelser. Status var herefter, at Gestapo havde sat en stopper for sabotagen i Aarhus. De få tilbageværende modstandsfolk var i chok og har ganske sikkert spurgt hinanden: hvordan kunne det overhovedet ske?

En stikker i blandt os

Forklaringen på katastrofen var uhyggeligt simpel. Man havde en stikker i sine rækker, og hendes navn var Grethe Bartram. Hun var opvokset i det kommunistiske miljø og var her en person, man stolede på. Præcist hvorfor hun valgte at gå til fjenden er aldrig blevet forklaret til fulde.

Grethe_Bartram01

Grethe Bartram – kommunist og meddeler for Gestapo (Besættelsesmuseet)

Efter krigen blev hun dømt for at have angivet 53 personer til Gestapo, hvoraf 26 blev deporteret til koncentrationslejre i Tyskland. Heraf kom ni personer aldring hjem igen. Grethe Bartram blev under retsopgøret idømt livsstraf (dvs. dødsstraf) for angiveri, men modtog benådning på livsvarigt fængsel. Hun afsonede 11 år frem til sin løsladelse i 1956, hvorefter hun bosatte sig herefter i Sverige.

Om Samsing-Gruppen

Kommunistisk sabotagegruppe ledet af jord- og betonarbejder Willy Samsing, der var formand for DKP på Trøjborg. Gruppen bestod foruden Willy Samsings tre brødre af en hård kerne på 10-12 mand. Gruppen var den første effektivt arbejdende sabotagegruppe i Aarhus og udførte mellem marts 1943 og frem til deres arrestation i juni/juli 1944 mere end 50 små og store aktioner. Efter en meget voldsom medfart hos det tyske sikkerhedspoliti blev gruppen overført til Frøslev-lejren for siden at blive deporteret til lejre i Tyskland. Under fangenskabet i KZ-Neuengamme blev Willy Samsing ramt af tyfus, der forblev ubehandlet indtil evakueringen til Sverige med De Hvide Busser. Willy Samsing døde på epidemihospitalet i Helsingborg d. 26. april 1945 og ligger begravet på Nordre kirkegård.

 

 

Marts 1944 – Hvidstengruppen og Aarhus

Det var lidt ud på eftermiddagen den 11. marts 1944, da en lille kolonne tyske kørertøjer ankom til arresten på Vester Allé. I den forreste bil sad Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og betragtede, hvordan hans seneste fangst af østjyske modstandsfolk blev ført ind i fængselsbygningen.

Tidligere på dagen havde Schwitzgebel stået i spidsen for anholdelsen af den landskendte ejer af Hvidsten Kro Marius Fiil. Sønnen Niels, svigersønnen Peter og døtrene Tulle og Gerda var også blandt de anholdte. Aktionen var nøje planlagt, og vi ved i dag, at Schwitzgebels agenter havde holdt øje med kroen gennem længere tid. Gruppens resterende medlemmer blev fanget den 17. marts med undtagelse af to, som det lykkedes at gå under jorden.

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 70 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Hvidstengruppen var den første illegale modtagegruppe i Danmark, der effektivt leverede våben og sprængstoffer. Da gruppen blev arresteret i marts for 71 år siden var det et alvorligt slag mod de århusianske sabotører. Fotografiet stammer fra en opvisning efter krigen. (Besættelsesmuseet)

Afhøringer i Aarhus

Arrestanterne blev i dagene efter anholdelserne fragtet til afhøring på universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor Gestapo havde indrettet hovedkvarter. For medlemmerne af Hvidstengruppen blev det hurtigt klart, at tyskerne vidste stort alt om gruppens arbejde med våben- og sprængstofmodtagelse. Der var derfor ingen grund til at benægte anklagerne.

Afhøringerne blev afsluttet i løbet af maj, hvorefter gruppen overførtes til Horserødlejren og Vestre Fængsel. Den 26. juni 1944 dømtes otte af gruppens medlemmer til døden ved en tysk krigsret, heriblandt Marius Fiil, hans søn og svigersøn. De øvrige straffe lød på langvarige tugthusstraffe i tyske fængsler. Dommen blev eksekveret allerede tre dage efter.

Større end Hvidsten

Man glemmer ofte, at gruppen omkring Hvidsten Kro ikke var den eneste modtagegruppe, der forsynede de østjyske sabotører med våben og sprængstoffer. Da Gestapo-chefen i januar 1944 iværksatte den store oprulningen af den jyske modtageorganisation, var Hvidstengruppen altså en blandt flere modtagegrupper, som Schwitzgebel havde i kikkerten.

I Østjylland blev også Hornsletgruppen taget. Det samme skete ved Viborg, på Fyn og så langt væk som Lolland. Det anslås, at op mod 200 modstandsfolk blev pågrebet. Af dem blev 25 henrettet og mange deporteret til fængsler i Tyskland.

Katastrofe for sabotagen

For sabotagegrupperne, ikke bare i Østjylland, men i store dele af landet var det en katastrofe, at modtageorganisation blev oprullet. Uden regelmæssig tilførsel af sabotagemateriel var det nærmest umuligt at udføre sabotager. Det blev bestemt ikke bedre af, at tyskerne opdagede og beslaglagde en del depoter.

At det var et hårdt slag for sabotagen i Aarhus ses tydeligt ved, at de før så aktive sabotører i forårsmånederne 1944 holdt særdeles lav profil. I marts, april og maj begrænsede sabotagen sig til en aktion mod et maskinsnedkeri i Højbjerg og en sprængning af en elektrisk samleskinne på jernbaneterrænet i Viby.

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

I foråret 1944 gennemførte de århusianske sabotører to aktioner. En af dem var mod den elektriske samleskinne på jernbaneterrænet i Viby. Fotografiet viser samleskinnen under Ringgadebroen, som blev saboteret i august 1943. (Besættelsesmuseet)

Gestapo-chefen i Aarhus, Eugen Schwitzgebel, kunne hermed melde til sine overordnede i København, at han var kommet et godt stykke i bestræbelserne på at komme sabotage-uvæsnet til livs. Nu havde man taget deres våben – næste skridt var at fange dem!

Januar 1944 – Rædselsåret

Det var en by i chok, der tog hul på 1944. Arrestationer og deportationer til tyske KZ-lejre var en nu del af dagens orden og stod i skærende kontrast til den fredelige stemning, der havde hersket de to første besættelsesår.

Krigen var kommet til Aarhus, og fra januar 1944 oplevede mange at blive hvirvlet ind i en uhyggelig voldsspiral, der skulle komme til at kræve mere end 200 århusianeres liv.

Optakten

De første besættelsesår havde været relative fredelige. Danskerne holdt sig i ro og de uindbudte tyske gæster opførte derfor sig nogenlunde ordentligt. Det ændrede sig i løbe af 1943, hvor sabotagen tog til og tyskerne svarede igen med arrestationer og krav om dødsstraf til sabotører.

Den 29. august 1943 indførtes militær undtagelsestilstand, og den danske regering trådte tilbage. Kort efter fik det frygtede tyske sikkerhedspoliti (Gestapo m.fl.) officielle beføjelser og kunne nu arrestere og fængsle danske borgere uden rettergang, hvilket betød, at forholdene i Danmark begyndte at minde om dem, der herskede i de øvrige tysk-besatte lande.

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Uroligheder på Banegårdsplads 29. august 1943. (Besættelsesmuseet)

Aarhus var en af de byer, der for alvor kom til at mærke de skærpede forhold. I oktober 1943 rykkede Gestapo ind i universitetskollegierne på Aarhus Universitet, hvor de indrettede hovedkvarter. Der var herfra, at tyskerne det kommende år iværksatte en uhyggeligt effektiv jagt på de midt- og nørrejyske modstandsgrupper.

Straks efter Gestapos ankomst, begyndte arbejdet. Chefen, hvis fulde navne og titel var Kriminalrat & SS-Hauptsturmfuhrer der SiPo Eugen Schwitzgebel, var umådeligt energisk. På kort tid lykkedes det ham, at rekruttere et stort antal danske meddelere, som forsynede ham med navne på de mange tyskfjendtlige, der befandt sig i hans område.

 

Alf

Mindeplade for Alf Toldboe Jensen i Parken ved Musikhuset.

I november begyndte arrestationerne. Det gik især ud over modstandsgrupper i Aarhus og Randers, hvor to betydelige sabotagegrupper blev sat ud af spillet. Den 3. december blev fem sabotører henrettet på det militære øvelsesterræn på Skæring Hede, hvorefter ligene i hemmelighed blev begravet på i marskområde i nærheden af Oksbøl. Gestapos sjette offer blev henrettet på nytårsaftens dag på kasernen i Vester Allé. Kigger man efter i Musikhusets haveanlæg, kan man i dag se en mindeplade over Alf Toldboe Jensen cirka på det sted, hvor henrettelsen fandt sted.

 

Kaj Munk og Aarhus

Afslutningen på 1943 havde sat sine spor. Stemningen i byen var trykket og de fleste følte en stærk afmagt overfor den undertrykkelse, der udløb fra Gestapo-hovedkvarteret ”på bakken”. Andre reagerede med trods og vrede.

Vreden fik for alvor næring, da det kom frem, at det i virkeligheden var tyskerne, som havde myrdet Kaj Munk d. 4. januar. De tyske gerningsmænd havde ellers gjort et klumpet forsøg på at maskere mordet som en stikkerlikvidering udført af danske modstandsfolk. Kaj Munk havde ydet betydelig økonomisk støtte til kommunistiske modstandsfolk i Aarhus, og deres illegale blad ”Aarhus Ekko” sørgede for, at sprede sandheden om mordet til byens borgere.

Kaj Munks støtte til modstandsbevægelsen i Aarhus var ikke det eneste punkt, hvor mordet havde forbindelse byen. Efter at Kaj Munks mordere havde fuldført det beskidte arbejde kørte de videre til Aarhus, hvor de blev modtaget som Gestapo-chefens særlige gæster. Den venlige modtagelse var nok ikke kun kollegial gæstfrihed, men en del af Schwitzgebels strategi for at hyre morder-banden til opgaver i Aarhus.

Under en middag i sin lejlighed i Klintegården fremlagde gestapo-chefen sine ideer for gerningsmændenes leder, SS-Hauptsturmführer Otte Schwerdt. I al’ sin enkelthed gik det ud på, at hævne modstandsfolkenes sabotager og stikkerlikvideringer med gengældelsesaktioner: dvs. bombeattentater (schalburgtager) og mord på civile (clearingmord). Otto Schwerdt, der overlevede krigen, bedyrede under krigsforbryderprocessen mod ham, at han ikke brød sig om den slags arbejde. Derfor havde han betakkede sig og rejste tilbage til København i håb om at blive overført til aktiv fronttjeneste. Der skulle dog gå mindre end en måned før han var tilbage i Aarhus.

Modstanden vokser

Efter mordet på Kaj Munk skete en voldsom optrapning af modstandsaktiviteten i Aarhus, og i januar måned var der kun få dage, hvor gaderne ikke genlød af sabotørernes bomber.

Samtidigt besluttede kompromisløse folk i modstandsfolkenes rækker, at sætte ind mod gestapo-chefens mange meddelere, hvilket resulterede i drab på tre personer, som var under mistanke for angiveri. En fjerde person blev likvideret i København, hvor han prøvede at skjule sig.

 

Leo Kæraas fangefoto fra Frøslevlejren, hvor han sad fanget inden han blev sendte til Koncentrationslejren Neuengamme. Den 26. april 1945 blev han evakueret med de Hvide Busser og kom til Sverige. (Besættelsesmuseet)

Gestapo svarede igen ved at iværksætte en voldsom arrestationsbølge. Den 13. januar trængte Gestapo ind i tandtekniker Leo Kæraas villa i Risskov. Aktionen var ledet af selveste Gestapo-chefen og endte med, at Gestapo-folkene åbnede ild mod døren til det værelse, hvor familien befandt sig. Doris Kæraa, der stod nærmest blev dræbt på stedet, og da Leo Kæraa sprang frem for at gribe sin kone, blev han ramt af et maveskud. Den brutale nedskydning foregik for øjnene af parrets 7-årige søn.

Det er meget sikkert, at Gestapos brutale fremfærd var med til at skærpe hadet til tyskerne og ikke mindst deres danske forbundsfæller. Stemningen var ond.

Stemningen var ond. Præcist, hvor ond, får man en klar fornemmelse af, hvis man læser januarudgaven af ”Aarhus Ekko”. Heri findes en beskrivelse af en stikkerlikvidering, der fandt sted på Åboulevarden ved Immervad d. 14. januar:

Forleden blev kioskejer Jeger, Aarhus, ramt af flere skud i Kroppen, og er senere død på Hospitalet. Læsere af dette Blad kender hans modbydelige Angiverivirksomhed, flere Danskere har som Følge heraf være underkastet Tortur hos Gestapo. Nu har han altsaa faaet sin Straf som alle de andre enten har eller vil faa – en Straf, som desværre kun kan blive alt for mild i Forhold til det de har begaaet.

Efterfølgende fortaltes det i byen, at folk var flokkedes om den døende mand og havde råbt hurra. I en lidt anden version hedder det sig, at en flok unge mennesker var dukket op og havde afsunget den kendte børnesang ”Højt på en gren en krave”, hvor de havde byttet om på ordene, så det blev den hæslige jæger, der døde og ikke kragen.

 

 

Jul i en mærketid

Julens Gaveproblemer er hver Aar min onde Samvittighed. Med Fødselsdage kan det endda gaa, de kommer som Regel kun een ad Gangen. Men Julegaverne, dem ryster jeg for; mest fordi jeg har saa svært ved at ”hitte paa” og blive færdig i rette Tid. [En ung mands tanker om julegave-shopping anno 1943]

Nej, det var ikke let at købe gaver under krigen. Især ikke, når det, de blev reklameret for – slet ikke var til salg. (Mandens Blad, 1943)

Hvis den stakkels husmoder ikke have tilstrækkeligt med energi i juletiden, så havde den senere så kendte rejsearrangør Simon Spies et vidundermiddel: Slankepiller eller ferietabletter fra Syntosan var nemlig propfulde af amfetamin og kunne sætte fut i selv den mest udslidte husmoder. (Hjemmet, 1943)

I en tid med varemangel og prisstigninger var den unge herres kvaler dog ubetydelige til sammenligning med fruens udfordringer med at skaffe varmt tøj til børnene, præstere en ordentlig julemiddag samt anskaffe knas og julesmåkager til helligdagene.

Aviser, ugeblade og tidsskrifter var på den tid fulde af gode råd til, hvordan man (dvs. husfruen) klarede sig igennem julen. I nedenstående artikel ses annoncer, reklamer og små hjælpe-notitser fra Hjemmet, Familie-journalen, Mandens Blad og div. aviser.

Gaverne var udpræget praktiske, og de kolde krigsvintre betød, at de bløde pakker nød en noget højere status end i dag. (Hjemmet, 1943)

 

Julegaverne

Det siger sig selv, at krigen havde sat væsentlige begrænsninger på, hvad der var at finde i butikkerne. På trods af det, var det nu stadig muligt at købe importerede varer – især fra Tyskland, men også fra nogle af de tysk-besatte lande. F. eks. var det stadig muligt at købe barbermaskiner m.m. fra hollandske Philips.

Mandens Blad, 1943

Selvom man fra statens side gjorde en masse for at kontrollere prisudviklingen i en tid med mangel, var mange ting ganske enkelt for dyre for folk. Det ringe vareudbud og de forholdsvis høje priser betød, at mange selv fremstillede de gaver, som skulle gives væk. Manglen på tøj og fodtøj var betydelig, og en endog velbrugt vinterfrakke kunne være en fornem gave.

Hjemmet 1943

Julemaden

De fremsynede familier havde sparet forskellige op til juledagene. Der skulle bruges mange smør- og sukkermærker, ligesom man måtte regne med at bruge meget af gasrationen til madlavning. Havde man et godt forhold til sin faste kolonialhandler, kunne man være heldig at få et lille stykke ægte chokolade, som børnene kunne dele, efter gaverne var pakket op.

I juledagene åbnede mange familier for de små hamstringslagre af ægte bønner, som de gemte til særlige lejligheder. Den ægte kaffe blev blandet med kaffeerstatningen. (Familiejournalen , 1943)

Som husmoder var du også totalt afhængig af din lokale slagter, der, hvis du var heldig, kunne forsyne dig med and eller gås. Flæskesteg kunne også fås, men den var ganske sikkert uden svær og meget mager. Anden eller gåsen blev (akkurat som i Peters Jul) stegt hos bageren, så man kunne spare på gassen. Flæskestegen blev grydestegt, da det var gasbesparende i til sammenligning med ovnstegning. Tilbehør var sovs, rødkål og kartofler – det var der rigeligt af. De brunede kartofler måtte man tænke sig til, da man gemte smør og sukker til julebaget.

“Julegås” anno 1944.

Kunne din slagter ikke skaffe de traditionelle ønsker, kunne man i stedet kaste sig ud i forskellige  eksperimenter med f.eks. kaninsteg eller en af de mange forlorne retter, som slagtermesteren opfandt til lejligheden. En af dem var forloren julegås, der bestod af forhåndenværende hakkekød tilsat en smule svinespæk.

Mange byboere brugte i julen en del energi på at opdyrke kontakter til landbefolkningen, hvilket ofte kunne tilføje en del godt til den noget reducerede julemiddag. Det var dog langt fra alle, der havde lyst, mulighed eller cykeldæk til at tage på landet – så havde du penge nok, var ”den sorte børs” en anden mulighed.

Stod det helt grelt til, kunne det være nødvendigt at servere sildefrikadeller på julebordet, eller måske ligefrem en helt vegetarisk julemiddag. Særlig berygtet var knoldselleri-koteletterne, der var lagt sammen med æg og spinat.

Bagværk

Havde man døjet med sellerien hele julen, kunne man trøste sig med, at julesmåkagerne i de fleste tilfælde var tillavet efter de klassiske opskrifter. Kanel kunne stadig skaffes, og den kemiske industri forsynede os med forskellige essenser, så det var muligt at opnå den nogenlunde rigtige smag.  Måske havde man skåret en smule ned på sukkeret og smørret, men i det store hele var småkagerne som de plejede – der var bare ikke helt så mange af dem.

Aarhusianske RENA tilbyder en kemisk løsning på mangelsituationen. (Hjemmet, 1942)

Det skortede heller ikke på gode råd i bladene om, hvordan man ”midt i en mærketid” kunne lave lækkert bagværk. Et af påhittene var at anvende ”eksotiske” ingredienser som f.eks. havregryn og byggryn i kagerne som delvis erstatning for hvedemel. Tog man en husmor fra 1940erne og placerede hende i en af vores bagerforretninger, ville hun korse sig over alt det ”modbydelige fattigmandsbrød” med alle dets grove kerner og besynderlige gryn, som vi spiser i dag. Hvidt brød var sagen, og det var med megen skepsis, at husmødrene accepterede at blande, hvad de grundlæggende anså som ”dyrefoder” i deres hjemmebag.

Deres kvaler blev ikke mindre af, at de altid skulle holde et vågent øje med gasforbruget. Til bagning kunne anvendes en såkaldt gasbageform, hvori forskelligt bagværk kunne bages (Statens Husholdningsråd påstod at den kunne bruges til tilberedning af alt). Gasbageformen skulle placeres på blusset og det var vigtigt ikke at fylde for meget dej i, da det let kunne koge over. Et andet problem var, at kagerne eller brødet ofte kun var færdiglavet i bunden, da formen ikke rigtig formåede at levere en ordentlig overvarme. På plussiden var, at den rent faktisk var meget mere økonomisk end ovnen.

Gasbageformen blev introduceret til danskerne allerede i 1930’erne. Det var langtfra alle byboer, der ejede et komfur med gasovn, og med gasbageformen kunne alle nu bage (eller i hvert fald koge) deres eget brød. (Besættelsesmuseet)

 

Den samme jul?

Bladrer man lidt i ugebladene og aviserne fra den tid, er det påfaldende, at julen i 1940erne stort set ligner den vi har i dag. Vi håber på gode gaver, hvid jul, og behovet eller måske forventningen om at hygge sig med familie og venner i juledagene er den samme. Krigen er stort set kun til stede i de spredte referencer til den ”svære situation” eller i forhåbningen om et nyt år med fred i verden.

 

Mændene skulle finde frem til deres indre sportsmand og bekæmpe uheldig ”julekorpulence” gennem gymnastik eller f.eks. gentlemanboksning. Til sammenligning var tidens slanketips til kvinder, at de skulle indtage piller med amfetamin og afføringsmiddel.(Mandens Blad, 1944)

Selv annoncerne for slankemidler er de samme som i dag. Det kan naturligvis godt være, at nutidens økologiske naturslankemidler ikke længe indeholder koncentrerede mængder af amfetamin og afføringsmiddel, som de gjorde i 1940erne, men de lover det samme – nemlig en genvej til at smide julefjedtet og blive bikiniklar.

(Hjemmet, 1943)

God jul.

Bomber over Aarhus

Klokken var 03.50, da Flight Lieutenant Wilkins fra No. 50. Squadron RAF gav sit mandskab ordre om at udløse Lancasterflyets dødbringende last af seks 500-kgs sprængbomber.

I disse dage er det 71 år siden aarhusianerne (for Gud ved hvilken gang) blev vækket af luftalarmssirenernes gennemtrængende tuden. Normalt trak man bare på skulderen, vendte sig om og sov videre. Man troede, at det med rigtig krig var noget, der kun foregik andre steder i Europa.

 

Engelsk Luftangreb på Aarhus Oliefabrik

Tysk afværgeild natten til 24. september 1942 (Besættelsesmuseet)

Ingen falsk alarm

Men denne gang var det alvor. Luftalarmen begyndte kl. 01.55 og blev først afblæst kl. 05.07. De aarhusianere, der undlod at gå i kælderen, kunne betragte den voldsomme beskydning som det tyske luftværn og krigsskibe i Aarhus Havn åbnede op for. Lyden af afværgeilden blev snart afløst af en række dumpe brag, da Lancasterens bomber pulveriserede store dele af Aarhus Oliefabrik.

Dagen efter var byen i chok. Havde englænderne virkelig bombet Aarhus? Det var ganske vidst sket en gang før, i august 1941, hvor et engelsk fly havde bombet Kongsvang-viadukten i Viby og beskadiget en række villaer.

Følelserne var blandede, og selvom de fleste nok holdt med englænderne var der ikke mange, som følte sig godt tilpas ved tanken om at blive inddraget i den allierede bombekrig.

Engelsk Ludtangreb

De engelske bomber forrettede store skader på oliefabrikkens bygninger, og der gik lang tid før fabrikken kunne genoptage produktionen igen. (Besættelsesmuseet)

 

Angrebet på Aarhus Oliefabrik

Den ødelagte fabrik set mod nord. I baggrunden anes Jysk Andelsfoderstofforretnings silokompleks ‘De Fem Søstre’. (Besættelsesmuseet)

 

Juncker Aarhus Oliefabrik

Oliefabrikkens direktør Thorkild Juncker havde en fremtrædende stilling i “Dansk-tysk Forening”, hvilket betød at han efter krigen blev idømt to års fængsel.(Danskebilleder.dk)

Hvorfor oliefabrikken?

I dagene efter luftangrebet var der livlig aktivitet på rygtebørsen. De fleste troede, at ødelæggelsen af oliefabrikken var resultatet af en nøje planlagt og perfekt udført engelsk bombemission. Denne opfattelse blev styrket af det faktum, at oliefabrikkens direktør, Thorkild Juncker, var kendt tyskvenlig og fremtrædende medlem af “Dansk-tysk Forening”.

Aarhuus Stiftstidende, der pga. censuren ikke kunne henfalde til den slags spekulationer nøjedes med at bemærke, at byens glarmestre nok ikke ville blive arbejdsløse lige med det første.

Det var først et godt stykke efter krigen, at det kom frem, at bombemaskinens besætning intet kendte til, hverken Juncker eller oliefabrikken, men i stedet havde forsøgt at sænke nogle af de 22 tyske krigsskibe lå ved kaj i havnen.

 

Bombefly på afveje

Tyske krigsskibe i Aarhus Havn

Fra 1942 kunne der være tæt pakket af tyske krigsskibe i Aarhus Havn. (Besættelsesmuseet)

Flight Lieutenant Wilkins egentlige bombemål var den nordtyske by Wismar, men han og besætningen var faret vild pga. dårligt vejr. I et forsøg på at finde hjem til de britiske øer fulgte han den jyske kyst i nordlig retning. Det var almindelig praksis at forsøge at finde et alternativt bombemål på vejen hjem, og da maskinen nåede Aarhus-området åbnede de tyske krigsskibe i Aarhus Havn ild. Wilkins besluttede derfor at smide bombelasten på de åbenlyst fjendtlige mål.

Samtlige af bombemaskinens seks bomber ramte forbi de tiltænkte mål og ramte i stedet ned i oliefabrikken. Fem af bomberne detonerede, og ved et utroligt lykketræf blev tre personer, som opholdt sig i fabrikkens portnerstue kun lettere såret. Området i nærheden af fabrikken var beskadiget af lufttyrk og sprængstykker. Overalt i byen blev der meldt om knuste ruder og tagsten, der havde forrykket sig.

 

bombe

Fem ud af seks 500-kgs sprængbomber detonerede. Hærens Sprængkommando blev tilkaldt til at undersøge forsageren. Man må formode, at den afslappede stemning skyldes, at bomben er blevet deaktiveret. (Besættelsesmuseet)

 Krigens vilkårlighed

Historien om det engelske luftangreb på Aarhus Oliefabrik giver os et uhyggeligt indblik i den uvished og vilkårlighed, der rådede under Anden Verdenskrig. Selv i en by som Aarhus, der lå lunt og godt fjernt fra fronten, fik man fra 1942 antydninger af det kaos, der herskede i det meste af verden.

For flere oplysninger om engelske luftangreb på Aarhus, kan Henrik Skov Kristensens artikel “Luftkrigen i Åarhus” stærkt anbefales. Artiklen er udgivet i Henrik Fodes bog “Århus Besat” Århus Byhistoriske Fond 2005.

 

 

 

Et kig bag kulissen – Sabotageudstillingen opdateres

Her på Besættelsesmuseet står vi nu i den heldige situation, at vi gennem bloggen kan inddrage publikum i det arbejde, der foregår på museet. Eller sagt med andre ord: Vi kan hermed tage jer med bag kulissen og vise jer, hvad en historiker går og roder med i det daglige.

Her er vi i gang med forarbejdet til vores opdatering af sabotageudstillingen. Der er meget sabotageudstyr og ganske lidt plads at udstille på.

Sabotageudstillingen er en af museets ældre udstillinger, og den omhandler en vigtig del af besættelsestiden, nemlig modstandsbevægelsens væbnede kamp mod den tyske besættelsesmagt. Da udstillingen efterhånden har en del år på bagen, trænger den til en kærlig hånd. I vores opdatering af udstillingen, prøver vi at bruge nogle af de nyeste museumsfaglige principper, herunder ”Hands-on”, så vores gæster bedre inddrages i udstillingen.

Den nuværende udstilling før opdateringen. I montren findes kun ganske få og let indforståede forklaringer. Det håber vi at gøre noget ved med vores nye tekster.

Med en rekonstruktion af frihedskæmpernes sabotagemanual, ”Kogebogen”, i hånden kan vores gæster nu blive eksperter i konstruktion og placering af bomber. Vi håber, at vi med dette inddragende element, kan skabe varig læring, da langt de fleste mennesker lærer bedst ved selv at stå med genstandene i hænderne. Her skal det dog indskydes, at intet af det udstillede sabotagemateriel er funktionsdygtigt. I den nye udstilling har vi nøje udvalgt en række genstande, der vil give et godt indblik i det farefulde arbejde, som de aarhusianske sabotører udførte under besættelsen.

Vi har undersøgt forskellige sabotageaktioner og mændene, som stod bag. Vi håber, at den opdaterede sabotageudstilling, kan bindes sammen med vores sabotageoversigt, der findes i våbenrummet. Her ses et udsnit af sabotageafsnittet fra billedarkivet.

Hensigten med opdateringen af sabotageudstillingen er også, at vise det følelsesmæssige pres som sabotørerne var underlagt. Omdrejningspunktet for denne side af fortællingen er et uddrag af en beretning fra en aarhusiansk jernbane-sabotør. Vi håber derigennem at sætte ansigt på den bevægelse, der huserede i Aarhus for godt og vel 70 år siden.

Vi regner med, at opdateringen vil være klar inden udgangen af maj. Det er museumsassistent Tina Petersen, som er ansvarlig for udstillingen.