Maj 1945 – Opgørets time

Da Aarhus vågnede op d. 5. maj, var det med lette tømmermænd efter gårsdagens spontane fejring af befrielsen. Nyheden om befrielsen blev kommunikeret til folket via det engelske BBC’s dansksprogede radioudsendelse.

Fra morgenstunden vrimlede det med bevæbnede frihedskæmpere, som tog opstilling på strategiske steder rundt om i byen. Mange nysgerrige samledes omkring Bispetorv, hvor Koncertpalæet i Kannikegade tilsyneladende var indrettet som en slags kommandocentral for modstandsbevægelsen.

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Trængsel på Bispetorv 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Skyderi i gaderne

Humøret var højt, og ikke engang regnvejret kunne tynde ud i trængslen på torvet. Det skulle dog hurtigt ændre sig, da det pludselig kom til skyderi mellem en tyske patrulje og frihedskæmperne i Koncertpalæet. Skudvekslingen, som er gået over i historien som ”Kampen på Bispetorv”, varede flere timer og kostede fire frihedskæmpere og en civil livet.

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Den 5. maj 1945 udbrød der på Bispetorvet et voldsomt skyderi mellem tyske soldater og frihedskæmpere. Kampen varede flere timer og krævede flere dødsofre. (Besættelsesmuseet)

Men der var også skyderier andre steder i byen, men disse nævnes sjældent, da begivenhederne på Bispetorv har det med at løbe med al opmærksomheden. Et eksempel på en af de glemte historier er den voldsomme nedskydning af to frihedskæmpere på Kystvejen ved Skolegyde, hvor tyske marinesoldater åbnede ild uden varsel. Et andet er dramaet ved Rådhuset, hvor en frihedskæmper fra modstandsbevægelsens stabskompagni blev dræbt af skud afgivet fra den tyskbesatte kaserne på Vester Allé. På Poul Martin Møllers Vej måtte en tolvårig dreng meningsløst lade livet, da der faldt tilfældige skud fra en forbipasserende tysk lastvogn.

I alt dræbtes 13 danske civile og frihedskæmpere d. 5. maj, og to døde et par dage efter af deres sår. Hvor mange tyskere, som mistede livet i befrielsesdagene vides ikke. I øvrigt fortsatte skyderierne i Aarhus langt hen i maj, hvor der flere gange blev vekslet skud mellem tyske marinesoldater og de frihedskæmpere, som havde vagttjeneste på havneområdet.

468

I befrielsesdagene var der ofte bud efter lægehjælp. Her er redningsmandskabet på vej til kampen på Bispetorvet den 5. maj. (Besættelsesmuseet)

Modstandsbevægelsen i Aarhus ved befrielsen

Ved befrielsen var der ca. 2000 bevæbnede frihedskæmpere i Aarhus fordelt på fem enheder, kaldet kolonner. Alle kolonnerne blev ledet af danske officerer og var underlagt et stabskompagni under byledelsen. Denne ledelse var underordnet en regionsledelse, der igen var underlagt jyllandslederen oberstløjtnant Vagn Bennike, som i befrielsesdagene residerede på Hotel Ritz.

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

Ledelsen for modstandsbevægelsen i Jylland indrettede den 5. maj hovedkvarter på Hotel Ritz. Regionsledelsen boede lidt mere ydmygt på missionshotellet og byledelsen havde hovedkvarter på rådhuset. (Besættelsesmuseet)

1.- 4. kolonne tilhørte de såkaldte militære ventegrupper, hvis hovedopgave var at støtte en eventuel allieret invasion af landet. Helt konkret betød det, at man skulle forhindre tyskerne i at ødelægge vigtig infrastruktur, som f.eks. elektricitetsværker, havneanlæg mm. Det lå også i kortene, at det kunne komme til egentlig bykamp mod de voldsomt overlegne tyske styrker. Den femte modstandskolonne var speciel i det henseende, at den primært havde fungeret som sabotagegruppe, og det var også i denne gruppe, at de meste erfarne modstandsfolk befandt sig.

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af sabotagegruppen 5.kolonne i Den Gamle By, d. 5. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Arrestationerne

Idet befrielsen, på trods af ovennævnte skudepisoder, foregik relativt fredelig, blev modstandskolonnernes primære opgave at opretholde lov og orden. Derudover skulle de foretage arrestation og internering af personer, som man mistænkte at have haft for tætte forbindelser til besættelsesmagten.

Interneringerne er et besættelsestidens mange kontroversielle emner, og allerede i befrielsesdagene opstod der kritik af frihedskæmpernes fremfærd. Dels på grund af den noget voldsomme behandling af arrestanterne, men også fordi man mente, at den slags skulle overlades på politiet. Politiet genoptog først officielt deres arbejde d. 13. maj. Indtil da var det modstandsbevægelsen, som foretog anholdelserne.

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for "landssvigervirksomhed". En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af modstandsbevægelsen foretager arrestation af personer mistænkt for “landssvigervirksomhed”. En uniformeret betjent fra det illegale politi følger arbejdet. (Besættelsesmuseet)

For de almindelige aarhusianere så anholdelserne ud til at foregå efter tilfældighedens princip, men det var på ingen måde tilfældet. I Aarhus foregik arrestationerne efter et nøje udarbejdet arrestationskatalog, som byggede på efterretninger indsamlet siden 1943.

På de aarhusianske lister var opført navne på ca. 1500 personer. Det var en stor opgave og heldigvis fik man hjælp af ca. 150 politifolk fra Aarhus Politi, som kort før befrielsen blev indrulleret i de militære ventegrupper. Tilstedeværelsen af disse uofficielle politifolk var sikkert medvirkende til, at anholdelserne skete under nogenlunde ordnede forhold.

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politifolk og frihedskæmpere rykker ud. Aaboulevarden maj 1945. (Besættelsesmuseet)

På trods af det er der desværre masser af eksempler på, at mistænkte fik en hård medfart i forbindelse med anholdelserne. Dertil kom at anholdelserne foregik under fuld offentlighed, hvilket betød, at eventuelle fejlanholdelser kunne have vidtrækkende sociale konsekvenser for de uheldige arrestanter. Disse ting ændrede sig ikke ved, at mange var bedre stillet ved at havne i fangenskab hos modstandsbevægelsen end hos den hævnlystne befolkning. Det gjorde sig især gældende for tyskerpigerne, som uden frihedskæmpernes beskyttelsesarrestation risikerede at blive overfaldet.

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

Tyskerpige eskorteres ad Søndergade til beskyttelsesarrestation i koncertpalæet i Kannikegade. (Besættelsesmuseet)

De fleste tilfangetagne blev interneret på Marselisborg Gymnasium, og de særligt farlige fanger blev indsat i arresten på Vester Allé. Det er senere kommet frem, at fangerne på Marselisborg Gymnasium i de første dage, i vidt omfang, blev udsat for psykisk og fysisk vold. En af fangerne blev dræbt på gymnasiet, da han greb ud efter en af frihedskæmpernes maskinpistoler. Byrådspolitikerne i Aarhus var dybt bekymrede over tilstandene på gymnasiet, og det varede da heller ikke længe, før modstandsbevægelsen udskiftede en del af vagtmandskabet på internatet. Dertil kom, at modstandsbevægelsens ledelse hurtigt ekskluderede de medlemmer, som ikke kunne holde disciplinen.

Fanger på Marselisborg Gymnasium.

Fanger på Marselisborg Gymnasium. (Besættelsesmuseet)

Status

Selvom flere ting gik galt, må man overordnet set opfatte befrielsen af Aarhus Aarhus som en nogenlunde civiliseret affære. Modstandsbevægelsen havde godt styr på sine tropper og med samarbejdet politiet sikrede man, at der ikke opstod samme uhyggelige lynjustits, som man oplevede mange andre stedet i det befriede Europa. Årsagen til det skal findes i den grundighed, hvormed freden var forberedt.

Aarhus og Danmark var nu atter frit.

Tidslinje

  • Fredag d. 4. maj
    • 20.36 – BBC’s nyhedsudsendelse. Den tyske kapitulation proklameres.
  • Lørdag d. 5. maj
    • 08.00 – Kapitulationen træder i kræft. Modstandsbevægelsen overtager ansvaret for opretholdelse af ro og orden. De tyske soldater forbliver under våben i deres stillinger.
    • Byens kirkeklokker ringer freden ind mellem 8 og 9.
    • kl. 09.30 – Ildkamp bryder ud ved Bispetorv mellem modstandsfolk og tyske soldater. Kampen varer indtil middagstid.
  • Søndag d. 6. maj
    • Søndagen præges af selvtægt over for tyske medløbere og sympatisører. Det går især går det ud over tyskerpigerne, også kaldet ”feltmadrasserne”.
  • Tirsdag d. 8. maj
    • Englænderne ankommer til Aarhus
    • Englænderne hyldes.
    • Tyskerne begynder at forlade Aarhusegnen.
  • Søndag d. 13. maj
    • Politiet genindsættes i tjeneste.
  • Torsdag d. 17. maj
    • Århusianske KZ-fanger vender hjem til Aarhus efter ophold i Sverige.
  • Lørdag d. 14. juli
    • Eksplosionskatastrofe på Godsbanegaarden. Tre personer mister livet og ca. 100 såres.

 

Marts 1945 – Forfærdeligt forår

 

Billede ø

Aarhus rådhus efter schalburgtagen d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Foråret 1945 var en underlig tid. Alle var klar over, at krigen snart ville være forbi og udfaldet kunne ingen være i tvivl om. På trods af det, var folk påpasselige med at tage glæden på forskud – måske fordi man havde på fornemmelsen, at den sidste tid kunne blive farlig.

Præcis hvor farligt fandt man ud af den 13. marts kl. 22.10, hvor en bombe eksploderede under Risskovtoget i nærheden af den Permanente Badeanstalt. Der befandt sig 30 personer i motortogets enlige vogn og heraf blev 25 sårede og måtte indlægges. En yngre kvinde blev dræbt øjeblikkeligt, mens to andre senere døde af deres kvæstelser.

Attentatet mod motortoget blev foretaget af terrorbanden Peter-gruppen og var formentligt hævn for de sprængninger, som den aarhusianske sabotagegruppe, 5. kolonne, havde foretaget mod tyske togforbindelser dagen før. Blandt gerningsmændene var aarhusianeren Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som også havde deltaget i bombeattentaterne d. 22. februar, hvor syv personer blev dræbt i Guldsmedgade og Nørregade.

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Risskovtoget blev to gange i marts udsat for Peter-gruppens terrorbomber. Første gang, d. 14. marts, mistede tre mennesker livet og den anden gang, d. 28. marts, opdagede en snarrådig motorfører sprængladningen på skinnerne inden det gik galt for alvor. (Besættelsesmuseet)

Rådhuset

Få timer efter attentatet mod Risskovtoget var Peter-gruppen atter i aktion, og denne gang var det Aarhus Rådhus, som skulle ødelægges. Tyskerne havde allerede forsøgt at sprænge rådhuset måneden før, men den moderne jernbetonskonstruktion havde modstået bombernes kraft. Denne gang skulle det gå anderledes, og Peter-gruppen medbragte derfor intet mindre en 60 kg. plastisk sprængstof, som skulle placeres indvendigt i rådhuset ved foden af tårnet.

Aarhus Rådhus i dagene efter terrorattentatet d. 14. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Aarhus Rådhus var centrum for forskellige modstandsaktiviteter, og da tyskerne opdagede det, sendte de Peter-gruppens terrorister i aktion. Rådhuset blev udsat for attentater i februar og 14. marts. (Besættelsesmuseet)

Til held for rådhuset og byen udeblev nogle af terroristerne fra nattens arbejde. Peter-gruppens chef, SS-Hauptsturmführer Horst Issel, opgav derfor at trænge ind i selve rådhuset, og beordrede i stedet Bothildsen Nielsen til at placere bomberne på parksiden der, hvor den høje administrationsbygning og den lave med Folkeregistret møder hinanden. Kufferterne med de 60 kg. sprængstof blev stillet tæt sammen op ad en af de store gavlvinduer, hvorefter en fem meters lunte blev antændt.

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Visse personer på Folkeregistret i rådhuset havde i 1944-45 forsynet modstandsbevægelsen med falske legitimationskort . (Besættelsesmuseet)

Eksplosionens voldsomhed skabe omfattende ødelæggelser. Hele betonpiller blev slået i stykker og overalt flød det med knust glas, forvredne metalstykker og andre bygningsmaterialer. Kontorerne i den lave bygning var fuldkommen ødelagte og møbelarkitekt Hans Wegners smukke møbler slået til pindebrænde. I befrielsessommeren blev skaderne opgjort til 2 millioner kr., hvilket svarer til ca. 44 millioner i dag.

Hvorfor rådhuset

På sin vis var det ikke nogen overraskelse, at rådhuset blev valgt som mål for terrorbomberne. Man var udmærket klar over, at det tyske sikkerhedspolitis chef i Aarhus, SS-Hauptsturmführer Rudolf Renner, havde et godt øje til rådhuset.

Dels pga. det heroiske modspil som han mødte fra borgmester Ejnar Stecher Christensen og kommunens folk, men mest af alt pga. den mangfoldige modstandsaktivitet, som var centreret omkring rådhuset. Under en razzia på rådhuset havde Gestapo fundet en duplikator og en anseelig mængde illegale blade, der blot ventede på at blive distribueret. På et senere tidspunkt havde man fået et tip om, at modstandsbevægelsen brugte rådhuset som depot for våben og sprængstoffer. Det gjorde man også, men et tilsvarende tip til modstandsbevægelsen havde sørget for, at våbnene nu lå sikkert skjult på bryggeriet Ceres, vistnok i gærkælderen.

Efter besættelsen kom det frem, at rådhusets kælder desuden havde været brugt som skydebane, hvor frihedskæmperne kunne teste de nedkastede våben. Rådhusforvalter Herluf Halding sammen med sin kone hjulpet op mod 50 engelske flyvere med at flygte til Sverige. Og endelig udstedte flere af Folkeregistrets ansatte falske legitimationskort til medlemmer af modstandsbevægelsen.

 Det spidser til  

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Besættelsesmuseet)

Redaktør Børge Schmidt fra Aarhuus Stiftstidende blev brutalt myrdet af Bothildsen Nielsen i sit hjem d. 29. marts 1945. (Aarhus under Besættelsen)

Efter Peter-gruppens attentat mod rådhuset var det roligt en stund, men d. 26. var de tilbage i byen. Her bombede de atter Risskovtoget og indledte en serie af clearingmord og drabsforsøg. Peter-gruppens sidste terrorhandling i Aarhus var clearingmordet på Aarhus Stiftstidendes redaktør Børge Schmidt, som blev myrdet i sit hjem på Rosenvej 48 i Risskov. Det var blandt andre Kaj Henning Bothildsen Nielsen, som affyrede de dræbende skud.

 

 

 

 

Oversigt

13: Bombeattentat mod Risskovtoget, 3 dræbte og mange sårede

14: Drabsforsøg på byrådsfuldmægtig Keld Jarde

14: Bombeattentat mod Aarhus Rådhus

26: Clearingmord på banenæstformand Carl Egon Sejr

28: Bombeattentat mod Hammelbanen, 11 sårede

28: Bombeattentat mod Risskovtoget, 8 sårede

29: Drabsforsøg på telefondirektør Wallmann

29: Drabsforsøg på baneingeniør Leo Sørensen

29: Clearingmord på redaktør Børge Schmidt

Den 28. marts udførte Peter-gruppen deres sidste togattentat. Denne gang gik det ud over Hammelbanen. 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Peter-gruppen og Bothildsen Nielsen udførte en række togattentater, som krævede mange menneskeliv. Den 28. marts slog de til mod Hammelbanen, hvor 11 personer blev sårede. (Besættelsesmuseet)

Oktober 1944 – Luftangrebet på universitetet

Den 31. oktober klokken 11.41 er det 71 år siden det britiske Royal Air Force bombede kollegium 4 og 5 på Aarhus Universitet.

Målet for de britiske bomber var ikke en samling søvndrukne specialestuderende, men i stedet det tyske sikkerhedspolitis midtjyske hovedkvarter, der siden efteråret 1943 havde haft til huse i universitetskollegierne. Herfra havde Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel med stor dygtighed dirigeret det ene anslag efter det andet mod frihedskæmperne, ikke bare i Aarhus, men i det meste af Jylland.

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944

Britiske Mosquito-jagerbombere i aktion mod universitetskollegierne 31. oktober 1944. (Besættelsesmuseet)

Baggrunden for Luftangrebet

I sommeren og efteråret 1944 så det sort ud for modstandsarbejde i Jylland. I Aarhus havde Gestapo med hjælp fra stikkeren Grethe Bartram optrævlet og tilintetgjort den før så slagkraftige kommunistiske sabotageorganisation, og i den sønderjyske modstandsregion blev modstanden stærkt decimeret, da 145 frihedskæmpere blev arresteret. Virkeligt katastrofalt blev det, da Gestapo tidligt i oktober fik fingrene i to kurerer, der arbejdede for den jyske modstands absolutte inderkreds.

Den ene af kurererne, Ruth Phillipsen, blev taget d. 7. oktober og straks efter indkaldte modstandschefen i Jylland, oberstløjtnant Vagn Bennike, til krisemøde. Man var udmærket klar over Gestapos arbejdsmetoder og frygtede, at Ruth Phillipsen ville ”knække” under afhøringerne. På mødet fremlagdes først en plan, der i al sin enkelthed gik ud på at storme Gestapo-hovedkvarteret og forsøge at befri hende. Ideen blev dog hurtigt forkastet, da kollegierne var godt bevogtede. Desuden lå der to kaserner med tyske soldater i universitetets umiddelbare nærhed.

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen.  (Besættelsesmuseet)

Ruth Philipsen var kurér for modstandsbevægelsens jyske efterretningschef Tillisch og var dermed en særdeles vigtig fangst for tyskerne. Fotograferet efter befrielsen. (Besættelsesmuseet)

I stedet afsendte Bennike følgende telegram til sine britiske allierede: ”Undergrunden i Jylland er ved at blive revet op af Gestapo […] Jeg beder indtrængende om, at kollegium 4 og 5, må blive ødelagt ved luftangreb.”

En kalkuleret risiko

Bennike afsendte anmodningen d. 15. oktober og efter lidt kommunikation frem og tilbage gik det endelig op for briterne, hvor alvorlig situationen var. Herefter samledes et hold af piloter, der havde erfaring med de såkaldte pin point raids, dvs. præcisionsbombninger, og gik i gang med forberedelserne.

Det siger sig selv, at det at gennemføre et luftangreb i et tætbebygget område var en krævende opgave, der let kunne gå galt. Bombemaskinerne skulle flyve meget lavt og i høj fart hen mod målet og hvis timingen kiksede det mindste, kunne det i værste fald betyde, at man jævnede Kommunehospitalet med jorden. Det var med andre ord en kalkuleret risiko, som modstandsbevægelsens Jyllandsledelse løb, da de afsendte nødråbet til deres britiske allierede.

Selve luftangrebet

Den 31. oktober lidt i ni om formiddagen, efter blot 16 dages forberedelser, gik 25 Mosquito jagerbombere på vingerne fra RAF-basen i Swanton Morley i Norfolk. Med sig havde de sårbare jagerbombere en gruppe Mustang-jagere, som skulle levere beskyttelse mod tyske kampfly.

Jagerbomberne var inddelt i fire angrebsbølger og første bølge passerede den danske kyst kl. 11.20. Blot 21 minutter senere var de fremme ved universitetet, hvor de begyndte angrebet.

288

Laveflyvende Mosquito-fly over universitetet. I baggrunden skimtes Langelandgades Kaserne, som var sekundært mål for luftangrebet. (Besættelsesmuseet)

Flyene i de to første bølger medbragte sprængbomber, mens de sidste to hovedsageligt var udstyret med brandbomber. Strategien var, at man ville stikke ild til bygningerne efter, at de første angrebsbølger havde sprængt dem i stykker. Formålet var dels at dræbe så mange Gestapo-folk som muligt, men også at ødelægge det omfattende efterretningsarkiv, som tyskerne havde skabt i løbet af det år, de havde brugt kollegierne som hovedkvarter.

Resultatet

Angrebet var en succes og bliver almindeligvis betegnet som et af RAF’s mest vellykkede præcisionsbombninger under Anden Verdenskrig. Kollegium 4 og 5 ramtes meget præcist og missionens sekundære mål, kasernen på Langelandsgade blev også svært beskadiget.

Der var indkvarteret et stort antal tyske soldater på Langelandgades Kaserne. (Besættelsesmuseet)

Langelandsgades Kaserne var et naturligt sekundært mål, da der var indkvarteret et stort antal tyske soldater. (Besættelsesmuseet)

I de illegale blade kunne man efterfølgende læse, at luftangrebet havde kostet tyskerne 150 dræbte og flere hundrede sårede. Antallet var voldsomt overdrevet, hvilket snart blev klart, da der begyndte at sive oplysninger fra mere officiel side. Efter dagevis af oprydningsarbejde konkluderede tyskerne selv i en intern undersøgelse, at luftangrebet havde kostet dem 37 dræbte på kollegierne og 20 på kasernen. Blandt de dræbte var selveste Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel og en håndfuld af hans meste effektive medarbejdere, heriblandt Hermann Rothenberg, der havde været stikkeren Grethe Bartrams kontaktperson.

Gestapo-chefen, Eugen Schwitzgebel, var blandt ofrene for de britiske bomber. Den forhadte Gestapo-chef blev begravet i det tyske afsnit på Vestre Kirkegård i København. (Besættelsesmuseet)

Tysk politiskilt og let forkullet  visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Tysk politiskilt og let forkullet visitkort tilhørende Gestapo-chefen fundet i ruinerne efter luftangrebet. (Besættelsesmuseets samling)

Ud over de militære mål ramte bomberne også universitets hovedbygning og aula, hvor en gruppe bygningshåndværkere blev dræbt. En enkelt vildfaren bombe smadrede ned i en villa på en sidevej til Paludan Müllers Vej, hvor en kvinde blev dræbt. Med disse civile ofre kan det samlede antal dræbte opregnes til ca. 65 personer.

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Maria Pedersen blev dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

På Chr. Richardtsvej blev husmoder Asta Marie Paaske Pedersen dræbt, da en bombe ramte hendes villa. (Besættelsesmuseet)

Fangernes skæbne

Kureren Ruth Philipsen var til afhøring hos to Gestapo-folk på et lille kollegieværelse, da første angrebsbølge nåede universitetet. Ved et ufatteligt lykketræf overlevede hun eksplosionerne og kunne, da støvet havde lagt sig, kravle uskadt ud ad ruinerne. Det lykkedes hende at søge tilflugt i et hus i nærheden, hvor hun gemte sig i to uger inden hun blev hjulpet i sikkerhed i Sverige.

En lignende historie udspillede sig for pastor Harald Sandbæk, der også var til afhøring hos Gestapo. Han var dog knap så heldig og blev alvorligt såret. I forvirringen blev han forvekslet med en af tyskernes danske medhjælpere og blev derfor indlagt på Kommunehospitalet uden bevogtning. Her fik han hjælp af sygehuspersonalet, der forfalskede en dødsattest og sendte ham i skjul inden han kunne overføres til Sverige. En tredje fange, Carl M. Thøgersen overlevede ikke.

Videre læsning

Kristensensen, Henrik Skov: Luftkrigen og Århus i antologien: Århus besat. Århus byhistoriske Fond 2005.

Kristensen, Kofoed, Weber (den selvsamme som lektorweber?): Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig. Aarhus Universitetsforlag 1988.

Kristensen, Kofoed, Weber: Bomber over Danmark – Vestallierede luftangreb over under 2.verdenskrig. Nyt Nordisk Forlag/Arnold Busck. 2012.

 

September 1944 – Da politiet blev taget

Om formiddagen d. 19. september 1944 genlød gaderne af støvletramp. Nysgerrige aarhusianere kunne følge med i, hvordan tyske politisoldater tog opstilling ved vejkryds og på byens pladser. I Mejlgade blev politistationen omringet, og da klokken slog elleve begyndte luftvarselssirenerne at tude. Det var signalet til, at ”Operation Möwe” kunne gå i gang. De svært bevæbnede tyskere trængte hurtigt ind i politistationen, hvor de rettede våbnene mod de overraskede aarhusianske politifolk.

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 århusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politibetjent Oskar Sepstrup, der her ses på politigårdens hittegodskontor, var en af de 109 aarhusianske politiansatte, der blev taget d. 19. september 1944. Han overlevede det tyske fangenskab, men var mærket resten af livet. (Besættelsesmuseet)

Politiet arresteret!

Operation Möwe (Måge) var kodeordet for den landsdækkende aktion, der have til hensigt at sætte det danske politi ud af funktion. Ca. 2000 af i alt 8000 danske betjente og politiansatte blev interneret med henblik på deportation til Tyskland. Baggrunden for aktionen var, at politiet nu endegyldigt havde udspillet sin rolle som brugbart værktøj for besættelsesmagten. Politiet havde bl.a. nægtet at stille mandskab til rådighed for tyskerne i forbindelse med diverse bevogtningsopgaver. Mindst ligeså vigtigt var det, at tyskerne nu så de danske politifolk som en potentiel sikkerhedsrisiko. Mistroen bryggede på bitre erfaringer fra den franske hovedstad, Paris, hvor det ellers så tysk-loyale franske politi havde skiftet side og var faldet tyskerne i ryggen. Man frygtede ganske enkelt, at noget lignende ville ske, hvis det kom til en allieret inversion af Danmark.

Samarbejde med besættelsesmagten

Det danske politi havde ellers i lang tid, i tyskernes øjne, ydet en udmærket indsats i bekæmpelsen af illegal virksomhed, ligesom de i sommeren 1941, på tyskernes forlangende, arresterede hundredevis af danske kommunister. Vi ved i dag, at politiet i Aarhus flere gange arresterede kommunister og andre modstandsfolk, som senere mistede livet i tyskernes varetægt.

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Politiet fik pga. samarbejdspolitikken tvunget til at gå tyskernes ærinde. En af opgaverne var at holde styr på befolkningen, bl.a. gennem kontrol af legitimationskort.(Besættelsesmuseet)

Samarbejdet mellem det danske politi og besættelsesmagten var resultatet af den særlige samarbejdspolitik, som de danske politikere førte under besættelsen. Regeringen pålagde med andre ord politiet at opklare forbrydelser begået mod besættelsesmagtens interesser, ligesom det var politiets pligt at finde frem til de personer, som begav sig af med at producere og distribuere illegale skrifter og blade.

Nogle politifolk gjorde det velvilligt, mens andre tog afstand fra samarbejdet og begyndte at ”sjuske” på jobbet. Fra 1943 søgte flere og flere direkte kontakt med illegale kredse, og der findes masser af eksempler på, at aarhusianske politifolk tog aktiv del i modstandsarbejdet. Mest kendte er havnebetjentene Ejnar Sørensen og Henrik W. Platou, som påtog sig frihedskampens nok tungeste job, nemlig stikkerlikvideringerne. Før det samarbejde de to havnebetjente med den kommunistiske sabotage-gruppe, Samsing-Gruppen, som i perioder var meget aktive på Aarhus Havn.

Som i andre dele af det danske samfund fandtes enkelte, som var overbevidste nazister. En af dem var kriminalassistent Peder Sandhøj, som arbejdede for det tyske sikkerhedspoliti. Han blev likvideret af modstandsbevægelsen 12. august 1944.

I tyske koncentrationslejre

I dagene efter den 19. september 1944 blev de 2000 internerede politifolk sendt afsted til Tyskland. 109 af dem tilhørte politiet i Aarhus og blev i kreaturvogne fragtet til den nyoprettede fangelejr Frøslev, hvorfra de blev sendt videre til koncentrationslejren Neuengamme, som ligger lidt sydvest for Hamborg. Politifolkene var fanger i Neuengamme i ca. 14 dage inden de blev sendt videre til deres endelige bestemmelsessted, KL-Buchenwald ved Weimar i Thüringen. I de tyske lejre stiftede politiet bekendtskab med kz-systemets mange rædsler med dets udmagrende arbejde, tilfældig vold, sult og sygdomme.

De danske politifolk havde i modsætning til de øvrige fanger et stærkt fællesskab, hvilket formentligt forbedrede deres chancer for at overleve. Måske endnu mere afgørende var det, at de danske fanger modtog ekstra madrationer via Røde Kors i Danmark. På trods af det mistede ca. 90 politifolk livet i de tyske lejre, og fem af dem tilhørte Aarhus Politi.

Det rene vilde vesten

Hvad sker der med et mørklagt samfund præget af varemangel, når den eneste politimyndighed er det tyske sikkerhedspoliti?

Den kriminelle foretagsomhed eksploderede. Det blev nærmest umuligt for ordentlige folk at færdes i fred i byen efter mørkets frembrud, hvor gaderne hurtigt befolkedes af sortbørshandlere og potentielle overfaldsmænd. Unge kvinder blev advaret mod at opholde sig i offentlige beskyttelsesrum, og aviserne proklamerede at folk skulle holde vinduer og døre lukkede. Samtidigt bragte aviserne en fast spalte – ”Gabestokken”, hvor der blev advaret mod kendte lovovertrædere med navn og adresse.

For at dæmme op for den værste lovløshed oprettede flere bykvarterer egne vagtværn, og snart efter fik kommunen tilladelse fra staten til at oprette et kommunalt vagtværn.

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

I ren desperation oprettede flere århusianske forretningsgader private vagtværk efter, at politiet blev sat ud af funktion d. 19. september 1944. (Besættelsesmuseet)

Byvagten, som det blev kaldt af aarhusianerne, talte ca. 150 mand, som hver var bevæbnet med en fløjte og en gummiknippel. Det fortælles, at Byvagten normalt ordnede mindre sager med ”et par på skrinet”, og at de på den vis fik lagt en dæmper på de mindre seriøse slynglers aktiviteter. Men på trods af denne fremgangsmåde noterede byvagten i de otte måneder, den eksisterede, intet mindre end 6.491 lovovertrædelser, hvoraf mange var grove lovovertrædelser som f.eks. ”revolver-hold-ups”, vold og overfald. Der blev desuden begået 55 drab, der ofte kunne tilskrives den krig, som modstandsfolkene og Gestapo udkæmpede i byens gader.

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 7500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Medlemmer af Aarhus Byvagt foran rådhuset. I den korte periode, byvagten fungerede registrerede de knap 6500 lovovertrædelser. (Besættelsesmuseet)

Da Aarhus Politi genoptog sit virke d. 13. maj 1945 ventede et enormt opklaringsarbejde, der kom til at strække sig et stykke ind i 1950’erne.

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Politimester Ejnar Hoeck i spidsen for en gruppe politifolk i forbindelse med politiets genindtrædelsesparade d. 13. maj 1945. (Besættelsesmuseet)

Juli 1944 – Da det regnede med stål

Det var egentlig en skøn sommerdag med høj sol og skyfri himmel. Alligevel endte den 4. juli 1944 som en af de mørkeste dage i byens historie.

Kl. 13.37 hørtes overalt i Aarhus-området braget fra en kæmpe eksplosion. Lyden kom fra havnen, hvor en skibspram lastet med knap 200 tons tysk ammunition pludselig eksploderede. En anden ammunitionspram, som lå fortøjet ved siden af, blev slynget op af havnebassinet, hvor den smadrede gennem taget på et pakhus og samtidigt knuste en godsvogn. Havneområdet ved kornpieren forvandledes på sekunder til et inferno af ild. Det tørre foderstof ved Korn- og Foderstofkompagniets silo antændtes, og der udvikledes en voldsom brand, som brandfolkene kæmpede imod i dagevis. Overalt lå granater, bunker af knust beton og forvredne jernstykker.

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. Til venstre ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

Selve epicentret for eksplosionsulykken. De to ammunitionspramme lå fortøjet i bassinet forrest i billedet. I centrum af billede ses resterne af KfK’s silo. Ni af de 25 personer, der var på arbejde den dag, blev dræbt. (Besættelsesmuseet).

I den indre by, måtte folk springe for livet, da det pludselig haglede ned med glødende jern- og stålstykker. Ved nærmere eftersyn viste det sig, at det meste af nedfaldet bestod af mere eller mindre intakte 88mm antiluftskytsgranater. De glohede granatfragmenter var livsfarlige og kunne uden problemer skære sig igennem tagkonstruktioner og mindre solide bygninger. Ved stranden nord for havnen blev en ung mor alvorligt såret og ved Vor Frue Kirke i Ryesgade blev en tysk soldat dræbt på stedet, da han blev ramt i hoved af en granat.

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Dette lille mejeriudsalg var blot en af de mange forretninger og private hjem, der blev raseret af nedfaldende granatfragmenter. Alene lufttrykket fra eksplosionen gjorde det af med tusinder af byens butiksruder. (Besættelsesmuseet)

Også lufttrykket fra eksplosionen forårsagede en del skader på bygninger og personer. Mange handlende blev sårede af splintret glas, og ikke så få måtte behandles for knoglebrud efter at være blevet blæst af cyklen. Værst gik det ud over dem, som blev ramt af skorstene og teglsten, som væltede af bygningerne.

Heltemod

Hvad der allerede var en forfærdelig ulykke kunne let have udviklet sig til en fuldkommen uoverskuelig katastrofe. En håndfuld granater var gået igennem Aarhus Belysningsvæsens store gasbeholder, der forsynede elværket og byens husholdninger med gas. Gennem nedslagshullerne stod meterhøje stikflammer, og det var klart for enhver, at en gaseksplosion var nært forestående. På trods af faren klatrede en lille gruppe stålsatte folk fra belysningsvæsenet op på beholderen, hvor de med kulsyresne fik kølet overfladen nok til, at de med våde sække, ler og metalplader kunne slukke stikflammerne. Samme mandskab begav sig herefter ind til selve ulykkesstedet, hvor de deltog i redningsarbejdet til langt ud på natten.

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger  skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En medarbejder fra Aarhus Belysningsvæsen besigtiger skaderne på den store gastank. (Besættelsesmuseet)

En lignende heltedåd fandt sted i havnebassinet ved ulykkesstedet, hvor det tyske fragtskib ”Scharnhörn”, der var tungt lastet med ammunition, var brudt i brand. Kaptajnen ombord på Aarhus Havns slæbebåd ”Hermes” besluttede at slæbe det brændende tyske skib ud ad havnen for at afværge en endnu større eksplosion. I relativ sikkerhed lykkedes det Hermes’ besætning at slukke branden, hvorefter de vendte tilbage til kornpieren, hvor de deltog i slukningsarbejdet med skibets kraftige brandsprøjter.

Redningsarbejdet

I tillæg til de to ovennævnte aktioner skal også nævnes de mange folk, som deltog i det ufatteligt krævende redningsarbejde. Redningsarbejdet var besværet af, at eksplosionen havde forvandlet kajområdet til et månelandskab af ødelagte bygninger. Heden fra branden var uudholdelig, og faren for nye eksplosioner fra de vidt spredte granater var overhængende.
Derfor er det bemærkelsesværdigt, at der foruden de officielle instanser som brandvæsnet, CB’erne (værnepligtigt katastrofeberedskab) og politiet også deltog en stor mængde privatpersoner i redningsarbejdet.  Heriblandt et par læger, der tilfældigvis var på ferie i byen og pludselig dukkede op på ulykkesstedet, hvor de ydede livsvigtig førstehjælp. Derudover bistod byens vognmænd og endda cykelbude med longjohns ambulancerne med at bringe de mange sårede til byens hospitaler.

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

På skadestuerne på byens hospitaler kunne man snart melde om fulde huse. De fleste sårede blev bragt til Kommunehospitalet, hvor man måtte tage en af græsplænerne i brug som venteværelse. (Besættelsesmuseet)

Årsagen til ulykken

Der blev efterfølgende spekuleret meget i, hvad der var årsag til ulykken. I dag er der almindelig enighed om, at eksplosionen var en ulykke forårsaget af enten uforsigtighed eller defekt ammunition – eller måske en kombination af de to ting.

Det er i hvert fald konklusionen i den danske politirapport, som blev udarbejdet efter ulykken. Rapporten bygger blandt på omfattende afhøringer af de mennesker, som arbejdede i området. Vi ved derfor, at i alt otte danske havnearbejdere var beskæftiget med at laste prammene med ammunitionskasser. Ammunitionen kom fra godsvogne på kajområdet, som blev læsset på sækkevogne og kørt til kajkanten. Her blev kasserne enkeltvis sendt ned i prammen via en slidske, og ikke vha. en kran, som man kan læse andre steder. Der arbejdede fire mand i godsvognen og fire mand i prammen, men præcist hvordan arbejdsfordelingen var, kan vi intet sige om, da ingen af de otte overlevede. Arbejdet var overvåget af tyske vagter, og det fortælles endvidere, at den ansvarshavende tyske major flere gange manede til forsigtighed ved arbejdet.

Tyskerne udmeldte sidst i juli, at deres undersøgelser havde vist, at der var tale om en kommunistisk sabotageaktion. Dette må nok anses som ren propaganda, da tyskernes egne dokumenter viser, at de reelt mente, at eksplosionen var en ulykke.

Tyske officerer besigtiger skaderne. Billedet viser skaderne efter at prammen ved eksplosionen er slynget ud ad havnebassinet og er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Tyskerne i færd med at undersøge ulykkens omfang. Fotografiet viser resterne af den ene ammunitionspram, som er landet i en godsvogn. (Besættelsesmuseet)

Den tyske version af sandheden var muligvis med til at give næring til en del fantasifulde og særdeles sejlivede historier om, at det var modstandsbevægelsen, som stod bag eksplosionen. I forhold til det, må man huske på, at Gestapo havde arresteret
Aarhus ellers så effektive kommunistiske sabotagegruppe. (Læs evt. bloggen fra juni for mere info).

Tabene

Antallet af danske sårede var vanskeligt at gøre op. Det kaos, der opstod på hospitalerne medførte, at mange ikke blev registreret korrekt, men det anslås at mere end 200 personer modtog behandling her. Af de i alt 33 danskere, som omkom ved katastrofen, kunne 12 ikke identificeres.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

Den 29. juli 1944 afholdtes en stor mindehøjtidelighed i Domkirken, hvor borgmester E. Stecher Christensen holdt en bevægende tale. Herefter fulgte tusinder af århusianere i et sørgeoptog til Vestre Kirkegård, hvor fællesurnen med de uidentificeredes aske blev begravet.

De tyske tab begrænsede sig til 5 dræbte og henved 40 sårede. De dræbte tyskere blev begravet i Frederikshavn.